INDHOLD

Forlaget Manifest

Ud over egne udgivelser, trykkede Forlaget Manifest også tidsskrifter for bevægelser i den 3. verden. Det skete som led i det praktiske/materielle støttearbejde:

Isandlewana Revolutionary Effort

Black Conscious Movement - i Sydafrika. Det var en bevægelse, der havde sit udspring blandt studenter og unge i de fattige townships omkring Johannesburg. Støtten gik ud på at trykke deres blad Islandwana Revolutionary Effort, løbesedler og plakater. Materialet blev sendt til Botswana, hvorfra det blev smuglet ind i Sydafrika.

Liberation

Tidsskriftet Liberation, udgivet i Dar es Salam, Tanzania og redigeret af Karrim Essack, blev i en årrække trykt hos Forlaget Manifest.

Bidrag til en anti-imperialistisk strategi

Udgivet af Manifest - Kommunistisk Arbejdsgruppe., uden årstal [1985], 22 s.

Indhold

1. Kampen for socialisme er et internationalt anliggende s. 7

2.1. Økonomisk s. 10
2.2. Strategisk s. 11
2.2.1. Geopolitisk s. 11
2.2.2. Råstofstrategisk s. 12

3. Prioriteringsgrundlaget i en antiimperialistisk strategi s. 13

4.1. Økonomisk værdi s. 14
4.2. Geopolitisk betydning s. 14
4.3. Råstofstrategisk betydning s. 14

5. Klassekampens niveau og perspektiver s. 15

5.1. Krisens generelle omfang s. 15
5.2. Revolutionens kræfter s. 16

6. Har støtten betydning s. 19

7. Hvilken støtte s. 20

8. Konklusioner s. 21

 

 

1. Kampen for socialisme er et internationalt anliggende

I Dagens Danmark har kampen for socialisme helt andre forudsætninger, end det var tilfældet før imperialismens tidsalder. Idag er verden opdelt i en rig og fattig del, hvilket enhver marxistisk organisation må tage hensyn til. Idag har enhver klassekamp også et internationalt perspektiv selvom den foregår indenfor eet lands rammer, og derved også rummer et nationalt aspekt. Den klassiske marxistiske klassekampsmodel, der beskriver klassekampen som en kamp mellem bourgeosi og proletariat indenfor eet lands rammer, og hvor klassekampen altid har et socialistisk perspektiv, er utilstrækkelig. Klassekampen har et internationalt perspektiv og har haft det i det meste af dette århundrede. Årsagen er, at klassekampens økonomiske grundlag er en del af en international sammenhæng - det imperialistiske system. Dette system har medført, at det socialistiske perspektiv ikke på nuværende tidspunkt findes i de højtudviklede kapitalistiske lande. Det socialistiske perspektiv findes idag udelukkende i de fattige udbyttede lande. De imperialistiske lande har kun kunne opretholde deres vækst og velfærd, fordi de har været istand til at udbytte den tredje verden. Man kan ikke længere sige, at arbejderklassen i de imperialistiske lande opretholder hele samfundet. Dette var tilfældet for arbejderklassen i kapitalismens barndom f.eks. i England, hvor teorierne for den klassiske kapitalisme udarbejdedes af Marx. Idag er arbejderklassen i vor del af verden en integreret del af det imperialistiske system, og arbejderklassens relativt høje lønninger betinger og er betinget af udbytningen af de arbejdende masser i den tredje verden. I den del af verden har imperialismens velfærd sin modpol. Her har imperialismen medført lav vækst og fattigdom for langt hovedparten af befolkningen. I den del af verden er der kun levnet velfærd til en talmæssigt lille overklasse. Klassekampens perspektiv er derfor diamentralt modsat i de to "verdener". Alle der arbejder for socialisme må tage stilling til imperialismens internationale akkumulationsproces, med ophobning af rigdom på den ene side og ophobning af fattigdom på den anden. Sålænge imperialismen er det dominerende system i den kapitalistiske del af verden, skal enhver klassekamp vurderes i relation til dette. Heraf følger, at en socialistisk revolution nødvendigvis må være antiimperialistisk og ikke bare nationalt antikapitalistisk. På den ene side vil en samfundsmæssig omvæltning i et hvilket som helst af de imperialistiske lande ikke føre til socialisme - uanset hvilken klasse eller hvilket parti der måtte være den ledende kraft i denne omvæltning - men til "folkeimperialisme" med et socialistisk ansigt. På den anden side vil en antiimperialistisk sejr i den tredje verden, selv uden et direkte socialistisk indhold, indirekte bane vejen for socialisme i de imperialistiske lande. Fordi en svækkelse af det imperialistiske system medfører forarmelse og en reproletarisering. Det kunne måske se ud som om vi overser de eksisterende socialistiske lande, når vi vurderer, hvem der udgør spydspidsen i den antiimperialistiske kamp. Vi mener, at kampen for socialismen har to aspekter: De socialistiske kræfter i den tredje verden, der er i direkte konflikt med imperialismen, og de udviklede socialistiske lande, der støtter denne kamp. Befrielsesbevægelserne udgør det offensive aspekt i kampen. De socialistiske lande er gennem sin atomare afbalancering af USA og støtte til befrielsesbevægelserne et overordentligt vigtigt defensivt aspekt i kampen, også selvom de socialistiske landes nationale interesser til tider kan konflikte med befrielsesbevægelsernes. Det er imidlertid den nationale kamp og klassekampene i den tredje verden, der er tyngdepunktet i kampen, det er denne kamp marxister i vores del af verden skal støtte. Dette er, hvad vi meget kortfattet mener er grundlaget for kampen for socialisme. Det følgende skal derfor ses som et bidrag til udviklingen af en strategi for denne kamp.

