INDHOLD

Forlaget Manifest

Ud over egne udgivelser, trykkede Forlaget Manifest også tidsskrifter for bevægelser i den 3. verden. Det skete som led i det praktiske/materielle støttearbejde:

Isandlewana Revolutionary Effort

Black Conscious Movement - i Sydafrika. Det var en bevægelse, der havde sit udspring blandt studenter og unge i de fattige townships omkring Johannesburg. Støtten gik ud på at trykke deres blad Islandwana Revolutionary Effort, løbesedler og plakater. Materialet blev sendt til Botswana, hvorfra det blev smuglet ind i Sydafrika.

Liberation

Tidsskriftet Liberation, udgivet i Dar es Salam, Tanzania og redigeret af Karrim Essack, blev i en årrække trykt hos Forlaget Manifest.

Kapitel IV: Gyldigheden af det ulige byttes forudsætninger

[Imperialismen i dag : Det ulige bytte og mulighederne for socialisme i en delt verden. Manifest, Kbh. 1983. 225 s.]
Kapitel III Indhold Kapitel V

Indhold i Kapitel IV:

 

Indledning

Fra slutningen af anden verdenskrig og frem til oliekrisen i 1973, hvor den økonomiske afmatning begyndte at s1å igennem, forløb kapitalismen så at sige krisefrit i de imperialistiske lande. Perioden var et langt opsving med en hidtil uset velstandsstigning for størstedelen af befolkningen i disse lande. Arbejderklassen tilkæmpede sig sin del af kagen gennem stadige reallønsforbedringer. Bil, køleskab, T.V., stereoanlæg og andre elektroniske hjælpemidler blev nødvendige goder. Rejser, sommerhus, parcelhus, lystbåd o.lign. blev opnåelige mål for en stor del af arbejderne i de imperialistiske lande. Ungdommen blev inddraget som storforbrugere af tøj, musik og modevarer. Garanteret mindsteløn, arbejdsløshedsforsikring, sygesikring, socialhjælp o.s.v. fjernede den livstruende nød i tilfælde af arbejdsløshed og sygdom. Kapitalismen fik et ”menneskeligt ansigt” i Vesteuropa og Nordamerika.

Arbejderklassens vigtigste parti, socialdemokratiet, fik regeringsmagten i flere vesteuropæiske lande, uden at dette ændrede en tøddel ved disse staters imperialistiske karakter. De imperialistiske landes rationale interesser omfattede både arbejderklassen og bourgeoisiet, landets velstand blev alle klassers velstand, således at befolkningen i de rige lande i dag udgør verdens overklasse.

I andre dele af verden betød kapitalismen ikke velstand, men økonomisk, social og politisk krise. For de udbyttede lande i Asien, Afrika og Latinamerika er kapitalismen ensbetydende med grov udbytning, plyndring af naturrigdomme, undertrykkelse af elementære menneskelige og demokratiske rettigheder og nød og elendighed. De høje lønninger i de rige lande er betinget af og betinger, at størstedelen af verdens befolkning lever i almindelig fattigdom og elendighed og får lønninger, der knapt eller slet ikke dækker selv de fysiske reproduktionsomkostninger.

Den amerikanske og vesteuropæiske arbejderklasses effektive faglige kamp samtidig med en brutal undertrykkelse af den politiske og faglige kamp i den tredie verden har ført til store internationale lønforskelle.

Modsat har kapitalens internationale mobilitet, der især er øget efter anden verdenskrig, medført en tendens til global udligning af profitraten. Kapital investeret i den tredje verden afkaster generelt set ikke væsentlig større profitter end kapital investeret i de imperialistiske lande. De internationale lønforskelle slår derfor igennem på priserne. Varer fra lavtlønslandene bliver billige, og varer fra højtlønslandene bliver dyre. Når de to grupper af lande udveksler varer, overføres der værdi fra lavtlønslandene til højtlønslandene. Dette er grundtesen i teorien om det ulige bytte, der således bygger på to forudsætninger:

1. Lønnen

Uens aflønning af arbejdskraften. Klassekampen har internationalt været udspillet på uens økonomisk grundlag, hvilket har medført, at lønniveauet og dermed merværdiraten varierer kraftigt.

2. Profitten

Ens aflønning af kapitalen. Kapitalens bevægelighed er tilstrækkelig til at medføre en tendens til en international udligning af profitraten.

Vi vil i det følgende beskæftige os med disse to forudsætningers gyldighed ved også at inddrage konkrete økonomiske kendsgerninger.

 

Lønvariation i en delt verden

Indledning

Arbejdskraften er under kapitalismen en speciel vare. Speciel fordi dens pris, lønnen, ikke i første række er udtryk for økonomiske lovmæssigheder, men derimod for politiske forhold. Lønniveauet er udtryk for arbejderklassens styrke i forhold til bourgeoisiet og er afhængig af de økonomiske rammer, det konkrete samfund setter for lønvariation.

Lønnen er en del af det samfundsmæssige produkt. Den er dermed – foruden at være prisen på arbejdskraft – en vigtig og grundlæggende faktor i fordelingen af den samfundsmæssige produktion. Løn og profit er to dele af et samlet hele, to dele af den samfundsmæssige produktion. Fordelingen af denne produktion afgøres gennem klassernes kamp.

Ligesom arbejdskraftens pris er afhængig af moralske og historiske elementer, er markedet for arbejdskraft belagt med former, regler og love. Disse er udtryk for det konkrete styrkeforhold mellem klasserne, Inden for de enkelte lande, specielt de imperialistiske, er der en tendens til, at lønniveauet udlignes, hvilket også betyder, at udbytningsgraden udlignes. Tendensen til en udligning af de nationale lønninger skyldes dels arbejdskraftens relativt store bevægelighed inden for landet og dels politiske indgreb.

Internationalt har en lignende tendens ikke gjort sig gældende, tværtimod. Der har historisk været en tendens til en voksende kløft imellem lønningerne i de imperialistiske lande og de udbyttede lande. I dag er de internationals lønforskelle større end nogensinde før. Der er ikke – som det er tilfældet med hovedparten af andre varer – en verdensmarkedspris på arbejdskraft. Der er mange. Hovedtendensen er imidlertid, at lønningerne deler sig i to: subsistenslønninger for proletariatet i de udbyttede lande og relativt høje lønninger for arbejderne i de imperialistiske lande i Nordamerika, Nordeuropa, Japan, Australien o.s.v. Denne tendens ikke alene fortsætter, men uddybes.

Fra kapitalismens gennembrud og frem til midten af 1800tallet var der begrænsede internationale lønforskelle. Subsistenslønnen var den fremherskende, som den havde været det i de århundreder, lønarbejdet havde eksisteret. Lønvariationer afspejlede klimatiske og andre naturgivne forhold, som gjorde livet lettere eller sværere for menneskene. Det er ikke tilfældigt, at de klassiske økonomer Adam Smith og Ricardo forudsatte konstante og ens lønninger i deres teorier. På deres tid var lønnen nøje knyttet til subsistensniveauet. Studier af løn- og prisforhold i de første tiår af 1800-tallet viser da også en nøje sammenhæng mellem lønnen og prisen på brød. Udgiften til bred alene udgjorde for en arbejderfamilie ca. 50% af lønnen. (A. Emmanuel: UEX. s. 49-50)

Det var som nævnt den faglige kamp i England, der i 1860erne fik lønningerne til langsomt at stige. De konkrete lønforskelle, der siden er udviklet i verden, behandles i det følgende.

 

De konkrete lønvariationer

Et studie af lønninger på verdensplan af Cairnes i 1874 når frem til følgende resultater: Lønningerne i USA var 25 - 50 % højere end i England og 48 - 70% højere end i Belgien og omkring 100% højere end i Frankrig. Går man til lande som Indien eller Kina, så viser det sig, at de amerikanske lønninger var ca. 4 - 5 gange så høje. (UEX, s. 46) I de 100 år, der er gået siden, er denne tendens blevet voldsomt uddybet. Lønforskellene mellem de imperialistiske lande og de udbyttede lande er i dag ikke 4 - 5 gange men 10 - 20 - 30 gange. Den følgende tabel giver en oversigt over timelønninger i industrierne for en række udvalgte lande, der er karakteristiske for både de imperialistiske lande og de udbyttede lande. Tallene i tabellen svarer stort set til lønniveauet i de sektorer, der i de pågældende lande producerer til verdensmarkedet.

Som det fremgår af tabellen s. 120 - 121 [Tabel 4.1, Se nedenfor, netred.] er der for industriarbejdere tale om betydelige internationale lønvariationer. For landarbejdere er lønforskellene endnu større, idet de, som det fremgår af tabellen, er endnu dårligere lønnet end de pågældende landes industriarbejdere. Det drejer sig om de overvejende eksportorienterede plantagebrug, der producerer kaffe, cacao, tobak, te, gummi, jordnødder, bananer, bomuld o.lign.; varer, der overvejende forbruges af de imperialistiske landes befolkning og middelklassen og overklassen i de udbyttede lande. Landarbejderne i den tredie verden får ca. 30 gange ringere lønninger end de rigeste landes arbejdere.

