INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Studenterbevægelsen i Vestberlin

[Ungkommunisten, 2. årgang. september 1969, nr. 7, s. 12-19]

Vi havde for nogen tid siden besøg af en aktivist fra den vestberlinske studenterbevægelse og havde da lejlighed til at føre en informativ samtale om udvikling og stade i aktiviteten omkring byens højere læreanstalter. Følgende er en sammenfatning af Ungkommunistens samtale med aktivisten.

Uk: Måske kan du først give et kort alment rids af baggrunden for studenterbevægelsen i din by?

Sv: Studenter er gennem deres sociale situation – jeg tænker her på deres økonomiske afhængighed, deres svæven mellem manglende uddannelse og udsigten til en velbjærget akademikertilværelse, den manglende kontakt til en daglig arbejdstilværelse – en privillegeret, ustabil masse med kraftige asociale træk. Ustabil også i politisk henseende, fordi den politiske bevidsthedsdannelse hos dem ikke er forbundet med en politisk praksis. Dette genspejles naturligvis klart i deres ideologiske standpunkter. Mange går i løbet af gymnasie- og studenterårene vejen fra almen opposition mod visse af det kapitalistiske samfunds træk til en tilegnelse af marxistisk terminologi, marxistisk ”lærdom”. Stadig uden praksis. Derfor er det let for mange at indordne deres liberale ”venstreorienterede” holdning under deres senere tilværelses muligheder, den velbjærgede tilværelse i borgerskabets midterste lag. Abstrakt tilegnelse af tankegods, også selvom man anser sig selv for marxistisk tænkende, forsvinder lige så let som det kommer. Vankelmodigheden er udbredt og velkendt, også hos os.

Uk: Hvornår aktiviseredes de vestberlinske studenter for alvor, og i hvilken grad er de organiserede?

Sv: Lad os først og fremmest se på SDS (det socialistiske tyske studenterforbund), der blev grundlagt efter anden verdenskrig som et vedhæng til det vesttyske socialdemokrati (SPD). Hen imod slutningen af halvtredserne voksede modsætningerne mellem SDS's og det kapitalistiske støtteparti SPD's politiske opfattelser og i 1960 var det kommet så vidt, at SPD spærrede for den financielle støtte til studenterorganisationen. – På dette tidspunkt kommer jeg til at indskyde, at jeg ved omtalen af disse gruppers grundlag for at anskueliggøre det, udelukkende kommer til at betjene mig af deres eget sprog.

Man anser politisk-ideologisk skoling som en absolut forudsætning for at kunne handle og tænke politisk og har i sit arbejde først og fremmest bestræbt sig på at bryde studenternes isolation, at komme ud fra det snævre universitetsområde og komme i kontakt med den arbejdende befolkning. SDS har været kernen i det, der siden 1966 som samlende begreb er blevet kaldt den udenom-parlamentariske opposition (ApO). Som navnet siger, går den imod tanken om almindelig parlamentarisk opposition og søger at lede bevægelsen udenfor ”de normale kanaler”, hvilket også vil sige udenfor de eksisterende partier. De politisk aktive grupper indenfor ApO består endnu næsten udelukkende af studerende ved de højere læreanstalter, men der udvikler sig i stadigt højere grad holdbare forbindelser til andre læreanstalter, til ungarbejdere, lærlinge og elever. – Siden 1966 har man udfra universitetet organiseret politiske demonstrationer med forskelligt konkret sigte. De har kunnet organiseres sammen med ansatte i byens virksomheder.

Uk: Er det muligt at præcisere denne brede bevægelses ideologiske grundlag, – kan nu fremhæve synspunkter, du anser for repræsentative for hele bevægelsen?

Sv: Det er vanskeligt, fordi graden af organisation og ideologisk enhed er forsvindende ringe. En væsentlig årsag hertil er, at bevægelsens vigtigste impuls gik i retning af antiautoritær holdning og praksis. Sådan opstod de spontane reaktioner, og siden da har småborgerlige elementer hindret en samling udfra rædslen for enhver form for organisation. Man må forstå, at denne antiautoritære holdning på det første stade havde en real betydning, idet netop det anti-autoritære element i inddoktrineringen har en særlig historisk baggrund i mit land. Men som sagt har det senere haft en reaktionær virkning i retning af manglende forståelse for nødvendigheden af organisation og diciplin. Jeg foretrækker at svare på spørgsmålet ved at nævne nogle af de værker, der har spillet størst rolle i den mundtlige og skriftlige debat og i skolingsarbejdet. Det drejer sig i forste række om

Marx: Løn, pris og profit.