2. Nedbrydelsen af imperialismen - en forudsætning for socialismen

I kampen for socialisme er der både en nedbrydende og en opbyggende fase. Forudsætningen for generel opbygning af socialisme er en nedbrydelse af imperialismen. Imperialismen kan skades og nedbrydes af en række forskellige faktorer, der indbyrdes hænger sammen. I det følgende vil vi behandle nogle af disse faktorer.

2.1. Økonomisk

Det ulige bytte er imperialismens væsentligste økonomiske grundlag. Igennem det ulige bytte overføres meget store værdier fra lavtlønslande til højtlønslande, de rige lande sælger dyrt og køber billigt, og de fattige tredje verdens lande sælger billigt og køber dyrt. Derfor vil en mindskelse af det ulige byttes størrelse medføre en tilsvarende svækkelse af de imperialistiske landes økonomier. En sænkning eller i bedste fald en udligning af det ulige bytte kan blive resultat af forskellige allerede igangværende udviklinger i den tredje verden. Dels ved at tredje verdens lande etablerer planøkonomi, dels ved at disse lande forsøger at producere og distribuere produkter i et internt system, væk fra de imperialistiske landes klamme hænder. Forsåvidt denne udvikling accelereres vil den medføre, både at de planøkonomiske samfund kommer til at udgøre en stadig større del af verdensøkonomien, og at de imperialistiske landes udbytningsmuligheder og dermed udviklingsmuligheder begrænses. Foreløbig er der dog ikke tegn på, at denne udvikling i nær fremtid vil gøre det af med imperialismen, selvom udviklingen er igang. En del tredje verdens lande, planøkonomiske som kapitalistiske, forsøger gennem råvarekarteller o.lign. at hæve priserne på deres produkter, og forsøger derigennem at forbedre bytteforholdet til de imperialistiske lande. Det virker dog som undtagelser snarere end reglen, at dette medfører reelle ændringer. Arbejdet vanskeliggøres ikke mindst af, at disse lande oftest ikke er planøkonomiske men kapitalistiske. Men i de tilfælde, hvor man har været istand til at hæve priserne, har det medført væsentlige ændringer. Vi har været vidner til, at olieprisstigningerne har medført krise og arbejdsløshed i de imperialistiske lande. Relativt små ændringer kan få en afgørende effekt, fordi kapitalismens modsigelser virker accellererende på problemerne, og resultatet kan blive en ukontrolabel dominoeffekt. Nedbrydelsen af den imperialistiske økonomi vil dog blive en langvarig proces.

