INDHOLD

Forlaget Manifest

Ud over egne udgivelser, trykkede Forlaget Manifest også tidsskrifter for bevægelser i den 3. verden. Det skete som led i det praktiske/materielle støttearbejde:

Isandlewana Revolutionary Effort

Black Conscious Movement - i Sydafrika. Det var en bevægelse, der havde sit udspring blandt studenter og unge i de fattige townships omkring Johannesburg. Støtten gik ud på at trykke deres blad Islandwana Revolutionary Effort, løbesedler og plakater. Materialet blev sendt til Botswana, hvorfra det blev smuglet ind i Sydafrika.

Liberation

Tidsskriftet Liberation, udgivet i Dar es Salam, Tanzania og redigeret af Karrim Essack, blev i en årrække trykt hos Forlaget Manifest.

Verdens deling i to (2) : Kapitalismens gennembrud i England

[Manifest nr 7, 5. november 1979, s. 2-33]

”... To slags meget forskellige varebesiddere må konfronteres og træde i kontakt med hinanden, på den ene side ejere af penge, produktionsmidler og midler til livets opretholdelse, for hvem det drejer sig om at øge værdien af den værdisum, de er i besiddelse af, gennem køb af fremmed arbejdskraft; på den anden side af frie arbejdere, sælgere af deres egen arbejdskraft og derfor sælgere af arbejde. Frie arbejdere i den dobbelte betydning, at de selv hverken hører umiddelbart til produktionsmidlerne, som slaver, livegne osv., eller at produktionsmidlerne tilhører dem, som bonden, der arbejder med egne produktionsmidler osv., men arbejdere der derimod er frie og ledige på torvet..." (1)

I foregående artikel har vi set, hvordan betingelserne for kapitalismen udviklede sig i Europa fra ca. 1400 til 1700 - især i form af handelskapitalens vækst.

Vi har set, hvordan handelscentre blomstrede op, men igen stagnerede og forfaldt. Vi har set, hvordan feudalismen blev fortrængt af de nye, borgerlige kræfter, og vi har set, hvordan dele af verden, som hidtil havde været isoleret fra hinanden, begyndte at blive knyttet sammen af de rigdomshungrende europæiske købmænd.

Men vi har også set, at den nye købmandsklasse endnu ikke var virkelig kapitalistisk. For købmændene var handelen kilden til profit, og for kapitalisterne er produktionen det. I den periode, som sidste artikel omhandlede, var handelskapitalen dominerende. Industrikapitalen var underlagt handelskapitalen og nåede ikke i nogen af de tilfælde, som blev beskrevet, til fuld udfoldelse.

Med Englands overtagelse af handelsherredømmet efter Holland, skete der imidlertid en kvalitativ ændring i udviklingen. Kapitalismens betingelser var alle til stede i England på det rigtige tidspunkt og i det omfang, som muliggjorde, at kapitalismen kunne slå igennem. Opløsningen af den feudale produktionsmåde, bortdrivelsen af bønderne fra jorden, forfølgelsen af disse bortdrevne bønder, produktionens organisering i manufaktur og underlæggelse under et industrielt borgerskab - var netop nået til det punkt i England, hvor erobringen af handelsherredømmet ikke kun gjorde det muligt for den kapitalistiske produktionsmåde at folde sig ud, men gjorde det tvingende nødvendigt.

I det følgende vil vi beskrive, hvordan de særlige betingelser i England gjorde, at kapitalismen kunne slå igennem der i modsætning til andre europæiske lande på samme tid. Og vi vil beskrive hovedtrækkene i denne engelske kapitalismes udvikling, idet England netop var "kapitalismens klassiske eksempel" - det land, hvor kapitalismen udviklede sig i sin renhed. (2)

Feudalismens opløsning i England

Det engelske feudalsystem var blevet befæstet efter normannernes invasion af England (1066) til at være et storgodssystem, hvor flere hundrede feudalherrer kunne være underlagt et normannisk baroni. De, der var registreret som livegne bønder, nåede imidlertid kun op til lidt under halvdelen af den samlede landbefolkning (3). Englands landdistrikter var oversået med småbondebrug, som ikke var direkte under feudalherrernes og godsernes kontrol.

