INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

USAs landbrugspolitik : Med særlig henblik på hvedeeksporten

[Kommunistisk Orientering nr. 4, 24. marts 1975, s. 6-8]

Næsten fra kolonisationen har US været eksportør af landbrugsvarer, specielt hvede. Eksporten voksede hurtigt fra 1850 til slutningen af århundredet. Denne udvidelses skyldtes: Jernbanenettets udbygning, befolkningstilvæksten i Midtvesten og på The Plains, udviklingen af høstmaskineriet og endelig udviklingen af det europæiske, specielt det engelske marked. Allerede i disse år var US verdens største hvedeeksportør. Gennem 1890'erne eksporteredes ca. en tredjedel af produktionen, og denne eksport udgjorde o. 44% af verdens samlede hvedehandel. Fra århundredskiftet stagnerede den amerikanske landbrugsproduktion på grund af den synkende relative efterspørgsel efter landbrugsprodukter. Denne udvikling fortsatte frem til den første verdenskrigs udbrud. Under den første verdenskrig blev det krigshærgede Europa afhængig af amerikansk korn, kød og bomuld. De amerikanske farmere udvidede deres produktion og tjente gode penge, men blev også forgældede, idet de købte ny jord og dyre maskiner. Efter krigen forsøgte  Europa at blive selvforsynende med  landbrugsprodukter. De høje US-priser blev mødt med toldmure, der samtidig skulle stimulere Europas egen produktion.

Trods faldet i efterspørgslen på det europæiske marked fortsatte stigningen i den amerikanske landbrugsproduktion. 20 millioner nye acres var blevet opdyrket med hvede under krigen, og arealet fortsatte med at stige 20'erne igennem. Medvirkende til produktionsstigningen var også den øgede mekanisering. Et overskud af landbrugsprodukter blev akkumuleret med det resultat, at priserne i løbet af 20'erne faldt til førkrigsniveauet. Problemet med de forgældede farmere voksede, efterhånden som 30'erne krise nærmede sig.

Kongressen (under Hoover administrationen) søgte at stabilisere landbrugspriserne ved i 1929 at vedtage "Agricultural Act". Ideen var at skabe et føderalt landbrugsråd, der via en fond kunne opkøbe afgrøder i år med overskudsproduktion og sælge, når der var mangel. Men med depressionen faldt priserne yderligere, og fonden tømtes uden at få nogen større virkning på farmernes indkomst. I det mislykkede forsøg på at stabilisere priserne på landbrugsvarer på et kaotisk verdensmarked opnåede landbrugsrådet ved årsskiftet 1930-31 at ligge inde med et lager på 313 millioner bushel (1 bushel = 36,35 liter) hvede. Desuden var der betydelige private lagre.

Der måtte et regeringsindgreb til.  Rooseve1t-administrationen fik i 1933 vedtaget en ny "Agricultural Act" (en del af New Deal), der havde to hovedpunkter: Dels skulle produktion og efterspørgsel bringes i balance, hvilket søgtes opnået ved at nedskære hvedearealet med 15%, dels hævede man hvedepriserne via subsidier. Til dette formål dannedes "Commodity Credit Corporation" (C.C.C.), der skulle absorbere overskudsproduktionen og forvalte lagrene.

Nedskæringerne af landbrugsarealet - der foruden hvede også gjaldt bomuld, ris, tobak, jordnødder og andet - blev stærkt kritiseret af de liberale kræfter i US. De frygtede, at dette skulle blive det første skridt mod en nationalistisk økonomisk politik, hvorunder US kun producerede til sit hjemmemarked. Efter en del politisk tovtrækkeri fik man i 1938 en ny "Agricultural Adjustment Act", der gjorde subsidie-ordningen til lov og skabte et jordtildelings-system. Det areal, som regeringen anså for nødvendigt til at imødekomme efterspørgslen blev fordelt blandt farmerne på grundlag af deres tidligere høst. Hvis en farmer tilsåede mere end det ham af regeringen tildelte areal, kunne han idømmes bøde. Hvis han samarbejdede, blev han berettiget til at få prisstøtte. Størrelsen af støtten til en bushel korn eller et pound bomuld var baseret på, hvad man forstod ved en "fair relation" (paritet) mellem farmernes indkomst og de priser, farmerne måtte betale for arbejdskraft, maskiner, eget forbrug o.s.v. I 1938 udgjorde prisstøtten fra 52% til 75% af pariteten på forskellige landbrugsvarer, og den svingede omkring disse tal indtil 1940.