Det er oplagt, at tabellerne er behæftet med fejl og usikkerhed. Andre undersøgelser såvel som vore egne erfaringer fra rejser i tredie verdens lande bekræfter imidlertid undersøgelsens hovedresultater. Se f.eks. André Gunder Frank: Crisis in the third world, London, Heinemann, 1981, s. 179-182, (herefter CTW) og Folker Fröbel, Jürgen Heinrichs, Otto Kreye: The new international division of labour. Cambridge , Cambridge University Press, 1980, s. 351, (herefter NID).

Hvis vi går ud fra tallene i tabellen og vægter dem med antallet af industriarbejdere i de pågældende lande fås et gennemsnitstal for lønninger til industriarbejdere:

  • I-lande: ca. 5,60$ pr. time.
  • U-lande: ca. 0,46$ pr. time.

Da det for mange landes vedkommende ikke har været muligt at finde pålidelige tal for antallet af landarbejdere, og da mange af løntallene for landarbejdere ikke repræsenterer den faktiske godtgørelse for arbejdet, har vi valgt ud fra de tilgængelige tal, at anslå forholdet mellem antallet af industriarbejdere og landarbejdere samt forholdet mellem lønnen i landsby og industri, hvorved fås følgende tal:

Forholdet mellem antallet af industriarbejdere og landarbejdere

  • I-lande: 18 : 1
  • U-Iande: 1,3 : 1

Tabel 4.1

Timelønninger (US $)

  Industriarbejdere Landarbejdere
    Timeløn     Timeløn  
  År US $ Noter År US $ Noter
Afrika            
Ægypten 1973 0,22        
Kenya 1978 0,94   1977 0,23 II+a+b
Nigeria 1978 0,44   1975 0,30 RT,I
Tanzania 1974 0,45   1974 0,26 II
Zambia 1976 0,75   1976 0,33 I
             
Latinamerika            
Argentina 1977 0,22   1977 0,18 U
Bolivia 1977 0,61 RT      
Brasilien 1976 1,23        
Colombia 1978 0,65        
Chile 1977 0,75   1978 0,22 RT,I
Equador 1977 0,75        
Mexico 1976 0,97   1978 0,49 RT,II.D
             
Asien            
Bangladesh 1977 0,14 RT,F 1977 0,09 RT,I,F
Burma 1977 0,17        
Hong Kong 1978 0,70 RT      
Indien 1975 0,15   1977 0,06 RT,II
Japan 1978 6,79   1976 1,67 M,II
do         1,33 K,II
Pakistan 1975 0,19   1978 0,12 I
Philipinerne 1975 0,25   1975 0,11 I+a+b
Singapore 1978 0,79        
Sri Lanka 1978 0,21   1978 0,07 II
Syd Korea 1979 1,06   1978 0,86 M,RT,II
do         0,65 K,RT,II,B
Tyrkiet 1977 0,84   1977 0,80 II,Fi
             
Europa            
Danmark 1978 8,76   1978 6,51 I
Spanien 1976 1,99   1978 1,43 I
Frankrig 1978 4,18   1976 2,10 I,II,+a+b
Vesttyskland 1978 6,42   1978 3,96 M,RT,II
do         3,02 K,RT,II
Grækenland 1978 1,85        
Italien 1977 3,07        
Svejts 1979 7,23   1978 7,07 M,I,S
do         5,19 K,I,S
Sverige 1978 7,52   1978 6,10 M,I+II
do         5,49 K,I+II
Storbritannien 1978 3,97 M 1977 2,68 M,I
do   2,74 K   2,15 K,I
             
Oceanien            
Australien 1978 5,88 M      
do   4,69 K      
New Zealand 1979 4,29   1978 2,61 I,RT
             
Nordamerika            
Canada 1979 6,34   1978 3,17 I,RT
USA 1979 6,66   1978 3,07 RT,I,II+b

Kilde: Tallene er udregnet ved hjælp af forskellige FN- og ILO-statistikker, samt Fröbel, Heinrichs; Kreye: The new international division of labour.

I kolonnen ”Noter” betyder:

  • RT: at det angivne beløb viser den løn, man ved kollektiv overenskomst eller lignende er nået til enighed om, hvilket sædvanligvis vil udgøre minimumslønnen. I de udbyttede lande vil dette tal stort set svare til – eller måske endda ligger over – den faktisk udbetalte løn.
  • I: at hele lønnen udbetales.
  • II: at en del af lønnen udbetales i naturalier. Statistikken viser kun det beløb, der udbetales kontant.
  • a: udover den angivne løn ydes gratis kost.
  • b: udover den angivne løn ydes gratis logi.
  • M: mænd.
  • K: kvinder.
  • F: faglærte arbejdere.
  • U: ufaglærte arbejdere.
  • D: daglejere.
  • Fi: fiskeriarbejdere.
  • S: skovarbejdere.

Forholdet mellem lønnen til industriarbejdere og landarbejdere

  • I-lande: 1,4 : 1
  • U-lande: 2 : 1

Hvorved gennemsnitslønninger for både industri- og landarbejdere beregnes:

  • I-lande: 5,5$ pr. time.
  • U-lande: 0,36$ pr. time.

Lønningerne er altså generelt set 15 gange højere i de imperialistiske lande end i de udbyttede lande. Vi vil fremover i vores beregninger benytte dette forhold mellem lønningerne i de to grupper af lande (15 : 1) vel vidende, at der er en stor usikkerhed i denne beregningsmetode. Flere forhold indikerer, at lønforskellen i virkeligheden er større. De lønninger, der rent faktisk udbetales i de udbyttede lande, vil ofte være mindre end de opgivne p.g.a. ren og skær omgåelse af aftaler og lovgivning fra arbejdsgivernes side. (Se NID, s. 353). [1] Dertil kommer, at statistikkerne oftest kun gælder organiserede arbejdere, hvor der i den tredje verden er en meget stor mængde arbejdere, der ikke er organiserede og får en endnu ringere løn end deres organiserede klassefæller. I mange imperialistiske lande betaler arbejdsgiveren forsikring / sygesikring / pensioner o.s.v., som ikke udbetales direkte til arbejderne, men som i virkeligheden burde figurere som en del af deres løn. Det vil derfor nok ligge nærmere virkeligheden, hvis vi antager en lønforskel på et sted imellem 15 og 25 gange i stedet for de 15, vi har valgt som beregningsgrundlag.

 

Arbejdsforholdene

De lønninger, som udbetales til arbejderne i industrier og landbrug i u-landene, er ofte ikke tilstrækkelige til at dække arbejdskraftens fysiske reproduktionsomkostninger. Lønningerne i disse lande er simpelthen ikke tilstrækkelige til at kunne holde arbejdsstyrken i live. Dette fremgår klart, når Lønningerne sammenlignes med de basale fødevarepriser. Hvis ikke arbejderen er i stand til at få et tilskud fra f.eks. sin familie, der arbejder i subsistensbrug, er konsekvensen en ekstrem hurtig nedslidning, og udskiftning af arbejdskraften. En udskiftningsrate på. 5 - 7% pr. måned og på 50 - 100% pr. år er ikke unormalt i industrier og plantager i den tredie verden (se f.eks. HID, s. 529-30). I Asiens elektronikindustrier f.eks. i Hong-Kong, Singapore, Malaysia og Taiwan foretrækkes unge kvindelige arbejdere. De har intet familieliv, husligt arbejde og børnepasning ved siden af arbejdet og kan derfor arbejde længere og hårdere – op til 60 timer pr. uge. De deltager ikke i forsørgelsen af familien og kan derfor betales lavt. Efter 3 - 4 års opslidende arbejde ved mikroskoperne er de så nedslidte, at deres syn og nerver ikke længere kan honorere produktionens høje krav om hurtighed og præcision. De fyres – eller som det hedder ”opfordres til at trække sig tilbage og gifte sig” – og ny frisk arbejdskraft antages. (Se f.eks., CTW, s. 164) Fröbel, Heinrichs og Kreye har undersøgt arbejdstiden i den tredie verden og skriver derom:

"I de fleste lande, hvor der er friproduktionsområder med produktion til verdensmarkedet, er der en standard arbejdsuge på 48 timer. Forskellen mellem dette tal og standardarbejdsugen på 40 - 44 timer i de traditionelle industrialiserede lande giver kun et delvist billede af den virkelige forlængelse af arbejdsdagen i de nye produktionscentre i udviklingslandene. Det store antal arbejdsuger i løbet af året, den store mængde overarbejde og det lave antal fridage, tjener til at forlænge den totale årlige arbejdstid endnu mere. Således at arbejdskraften i visse industrier, der producerer til verdensmarkedet, arbejder op til 50% flere timer om året end arbejdskraften i de traditionelle industrialiserede lande. I Hong-Kong er den ugentlige (a) arbejdstid i industrien f.eks. ofte mere end 60 timer. (b) I Sydkoreanske industrier, der producerer til verdensmarkedet er den sædvanlige arbejdstid 60 timer om ugen. Den totale årlige arbejdstid er her 2800 timer mod et gennemsnit på f.eks. 1860 timer i Vest-Tyskland. (c) Det kræves af visse arbejdere i Sydkoreas industri, at de arbejder 7 dage om ugen i 84 timer i alt. Hvilket vil sige et 12 timers skift hver dag uden hviledag.