2.2. Strategisk

Det er imidlertid ikke kun på det rent økonomiske felt, at imperialismen kan skades. Også på en række strategiske områder kan imperialismens interesser komme i fare.

2.2.1. Geopolitisk

I den tredje verden har centrale områder og lande en direkte militærstrategisk betydning for NATO. Både som udfaldsport mod Sovjetunionen og regionalt i forhold til områder i den tredje verden. Når disse områder destabiliseres, og landene river sig løs af imperialismens favntag, og istedet samarbejder med den antiimperialistiske lejr, hæmmes de imperialistiske lande i deres militære forehavender. Dette er, hvad vi kunne kalde et geopolitisk aspekt ved imperialismen. I relation til dette kan et andet aspekt fremhæves, det råstofstrategiske.

2.2.2. Råstofstrategisk

Der er en række metaller og andre råstoffer, som er essentielle for den imperialistiske økonomi og oprustning. Råstoffer der netop forekommer og produceres i den tredje verden. Det kan f.eks. nævnes, at USA er afhængig af at kunne importere 75 procent af sitforbrug af 9 vigtige metaller og mineraler fra forskellige ulande. Hvis disse lande river sig løs fra den imperialistiske lejr og stopper eksporten, kan det få alvorlige konsekvenser for USA.

For begge disse aspekters vedkommende gælder det, at et enkelt lands overgang til socialismen ikke umiddelbart fører til det imperialistiske systems endeligt. Men visse lande har større betydning for de imperialistiske lande end andre, hvorfor en socialistisk sejr i nogle lande vil have større effekt end i andre. Uden at vi her vil tage hul på konklusioner af mere konkret karakter, kan vi nævne, at Filippinerne gennem en eventuel frigørelse fra USA vilramme USA dybt økonomisk og militærstrategisk, idetområdet fungerer som udfaldsport og base for USA overfor hele Sydøstasien, og landet handler meget med USA. På den anden side kan man sige, at de imperialistiske lande ikke vil lide nævneværdigt skade, hvis et land som Grenada frigører sig - igen.

3. Prioriteringsgrundlaget i en antiimperialistisk strategi

Det gælder om, at det antiimperialistiske arbejde -sparsomt som det er i sit omfang i vores del af verden - sættes ind, hvor den største effekt opnås. Selvom det er nærliggende at lægge moralske vurderinger til grund for arbejdet, som f.eks. hvem der lider mest, er mest forfulgte, o.s.v., vil vi fremhæve, at der skal ligge nogle forhold af mere objektiv karakter til grund for, hvem der primært skal støttes. En række forhold skal vurderes når en befrielsesbevægelse, organisation eller konkret klassekamp skal støttes, netop for at presse størst mulig effekt ud af arbejdet.

Følgende betragtninger er væsentlige ved en prioritering mellem forskellige socialistiske bevægelser:

1. Regionens, landets betydning for imperialismen

2. Klassekampens niveau og perspektiver

4. Regionens/landets betydning for imperialismen

4.1. Økonomisk værdi

Hvor vigtigt er området økonomisk for imperialismen? Følgende spørgsmål må besvares i denne forbindelse: Hvor stor er produktionen i området til verdensmarkedet? Hvormange mennesker knokler for de imperialistiske landes forbrugere? Vil en økonomisk frigørelse fra imperialismen have nogen effekt?

