INDHOLD

Forlaget Manifest

Ud over egne udgivelser, trykkede Forlaget Manifest også tidsskrifter for bevægelser i den 3. verden. Det skete som led i det praktiske/materielle støttearbejde:

Isandlewana Revolutionary Effort

Black Conscious Movement - i Sydafrika. Det var en bevægelse, der havde sit udspring blandt studenter og unge i de fattige townships omkring Johannesburg. Støtten gik ud på at trykke deres blad Islandwana Revolutionary Effort, løbesedler og plakater. Materialet blev sendt til Botswana, hvorfra det blev smuglet ind i Sydafrika.

Liberation

Tidsskriftet Liberation, udgivet i Dar es Salam, Tanzania og redigeret af Karrim Essack, blev i en årrække trykt hos Forlaget Manifest.

Efterskrift

[Gældsat. Af Arghiri Emmanuel og Fidel Castro. Forlaget Manifest, 1986, s. 115-127]

Som både Emmanuel og Castro påpeger er en del af de midler, som i form af lån er blevet overført til den tredje verden, faktisk blevet investeret i disse lande. Typisk i statsejede - kapitalistisk drevne - industriforetagener som stålværker, skibsværfter, jernbaner, olieudvinding og raffinering, oliekemi, telekommunikation, kraftværker og så videre. En betydelig del af kapitalen blev via nationale udviklingsbanker genudlånt til private industri- og landbrugsforetagener.

De private banker, Verdensbankens og IMFs motiv til at yde lånene var ligetil. De havde et midlertidigt overskud af kapital. Det var IMFs idé, at ulandene skulle bruge lånene til at financiere investeringer i industri, landbrug og infrastruktur. Dette ville betyde ny produktion og øget eksport, som ville give det nødvendige afkast til betaling af afdrag og renter på gælden. Den tredje verden ville få udvikling, bankerne ville få deres kapital forrentet og verdenshandlen ville stige. Sådan kom det imidlertid ikke helt til at gå. Den tredje verdens økonomiske udvikling - især Latinamerikas og Afrikas - er i dag mere fastlåst end for ti år siden.

I sidste halvdel af 1970erne så det relativt lovende ud, men fra 1980-81 ændrede billedet sig. Investeringerne stoppede, de nye lån blev istedet brugt til at betale de afdrag og renter, som de gamle investeringer ikke var i stand til at betale. Den grundlæggende årsag til denne ændring var - og er, at det ikke blot er mangel på kapital, der blokerer den tredje verdens udvikling. De forgældede lande i den tredje verden er kapitalistiske. Deres økonomiske system fungerer efter kapitalistiske økonomiske principper, men den tredje verdens kapitalisme har ikke den dynamik, som de udviklede landes kapitalisme er i besiddelse af. Under normale omstændigheder er den tredje verden ikke i stand til at tiltrække kapital i en målestok, der kan sammenlignes med de udviklede kapitalistiske lande, tværtimod strømmer kapital ud af den tredje verden. Dette skyldes først og fremmmest, at den tredje verden mangler en af de væsentligste forudsætninger for en dynamisk kapitalistisk udvikling: Et stort købe-dygtigt marked.

Det lave lønniveau hos de brede masser i den tredje verden hindrer udviklingen af et hjemmemarked, som kan danne basis for en voksende industri.

Lad os tage et ekstremt eksempel. En dansker forbruger i gennemsnit 43 gange så meget som en indbygger i Tanzania. Til trods for at der lever 16,9 millioner mennesker i Tanzania og kun 5,1 millioner i Danmark, så er det danske købedygtige marked 13 gange større end Tanzanias. Hele Tanzanias befolkning på 16,9 millioner forbruger svarende til 400.000 danskere, det vil sige lidt mindre end halvdelen af Københavns befolkning. Et så lille og spredt marked som i Tanzania kan ikke give grobund for en dynamisk kapitalistisk udvikling. Det vil være vigtigere og lettere for et firma at starte en produktion eller oprette et salgskontor i Århus, end at gå ind på markedet i Tanzania, hvis det da ikke drejer sig om udnyttelse af et råstof, der kun findes i Tanzania eller en landbrugsproduktion, der af klimatiske årsager kun lader sig fremstille i pågældende land. Begge dele i så fald med eksport for øje.

