INDHOLD

Forlaget Manifest

Ud over egne udgivelser, trykkede Forlaget Manifest også tidsskrifter for bevægelser i den 3. verden. Det skete som led i det praktiske/materielle støttearbejde:

Isandlewana Revolutionary Effort

Black Conscious Movement - i Sydafrika. Det var en bevægelse, der havde sit udspring blandt studenter og unge i de fattige townships omkring Johannesburg. Støtten gik ud på at trykke deres blad Islandwana Revolutionary Effort, løbesedler og plakater. Materialet blev sendt til Botswana, hvorfra det blev smuglet ind i Sydafrika.

Liberation

Tidsskriftet Liberation, udgivet i Dar es Salam, Tanzania og redigeret af Karrim Essack, blev i en årrække trykt hos Forlaget Manifest.

Kapitalismens oprindelse - handelskapitalen (1)

[Tidsskriftet Manifest, nr. 4, 19. marts 1979, s. 3-23]

Kapitalismen er klassemæssigt kendetegnet ved modsigelsen mellem på den ene side kapitalistklassen, der besidder kapitalen og dermed produktionsmidlerne, og på den anden side arbejderklassen, der kun besidder sin arbejdskraft, som den er nødtvunget til at sælge til kapitalisterne. Vareproduktion er grundlaget for den kapitalistiske produktionsmåde (1). Den grundlæggende modsigelse mellem produktivkræfter og produktionsforhold antager under kapitalismen skikkelse af modsigelsen mellem samfundsmæssig produktion og kapitalistik tilegnelse. Denne modsigelse er forskellig fra de modsigelser, det feudale samfund udviklede sig efter og dem, det kommunistiske samfund vil udvikle sig efter.

I det følgende vil vi beskrive, hvordan kapitalismen voksede frem af feudaltidens modsigelser, modnedes og endelig vandt overhånd og blev dominerende. Vi vil beskrive den proces, som Marx og Engels omtaler i ’Det kommunistiske Manifest’:

"Vi ser således, at de produktions- og udvekslingsmidler, som var det grundlag, bourgeosiet udviklede sig på, blev skabt i det feudale samfund. På et vist trin i disse produktions- og udvekslingsmidlers udvikling svarede de forhold, som det feudale samfunds produktion og udveksling foregik under, den feudale organisering af landbrug og fremstillingsvirksomhed, kort sagt de feudale ejendomsforhold, ikke mere til de produktivkræfter, der allerede var udviklet. De blev lænker for produktivkræfterne. De måtte sprænges, de blev sprængt." (2)

Denne artikel handler om opløsningen af den feudale produktionsmåde og om den ’oprindelige akkumulation’ (3), hvilket vil sige dannelsen af de nødvendige betingelser for kapitalismens udfoldelse, og den begyndende opdeling af verden i en udbyttet og en udbyttende del. Samtidig vil vi komme ind på, hvordan de vigtigste politiske (og religiøse) kræfter og tendenser - beroende på den økonomiske udvikling - udvikledes, stredes og virkede tilbage på den økonomiske udvikling. Perioden, som denne artikel dækker, strækker sig fra 1400-tallet op til slutningen af 1700-tallet.

I 1400-tallet hang verden ikke økonomisk sammen. Kontinenterne var i det store og hele isolerede fra hinanden, og samfundene på de respektive kontinenter var ligeledes i stor udstrækning isolerede fra hinanden.

I Kina var der et feudalt kejserdømme (Ming-dynastiet), hvor godsejere, aristokrati og kejseren ejede størstedelen af jorden, og bønderne i praksis var livegne (4), Indien bestod af fastere eller løsere sammenknyttede konge- eller fyrstedømmer, der var baseret på den såkaldte ’asiatiske produktionsmåde’, som ikke var feudal i europæisk forstand (5). I den arabiske verden var der store handelsbyer - Damaskus, Bagdhad m.fl. Disse byer havde opnået deres storhed på baggrund af arabernes monopol på den smule handel, som foregik mellem Europa, Asien og Afrika (6).

I Afrika var der det vidtstrakte Gao-rige med store handelsbyer (7), der var mindre kongedømmer (som det rige Zimbabwe) og en række af småsamfund, som kun havde løs forbindelse til hinanden. På det amerikanske kontinent var der de højtudviklede Azteker- og Inka-riger i Syd- og Mellemamerika, mens de store skovområder i Nordamerika beboedes af indianere i stammesamfund.

Europa kendetegnedes ved et utal af feudalriger og en del handelsbyer, men udmærkede sig tilsyneladende ikke nævneværdigt i udvikling frem for samfundene uden for Europa. Alligevel kom Europa til at spille en særlig rolle for udviklingen i hele verden, fordi modsigelserne her førte til fremkomsten af den kapitalistiske produktionsmåde.

Feudalismen i Europa

Europa blev kapitalismens arnested. Spirerne til kapitalismen var udsprunget af de europæiske feudalsamfunds modsigelser og fandtes allerede i 1400-tallet i form af handelskapital (købmandskapital) og byer med handel som hovedfunktion (8). For at forstå denne handelskapitals væsen og betydning er det imidlertid nødvendigt først at se på det europæiske feudalsamfund som helhed.

Feudalismens særkende var den feudale jordbesiddelse. Feudalherren herskede over sin jord og sine bønder, som var bundet til denne jord - ikke som slaver, men som fæstebønder. Bønderne anvendte en del af deres tid til at producere egne livsfornødenheder, og en anden del til at producere for feudalherren. Bønderne ejede selv deres redskaber. Feudalherren byggede sin magt på ejendommen af jorden og dermed til bøndernes arbejdskraft, da bønderne blev betragtet som en del af jorden. Oprindelig havde feudalherrerne oftest tilranet sig jordejendommen ved simpelthen at erobre den med våbenmagt. Den feudale udbytning var en systematisering af det, som oprindelig var skinbarligt røveri og plyndring, efter at en feudalherre havde sat sig fast i et område, bygget en borg til sit forsvar o.s.v. Forholdet mellem feudalherren og bønderne byggede på vold. Feudalbonden var ikke - på samme måde som arbejderne under kapitalismen - tvunget af de økonomiske omstændigheder til at overlade feudalherren en del af sit arbejdsprodukt. Men ved hjælp af tvang, pisk, træhest m.m. samt præsternes trusler om skærsild og helvede bragtes bønderne til at opfatte merarbejdet (9) for feudalherren som noget naturnødvendigt (om ikke for at leve i fred på jorden, så i det mindste i himmelen).

Naturligvis forudsatte den feudale udbytning et niveau af arbejdsdeling og produktivitet, hvorved merarbejde var muligt. Samtidig var der naturligvis grænser for udbytningens grovhed. Hvis disse grænser blev overskredet, forringedes bøndernes eksistensvilkår og dermed deres evne til at producere - eller også stak de simpelt hen af. (10) Mens udbytningen på denne måde var voldeligt bestemt, så var volden på sin side betinget af rigdom og dermed udbytning. Feudalherren eksisterede kun som sådan, fordi han som jordbesidder havde en indtægt fra udbytningen af bønderne (mest i form af naturalier). Han havde rigdom, og denne rigdom kunne omsættes til voldeligt magt i form af krigere og våben.

Staten antog under feudalismen forskellige former. Den enkelte jordejer -feudalherren - kunne udøve nogle af statens funktioner, og næsten dem alle, hvis der ingen herre stod over ham såsom en konge. Feudalherrernes krigere udførte statsfunktioner - både når de opretholdt den feudale orden mod indre (bønderne) og ydre (andre feudalherrer) fjender - og når de blev brugt direkte som redskab i den feudale udbytning. Den feudale kongemagt opstod, hvor én feudalherre var herre over andre i et større område og varetog deres fællesinteresser. Kongemagten stod således som en samlende og en national kraft, der i sin statslige rolle hævede sig op over samfundet. Dette skulle senere vise sin betydning for enevoldskongernes dobbeltstilling, som en magt, der var relativt selvstændig overfor både borgerskabet og feudalherrerne (11).

Denne illustration fra "Mittelalterische Hausbuch" (1400-tallet) viser nogle eksempler på voldens betydning for udbytningen i det feuda1e Europa.
Denne illustration fra "Mittelalterische Hausbuch" (1400-tallet) viser nogle eksempler på voldens betydning for udbytningen i det feuda1e Europa.

 

På tværs af de små eller store feudalstater kom kirken ind i billedet som en selvstændig magt og som det feudale Europa eneste centrale magt. Dels samarbejdede præsteskabet med feudalherrerne i den enkelte stat, dels var kirken selv jordejer og feudalherre og en jordejer i stor målestok. Før reformationen ejede kirken over en trediedel af al jord i den katolske verden (12). Katolicismen var feudalismens ideologi i Europa. Alle ideologiske områder - som efter reformationen var adskilte og selvstændige - var i feudaltiden underordnet den katolske lære. Det gjaldt filosofi og politik såvel som jura og videnskab. Derfor foregik alt - krige, folkevandringer, retskendelser, magtkampe o.s.v. - i feudaltiden i en religiøs form. (13) Derfor var det kun naturligt, at de første faser af borgerskabets antifeudale revolutioner i Europa også havde religiøs form - nemlig i form af den protestantiske bevægelse. Men herom senere.

Håndværk, handel og byer

Det var ikke kun bønder, som arbejdede for feudalherrerne. Håndværket var blevet udskilt som en selvstændig del af landbruget ved arbejdsdelingen mellem de egentlige jorddyrkende bønder og håndværkerne, der tilvirkede redskaber eller forarbejdede jordbrugets produkter videre til produkter med brugsværdi for bønder såvel som feudalherrer. Håndværket daterer sig tilbage fra før den feudale produktionsmåde (14) , men håndværkerne kendetegnedes under feudalismen ved at være underlagt feudalherrernes dominans på lignende måder, som bønderne var det.

Hvor øget produktivitet havde muliggjort en produktion større end til samfundets eget forbrug - opstod muligheden for udveksling samfundene imellem. Udveksling på denne baggrund var ligeledes kendt før feudaltiden, idet den daterer sig tilbage til den første arbejdsdeling mellem kvægholdende stammer og agerdyrkere (14). Men der var tale om udveksling mellem producenter. Endnu en arbejdsdeling kendtes tilbage fra før feudaltiden i Europa; men den fik først virkelig afgørende betydning i feudaltiden. Det var den arbejdsdeling, hvorved udvekslingen gled over på hænderne af en ny klasse, som ikke var direkte involveret i produktionen - købmændene (14).

Handel eksisterede i hele feudaltiden i form af markeder og byer, hvor også håndværkere af forskellig art var bosat. Byerne var under feudalherrernes kontrol, og håndværkerne måtte aflevere merarbejde til feudalherren på samme måde som de livegne bønder.

