INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Teoretisk bevæbning til befrielseskrigen

En grundlæggende betingelse for enhver revolutions sejr er den klare erkendelse af virkeligheden, af fjenderne og af de revolutionære. Baseret på denne erkendelse og på kortlægningen af kampens natur, vil selve revolutionens strategi blive kortlagt.

Uden denne erkendelse forbliver national handling simpel og spontan og vil med sikkerhed lide nederlag. Efter årtiers kampe og ofre blev det nødvendigt for det palæstinensiske folk at sikre sig forudsætningerne for sejr i deres væbnede kamp. Det er ikke første gang, vort folk griber til våben for at kæmpe for sin befrielse og sin eksiftens. Siden Balfour-deklarationen af 1917 har vort folk kæmpet mod de britiske kolonialister og de zionistiske indvandrere og har som følge deraf lidt hårde tab i menneskeliv. Men de led det ene nederlag efter det andet, og størstedelen af befolkningen fandt til sidst sig selv i hensygnende opsamlingslejre for flygtninge eller under besættelsens åg. Det er derfor ikke tilstrækkeligt at gribe til våben for at slå fjenden. Nogle af historiens revolutioner har sejret, mens andre har slået fejl. Det er grunden til, at vi skal se virkeligheden i øjnene med en åben, videnskabelig og revolutionær holdning.

Enhver revolutions sejr bestemmes af den klare erkendelse af de objektive kræfter, der er i kamp, mens spontanitet og ubevidst handlen fører til nederlag. Disse punkter er af den største vigtighed for den palæstinensiske befrielseskamp på grund af de mange indre sammenhængende omstændigheder.

Her opstår nødvendigheden af videnskabelig-politisk tænkning, der leder revolutionen, udlægger dens strategi og er dens teoretiske vejledning. I denne betydning er den revolutionær-politiske tænkning ikke en overjordisk idé eller en ren intellektuel nydelse, som kan adsprede pedantiske lærde i deres elfenbenstårne. Det er tværtimod netop denne klare tænkning, der gør masserne i stand til at forstå kampens natur, deres fjende og dennes forbundsfæller. Det er også denne tænkning, som gør masserne i stand til at udnytte deres stærke sider, hvordan de skal underbygge dem, mobilisere dem, og hvordan de skal udnytte fjendens svage sider, således at de benytter enhver politisk-militær og organisatorisk plan til at forbedre deres egen styrke og nedbryde fjendens.

Den revolutionær-politiske tænkning skal forklare vore masser årsagerne til deres hidtidige nederlag, så de kan stå sejrrige overfor fjenden. Hvorfor slog den væbnede kamp i 1936 fejl? Hvorfor ligeledes i 1948 og til sidst sammenbruddet i 1967? Forklaringen på disse kendsgerninger skal ud til masserne i enkle, klare vendinger, således at deres bevidsthed, gennem forståelsen af disse kendsgerninger, forvandles til håndgribelig styrke og et virkeligt våben i folkets hænder.

Vi er i besiddelse af revolutionær politisk tænkning, og dette er af den største betydning for vor kamp. Hvordan kan man kæmpe uden revolutionær politisk tænkning? Det vil være det samme som at gå dårligt forberedt i krig, at begå fejl uden at kende fejlenes årsager og uden at vide, hvordan de skal rettes. På denne måde vil den revolutionære proces komme på afveje og lide nederlag.

Vi gør os til talsmand for denne sag og lægger vægt på Lenins ord: "Uden revolutionær ideologi ingen revolutionær bevægelse"; vi ønsker at advare mod de farlige retninger, som søger at mindske denne sags vigtighed, ligegyldigt hvorledes de retfærdiggør sig. Samtidig advarer vi tilhængerne af disse retninger, der søger at hylle den revolutionære politiske tænkning i tåge, og de farceagtige skrivebordsfilosoffer med deres diskussioner om revolutionens relevans. Vi ved, at disse retninger har påvirket store dele af vort folk, for at de skal vende sig bort fra denne vigtige sag og derved skade sagen.