I slutningen af 1300-tallet ophævedes livegenskabet i praksis i England, efter at feudalsystemet var kommet ind i en krise og var ved at blive undermineret af opkomsten af handel og markeder, hvor landbrugsprodukter blev solgt med penge som betalingsmiddel.

Allerede i 1200-tallet var det ved at blive almindeligt, at feudalherrerne krævede bøndernes forpligtelser opgjort i penge i stedet for arbejde eller naturalieydelser. Dette betød, at både bønder og feudalherrer vendte sig mod de lokale markeder for at købe og sælge.

Feudalsystemet løb i 1300-tallet ind i en krise og var ved at blive undermineret af opkomsten af handel og markeder. Store krige og pest-epedemier (bla. 1348-49) reducerede Englands befolkning til kun ca. 2½millioner, hvilket medførte en akut mangel på arbejdskraft. Antallet af livegne formindskedes, og de tilbageblevne blev udbyttet hårdere end tidligere. Bønderne stak af i stort tal, og i 1381 gjorde de oprør, hvilket gjorde det endeligt af med livegenskabet i England. (4)

De feudale forhold var altså allerede i 1400-tallet i opløsning. Livegenskabet var i praksis (endnu ikke juridisk!) ophævet, bønder og feudalherrer var i ret vid udstrækning afhængige af markederne. Der var således et stort flertal af frie eller halvfrie småbønder, som arbejdede på egen jord og med egne produktionsmidler, og som også kunne arbejde for herremændene som lønarbejdere i deres overskydende tid.

Egentlige frie lønarbejdere fandtes ikke, da selv den lille del af godsejernes arbejdsstyrke, som ikke var egentlige selvstændige bønder, foruden deres løn fik anvist et mindre stykke agerjord til at producere for sig selv. Samtidig havde de sammen med de selvstændige bønder brugsretten til fællederne og anden traditionel fællesjord (skove, samt moser til tørvegravning m.m.).

Efter livegenskabets ophævelse ændredes også herremændenes stilling. Den feudale forpagter (bailif), der selv var livegen og var placeret som feudalherrens funktionær, erstattedes i sidste halvdel af 1300-tallet med en forpagter, som feudalherren forsynede med udsæd, kvæg og landbrugsredskaber.

I begyndelsen var forpagterens kår ikke meget forskellig fra bøndernes - blot havde han flere lønarbejdere under sig. Men med lønarbejdets vækst ændredes også forpagterens karakter. Han blev først halvforpagter (5) og senere egentlig kapitalistisk forpagter (farmer), som forøgede sin egen kapitals værdi ved at anvende lønarbejde, og som betalte en del af overskuddet - i penge eller naturalier - til godsejeren som jordrente. Økonomisk blev forpagteren kapitalist og godsejeren rentier. Det ændrede dog foreløblig ikke noget ved godsejernes sociale og politiske status - som landdistrikternes mest "ansete" og magtfulde klasse.

Den tidlige afskaffelse af livegenskabet og indførelse af pengeafregning som erstatning for de feudale forpligtelser mellem bønder og herremænd havde givet England en landlig overklasse, der så penge som magten over alle magter (og derved ikke længere var egentlig feudal!). Det var en ny godsejeradel, som havde afløst den gamle normanniske højadel, der var blevet fortæret i de store feudalkrige (bl.a. hundredeårskrigen mellem England og Frankrig, 1337-1453) - og definitivt i Rosekrigene (1455-85) (6).