I feudaltidens Europa havde udbredelse af de feudale samfund og øget produktivitet skabt grundlaget for en øget udveksling mellem de økonomiske enheder - feudalejendommene - og mellem forskellige regioner i Europa. I 1100- og 1200-tallet udvidedes den opdyrkede jord i Europa stærkt.

Håndværkere og handlende. Tegning fra 1300-tallet.
Håndværkere og handlende. Tegning fra 1300-tallet.

Ved rydning af skov (England) , inddæmning og dræning (Holland) og ved folkevandring og bosættelse - f. eks. tyskernes kolonisering af området øst for Elben og Weser. (15) Produktiviteten øgedes ved hjælp af nogle nye metoder, som vandt indpas i det europæiske landbrug. Hesten afløste oksen som trækdyr og fordoblede derved trækkraften, ploven forbedredes, seletøjet forbedredes og selve dyrkningen af jorden ændredes til trevangsskifte. (16) Selv om dette målt med kapitalismens målestok ikke var en revolutionering af produktivkræfterne, så var det alligevel den slags fremskridt, der betød, at der kunne produceres et overskud af produkter udover til det lokale marked.

 

Når feudalherrerne fik et overskud af produkter, som de ikke kunne forbruge selv, blev de straks tiltrukket af muligheden for at udveksle en del af overskuddet med andre produkter, som den enkelte feudale enhed ikke selv magtede at fremstille. Feudalherren spejdede naturligvis efter produkter, der kunne forøge hans feudale storhed - d.v.s. som kunne forøge hans nydelse, fornøjelse og luksus eller hans militære formåen. Når den enkelte feudalherre på denne måde blev klar over, hvad et produktoverskud kunne anvendes til - sattes der yderligere skub i den fremvoksende handel, og feudalherrerne forsøgte at forøge deres overskud i konkurrence med andre feudalherrer.

Dette førte i Europa til en vækst af byerne, baseret på håndværk og handel - til fremkomsten af købmændene som en selvstændig klasse og til øget udbytning af bønderne og udpining af jorden. (17) Således udsprang de kræfter, som senere gjorde det af med feudalismen, fra feudalsamfundets egne modsigelser. Bønderne vendte sig mod herremændene og gjorde oprør, mens købmændene og det øvrige borgerskab gav feudalherrerne nådestødet og høstede alle sejrens frugter.

De første byer, som feudalherrerne anlagde, var helt under deres kontrol. Håndværkerne i byerne var underlagt deres respektive feudalherrer, og købmænds adkomst til byerne var strengt kontrolleret. Men med den voksende handel voksede byerne og ændrede struktur og betydning. Den nye klasse af købmænd og de tilknyttede befolkningslag kunne ikke rummes indenfor middelalderbyens borgmure. Der anlagdes nye kvarterer omkring byerne, hvor disse folk bosatte sig. (18) Da handel behøvede en form for frihed, som ikke var forenelig med den strenge feudale kontrol med byerne, stræbte disse købmænd efter selvstændighed for byerne. Mange byer løsrev sig fra den direkte feudale kontrol og lovgivning. Ofte var det kongen som afkøbtes ’by-privilegiebrev’, idet kongemagten i mange tilfælde blev de nye ’borgeres’ og fristædernes forbundsfælle. Disse byer blev fristeder, hvor også rømmede livegne slog sig ned, og de fik en voksende politisk betydning for udviklingen i Europa under feudalismens opløsning og kapitalismens vækst.

Håndværkerne i byerne organiserede sig i laug i en hårdnakket stræben efter ikke at komme under købmandskapitalens kontrol. (19) Lauget var en sammenslutning af en bestemt kategori håndværkere i en organisation, der oprettede monopol på udøvelsen af netop dette ene håndværk i hver by, og som bestemte omfanget af den håndværksmæssige produktion, priserne på varerne, deres kvalitet m.m. Købmændene organiserede sig også i laug (inden for hver handelsgren) eller gilder, der monopoliserede handelen i byerne og samtidig blev politiske organisationer i købmændenes ledelse af fristæderne. Købmændene kæmpede bestandig for at få kontrol med håndværksproduktionen og stræbte derfor efter laugenes opløsning. Inden for laugene selv opstod der tendenser blandt mestrene til at tilegne sig kontrol med andre håndværkere og overgå til handel. (20) Købmændene søgte også udenom laugene for at få varer at handle med. Dels opmuntrede de til hjemmeindustri på landet, dels ansatte de håndværkere, der arbejdede illegalt (d.v.s. imod laugets regler) i byerne. Resultatet blev, at handelssammenslutningerne fik herredømmet over den håndværksmæssige produktion, såvel i byerne som på landet. Opløsningen af håndværket i Europa var en lang proces. Dets underlæggelse under købmandskapitalen begyndte i 1300- og 1400-tallet og blev endelig cementeret i manufakturperioden, som startede i midten af 1500-tallet. (21)

Handelskapitalen

Før vi går over til at se på handelskapitalens historiske udvikling, vil vi kort skitsere dens væsentligste træk og karakteregenskaber.

Til og med Hollands storhedstid som handelsnation, var det købmandskapitalen (= handelskapitalen), som var kapitalens dominerende form. Det var først med industrikapitalens dominans, vi fik kapitalismens endelige sejr over feudalismen på det økonomiske område.

Handelskapitalen som selvstændig eksistensform for kapitalen baserede sig ligesom udbytningen under feudalismen på politisk vold. Der var i perioden med fremherskende handelskapital (fra ca. 1200 til 1700) ikke tale om at bytte varer med ækvivalente ( = lige store) værdier. Oftest var det politisk/militære styrkeforhold mellem køber og sælger afgørende for varernes bytteforhold. Handelskapitalen havde sin rod i plyndring, og den kommercielle profit stammede i stor udstrækning fra tvang eller snyderi. (22) Dette træk ved handelskapitalen var i fuld overensstemmelse med dens udspring fra den feudale produktionsmåde.

Det var kendetegnende for handelskapitalen, at selve produktionen ikke var underlagt kapitalen. Det var i omsætningsprocessen, at produkterne blev til varer. ’Det er handelen, som her bevirker, at produkterne bliver varer; det er ikke den producerede vare, hvis bevægelse medfører handel’. (23) Handelskapitalen formidlede udveksling mellem samfund, der endnu ikke var egentlig vareproducerende. Derfor gjaldt heller ikke vareproduktionens love. Købmandskapitalens lov var at købe billigt og sælge dyrt, altså ikke udveksling af ækvivalenter. Dette kunne kun gøres på baggrund af politisk og militær magt - eller som sagt direkte ved snyderi.

Men selv om handelskapitalen således opførte sig særdeles ukapitalistisk var dens herredømme en nødvendig forudsætning for industrikapitalens opkomst. Samtidig med, at handelskapitalen udviklede sig trængte lovmæssighederne for vareøkonomien sig mere og mere på og kom til at få større indflydelse. De samfund, som oprindelig kun udvekslede samfundets overskud, blev nu af handelskapitalens herredømme drevet i retning af produktion med udveksling som endemålet. Produktionen fik retning fra brugsværdi til bytteværdi. Således var vareudvekslingen under Hollands handelsherredømme mere underlagt kapitalismens lovmæssigheder end under Venedigs.

Marx har beskrevet dette aspekt ved handelskapitalen:

”Udviklingen af handel og handelskapital giver alle vegne produktionen retning mod bytteværdi, forøger dens omfang, gør den mangeartet og kosmopolitisk og udvikler pengene til verdenspenge. Handelen virker derfor alle vegne mere eller mindre opløsende på de oprindelige ordninger af produktionen, som i alle deres forskellige former hovedsagelig har været indstillet på brugsværdi.” (23)

Men samtidig pointerer han, at tilstedeværelsen af handel og handelskapital ikke er den eneste betingelse, som er nødvendig, for at et samfund kan blive kapitalistisk:

"Men i hvor høj grad den (handelen) bevirker opløsning af den gamle produktionsmåde, afhænger i første række af dens fasthed og indre struktur, Og hvad denne opløsningsproces munder ud i, dvs. hvilken ny produktionsmåde der træder i stedet for den gamle, afhænger ikke af handelen, men af den gamle produktionsmådes egen karakter.” (23)

Vi skal således se, hvordan Venedig ikke blev kapitalistisk af at have handelsherredømme. Vi skal se hvordan det feudale Spanien og Portugal i virkeligheden blev mere feudale af at have handelsherredømme, og vi skal se, hvordan Holland med forbedrede betingelser i forhold til sine forgængere som handelsstormagt heller ikke blev det land, som kom til at tage skridtet fuldt ud ind i kapitalismen, men endte som spekulant. I næste artikel, som omhandler England, skal vi imidlertid se, hvordan handelskapitalen for første gang bliver underlagt industrikapitalen og dermed gør den kapitalistiske produktionsmåde dominerende.

Venetianske skibe henter krydderier, som er blevet transporteret ud til Middelhavskysten af arabiske købmænd.
Venetianske skibe henter krydderier, som er blevet transporteret ud til Middelhavskysten af arabiske købmænd.

 

Venedig

Nogle byer i feudaltidens Europa kom til at spille en særlig rolle i den periode, hvor købmandskapitalen blomstrede.

En sådan by var Venedig i Sydeuropa (ligesom Brügge i Nordeuropa - (24)). Venedig var ikke kun en selvstændig by, løsrevet fra feudalismen og behersket af købmandskapitalens totale herredømme (25) - den var i sin blomstringsperiode et imperium, der udøvede økonomisk, såvel som politisk og militær kontrol med hele Middelhavsområdet (fra ca. 1200-1500).

Ved hjælp af militær magt havde Venedig forjaget alle konkurrenter fra Middelhavet, og efter at Konstantinobel var blevet indtaget 1204, havde venetianerne faktisk monopol på handelen fra Sortehavet til Atlanterhavet.

Det var monopolet på handel med luksusvarer fra Orienten, som skabte Venedigs storhed og samlede uhyre rigdomme hos de venetianske købmænd. Det var dette monopol, som var baggrunden for, at Venedig kunne akkumulere kapital - dvs. koncentrere værdier i en for den tid uhyre omfang - samt udvikle en manufaktur med lønarbejde.

Venedig blev det første - i en række af mange - centre for international plyndring og handel. Venetianske købmænd havde nydt godt af korstogene, idet de udrustede riddernes plyndringstogter og til gengæld fik halvdelen af plyndringsgodset. Samtidig havde de, mens de ledsagede korsfarerne til det hellige land, knyttet kontakter til arabiske købmænd, som drev handel i området, hvor Europa, Asien og Afrika mødes.

Det var kontakten med arabiske købmænd og senere monopolet på handelen med dem, samt de væbnede overfald på det hensmuldrende byzantiske rige, som gav de italienske byer - med Venedig i spidsen - deres storhedstid. (26) Varerne var silke, krydderier, guld, tæpper o. lign., og kunderne var den katolske kirke, adel, konger og fyrster.