For at blive revolutionær og være på højde med den revolutionære politiske tænkning, der ligger til grund for alle nationale revolutionære befrielseskrige som i Kina, Vietnam og Cuba, må den politiske tænkning først være i overensstemmelse med den videnskabelige og dialektiske tænknings-metode. For det andet skal den være klar og forståelig for masserne, idet den udtrykker deres ideologi og interesser. For det tredie skal den være så omfattende, så den kan bestemme kampens strategi og de taktiske enkeltheder og indeholde et arbejdsprogram, som tager hensyn til den kæmpendes daglige og nære problemer.

HVEM ER VORE FJENDER?

I forordet til sin pjece "Analyse af klasserne i det kinesiske samfund" skriver Mao Tse-tung: "Hvem er vore fjender? Hvem er vore venner? Dette er et spørgsmål af førsterangsbetydning for revolutionen. Den grundlæggende årsag til, at alle tidligere revolutionære kampe i Kina opnåede så lidt, var, at de ikke formåede at forene sig med de virkelige venner for at angribe virkelige fjender. Et revolutionært parti er massernes vejviser, og ingen revolution lykkes nogensinde, når det revolutionære parti leder den på afveje. For at sikre at vi med bestemthed vil opnå succes i vor revolution og ikke vil lede masserne på afveje, må vi lægge vægt på at forene os med vore virkelige venner for at angribe vore virkelige fjender. "

Enhver revolutions politiske tænkning må begynde med dette spørgsmål, "hvem er vore fjender?", og spørgsmålet vil blive besvaret.

Først må vi slå fast, at den palæstinensiske befrielsesbevægelse med alle dens kæmpende grupper endnu ikke har besvaret dette spørgsmål klart og beslutsomt, sådan at fjendens størrelse og natur på den ene side og revolutionens kræfter og natur på den anden side kan erkendes. En manglende erkendelse af den virkelige fjende fører til et begrænset udsyn, der kun ser den israelske stat som fjenden. Vi må udpege dem, der står bag Israel, klarlægge deres forhold til Israel, forholdene dem imellem, idet vi gør nøje rede for indholdet af de interesser og forbindelser, der forener fjenderne. Selve bestræbelsen efter at besvare dette spørgsmål og klarlægge fjendens lejr vil i virkeligheden betyde en klarlæggelse af indholdet i den kamp, vort folk fører.

I sit væsen er vor kamp en kamp for national befrielse. De særegenheder, der adskiller den fra andre lignende bevægelser i Asien, Afrika og Latinamerika, kommer af den kendsgerning, at vort folk står overfor en ny type kolonialisme, som ingen anden bevægelse i historien nogensinde har stået overfor. Det er en type kolonialisme, som gennem erobringer søger at flytte en bestemt befolkning, der naturligt udgør en nation, og anbringe en anden, fremmed befolkning i dens sted. Denne type kolonialisme er subjektivt set det højeste stade, kolonialisme kan nå, og den er den mest modbydelige form. Den palæstinensiske kamps mål er gennem væbnet befrielseskrig at knuse Israels militær-økonomiske struktur. Israel er den praktiske virkeliggørelse af det zionistiske ideal, der går ind for en reaktionær, aggressiv, racistisk, religiøs løsning på det jødiske folks problem, og hvis hensigt det er at besætte den palæstinensiske nation og der oprette en stat for verdens jøder. Det palæstinensiske folks kamp har som mål efter sejren at oprette en progressiv, demokratisk, national stat, hvor de forskellige folkeslag og religiøse grupper kan leve sammen. Denne kamp er en del af den nationale arabiske befrielsesbevægelse med alle dens nationale, progressive, forenende og frihedsstræbende anskuelser. I lyset af denne forklaring på vor befrielseskamps indhold kan vi nøje bestemme fjendens sammensætning.