Den så muligheden for at få store indkomster ved at lytte til købmændenes lokken om gode priser på uld (til bl.a. Flanderns tekstilmanufaktur). Med magt startede herremændene en skånselsløs uddrivning af bønderne fra deres jord og beslaglagde fællederne, indhegnede det hele og begyndte på fåreavl i stor skala.

Enclosure i England

Dette var den såkaldte enclosure (=indhegning). "Forvandlingen af pløjejord til græsgang for fårene blev denne feudaladels parole" (7). Dette begyndte i slutningen af 1400-tallet og fortsatte igennem 1500-tallet.

Statsmagten - i skikkelsen af kongen eller dronningen - var imod fordrivelsen af bønderne fra deres jord. Den forsøgte bl.a. ved hjælp af lovgivningen at modarbejde indhegningssystemet og fordrivelsen af bønderne. Og den forsøgte at bøde på de lidelser, som overgik bønderne. Men de kongelige love og parlamentariske vedtagelser til beskyttelse af småbønderne blev simpelthen ikke fulgt.

Kongemagten stod i en speciel stilling, idet dens hovedmål var at styrke dens eget centrale enevoldsvælde. Derved stod den i modsætning til feudaladelen (især højadelen).

Konflikten mellem kongemagt og lensbaroner fandtes tilbage til 1100- og 1200-tallet og var med huset Tudors overtagelse af kronen og indførelse af enevældet blev skærpet (8).

Kongemagten havde opløst de feudale ridderhære for at styrke sin egen stilling som stærk centralmagt. Dette skabte den første bølge af frie proletarer, idet de professionelle feudalsoldater nu "uden ret og ejendom blev kastet ud på arbejdsmarkedet" (9).

Enevoldsmonarkiets folkelige basis var i Tudor-perioden småbønderne, som det søgte at støtte, og som det havde brug for bl.a. som soldater i sin hær (10). Derfor kongens/dronningens modvilje mod fordrivelsen af bønderne fra jorden. Men samtidig kunne den enevældige statsmagt ikke klare sig uden politisk støtte fra især lavadelen og byens borgere (købmænd). Således var det f.eks. lavadelige "fredsdommere", som skulle håndhæve den kongelige lovgivning på landet. Det forklarer måske en del af de vanskeligheder, som statsmagtens forsøg på ved hjælp af lovgivning at hindre fordrivelsen af småbønderne fra deres jord, løb ind i.

Mængden af forarmede, fordrevne bønder på Englands landeveje blev yderligere suppleret med bønder fra kirkegodserne og beboerne fra de katolske klostre i reformationens kølvand. Henrik d. 8. brød med kirken i Rom, indførte en selvstændig engelsk statskirke og konfiskerede kirkegodserne. Den katolske kirkes jordbesiddelser blev overtaget af "rovlystne kongelige yndlinge eller solgt til spotpriser til spekulanter blandt de kapitalistiske forpagtere og byernes borgere, der forjog de gamle arveligt undergivne i massemålestok og lagde deres brug sammen" (11). Klostrene blev opløst og deres beboere i bogstaveligste forstand smidt på porten.

Forsøgte kongemagten med næb og klør - og uden held - at forsvare sin vigtigste støtte - småbønderne - mod fordrivelse, så foranstaltede den samme kongemagt en blodig lovgivning mod de eksproprierede med det formål at tvinge dem tilbage til den jord, de havde forladt. (12)

"De, der var blevet forjaget gennem opløsningen af de feudale grupper af følgesvende og den stødvise, voldelige ekspropriation fra jord og hjem, dette rets- og ejendomsløse, "frie" proletariat, kunne umuligt blive opsuget af den fremvoksende manufaktur i samme takt, som det kom til verden. På den anden side kunne de, der pludseligt var blevet slynget ud af deres vante livsbane, ikke lige så pludseligt finde ind i den nye tilstands disciplin. I massemålestok forvandledes de til tiggere, røvere, vagabonder, til dels af tilbøjelighed, i de fleste tilfælde under omstændighedernes tvang. Fra slutningen af det 15. og under det 16. århundrede var der derfor i hele Vesteuropa en blodtørstig lovgivning mod vagabondering. Den nuværende arbejderklasses fædre blev først tugtet, fordi man havde forvandlet dem til vagabonder og paupere. Lovgivningen behandlede dem som "frivillige" forbrydere og forudsatte, at det afhang af deres gode vilje at arbejde videre under de gamle forhold, der ikke længere eksisterede." (13)