Lad os tage et andet eksempel. Brasilien blev i begyndelsen af 1970erne af vestlige økonomiske eksperter udråbt til et økonomisk mirakel - et såkaldt NIC-land (Newly Industrialized Country). Via en liberal økonomisk politik - "kræfternes frie spil" - skulle Brasilien vise resten af den tredje verden, at en dynamisk kapitalistisk udvikling var mulig i et fattigt land. Brasilien oplevede da også fra midten af 1960erne frem til midten af 1970erne en relativt hurtig industrialisering. Landet fik bil- og flyindustri, avanceret kemisk industri, der omdannede sukker til brændstof og så videre. Men man kan sætte et stort spørgsmålstegn ved, hvor dybtgående denne industrielle udvikling i realiteten er. Om der ikke blot er tale om relativt små industrialiserede enklaver i et stort underudviklet land.

Lad os se på et par indikatorer for kapitalistisk industriel udvikling. Kun cirka 16,5% af Brasiliens erhvervsaktive befolkning var i 1976 beskæftiget i industri, minedrift, byggeri eller sundhedsvæsen. Det tilsvarende tal var for Mexico 24,7% og for Portugal 33,5% (ILO, Statistical Yearbook 1979). Det totale energiforbrug pr. indbygger var i Brasilien 731 kg kulækvivalenter i 1976 (kulækvivalenter vil sige, at al forbrugt energi regnes om til en tilsvarende mængde kul). For Mexico var tallet 1.227 kg, for Argentina 1.804 kg og for USA 11.554 kg. Disse tal peger på et industrielt udviklingsniveau, der ikke alene er lavere end i et af de mindst udviklede europæiske lande, men også lavere end i andre latinamerikanske lande.

Hvis man ser industriområderne ved Rio og Sao Paulo, kan de tage sig imponerende ud, men Brasilien er et stort land med 130 millioner indbyggere. Pr. indbygger er industrialiséringsgraden knapt så imponerende. I det nordøstlige Brasilien er der områder, som i udviklingsgrad minder om Sudan eller Tchad. Ifølge UNICEF (FNs børneorganisation) er der i Brasilien 12 millioner børn over 7 år, der lider af underernæring. FAO (FNs organisation for fødevarer og landbrug) har beregnet, at omkring 10% af befolkningen får så lidt at spise, at de faktisk ligger under den grænse, der på længere sigt er forenelig med denne befolkningsgruppes overlevelse.

Til trods for at Brasilien fra 1968 til 1973 havde en gennemsnitlig vækstrate for bruttonationalproduktet på 10% årligt, så steg levestandarden ikke for arbejderklassen. Reallønnen faldt i hele perioden og arbejdsløsheden steg, fordi antallet af nye arbejdspladser ikke kunne holde trit med vandringen fra de ekstremt fattige landområder mod byerne. Næsten 50% af befolkningen levede i 1984 af minimumslønnen på 59 US$ pr. måned ifølge officiel brasiliansk statistik. Mellem 1959 og 1981 er minimumslønnens reelle købekraft faldet med 230%. I 1959 kostede en bestemt portion basisfødevarer 65 timers arbejde til minimumslønnen (ifølge regeringens udregning). I 1981 ville de samme fødemidler kræve 150 timers arbejde.

Indkomstfordeling i Brasilien
Befolkningsgruppens andel af nationalindkomsten (procent)
  1960 1970 1980
Fattigste 50% 17,4 14,9 12,6
Rigeste 10% 39,6 46,7 50,9

(Institute of Statistics, Brazil)

Omkring 5 - 20% af befolkningen fik en højere levestandard som resultat af det "økonomiske mirakel" fra slutningen af 1960erne til begyndelsen af 1970erne. Resten af befolkningen fik det værre. Forretningsfolk i Brasilien regner med at 56% af befolkningen er "absolut marginaliserede" som forbrugere, det vil sige, at de kun køber helt basale fødevarer. ("Gazeta Mercantil", december 1975, her citeret fra A.G. Frank, "Crisis in the Third World", London, Heinemann 1981). Det er således ikke hjemmemarkedet, der gav Brasilien dets høje vækstrater fra midten af 1960erne og frem til oliekrisen.

Det generelt lave lønniveau i Brasilien kan ikke skabe det købedygtige marked, der er forudsætningen for den dynamiske kapitalistiske udvikling, der kendes fra USA og efterkrigstidens Vesteuropa. Den industrielle udvikling i Brasilien var først og fremmest betinget af afsætningsmulighederne i de imperialistiske lande. De industrialiserede enklaver i landet var indrettet med henblik på eksport til verdensmarkedet. Da disse eksportmuligheder i slutningen af 1970erne forsvandt på grund af den økonomiske stagnation, falmede det brasilianske økonomiske mirakel. Priserne på Brasiliens eksportvarer faldt kraftigt, mens de importerede varer steg i pris. Landets bytteforhold blev med andre ord forringet.