1) Den israelske stat

Israel er den direkte fjende. Det er en samfundsmæssig, økonomisk, militær og politisk enhed, der søger at rejse dens 2½million store befolkning til en stærk og forenet styrke. Denne fuldstændige mobilisering er en forudsætning for dens erobrende og aggressive eksistens. Israel besidder også klare teknologiske forspring, som viser sig i dets militære trænings og udrustnings høje stade. På grund af dets samfundsmæssige opbygning består Israel imidlertid af flere modstående dele. Studiet af disse dele giver grundlaget for udarbejdelsen af en strategi og taktikken i den revolutionære kamp, vi fører mod denne stat.

Befolkningen

Problemet med befolkningen er meget alvorligt for Israel på grund af dens sammensætning. I antal er israelerne meget få sammenlignet med de meget større arabiske befolkninger, der findes rundt om og i selve Israel, hvilket gør Israel afhængigt af immigranter. Israel er fuldt ud klar over dette problem, og dets ledere og presse giver udtryk for det samme problem, når de hævder, at araberne let kan erstatte deres tab i mennesker, mens Israels militære tab giver dem to problemer: a) Israel kan ikke erstatte disse tab, b) Israel bruger store summer på at optræne soldater.

Hiom, som er Hairut-partiets talsmand, har hævdet, at tilintetgørelsen af 10 palæstinensiske fedayeen(1) ikke engang kan gå op med tabet af en israelsk soldat. Dette problem er endnu alvorligere for Israel, når det drejer sig om dets officerer. Det er bevis nok, at den israelske presse efter tabet af nogle officerer under kampe med fedayeen bønfalder generalstaben og general Dayan om ikke at sende officerer i kamp.

Stabiliteten

Hvis det skal lykkes Israel at overbevise sine jødiske borgere og verdens jøder om, at den er en vellykket og konstruktiv løsning på det jødiske folks problem, må den være i stand til at oparbejde en vis stabilitet overfor befolkningen. Jo mere den palæstinensiske modstandsbevægelse kan forstyrre denne stabilitet, des lettere bliver det at få greb om helheden og knuse den.

Fedayeen-bevægelsen har stor betydning her, og det ser ud til, at det israelske folks moralske og psykologiske stabilitet vakler. For to måneder siden offentliggjorde avisen "Al-Hamshar" en artikel, der udmærket viser, i hvilken grad den israelske moral er dalet. Avisen skrev, at et avisbud forårsagede en bølge af panik og kaos på en busstation i Tel Aviv, da han efterlod et bundt aviser på jorden for at gå hen efter et andet bundt. Mens han var væk, blev en gruppe rejsende chokeret over synet af bundtet, fordi de troede, at det skjulte en bombe. (Den palæstinensiske modstands-bevægelse har gennemført aktioner på denne måde). Panikslagne og skrigende råbte de på politiet, mens de løb væk.

Den israelske radio nævnte sidste måned, at der havde været demonstrationer i Eliat, hvor folk krævede bygning af underjordiske beskyttelsesrum og truede med at forlade byen, hvis deres krav ikke blev opfyldt af myndighederne.

Et endnu klarere eksempel er følgende spørgsmål stillet af en jødisk intellektuel: "Hvad nytte er det til med staten Israel, hvis vi har forladt ghettoerne i Europa blot for at havne i en endnu større ghetto, der hedder Israel". Disse eksempler viser klart fiaskoen for den zionistiske løsning på det jødiske folks problem, at det er umuligt for den jødiske stat at sørge for stabilitet og sikkerhed for dens befolkning, samt at det er umuligt for zionismen at berolige jøderne.

Israelsk indvandring og udvandring

Dette for den israelske stat så livsvigtige spørgsmål hænger sammen med problemet om stabilitet, som den israelske regering lægger stor vægt på, eftersom det har direkte virkning på indvandringen til Israel og udvandringen til mere sikre områder i verden.

Feday-aktionerne på deres nuværende niveau har en bemærkelsesværdig virkning på indvandringen. Siden juni-krigen i 1967 dalede den jødiske indvandring til det besatte område ikke, men den indfriede heller ikke de forventninger, som de zionistiske kontorer i udlandet, der gjorde sig store anstrengelser for at forøge indvandringen, stillede. Disse anstrengelser var kampagner i Europa og i Nord- og Sydamerika anført af mange kendte israelere og zionister, der prøvede at bruge juni-krigen til at sætte gang i den jødiske indvandring for at fylde det koloniale tomrum, der blev skabt af de nye israelske erobringer. Den israelske regering tilbød indvandrerne told-frihed, arbejdsløshedsunderstøttelse og gaver, men alt dette var ikke nok til at skabe den storstilede indvandring, som Israelforventede.

