INDHOLD

Forlaget Manifest

Ud over egne udgivelser, trykkede Forlaget Manifest også tidsskrifter for bevægelser i den 3. verden. Det skete som led i det praktiske/materielle støttearbejde:

Isandlewana Revolutionary Effort

Black Conscious Movement - i Sydafrika. Det var en bevægelse, der havde sit udspring blandt studenter og unge i de fattige townships omkring Johannesburg. Støtten gik ud på at trykke deres blad Islandwana Revolutionary Effort, løbesedler og plakater. Materialet blev sendt til Botswana, hvorfra det blev smuglet ind i Sydafrika.

Liberation

Tidsskriftet Liberation, udgivet i Dar es Salam, Tanzania og redigeret af Karrim Essack, blev i en årrække trykt hos Forlaget Manifest.

Manifest-Kommunistisk Arbejdsgruppe - en kort præsentation

[Udgivet af Manifest-Kommunistisk Arbejdsgruppe, oktober 1986. 8 s.]

Manifest-Kommunistisk Arbejdsgruppe arbejder for en socialistisk verden først og fremmest gennem støtte til befrielsesbevægelser og andre socialistiske kræfter i den tredie verden.

Det kan umiddelbart synes mærkeligt, at vi koncentrerer os om solidaritetsarbejdet med den tredie verden. Hvorfor ikke primært arbejde med forholdene i vores eget land? bag denne prioritering ligger der nogle fundamentale politiske overvejelser.

Den nuværende verdensorden

Lad os kort se på hvad, der karakteriserer den nuværende verdensorden. Det kapitalistiske system dominerer stadig verden økonomisk, politisk og militært. Kapitalistiske lande producerer 2/3 af verdens varer og dominerer totalt verdensmarkedet. De råder ligeledes over det stærkeste militærapperat. De socialistiske lande er stadig den svageste part - omend deres økonomiske og militære styrke er stadig voksende.

Den vigtigste anti-imperialistiske kraft er da heller ikke de socialistiske stater, men kræfter der opstår af konflikter indenfor det kapitalistiske system selv. Det kapitalistiske verdenssystem er nemlig karakteriseret ved en skarp opdeling i rige udviklede lande (Nordamerika, Vesteuropa, Japan, Australien og New Zealand.) og fattige underudviklede lande i den tredie verden. Plyndring og udbytning af menneskelige og naturlige ressourcer i Latinamerika, Afrika og Asien gennem 5 århundreder, har ført til velstand og udvikling i de imperialistiske lande og modsvarende elendighed og underudvikling i de udbyttede lande. Denne opdeling af den kapitalistiske verden i imperialistiske og udbyttede lande har været - og er forsat - en nødvendighed for systemets udvikling; men samtidig fremkalder denne opdeling også nationale og internationale konflikter, som truer med at nedbryde systemet.

Den tredie verden er brændpunkt

Hvis man ser tilbage på udviklingen i de sidste 3o-4o år, har det først og fremmest været områder i den tredie verden, som har stået i focus i kampen mod imperialismen og for socialisme.

Kommunisternes sejr i Kina, kampen imod hollandsk kolonialisme i Asien, Koreakrigen, Vietnamkrigen og de øvrige konflikter i Sydøstasien, Algeriets befrielseskamp, kampen mod portugisisk kolonialisme i Angola, Mocambique og Guinea Bissau, befrielses af Zimbabwe fra settlerregimet, befrielseskampen i Sydafrika og Namibia, de mange krige og konflikter omkring settlerstaten Israel, den sejrrige kamp på Cuba og i Nicaragua, kampen i El Salvador og Chile - er blot eksempler på en lang række af begivenheder, der bestandigt viser det er i den tredie verden, at kampen mod imperialisme for socialisme foregår.

Det er ikke nogen tilfældighed at det er sådan. Udbytningen af den tredie verdens befolkning og resourcer udgør nemlig fundamentet for den eksisterende kapitalistiske verdensorden. Det kapitalistiske verdensmarkeds opbygning og funktion medfører en konstant åreladning af den tredie verden. Via ulige handel overføres der årligt værdier svarende til i hundredevis af milliader US-dollers til de imperialistiske lande. Konsekvensen af denne udbytning er et liv i nød og elendighed for den tredie verdens befolkning. En nød og elendighed, der savner sidestykke i vor del af verden. Disse forhold har ført til et krav om forandring fra de udbyttede massers side. Et krav, som de imperialistiske lande og deres lokale allierede med al magt søger at undertrykke. Dette er hovedårsagen til den konstante uro i den tredie verden.