(d) I den thailandske industri kræves ofte en 9 timers arbejdsdag i alle ugens dage med kun en månedlig fridag. (e)" [2].

F. Fröbel, J. Heinrichs, O. Kreye, The New International Division of Labour, s. 353 - 354, Cambridge,University Press, Cambridge, 1981.

"Når der her fremhæves arbejdsuger på 60 timer, er det ikke enestående eksempler. En arbejdsuge på 60 timer er nemlig ikke ualmindelig i den tredje verden. 'Der er ingen lovgivningsmæssige restriktioner på længden af arbejdsdagen for mænd over 18 år' reklamerer Hong Kongs Råd for Handelsudvikling med."

CTW, s. 169.

I 1968 arbejdede 52% af Hong Kongs arbejdere 10 timer eller flere om dagen, og 58% af arbejdsstyrken arbejdede 7 dage om ugen. I følge en undersøgelse fra 1971 arbejdede 171.439 arbejdere ud af en arbejdsstyrke på 700.000 75 timer eller flere om ugen, 13.792 af disse arbejdere arbejdede 105 timer eller flere om ugen, hvilket er 15 timer i døgnet. 36.000 børn arbejdede i samme år illegalt i Hong Kong. (Undersøgelsen er her citeret efter ”CTW, s. 169”, hvor flere hårrejsende eksempler beskrives bl.a. fra Sydkorea og Brasilien).

Forholdene er ikke blevet bedre siden, snarere tværtimod. Det er forhold, der kan sammenlignes med den værste Manchester-kapitalisme i 1830ernes England.

 

Produktivitet og løn

Myten om den lave produktivitet i u-landene

En af de mest anvendte forklaringer på de internationale lønforskelle er, at de grunder i tilsvarende produktivitetsforskelle, og forklaringen bruges også som indvending imod teorien om ulige bytte. Som det blev påvist i forrige kapitel er forklaringen teoretisk forkert, fordi de ekstraprofitter, produktivitetsstigninger midlertidigt kan give, først og fremmest tilfalder kapitalisten. At produktivitetsforøgelser anvendes af de imperialistiske landes fagforeninger som argument for at få højere, løn i overenskomstsituationer o.s.v. betyder ikke, at produktivitetsstigninger er en økonomisk faktor, der lovmæssigt skubber lønnen opad. Hvorvidt det lykkes arbejderklassen at få noget ud af produktivitetsforbedringerne afhænger ikke af forbedringerne selv men af styrkeforholdet imellem de to parter og af politiske indgreb. Lønnen er ikke prisen på arbejdets resultater, men på arbejdskraften.

0pfattelsen, at der er lavere produktivitet i den tredie verdens eksportsektorer, er imidlertid forkert. Den tredie verdens eksportorienterede virksomheder er ikke generelt set lavproduktive. Ofte findes en produktivitet, der såvidt den overhovedet lader sig sammenligne, svarer til produktiviteten i de imperialistiske lande. Det er den samme teknologi, der benyttes. Samir Amin, der har beskæftiget sig med dette forhold, skriver:

”Den væsentligste del af eksporten fra den tredie verden udgøres nemlig ikke af landbrugsprodukter fra tilbagestående sektorer med lav produktivitet. De underudviklede landes samlede eksport er på 35 milliarder dollars (1966), og heraf leverer den ultramoderne kapitalistiske sektor (olie, mineprodukter og en første omdannelse af mineraler, moderne plantager – som Unites Fruit i Centralamerika eller Unilever i Afrika og Malaysia) mindst tre fjerdedele d.v.s. 26 milliarder...

... Er forholdene ikke lige så indlysende, hvad angår den tredie verdens øvrige eksport, der leveres af tilbagestående sektorer med lav produktivitet (landbrugsprodukter, der leveres af bønder fra de traditionelle brug)? Her ledsages forskellen i aflønning – man kan ikke tale om løn – af en lavere produktivitet. Hvor meget lavere? Det er vanskeligt at sige, da produkterne i reglen ikke kan sammenlignes: te, kaffe, kakao dyrkes kun i periferien. Man kan imidlertid uden risiko formode, at aflønningerne i periferien er forholdsmæssigt langt lavere end produktiviteten. F.eks. opnår en afrikansk arbejder mod ca. hundrede dages meget hårdt arbejde årligt nogle få importerede forarbejdede produkter, hvis værdi svarer til ca. tyve dages let arbejde for en kvalificeret europæisk arbejder.”

Samir Amin: Den ulige udvikling. København, Aurora, 1979, s. 106 - 107.

Den virkelig lave produktivitet finder vi i landområdernes subsistensbrug, hvis udvikling er blokeret af den ulige udvikling, der selv hovedsageligt er en konsekvens af det ulige lønniveau. Men denne del af den tredie verdens økonomi har ingen betydning for eksporten til de imperialistiske lande.

En lang række undersøgelser af enkeltvirksomheder og analyser af forskellige industrigrene viser, at produktiviteten – i disse undersøgelser defineret som ”produceret enhed pr. arbejder” - i verdensmarkedsproducenternes industrier i den tredie verden og i de imperialistiske lande er stort set den samme.

Det multinationale selskab Philips har på baggrund af undersøgelser i 1970 og 1978 indenfor koncernens virksomheder i Europa, Japan, Australien og den tredie verden konkluderet, at arbejdsproduktiviteten (målt som produceret enhed pr. arbejder) er stort set den samme i disse landegrupper. (Le Nouveau Journal, Paris, 18/4 - 1979).

På baggrund af en række undersøgelser konkluderer ”Deutsche Entwicklungsgesellschaft” (D.E.G.), at produktiviteten i de industrier, der i u-landene har vendt sin produktion imod verdensmarkedet, kun ligger lidt under tilsvarende industrier i Vesteuropa. I lyset af den længere arbejdstid i den tredie verden har arbejderne her en langt højere præstation end arbejderne i Vesteuropa. Ifølge undersøgelser udarbejdet af ”The United States Tariff Comission” (U.S.T.C.) er produktiviteten for arbejdere i amerikanskejede virksomheder uden for USA stort set den samme som for arbejdere i samme industrigrene i USA. Ifølge U.S.T.C. producerer f.eks. arbejderne i u-landenes beklædningsindustri lige så mange enheder pr. time som deres amerikanske kollegaer. I visse undersøgelser konkluderes endog, at produktiviteten i u-landenes industrier er de imperialistiske landes overlegen; således konkluderer Baerresen i en rapport, at produktiviteten i amerikanskejede virksomheder i Mexico i visse tilfælde er betydelig højere end produktiviteten i tilsvarende virksomheder i USA. Den mexicanske produktivitet var f.eks. for elektronikindustriens vedkommende 10 - 25% højere end i USA. Amerikanske virksomhedsledere i Mexico rapporterer i følge Baerresen, at den sydkoreanske arbejdskraft yderligere er mellem 20 og 40% mere produktiv end den mexicanske. Det drejer sig om virksomhedsledere, der også har arbejdet for amerikanske firmaer i Sydkorea. Virksomhedsledere i USA og Vesttyskland, som indenfor tekstil og elektronikindustri administrerede virksomheder i Malaysia, fremhævede enstemmigt, at produktiviteten der var den samme som hjemme efter få måneders produktion. En anden amerikansk undersøgelse af Richard W. Moxon konkluderer, at produktiviteten generelt set er højere i de udbyttede lande end i USA, hvad angår elektronikindustri. [3] De ovenfor citerede undersøgelser er fra F. Fröbel/J. Heinrichs/O. Kreye: The new international division of labour. Cambridge, Cambridge University Press, 1981.