I Venedigs storhedstid nåede handelen et omfang, hvor der opstod regelmæssig handelsudveksling mellem Nord- og Sydeuropa gennem de sydtyske og franske messer (indtil 1300-tallet), og senere direkte fra de Nordeuropæiske havnebyer (bla. Brügge, Antwerpen) , da venetianske købmænd i 1300-tallet begyndte at sejle på Nordeuropa. (27)

Handelens udvidelse og især handelen mellem forskellige regioner betød en udvidelse af brugen af guldpenge som omsætningsmiddel, og efterspørgselen på guld voksede. Handelens udvidelse betød også, at ågerkapital blev underordnet handelskapitalen, og de første banker blev oprettet (28).

Varerne fra Orienten blev transporteret en lang og besværlig vej til Europa. Over bjerge, gennem ørkener, på kamel-, heste- og menneskeryg med fare for overfald af fjendtlige stammer, landevejsrøvere til lands og af pirater til vands. Lokale herskere krævede afgifter og told ved passage gennem deres områder. Alt dette medførte, at varerne fra Orienten blev meget kostbare, og de blev ikke billigere af, at araberne havde monopol på handelen og derfor selv i stor grad kunne sætte priserne. Dertil kom yderligere de monopolfordele, som de venetianske købmænd levede højt på. Så når endelig varerne nåede frem til køberne i det feudale Europa, var de næsten ubetalelige.

Hos adel og fyrster var der utilfredshed med priserne, men først og fremmest var der utilfredshed blandt købmænd og handelsfolk i andre lande med Venedigs monopol og store gevinster. De vidste, hvor varerne kom fra, men at bryde Venedigs monopol på handel via Middelhavet, som var venetiansk domæne, svært befæstet med borge på strategiske steder, kunne de ikke. Dog var Venedigs herredømme allerede i midten af 1400-tallet begyndt at blive truet af de fremtrængende osmanner, der 1453 indtog Konstantinopel. Det bevirkede, at den del af middelhavshandelen, som gik via Sortehavet blev flyttet til landevejen over Wien. Herved stimuleredes handel og håndværk i Sydtyskland og Østrig. For købmænd og handelsfolk uden for Venedig betød dette imidlertid ikke noget afgørende. Middelhavet for dem var et lukket område. Man måtte forsøge at nå til herlighedernes kilde ad en anden vej , en vej der ikke kunne kontrolleres af araberne eller Venedig - søvejen til Indien.

Portugal og Spanien

Portugiserne og spanierne var de første, der forsøgte at finde søvejen til Indien. De besad de tekniske forudsætninger, for at det kunne lykkes (29) , endvidere var Spanien og Portugal kongedømmer med en relativ stærk central magt (30), som kunne klare at financiere ekspeditioner, og endelig havde landene en gunstig beliggenhed lige ud til Sydatlanten, hvor passaten giver gunstig vind for såvel sejlads mod vest som mod syd (i Nordatlanten blæser en kraftig vestenvind). Spanierne og portugiserne sendte ekspeditioner ud i alle retninger i slutningen af 1400-tallet. Nogle sejlede mod nord, Colombus sejlede stik vest, Vasco da Gama tog sydpå langs Afrikas kyst. Endelig i 1498 lykkedes det, Det første europæiske skib - ført af Vasco da Gama - kastede anker i Calicut, Søvejen mellem Europa og Indien var fundet.

De rigdomme, som skibene fra det fjerne vendte hjem med, var enorme set med datidens øjne. Vasco da Gamas første rejse til Indien gav en fortjeneste på 6000 % til investorerne. Ikke kun steg gevinsterne enormt, mængden af varer fra de fjerne riger voksede også med hast. Venedig handlede i sin storhedstid ca. 500.000 pund peber om året. På et enkelt skib, der nu kom til Portugal, var der 200.000 pund peber i lasten.

Denne revolutionering af handelen betød, at handelsherredømmet forrykkedes fra Venedig til Spanien og Portugal. Det arabiske rige med sine blomstrende handelsbyer forfaldt og blev erobret af tyrkerne, Venedigs købmandskapital smuldrede, de kapitalistiske landvindinger gik tabt, (31) og de tidligere så magtfulde købmænd endte deres dage som pengeudlånere. (32)

Handelens omfang steg i denne periode. De europæiske fyrster, konger, præster og adelen var umættelige, og det var nu ikke kun den feudale overklasse som aftog varerne, men også det nye europæiske borgerskab, embedsmænd m.fl.

Colombus og hans soldater tager øen Hispaniola i besiddelse. Stik af de Bry.
Colombus og hans soldater tager øen Hispaniola i besiddelse. Stik af de Bry.

 

Colombus’ "opdagelse" af Amerika, der i første omgang blev betegnet som en fiasko, blev hurtigt vendt til succes, især da spanierne opdagede, at der var store mængder guld og sølv at hente, Europa hungrede efter guld og sølv på grund af den voksende handel. Guld- og sølvpenge var blevet byttemiddel, og de begrænsede mængder af disse to metaller i Europa hæmmede handelen - varecirkulationen (33). Flere konger og fyrster havde forbudt udførsel af guld og sølv fra deres områder for at hindre, at varecirkulationen blev hæmmet. Det var netop på dette tidspunkt, hvor ædelmetallerne var så nødvendige, for handelens udvidelse, at de spanske og portugisiske søfarere og kolonisatorer opdagede uhyre mængder af guld og sølv i Sydamerika.

De spanske koloniers vigtigste produktion var sølvet. Det for handelen så vigtige metal blev især fra Mexico og Peru transporteret i enorme mængder til Spanien, hvorfra det spredtes ud over Europa og slukkede den spirende kapitalismes tørst efter udvekslingsmidler. Fra 1500 til 1520 prægede Den Spanske Mønt 45.000 kg. sølv, fra 1545 til 1560 270.000 kg. sølv og fra 1580 til 1600 340.000 kg. (34)

Spanierne og portugiserne trængte frem i verden og blev ikke kun foregangsmænd indenfor geografiske opdagelser, deres grove plyndring, deres koloniseringsbestræbelser og deres begyndende handel med slaver blev dele af det blodige fundament, som kapitalismen rejste sig på (35).

Karakteristisk for det portugisiske og især det spanske handelsherredømme var, at det ikke baserede sig på en stærk, selvstændig købmandskapital (som i Venedigs og Hollands tilfælde), men i stedet på en stærk, centraliseret og frem for alt feudal kongemagt. Det lykkedes aldrig købmandskapitalen at frigøre sig fra den feudale kongemagts dominans.

Derfor var perioden med spansk og portugisisk handelsherredømme præget af voldelig erobring og plyndring i langt højere grad end af handel. I begyndelsen havde spanierne og portugiserne ikke meget at handle med. De arabiske købmænd, som portugiserne stødte på ved den afrikanske østkyst, var overhovedet ikke interesseret i at handle med dem, da de allerede havde en blomstrende handel med mangfoldige varer i Golf-området, Indien og Østafrika. Hvad portugiserne ikke kunne opnå med deres tarvelige varer, opnåede de imidlertid med deres kanoner. Mod dem kunne de arabiske købmænd intet stille op, og de måtte åbne det østafrikanske marked for portugiserne.

Gennem de mange feudalkrige i Europa - og det var et særkende for Europa i feudaltiden, at der næsten rådede permanent krigstilstand mellem forskellige feudale enheder - var krigskunsten blevet udviklet kraftigt. Den stod på et sådant stade, at intet land eller samfund (måske bortset fra osmannerne) uden for Europa kunne hamle op med en europæisk hær. Det punkt, hvor spanierne og portugiserne var de samfund, som de stod overfor i Afrika, Amerika og Asien, overlegne, var anvendelsen af krudtet og jernet i krigsførelse. Det var det portugisiske artilleri, som skabte portugisernes dominans i det indiske ocean (36) , og det var spaniernes brynjer og sværd, som blev brugt til at knuse indianerrigerne i Amerika.

Efterspørgselen efter varer til handel med Afrika, Indien og efterhånden også Amerika steg imidlertid kraftigt og satte skud i fremstillingsvirksomhed i Europa. Men det var ikke Spanien og Portugal selv, som oplevede denne udvikling. Det var først og fremmest Holland, England, Frankrig og Tyskland, hvor manufakturen var i fremvækst. (37)

Da Spanien og Portugal havde begyndt deres plyndrings-erobrings- og koloniseringstogter i begyndelsen af 1500-tallet, var landene udpræget feudale og udmærkede sig egentlig kun ved at have en stærk central magt. Opdagelserne og erobringerne blev drevet frem af feudal trang til skatte og nydelsesmidler og lette fortjenester i højere grad end egentlig trang til at opnå gevinster gennem handel. De umådelige rigdomme, som tilflød Spanien og Portugal i form af sølv, guld og andet rov hæmmede enhver udvikling i retning af hjemlig udvikling af kapitalisme. De største fortjenester kunne opnås ved at udruste ekspeditioner, som sejlede ud og bragte plyndrede værdier tilbage. Spanske og portugisiske købmænd bar derfor feudalismens stempel i højere grad end kapitalismens.

 "Schweizerchronik".
Tysk bondehær på march. Fra Johan Stumpf: "Schweizerchronik".

 

Ved at købe varer fremstillet ved manufaktur fra bla. Holland og England stimulerede de disse landes vareproduktion, mens Spanien og Portugal selv blev hængende i feudalisme. Rigdommene fra kolonierne blev ikke brugt til at udvikle landene selv med, men gled videre til de mere driftige nordeuropæiske lande. (38) En del rigdomme forblev dog i Spanien og Portugal til fyrsters, kongers og kirkens overdådige luksusforbrug. Det er ingen tilfældighed, at kirkerne og paladserne i Spanien og Portugal er særlig prangende. Den spanske krone førte utallige krige, antallet af adelsfolk, riddere og unyttige embedsmænd og præster steg lige så hurtigt som antallet af tiggere. Import af forbrugs- og fødevarer steg, de offentlige udgifter ved kolonivældet steg, mens handelsmonopolet efterhånden blev gennemhullet. Spanien og Portugal forfaldt (39) og handelsherredømmet blev overtaget af "den kapitalistiske mønsterstat" Holland.

Dette økonomiske vendepunkt var samtidig et afgørende politisk vendepunkt i Europas historie, og det bør ses i sammenhæng med de kraftige politiske og religiøse kræfter, som på dette tidspunkt brød hul i den feudale mur og lagde grundlaget for kapitalismens vækst.