På den anden side har udbytningen af Asien, Afrika og Latinamerika været en forudsætning for kapitalismens rivende udvikling i USA, Canada, Vesteuropa, Japan, Australien og New Zealand. Den har således også været en væsenlig forudsætning for den relative velstand og sociale sikkerhed, som stort set hele arbejderklassen i de imperialistiske lande har tilkæmpet sig. Denne opdeling af det kapitalistiske system i rige og fattige lande, har forlænget systemets levetid og givet det en fantastisk dynamik i vor del af verden, men skaber konstant kriser overalt i den tredie verden og dermed også internationalt.

De anti-imperialistiske kræfter

Traditionelt har den kommunistiske bevægelse - og det praktisk talt uanset hvilken del af bevægelsen, der er tale om - opdelt de anti-imperialistiske kræfter i tre dele: a) De socialistiske lande. b) Arbejderklassen og andre progressive grupper i de udviklede kapitalistiske lande. c) Nationale befrielsesbevægelser og socialistiske kræfter i den tredie verden. Lad os se på hvilken rolle disse forskellige dele spiller i den anti-imperialistiske kamp i dag.

A) De socialistiske lande

Det er ikke nogen tilfældighed, at de socialistiske lande altid nævnes først i disse landes egne publikationer. De socialistiske lande anser nemlig sig selv, som værende den ledende kraft i den anti-imperialistiske kamp. Det er imidlertid et spørgsmål om dette er korrekt. Hvis man som før nævnt, konkret ser på den anti-imperialistiske kamp gennem de sidste 4o år, har det hovedsagelig været den tredie verdens befrielsesbevægelser og socialistiske kræfter, der har været spyd-spids i konfrontationen med imperialismen. Disse bevægelser er ikke skabt eller eksporteret fra Sovjet eller de andre socialistiske lande, som specielt USAs regering ynder at påstå. Revolutionen i f.eks. Nicaragua har måske nok hentet inspiration og erfaringer fra Cuba eller andre socialistiske lande og bevægelser, men den sandinistiske revolutions opståen, udvikling og sejr er først og fremmest et resultat af forhold i Nicaragua selv.

Det er imidlertid korrekt at Sovjetunionen, i kraft af sin stormagtsposition, ofte har været en vigtig faktor for de revolutionære kræfters succes. Den militære magtbalance som det lykkedes Sovjet at opnå mellem øst og vest, i løbet af 7oerne, har begrænset USAs muligheder for hæmningsløs agression i den tredie verden og øget de socialistiske landes muligheder for at yde materiel og politisk støtte til kæmpende bevægelser og ny-etablerede progressive stater og således forøge deres chancer for at sejre og overleve i en verden, der stadig domineres af imperialismen.

Det er også rigtigt, at Sovjetunionen har øget sin globale indflydelse ved dette engagement i den tredie verden, men årsagen til at Sovjet har kunnet spille denne rolle, ligger uden for Sovjets kontrol; det beror nemlig på den økonomiske og politiske udvikling i den tredie verden selv.

De imperialistiske landes militære og økonomiske styrke, har medført at de socialistiske lande til stadighed har befundet sig i en vanskelig position. Lige fra etableringen af den første socialistiske stat i 1917, har de udviklede kapitalistiske lande lagt et uhyre stort økonomisk, militært og politisk pres på de planøkonomiske samfund, dels i håb om de måtte bryde sammen og atter blive en del af det kapitalistiske verdensmarked; dels for at afskære dem fra at yde støtte til de anti-imperialistiske kræfter andre steder på kloden. For at overleve har de socialistiske lande derfor måttet give deres eget forsvar topprioritet. Det primære for Sovjetunionen har altid været forsvaret og udviklingen af den "eksisterende socialisme". De har støttet den anti-imperialistiske kamp i den tredie verden, i det omfang det ikke konfliktede med deres egne, ofte kortsigtede, sikkerheds-interesser - hvilke vil sige - ikke virkede for provokerende på de imperialistiske lande. For befrielsesbevægelserne og de socialistiske kræfter i den tredie verden stiller situationen sig anderledes. De har intet at miste ved en direkte konfrontation med imperialismen og dens lokale allierede.