På den anden side lykkedes det ikke Israel på grund af den forstærkede fedayeen-aktivitet at modarbejde udvandring fra det besatte Palæstina. Tal fra Israels Centrale Statistiske Bureau viser, at antallet af personer, der forlod Israel i løbet af 1968, samt antallet af personer, der klart erklærede, at de ønskede at forlade Israel, steg til 9000, hertil skal lægges 12.000 israelere, som forlod landet som turister og ikke vendte tilbage.

Israels økonomiske status

Med hensyn til fremtiden kan vi opregnet i punkter og ved at undersøge de virkninger, den palæstinensiske modstandsbevægelse har, forudsige resultaterne af en langvarig revolutionær krig mod den israelske stat. Vi kan huske den store økonomiske krise, Israel led under før juni 1967, og som var en af de grundlæggende årsager til, at Israel erklærede krig.

Israel kan ikke bære selv en delvis militær mobilisering, fordi det skaber vanskeligheder og uorden i landets økonomi, og den forstyrrer de naturlige økonomiske bevægelser. Som et resultat kan nævnes, at den militære situation har tappet det meste af den mandlige arbejdskraft og overført den til hæren, hvilket har betydet nedgang i produktionen.

Denne sag har forbindelse med stigningen i militærudgifterne, hvilket har en betydelig virkning på det israelske statsbudget.

For eksempel udgør militær-budgettet mere end 60% af hele budgettet. Denne stigning kommer fra den vedvarende mobiliseringstilstand, der skal modarbejde fedayeen-aktionerne, fra de ugunstige betingelser langs våbenstilstandslinjerne, udvidelsen af værnepligtstiden fra 24 til 30 måneder og en forhøjelse af soldaterlønninger.

Israel er blevet nødt til at formindske statsbyggeriet og andre statslige tjenester for at kunne klare militærets behov.

Den israelske presse har beregnet, at fedayeen-aktioner mod israelsk landbrug har betydet en erstatning på 15.000000 liras til israelske gårdejere.

Turismen, der er en vigtig indkomstkilde for Israel, blev negativt påvirket af fedayeen-aktionerne, og denne kendsgerning er bekræftet af israelske kilder.

Som eksempel nævner tidsskriftet Ha'ulam Hazeh, at på trods af alle anstrengelser for at opmuntre turiststrømmen, som for eksempel det israelske turistministeriums besøg til europæiske og nord- og sydamerikanske lande, var turiststrømmen bemærkelsesværdig lille, særlig i feriesæsonen og ved jul og nytår. Tidsskriftet nævnte også, at antallet af turister den første halvdel af dette år ikke var større end 35.000, mens tallet den samme periode i 1966 var 150.000 turister.

Udenlandske kapitalinvesteringer blev også alvorligt berørt, og disse investeringer er en væsentlig del af israelsk økonomi.

Det israelske samfunds indre modsigelser

Der findes flere indre modsigelser i det israelske samfund. For eksempel stammer de indvandrede jøder fra forskellige verdensdele og fra forskellige kulturer, der intet andet har tilfælles end religionen og den zionistiske tro på at oprette en stat for alle jøder spredt rundt om i verden.

De kulturelle modsætninger mellem de europæiske jøder (ishkinaz) og de orientalske jøder, der kommer fra tilbagestående og reaktionære samfund, viser sig i de israelske samfundsklasser, hvor de orientalske jøder bliver diskrimineret af de europæiske jøder.

Desuden findes der de modsætninger, der stammer direkte fra det palæstinensiske folks væbnede kamp; den palæstinensiske befrielsesbevægelse er ældre end staten Israel og en del af verdens nationale befrielsesbevægelser. Endvidere er den israelske erobringspolitik blevet afsløret, og på grund af dette kan vi forvente en ny storm af anti-zionisme blandt landets intellektuelle.