Som tidligere nævnt var katolicismen feudalismens ideologi og gennemsyrede feudalismen i den grad, at alle politiske og økonomiske fænomener fremstod i religiøs form. Således fremstod også de antifeudale kræfter i religiøs forklædning i form af den protestantiske bevægelse. Reformationen i Tyskland var det europæiske borgerskabs første store aktion mod feudalismen. Byernes borgere og "plebejerne", lavadelen og bønderne på landet blev grebet af Luthers opfordring til oprør mod kirken. Først gjorde lavadelen oprør (1523) , dernæst bønderne (1525); men begge oprør blev knust, fordi byens borgere ikke kunne beslutte sig til at gå i aktion og lod deres allierede i stikken. Feudal-fyrsterne sejrede, og tilbage af oprøret blev blot en ny trosretning. Anderledes succes fik Calvins lære (Calvin levede 1509-64) som borgerskabets ideologi i kamp mod feudalismen. Calvins lære var republikansk og fængede især i Schweiz, Skotland og Holland og kom ligeledes til at spille en væsentlig rolle i den engelske revolution (1649) . De calvinske dogmer passede fint for borgerskabet. Handel og sparsommelighed blév dyder, kirkens statslige rolle blev indskrænket, så retsvæsen og politik blev løsrevet fra religionen, videnskaben fik nye udfoldelsesmuligheder osv. (40)

I Holland, hvor calvinismen fængede i det voksende handelsborgerskab, fik den antifeudale kamp tilmed en national form, idet de nederlandske provinser krævede løsrivelse fra Spanien. Spanien sendte inkvisitionen og soldater til Nederlandene for at gøre kål på kætteriet. De nordlige provinser erklærede sig 1581 som en selvstændig republik - De forenede Nederlande. I 1585 besatte Spanien en del af republikken og belejrede og massakrerede hele byer. Men hollænderne modstod spaniernes terror, (i nogle tilfælde åbnede de digerne hvorved de spanske soldater druknede). England sendte 6000 soldater til Nederlandene, hvilket fik paven til at lyse den engelske kætterdronning (Elisabeth 1.) i band 1588, og Spanien sendte flåden nordpå. Den spanske armada talte 130 skibe med 30.000 mand ombord. Som bekendt led den et forsmædeligt nederlag overfor 200 engelske fartøjer. Det slag betegner begyndelsen på afslutningen af det spanske herredømme på verdenshavene.

Torturscene fra inkvisitionstiden
Torturscene fra inkvisitionstiden. Inkvisitoren og repræsentanter for den stedlige biskop forhører en misdæder, mens notarius fører protokol. Inkvisitionen var den katolske kirkes institution til opsporing og udryddelse af kætterske modstandere. Tortur var en almindelig del af et forhør. Forseelserne kunne række fra salg af forbudte bøger og protestantisme til homoseksualitet. Straffen var ofte døden på bålet. Træsnit fra midten af 1500-tallet.

 

Da Spanien indviklede sig i trediveårskrigen i Tyskland, mistede det definitivt sit herredømme på verdenshavene til Holland. I 1648, da Spanien måtte give op i Tyskland over for Frankrig og Holland, havde Holland en handelsflåde, der var større end Englands og Frankrigs tilsammen. Holland havde erstattet Spanien som stærkeste handelsmagt i verden, og feudalismen havde fået et kraftigt skud for boven. Før vi går over til beskrivelser af det hollandske handelsherredømme (fra ca. 1600 til 1700) , vil vi beskrive et fænomen, som portugiserne og spanierne introducerede, og som hollænderne og især englænderne senere fuldstændiggjorde og endelig ophævede: slavehandelen.

Slavehandelens begyndelse

Da spanierne og portugiserne havde besejret de oprindelige samfund i Mellem- og Sydamerika (41) og havde plyndret, alt hvad der var umiddelbart tilgængeligt af ædle metaller, måtte de gå til kilderne for fortsat at kunne få slukket deres tørst. Indianerne blev taget som slavearbejdere i minerne og i landbruget, der forsynede minernes arbejdere og kolonisatorerne med fødevarer. Men indianerne var på ingen måder villige til at lade sig underkue som slaver (42), og de, som det lykkedes spanierne at sende ned i minerne kunne ikke klare slavearbejdets umenneskelige rædsler og europæernes sygdomme, og et stort tal døde.

Spaniernes voldelige fremfærd havde nedbrudt de oprindelige samfund i Amerika. Sammenbruddet af disse samfund betød svære tab for befolkningen - ikke blot i slagene mod europæerne, men også som konsekvens af selve sammenbruddet. F. eks. havde de stærke, centraliserede riger (Inkaerne og Aztekerne) sørget for organiseringen af kunstvanding, produktion og fordeling. Ved deres sammenbrud gik denne organisering i stykker, og hungersnød blev følgen. Desuden bragte europæerne epidemiske sygdomme, f. eks. kopper, med sig, som angreb hundredetusinder af indianere. Resultatet af spaniernes fremfærd var simpelthen, at befolkningen blev bragt på udryddelsens rand (43).

Illustration fra en tysk udgave af "Ødelæggelsen af indianerne"(1599) skrevet af den spanske dominikanermunk Las Casas, som var modstander af den brutale behandling af indianerne i Sydamerika.
Illustration fra en tysk udgave af "Ødelæggelsen af indianerne"(1599) skrevet af den spanske dominikanermunk Las Casas, som var modstander af den brutale behandling af indianerne i Sydamerika.

 

I begyndelsen af 1500-tallet tog slavejagten og -handelen fart fra Afrikas kyster på grund af behovet for arbejdskraft til minerne i Peru og Mexico. Det var portugiserne, som begyndte den grusomme mennesketransport. Den første last slaver var kommet til Europa i 1441 som et resultat af rejser langs Vestafrikas kyst i bestræbelserne på at finde søvejen til Indien.

Da den atlantiske slavehandel begyndte på Vestafrikas kyst, foretog europæerne først direkte angreb på de afrikanske samfund, der levede nær kysterne. Afrikanerne, som levede i kystegnene begyndte naturligvis hurtigt at holde udkig efter de fremmede skibe og forsvare sig. Så portugiserne fandt efterhånden ud af, at denne måde at jage slaver på var både usikker og besværlig. I stedet for denne direkte vold gik de nu over til at tilbyde europæiske varer til lokale slavehandlere for at få slaver bragt til udskibningshavnene. (Derved kom også anden handel igang med bla. elfenben og guld).

Andre europæiske nationer fulgte snart i spaniernes og portugisernes kølvand - England, Frankrig, Holland og ikke at forglemme Danmark begyndte snart at drive handel på samme måde. Der blev anlagt handelsstationer langs den vestafrikanske kyst fra Senegal i nord til det sydlige Angola af de forskellige europæiske handelsnationer, som ville have del i de store indtægter fra slavehandelen. (44)

Efterhånden blev det nødvendigt at trænge længere og længere ind i Afrika for at opfylde det stadigt stigende behov for slaver. Det var aldrig europæerne selv, der trængte ind i landet for at tage fanger. Europæerne allierede sig med f. eks. en bestemt stamme og satte de forskellige stammer op mod hinanden og endte ofte med at kunne købe slaver både fra den ene og den anden stamme i bytte for tøj og især skydevåben. Derved blev de afrikanske stammemodsigelser gjort til tribalisme - et fænomen, som senere koloniherrerne benyttede sig af, og som den dag i dag er et problem i Afrika.

Slavejagten ødelagde de afrikanske samfund. Der hvor stammer før havde levet fredeligt sammen, krigedes de nu på liv og død. De afrikanske samfund blev berøvet deres arbejdskraft i bytte for europæiske industrivarer, som slog bunden ud af deres håndværk. Slavehandelen nedbrød det gamle samfund og forgiftede den fred, der herskede mellem stammerne og samfundene. De store riger brød sammen, handelsbyerne forfaldt, store befolkningsgrupper måtte flygte bort fra slavejægerne der trængte dybere og dybere ind i kontinentet.

I menneskeliv kostede det dyrt for Afrika at skulle levere arbejdskraft og profit til den gryende europæiske kapitalisme. I alt nåede vel omkring 15 millioner afrikanere i hele slavehandelsperioden at blive fragtet levende over Atlanten, dertil kommer de ca. 10 millioner, som døde under rejsen og de måske op til 100 millioner, som mistede livet under slavejagten, ved stammefejder og af sygdomme og sult. I perioden fra 1450 til 1870 voksede befolkningen i Afrika ikke.

I 1500- og 1600-tallet gik hovedparten af slaverne til portugisiske og spanske miner i Sydamerika, især Brasiliens sølvminer. Men allerede i midten af 1600-tallet fik europæerne øjnene op for de muligheder, som lå i plantagedrift af specielle eksotiske afgrøder, som ikke kunne dyrkes i Europa.

Sukkerplantage på Antillerne. Den oksetrukne mølle (1) kværner sukkerrørene. Indkogningen sker i kedler (2), hvorefter sukkermassen kommes iforme (3). Den sukkersaft som er blevet sur, brygges til edike (4). I forgrunden ses slavehytter (5), mens plantage
Sukkerplantage på Antillerne. Den oksetrukne mølle (1) kværner sukkerrørene. Indkogningen sker i kedler (2), hvorefter sukkermassen kommes iforme (3). Den sukkersaft som er blevet sur, brygges til edike (4). I forgrunden ses slavehytter (5), mens plantage

 

Det startede med dyrkning af sukkerrør, som blev indført til Amerika 1641. Det var engelske kolonister på Barbados, som begyndte at dyrke sukkerrør i midten af 1600-tallet. Hidtil havde England kun haft honning og dyrt indkøbt sukker fra Spanien som sødemiddel. Sukkeret var så kostbart, at det solgtes i gram. I 1643 var der på den lille frugtbare ø næsten titusinde småbrug, som ejedes af engelske kolonister. Der var da kun ca. 5000 afrikanske slaver. I 1664 var de fleste landbrug opsuget i otte hundrede sukkerplantager. Halvdelen af europæerne var emigreret, og der var nu 40.000 slaver. (45) Snart var de Caribiske Øer forvandlet til sukkerrørsplantager, som havde store mængder af afrikanske slaver som arbejdskraft. Det varede ikke længe før slaverne var langt talrigere end de europæiske kolonister på disse øer. Ved slavehandelens kulmination i slutningen af 1700-tallet var forholdet mellem kolonister og slaver i Britisk Vestindien 1:10, i Fransk Vestindien 1:14 og i Hollandsk Vestindien 1:24.

Snart fulgte tobak, kaffe og kakao efter som plantageafgrøder, der kunne produceres i den nys erobrede verden med afrikanske slaver som arbejdskraft. (Bomulden kommer til senere, men hører specielt til under behandlingen af Nordamerikas udvikling og ikke i dette afsnit om slavehandelens begyndelse.) Disse nye varer, der alle var føde- eller nydelsesvarer, som ikke krævede større forarbejdning, blev det sidste led i den givtige trekantshandel, som startede i 1700-tallet mellem Europa-Afrika og Amerika. Skibene fra Europa havde manufakturvarer som tøj, våben, ammunition, sprit m.m. med på rejsen til Afrika, hvor de byttedes mod slaver, som fragtedes til Amerika og solgtes til plantageejere, som igen leverede sukker, tobak, kaffe, indigo, bomuld m.v., der blev sejlet tilbage til Europa og solgt med enorme profitter. (Beskrivelsen af slavehandelens og trekantshandelens betydning for Englands kapitalistiske udvikling vil blive behandlet senere).