Det bør fremhæves, at definitionen på produktivitet i disse undersøgelser er antal producerede enheder pr. arbejder indenfor en given tidsenhed. Når disse viser sig at være den samme eller højere i de udbyttede lande, dækker det ofte over en langt højere intensitet af arbejdet i den tredie verden og bestemt ikke over en højere teknologi. Ofte er en række manuelle operationer mekaniseret eller automatiseret i de imperialistiske lande, hvilket betyder, at arbejdskraften i den tredie verden må arbejde langt mere intensive for at opnå den samme ydelse. I de tilfælde, hvor arbejdsprocesserne ikke er blevet mekaniseret i den del af verden, er det fordi lønningerne er så lave, at det ikke er en fordel for kapitalisterne at mekanisere. Indenfor minedrift og plantagedrift er produktiviteten i den tredie verden meget ofte langt højere end i de imperialistiske lande. Dette skyldes forst og fremmest naturlige (geologiske, klimatiske o.s.v.) forudsætninger, hvilket dog ikke ændrer på forholdet. De faktiske produktivitetsforskelle på disse områder kan ikke bortforklares, hvad de så end skyldes. Som verden ser ud idag, ville det være særdeles kostbart for de imperialistiske lande, både målt i arbejdstimer og penge, at producere hovedparten af de ”eksotisk” prægede produkter indenfor f.eks. mine- og plantagedrift. (Se f.eks. UER. s. 33)

 

Produktivitet og løn – afsluttende bemærkninger

Produktivitetsforøgelser er primært til fordel for kapitalisterne og skal i det hele taget anskues som et led i kapitalisternes indbyrdes konkurrenceforhold. Produktivitetsforøgelser vælges ikke, fordi kapitalisterne ”ønsker” det, men fordi de til stadighed er tvunget til at udvikle produktivkræfterne. De kapitalister, der kan producere hurtigst og billigst, klarer sig bedst i konkurrencen. Derfor forsøger de også at begrænse produktionsomkostningerne, hvoraf lønnen er en vigtig del. At forbedrede produktionsbetingelser, i form af lave lønninger, slår igennem på priserne, er et faktum. Det får til konsekvens, som det tidligere i denne fremstilling er blevet fremhævet, at der overføres værdi fra de udbyttede lande til de imperialistiske lande. Men det betyder også, at industrierne i den tredie verden udkonkurrerer industrierne i de imperialistiske lande i det omfang, at der produceres de samme varer. Denne tendens slår tydeligst igennem indenfor f.eks. skibsbygning, tekstilfabrikation og visse elektroniske industrigrene, hvor især sydøstasiatiske industrier med lavt lønniveau udkonkurrerer de vestlige landes højtlønsindustrier, der ofte kun overlever ved politiske indgreb, statsstøtte o.s.v. Den hastige opblomstring indenfor disse industrier hjemmehørende i Sydøstasien og kriserne i de tilsvarende industrier i vesten burde være bevis nok på, at der er en dyb sammenhæng imellem løn og pris. Høj løn giver dyr vare – lav løn giver billig vare. Lige så oplagt er det, at dette forhold gælder for langt størstedelen af de eksportorienterede økonomier i den tredie verden, selvom det tydeligst træder frem i industrigrene, hvor firmaer fra lavtlønslande klarer sig bedst i konkurrencen. Mange økonomer af forskellig politisk observans nægter at erkende disse realiteter. Emmanuel skriver om de vestlige økonomers hykleri og dobbelte holdning til dette problem:

”Når det drejer sig om import af kaffe eller bananer som de rige lande ikke selv kan producere, og den lave løn derfor kun kan blive til fordel for køberlandene – så tilbagevises enhver tale om kunstig øgning af priserne med de ”sunde” principper i den økonomiske rationalisme (og det er ikke tilladt at komme med nogen hentydninger til producentens lave lønninger) thi i overensstemmelse med disse samme sunde principper er lønnen ikke årsag til priserne men effekten af priserne.

Når imidlertid et fattigt land tilfældigvis bestemmer sig til at eksportere produkter som f.eks. indisk bomuld eller japanske transistorradioer – som allerede traditionelt produceres i de rige lande – så er de selvsamme principper ganske glemt, og det er klart, at det kun er rimeligt, at de rige lande kompenserer med kunstige toldmure, for de lige så kunstige lønforskelle, idet de frisk og frejdigt indrømmer, at lønnen ikke er effekten af priserne, men årsag til priserne.”

A. Emmanuel: Unequeal exhange: A study of imperialism of trade. London, Modern Reader, 1969 (herefter UEX) s. 69.

Der tales ofte om ”social dumping” når lavtlønsindustrierne via børnearbejde o.s.v. kombineret med moderne teknik udkonkurrerer de rige landes industries.

Prisdannelsesfaktorerne sættes i relation til det ulige bytte af Emmanuel, der uddyber:

”Men hvis kernepunktet er, at prisen på de indiske bomuldsvarer og japanske (i dag kunne vi sige sydkoreanske) skibe er unormal lav, hvorfor er prisen på bananer og kaffe så ikke unormal lav, thi lønnen i disse brancher er præcis lige så ”eksotisk” og produktiviteten er bestemt højere end i vesten? (Har nogen tænkt over, hvad det ville koste at dyrke bananer eller kaffe i Flanderen eller i Rhinelandet?)

”Unfair konkurrence via lave lønninger”, ”underbetalt arbejdskraft”, ”social dumping” o.s.v. er udtryk dagens økonomiske skriverier er fulde af, medens den ”rene – teoretiske” økonomi uforstyrret fortsætter at lære, at lønnen afhænger af priserne, og ikke den anden vej rundt. Dengang, at lønnen fra land til land kun varierede i forholdet et til to, eller selv et til tre eller et til fire, var det måske tilladeligt, at antage, at svingninger på varemarkedet kunne være den til grundlæggende årsag til disse variationer. Når lønnen imidlertid varierer i forholdet 1 til 20 eller 1 til 30, og kun varierer i rum, medens den bar en ekstrem stabilitet i tid (her ses kun langsomme og lineære udviklingstendenser uden større variation), da tvinges vi til at anerkende, at lønnen sandsynligvis varierer i overensstemmelse med love, som er specielle for lønnen selv, og som konsekvens deraf er lønnen den uafhængige i systemet.”

UEX, s. 70.

 

Konklusion

Vi må konkludere, at den første antagelse, vi satte som betingelse for gyldigheden af teorien om ulige bytte, er i overensstemmelse med virkeligheden. Der er en uens aflønning af arbejdskraften. Klassekampen har internationalt været udspillet på uens økonomisk grundlag, hvilket har medført, at lønniveauet i gennemsnit er 15 gange højere i de imperialistiske lande end i de udbyttede lande.

 

Profitratens udligning

Den anden forudsætning for gyldigheden af teorien om det ulige bytte – nemlig en lige aflønning af kapitalen uanset, hvor den investeres – afhænger af kapitalens mobilitet. Mobilitet vil i denne sammenhæng sige, at kapitalen har mulighed for at bevæge sig. Det er således ikke nødvendigt, at kapitalen rent faktisk bevæger sig for at den karakteriseres som tilstrækkelig mobil til at skabe en udligning af profitraten. Hvis der ikke er stimuli, der har tiltrækningskraft på kapitalen, og den derfor ikke bevæger sig, kan man ikke konkludere, at den er immobil. Kapitalens internationale mobilitet afhænger bl.a. af de politiske skranker, de forskellige lande sætter for kapitalimport og eksport.

Etableringen og den senere udvidelse af kolonisystemet i slutningen af 18-hundredetallet og i begyndelsen af 19-hundredetallet øgede handlen og de internationale kapitalbevægelser mellem de imperialistiske og udbyttede lande. Disse kapitalbevægelser fandt som regel sted indenfor de enkelte koloniimperier. England havde dog på dette tidspunkt også relativt store investeringer i Nord- og Sydamerika, der lå udenfor dets imperie. De enkelte kolonimagter havde dog vanskeligt ved at investere i andre magters imperier, og USA, der ingen kolonier havde, var hæmmet af kolonisystemet.

Afkoloniseringen, etableringen af OECD [4] og den politiske udvikling efter anden verdenskrig i det hele taget betød større frihed for kapitalbevægelserne i den kapitalistiske verden, både mellem de imperialistiske magter og mellem disse og de udbyttede lande. Disse friere muligheder for internationale kapitalbevægelser har betydet øget konkurrence mellem kapitalerne, idet kapitaler strømmer mod brancher og områder, hvor profitraten er høj, og bort fra brancher og områder, hvor profitraten er relativ lav. Disse stadige ændringer i branchers og områders profitrater medfører kapitalbevægelser, der igen resulterer i en udjævning af profitraten til et internationalt gennemsnit. Et gennemsnit, der udgør den akse, hvorom de enkelte kapitalers profitrate til stadighed svinger. Tendensen til en udligning af profitraten udelukker dog ikke, at der i nogle sektorer kan eksistere ”superprofitter” samtidig med, at der i de øvrige sker en udligning. [5] Statisk materiale om internationale profitrater er ret problematisk. Dels fordi de oplysninger, statistikkerne bygger på er usikre, idet skattetekniske og bogføringsmæssige forhold kan medføre, at de opgivne profitrater ikke er i overensstemmelse med de ”virkelige”. Dels er der sjældent nøjere oplysninger i statistikkerne om, hvordan de opgivne profitrater er udregnet. Det statistiske materiale, der foreligger – om end det er behæftet med usikkerhedsmomenter – bekræfter dog stort set antagelsen om, at profitraten udlignes internationalt.