Engels: Familiens, privatejendommens og statens oprindelse.

Lenin: Staten og revolutionen, Hvad må der gøres?.

Sweezy: Politisk økonomi.

Marcuse: Det endimensionale menneske, Den repressive tolerance.

Andre Gorz: Arbejderbevægelsens strategi i neokapitalismen.

Blumer: Den kinesiske kulturrevolution.

De fire teoretikere – Sweezy, Marcuse, Gorz og Blumer har spillet en forbigående rolle, har afløst hinanden som ”bestsellere”. – Problemstillingen omkring den undertrykte og udbyttede del af verden er af væsentlig betydning for de aktive studenters ideologiske bevidsthedsdannelse og tilegnen af viden, men den sættes ikke i forgrunden. Man er ikke – heller ikke den bevidste del af bevægelsen, der går ind for proletariatets diktatur – overbeviste om, at det vil få afgørende følger for de industrielt højtudviklede lande, når de under de undertrykte folks frigørelsesproces mister råstofkilder og afsætningsmarkeder.

Uk: Hvad vil I med bevægelsen blandt de vestberlinske studenter?

Sv: Hvad målet for bevægelsen angår, formuleres det sædvanligvis som oprettelsen af den socialistiske stat efter sovjet - respektive rådsrepublikkens principper. Rådene skal vælges af de ansatte i de enkelte virksomheder udfra princippet om, at de til enhver tid igen efter kritik og beslutning kan fratages deres funktion. – Dette er – så tåget det end lyder – egentlig her kun refereret som et enkelt led af den organisationsdebat, der for tiden finder sted indenfor Vest-berlins socialistiske bevægelse. Diskussionerne om ”rådsrepublikkens” og ”sovjetternes” princip er endnu ikke afsluttet.

Uk: Kan du give en kort oversigt over mærkedagene i bevægelsens vækst?

Sv: I 1960 blev SDS som nævnt ekskluderet af SPD. Begrundelsen var samarbejde med DDR. (Nogle ledende folk indenfor SDS havde i DDR's omfattende arkiver søgt oplysninger om endnu fungerende nazi-jurister indenfor den vesttyske justits) – Det teoretiske arbejde voksede i omfang, grupper skød frem. Man koncentrerede sig i første omgang om en dybtgående analyse af de højere læreanstalter som modeller af det autoritære samfund. I 1965 fremvoksede arbejdet med flyveblade, strejker, demonstrationer, sit-ins, teach-ins. – Det altafgørende mål var dannelsen af en solidaritetsbevægelse med det vietnamesiske folk i dets kamp mod den amerikanske imperialisme. – I 1966 udgik fra FU (Det ”Fri Universitet”) den første store Vietnam-demonstration under parolerne ”USA ud af Vietnam” og ”Styrt den amerikanske imperialisme”. – Fra 1967 af kan man tale om den permanente universitets-revoltes politik, med det overvejende studenterflertals deltagelse eller støtte i form af sympatitilkendegivelser. Man ønskede langt mindre ”forbedringer” end man – med Dutschkes ord – ønskede at gennemføre provokationer, der skulle højne bevidstheden om de samfundsmæssige tilstande og sammenhænge”. Man førte på papiret ingen reformpolitik. – Samme år førte politimordet på den apolitiske student Benno Ohnesorg til, at en kreds af mennesker, man hidtil ikke havde kunnet få kontakt med, blev aktiviseret. SDS's medlemstal voksede i Vestberlin til 2000. Den alment antiautoritære bevægelse var på dette tidspunkt ikke kommet udover sine rammer og sine snævre begrænsninger i ideologisk henseende. – I 1968 skete der en udvidelse af arbejdet med dannelsen af det, der normalt omtales som ApO (den udenomparlamentariske opposition), som tidligere kort blev omtalt.