Hollandsk handelsherredømme i 1600-tallet

Mens portugisiske og spanske købmænd mæskede sig i røvet guld, slavehandel og kolonigevinster, gled handelsherredømmet bort fra dem og blev overtaget af hollandsk købmandskapital, der herefter var dominerende i hele 1600-tallet.

Hvad skyldtes denne dominans? Hvad var Hollands fortrin frem for Spanien og Portugal? Hvad nyt bibragte den hollandske kapitalisme opbygningen af kapitalismen generelt? Og hvorfor blev Hollands handelsherredømme igen brudt og overtaget af England?

I modsætning til det spanske riges magt byggede den hollandske magt ikke på et stærkt feudalt kongerige. Det hollandske handelsimperium voksede op på grundlag af en relativt højtudviklet manufaktur og en placering som internationalt handelscenter, samt fravær af for snærende feudale bånd. Dertil må lægges de nederlandske alliancer med stormagter - alt efter hvad der var mest fordelagtigt på et bestemt tidspunkt.

Som allerede nævnt var spanierne og portugiserne ikke først og fremmest købmænd, men feudale erobrere, og var hurtigt blevet afhængige af manufakturvarer, produceret bla. i Holland. Til gengæld havde hollænderne gamle traditioner som handelsfolk og manufakturproducenter, så det var ikke så mærkeligt, at det ikke var nogen spansk eller portugisisk by, som blev centret for handel i 1500-tallet, men i stedet frihandelsstaden Antwerpen. De flamske byer var tidligt udviklede, og Brügge havde været Nordeuropas handelscentrum i 1300-tallet. Den mistede imidlertid sin position p.g.a. by- og handelsoligarkiets indskrænkethed og middelalderlige organisering (46), klassekampene mellem håndværkere og købmænd (47), den flamske tekstilindustris tilbagegang og endvidere en naturkatastrofe i 1404-05 (48) .

Antwerpen var en frihandelsby fuldstændig uden de restriktive købmændsorganisationer, som Brügge havde haft (49). Handels- og finansfilialerne flyttedes ved Brügges forfald hertil, og Antwerpen blev 1500-tallets handelscentrum - stærkt præget af et tæt tilhørsforhold til Spanien (50).

 "Oriental Voy
Hollandske skibe driver handel ved Guineas kyst. (A) skib (B) afrikanske købmænd (C) de hollandske varer (bl.a. klæde) bringes i land, (D) hus, hvor købmændene skal betale skat til høvdingen, (E) en kano, som slæbes på land. Stik fra de Bry: "Oriental Voy

 

Men en selvstændig hollandsk købmandskapital havde efterhånden udviklet sig, og med Hollands fremkomst som dominerende handelsnation gled også centret for international handel fra Antwerpen til Amsterdam. Perioden med Holland som førende handelsnation bragte nye momenter og fremskridt ind i opbygningen af de nødvendige forudsætninger for den kapitalistiske produktionsmådes virkelige dominans i Europa og hele verden.

Manufakturen var allerede tidligt udviklet i Holland og havde nydt godt af udviklingen, som fulgte efter de spanske og portugisiske opdagelsesrejser og koloniseringstogter. Det var især tekstilmanufakturen, som havde rige traditioner i Flandern, der nu i 1600-tallet igen blomstrede op, baseret på import af spansk uld (især i begyndelsen) og engelsk ufærdigt klæde. Det var den, som især var grundlaget for Hollands stilling som fremtrædende industrination, men der var f. eks. også en højtudviklet papirmanufaktur og skibsværfter, som krævede en for den tid uhyre høj kapitalkoncentration.

Men Holland var først og fremmest en handelsnation, og manufakturen var underlagt købmændene. Det var stadig kapitalen i skikkelse af handelskapital, som i Hollands stormagtsdage havde herredømmet. Til forskel for portugiserne og spanierne var hollænderne købmænd, der ville berige sig gennem handel. Mens portugiserne og spanierne ved deres åbning af verdenshavene, deres rov af de nye landområder og deres blodige koloniseringsfremstød lagde grunden til udviklingen af et verdensmarked, som de ikke selv formåede at udnytte, - så var det hollænderne der, som ledende handelsmagt fuldendte portugisernes og spaniernes værk og begyndte opbyggelsen af verdensmarkedet og et kolonisystem. Selv om spaniernes og portugisernes handelsherredømme i 1500-tallet således ikke svarede til en selvstændig udvikling af handelskapitalen til et højere stade, var det en nødvendig forudsætning for at hollænderne i 1600-tallet kunne udvikle handelskapitalen videre fra det stade, som Venedig i slutningen af 1400-tallet havde udviklet den til.

De hollændske købmænd havde ligesom købmændene i de andre betydningsfulde handelsnationer dannet handelskompagnier i slutningen af 1500-tallet og især i 1600-tallet til at organisere deres fremstød hovedsagelig i Amerika (Vestindien) og Asien (Østindien) - de såkaldte Vestindiske og Ostindiske handelskompagnier. I 1600-tallet kom det Hollandsk Ostindiske Kompagni som et af de første og mest profitable handelsselskaber til at spille en fremtrædende rolle i oprettelsen af kolonisystemet. Det Hollandsk Ostindiske Kompagni blev oprettet i 1602 som en sammenslutning af købmandsgrupper fra seks forskellige byer i Holland. Bestyrelsen var statskontrolleret, og begyndelseskapitalen blev opdrevet ved salg af andele. I 1652 omorganiseredes selskabet til et regulært aktieselskab. Det Hollandsk Ostindiske Kompagni satte sig i besiddelse af vigtige øer i Østasien - Molukkerne (erobret fra portugiserne), Java, Sumatra, m.fl. samt Ceylon og Kapstaden, der lå strategisk på sejlruten fra Europa til Det østlige Asien. Det var først og fremmest handelen med peber (fra Molukkerne), der gav selskabet de store gevinster. Senere kom andre vigtige varer til. Det Hollandsk Ostindiske Kompagni blev kendt for to ting - dels dets skruppelløse og brutale fremfærd overalt - og dels dets enorme gevinster. I dets første år afkastede det 35% til andelsholderne per år, de næste fem år (1609-14) gav det 28%. Ved slutningen af 1600-tallet var dets oprindelige kapital tidoblet, trods årlige afkastninger på over 20% (51).

Den danske fæstning Christiansborg på Guldkysten blev bygget i 1661. Med den som udgangspunkt drev danske købmænd i slutningen af 1600-tallet og i begyndelsen af 1700-tallet en livlig handel med slaver, som de sejlede over Atlanten til de danske kolonier
Den danske fæstning Christiansborg på Guldkysten blev bygget i 1661. Med den som udgangspunkt drev danske købmænd i slutningen af 1600-tallet og i begyndelsen af 1700-tallet en livlig handel med slaver, som de sejlede over Atlanten til de danske kolonier

 

Handelskapitalens voldsomme og brutale fremfærd var helt i tråd med dens generelt røveriske karakter (52). Efter en periode med krige og stridigheder, hvor især portugiserne og spanierne måtte opgive handelsposter og -områder til hollænderne, englænderne og franskmændene, var verden uden for Europa tydeligt på vej til at blive delt op i handels- og udbytningsområder. Opdelingen var ikke fuldstændig og endnu ikke territorial, som i det fuldt udviklede kolonisystem. Men de europæiske handelsnationer havde, hvor det var muligt for dem, slået sig ned i kystområder og på strategiske steder, hvor de havde oprettet handelskolonier. Formålet med handelskolonierne var at monopolisere handelsvejene til det fremmede samfund, hvor de eftertragtede varer kunne fremskaffes. Ved hjælp af militær (sømilitær) magt beskyttede handelsnationen disse handelsveje, og den oprettede et militært system bestående af befæstede havne, krigsskibe og aftaler med lokale herskere i og omkring selve kolonien - med det formål at holde konkurrerende landes købmænd ude fra området.

Handelskolonien var typisk for Afrika og Asien på dette tidspunkt, mens koloniformen i Amerika var anderledes. De amerikanske kolonier var næsten fra starten af "settler"-kolonier, hvor europæerne bosatte sig i det erobrede område. Men der var allerede i begyndelsen stor forskel på de spanske "settler"-kolonier i Syd- og Mellemamerika og de engelske og franske settler-kolonier i Nordamerika. De spanske erobrere bosatte sig, efter at de havde røvet det umiddelbart tilgængelige guld, fordi de selv måtte sætte minedrift i gang for at få mere guld. En lignende bosætning fandt sted på de Vestindiske øer, hvor der blev produceret først og fremmest sukker, som kunne sælges i Europa med store fortjenester. Arbejdskraften var udelukkende slaver.

I handelskapitalens periode var både den rene handelskoloni- og denne "settler"-slave-kolonitype givtige forretninger for købmændene. Den anden type "settler"-koloni, som forekom bl.a. i Nordamerika, hvor det var europæiske bønder og håndværkere, som bosatte sig, brød handelskapitalen sig ikke synderligt om, da der ikke var så store muligheder for gevinst ved handel med dem. Kampen om oprettelse af kolonier af den ene eller den anden type skabte naturligvis grobund for yderligere stridigheder både i og uden for Europa. Denne periode er derfor kendetegnet som handelskrigenes periode. (53)

Marx har sammenfattet betydningen af kolonisystemet og Hollands stilling i 1600-tallet på følgende måde:

"Kolonisystemet fremskyndede kunstigt modningen af handel og skibsfart. ’Selskabernes Monopolia’ (Luther) var uhyre løftestænger for kapitalkoncentrationen. Kolonierne sikrede de fremvoksende manufakturer afsætningsmarked og en akkumulation, der forstærkedes gennem markedsmonopolet. De skatte, der uden for Europa var blevet gjort til bytte ved at plyndre, gøre mennesker til slaver og gennem rovmord, flød nu tilbage til moderlandet og forvandlede sig her til kapital. Holland, der var det første land, der fuldt udviklede kolonisystemet, stod allerede i 1648 i brændpunktet af sin bane som handelsstormagt. Holland havde "næsten monopol på den ostindiske handel og forbindelsen mellem Sydvesteuropa og Nordøsteuropa. Hollands fiskeri, skibsvæsen, manufakturer overgik ethvert andet lands. Republikkens kapitaler var måske større end det øvrige Europas tilsammen." (54)" (55)

Endnu et fænomen blev mere udviklet under det hollandske handelsherredømme, som havde betydning for kapitalismens udvikling - det offentlige kreditvæsen, statsgælden.(56) Med statens stigende betydning som krigsførende magt, der skulle sikre nationens handel, øgedes dens udgifter til hær og flåde - våben, skibe, uniformer o.s.v. Disse udgifter blev i stor udstrækning dækket ind ved indenlandske og udenlandske lån. Og statsgælden førte det moderne skattesystem med sig, idet staten søgte at dække sine lån ved hjælp af skatter. Dette betød en forarmelse af især bønder og andre småproducenter, som blev fordrevet fra jord og værksted og optaget i arbejdernes forsultede masse. Endvidere så perioden med hollandsk handelsherredømme også en vældig udvikling af bankvæsenet, med symbolet på den hollandske handelsrigdom - den vældige Amsterdam Bank - på toppen af kransekagen. (57)