R.A. Lehrfeldt, som har undersøgt engelske profitrater i årene fra 1898 - 1910, erklærer, at profitter fra værdipapir [6] stammende fra kolonier og dominions var 0,2% højere end profitter på værdipapirer af samme type stammende fra England. Ydelsen på udenlandske værdipapirer var 1% højere end hjemme: (Her citeret fra UER, s. 51). R.P. Dutt sammenligner de respektive profitrater for England og de engelske kolonier. Han finder, at profitten varierer fra 34 - 47% for året 1951. Hvis, siger John Strachey [7], havde han taget året 1950, ville han have fået tallene 25% og 29%. (Her citeret fra UEX, s. 44).

En af Emmanuels kritikere har i en artikel, der skulle tilbagevise teorien om ulige bytte, bragt følgende tabel:

Tabel 4.2

Afkast af direkte investeret kapital i udbyttede lande og imperialistiske lande foretaget af USA, England og Vesttyskland

Investorland    
Foretaget i: Udbyttede lande Imperialistiske lande
USA investeringer i:    
Forarbejdende industri    
1951 - 70 11.2 11.7
1951 - 60 11.6 13.6
1961 - 70 11.0 11.0
     
Øvrig industri    
1951 - 70 10.2 11.6
1951 - 60 11.1 11.8
1961 - 70 9.6 11.5
     
Olie    
1951 - 70 27.7 3.8
1951 - 60 29.3 6.5
1961 - 70 29.9 2.8
     
Minedrift    
1951 - 70 16.8 11.2
1951 - 60 13.5 11.1
1961 - 70 18.9 11.2
     
Britiske investeringer i:    
Alle industrigrene undtagen olie    
1961 - 69 10.4 10.0
     
Vesttyske investeringer i:    
Alle industrigrene    
1965 - 69 6.3  

Citeret af: K. Busch i: Problemen des Klassenkampfes, Berlin, No. 8 - 9, s. 62 - 69. Efter: Deutsches Institut fur Wirtschaftsforschung, Wochenbericht 22/72, Berlin, 1972, s. 199.

Der hersker en fuldstændig overensstemmelse imellem profitraterne i industrisektorerne i begge landegrupper for den amerikanskejede industri og for den britiskejede, hvor yderligere minesektorerne er inkluderet.

For såvidt tallene overhovedet er korrekte, kan de på ingen måde vælte teorien om ulige bytte, ikke mindst fordi der kan eksistere periodisk forekommende ekstremt høje profitter i visse sektorer, uden at dette influerer på den generelle tendens til en udligning. Disse særegne sektorer deltager således bare ikke i udligningen.

Tabel 4.3

Amerikanske direkte investeringer i fabriksindustri

  Canada Latinamerika Europa
  % % %
1960 8.2 9.9 12.8
1961 5.2 10.0 12.4
1962 8.6 8.7 10.1
1963 9.0 7.7 11.1
1964 9.1 9.6 11.8
1965 8.7 9.8 11.3
1966 8.1 10.3 9.6
1967 7.5 7.5 8.6
1968 7.9 10.2 9.6

UER, s. 52, efter: Documentation Francage, 15/3 1971

”Med undtagelse af Canada, som nyder en fortrinsstilling med hensyn til naboskab, sprog og andre forbindelser, så har de 2 andre kategorier – Latinamerika og Europa – det ene halvudviklet det andet udviklet – et bemærkelsesværdigt sammenfald i profitrater, endog med en Lille overvægt til Europas fordel.”

UER, s. 52.

Tendensen til en udligning af profitraten betyder ikke, at profitraten nødvendigvis er nøjagtig ens fra land til land. Kapitaler investeret i u-landene giver ofte nogle procent mere i udbytte – et ”risikotillæg”. Den sociale uro i den tredie verden, truslen om en eventuel nationalisering o.s.v. medfører, at den investerede kapital ofte kræver en højere forrentning for at flytte udenlands. Hvis profitraten eksempelvis er 10% i USA, så er den måske 15% i Thailand, og 20% i Namibia eller El Salvador; dette hindrer dog ikke en udligning på lang sigt.

Emmanuel skriver konkluderende om undersøgelserne af tendensen til en udligning af profitraten:

”Arbejdskraftens bevægelighed var – selv om den nu og da havde et ret betydeligt omfang – ikke i stand til, som vi har set, at tilvejebringe en udligning af lønningerne. En generelt set lille bevægelighed af kapitalen på det internationale plan er derimod tilstrækkelig til – viser erfaringen – at fremkalde en klar tendens imod en udligning af profitraten. Økonomer, som benægter dette, bygger generelt set deres argumentation på teoretiske principper, medens de, som har foretaget empiriske undersøgelser, er enige om, at anerkende det faktum, at der ikke er nogen betydelig forskel på profitraten mellem udviklede og underudviklede lande.”

UER, s. 50.

 

Kapitalbevægelser

En indirekte made at undersøge profitratevariationerne i verden på er at se på kapitalbevægelserne, idet kapitalen bevæger sig derhen, hvor den opnår den bedste aflønning.

Nedenstående tabel viser fordelingen af de imperialistiske landes investeringer:

Tabel 4.4

Direkte udenlandsinvesteringer fra 1967 - 1975

  1967 1971 1975
Total aktieværdi i milliarder US$ 105 158 259
Investeringsområdernes procentvise andel i :      
Udviklede markeds økonomier 69 72 74
Udviklingslande 31 28 26

Kilde: Transnational Coorporations in World development, New York, United Nations, 1977.

I 1975 var 3/4 af de imperialistiske landes samlede investeringer således placeret i disse lande selv. Kun 1/4 var placeret i de udbyttede lande, og deres relative andel synes tilmed at blive mindre og mindre. Det er ikke fordi, der ikke er samfundsmæssigt behov for kapitalinvesteringer i den tredie verden, at der ikke investeres mere. Den manglende investeringslyst skyldes heller ikke ugunstige vilkår fra disse landes statsapparaters side – tværtimod. De fleste tredie verdens lande er meget interesserede i at modtage udenlandske investeringer, dette gælder både de kapitalistiskorienterede og de mere eller mindre planøkonomiske regimer. Mange lande og landegrupper i den tredie verden etablerer endda vilkår for kapitalinvesteringer, der er lempeligere end dem, der hersker i de imperialistiske lande. De søger f.eks. at lokke kapital til ved at oprette frihandels- og skattefrihedszoner. Årsagerne til, at de imperialistiske lande tiltrækker langt den største part af verdens samlede investeringer, og at den tredie verden ikke er i stand til at tiltrække mere kapital, er, at de imperialistiske lande er i besiddelse af et kæmpe hjemmemarked, hvorimod den tredie verden har et stærkt begrænset hjemmemarked.

Verdensmarkedets begrænsninger giver altså kun spillerum til godt 25% af de samlede investeringer til u-landene og ca. 75% til de imperialistiske lande. Hvis der eksisterede generelt store profitter i den tredie verden, ville kapitalen strømme dertil af sig selv, og investeringerne ville vokse hurtigere end i de imperialistiske lande. Dette er ikke tilfældet. Profitter skabt i den tredie verden flyder endda i en vis udstrækning til de imperialistiske lande, i stedet for at blive reinvesteret i de udbyttede lande selv. Den tredie verdens andel af de totale investeringer falder.

Emmanuel citerer bifaldende en cubansk undersøgelse:

”…. Det bedste bevis for, at profitraten i de underudviklede lande ikke er speciel høj, gives af det faktum, at det rationale bourgeoisi i de tilbagestående lande investerer en stor del af deres kapital i de udviklede lande.”

UEX, s. 44.

Det nyeste eksempel på kapitaleksport til de imperialistiske lande er de arabiske landes oliemilliarder, der i stort omfang vender tilbage til USA og Europa i form af investeringer i industrivirksomheder og som spekulationskapital. Det gælder naturligvis specielt de OPEC-lande, som har en kapitalistisk økonomi og samtidig en lille befolkning, såsom Saudi Arabien, Kuwait og De Forenede Arabiske Emirater. I 1980 havde OPEC-landene investeret 343 milliarder US-$ i USA og Vesteuropa, og man regner med, at OPEC i 1985 vil have investeret mere end 1000 milliarder US-$ i de vestlige lande. [8]

Vi kan ihvertfald konstatere, at variationerne i profitraten er af en langt mindre størrelsesorden end lønforskellene, og medens lønforskellene følger de nationale grænser, er der intet, der tyder på, at profitraterne gør det samme. De lave lønninger i de udbyttede lande giver sig generelt set ikke udslag i specielt høje profitrater. Vi må konstatere, at tendensen til, at kapitalen aflønnes ens uanset, hvor den investeres, også slår igennem på det internationale niveau. [9]

Undersøgelser af Dunning viser, at der ingen sammenhæng er mellem profitrate og 1øn. I følge Dunning er profitraterne ofte højere i de imperialistiske lande end i de udbyttede lande. [10]

 

Konklusion

Vi kan konkludere, at betingelserne for en udbytning af de fattige lande i den tredie verden gennem ulige bytte er tilstede. På grundlag af de enorme lønforskelle, der eksisterer mellem de imperialistiske lande og de udbyttede lande, og via en international udligning af profitraten kan der gennem de lave priser på produkter fra de udbyttede lande og høje priser på produkter fra de imperialistiske lande overføres værdier fra de fattige lande til de rige.