En vagabond piskes, fra "The Bagford Ballads" ca. 1630.
En vagabond piskes, fra "The Bagford Ballads" ca. 1630.

 

Selv om formålet med den blodige lovgivning mod vagabondering var at sende bønderne tilbage til jorden, øgedes vagabondernes og tiggernes tal ikke desto mindre. De kunne ikke vende tilbage til jorden, fordi den var blevet beslaglagt, og de kunne ikke finde beskæftigelse i manufakturen, som endnu ikke var særlig omfattende og i øvrigt baserede sig på håndværksmæssig arbejdskraft. De var tvunget til en landstrygertilværelse. Og der skulle faktisk gå et par århundreder, før der virkelig blev brug for dem som lønarbejdere, idet det først var med storindustriens fremkomst i sidste halvdel af 1700-tallet, at kapitalismen i stor målestok havde brug for disse "frie", tugtede og disciplinerede proletarer. På dette tidspunkt havde de fået følgeskab af tusinder andre eksproprierede bønder, som var blevet ofre for 1700-tallets store fordrivelsesproces.

Fordrivelsen af bønderne fra landet foregik i to store bølger. Den første, som ovenfor beskrevet, fandt sted i 1500-tallet og var foranstaltet af godsejeradelen - imod statens lovgivning. Ved denne første bølge var det først og fremmest fælledjorden, som blev inddraget, hvilket betød, at mange bønder - især dem med meget lidt jord - måtte forlade jorden, og de som blev tilbage havde betydeligt mindre jord at arbejde på og måtte inddrage deres fåre- og kvæghold. Men selv om mange småbønder blev forjaget og forarmet, vedblev klassen af småbønder at være den største på landet, og den frie bondestand - the yeomanry - stod stadig stærkt.

Det var først ved den næste bølge af fordrivelse af bønderne i 1700-tallet, at Englands landdistrikter virkeligt blev affolket og den frie bondestand forsvandt. Her var tale om meget stærkere kræfter, idet den kapitalistiske produktionsmåde havde vundet sejr i England, og det var nu en helt anden stat - en borgerlig - som lovgav - imod småbønderne og til fordel for deres fordrivelse. Men herom senere.

Mens fordrivelsen af bønderne fra deres jord på den ene side resulterede i, at de blev tvunget ud i vagabondering og elendighed, betød på den anden side deres fjernelse fra jorden, at denne kunne udbyttes mere effektivt. På denne måde næredes to af kapitalismens forudsætninger på samme tid.

Der blev sat en udvikling i gang af kapitalistisk landbrug. De kapitalistiske forpagtere havde nu efter beslaglæggelse af mere jord gyldne tider. De blev "beriget i et tempo, der var lige så hurtigt, som det, hvormed revolutionen i landbruget forarmede befolkningen". (14)

"Til trods for, at der var færre, der dyrkede jorden, gav den et produkt, der var lige så stort eller større end før, eftersom revolutionen i jordejendomsrelationerne var ledsaget af forbedrede dyrkningsmetoder, større kooperation af produktionsmidlerne o.s.v., og eftersom lønarbejderne på landet ikke blot blev tvunget til at arbejde mere intensivt, men også fordi det produktionsområde, hvor de arbejdede for sig selv, skrumpede mere og mere ind." (15)