Kort over europæiske landes kolonibesiddelser omkring 1650

Klik for kort i stor størrelse

 

Med sin udviklede manufaktur, kolonisystemet, statsgælden og det moderne skattesystem gav Holland den kapitalistiske produktionsmåde nogle flere af dens nødvendige forudsætninger men det blev dog alligevel ikke Holland, der skulle tage skridtet helt ind i kapitalismen med industrikapitalens herredømme. Holland vedblev i 1600-tallet med at være en handelsnation, hvor handelskapitalen var dominerende over produktionen. Kolonisystemets funktion var at opretholde Hollands handelsherredømme (og derigennem også industrielt overherredømme), mens statsgælden og skattetrykket bidrog til kolonisystemets opretholdelse. Holland havde imidlertid ikke de nødvendige betingelser for at kunne opretholde sin kapitalistiske førestilling. Den hollandske arbejdsstyrke var blevet frygtelig nedslidt i manufakturen, som hele tiden skulle leve op til købmændenes råb om flere og billigere varer. (58) Et egentligt industrielt borgerskab havde ikke udviklet sig. Produktionen, handelen og politikken var domineret af det stærke købmandsoligarki. Der var aldrig blevet udviklet en stærk centralmagt, idet købmændene altid havde kæmpet for at bevare handelsbyernes selvstændighed. Og denne decentraliserede (og derfor relativt svage) statsform med hovedvægten lagt på selvstændige handelsbyer var på mange måder den statsform, der svarede til købmandskapitalens herredømme; men for industrikapitalens - den virkelige kapitalismes - udvikling var den en hæmsko.

Handelsherredømme i sig selv var ikke nok for at udvikle kapitalismen, og selv om Holland nåede et vist stade i industriel udvikling i form af en blomstrende manufaktur, forfaldt den hollandske kapitalisme i slutningen af sin glansperiode til en ren spekulationsforretning, der i stedet for at investere i udvidet manufaktur, investerede penge i engelske papier. (59)

Marx har glimrende sammenfattet udviklingen frem til dette tidspunkt: "Der er ingen tvivl om - og netop dette faktum har fremkaldt helt urigtige opfattelser -, at de store revolutioner i det 16. og det 17. århundrede, som med de geografiske opdagelser foregik indenfor handelen, og som satte fart i købmandskapitalens udvikling, udgjorde et hovedmoment til fremme af overgangen fra den feudale produktionsmåde til den kapitalistiske. Den pludselige udvidelse af verdensmarkedet, det langt større udvalg af varer i omsætningen, kappestriden mellem de europæiske nationer om at bemægtige sig Asiens produkter og Amerikas skatte, kolonisystemet, bidrog væsentligt til at sprænge de feudale skranker for produktionen. Imidlertid udviklede den moderne produktionsmåde sig i sin første periode, manufakturperioden, kun der, hvor betingelserne for det var opstået under middelalderen. Man kan sammenligne f.eks. Holland med Portugal. Og når i det 16. og til dels endnu i det 17. århundrede den pludselige udvidelse af handelen og skabelsen af et nyt verdensmarked øvede en overvejende indflydelse. på den gamle produktionsmådes undergang og den kapitalistiske produktionsmådes opsving, skete dette omvendt på basis af den allerede forhåndenværende kapitalistiske produktionsmåde. Verdensmarkedet danner selv en basis for denne produktionsmåde. På den anden side ligger det som en nødvendighed i denne produktionsmåde, at den skal producere i stadig større format, og denne nødvendighed tenderer uophørligt til udvidelse af verdensmarkedet, således at det ikke her er handelen, der revolutionerer industrien, men industrien, der uophørligt revolutionerer handelen. Handelens herredømme er nu også afhængigt af, om betingelserne for den store industri er mere eller mindre fremherskende. Man kan f.eks. sammenligne England og Holland. Historien om Hollands undergang som herskende handelsnation er historien om handelskapitalens underordning under den industrielle kapital." (60)

Resume

Dette afsnit har hovedsagelig drejet sig om handelskapitalens rolle i skabelsen af forudsætningerne for den kapitalistiske produktionsmåde. Vi har set, hvordan handelen opstod som en særegen arbejdsdeling, og hvordan den på grund af feudalismens iboende modsigelser voksede kraftigt fra omkring 1400-tallet i Europa.

Handelskapitalen blomstrede i byer, som var uafhængige af feudalismens greb og den voksede i begyndelsen ved at forsyne den feudale overklasse med varer fra Orienten. Senere med handelens stigende omfang udbredtes den til fjernere og fjernere områder, og købernes rækker i Europa udvidedes til også at omfatte de nye mellemlag, inklusive handelsborgerskabet selv.

Først var Venedig handelscentrum, men gik tilbage, da Spanien og Portugal fandt nye veje til Asien og åbnede op for plyndrings- og handelsveje over Atlanten. Holland blev næste handelscentrum og udviklede handelen på verdenshavene i stor målestok. Uhyre formuer blev samlet af hollandske købmænd.

Handelskapitalens værk var at begynde sammenknytningen af en verden, som hidtil havde bestået af isolerede områder, og samtidig at lægge grunden til denne verdens senere opdeling i en udbyttet og en udbyttende del. Det gjorde den i form af kolonisystemet, som i handelskapitalens periode blev grundlagt og fandt sin udformning i handelskolonien og "settler"-slave-kolonien.

Ødelæggelsen af de afrikanske samfund begyndte i denne periode. Underlæggelsen og den tilnærmelsesvise udslettelse af de amerikanske samfund blev næsten fuldbyrdet i løbet af ganske få år. I Asien var handelskapitalens fremfærd også voldelig; men i mange tilfælde blev europæiske købmænd der stillet over for samfund, som selv havde en udviklet militær magt, handel og manufaktur.

I Europa betød handelskapitalen, at store rigdomme samledes hos få købmænd, der vandt frem som en stærk klasse. Modsigelsen mellem denne nye borgerklasse og feudaladelen førte til revolutionære kampe, som i begyndelsen antog religiøs form. Den protestantiske bevægelse i Europa udgjorde borgerskabets første aktion mod feudalismen og var med til at forbedre kapitalismens vækstbetingelser.

Handelskapitalen kunne købe billigt og sælge dyrt, sålænge vareøkonomien var ringe udbredt, og produktionen rettet mod brugsværdier. Men med den stærke udvidelse af handelen trængte vareøkonomiens lovmæssigheder sig på, og produktionen fik retning af bytteværdi. Dette indskrænkede handelskapitalens virkefelt. Ved at koncentrere kapital, i form af penge, udgjorde handelskapitalen en af forudsætningerne for kapitalismens fremvækst i Europa. Samtidig var den selv med til at tilvejebringe den anden vigtige forudsætning - det besiddelsesløse proletariat - gennem sin opløsende virkning på feudalsystemet.

Den sidste proces er ikke beskrevet her, selv om den foregik i denne periode. Men i næste artikel, som omhandler udviklingen i England, vil den blive behandlet. Det var først med Englands overtagelse af handelsherredømmet efter Holland, at alle forudsætningerne for kapitalismen var til stede, og hvor kapitalismen endelig slog igennem.

Udviklingen af kapitalismen var således en proces, som skulle gennem en række faser, før den endegyldigt kunne slå igennem. Venedigs, Spaniens/Portugals og Hollands handelsherredømme var bidrag til dannelsen af de nødvendige forudsætninger for kapitalismens gennembrud i England. De var nødvendige led i kæden, som førte udviklingen fra feudalisme til kapitalisme.

[Anden del af artikelserien "Verdens deling i to" fortsætter med afsnittet "Kapitalismens gennembrud i England" i Manifest nr. 7.]

Indianere hælder smeltet guld i, halsen på fangne spaniere. De spanske soldaters guldtørst vakte indianernes foragt, og når det lykkedes dem at fange nogle af de forhadte europæere, var det dem en speciel fornøjelse at tage hævn for spaniernes grusomheder
Indianere hælder smeltet guld i, halsen på fangne spaniere. De spanske soldaters guldtørst vakte indianernes foragt, og når det lykkedes dem at fange nogle af de forhadte europæere, var det dem en speciel fornøjelse at tage hævn for spaniernes grusomheder

 

Noter

(1) "I de samfund, hvor den kapitalistiske produktionsmåde hersker, viser rigdommen sig som ’uhyre vareophobning’, og den enkelte vare som dens elementarform". (Marx: "Kapitalen", 1. Bog 1, Kap 1. s. 128)

(2) Oversat fra "Manifesto of the Communist Party", Engelsk udgave fra 1888.

(3) "Med vareproduktionen som basis kan produktionen i stor målestok kun vokse i kapitalistisk form. En vis akkumulation af kapital hos individuelle vareproducenter udgør derfor forudsætningen for den specifikt kapitalistiske produktionsmåde. Vi måtte derfor forudsætte den ved overgangen fra håndværket til den kapitalistiske virksomhed. Den kan kaldes den oprindelige akkumulation, fordi den i stedet for at være det historiske resultat, er det historiske grundlag for den specifikt kapitalistiske produktion" (Marx:"Kapitalen", 1. Bog 4, Kap. 23, side 880)

I kapitel 24: "Den såkaldte oprindelige akkumulation" uddyber Marx, hvad ’den oprindelige akkumulation’ indeholder. Han beskriver den som den proces, hvorved grundbetingelserne for den kapitalistiske produktion dannes, dvs. dannelsen af frie - ejendomsløse og fra produktionsmidlerne frigjorte - arbejdere på den ene pol og ejere af penge, produktionsmidler og eksistensmidler, hvis eneste mål er at øge værdien af den værdisum, de ejer - kort sagt kapitalister på den anden pol. "Den såkaldte oprindelige akkumulation er således intet andet end den historiske proces, der adskiller producent og produktionsmidler. Den fremtræder som ’oprindelig’, fordi den udgør kapitalens forhistorie og forhistorien til den produktionsmåde, der svarer til kapitalen." (Marx: "Kapitalen", 1. Bog 4, Kap. 24 side 1000)

(4) Mao: "The Chinese Revolution and the Chinese Conununist Party" (1939).

(5) Marx: "The British Rule in India" (1853), og "Kapitalen", 1. Bog 2, Kap. 12, side 524-525 og Jawaharlai Nehru: "Verdens historie" - 1 og 2.

(6) El Kodsy: "Nationalisme og Klassekamp i den arabiske verden"

(7) R. Meyet-Heiselberg: "Afrika før den hvide mand"

(8) Se Marx: ”Kapitalen” 3. Bog 2, Kap. 20 "Af købmandskapitalens historie".

