INDHOLD

Forlaget Manifest

Ud over egne udgivelser, trykkede Forlaget Manifest også tidsskrifter for bevægelser i den 3. verden. Det skete som led i det praktiske/materielle støttearbejde:

Isandlewana Revolutionary Effort

Black Conscious Movement - i Sydafrika. Det var en bevægelse, der havde sit udspring blandt studenter og unge i de fattige townships omkring Johannesburg. Støtten gik ud på at trykke deres blad Islandwana Revolutionary Effort, løbesedler og plakater. Materialet blev sendt til Botswana, hvorfra det blev smuglet ind i Sydafrika.

Liberation

Tidsskriftet Liberation, udgivet i Dar es Salam, Tanzania og redigeret af Karrim Essack, blev i en årrække trykt hos Forlaget Manifest.

Kapitel VI: Hvad kan kommunister i de imperialistiske lande gøre?

[Imperialismen i dag : Det ulige bytte og mulighederne for socialisme i en delt verden. Manifest, Kbh. 1983. 225 s.]
Kapitel V Indhold Bibliografi

Indhold af Kapitel VI

 

Vores muligheder for at fremme socialismen i verden som indbyggere i et af verdens rigeste lande har hélt særegne vilkår. I de rigeste imperialistiske lande findes på nuværende tidspunkt ingen klasser, der har objektiv interesse i at omstyrte det imperialistiske system, fordi alle klasser i disse lande profitterer på dette system. Enhver samfundsmæssig bevægelse i de rige imperialistiske lande må ses i relation til dette faktum. En massebevægelse har kun et socialistisk perspektiv, hvis den er rettet mod imperialismen. En sådan massebevægelse findes ikke i de imperialistiske lande

Venstreorienterede partier i Vesteuropa og Nordamerika har i årtier stillet sig den opgave at lede arbejderaristokratiets kamp for højere lønninger, bedre levevilkår o.s.v. Denne praksis er fulgt uden hensyn til den særlige stilling, som arbejderklassen indtager i de imperialistiske lande, som et arbejderaristokrati på internationalt plan. De er derfor reformister uanset, hvilke internationale forbilleder disse partier har haft, om de har været prosovjetiske, -kinesiske eller -albanske og uanset, hvad de kalder sig. Det kan ikke være kommunisters opgave at lede arbejderaristokratiets kamp for at beholde eller øge sine privillegier.
 

Støt de antiimperialistiske bevægelser i de udbyttede lande!

Da antiimperialistiske massebevægelser kun findes dér, hvor imperialismen betyder udbytning og forarmelse, må det være kommunisters opgave at støtte bevægelserne dér. Den mest virkningsfulde praksis, kommunister i et imperialistisk land kan have i dag, er således at støtte de antiimperialistiske befrielsesbevægelser i den tredie verden, som kæmper imod kapitalisme og international udbytning og for socialisme. Ved at støtte bevægelser med en klar antiimperialistisk politik, og som gennem en massebasis har den fornødne politiske styrke, eller som har muligheder for at udvikle en sådan, kan vi være med til at svække imperialismen. Når vi støtter de folkelige revolutionære bevægelser i u-landene, er det: Fordi disse samfundsmæssige bevægelser repræsenterer det størst mulige sociale fremskridt for deres lande. Fordi de gennem en revolution har mulighed for at frigøre enorme produktivkræfter, ikke mindst i form af menneskelig arbejdskraft. Fordi de, gennem opbygningen af et socialistisk samfund i deres eget land, tager et skridt i retning af at opbygge socialismen i hele verden, også selvom disse lande ikke er i en situation, hvor de umiddelbart kan skabe et socialistisk samfund. Der går ingen lige eller let vej fra en underudviklet og udplyndret økonomi til socialismen. Alligevel udgør de folkelige bevægelser i disse lande i dag den største trussel for det imperialistiske system. De er med til at skabe krise i imperialismen. Kriser, der er af afgørende betydning for, at en revolutionær situation nogensinde skal kunne opstå i den rige del af verden. Modsat kapitalen og arbejderaristokratiet er kommunister interesserede i kriser i kapitalismen. Derfor er det, når kriserne kommer, ikke kommunisters opgave at forsvare arbejderaristokratiets privilegerede position ved at udarbejde planer, som skal sikre det kapitalistiske system mod kriser. Kommunister i de imperialistiske lande skal heller ikke forsøge at mindske disse krisers omfang og konsekvenser, såsom arbejdsløshed, lønnedgang o.s.v. Allerede i dag, hvor den økonomiske krise kun har betydet en relativ lille tilbagegang i levestandard for befolkningen i de rige lande, er "krisefrygten" udbredt. Venstrefløjen, fra socialdemokratiet til den yderste venstrefløj, kappes med de "borgerlige" partier om, at foreslå de mest effektive metoder til løsning af kapitalismens problemer. I øjeblikket gælder det for dem først og fremmest at forsvare de opnåede levevilkår. Krisens revolutionære perspektiv er fuldstændig glemt. Kriser må, udfra et revolutionært synspunkt, ses som nødvendige, og når krisen virkelig slår igennem, må kommunister imødegå chauvinisme, racisme og had mod indvandrere og støtte antiimperialistiske bevægelser og progressive stater i den tredie verden. På lang sigt kan kriserne kun fjernes ved en nedbrydelse af kapitalismen gennem en revolutionær socialistisk verdensudvikling. Det er imidlertid oplagt, at det kun er den økonomiske udvikling selv, der kan overbevise arbejderaristokratiet om dette. Et arbejderaristokrati, der er med til at forvalte imperialismen, kan ikke omformes til en revolutionær klasse udelukkende gennem agitation og propaganda. Det er primært den økonomiske udvikling, der former en klasses politik.