Det forhold, at de socialistiske lande og de progressive bevægelser i den tredie verden har samme fjende og samme mål, gør dem til potentielle allierede. De har begge det strategiske mål at besejre imperialismen og erstatte kapitalistisk udbytning med en socialistisk verdensorden. For den tredie verden er dette en betingelse for en løsning af de enorme sociale problemer som den står over for. For de socialistiske lande gælder det, at de ikke kan føle sig sikre og deres økonomiske udvikling vil være hæmmet så længe imperialismen eksisterer.

Hvad angår taktik forholder det sig anderledes. Man kan tale om en taktisk offensiv og en taktisk defensiv position. Befrielsesbevægelserne og de socialistisk orienterede bevægelser i den tredie verden befinder sig direkte i frontlinien - i en strategisk og taktisk offensiv. De har alt at vinde intet at tabe. De socialistiske lande befinder sig derimod i en taktisk defensiv position. Så længe det imperialistiske system har den nuværende styrke, må de til stadighed prioriterer forsvaret af deres dyrebart vundne uafhængighed. Der er således intet forræderisk i denne defensive politik, omend den til tider kan synes opportunistisk.

MPLA, FRELIMO, ZANU eller Nicaraguas sandinister var, mens de kæmpede for at opnå statsmagten, offensive kompromiløse bevægelser. I dag, hvor de står med statsmagten, må de bruge en betydelig del af deres ressourcer på at forsvare sig mod indre og ydre fjender. Som magtforholdene er i verden i dag, kan lande som f.eks Angola, Mocambique, Zimbabwe og Nicaragua ikke uden problemer støtte revolutionære bevægelser i nabolandene. De må nøje vurderer magtforholdene regionalt og internationalt, samt arten og omfanget af deres støtte, for ikke at bringe deres egen revolution i fare. De revolutionære må derfor først og fremmest stole på deres egne kræfter i kampen mod imperialismen.

Arbejderklassen i de udviklede kapitalistiske lande

Den anden del af den anti-imperialistiske front, skulle ifølge den traditionelle opfattelse, bestå af arbejderklassen i de udviklede kapitalistiske lande. Lad os imidlertid se på hvilken rolle de rent faktisk har spillet i den anti-koloniale og anti-imperialis-tiske kamp.

Da kapitalismen i slutningen af sidste århundrede spredtes ud over hele kloden, betød det dels skabelsen af et samlet økonomisk system - et verdensmarked - men samtidig en opdeling af det kapitalistiske system i udbyttede og imperialistiske lande. I forrige århundrede var proletariatets vilkår i Europa og i kolonierne stort set lige elendige. Fra omkring århundredeskiftet begyndte dette forhold imidlertid at ændre sig. Det lykkedes nemlig arbejderklassen i de imperialistiske lande, langsomt men sikkert, at tilkæmpe sig stigende lønninger og øgede politiske rettigheder. I første halvdel af 18-hundredetallet havde det ligget uden for det kapitalistiske systems muligheder at opfylde eller blot imødekomme, proletariatets krav om bedre leveforhold; men med imperialismen ændrede dette forhold sig afgørende. De koloniale profitter gjorde det muligt for den herskende klasse at imødekomme arbejderklassens krav uden at sætte selve systemets eksistens på spil. De stigende lønninger, de forbedrede arbejds- og levevilkår og udvidelsen af de politiske rettigheder styrkede samtidig troen på reformismens muligheder i arbejderklassen, hvilket igen gjorde det relativt ufarligt for bourgeoisiet at udvide de politiske rettigheder og så fremdeles. Men først og fremmest betød det stigende lønniveau - betalt via imperialismens udbytning af Asien, Afrika og Latinamerika - en stadigt voksende marked i de gamle kapitalistiske lande; en faktor der gav kapitalismen en ny grokraft og dermed efterhånden skabte relative stabile sociale og politiske forhold i vor del af verden.