 

Størrelsen af det ulige bytte

Et land kan kun udbytte et andet land ved i sidste instans at tilegne sig varer af en samlet større værdi, end det eksporterer. Dette kan ske ved simpelt rov og plyndring, som det var tilfældet i den tidlige kolonialisme. Eller det kan ske ved at have et konstant handelsunderskud, som England havde det i forrige århundrede. Endelig kan det forgå via en forvridning af selve de priser, som varerne handles til, hvilket er tilfældet idag mellem de imperialistiske og udbyttede lande.

De imperialistiske lande sælger deres varer for dyrt i forhold til det arbejde, der er nedlagt i dem, og de udbyttede lande sælger ”for billigt”.

Størrelsen af denne værdioverførsel er vanskelig at beregne blot nogenlunde præcist. Hvad vi ønsker i det følgende, er at give en antydning af hvilken størrelsesorden, der er tale om. Til denne problematik hører en lidt mere generel snak om verdenshandlen.

Tabel 4.5

Verdenshandelen efter regioner 1948 - 1977

"Free on board prices" (F.O.B.) i milliarder US-$ og i procent

  Eksport til:
    Verden Udviklede Udviklings Planøkonomiske
      kapitalistiske lande samfund
      lande    
Eksport fra År Total Total % Total % Total %
                 
Udviklede 1948 36,5 23,7 65 11,3 31 1,7 4
kapitalistiske 1956 68,4 45,9 69 19,0 29 1,7 2
lande 1965 128,0 95,0 75 26,5 21 5,0 4
  1970 224,2 172,5 77 41,9 19 8,4 4
  1975 577,2 402,0 71 138,3 24 33,4 6
  1977 727,8 513,1 71 172,9 24 33,9 5
                 
Udviklings- 1948 17,3 11,8 68 5,0 29 0,5 3
lande 1956 24,9 18,3 74 5,9 23 0,8 3
  1965 36,7 26,4 73 7,6 21 2,4 6
  1970 54,9 40,6 74 10,8 20 3,2 6
  1975 210,8 147,9 70 49,2 23 10,8 5
  1977 288,3 205,1 71 67,1 23 11,7 4
                 
Planøko- 1948 3,7 1,5 41 0,4 12 1,7 47
nomiske 1956 10,1 2,0 20 0,9 9 7,2 71
lande 1965 21,6 4,6 22 2,9 13 13,8 65
  1970 32,9 7,8 24 5,2 16 19,9 60
  1975 84,5 23,0 27 13,2 16 47,6 56
  1977 107,5 29,9 28 18,4 17 58,5 55
                 

”Free on board prices” vil sige varernes pris om bord på skibet i eksporthavnen, uden tillæg for skib, fragt og lastning. Kilde: Statistical Yearbook, New York, United Nations, 1978.

Tabellen viser verdenshandlens udvikling fra 1948 - 77 mellem de imperialistiske lande, de udbyttede og de planøkonomiske samfundssystemer, såvel i absolutte tal – d.v.s. i priser – som i procent.

Lad os se på den tredie verdens eksports betydning for de imperialistiske lande:

Tabel 4.6

De udviklede kapitalistiske landes import

  Total Fra udviklede Fra udviklings- Fra planøkono-
    kapitalistiske lande lande miske samfund
År   Total % Total % Total %
1970 220,7 172,5 78 40,4 18,3 7,7 3,4
1974 585,1 397,9 68 164,6 28,1 22,6 3,8
1975 573,0 402,0 70 147,9 25,8 23,0 4,0
1976 667,1 458,0 68 182,0 27,2 26,0 3,0
1977 751,1 516,1 69 205,1 27,2 29,9 4,0

F.O.B. priser i milliarder US.$.

Kilde: Statistical Yearbook, New York, United Nations, 1978.

Af tabellen fremgår det, at de imperialistiske landes import fra den tredie verden udgør ca. 1/4 af den samlede import, regnet efter de gældende verdensmarkedspriser. Sammenligner man yderligere dette tal med de imperialistiske landes nationalprodukt, så udgør importen fra den tredie verden ca. 4 - 6%. Det faktum, at importen fra den tredie verden er relativ lille set i forhold til handlen de imperialistiske lande imellem og endnu mindre i forhold til disse landes nationalprodukt målt i verdensmarkedspriser, kunne forlede en til at tro, at handlen med den tredie verden og dermed det ulige bytte var af relativ mindre betydning. Intet kan dog være mere forkert. Man kunne snarere slutte det omvendte. Det ulige bytte grunder sig jo netop på uforholdsmæssigt lave priser på tredie verdensprodukter, som giver sig udslag i uforholdsmæssig lave handelstal. Jo lavere løn – jo lavere priser – jo lavere handelstal. Det argument, at den relativt lille samhandel med den tredie verden, viser det ulige byttes ringe betydning, vidner om, at man har misforstået teorien om det ulige bytte.

Anderledes interessant og mere sigende er det at se på, hvordan den tredie verdens eksport fordeler sig. Af tabellen side 144 [Tabel 4.5 Verdenshandelens efter regioner 1948-1977, red.] fremgår det, at ca. 70% af den tredie verdens eksport går til de imperialistiske lande. Den interne handel mellem tredie verdens landene udgør kun ca. 20 - 23% og har endvidere relativ mindre betydning for værdioverførsel landene imellem, da de mere eller mindre har samme lønniveau. Eksporten til de socialistiske lande – de planøkonomiske samfund – udgør kun ca. 5%. De imperialistiske lande aftager altså langt hovedparten af de billige varer fra den tredie verden, og det er dermed dem, der drager fordel af det ulige bytte og udbytter den tredie verden.

Hvis vi ser på importen til den tredie verden:

Tabel 4.7

  Total Fra udviklede Fra udviklings- Fra planøkono-
    kapitalistiske lande lande miske samfund
År   Total % Total % Total %
1970 57,3 41,9 73,1 11,0 19,1 5,1 8,9
1974 173,1 113,8 65,7 47,7 27,5 11,6 6,7
1975 200,8 138,3 68,9 49,2 24,5 13,3 6,6
1976 218,9 147,2 67,2 57,2 26,1 14,5 6,6
1977 258,5 172,9 66,9 67,1 26,0 18,5 7,1

F.O.B. priser i milliarder US.$.

Kilde: Statistical yearbook, New York, United Nations, 1978.

Det fremgår, at 60 - 70% af den tredie verdens import kommer fra de imperialistiske lande. Ca. 25% er intern handel mellem de udbyttede lande, og 6 - 7% kommer fra de planøkonomiske samfundssystemer, der således kun i ringe grad er involveret i den samlede verdenshandel. Både hvad angår eksport fra den tredie verden og import til den tredie verden, spiller de imperialistiske lande således den dominerende rolle, medens de ”socialistiske lande” – de planøkonomiske samfundssystemer – i langt højere grad passer sig selv. Den interne handel mellem de imperialistiske lande udgør en meget stor del af den samlede verdenshandel malt med verdensmarkedspriser. I 1977 beløb den totale verdenshandel sig til 1123,6 milliarder US-$, heraf udgjorde den interimperialistiske handel 516,1 milliard US-$. Denne handel har dog en mindre direkte betydning i forhold til internationale værdioverførsler sammenlignet med handlen mellem ”nord” og ”syd”, fordi lønforskellene imellem de imperialistiske lande er relativt små i forhold til dem, der eksisterer globalt. [11] Den interimperialistiske handel har imidlertid betydning, når det drejer sig om fordelingen af værdierne fra de udbyttede lande, der sker gennem videre forarbejdning og handel med produkterne. Indholdet af den interimperialistiske handel adskiller sig også fra handlen mellem de imperialistiske lande og den tredie verden. Den interimperialistiske handel er i høj grad en udveksling af ens produkter, medens handlen med tredie verden baserer sig på udveksling af forskellige produkter. Danmark sælger B & 0 og køber Philips, Sony og Grundig. Tyskerne køber Volvo, Fiat, Toyota og Citroen og sælger V.W., Mercedes og B.M.W. Med hensyn til utrolig mange industriprodukter, maskiner og forbrugsvarer er der tale om udveksling af produkter, der alene har den funktion at udvide valgmulighederne med hensyn til form og farve – ”noget for enhver smag”.