4.2. Geopolitisk betydning

Indgår området i NATOs strategi og på hvilket niveau? Det må undersøges, om området gennem sin geopolitiske placering udgør en væsentlig basis for imperialismen, dels som springbrædt i andre konfliktsituationer gennem basefaciliteter e.t.c., og dels, som det er tilfældet i Israels, Sydafrikas og Guatemalas eksempel, ved at det lokale regime udfører strategiske og taktiske operationer, der er til fordel for USA eller de øvrige imperialistiske lande, overfor revolutionære i området. Imperialismens muligheder, for at nedkæmpe revolutionære opstande og generelt inddæmme USSR og de øvrige socialistiske lande, ville svækkes alvorligt, hvis systemet ikke havde disse "kommunistfrie" zoner.

4.3. Råstofstrategisk betydning

Det skal vurderes om områdets råstofproduktion er af vital betydning for imperialismens økonomi og eller er af direkte betydning for NATOs oprustningsprogrammer og våbensystemer.

5. Klassekampens niveau og perspektiver

Det er imidlertid ikke bare et spørgsmål om de ovenfor skitserede aspekter. Effektiv støtte er ikke kun et spørgsmål, om området har betydning for imperialismen. Det drejer sig i allerhøjeste grad om at vurdere den revolutionære situation, idet den er afgørende for kampens perspektiver. Den revolutionære situation drejer sig om følgende punkter:

a. Det generelle omfang af krisen i samfundet og overklassen

b. Revolutionens objektive og subjektive kræfter

5.1. Krisens generelle omfang

Hvis revolutionen skal på dagsordenen, skal samfundet være inde i en dyb økonomisk og politisk krise. En krise med et omfang der gør, at de grundlæggende problemer for masserne og problemerne i produktionen og distributionen af produkterne ikke kan løses indenfor rammerne af de eksisterende ejendoms- og magtforhold. Det der i marxistisk terminologi udtrykkes som modsigelsen produktivkræfter/produktionsforhold. Det er med andre ord et spørgsmål, om overklassen er istand til at føre kapitalismen videre, eller om den selv står så splittet, at masserne kan udnytte situationen. Hvis magthavernes institutioner er velfungerende, hvis politi, militær og retsvæsen er istand til at holde masserne nede, vil revolutionær virksomhed have langt dårligere betingelser. Man kan i denne sammenhæng sammenligne situationen i Sydafrika med situationen i Rhodesia, før landet blev til Zimbabwe. I Zimbabwe var den herskende hvide klasse i kraftig opløsning, og undertrykkelsesmaskinen fungerede dårliggere og dårligere ikke mindst på grund af ZANUs krigsførelse. I Sydafrika derimod står de hvide settlere på trods af revolutionær modstand stadig meget stærkt, politi, retsvæsen og militær fungerer i en effektiv undertrykkelse af den sorte befolkning. Her lægges der ikke op til, at man skal ignorere en kamp med lange udsigter til sejr, eller bevægelser, der kæmper mod en kraft, der ikke umiddelbart lader sig besejre. Der lægges op til, at man, hvor alt andet står lige, skal vurdere om støtten får effekt, eller blot indgår i en sum til udbetaling på et senere tidspunkt.

5.2. Revolutionens kræfter

Revolutionens objektive kraft er slet og ret masserne, de klasser der uafhængigt af de organiserede revolutionære partiers og organisationers vilje kæmper af nød og nødvendighed, og dermed er en objektiv kraft i den revolutionære proces. En kraft, der kan ledes i rigtig eller forkert retning, afhængigt af de subjektive kræfters evne til at analysere situationen, men ikke umiddelbart lader sig stoppe.