Udviklingen af velfærdsstaterne i de imperialistiske lande medførte, at modsigelsen mellem arbejderklassen og bourgeoisiet ændrede karakter. Der er stadig tale om en klassekamp. Hvad enten lønningerne er høje eller lave, så består det samfundsmæssige produkt under kapitalisme af to omvendt proportionale størrelser, nemlig arbejdernes løn og kapitalens profit. Jo mere lønnen stiger falder profitten og omvendt. Derfor eksisterer modsigelsen arbejde/kapital stadig. Men når den nationale udbytning, som arbejderklassen er udsat for, konstant falder sammenlignet med de fordele klassen har, ved at tilhøre en rig imperialistisk nation, så kommer der et punkt, hvor hele nationens velstand bliver vigtigere end kampen mod kapitalen. Ikke kun bourgeoisiet, men også arbejderklassen i de imperialistiske lande drager fordel af den nuværende verdensorden.

Det lave lønniveau i den tredie verden fører til lave priser på deres produkter. De billige råvarer fra den tredie verden, til industri og landbrug i de imperialistiske lande, fører til relativt lave priser målt i forhold til lønniveauet i vor del af verden. Hvis lønningerne i den tredie verden skulle op på et vesteuropæisk niveau, ville varer som f.eks: kobber, tin, krom, zink, kaffe, the, Cacao, bananer, og færdigvarer produceret i den tredie verden, bliver flere hundrede procent dyre. Samtidig betyder det relativt høje lønniveau i vor del af verden, at vores vare bliver ubetalelige for den tredie verdens arbejdere. Imperialismen betyder således, at arbejderklassen i de imperialistiske lande og proletariatet i de udbyttede lande ikke for nuværende har samme interesser. I praksis har dette også vist sig at være tilfældet. Man skal lede meget længe efter et eksempel på at den engelske arbejderklasse har støttet den anti-koloniale kamp, der foregik inden for imperiet. De bakkede stort set op om de skiftende regeringers kolonipolitik, gennem mere end hundrede år, fra Irland til Sydafrika - fra Indien til Falklandsøerne. Den franske arbejderklasse kan bestemt heller ikke rose sig af at have støttet Vietnam, Algeriets, Syriens eller de andre franske koloniers kamp for selvstændighed - tværtimod. Den amerikanske arbejderklasse, har generelt set også bakket op om USAs imperialistiske og anti-kommunistiske politik verden over. Da den amerikaske befolkning trods alt, til sidst, vendte sig imod Vietnamkrigen, var det ikke i solidaritet med Vietnams befolkning, men fordi krigen begyndte at koste for mange amerikanske liv. Hvis det blot er relativt omkostningsfrit, som invationen af Grenada eller bombningerne af Libyen, så har regeringens politik langt størstedelen af arbejderklassen støtte. Generelt set er den vestlige arbejderklasse stærkt pro-israelsk og betragter palæstinensere og andre arabere som terrorister. Den vestlige verdens arbejderklasse er ligesom imperialisterne ikke for apartheit, men de ønsker bestemt ikke et socialistisk Sydafrika. Anti-kommunismen og fremmedhadet har i de sidste år været voksende i den vestlige verden.

Den lille venstrefløj, der trods alt eksisterer i de imperialistiske lande, har aldrig villet se disse kendsgerninger i øjnene, men har altid undskyldt arbejderklassen. "Arbejderne er forledt af socialdemokratiske pampere." "De er indoktrinerede af skole, TV, radio og den borgerlige presse - de ved ikke bedre." Men at søge at forklare årtiers konsekvente opportunisme med socialdemokratiets forræderi osv, er at sige farvel til den historiske materialisme. Arbejderklassen er ikke vildledt, den fører en politik, som er i overensstemmelse med klassens økonomiske interesser og mål. At påstå, at borgerliggørelsen er et resultat af indoktrinering og mediernes propaganda, er en ligeså dårlig undskyldning. Man må i så fald spørge sig selv, hvorfor den tredie verdens proletariat, der er udsat for en mindst ligeså reaktionær propaganda, ikke er tilsvarende borgerlig og hvorfor arbejderklassen i de imperialistiske lande i den grad er modtagelig over for borgerlig og anti-socialistisk propaganda. Nej - den vestlige verdens arbejderklasses holdning til den anti-imperialistiske kamp har først og fremmest økonomiske rødder. De ønsker ingen ny verdensorden, der betyder de må afgive deres priviligerede stilling i verden. Det vil være naivt af den tredie verdens befrielsesbevægelser og socialister at regne med den vestlige verdens arbejderklasses støtte til en radikal omformning af den nuværende økonomiske og politiske verdensorden. Det bliver mere og mere tydeligt, at selv om de fleste vestlige lande taler om behovet for "en ny økonomisk verdensorden", så tænker de overhovedet ikke på at indfri de krav som den tredie verden stiller for en sådan verdensorden. Der er nemlig ikke tale om et interessefællesskab mellem de imperialistiske lande og den den tredie verden, men om interesse modsætninger. Hvorfor skulle de højtudviklede kapitalistiske lande frivilligt give efter og ødelægge det fundament som deres egen økonomiske udvikling bygger på.