Oven i dette kom problemerne med tilbagebetalingen af de store lån, som havde financieret opbygningen af industrien. Renten steg kraftigt, og da 90% af lånene var optaget i US$, betød den stadige opskrivning af denne valuta yderligere problemer for den brasilianske økonomi. Den kapitalistiske udviklingsmodel for Brasilien må siges at have slået fejl. For størstedelen af landets befolkning er der ikke sket nogen bedring af levevilkårene, og sammenlignet med de rige imperialistiske lande er forskellen blevet endnu større.

En dynamisk kapitalistisk udvikling skabes kun via et stort og stadigt voksende marked, som er ensbetydende med et generelt højt og stigende lønniveau, som vi kender det fra for eksempel Skandinavien efter 2. verdenskrig. I lande med højt lønniveau kan kapitalisternes profitrate kun opretholdes ved hjælp af udbytning af andre landes arbejdere. De højt udviklede kapitalistiske lande har opnået deres økonomiske udvikling ved at udbytte den tredje verden, men der eksisterer ikke nogen gruppe af lande, som den tredje verden kan udbytte for derved at opnå et lignende resultat. Det vil måske på grund af helt specielle omstændigheder være muligt for enkelte lande indenfor det kapitalistiske system at bevæge sig fra at være et fattigt og udbyttet land til at blive rigt og udviklet, men for den tredje verden som helhed er velfærdskapitalisme en umulighed. På verdensplan - ligesom indenfor det enkelte land i den tredje verden - er forklaringen, at hovedparten af befolkningen fortsat er udbyttet, og det er kun muligt for nogle få at bevæge sig fra at være udbyttet til at blive udbytter.

På baggrund af betalingsvanskelighederne fremsætter IMF en række politisk-økonomiske betingelser overfor de gældstyngede lande. Betingelserne kræves opfyldt før nye lån kan ydes eller de gamle lån genforhandles. Disse betingelser har først og fremmest til formål at redde banksystemets stabilitet - de afhjælper på ingen måde de dybtgående økonomiske og sociale problemer, som den tredje verdens lande står overfor. Tværtimod vil gennemførelse af betingelserne forværre levevilkårene for størstedelen af disse landes befolkning.

Kort fortalt går betingelserne ud på, at de gældstyngede lande skal frembringe et meget større handelsoverskud til financiering af gældsforpligtelserne overfor den vestlige verdens banker. Dette betyder for det første, at en uforholdsmæssig stor del af resourcerne skal dirigeres til eksportsektoren til skade for andre nationale udviklingsopgaver. For det andet, at disse i forvejen fattige lande skal presse deres lønniveau yderligere ned - "for at øge deres konkurrenceevne". Dette vil imidlertid blot betyde endnu ringere priser på produkterne fra disse lande, og dermed et endnu gunstigere bytteforhold for de rige og udviklede kapitalistiske lande. Det vil næppe betyde øgede eksportindtægter for den tredje verden: De rige lande kan eller vil ikke aftage produkterne på grund af stagnerende økonomi og beskyttelse af deres egen produktion, og de gældstyngede lande kan ikke sælge til hinanden, da de jo alle rådes til at skære ned på importen. For det tredje råder IMF til besparelser på landenes offentlige udgifter, hvilket også vil ramme den brede befolkning.

Cirka 25% af den tredje verdens samlede eksportindtægter skal idag bruges til betaling af renter og afdrag, hvis gældsforpligtelserne skal overholdes. Værst stillet er de olieimporterende lande i den tredje verden, idet de skal bruge cirka 40% af deres eksportindtægter til renter og afdrag. Hvis de eksisterende rente- og handelsforhold fortsætter vil situationen forværres yderligere (det sidste halve års fald i olieprisen bedrer ikke den tredje verdens samlede situation, idet olieproducenterne taber mere end de olieimporterende lande vinder).