Fra første øjeblik integreredes SDS i bevægelsen, – man ophørte i Vestberlin med at holde medlemsmøder og gennemføre aktiviteter i sit eget navn. En intern kommunikation bevaredes naturligvis. ApO har organiseret sig i grupper af forskellig art, hver med konkrete arbejdsområder. Her kan kort nævnes nogen af grupperne, som jeg vil vende tilbage til senere:

a) Basis-grupperne (f. eks. i virksomhederne Borsig, Siemens, Osram osv.)

b) Ad-hoc[*]-grupperne (arbejder indenfor universitetets forskellige institutter, beskæftiger sig indgående med bearbejdelse og ideologisk vurdering af fagligt stof, en slags forlængelse af det kritiske universitet)

c) De internationale kontaktgrupper (foreløbigt arbejder grupperne: Frankrig, Latinamerika, Spanien, Italien og Grækenland regelmæssigt, der er i pjeceform fremlagt adskilligt grundigt materiale, resultaterne af gruppernes arbejde).

Demonstration i Vestberlin
Demonstration i Vestberlin

 

Uk: Man hører tit om AStA i forbindelse med urolighederne ved de vesttyske universiteter, – hvad dækker sig bag denne betegnelse?

Sv: Det står for Allgemeiner Studenten Ausschuss, hvis medlemmer vælges årligt af konventet, der igen er valgt af de forskellige faggruppers studenter. (Det svarer stort set til det hjemlige studenterråd, red.). AStA's økonomiske grundlag er frivilligt-tvungne bidrag fra studenterne og statslige tilskud. Der findes en overordnet organisation for alle ”AStA'er” i Vestberlin og Forbundsrepublikken, den kaldes VDS (”Verband Deutscher Studentenschaften”). Studenterrådene har i de sidste fire år udnyttet sit hidtil kun ”faglige” mandat til også at omfatte politisk virksomhed. AStA i Vestberlin er helt behersket af socialister, hvilket ikke særligt overraskende sidste år medførte, at myndighederne lukkede af for de statslige tilskud. Det var ikke meningen, at rådet, der var oprettet som et pænt elevråd på universitetsplan, skulle beskæftige sig med politiske spørgsmål. Det kunne jo tjene andre interesser end dem, i hvis navn det var oprettet! Ifølge den ny lov for de højere læreanstalter, der trådte i kraft nu i september, skal AStA opløses som organisation, men derom senere.

Uk: Nu nævnte du det kritiske universitet, – en tanke der også her i landet er taget op af forskellige liberale og ”socialistiske” kræfter indenfor universiteterne. Hvordan gennemførtes den tanke hos jer?

Sv: Ja, det såkaldte kritiske universitet har rige erfaringer i Vestberlin. Det blev grundlagt i efteråret 1967 efter adskillige frugtesløse bestræbelser for indenfor rammerne af den normale undervisning at få emner behandlet, der ellers ikke hørte til pensum, til den mængde lærestof, man skulle have proppet ind i hovedet for at kunne begå sig pænt i det borgerlige samfund. – Derfor tog AStA ved det ”Fri Universitet” initiativet til udenfor den almindelige forelæsningstid, men på universitetets område og med dets tilladelse, at gennemføre dels en række seminarer og dels emnebehandling i mellemstore arbejdsgrupper, der var samlede regelmæssigt en gang om ugen et helt semester igennem. Man afprøvede gruppernes resultater med hinanden med jævne mellemrum i større forsamlinger fremlagde resultatet af den udvidede diskussion i pjeceform osv. – Der var i mange tilfælde et udmærket samarbejde mellem studenter og universitetslærere, en ting, der allerede på det tidspunkt på grund af lærernes reale funktion som bevarere af strukturerne og systemet til videreførelse af det borgerlige samfund, førte til, at der blev rejst kritik af foretagendet, som man anså for et af det borgerlige samfunds afledningsmanøvrer. – Det skal lige nævnes her, at tanken om det kritiske universitet opstod som protest mod den autoritative undervisning og samtidig udfra erkendelsen af den borgerliggørelse, der ligger i valg og behandling af alt lærestof. – Der var meget stor opslutning bag foretagendet, men aktiviteten ebbede ud henimod sommeren 1968 og fra dette tidspunkt ophørte arbejdsgrupperne at existere i den hidtige form.

Uk: Videreførte man den kritik, der blev rejst under tankens virkeliggørelse? Har man i dag analyseret det og samlet erfaringer?