Tabel 4.8

EF's afhængighed af råstoffer fra u-landene

      EF's import- U-landenes andel U-landenes andel I-landenes andel
      afhængighed af EF's import af samlede verdens- af samlede verdens-
      (%) (%) eksport (%) import (%)
Udtømmelige Industrielle Kobber 100 60 44 93
råstoffer Råstoffer Tin 86 85 77 93
    Jern 75 55 42 99
    Bauxit 83 50 88 99
    Fosfater 99 63 43 83
    Mangan 100 45 51 99
    Tungsten 95 43 50 100
             
  Energi- Uranium        
  råstoffer (nat.) (75)   (15) (98)
    Olie 98 98 (45)  
    Naturgas 3 100 (5)  
    Kul 11 (1) (10)  
             
  Tropiske Kaffe 100 99 97 96
  produkter Kakao 100 97 98 96
    Te 100 80 84 79
    Bananer 100 100 95 96
    Krydderier 100 100 90  
             
Reproducerbare Industrielle Træ 50 29 43 92
råstoffer råstoffer Læder &        
    huder   23 23 99
    Gummi 100 100 98 91
    Bomuld   60 57 82
    Uld   12 13 94
    Jute 100 98 95 88
    Sisal m.v. 100 100 97 94
             
  Landbrugs- Kød   35 20 95
  produkter Oliefrø (100)   43 88
    Frugt   45 25 93
    Sukker   99 73 82
    Korn   (25) (10) (80)
    Ris   55 40 21
    Tobak   24 21 89

Kilde: EF-kommissionen (De fleste tal er fra 1972)

Kontakt. Mellemfolkeligt samvirke, København, 74/75, nr. 7, s. 29.

Anderledes forholder det sig med hensyn til handlen mellem de imperialistiske lande og den tredie verden, der eksporterer varer, som i høj grad udgør det materielle grundlag for de industrialiserede landes produktion. Til gengæld sælger de imperialistiske lande en lang række industriprodukter til den tredie verden. I det omfang den tredie verden tager industrigrene op, der for udelukkende fandtes i de industrialiserede lande, er de – som vi tidligere har betonet – i høj grad konkurrencedygtige.

Nøjagtige beregninger over det ulige byttes størrelse er vanskeligt at lave. Dels er oplysningerne om 1øn og arbejdstyrkens størrelse behæftet med usikkerheder. Dels er det vanskeligt nærmere at anslå f.eks. lønnens andel af produktets pris, produktivitet o.s.v. Følgende beregning er derfor blot ment som en illustration af en tilnærmelsesvis størrelsesorden. Beregningerne er levet ud fra l977-tal:

I følge tabel 4.8 er:

De udbyttede landes eksport til de imperialistiske lande: 205,1 milliard US-$
De imperialistiske landes eksport til de udbyttede lande: 172,9 milliard US-$

Hvis vi antager, at lønnen udgør 33% af produktprisen bliver lønandelen henholdsvis:

Lønandel af udbyttede landes eksport:205,1/100 x 33% = 67,68 milliard US-$

Lønandel af imperialistiske landes eksport: 172,9/100 x 33% = 57,06 milliard US-$

I følge I.L.O. (International Labour Review, vol. 109, no. 5 - 6, 1974, s. 422 - 429) er der ca. 400 millioner erhvervsaktive i den imperialistiske del af verden – og ca. 800 millioner erhvervsaktive i den ikke ”socialistiske” del af den tredie verden.

Hvis vi antager, at lønnen i de imperialistiske lande er 15 gange lønnen i de udbyttede lande, kan vi sætte lønnen i de udbyttede lande til 1 og lønnen i de imperialistiske lande til 15. Vi kan nu udregne en gennemsnitslønfaktor:

Arbejdere i de imperialistiske lande: 400 mill. a faktor 15 = 6000
Arbejdere i de udbyttede lande: 800 mill. a. faktor 1 = 800

Arbejdere ialt: 1200 mill. = lønfaktor 6800

Gennemsnitslønfaktor: 6800/1200 = 5,7

Faktor 5,7 er udtryk for en gennemsnitsløn på verdensplan. Betalt med denne gennemsnitsløn er lønandelen af eksporten:

Udbyttede landes lønandel

ved lige bytte (ens løn): 67,68/1 x 5,7 = 385,78

Imperialistiske landes lønandel

ved lige bytte (ens løn): 57,06/15 x 5,7 = 21,68

Lønandelene lægges nu atter sammen med de øvrige produktions­omkostninger, derved fås:

Værdien af de udbyttede landes eksport: 205,1 x 66 2/3% + 385,78 = 523,2
Værdien af de imperialistiske landes eksport: 172,9 x 66 2/3% + 21,68 = 137,52

De imperialistiske landes gevinst bliver under disse forudsætninger:

Ved importer fra de udbyttede lande: 523,2 - 205,1 = 318,1

Ved eksporten til de udbyttede lande: 172,9 - 137,52 = 35,38

Den imperialistiske verdens gevinst ved ulige bytte i 1977:

målt i milliarder US-$: 318,1 + 35,38 = 353,48
Det danske bruttonationalprodukt er årligt 250,1 milliard D.kr. (1977).

Til sammenligning kan det nævnes, at størrelsen af de multinationale selskabers hjemtagne profitter fra investeringer i den tredie verden i perioden 1970 - 78 var ca. 100,2 milliarder US-$. (Fidel Castros tale på IPUs kongres på Havana. Oversat til dansk: Manifest, København, nr. 17, 1982.) Det betyder, at der via det ulige bytte overføres en værdi, der på ét år er 3 1/2 gange større end profithjemtagningen fra de imperialistiske landes investeringer i den tredie verden giver på 8 år. Vi kan derfor konkludere, at disse tal – til trods for relativt mange usikkerhedsfaktorer i beregningsmetoden – viser, at det ulige bytte er langt den vigtigste udbytningsform i forholdet mellem de fattige og rige lande. Kun det ulige bytte kan forklare de store forskelle i levestandard, der eksisterer i verden idag.

Olieprisstigningerne siden 1973 og den følgende nedgang i den vestlige verdens økonomi har givet et fingerpeg om denne værdioverførsels størrelse og betydning for den imperialistiske verdensøkonomis velbefindende. Prisstigninger på olien var ikke et resultat af lønstigninger i olieindvindingsindustrien, men en konsekvens af en statslig afgift. Den umiddelbare effekt for olieforbrugerne var imidlertid den samme – prisen på olie steg. Olieprisstigningerne har rystet de imperialistiske landes økonomier mere end nogen anden begivenhed siden den anden verdenskrig. Dette til trods for, at effekten af prisstigningen er blevet begrænset af, at en stor del af de arabiske landes olieindkomster vender tilbage til USA, Japan og Vesteuropa i form af investeringer i industriforetagender og indskud i banker.

Emmanuel skriver om det ulige byttes betydning:

”Jeg påstår ikke, at det ulige bytte forklarer hele den forskel, der er i levestandart mellem de rige og fattige lande. Dette til trods for, at hvis vi baserer vores udregninger på de tilgængelige statistiske data, selvom disse er mangelfulde og diskutable, så når vi frem til et tab for den fattige verden, der er enormt, og langt fra ubetydeligt i forhold til den udviklede verdens rigdom. Selv hvis vi går ind på, at det ulige bytte kun er en af de måder, hvorpå værdi overføres fra en gruppe lande til en anden, og at det ulige byttes direkte effekt kun tegner sig for en del af forskellen i levestandarten, så mener jeg, det er muligt at konkludere, at det ulige bytte som sådan har iværksat og stadig accelerer den ulige udvikling, [12] som har fremkaldt alle de andre udbytningsformer, som til fulde forklarer den måde, hvorpå verdens rigdom er fordelt.”

UEX, s. 265.

Det er, trods vi i det foregående har forsøgt at hæfte nogle tal på teorien om det ulige bytte, vigtigt ikke udelukkende at vurdere kvantiteten i tallene. Uanset om det ulige bytte andrager 350 milliarder US-$ eller 1000 eller 250 US-$ årligt, er det især det ulige byttes kvalitative effekt, man skal koncentrere sig om. Selvfølgelig vil denne også afhænge af det ulige byttes størrelse. Det ulige bytte er imidlertid den nødvendige forudsætning for, at det kapitalistiske system i de imperialistiske lande overhovedet kan fungere og overhovedet har kunne nå det udviklingstrin, disse lande nu besidder. Det ulige bytte giver den nødvendige værditilførsel, der forhindrer det kapitalistiske system i at gå ind i en uløselig modsigelse mellem produktivkræfternes udvikling og den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Hvis der ikke var den værditilførsel til de imperialistiske lande, som det ulige bytte giver, ville de høje lønninger ikke føre til løsning af de for kapitalismen "naturlige" overproduktionskriser.

Det ulige bytte er således ikke kun 350 milliarder US-$, men dén forudsætning, der holder vores overudviklede kapitalisme igang.