Anden verdenskrig

Problemet med overskudsproduktion forsvandt med 2. verdenskrigs udbrud. Uden et overskudsproblem og med en markedspris, der var højere end pariteten, blev prisstøtteordningen betydningsløs. De stigende priser og de gode afsætningsmuligheder fik farmerne til at øge produktionen. De mekaniserede, brugte mere kunstgødning, flere insektgifte o.s.v. Ved krigens slutning blev det styrkede amerikanske landbrug anvendt til genopbygningen af de krigshærgede lande, først gennem en række katastrofeplaner til særligt nødstedte områder. Senere, i 1948, udvidedes programmet til Marshall-planen, der for en stor del blev givet som fødevarehjælp. I 1950 satte Korea-krigen yderligere skub i produktionen.

Indtil 1953 havde prisstøtte-systemet ikke gennemgået nogen virkelig prøve. Med tilbagevenden til mere "normale" forhold i 1953 blev de amerikanske farmeres overproduktion et stort problem. Farmerne gik bort fra det "frie" marked, hvis priser atter faldt, og blev mere og mere afhængige af regeringens støttepriser, der nåede op på 90%. Dette medførte, at der blev opbygget enorme regeringslagre. Lagrene voksede og voksede. De nærmede sig 1 milliard bushel hvede. En ny politik blev en nødvendighed. Den 83. kongres, som republikanerne kontrollerede, gav Eisenhower mulighed for at skabe en ny politik, "The Agricultural Act of 1954". Den indeholdt en ny paritetsformel, der fik støtteprocenten til at svinge mellem 90% og 75%. Vigtigst var det dog, at loven bemyndigede regeringen til at eksportere korn fra overskudslagrene til "underudviklede lande".

"Hjælpen" organiseredes under den såkaldte  "Agricultural Trade Development and Assistance Act" (Public Law 480). Landbrugsprodukterne (især hvede) eksporteredes under mange forskellige former: De blev givet som gave, de blev givet som lån på mere eller mindre gunstige betingelser, der blev lavet specielle bytteprogrammer, hvorunder US til gengæld for sine fødevarer fik produkter, der vor vigtige for US.

Trods denne eksportudvidelse fortsatte overskudsproduktionen med at stige. I 1956 foreslog Eisenhower den 84. Kongres, der var demokratisk kontrolleret, at oprette en Soil Bank, der skulle betale farmerne generøst for at forlade landbruget. The Soil Bank fik kun lov at eksistere til 1960, da demokraten John F. Kennedy ophævede den. Som sidste udvej sænkede Eisenhower støtteprocenten, hvilket ikke gjorde ham og landbrugsminister Benson populære i landbrugskredse - og farmerne øgede produktionen for at beholde uændret indkomst.

I 1959 fik den demokratiske Kongres mod Bensons vilje udvidet og ændret Public Law 480, der blev kaldt Food for Peace programmet. Ideen var at udnytte fødevarelagrene som et redskab i udenrigspolitiken, samt at fødevareeksport til lave priser skulle bane vej for industrivareeksport. I 1960 vandt John F. Kennedy præsidentvalget. Han gjorde O. Freeman til landbrugsminister. Denne udvidede straks Food for Peace programmet, hvilket medførte, at lagrene endelig begyndte at falde. Der var dog stadig et helt års forbrug på lager. Så udvidede Freeman skolebespisningen og gav fødevaretilskud til lavindkomstfamilier. De herigennem lettede markedsforhold gjorde, at man kunne slække på regeringskontrollen. Freeman lavede et frivilligt hvedeprogram, der blev vedtaget af Kongressen i april 1964. Farmere, der ønskede at deltage, ville for 40-45% af deres høst kunne hæve 70% hos regeringen (C.C.C.). Den finansielle byrde faldt på møllerne, idet tanken var, at prisstigningen skulle slå igennem hos forbrugerne.

Samtidig skete der en ny udvikling i eksporten under Public Law 480 (Food for Peace). I 1960 var US's samlede landbrugseksport omkring 5 milliarder dollars, hvoraf den regeringsfinancierede, P.L. 480, udgjorde ca. 25%. I 1964 var P.L. 480-eksporten på 2,4 milliarder dollars og de næste tre år ca. 1,5 milliarder årligt, med Indien som største aftager. Siden har P.L. 480-eksporten ligget på ca. 1 milliard dollars om året. Betingelserne blev også strammet: Det var slut med at forære væk, og man ville ikke længere modtage lokal mønt, men dollars eller anden hård valuta. Hovedårsagen til denne stramning var, at lagrene ikke længere var så store som i slutningen af 50'erne.

The Agricultural Act af 1970 fulgte linjen fra 65: væk fra prisstøtten og mod en kommerciel verdensmarkedspris. Dette kunne lade sig gøre, netop fordi det kommercielle marked udvidedes. Japan, f.eks., havde været den største modtager af P.L. 480-hjælp i 1955. I 1971 var Japan US's største kommercielle kunde, en stilling Japan har beholdt siden. Men også Europa og på det sidste USSR er blevet købedygtige kunder. Kun en rekordhøst i 1971 (10% over 68-70-niveauet) hindrede et drastisk fald i de amerikanske lagre.