Sv: Man vurderer i dag det Kritiske Universitet i Vestberlin som et måske nødvendigt skridt i bestræbelserne for større politisk bevidsthedsdannelse blandt de unge under uddannelse et forsøg på teoretisk skoling af de folk, man havde fået kontakt med gennem de udadvendte aktiviteter. – Men man vurderer i dag det Kritiske Universitet som et fejlslagent eksperiment, fordi det hviler på et forkert grundlag. – For det første har man indset det nytteløse i indenfor universitetets rammer – indenfor dets funktion som oppebærer og viderefører af det kapitalistiske samfund at forsøge at ”behandle lærestof marxistisk”. Deltagerne i et sådant arrangement pumpes dermed fulde af illusioner om, hvad der er muligt indenfor det kapitalistiske samfundssystem. De vil senere forlade det samme universitet for at gå ud i det samme samfund med samme funktion som støtter for dets bevarelse. – Indenfor universitetet selv kan man højst få foræret et par studiemæssige lettelser, der effektiviserer læreprocessen, så folk hurtigere opnår deres funktioner i det kapitalistiske samfund. – For det andet har man erkendt, at en ren teoretisk behandling af marxismens værker, teoritisk tilegnelse af ”marxistisk lærdom” ikke er en døjt værd. På det Kritiske Universitets måde øver man sig blot i hjernegymnastik, skaber ”seminar-marxister”. Man vil i dag ikke anbefale andre at virkeliggøre ideen om et kritisk universitet, fordi den på forhånd er dømt til at mislykkes – forudsat man da virkelig vil noget med den – fordi den ikke har noget praktisk og strategisk grundlag.

Uk: Hvad har disse erfaringer ført til, hvordan har man benyttet sig af dem?

Sv: Man drog den direkte konsekvens, at arbejdet med absolut nødvendighed måtte have et realt grundlag i den betydning at man ville sætte alt ind på at arbejde politisk i den økonomiske basis for samfundet. Man oprettede forbindelser til de større vestberlinske virksomheder. En ting der med mellemrum var forsøgt, men hidtil uden resultat. I løbet af nogen tid var det muligt at oprette såkaldte basisgrupper i disse virksomheder og i de forskellige arbejderkvarterer oprette kontorer, hvor arbejderne i de mindre virksomheder i bydelen kunne henvende sig, søge aktiv støtte og juridisk vejledning. Dette har spillet en rolle ved planlæggelse og gennemførelse af strejker på enkelte fabrikker. Samtidig er grupperne i dag nået så vidt, at de ikke længere kun består af studenter, men at også arbejdere deltager. Naturligvis bliver disse arbejdere på deres arbejdspladser udsat for repressalier både fra virksomhedens og fra arbejdskammeraternes side, når det bliver kendt, at de deltager i en basisgruppes arbejde, men alligevel er arbejdet gået videre på udmærket vis, og mange arbejdere har netop gennem trykket fra deres arbejdsplads fået større indsigt i samfundsmæssige sammenhænge og i marxistisk anskuelse af dem.

Uk: Vil det sige, at studenterne sidder rundt om i kontorer og støtter fagforbundenes arbejde i de vestberlinske virksomheder?

Sv: Det er rigtigt, at det må se sådan ud ved første øjekast. Fra basis-gruppernes første aktiviteter har der da også været rejst alvorlig kritik på dette punkt. Mange kammerater har angrebet dem for at støtte og videreføre den revisionistiske lønkamp, kampen for ”demokrati på arbejdspladsen” osv. Denne diskussion er endnu ikke afsluttet og bliver det næppe foreløbig. Problemstillingen ser sådan ud: skal man, uden samarbejde iøvrigt med fagforeningerne, støtte arbejdernes krav, lønstrejker og reformarbejde far overhovedet at komme i snak med dem – eller skal man slå dem i hovedet som de revisionister de er, før man overhovedet får åbnet munden fra nogen af parternes side? I denne sammenhæng må man erindre sig Vestberlins funktion som en frontby med en så ophetzet og inddoktrineret befolkning som få steder i Vesteuropa. Studenterne har hidtil stået fuldstændig isoleret i deres politiske arbejde. Ethvert skridt ud af denne isolation kan blive til gavn for bevægelsen.

Uk: Hvilke andre arbejdsområder udenfor universitetet anser du for at være afgørende for situationen?