Den tredie verdens befrielsesbevægelser og socialistiske kræfter

Vi mener således at den tredie verden udgør den vigtigste front i den anti-imperialistiske kamp. Anti-imperialismen er imidlertid et vidt begreb. Det kan være nationalt sindede kapitalister, der ønsker at beskytte deres egen industri og hjemmemarked mod udenlandsk konkurrence; religiøse fundamentalister, som ønsker at bekæmpe "fremmed" kulturel og religiøs indflydelse, det kan være småborgerlige lag i militæret eller andre dele af statsapparatet, der ønsker at forfølge bestemte nationale mål; men vigtigst er befrielsesbevægelserne og andre socialistiske kræfter i den tredie verden. Udover en national og kulturel frigørelse kæmper de også for en økonomisk frigørelse.

Siden anden verdenskrig har landene i den tredie verden, på nær få undtagelser, opnået formel national uafhængighed. Dette har dog på ingen måde betydet imperialismens endeligt - tværtimod.

Imperialismens udbytning af den tredie verden - via ulige bytte - koncentrerer stadig mere rigdom i de udviklede kapitalistiske [lande] og skaber nød og elendighed i den tredie verden. Vi mener, at det først og fremmest er de socialistiske kræfter i den tredie verden, som er i stand til at føre kampen mod imperialismen og for en ny verdensorden effektivt videre. Denne kamp må føres på to planer - det nationale og det internationale. På det nationale plan betyder det kamp mod kapitalistisk udbytning og opbygningen af en socialistisk samfundsorden, som på et demokratisk grundlag, via opbygningen af en planøkonomi, kan sikre en optimal udnyttelse af de menneskelige og materielle ressourcer til udviklingen af landet. På det internationale plan betyder det en kamp for en ny økonomisk verdensorden, som gør op med den nuværende udbytning af den tredie verden. Fattigdommen og underudviklingen i den tredie verden hænger nøje sammen [med] verdensmarkedets funktion. Selvom Zaire gennemførte en socialistisk revolution i morgen, ville prisen på deres vigtigste indtægtskilde kobber stadig være lige lav. Nicaragua får ikke mere for sin kaffe eller for sine bananer, fordi landet har haft en socialistisk omvæltning. Uanset hvilken økonomisk politik, der har været gældende i de underudviklede lande, har de måttet erfare, at deres individuelle bestræbelser på at udvikle deres økonomi, er blevet bremset af de betingelser, som hersker på verdensmarkedet. Kampen mod den eksisterende økonomiske verdensorden er derfor et vigtigt element i den tredie verdens kamp for økonomisk frigørelse. Kun gennem en national revolution kombineret med international solidaritet og øget samarbejde mellem den tredie verdens lande, kan der sættes den fornødne magt bag kravet om en ny økonomisk verdensorden. Det er først og fremmest den tredie verdens socialister og kommunister, der står som eksponent for denne strategi, de udgør spydspidsen i den anti-imperialistiske kamp. Det er dem imperialisterne gør alt for at bekæmpe, de nyder kun ringe sympati hos vestens liberale - det er derfor først og fremmest dem vi støtter.

I vores arbejde lægger vi vægt på at støtten ikke bare er af moralsk karakter - at det ikke blot er solidaritetserklæringer, propaganda og informationsarbejde, men at solidariteten munder ud i en konkret materiel støtte. Dette er i hovedtræk vores politiske linie.

Manifest-Kommunistisk Arbejdsgruppe

 

Oktober 1986.

Videre læsning

Imperialismen idag. Manifest 1983.
Bidrag til en anti-imperialistisk strategi. Manifest 1985.
Om fred. Særnummer af tidskriftet Manifest nr. 17.
Kapitalismens krise. Manifest 1985.
Myter om Sovjet. Manifest. 1986.

SLUT.