 

Støt befrielsesbevægelserne materielt!

Den måde kommunister i de imperialistiske lande kan støtte befrielsesbevægelserne på er selvfølgelig særegen fra land til land. Et faktum kan imidlertid slås fast, for at støtten skal have en betydning skal den primært være af materiel karakter. Vi har i slutningen af 60erne i Danmark deltaget i og forsøgt at præge de store demonstrationer, der især var rettet imod USAs krigsførelse i Vietnam. Men selv om der blev skrevet meget, diskuteret meget, og selvom der var tusinder af mennesker engageret i arbejdet, selv i et lille land som Danmark, var det forbavsende lidt materiel støtte den vietnamesiske befrielsesbevægelse fik ud af det. Venstrefløjen beskæftigede sig en del i denne periode med befrielsesbevægelser overalt i verden, men der var et slående misforhold mellem de ofte meget militante og kompromisløse paroler og den minimale værdi, dette havde for befrielsesbevægelserne i deres kamp. Størstedelen af venstrefløjen beskæftigede sig ikke med befrielsesbevægelserne med det primære mål at støtte dem, men snarere ud fra forhåbninger om at mobilisere flere folk, de kunne engagere i deres arbejde for arbejderaristokratiet i Danmark, med det illusoriske formål at lede dets lønkamp i en socialistisk retning. Dette er også tydeligt kommet frem i 70erne. Det var ikke muligt at overføre de få antiimperialistiske kræfter fra Vietnam-arbejdet til støttearbejde for befrielses-kampen i det sydlige Afrika, Palæstina o.s.v. Andre spørgsmål har fanget venstrefløjens hovedinteresse; modstanden mod EF og atomkraft, forureningsspørgsmål, forhold vedrørende bolig-miljøet, arbejdsløshedsproblemer og forsvaret af privilegierne. Antiimperialisme som et væsentligt aspekt ved venstrefløjens politiske aktivitet er gledet i baggrunden. Det er en meget begrænset skare, der kan mobiliseres til fordel for antiimperialistisk arbejde i dagens Danmark. Det er imidlertid positivt, at der rundt omkring i de imperialistiske lande er opstået enkelte støttegrupper, der lægger hovedvægten på materiel støtte. Ved dette arbejde forbedres befrielsesbevægelsernes muligheder for at vinde sejr over imperialismen.

Samtaler med befrielsesbevægelsernes repræsentanter og besøg hos dem har bekræftet, at det kan nytte at yde materiel støtte, idet de ofte mangler helt elementære ting for at kunne føre deres kamp og for at kunne afbøde massernes lidelser.

 

Hvad vi arbejder for

Det er vort mål at samle antiimperialister for at støtte kampen mod undertrykkelse og udbytning i den tredie verden. Som forholdene ser ud nu, vil det nødvendigvis blive enkeltpersoner, idet der ingen objektiv basis er for massebevægelser med et antiimperialistisk grundlag i dagens Danmark. Den solidaritet, vi arbejder for, bygger ikke på medlidenhed eller borgerlig humanisme, men på bevidstheden om, at proletariatets frigørelse i de udbyttede lande er en forudsætning for nedbrydelsen af det imperialistiske system og socialismens indførelse i Danmark.

Vi ser de to aspekter ved den politiske kamp, teori og praksis, som to uadskillelige aspekter ved arbejdet. Det er nødvendigt til stadighed at undersøge de økonomiske og politiske forhold i verden i vores bestræbelser på at øge og forbedre vores støtte, og finde nye veje at foretage denne støtte på. Vi vil forsat studere hvilke modsigelser, der er de afgørende, så vores indsats kan sættes ind, hvor den gavner mest i kampen for socialismen. Vi vil formidle vores synspunkter til antiimperialistiske bevægelser og stater i den tredie verden og til antiimperialistiske grupper og organisationer i alle lande. Især vil vi diskutere vores opfattelse af imperialismen og de økonomiske og politiske forhold i Vesteuropa. Venstrefløjen har længe videregivet de illusioner, de selv har om forholdene i Europa og arbejderklassens solidaritet med befrielsesbevægelserne. Vi vil fortsat fortælle befrielsesbevægelserne, at de ikke skal regne med arbejderaristokratiets aktive støtte til deres kamp. Tværtimod må de vente modstand; dette skyldes ikke uvidenhed eller manglende oplysninger om kampen, men arbejderklassens stilling som et arbejderaristokrati, en overklasse på globalt plan.

De undertrykte og udbyttede vil sejre!

Kapitel V Indhold Bibliografi