Sv: Jeg kunne opregne adskillige grupper, der arbejder sideløbende med basis-grupperne – men det vil givetvis allerede nu være forældet, fordi udviklingen er gået videre og fordi strukturerne nødvendigvis må ændres nu hvor AStA, der hidtil fungerede som en slags organisationsbureau, slås i stykker. – Men jeg vil her omtale justitsarbejdet. Der udføres et udmærket vejledningsarbejde af praktikanter, jurastuderende og jurister. I justitskampagnen tager man sig af at anlægge og føre politiske processer, skaffe egnede forsvarere til politiske arrestanter og lede en udadvendt debat om justitsen og dens funktion i klassesamfundet. Samtidig lægges der et arbejde i at holde kontakt med fanger. Man har udarbejdet et system der muliggør, at kammerater mindst én gang om ugen er på fængselsbesøg hos en politisk fange fra bevægelsen eller hos en kriminel fange, der ønsker kontakt til os.

Sammenstød mellem politi og studenter

Uk: Hvor forsvinder studenterne fra jeres bevægelse hen efter afslutende eksamen? Hvad gør I for at holde kontakten vedlige til dem?

Sv: I rammer der et af vore ikke helt små problemer. Mange forsvinder som venteligt ud i mørket og har altså aldrig forstået de marxistiske grundsætninger, de kunne jonglere med i diskussioner. Det er heller ikke de folk vi har brug for. Men for at imødegå den almindelige integration, der finder sted i det øjeblik en student formelt forandrer sin sociale situation, finder ansættelse og udsættes for et direkte ideologisk pres på sin daglige arbejdsplads, søger vi at holde kontakt med dem, der ønsker det. Vi organiserer grupper af kammerater, der går til én bestemt arbejdsplads som praktikanter og som løst ansatte umiddelbart efter afsluttende eksamen. Samtidig melder en del kammerater sig til at gå ud på en bestemt arbejdsplads, hvor en gruppe har brug for støtte, for så senere at vende tilbage til deres studier. På den måde er vore kammerater i mindre. grad udsat for integrationens psykiske pres, har mulighed for arbejdsdeling og dermed for politisk aktivitet. Vi sender grupper af medicinere til samme sygehus, driftøkonomer til samme fabrik, lærere til samme skole, jurister til samme sagførerkontor osv. Dette er i stor udstrækning lykkedes.

Uk: Du har flere gange nævnt den ny situation, I står i fra og med dette efterår. Afsluttende kunne du måske sige os, hvilke træk, der aftegner sig i den ny organisering af aktivisterne i Vestberlin?

Sv: For at kunne samle den brede udenomparlamentariske opposition har man i flere måneder diskuteret virkeliggørelsen af tanken om en partilignende organisation. Diskussionen opviste så mange positive træk, at man har vovet en større kampagne til forberedelse af en masseorganisation. Den blev i begyndelsen båret af AStA som den stærkeste søjle i den seneste tids aktiviteter. Den meget stærke ad-hoc-gruppe *) ved det økonomiske og socialvidenskabelige fakultet samt medicinernes aktionsgruppe og de tyskstuderendes ”Røde Celle” var andre centrer for kampagnen.

Der var to hovedtendenser i diskussionen om forberedelse af en socialistisk masseorganisation. For det første den gruppe, der stod på det standpunkt, at man i første række burde bekæmpe den ny lov for de højere læreanstalter, der tilintetgør studenternes centrale organer. – Den talmæssigt større gruppe, der anser den førstes tankegang for systembevarende, vil lægge hovedvægten på arbejdet blandt den arbejdende befolkning, for organisering af arbejderklassen i en socialistisk organisation. – Begge opfattelser har svagheder. Den første har entydigt den tendens at ville gøre det til den kommende masseorganisations opgave at skabe en syndikalistisk repræsentation for studenternes interesser overfor læreanstalter og stat. Det er hovedløst. – Den anden holdning overser, at klassemodsætningerne i de imperialistiske lande i dag optræder i stærkt svækket form.

Trods meningsforskelle gik man i gang med den mest påtrængende opgave: det projekt at grundlægge et socialistisk centrum for alle de grupper, der arbejder i basis; det skal samtidig virke som koordinationspunkt for universitetes ”Røde Celler”. – Hvordan meningsbrydningerne udvikler sig kan ikke siges på nuværende tidspunkt. – Men det ser ud til, at centret virkelig bliver realiseret. Under parolen: ”En fuld dagløn fra hver kammerat” har man kunnet skabe det økonomiske grundlag for centret, der bliver på størrelse med et moderne teater.

[*] ad-hoc (latin): til et bestemt, afgrænset formål.