Revolutionens subjektive kræfter er, som det fremgår heraf, de organiserede revolutionære, partierne og organisationerne. I en del tilfælde er det ikke nødvendigt at foretage denne skelnen mellem subjektive og objektive kræfter, nemlig i de tilfælde, hvor der er een altoverskyggende bevægelse ledet af eet parti, som det praktisk talt er tilfældet med SWAPO i Namibia. Alt er dog ikke gjort blot ved at finde et sted, hvor folk og bevægelse så og sige er et.

En vurdering af de objektive revolutionære kræfter skal bero på en analyse af de generelle socioøkonomiske omstændigheder, massernes styrke og klassemæssige sammensætning. Set i forhold til det socialistiske perspektiv i kampen er det sidstnævnte af stor betydning. Hvis småborgerskabets partier formår at tegne kampen og så at sige sætte sig på bevægelsen, får det følgeligt betydning for perspektivet i kampen. Kun ved at proletariatpartier dominerer, kan kampen få et direkte socialistisk perspektiv. Dette meget vigtige aspekt kan ikke negligeres. Eksistensen af en stor arbejderklasse, kan være afgørende for kampens endelige udfald. Dermed være ikke sagt, at dette sker per automatik, men man kan ikke se bort fra, at f.eks. en tilbagestående stammesamfund ikke er istand til at føre socialistisk politik, ligemeget hvor retfærdig man synes kampen ellers er.

De subjektive revolutionære kræfter, partierne, befrielsesbevægelserne o.s.v. skal nøje vurderes og sammenlignes. Det skal undersøges på hvilket niveau bevægelsen udgør et revolutionært potentiale nationalt, regionalt og internationalt. Er den dominerende ideologi småborgerligt nationalistisk eller marxistisk, kommunistisk for at fremhæve to ofte forekommende yderpunkter? Er kampen, som den føres, af national karakter eller har den internationale perspektiver, udover de økonomisk og strategisk givne? SWAPO i Namibia fører f.eks. overvejende en national kamp, en meget retfærdig kamp. Revolutionen i Nicaragua var overvejende af klassemæssig karakter. Hvis vi skal give et par eksempler på nogle befrielsesbevægelser, hvor det nationale aspekt klart dominerer over klasseaspekter, kan nævnes Polisario, der kæmper i Vestsahara og Tamil1ernes kamp på Sri Lanka. Dette har selvfølgelig ofte årsag i selve konfliktens grundlag og ikke i en forkert politik. Men meget ofte ser man indenfor en national kamp, at nogle kræfter fører en nationalistisk kamp og andre fører en kamp, hvor det klassemæssige og internationale vægtes. Således har den palæstinensiske konflikt udviklet to linier. Een linie, hovedsageligt repræsenteret ved El-Fatah, fører national kamp og er kraftigt domineret af det  palæstinensiske  småborgerskab, og en anden linie, især omkring PFLP, der også ser kampen som en regional klassekamp vendt imod imperialismen.

Hvis man vil arbejde for socialisme, er det vigtigt at prioritere kommunistiske kræfter. En progressiv udvikling i den tredje verden er for os ensbetydende med en socialistisk udvikling, der netop er afhængig af en styrkelse af de marxistiske kræfter, der netop har det socialistiske perspektiv for øje. Kun ved at de objektive kræfter ledes af subjektive kræfter, der ikke ønsker at stoppe revolutionen ved den nationale frigørelse, men også vil føre kampen videre til økonomisk og social frigørelse, sikres en progressiv udvikling. Vores holdning i dette spørgsmål er, at antiimperialistiske grupper i vores del af verden generelt burde prioritere støtten til kommunistiske kræfter i den tredje verden. Resourcerne er af begrænset omfang, hvorfor de må sættes ind, hvor kampen har de mest vidtgående perspektiver.

Det er klart, det er vanskeligt, at sidde tusinder af kilometer fra begivenhederne og få sikkerhed i disse spørgsmål, men gennem studier og den meget tætte personlige kontakt med befrielsesbevægelserne, som er én forudsætning for et godt samarbejde, kan man få større klarhed.

