INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Weitling møder Marx

[Ungkommunisten, 2. årgang, januar 1969, nr. 1]

Nedenfor gengiver vi et møde mellem Karl Marx og den tyske skrædderagitator Wilhelm Weitling, som det bliver skildret af en ung russer ved navn Annenkov i ”To the Finland Station” af Edmund Wilson (Fra Zenit nr. 1, 67):

Skrædderagitatoren Weitling var en ung blond mand med et nydeligt udseende, klædt i en noget lapset lys diplomatfrakke og med et lille elegant trimmet skæg, og han lignede snarere en handelsrejsende end den strenge og forbitrede arbejder, jeg havde forestillet mig.

Efter at vi under afspændte former var blevet præsenteret for hinanden – som fra Weitlings side skete med en vis affekteret høflighed – satte vi os ned ved et lille grønt bord ved hvis bordende Marx tog plads med pennen i hånden og sit løveagtige hovede bøjet over et stykke papir, mens hans uadskillige ven og våbenbroder, den lange statelige Engels med sin engelske værdighed og sin distingerede måde, holdt en indledende tale.

Han talte om nødvendigheden af at arbejderbevægelsens reformatorer ud fra alle modsatte meningers forvirring skulle kunne formulere en fælles doktrin, der kunne tjene som et banner, som alle de sympatisører, der hverken havde tid eller mulighed til selv at beskæftige sig med teoretiske spørgsmål, kunne samles under.

Karl Marx

Men inden Engels havde afsluttet sin tale, løftede Marx pludselig hovedet og slyngede følgende spørgsmål til Weitling:

”Beret nu for os, Weitling du som har forårsaget en sådan opstandelse i Tyskland med din kommunistiske propaganda og fået så mange arbejdere på din side, at de derved har mistet deres arbejde og brød, med hvilke argumenter forsvarer du din social-revolutionære virksomhed og på hvilken basis agter du at grunde den?...”

En pinlig diskussion, som imidlertid ikke varede så længe – som vi skal se – tog sin begyndelse. Det så ud til at Weitling ville holde diskussionen på samme niveau som den liberale retorikers platheder.

Med alvorligt og bekymret mine begyndte han at forklare, at det ikke var hans opgave at udvikle nye økonomiske teorier men at han anvendte de, som – hvilket man kunne se i Frankrig – var bedst egnede til at åbne arbejdernes øjne for deres frygtelige situation, for alle uretfærdigheder som overgik dem ...

Han fortsatte længe, men til min forbavselse og i modsætning til Engels' tale var han uklar og fremstillingen forvirret med mange gentagelser og rettelser, og han havde svært ved at nå til de slutninger, som nogle gange efterfulgte, nogle gange kom før hans antagelser.

Ved dette møde, siger Annenkov, stod han overfor et auditorium af en helt anden slags end det, der var kommet til hans værksted eller havde læst hans skrifter.

Han ville uden tvivl have fortsat endnu længere, hvis Marx ikke havde afbrudt ham med vredt rynkede øjenbryn. Marx forklarede sarkastisk, at det ganske enkelt var bedrageri at ophidse folket uden noget sundt og gennemtænkt grundlag for sine handlinger. De fantastiske forhåbningers vækkelse ville aldrig føre til de lidendes frelse, men tværtimod til deres undergang. ”At henvende sig til arbejderne i Tyskland uden strengt videnskabelige ideer og en konkret doktrin ville indebære en tom og skrupelløs leg med propaganda, som uundgåeligt ville medføre på den ene side en inspireret apostels fremtræden, og på den anden side helt enkelt asner, som ville lytte på ham med åben mund. Weitlings rolle”, tilføjede han med en gestus til Annenkov, ”kunne gå an i Rusland, men i et civiliseret land som Tyskland kunne man ikke gøre noget uden en solid doktrin”.

Weitlings blege kinder blev røde og hans tale blev livlig og direkte. Med en stemme som dirrede af ophidselse hævdede han, at en person, som havde ført hundreder af mennesker sammen i Retfærdighedens, Solidaritetens og Broderkærlighedens navn næppe kunne karakteriseres som et dovent og tomt menneske, at han, Weitling, overfor dette angreb kunne trøste sig med at mindes de hundreder af taknemmelige breve, deklarationer og demonstrationer som havde nået ham fra alle fædrelandets hjørner, og at det kunne tænkes, at hens beskedne anstrengelser til det fælles bedste var vigtigere end skrivebordsanalyser og kritik, som foregik langt fra den lidende verden og undertrykkelsen af folket.

Disse ord fik Marx til at tabe fatningen: rasende slog han næven i bordet så voldsomt at lampen dansede og han for op og råbte: ”Uvidenhed har endnu aldrig hjulpet nogen!”

Vi fulgte hans eksempel og rejste os også op. Konferencen var forbi. Annenkov, som var yderst bestyrtet, sagde hastigt farvel til Marx, som stadig var ude af sig selv af raseri. Da Annenkov gik marcherede han endnu frem og tilbage i værelset.

(Mødet fandt sted d. 30. marts 1846, altså 2 år før det Kommunistiske Manifest).

[Edmund Wilson (8. maj, 1895 – 12. juni, 1972) var en amerikansk forfatter, litteratur- og samfundskritiker. I bogen ”To the Finland Station” der er fra 1940. Heri studerede Wilson Europæisk socialisme fra Jules Michelets opdagelse af Vicos idéer frem til Lenins ankomst til Finland Station i Sct. Petersborg i 1917 for at lede Bolshevikkernes revolution i Rusland. Se Wikipedia om Edmund Wilson  Onlineredaktørens note.]

[Mere om Wilhelm Weitling: Se Modkraft Bibliotekets Tidslinje: 5. oktober 1808 Onlineredaktørens note]