(9) Med merarbejde forstås det arbejde, som udføres udover, hvad der er nødvendigt for arbejdskraftens reproduktion.

(10) I Kapitalen 1 Bog 2, Kap. 8 side 374-376 skildrer Marx, hvordan feudalherrerne i Donaufyrstendømmerne ”i deres ulvehunger efter merarbejde” presser de livegne bønder til en merarbejdstid, der nærmer sig det umulige. ”De tolv dage med hoveri i Reglement organique”, råbte en sejrsdrukken bojar, ”beløber sig til 365 dage om året”.

(11) "Således var oldtidens stat fremfor alt en stat for slaveejere til at holde slaverne nede, ligesom feudalstaten var adelens organ til at holde de livegne bønder nede, og den moderne repræsentationsstat et redskab for kapitalens udbytning af lønarbejdet. Undtagelsesvis forekommer der imidlertid perioder, i hvilke de kæmpende klasser er så nær ved at holde hinanden i ligevægt, at statsmagten som tilsyneladende mægler for en tid får en vis selvstændighed overfor begge parter. Således var det med det enevældige kongedømme i det 17. og 18. århundrede, som balancerede adel og borgerskab;...” Engels: ”Familiens, privatejendommens og statens oprindelse” (Marx/Engels, Udvalgte Skrifter 12, Tiden 1973 side 319)

(12) Engels: ”Forord til, Socialismens udvikling fra utopi til videnskab”.

(13) Engels: ”Ludwig Feurbach og den klassiske tyske filosofis udgang” afsnit IV.

(14) I ”Familiens, Privatejendommens og Statens oprindelse”, Kap. IX opregner Engels de vigtigste arbejdsdelinger, som har fundet sted i samfundets udvikling.

Først arbejdsdelingen mellem kønnene, som var ”rent naturgroet”, dernæst den første store samfundsmæssige arbejdsdeling mellem kvægholdende stammer og agerdyrkere. Den anden store samfundsmæssige arbejdsdeling var mellem landbrug og håndværk, og den fandt sted i antikkens slavesamfund. Den tredie store arbejdsdeling var den, der frigjorde købmændene som en selvstændig klasse.

”Civilisationen befæster og udvider alle disse forhenværende arbejdsdelinger ved at skærpe modsætningerne mellem by og land (hvorved byen har behersket landet økonomisk, ligesom i oldtiden, eller også landet byerne, ligesom i middelalderen), og føjer dertil en tredie arbejdsdeling, som er ejendommelig for den og af afgørende vigtighed: den frembringer en klasse, som ikke mere beskæftiger sig med produktionen, men kun med at udveksle produkterne - handelsfolkene. Alle tidligere spirer til klassedannelse havde udelukkende haft med produktionen at gøre de skilte de mennesker, der tog del i produktionen, i ledende oq udførende, eller i producenter efter en større eller mindre skala. Her optræder for første gang en klasse som, uden at tage nogen som helst del i produktionen, tiltager sig ledelsen af produktionen i det store og hele og gør sig økonomisk til herre over producenterne, gør sig til et uundgåeligt mellemled mellem købende og sælgende producenter og udnytter begge parter.”

(15) Dudley Dillard: “Vasteuropas och Forenta staternas ekonomiska historia”.

(16) Durby: “Rural Economy and Country Life in the Medieval West”.

(17) ”Resultatet af dette voksende tryk var ikke blot en udmattelse af hønen, der lægger guldæg til slottet, men fremkaldte også af ren desperation en illegal afvandring fra herresæderne: en masseflugt af producenter, som kom til at tappe systemet for dets væsentligste livskraft og fremkaldte den serie kriser, som den feudale økonomi skulle blive oversvømmet af i det 14. og 15. århundrede”. (Maurice Dobb: ”Kapitalismens udvikling” side 67)

Denne ’feudalismens krise’ gav sig bla. de udslag, at byerne i Europa svulmede op, samtidig med at befolkningstallet en overgang faldt (efter 1300). Pesten udryddede en stor del af de fattige og udsultede masser.

(18) Beboerne i disse byer kaldtes bourgeoisie (Frankrig), burghers (Tyskland) eller burgesses (England).

(19) Håndværkerlaugene opstod som forsvar mod den indtrængende kapitalisme i form af købmandskapital, og de blev opløst på grund af denne kapital. Dudley Dillard henviser til historikeren professor Postan, der mener at laugene var mest talrige, når håndværkerne var i defensiven mod kapitalens fremtrængen.

”Straffeforanstaltninger anvendes for at holde håndværkerne i skak, dvs. for at hindre dem i at deltage i nogen form for kapitalistisk virksomhed. Derfor var laugene mere nødvendige i store byer end i små, hvor de nedbrydende kræfter var svagere. I det lange løb lykkedes det ikke for laugene at hindre, at den håndværksmæssige produktions dominerende stilling blev undergravet. Håndværkerne udkæmpede en vedvarende strid, som varede flere århundreder. Den kapitalistiske industri blev ofte tvunget til hovedsagelig at operere på landet for at slippe uden om laugsforordningerne, som håndhævedes i centre af bykarakter”. (Oversat fra Dudley Dillard: ”Vasteuropas och Forenta Staternas ekonomiske historia” side 35)

(20) ”Det nye købmandsoligarki var ikke en fuldstændig lukket kreds for dem, der havde penge til at købe sig ind i den; og i det 15. og 16. århundrede var der en temmelig konstant infiltration i dets rækker fra de rigere mesterhåndværkeres side, som var tilbøjelige til at forlade håndværket til fordel for handel og endda til at blive arbejdsgivere for andre håndværkere...”. (Maurice Dobb: ”Kapitalismens udvikling”, s. 146)

(21) Manufakturen er den første kapitalistiske produktionsproces, hvor et stort antal arbejdere arbejder sammen under samme kapitalist i produktionen af varer. Den står i modsætning til håndværk ved at arbejderne (ofte tidligere håndværkere) arbejdede sammen og efterhånden kom til at udføre specialiserede funktioner. Den står i modsætning til storindustrien ved, at der ikke anvendes særligt udviklet maskineri, men kun specialredskaber.

”Manufakturperioden forenkler, forbedrer og mangfoldiggør arbejdsredskaberne ved at tilpasse dem til delarbejderens særfunktioner” skriver Marx, og han sammenfatter manufakturens væsen som ”- en produktionsmekanisme, hvis organer er mennesker”.

(Marx: ”Kapitalen” 1 Bog 2, Kap. 12, s. 501, 505)

(22) ”Så længe handelskapitalen formidler produktudvekslingen mellem uudviklede samfund, fremkommer den kommercielle profit ikke kun ved snyderi og svindel, men stammer en stor del derfra”. (”Kapitalen” 3. Bog 2, Kap. 20, side 431)

(23) ”Kapitalen” 3. Bog 2, Kap. 20 side 428, 433.

(24) Den nordeuropæiske og den sydeuropæiske handel havde helt forskellig baggrund. I Nordeuropa var det den (bla. af klima og geografiske forhold nødvendiggjorte) udbredte arbejdsdeling og specialisering i de forskellige regioner, som havde nødvendiggjort udveksling mellem samfundene. De nordiske vikinger havdc været et handelsfolk, der på deres specielle måde sørgede for udveksling mellem de forskellige regioner. Men med feudalismens vækst blev det handelsbyer, som overtog rollen. Brügge var et knudepunkt for handelen på de tyske floder, på Østersøhandelen (der domineredes af tyske købmænd - hansaen) og på de Britiske Øer, der eksporterede uld til den flamske tekstilproduktion (manufaktur og håndværk). Brügge, hvis storhedstid var i 1300-tallet, var et interregionalt fristed for købmænd, hvor varer i Nordeuropa - uld, korn, fisk, tømmer, tøj, beg, tjære, salt og jern - blev udvekslet indbyrdes. (se Dudley Dillard: ”Vasteuropas och Forenta Staternas ekonomiska historia”).

(25) Venedig var blevet grundlagt allerede i romertiden, så dens oprettelse hænger ikke sammen med den ovenfor skildrede trang blandt feudalherrerne til øget handel; men til gengæld hører Venedigs vækst og blomstring i Middelalderen uløseligt sammen med den.

(26) se Dudley Dillard: ”Vasteuropas och Forenta Staternas ekonomiska historia” afsnittene: ”Handelens expansion runt Medelhavet” side 19-20 og ”Venedig under tretton och fjortonhundratalen” side 66-68.

(27) Venedigs handelsvej til det nordlige Europa gik gennem Rhonedalen til messerne i grevskabet Champagne indtil ca. 1300. Den franske konge annekterede derefter området, og det skabte mindre gode vilkår for købmændenes fri udfoldelse. Handelens centrum flyttedes til Brügge, hvortil italienerne begyndte at sejle, og denne by blev Europas handelscenter nummer to ved siden af Venedig.

(28) Om ågerkapital og bankvæsen, se ”Kapitalen” 3. Bog 3, Kap. 36 ”Førkapitalistiske forhold”.

(29) Kompasset og sekstanten var blevet forbedret således, at det nu var muligt at bestemme kurs og position med langt større precision end tidligere. Søkortene blev nu tegnet ud fra virkelige observationer i stedet for fra fantasien. Skibskonstruktionen var også blevet bedre.

(30) I 1479 forenedes de to kongeriger Kastillien og Aragonien til det spanske kongerige, som da var Europas stærkeste. År 1500 havde spanierne Europas stærkeste hær.

(31) ”Den kapitalistiske produktion udvikler sig først i Italien, og her sker ophævelsen af livegenskabsrelationerne også først. Den livegne bliver her emanciperet, inden han har sikret sig nogen form for hævd til jorden. Hans emancipation forvandler ham straks til en retsløs proletar, som desuden finder en ny herre rede i byerne, der for det meste stammer allerede fra Romertiden. Da revolutionen på verdensmarkedet (de økonomiske følger af de store geografiske opdagelser, der lagde de vigtigste handelsveje uden om Middelhavet) fra slutningen af det 15. århundrede tilintetgjorde Norditaliens absolutte dominans i handelen, opstod en bevægelse i modsat retning. Arbejderne i byerne blev i store masser fortrængt ud på landet og gav dér de mindre kulturer, drevet efter havebrugsmetoder, et hidti1 uset opsving.” (”Kapitalen” 1. Bog 4, Kap. 24, Note 189, side 1001-1002)

(32) ”...Således udgør det venezianske rovsystems gemenheder et sådant skjult grundlag for rigdommen på kapital i Holland, som Venezia, der var ved at gå i forfald, lånte store pengesummer...” (Marx: ”Kapitalen” 1. Bog 4, Kap. 24 side 1052)

(33) ”Amerikas opdagelse skyldes den guldhunger, som allerede tidligere havde drevet portugiserne til Afrika, fordi den vældige udvidelse af den europæiske industri i det 14. og 15. århundrede og den dertil svarende handel forlangte flere byttemidler, end hvad Tyskland - det store sølv-land 1450-1550 - kunne levere”. (Engels til Schmidt, 1890, Tidens udvalgte side 492).