6. Har støtten betydning

Tilbage er spørgsmålet om støtten overhovedet har en effekt. Hvis en befrielsesbevægelse allerede modtager materiel støtte af meget stort omfang, bør man vurdere om støtten kunne gøre bedre nytte andetsteds. Hvis bevægelsen så godt som intet modtager i forvejen, kan en relativt beskeden støtte pludselig få stor betydning. Derfor vil det være fornuftigt at yde støtte, hvor den selvstændigt er mest betydningsfuld, hvis ellers alt andet står nogenlunde lige. Det var måske værd at fremhæve, at det ikke altid er de mest fornuftige kræfter, der modtager den største støtte. I Danmark og de øvrige Skandinaviske lande kan der selv på regeringsniveau rejses støtte til "socialdemokratiske" befrielsesbevægelser men ikke til kommunistiske. Hvilket der heller ikke er noget mærkeligt i, da socialdemokratierne og de borgerlige partier er proimperialistiske partier, idet de ikke ønsker de nuværende ulige verdensforhold ændret. I relation til dette spørgsmål trænger et andet forhold sig på: Om bevægelsen kæmper i den fase, hvor det gamle samfund er ved at blive nedbrudt, eller om bevægelsen kæmper i faserne efter revolutionen med opbygning af et nyt samfund. Principielt er der ikke forskel. Men ofte vil det være lettere for en allerede eksisterende stat at opnå hjælp fra den socialistiske lejr, end det er tilfældet for en bevægelse, der endnu ikke har statsmagten.

7. Hvilken støtte

For at støtten skal have en betydning, skal den overvejende være af materiel karakter. Materiel støtte skal forstås som handlinger, varer eller penge, der kan anvendes af befrielsesbevægelserne i deres kamp. Materiel støtte kan dermed være mange ting, det kan være penge, telte, tøj... eller som de socialistiske lande giver - våben. Men fælles er, at der ligger noget materielt i støtten, og ikke bare består af en god tanke eller moralsk opbakning. Alle former for oplysningsarbejde, propaganda o.lign. er en nødvendig understøtning af det materielle støttearbejde, og er som sådan et nødvendigt aspekt af det antiimperialistiske arbejde.

8. Konklusioner

Ovenstående er mere en disposition til undersøgelse og vurdering af hvilke kræfter, der skal støttes, end det er retningslinier for, hvordan konkrete valg mellem forskellige muligheder skal foretages. Det er ikke muligt umiddelbart at foretage en prioriteringsliste mellem de enkelte punkter. Det kan dog slås fast, at det er vigtigere at finde en revolutionær massebevægelse under ledelse af marxistiske kræfter, der kæmper mod imperialismen, end at finde et område, der er livsvigtigt for imperialismen, hvor der på den anden side ikke findes en udviklet revolutionær aktivitet. Det er bestemt heller ikke et problem at finde en bevægelse eller områder med revolutionær aktivitet, man kan bare vende øjnene mod Latinamerika, Asien, Det sydlige Afrika, Nordafrika og Mellemøsten, hvor befrielsesbevægelser og kommunistiske kræfter kæmper for nye samfund. Der foregår så mange vigtige, retfærdige antiimperialistiske kampe, at problemet snarere er at vurdere deres indbyrdes betydning. Konkluderende må vi sige, at det er af afgørende betydning, at de imperialistiske lande og deres allierede involveres så mange steder og så kraftigt som det overhovedet er muligt. Jo flere kræfter de imperialistiske lande må anvende for at beskytte sig selv rundt omkring, jo mere sårbar er imperialismen overfor nye kampe eller styrkelse af allerede igangværende. Kvantitative ophobninger i form af stadigt stigende revolutionær aktivitet i både antal og styrke, kan temmelig pludselig slå om i et kvalitativt spring, hvor imperialismen bliver rystet ud af den relativt stabile balance, der er kendetegnende for den nuværende situation.