I løbet af sommeren 1972 begyndte efterspørgslen at stige enormt med kraftige prisstigninger til følge. US farmer-priser på hvede steg fra 1,32 dollars pr. bushel i juli 72 til 2,38 i januar 73. Eksporten indbragte i 1972 8 milliarder dollars, i 1973 12,9. Lagrene faldt yderligere. Til denne udvikling stødte så "oliekrisen", der satte yderligere skub i priserne. Man regner med, at amerikansk landbrug alene på eksport vil tjene 20 milliarder dollars.

US's farmere tjener gode penge for tiden, og der er udsigt til flere i de nærmeste år. Der bliver ikke mere billigt korn til de fattige lande.

Grænser for vækst - et politisk fænomen

Den nuværende fødevarekrise er således ikke et resultat af malthusianske faktorer som stigende befolkningstilvækst og mangel på opdyrkelig jord. Faktisk har fødevareproduktionen i de sidste to årtier generelt overhalet befolkningstilvæksten.

Jordens potentielle, opdyrkelige areal er ca.2,3 gange så stort som det i dag opdyrkede, og udnyttet med en intensitet svarende til USA's vil det kunne levere mad til mellem 38 og 48 milliarder mennesker, hvilket er ca. 10 til 13 gange så mange mennesker, som der findes idag ("Food and Population", Scientific American, 1974, s. 168-169).

Det ser ud til, at "grænser for vækst" ikke ligger i de naturlige ressourcer, men i det politiske system. Hvor mange gange har man ikke fået at vide, at Latinamerikas elendighed skyldes overbefolkning? Og at vejen frem er opbremsning af befolkningstilvæksten? Tallene siger imidlertid noget andet. Latinamerikas areal er 3 gange så stort som US's, og med en befolkning på 265 millioner, mod US's 206, er dets befolkningstæthed langt lavere. Kun en brøkdel af Latinamerikas opdyrkelige areal er udnyttet, og på det, der er opdyrket, vokser der afgrøder som sukker, kaffe eller frugt, der eksporteres, fordi dette giver mere profit til jordejerne, end hvis der dyrkedes afgrøder, der kunne føde kontinentets befolkning.

Hvis man et øjeblik forlader US (der på befolkningskonferencen råbte højt om befolkningskontrol for sorte, gule og brune), bliver billedet kun endnu mere grotesk.  Frankrig har en befolkningstæthed, der er 9 gange så stor som Brasiliens, men ikke blot tilfredsstiller Frankrig sit eget behov for fødevarer, det har også en anselig eksport.

Realiteten er, at fødevarekrisen ikke skyldes "befolkningseksplosion", men velstandsstigningen i de industrialiserede lande. Verdens befolkning steg med mindre end 50% i årene 1951 til 1971, og i samme tidsrum blev levnedsmiddelproduktionen fordoblet. Det skabte overskud gik ikke til de fattige, men til de rige lande.

I det nævnte tidsrum øgede US sit fødevareforbrug pr. indbygger pr. år fra 1000 pounds til 1900 pounds. Denne stigning skyldes det stadig større forbrug af kød. I andre industrialiserede lande er madforbruget steget endnu vildere. Vesttysklands kødforbrug er steget med 33% i årene mellem 1960 og 1972. I løbet af de samme år fordoblede Italien sit kødforbrug, og Japans steg mere end 3,5 gange ("By Bread Alone" Lester Brown, s. 272).

Denne forbrugsstigning resulterede i prisstigninger, der atter medførte en så stor produktionsstigning af kød, at der i 1974 var en kødpukkel, samtidig med at mennesker i den Tredje Verden døde af sult. Dette skulle klart vise, at fødevarekrisen ikke har noget med mangel som sådan at gøre, men med landbrug i kapitalistisk økonomi.

Det kornoverskud, der i '50-erne var tilgængeligt for de fattige lande, bliver idag solgt til kvægavlere i den rige verden til priser, intet fattigt land kan betale. Denne kødproduktion er uhyre kornforbrugende. Der skal mellem 4 og 7 kg foderstoffer til at producere 1 kg kød. Mere end 60% af US's årlige kornproduktion (d.v.s.  140 millioner tons) ædes af kvæg, får, svin og fjerkræ. Fra 1965 til idag har hver amerikaner øget sit fødevareforbrug med  ca. 175 kg årligt (svarende til en inders nuværende årsforbrug), og ingen vil vel påstå, at amerikanerne var underernærede i 1965.

Hovedårsagen til fødevarekrisen er således at søge i den rige verden, nærmere bestemt i skiftet i den amerikanske landbrugspolitik: Via regeringsindgreb er farmerne vendt tilbage til den "frie" markedspris. Dette har kunnet lade sig gøre på grund af opkomsten af nye markeder, og fordi man gennem årtier har indskrænket hvedearealet. Men konsekvensen af denne politik er, at de lagre, der før fungerede som stødpude er væk.