Disse intellektuelle har klare og fremsynede synspunkter for en løsning af problemet, idet de fordømmer zionisternes racistiske og religiøse løsning og er rede til at akceptere en moderne, demokratisk stat på ruinerne af den nuværende stat. Denne opinion kan blive en aktiv allieret for den palæstinensiske modstandsbevægelse, særlig hvis den breder sig til de jødiske intellektuelle udenfor Israel.

Det er nødvendigt for den palæstinensiske modstandsbevægelse at klarlægge disse modsigelser for planmæssigt at kunne udnytte dem fuldt ud.

Desuden findes den arabiske minoritet, som har levet i Israel siden 1948 og som besidder stor revolutionær kraft. På grund af deres vigtige økonomiske rolle som billig arbejdskraft kan den hjælpe med til at knuse den israelske stat indefra. De områder, de bebor, har vital strategisk betydning for enhver fremtidig palæstinensisk revolutionær kamp.

2) Den zionistiske verdensbevægelse

Israel er en væsentlig del af den zionistiske verdensbevægelse og repræsenterer en virkeliggørelse af den zionistiske ideologi som en reaktionær, udvalgt religiøs stat ledet af jødisk kapitalisme. Zionismen prøver at få godt 14 millioner jøder i verden til at tage del i Israels erobrende og tyranniske eksistens.

Denne deltagelse er ikke kun moralsk, den indbefatter også materiel hjælp, indvandring og videnskabelig teknologisk erfaring, som er en del af Israels rygrad. Den zionistiske verdensbevægelse betyder også mange forbindelser og alliancer, der tjener Israel, og denne bevægelses økonomiske indflydelse har stor betydning.

Når vi således betragter den zionistiske verdensbevægelse som en særlig del af fjendens lejr udenfor Israel, betyder dette ikke kun en simpel forøgelse af fjendens lejr. Denne bevægelse er en virkelig styrke af en bestemt størrelse og natur, der må tages i betragtning, når krigens styrkeforhold beregnes.

Vi må være klar over nødvendigheden af et realistisk og detaljeret studium af den israelske stat og den zionistiske verdensbevægelse, hvadenten studierne er politiske, militære, økonomiske eller samfundsmæssige, så vor erkendelse af fjenden fortsat kan være realistisk og objektiv, fjernt fra enhver form for idealisme eller vrangforestilling.

3) Verdensimperialismen

Den zionistiske verdensbevægelse og Israel er snævert forbundet med verdensimperialismen; begge parters interesser er afhængige af hinanden på en sådan måde, at en erkendelse af kun den ene part ikke er tilstrækkelig. Disse gensidige interesser og forbindelser giver den zionistiske verdensbevægelse betingelser og muligheder for at virkeliggøre planen om at tilrane sig Palæstina og fortsætte sin erobrings-politik.

Den zionistisk-imperialistiske alliance stammer fra den periode, hvor de europæiske kapitalistiske lande begyndte at stræbe efter det døende ottomanske riges områder. I samme periode planlagde den zionistiske verdensbevægelse, ledet af jødisk kapitalisme, at tilrane sig Palæstina under religiøst påskud for at oprette en stat, som skulle samle verdens jøder på et sted.

Som et resultat af de gensidige interesser, der lænkede imperialismen og zionismen til hinanden, planlagde de at dele resterne af det afdøde osmanniske rige og blev derved fjender af den arabiske nationale befrielsesbevægelse. På grund af deres mange fejlslagne forsøg på at overtale den tyrkiske sultan til at tillade jødisk indvandring til Palæstina, samt Theodore Herzels (zionist-bevægelsens leder) mislykkede forsøg på at få hjælp fra Galium II, blev det nødvendigt for zionisterne at samarbejde med imperialisterne.