Siden Emmanuel skrev sin artikel og siden Castro blev interviewet er gældssituationen ikke ændret afgørende. Peru har som det første land erklæret, at det kun vil afsætte en fast procentdel (omkring 10%) af landets eksport til betaling på gælden. De store skyldnerlande Brasilien og Mexico har til nu klaret deres rentebetalinger. Sandsynligvis bliver Mexico dog i løbet af 1986 igen nødt til at indstille betalingen, da olieprisens fald har gjort et meget stort indhug i landets indtægter. Og begge lande skylder stadig omkring 100 milliarder US$. Dette tal er ikke faldet. For Latinamerika som helhed er penge-strømmen vendt gennem de sidste 3 år. Mængden af betalte renter overstiger de nyoptagne lån, da bankerne ikke tør låne flere penge ud. I efteråret 1985 fremsatte USAs finansminister (Baker) på IMFs og Verdensbankens årsmøde en plan for yderligere lån til de skyldnerlande, der var villige til at følge IMFs direktiver (den såkaldte Baker-plan). Der erdog næppe nogen, der tror at denne plan vil løse nogetsomhelst. Den generelle kommentar til planen var: "Alt for lidt og alt for sent", idet landene i den tredje verden stadig presser på for at opnå yderligere lån, og som begrundelse angiver, at de må have nye lån til at holde økonomien igang, så de kan betale renterne på de tidligere lån.

En løsning på den tredje verdens økonomiske og sociale problemer er en umulighed indenfor rammerne af den nuværende økonomiske verdensorden.

Kampen mod den imperialistiske udbytning må nationalt føres som en kamp mod kapitalisme og for en socialistisk samfundsordning, der gør op med udbytningen nationalt og via en planøkonomi sikrer en optimal udnyttelse af de materielle og menneskelige ressourcer til udvikling af landet til gavn for hele befolkningen.

På det internationale plan som en kamp for en ny økonomisk verdensorden, som gør op med den internationale udbytning. Fattigdommen i den tredje verden hænger nøje sammen med tilknytningen til verdensmarkedet.

For eksempel vil Ghana som helhed forsat være lige udbyttet, sålænge prisen på kakao ikke stiger - uanset om der er socialisme i Ghana eller ej. På samme måde har Nicaragua ikke fået mere for sine bananer eller sin kaffe, selvom landet har undergået en social omvæltning. Uanset hvilken økonomisk politik landene i den tredje verden har ført, har de måttet erfare, hvordan deres individuelle bestræbelser på at udvikle deres økonomi er blevet begrænsede af de betingelser, der hersker på verdensmarkedet. Kampen mod den nuværende økonomiske verdensorden er derfor et meget vigtigt element i den tredje verdens frigørelse. Uden den vil selv socialistiske lande i den tredje verden have meget vanskelige udviklingsbetingelser.

Omkring dette forhold har der været stigende bevidsthed i de udbyttede lande. Langsomt er et samarbejde mellem de fattige lande ved at komme i stand. I 1967 dannede 77 lande fra den tredje verden på et møde i Algeriet den såkaldte "77-lande-gruppe" Formålet med organisationen, der nu omfatter 120 lande, er at koordinere disse landes holdninger og krav på UNCTAD-konferencer (UNCTAD er FNs organisation for handel og udvikling) og lignende møder om forholdet mellem de rige og de fattige lande. I 1974 indkaldte Algeriet på de alliancefri landes vegne til en ekstraordinær generalforsamling i FN om "Råvarer og udviklingsproblemer". Under stærk modstand fra de vestlige lande vedtoges 2 resolutioner, der går under betegnelsen "En Ny Økonomisk Verdensorden". Det første punkt i kravet om en ny økonomisk verdensorden er "en retfærdig og rimelig sammenhæng mellem priserne på de råvarer, forarbejdede varer og halvfabrikata, som udviklingslandene eksporterer, og priserne på de råvarer og forarbejdede varer, som disse lande importerer" (*). Handlingsprogrammet lægger endvidere vægt på udviklingslandenes suveræne ret til at råde over og udnytte egne naturforekomster, der skal tjene som et vigtigt middel til fremme af udviklingen. Men efter mere end 10 års forhandlinger - den såkaldte nord-syd dialog - "Brandt-rapporten" og UNCTAD-konferencer har de fattige lande i den tredje verden kun opnået meget ringe resultater. Det bliver mere og mere klart, at selvom de fleste vestlige lande taler om behovet for en ny økonomisk verdensorden, så tænker de overhovedet ikke på at indfri de krav, som de udbyttede lande stiller.

Man kan ikke fredeligt forhandle sig til fundamentale ændringer i det økonomiske verdenssystem. Der er nemlig ikke tale om et interessefællesskab mellem de imperialistiske lande og landene i den tredje verden, men om interessemodsætninger. Hvorfor skulle de imperialistiske lande frivilligt give efter og ødelægge det fundament, som deres egen økonomiske udvikling hviler på?

En ændring af det bestående system forudsætter, at de udbyttede lande bliver i stand til at sætte magt bag deres krav. Et af de magtmidler, de kan tage i anvendelse, er produktionskarteller.