(34) Leo Huberman: ”Menneskets rigdomme”.

(35) ”Opdagelsen af guld og sølv i Amerika, udryddelsen og underkuelsen af den indfødte befolkning, som levende begravedes i bjergværkerne, den begyndende erobring og udplyndring af Ostindien, Afrikas forvandling til et område, hvor der i handelsøjemed blev drevet jagt på sorthuder, betegner morgenrøden for den kapitalistiske produktionsepoke. Disse idylliske begivenheder er væsentlige led i den oprindelige akkumulation...”

(Marx: ”Kapitalen” 1. Bog 4, Kap. 24 side 1045 - også oversat i Marx, Engels: ”Om kolonier, industrimonopol og arbejderbevægelse” - det er denne oversættelse, som bringes her).

(36) Se ”Imperialism och befrielsekamp”, 1972, udgivet af Afrika-grupperna.

(37) Det habsburgske rige under Karl V var en slags statslig overbygning på denne økonomiske arbejdsdeling - Spanien som kolonisator, Nederlandene og Tyskland som vareproducenter og handelscentre, idet det udgjorde et imperium omfattende Spanien, Nederlandene, Østrig og Tyskland.

(38) ”Spanien er som en mund, der indtager føden, tygger den og giver den videre til andre organer uden at beholde mere end den lette smag af de dele, der tilfældigvis sidder på tænderne”.

Citat fra samtiden. (Eduardo Galeano: “Latinamerikas Åreladning”).

(39) ”Efterhånden som guld og sølv strømmede ind i Spanien, gik landbrug og industri, der aldrig havde været særligt effektivt, hjælpeløst i opløsning. Kronen bortødslede penge på europæiske krige og kom mere og mere i gæld, mens inflationen pressede priserne på de vigtigste varer op til ødelæggende højder. Men jo flere anstrengelser og investeringer, den spanske økonomi havde brug for, desto mindre fik den. Pengene var kommet for let før, hvorfor skulle de ikke komme igen? I begyndelsen af det 17. århundrede leverede Nordeuropas industrialiserede lande 5/6 af Spaniens eget forbrug af færdigvarer og 9/10 af de varer, det sendte til Amerika”. (Ronald Segal: ”The Race War” side 128 - citeret af Ellen Brun og Jacques Hersh i ”Kapitalismens udviklingssystem”)

(40) Der kan igen henvises til Engels: ”Socialismens udvikling fra utopi til videnskab, Forord til den engelske udgave” og Engels: ”Ludwig Feuerbach og den klassiske tyske filosofis udgang”.

(41) Spanierne, ledet af Cortez, og deres indianske forbundsfæller gik løs på det mægtige Aztekerrige, som endelig blev besejret 1521. Inkariget blev knust i løbet af et år (1532) af spanierne under ledelse af Pizarro.

(42) Allerede i 1495, efter at Colombus havde grundlagt en lille spansk koloni, Isabella, på øen Hispaniola (nu landene Haiti og Den Dominikanske Republik), gjorde indianerne oprør mod spanierne, fordi de ikke ville trælle for dem. Men de blev massakreret af Colombus og hans krigere, der bar brynjer og ikke lod sig anfægte af indianernes rørspyd. (Daniel P. Mannix: ”Den atlantiske slavehandels historie”, side 15).

(43) I 1519 ansloges det, at befolkningen i Mexico var 25 millioner, i 1605 1,25 millioner. I Chile var der ca. 1 million mennesker i 1540 og i 1600 ca 1/2million. (Stefan de Vylder: ”From Colonialism to Dependence”).

(44) Disse handelsstationer bestod af et fort, hvor de afrikanske varer og slaverne kunne oplagres, indtil der kom udskibningslejlighed. Fort og soldater var nødvendige for at beskytte sig mod såvel fjendtlige afrikanere (både udefra og oprørske tilfangentagne slaver) , som europæiske rivaler, der ønskede en gunstig handelsposition. Og det skete ofte, at fortene blev erobret af andre handelsstationer. I 1500 og 1600 tallet blev der bygget en lang række forter langs Vestafrikas kyst (især Guldkysten) af forskellige europæiske nationer, der alle ønskede del i de enorme profitter ved slavehandelen.

(45) Daniel P. Mannix: ”Den atlantiske slavehandels historie”, side 58-59.

(46) De flamske købmænd havde kontrol over tekstilproduktionen, ved at de købte uld fra England, som de udleverede til håndværkerne, der tilvirkede den i deres værksteder. Snart havde de dannet en række af specialhåndværkere, som hver udførte en delprocés af tøjets forarbejdning, og de havde underlagt sig en hel ”klasse” af små håndværksmestre. En del af arbejdsprocessen forestod købmændene selv i egne værksteder med håndværkere som lønarbejdere. Købmændenes organisationer - gilder - kontrollerede byens økonomiske såvel som politiske liv - og kunne skalte og valte med håndværkernes tilværelse, som de lystede. Disse organisationer var imidlertid selv tydeligt kopieret fra det håndværksmæssige laugsvæsen og blev snart en hindring for kapitalismens yderligere vækst.

I ”Kapitalen” skriver Marx om denne type ’kapitalister’:

”Overgangen fra den feudale produktionsmåde foregår på to måder. Producenten bliver købmand og kapitalist ... Eller også bemægtiger købmanden sig direkte produktionen. Så meget som den sidstnævnte vej end historisk virker som overgang..., så lidt bidrager det i og for sig til omvæltning af den gamle produktionsmåde, som det tværtimod konserverer og bibeholder som sin forudsætning... Denne fremgangsmåde står overalt i vejen for den virkelige kapitalistiske produktionsmåde og går under, efterhånden som den udvikler sig. Uden at revolutionere produktionsmåden forværrer den blot de umiddelbare producenters situation, forvandler demtil blotte lønarbejdere og proletarer under dårlige betingelser, end de arbejdere har, der
arbejder direkte under kapitalen, og tilegner sig deres merarbejde på basis af den gamle produktionsmåde.” (Kapitalen, 3. Bog 2, Kap. 20, side 436-437)

(47) De dårlige forhold for håndværkerne medførte, at de gjorde oprør mod købmændene. Fra ca. 1280 til 1380 stredes de undertrykte håndværkere mod købmændene. I 1320 vandt de midlertidig sejr i nogle byer, indførte ’demokratisk’ styrelse og bevarede laugsvæsenet. Håndværkernes revolution blev imidlertid knust af købmændenes modrevolution, der faktisk fik den flamske tekstilindustri til at falde sammen. I kampene støttede England håndværkerne og Frankrig købmændene. Tusinder af flamske tekstilhåndværkere emigrerede til Italien og England, hvor de var med til at opbygge en konkurrerende tekstilproduktion. (Dudley Dillard: ”Vasteuropas och Forenta Staternas ekonomiska Historie” side 38-39 og Maurice Dobb: ”Kapitalismens udvikling” side 205-207)

(48) Den samme storm, som ødelagde Brügges havn, fjernede store sandbanker foran indsejlingen til Antwerpen og gav den dermed de naturmæssige betingelser for at blive nyt handelscentrum.

(49) På børsbygningen, der opførtes i begyndelsen af 1400-tallet i Antwerpen stod indskriften: ”Åben for købmænd af alle nationer”.

(50) Antwerpen lå faktisk i ”De spanske Nederlande”, også efter den hollandske frihedskrig mod spanierne, hvor den nordlige del - stort set svarende til Holland i dag - rev sig løs (1579), mens den sydlige del - stort set svarende til Belgien og Luxembourg i dag - forblev under spansk herredømme.

(51) Dudley Dillard: ”Vasteuropas och Forenta Staternas ekonomiska Historie” side 90.

(52) ”Når handelskapitalen dominerer udgør den altså overalt et plyndringssystem, ligesom dens udvikling da også hos både den gamle og den nyere tids handelsfolk har været forbundet med voldelig plyndring, sørøveri, slaverov, underkuelse i kolonierne; således i Karthago og Rom, senere hos venezianerne, portugiserne, hollænderne etc.” (Marx: ”Kapitalen” 3. Bog 2, Kap. 20 side 432-33)

(53) ”Hak i hæl herpå (opdagelsen af guld i Amerika, udplyndring af Ostindien og begyndende slavehandel) følger handelskrigen mellem de europæiske nationer med hele verden som skueplads. Den åbnes med Nederlandenes frafald fra Spanien, antager kæmpeomfang i Englands Antijakobinerkrig, fortsætter stadig i opiumskrigene mod Kina osv.” (Marx: ”Kapitalen” 1. Bog 4, Kap. 24 side 1045).

(54) Citat fra G. V. Gülich: „Geschichtliche Darstellung des Handels, der Gewerbe und des Ackerbaus der bedeutendsten handeltreibenden Staaten unsrer Zeit“.

(55) Marx: ”Kapitalen” 1. Bog 4, Kap. 24 s. 1049.

(56) ”Det offentlige kreditsystem, dvs. statsgælden, hvis oprindelse vi allerede kan finde i Genova og Venezia i middelalderen, bredte sig til hele Europa under manufakturperioden. Kolonisystemet med dets søhandel og dets handelskrige fungerede som drivhus for dette system. Således etableredes det først i Holland. Statsgælden, dvs. afhændelsen af staten - hvad enten den er despotisk, konstitutionel eller republikansk - sætter sit stempel på den kapitalistiske æra. Den eneste del af den såkaldte nationalrigdom, der virkelig indgår i de moderne folks totaleje er - deres statsgæld.” (Marx: ”Kapitalen” 1. Bog 4, Kap. 24 s. 1049-50).

(57) Amsterdam Bank blev grundlagt i 1609. Det var en typisk opbevarings og vekselbank, der lå inde med store formuer i ædelmetaller. Selv om lånevirksomhed ikke var tilladt, gav den i hemmelighed lån til Det Hollandsk Ostindiske Kompagni og byen Amsterdam.

(Dudley Dillard: ”Vasteuropas och Forenta Staternas ekonomiska Historie” side 132-134 og Marx: ”Kapitalen” 3. Bog 3, Kap. 36 side 784-785).

(58) Den hollandske arbejdsstyrke var totalt nedslidt og forarmet (bla. pga. overbeskatning).

”Det brede lag i befolkningen i Holland var allerede 1648 mere opslidt af arbejde, forarmet og mere brutalt undertrykt end det øvrige Europas tilsammen”. (Marx: ”Kapitalen” 1. Bog 4, Kap. 24 side 1049).

(59) Maurice Dobb: ”Kapitalismens udvikling” side 261-262 og Marx: ”Kapitalen” 3. Bog 2, Kap. 24 side 1052.

(60) Marx: ”Kapitalen” 3. Bog 2, Kap. 20, side 434-435.