Efter første verdenskrig blev de arabiske lande en del af de imperialistiske landes koloniale imperium. I 1917 gav den engelske udenrigsminister Balfour zionisterne løfte om "nationale rettigheder for jøderne i Palæstina". Dette tidspunkt var ikke en tilfældighed' eller et resultat af diplomatiske fejltagelser, det var en gennemtænkt beslutning i nøje sammenhæng med imperialisternes politik i den arabiske verden. Planen var at oprette et militært brohoved, der var i stand til at modstå de folkelige nationalistiske bestræbelser og slå dem ned, når det var nødvendigt. Det var klart, at den arabiske nationale befrielsesbevægelse var en trussel mod hele den koloniale strategi og mod imperialisternes økonomiske planer i denne vigtige del af verden.

Den engelske politik passede fint med zionisternes stræben efter Palæstina, og begge parter dannede en front mod den arabiske befrielsesbevægelse.

Efter 2. verdenskrig blev USA den ledende imperialistiske magt i verden og stræbte nu efter at erstatte England som dominerende magt i Mellemøsten. Det var derfor naturligt for USA at bruge den zionistiske bevægelse som sikkerhed for sine interesser, på samme måde som England før havde gjort. Det var også naturligt for den zionistiske bevægelse at alliere sig med USA og koncentrere sine aktiviteter der for at sikre sine planer om at beholde det arabiske Palæstina som en jødisk stat.

Den zionistisk-imperialistiske alliances styrke ligger klart for dagen, og ethvert forsøg på at betragte den zionistiske bevægelse alene som et vedhæng til verdensimperialismen forenkler virkeligheden og afviger fra en videnskabelig vurdering af disse gensidige interessers indhold. Disse interesser binder styrkerne sammen til en enhed, og det er umuligt at bedømme Israel og zionismen uden denne sammenhæng med imperialismen.

Alliancen mellem USA og zionismen er i det grundlæggende et resultat af deres forenede interesse i at nedkæmpe den palæstinensiske befrielsesbevægelse. Imperialisterne ønsker at sikre deres interesser, deres økonomiske monopoler og deres baser i den arabiske verden, mens zionismen ønsker at sikre deres aggressive, erobrende og koloniale interesser i Palæstina. Imperialismen støtter Israel fuldt ud til gengæld for Israels rolle som undertrykker af den palæstinensiske befrielsesbevægelse.

Nogle har den fejlagtige opfattelse, at de imperialistiske landes standpunkt skyldes zionistisk indflydelse og dominans. Det fejlagtige i denne opfattelse er, at den undervurderer imperialisternes rolle og deres uforsonlige modsætning til den palæstinensiske befrielsesbevægelse. Denne opfattelse tager i virkeligheden ikke hensyn til den imperialistiske strategi og de imperialistiske økonomiske interesser. Disse interesser dominerer på alle måder de imperialistiske landes politik og står i modsætning til vore forhåbninger og planer; de samme interesser nødvendiggør alliancen med den zionistiske bevægelse og med Israel.

På grund af deres klasse-tilhørsforhold har de arabiske nationers regeringer tidligere gjort den fejl at adskille kampen mod zionismen fra kampen mod imperialismen. En sådan adskillelse vil medføre alvorlige fejlslag, som de folkelige bevægelser før har været udsat for.

4) Palæstinensiske og arabiske reaktionære

En klarlæggelse af de arabiske og palæstinensiske reaktionære kræfter og femte kolonne som en del af fjendens lejr, der er en hindring for Palæstinas befrielse, er et politisk spørgsmål, som vi må beskæftige os med. Ethvert forsøg på at tilsløre denne sags kendsgerninger må gendrives, fordi sådanne forsøg vil skade vor revolution. Hvis vi ikke betragter de arabiske reaktionære som en del af fjendens lejr, vil det give dem en chance til at bekæmpe de revolutionære styrker og falde dem i ryggen, når det er nødvendigt.

