INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Spørgsmålet om fred

[Vladimir Iljitj Lenin: Om imperialisme og opportunisme. Forlaget Futura København, 1973, 91 s.]

(Uddrag)

Skrevet i juli-august 1915,
offentliggjort første gang i 1924.

(...)

Lad os se, hvorledes dette spørgsmål bør stilles af socialister.

Fredsparolen kan fremsættes enten i forbindelse med bestemte fredsbetingelser eller uden nogen som helst betingelser, som en kamp ikke for en bestemt slags fred, men for fred i almindelighed (Frieden ohne weiters). I sidst nævnte tilfælde har vi tydeligt nok en parole, der ikke blot er ikke-socialistisk, men aldeles blottet for mening og indhold. De fleste mennesker er afgjort tilhængere af fred i almindelighed, selv inklusive Kitchener, Joffre, Hindenburg og Nikolaj den Blodige, idet hver enkelt af dem ønsker en afslutning på krigen. Sagen er imidlertid den, at de hver for sig fremsætter fredsbetingelser, der er imperialistiske (d.v.s. røveriske og undertrykkende overfor andre folk) og til fordel for deres "egen" nation. Paroler må fremsættes for at gøre det muligt for masserne, gennem propaganda og agitation, at se den uoverstigelige kløft mellem socialisme og kapitalisme (imperialisme), og ikke med det formål at forsone to fjendtlige klasser og to fjendtlige politiske linjer ved hjælp af en formel, der "forener" de mest forskelligartede ting.

Lad os fortsætte: kan socialisterne i forskellige lande forenes omkring bestemte fredsbetingelser? I bekræftende fald må sådanne betingelser utvivlsomt indbefatte anerkendelse af selvbestemmelsesret for alle nationer og ligeledes afkald på enhver "anneksion", d.v.s. krænkelse af denne ret. Dersom denne ret imidlertid kun anerkendes for nogle nationer, så forsvarer man visse nationers privilegier, d.v.s. man er nationalist og imperialist, ikke socialist. Hvis denne ret imidlertid anerkendes for alle nationer, så kan man ikke drage f.eks. Belgien frem alene; man må tage alle de undertrykte folk, både i Europa (irerne i Storbritannien, italienerne i Nice, danskerne i Tyskland, 57 % af Ruslands befolkning o.s.v.) og uden for Europa, d.v.s. alle kolonier. Det var godt, at kammerat A.P. mindede os om dem. Storbritannien, Frankrig og Tyskland har en samlet befolkning på omkring 150 millioner, mens de befolkninger, de undertrykker i kolonierne, tæller over 400 millioner! Kernen i den imperialistiske krig, d.v.s. en krig der udkæmpes af hensyn til kapitalisternes interesser, ligger ikke blot i, at krigen føres med det formål at undertrykke nye nationer, at dele kolonierne op, men også i, at den først og fremmest føres af de fremskredne nationer, der undertrykker en række andre folk, der udgør flertallet af jordens befolkning.

De tyske socialdemokrater, der retfærdiggør erobringen af Belgien eller affinder sig med den, er i virkeligheden imperialister og nationalister, ikke socialdemokrater, eftersom de forsvarer det tyske bourgeoisis (delvis også de tyske arbejderes) "ret" til at undertrykke belgierne, alsacianerne, danskerne, polakkerne, negrene i Afrika, o.s.v. De er ikke socialister, men tjenere hos det tyske bourgeoisi, som de hjælper med at plyndre andre nationer. De belgiske socialister, der kræver Belgiens befrielse og beskyttelse af Belgien alene, forsvarer i virkeligheden også et krav fra det belgiske bourgeoisi, der ville fortsætte med at udplyndre de 15 millioner kongolesere og skaffe sig koncessioner og privilegier i andre lande. Det belgiske bourgeoisis udenlandske investeringer beløber sig til noget i retning af 3 milliarder francs. At sikre profitten fra disse investeringer ved at benytte sig af alle former for bedrag og manipulationer er det "tapre Belgiens" virkelige "nationale interesse". Det samme gælder i endnu højere grad Rusland, Storbritannien, Frankrig og Japan.

Det følger heraf, at hvis kravet om nationernes frihed ikke skal være en falsk frase, der dækker over visse enkelte landes imperialisme og nationalisme, må det udvides til at omfatte alle folk og alle kolonier. Et sådant krav er imidlertid åbenbart meningsløst, medmindre det ledsages af en række revolutioner i alle de fremskredne lande. Det kan tilmed ikke virkeliggøres uden en heldigt gennemført socialistisk revolution.

(...)