OPEC har vist både styrken og svagheden ved sådanne karteller. På den ene side var OPEC i stand til at gennemtrumfe betydelige prisstigninger på olien, og det til trods for at OPEC-landene langt fra havde monopol på olieproduktionen. På den anden side har OPEC vist sig at være en svag organisation på længere sigt, blandt andet fordi de reaktionære regimer dominerer sammenslutningen. De nationalistiske, progressive regimers krav om højere priser er blevet svækket af de reaktionæres dobbeltstilling. Den herskende klasse i for eksempel Saudi Arabien har så store investeringer i de vestlige industrilande, at de ikke ønsker at skade disse landes økonomiske stilling.

Et kartel domineret af progressive stater vil selvfølgelig have en langt større slagkraft overfor de vestlige lande. Efterhånden som flere og flere af den tredje verdens lande skaber de indre forudsætninger for udvikling, ved nationalt at afskaffe de kapi-talistiske produktionsforhold og efterhånden udvikle et planøkonomisk system, øges også muligheden for et slagkraftigt internationalt samarbejde mellem de udbyttede lande i den tredje verden. Ikke kun i form af produktionskarteller, men også for eksempel øget samhandel udenom de imperialistiske lande - den såkaldte syd-syd handel - teknisk samarbejde og politisk solidaritet i kampen mod imperialismen.

Den internationale finansverden ser med stigende uro på udviklingen i de gældstyngede lande. På den ene side råder nervøsitet for, at de gældstyngede lande ikke kan betale renter og afdrag på deres gæld. På den anden side er der også frygt for, at den økonomiske politik, som IMF kræver, at disse lande skal føre, skal skabe samfundsmæssig uro, som vil bringe nye radikale kræfter til magten. Kræfter som vil boykotte tilbagebetalingen af gælden. En erfaren bankmand i London udtrykker det således: "Truslen mod det internationale finanssystem kan meget vel begynde i Sao Paulos slum" (New York Times 11/4 1983).

Gældskrisen rummer en mulighed for at rokke ved den nuværende verdensorden. En solidarisk betalingsboykot fra de forgældede lande vil ikke kun give dem bedre udviklingsmuligheder, men samtidig være et slag imod det finanssystem, som de vestlige lande med USA i spidsen har profiteret af i årtier.

Castros opfordring til et stop for betaling af renter og afdrag på den tredje verdens gæld til de vestlige banker er derfor særdeles relevant. Spørgsmålet er blot om tiden er moden - om de progressive og nationale kræfter i for eksempel Brasilien eller Mexico vil være tilstrækkelig stærke til at gennemtrumfe en sådan politik.

Efter næsten 10 år med lav økonomisk vækst i de rige kapitalistiske lande dukkede et nyt problem op i form af den såkaldte gældskrise. Det står nu klart, at den tredje verdens gæld til de vestlige landes banker er blevet så stor, at problemerne omkring tilbagebetalingen truer den vestlige verdens finanssystem. Denne bog handler om, hvorfor gælden aldrig vil kunne betales tilbage.

Arghiri Emmanuel understreger, at dette dels er umuligt ud fra den tredje verdens evne til at eksportere — dels ud fra, at de vestlige lande dårligt ville kunne klare at modtage den enorme varestrøm, betalingen ville udgøre. Det ville udløse en overproduktionskrise med voldsom arbejdsløshed.

Fidel Castro lægger vægt på, at fortsatte forsøg på at overkomme betalingerne vil udløse samfundsmæssige omvæltninger i den tredje verdens lande. Castro opfordrer derfor de forgældede lande til at slutte sig sammen og nægte at betale mere.

De mange lån overførte gennem 1970erne flere hundrede milliarder US$ til de fattige lande, men gennem de seneste år er pengestrømmen vendt. Ulandene betaler nu mere i renter og afdrag på gælden, end de modtager i nye lån og bistand. Lånene medførte kun ringe økonomisk udvikling, så forskellen mellem de rige og de fattige lande voksede yderligere. Og udplyndringen af ulandene via det ulige bytte i verdenshandelen fortsatte i hele perioden med voksende styrke. Det er således ikke nok at annulere den nuværende gæld. For at hindre at en ny gæld opstår, må der indføres en ny økonomisk verdensorden.

(*) Citeret fra "Ulandenes krav om en ny økonomisk verdensorden" af Hans K. Rasmussen & Henrik Schaumburg-Müller, Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, 1979, side 30-31.