På grund af deres nære forbindelse med imperialisterne stod det reaktionære arabiske borgerskab passivt og ligegyldigt overfor den zionistisk-imperialistiske plan om at oprette staten Israel. De tog ovenikøbet del i undertrykkelsen af alle palæstinensiske rejsninger rettet mod britisk kolonialisme og zionistisk infiltration. Et godt eksempel er revolutionen i 1936, hvor de reaktionære kræfter bønfaldt det palæstinensiske folk

om at "ty til fred og ro" , "standse generalstrejken"(2) og "standse demonstrationerne", idet de lovede at forelægge sagen for "den store ven, England".

Så kom nederlaget i 1948 som et uundgåeligt resultat af de arabiske reaktionæres afhængighed af imperialisterne. Men dette var ikke nok for dem, og de næste 20 år fortsatte de arabiske regeringer at kvæle de palæstinensiske aktiviteter, der havde som mål at oprette et revolutionært Palæstina.

Det er en naturlig sag for de arabiske reaktionære regeringer at være i forbund med imperialismen og zionismen. Denne indstilling passer sammen med deres borgerlige klassetilhørsforhold, deres mål er de samme som imperialisternes, og deres eksistens er afhængig af imperialisternes tilstedeværelse i området.

På grund af deres borgerlige eller feudale klassetilhørsforhold havde og har disse kræfter ikke mulighed for at gå imod imperialisterne og zionisterne, fordi en sådan modstand kræver bevæbning, mobilisering og organisering af folket med henblik på en hård og langvarig folkekrig. De reaktionære kræfter vil ikke mobilisere masserne, fordi de er mere bange for folket end for imperialisterne.

Da de palæstinensiske borgerlige og feudale klasser havde kontrol med den palæstinensiske nationale befrielsesbevægelse, indtog de en føjelig holdning overfor de britiske imperialister. Under hele den britiske mandatperiode sad det reaktionære bourgeoisi i administrationen og var dermed i forbund med britterne. Det indtog også en laden-stå-til holdning overfor den zionistiske plan om i forståelse med britterne at erobre Palæstina. På trods af Balfour-deklarationen, hvis hensigt og betydning var klar, undertrykte de feudale og borgerlige ledere protesterne mod England på et tidspunkt, hvor modstand mod den engelske besættelse var tvingende nødvendig for at forpurre zionisternes plan om at kolonisere Palæstina.

Da revolutionen i 1936 begyndte, ledet af proletariske, folkelige elementer, dukkede de borgerlige og feudale klasser op og gjorde, hvad de kunne for at hæmme revolutionen. Ligesom deres fæller i den arabiske verden bad de England, "vor ven og allierede", om at sikre det palæstinensiske folks rettigheder, og de fordybede sig i den studehandel, der endte med 1936-revolutionens død.

De palæstinensiske borgerlige og feudale klassers rolle før 1948 var ikke blot at underkaste sig imperialisternes herredømme og give efter for den zionistiske invasion, men de spillede også en modbydelig og forræderisk rolle i den palæstinensiske kamp. For eksempel tjente borgerlige og feudale fedt på at sælge land til jødiske firmaer.

Spørgsmålet, der nu må besvares, er dette: ændrede nederlaget i 1948 og sammenbruddet d. 5. juni 1967 kendsgerningerne om disse klasser?

I de 20 år efter 1948 blev en stor del af det palæstinensiske folk fordrevet fra deres land, og det ser ud til at de, der blev tilbage, nu trues af samme skæbne. Det samme skete efter nederlaget i 1967. Alligevel er det palæstinensiske folks betingelser bestemte klassebetingelser. Det er forkert at sige, at alle palæstinensere er hjemløse og derfor revolutionære. Det palæstinensiske borgerskab har stadig dets interesser, der danner grundlaget for dets politik, som er den eneste metode til fortsat at sikre dets eksistens som borgerlig klasse. Det palæstinensiske bourgeoisie var oprindeligt et handels- og finansbourgeoisie, hvis interesser var forenet med imperialisternes. Fordi vor kamp mod Israel samtidig er en kamp mod imperialismen, vil denne klasse have en strategisk betydning for imperialisternes kamp mod revolutionen. Et godt eksempel på at denne klasses indstilling ikke har ændret sig efter 1948 og heller ikke efter juni 1967 er, at det palæstinensiske borgerskab i de besatte områder holdt et møde med Sasson og Dayan, hvor de diskuterede oprettelsen af en separat palæstinensisk stat på Vestbredden, samtidig med at palæstinensisk ungdom kæmpede mod de zionistiske angribere. Dette var Israels plan for at likvidere Palæstina-spørgsmålet. Det deformerede palæstinensiske samfunds klassestruktur er ikke blevet forandret af feday-aktiviteterne, på trods af deres forøgelse. Også denne gang skyndte borgerne sig at finde midler til at forbinde deres interesser med den angribende stats. Efter dette kan vi ikke andet end forkaste afliringen af sådanne fraser som "vi er alle fedayeen" og "alle palæstinensiske klasser fører væbnet kamp" og "ingen rig og ingen fattig sålænge vi er fordrevet fra vort land".