Parolen om nationernes selvbestemmelse bør også fremlægges i forbindelse med kapitalismens imperialistiske epoke. Vi går ikke ind for status quo eller for den spidsborgerlige utopi om at stå udenfor i store krige. Vi går ind for revolutionær kamp mod imperialismen, d.v.s. kapitalismen. Imperialismen består i en stræben hos nationer, der undertrykker en række andre nationer, efter at udvide og forøge denne undertrykkelse og efter at genopdele kolonierne. Det er derfor, spørgsmålet om nationernes selvbestemmelse i dag drejer sig om undertrykkernationernes socialisters optræden. En socialist i en af undertrykkernationerne (Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Japan, Rusland, Amerikas Forenede Stater o.s.v.), der ikke anerkender og ikke kæmper for undertrykte nationers ret til selvbestemmelse (d.v.s. ret til adskillelse) er i virkeligheden chauvinist, ikke socialist.

Kun dette synspunkt kan føre til en oprigtig og konsekvent kamp mod imperialismen, til en proletarisk, ikke en spidsborgerlig måde (i dag) at nærme sig det nationale spørgsmål på. Kun dette synspunkt kan føre til en konsekvent udførelse af princippet om at bekæmpe enhver form for undertrykkelse af nationer; det fjerner mistro blandt de undertrykkende og de undertrykte nationers proletarer, skaber forudsætningerne for en forenet international kamp for den socialistiske revolution (d.v.s. for det eneste opnåelige regime med fuldstændig national lighed) til forskel fra den spidsborgerlige utopi om frihed for alle små stater i almindelighed, under kapitalismen.

Det er dette synspunkt, der anlægges af vort parti, dvs. af de socialdemokrater i Rusland, der skares omkring centralkomiteen. Det var dette synspunkt, Marx anlagde, da han fortalte proletariatet, at "ingen nation kan være fri, hvis den undertrykker andre nationer". Det var ud fra dette synspunkt, Marx krævede Irlands adskillelse fra Storbritannien, og dette i frihedsbevægelsens interesse, ikke blot for de irske, men i særdeleshed for de britiske arbejdere.

Hvis Storbritanniens socialister ikke anerkender dette og håndhæver Irlands ret til adskillelse, hvis franskmændene ikke gør det samme med hensyn til det italienske Nice, tyskerne for Alsace-Lorraine, dansk Slesvig og Polen, russerne m.h.t. Polen, Finland, Ukraine o.s.v. og polakkerne m.h.t. Ukraine – hvis ikke alle socialisterne i de "store" magter, d.v.s. de store røvermagter, ikke håndhæver denne ret med hensyn til kolonierne, skyldes det udelukkende, at de i virkeligheden er imperialister, ikke socialister. Det er latterligt at nære illusioner om, at folk, der ikke kæmper for de undertrykte nationers "ret til selvbestemmelse", mens de selv tilhører undertrykkernationerne, er i stand til at praktisere socialistisk politik.

I stedet for at overlade det til de hykleriske frasemagere at føre folk bag lyset ved hjælp af fraser og løfter om muligheden af en demokratisk fred må socialister forklare masserne umuligheden af noget, der blot minder om en demokratisk fred, med mindre der sker en række revolutioner, og medmindre der føres en revolutionær kamp i hvert enkelt land mod den respektive regering. I stedet for at tillade de borgerlige politikere at føre folket bag lyset med snak om nationernes frihed, må socialister forklare masserne i undertrykkernationerne, at de ikke kan gøre sig håb om befrielse, så længe de bistår med at undertrykke andre nationer og ikke anerkender og håndhæver disse nationers ret til selvbestemmelse, d.v.s. frihed til adskillelse. Dette er den socialistiske, til forskel fra den imperialistiske, politik, der må anvendes i alle lande i forbindelse med spørgsmålet om fred og det nationale spørgsmål. Sandt nok, denne linje er i de fleste tilfælde uforenelig med de love, hvorefter der straffes for højforræderi – men det samme gælder Basel-resolutionen, der så skammeligt er blevet forrådt af næsten alle socialisterne i undertrykkernationerne.

Valget står mellem socialisme og bøjen sig for Joffres og Hindenburgs love, mellem revolutionær kamp og servilitet over for imperialismen. Der findes ingen mellemvej. Der tilføjes proletariatet den største skade af de hykleriske (eller langsomt opfattende) ophavsmænd til "mellemvejs"-politik. (...)

LCW bd. 21, s. 290-294.

Ikke tidl. online på dansk
Online i fuldtekst på engelsk. Se Marxist Internet Archive, MIA