 

Kapitel III Indhold Kapitel V

Noter

[1] De følgende konkrete eksempler på lønninger i industrierne i den tredie verden er fra NID, s. 350 - 52.

I Hong Kong var daglønnen i 1974 i beklædningsindustrien 3,15 US.$. I elektronikindustrien 2,36 US.$ for kvindelig arbejdskraft. I legetøjsindustrien 3,34 US.$.

I Bombays ”frihandelszone” blev ufaglært arbejdskraft i 1976 betalt med 25 US.$ pr. måned inklusive ”frynsegoder”, specialarbejdere fik 33 US.$ og faglært arbejdskraft fik 50 US.$ pr. måned.

I Phillipinernes ”frihandelszone” i Bataan var den gennemsnitlige løn i 1975 på 36 US.$ pr. måned. Daglønnen for en ufaglært var 1,2 US.$, for en specialarbejder 1,48 - 1,77 US.$, og for en faglært var daglønnen mellem 1,77 - 2,22 US.$.

I Sydkoreas elektronikindustri var gennemsnitsdaglønnen i 1976 1,50 US.$ for formand og instrumentmagere.

I Thailand blev ufaglært arbejdskraft i 1974 betalt med 1 US.$ pr. dag i industrier, der producerede til verdensmarkedet.

I Nicaragua blev arbejdere, ufaglærte og specialarbejdere, der arbejdede i elektronikindustrien, som producerede til verdensmarkedet, betalt med 0,27 US.$ i timen i 1975. Faglært arbejdskraft fik 0,90 US.$ i timen.

I Costa Rica fik ufaglærte og specialarbejdere 3,14 - 3,35 US.$ pr. dag i den eksportorienterede del af industrien.

I Den Dominicanske Republik var lønnen 0,25 - 0,40 US.$ pr. time i 1974 i ”free production zone” for ufaglærte og specialarbejdere.

De laveste lønninger blev betalt i ”frihandelszonen” på Mauritius, hvor ufaglært kvindelig arbejdskraft fik 0,70 US.$ pr. dag i 1975 og kvindelige specialarbejdere fik 0,88 US$.

[2] a) ”Der er ingen lovmæssige restriktioner på arbejdstiden for mænd over 18 år. Derfor arbejder mange mænd 10 timer om dagen med en hvileperiode på en time eller to, selvom tre-skift, der muliggør en 24-timers udnyttelse af maskineriet om dagen er almindelig.... Kvinder og unge mennesker på 16 eller 17 år må arbejde 8 timer om dagen plus to timers overarbejde, som tilsammen må udgøre 300 timers overarbejde pr. år. Arbejdstiden for disse personer er begrænset til 48 timer pr. uge”

Trade Development Council, ”Industrial Investment in Hong Kong”, s. 25.

b) ”Standard arbejdsugen er på 48 timer, 8 timer om dagen i seks dage. Arbejdstiden kan udvides til 60 timer om ugen ved fælles overenskomst. En udvidet arbejdsuge er blevet almindelig praksis i fabrikations- og eksportindustri”.

Economic Planning Board, ”Guide to Investment in Korea”, s. 48.

c) D.E.G., ”Reisebericht Korea”, s. 8.

d) ”Citeret fra: ”Herald Tribune”, 13. februar 1976. ”En 7-dages arbejdsuge på 84 timer: Seouls økonomiske mirakel er en tung byrde for arbejderne”, ”Handelsblatt”, 22. juni 1976: En 6 - ofte 7 - dages arbejdsuge med 12 timer om dagen er almindelig i industrier og prises som en patriotisk handling.”

e) ”Indenfor industrien er en 48-timers arbejdsuge almindelig, men ikke standard. Indenfor visse industrigrene og fag arbejdes der 9 timer om dagen med kun en månedlig fridag for arbejdere”.

Board of Investment: ”Investing in the Dynamic Growth of Thailand”, 1974.

NID. s. 353 - 54.

[3] Richard W. Moxton: Offshore production in less Developed Countries, s. 61, siger: ”Størstedelen af amerikanske elektronikfirmaer, som har udenlandske fabrikker, har været meget tilfredse med de opnåede resultater, og har fortsat med at udvide deres udenlandske aktiviteter. De har generelt set fundet, at den billige arbejdskraft er mere produktiv end den amerikanske og er i stand til at fremstille et produkt af den krævede kvalitet.”

[4] O.E.C.D. (Organization for Economic Coorporation and Development) blev dannet i 1961, hvor det oprindeligt var europæiske imperialistiske lande, der gik sammen i den koorporation. Nu er USA, Canada og andre imperialistiske lande tilsluttet. Derudover bar Jugoslavien og New Zealand status som ”samarbejdslande”. Yderligere er Tyrkiet, der imidlertid er et udbyttet og ikke imperialistisk land, tilsluttet.

Formålet med O.E.C.D. er at udvikle medlemslandenes økonomi gennem at fjerne hindringer for den frie bevægelighed af varer og kapital mellem landegrænserne.

[5] Herom skriver Marx:

”Det ville intet ændre, hvis kapitaler i bestemte produktionsfærer af en eller anden årsag ikke skulle være underkastet udligningsprocessen. Gennemsnitsprofitten ville så blive beregnet på grundlag af den del af samfundskapitalen, der indgår i udligningsprocessen.”

MK. III. bog 1, s. 225 - 226.

[6] Størstedelen af de udenlandske investeringer i de første tiår af århundredet blev foretaget i form af værdipapirer, lån imod sikkerhed i statsobligationer, veksler o.s.v., medens hovedparten af de udenlandske investeringer i dag bliver foretaget i form af direkte investeringer, d.v.s. anlæg eller opkøb af industrier, der sikrer investor kontrol med driften.

[7] ”Strachey har ret, året 1951 er ikke repræsentativt. Det var året med Koreakrigs boomet, med kraftig stigning i priserne på primærprodukter og stigning i profitterne i koloniale firmaer”. UEX. s. 97.

[8] Værdien af OPECs besiddelser i vesten, mia. $.

Note 8 Værdien af OPECs besiddelser i vesten, mia. $.

Det engelske tidsskrift Business Week har lavet denne opgørelse over OPEC-landenes besiddelser i de vestlige industrilande. Tallene fra 1981 og frem er antagelser ud fra uændret realpris på olie. Kilde: Dagbladet Politiken. 9/3 - 1982.

Sådan er det gået med olieprisen (OPECs pris) og de olieproducerende landes indtægter.

  1964 1970 1973 1974 1979 1980 Nu*
Oliepris - $ pr. tønde 1,6 1,3 3,5 8,0 24 28 34
OPECs indtægt - mia. $ 3,5 7,5 23 87 193 265 ?

[*1983 - red.]

[9] Vi har med vilje udeladt diskussionen angående midlertidige særligt høje eller særligt lave priser, der på grund af markedsændringer eller produktionsændringer kan slå igennem periodisk. Dette gælder f.eks. for olien i en periode.

[10] Årlig gennemsnitlige profitrate på britisk investeret kapital opdelt på lande.

  1955-64 1960-65   1955-65 1960-65
Nordamerika   6.6 Latinamerika   7.7
USA 6 8.9 Argentina 15 7.7
Canada 10 5.1 Brasilien 11 12.9
           
Vesteuropa   6.5 Commonwealth   12.9
Belgien og Luxemborg   1.8 Australien 8 6.6
Frankrig 14 3.6 New Zealand   6.4
BRD 1 16.2 Sydafrika 5 12.1
Italien 7 -0.1 Indien 9 7.7
Holland   6.2 Malaysia 2 15.9
Danmark 11 2.5 Jamaica 7 6.2
Schweiz   11.9 Ghana 3 12.3
Andre   6.8 Nigeria 13 4.3
           
Imperialistiske lande   7.1      
Udbyttede lande   9.0      

J. Dunning: Studies in international investment. London: George Allen & Unwin Ltd., 1970. ”1955 - 64” s. 94, ”1960 - 64” s. 57. De to statistikker er ikke indbyrdes sammenlignelige.

[11] I det omfang der er lønforskelle, er der tale om ulige bytte. F.eks. gælder det Danmarks handel med Grækenland og Portugal, der har et lønniveau på ca. en femtedel af det danske.

[12] Betegnelsen den ulige udvikling benyttes her og i resten af teksten for den proces, hvorunder verden opdeles i rige, imperialistiske og udbyttede lande. Et forhold, der til stadighed reproducerer sig selv. Denne deling viser sig ved, at de imperialistiske lande udvikler produktivkræfterne med rivende hast og de udbyttede lande udvikler produktivkræfterne med en betydelig langsommere udviklingstakt. Således at kløften imellem de imperialistiske lande og den tredie verden vokser og vokser.

De historiske forudsætninger for den ulige udvikling er kolonialisme og andre direkte og ofte voldelige udbytningsformer af den tredie verden. Den ulige udvikling slår imidlertid først igennem (som det ovenfor definerede) i fuld udstrækning efter etableringen af det ulige bytte.