At lave revolution er et spørgsmål om videnskab, og den videnskabelige tænkning søger håndgribelige og materielle kendsgerninger. I den palæstinensiske og arabiske nationale befrielsesbevægelses historie kommer disse kendsgerninger frem i samme grad, som kampen udvikler sig, og alle bliver klar over bevægelsens rolle.

Skønt det palæstinensiske borgerskab, der nu lever i de besatte områder, ikke åbent har forenet sig med Israel, er det ikke og bliver det aldrig deltager i revolutionen. Det er objektivt den samfundsklasse, som imperialismen kan bruge til at bekæmpe revolutionen. Men det palæstinensiske borgerskab, der lever uden for det besatte område, modsætter sig ikke feday-aktionerne. Deres støtte afhænger imidlertid af, om aktionerne holder sig inden for et bestemt ideologisk og politisk område, der ikke går imod denne klasses interesser. I så fald vil klassen støtte bevægelsen med et symbolsk beløb af deres overskud. Men når omstændighederne tillader en revolutionær udvikling af den palæstinensiske befrielsesbevægelse, en forøgelse af aktionerne henimod folkekrig til et stade, hvor den palæstinensiske og arabiske befrielseskamp klart konfronteres med imperialismen, vil bourgeoisiet på grund af sine interesser bekæmpe befrielsesbevægelsen.

Vi indrømmer, at enkeltpersoner fra borgerskabet ikke vil følge denne lov. På grund af den palæstinensiske revolutions særlige omstændigheder vil nogle fra borgerskabet ikke modsætte sig revolutionen. Sådanne undtagelser skal imidlertid ikke tvinge os til at glemme den almindelige lov, der styrer denne klasses handlinger.

I lyset af denne afgrænsning af fjendens lejr kan vi opsummere resultaterne af den videnskabelige erkendelse og derved forkaste enhver forenklet og simpel anskuelse.

1) Den palæstinensiske befrielsesbevægelse er ikke alene det palæstinensiske folks sag. På grund af Israels ekspansionistiske hensigter er den farlig for de arabiske nationale befrielsesbevægelser. Det palæstinensiske folk bærer nu det ansvar at skulle bekæmpe den israelske besættelse. Vi vil kun kunne sejre, hvis det palæstinensiske folks kamp mod fjenden virkelig bliver begyndelsen til en langvarig krig fra de palæstinensiske og arabiske massers side.

2) Sammensætningen af den fjendtlige lejr afgør, hvilke alliancer vi skal indgå, og hvor stærke disse alliancer skal være for at modstå fjendens bestræbelser for at knuse revolutionen.

3) Vi må ikke undervurdere den revolutionære politiske ideologis indlysende og klare betydning som middel til at mobilisere de revolutionære kræfter.

4) Vi må ikke undervurdere betydningen af et stærkt politisk parti, der kan lede de revolutionære styrkers stadig tiltagende kampe henimod langvarig folkekrig.

Den Folkelige Front for Palæstinas Befrielse.

 

Noter

1) Feday, flertal fedayeen: palæstinensisk partisan; ordet betyder: et menneske, der er rede til at ofre sit liv for en sag. (Oversætterens note)

2) Generalstrejken varede fra april til oktober 1936 og er den længste i historien.(Over-sætterens note)