Men småbønderne på landet var mere end blot agerdyrkere og kvægholdere, de var også småhåndværkere og husede bl.a. en ret betydelig hjemmeproduktion af tøj, redskaber, madvarer o. lign. Med fordrivelsen af mange og forarmelsen af endnu flere bønder blev denne hjemmeproduktion mere og mere underlagt kapitalismen. Beslaglæggelsen af bøndernes jord fratog dem adkomsten til egne råmaterialer, og de bønder, som blev på landet kom i kløerne på kapitalistiske "forlæggere", som forsynede dem med råmaterialer til forarbejdning og senere aftagelse mod en ussel betaling.(16) Herved blev disse tidligere producenter af alle egne livsfornødenheder nu mere og mere afhængige af at købe nogle færdigvarer, samtidig med, at de selv producerede andre. De blev forbrugere - et indre marked. Marx har i Kapitalen beskrevet denne proces - dannelsen af det indre marked, som startede på dette tidspunkt, og som udviklede sig op mod storindustriens gennembrud: "Faktisk forholder det sig således, at de begivenheder, der forvandler småbønderne til lønarbejdere og deres livs- og arbejdsmidler til kapitalens stoflige elementer på samme tid skaber kapitalens indre marked. Tidligere frembragte og bearbejdede bondefamilierne de livsfornødenheder og råstoffer, som de derpå selv for største delens vedkommende fortærede. Disse råstoffer og livsfornødenheder er nu blevet varer; storforpagterne sælger dem, i manufakturen finder han sit marked. Garn, lærred, grove uldtrøjer, ting, hvis råstoffer fandtes inden for enhver bonde-families rækkevidde, og som den spandt og vævede til eget forbrug - forvandler sig nu til manufakturartikler, hvis afsætningsmarked netop udgøres af landdistrikterne. Den talrige, spredte kundekreds, hidtil betinget af en mængde små producenter, der arbejder for egen regning, koncentrerer sig nu til et stort marked, der forsynes af den industrielle kapital." (17)

Handelen

Den opløsning af feudalismen, som blev beskrevet i det foregående, hvorved bønderne blev frataget fællederne og i stort tal forjaget fra jorden, mens feudalherrerne skiftede karakter og blev kommercialiserede, havde som forudsætning den udvikling af handelen - og dermed af pengeøkonomien - som var foregået i England i de foregående århundreder.

Allerede i 1100- og 1200-tallet var byerne i England begyndt at vokse som resultat af øget handel - dels lokal handel og dels handel med råvarer til andre europæiske regioner. Det var udenlandske købmænd (bl.a. hansakøbmænd og italienere), som sad på denne sidstnævnte handel. Således var nogle byer meget tidligt helt eller delvis frihandelsbyer, mens andre førte en kamp for frigørelse fra feudalherrernes kontrol - især i 1200- og 1300-tallet.

Byerne beboedes af håndværkere og købmænd, der var organiseret i laug. Handelslaugene bestod i begyndelsen af både håndværkere og købmænd. Der var til at begynde med ikke den store forskel på håndværkernes og købmændenes stilling i laugene; men med handelens udvidelse adskiltes de to grupper mere og mere, og købmændene søgte at udelukke håndværkerne fra handelslaugene og underlægge sig dem. Dette fulgtes af en tilsvarende politisk kamp om magten i byerne, hvor det tidligere demokratiske bystyre med stemmeret for alle frie borgere efterhånden blev erstattet med et enerådende fåmandsvælde. Fra ubetydelige bissekræmmere i 1100- og 1200-tallet udvikledes disse købmænd til et magtfuldt købmandsoligarki i 1300- og 1400-tallet. De havde monopol på byernes engroshandel og forsøgte enten at underlægge sig håndværkerne ved restriktioner mod laugenes udfoldelse eller ved at omgå dem helt ved at "forlægge" råvarer til forarbejdning hos bønderne på landet. (Dette "forlagssystem" startede i England helt tilbage i 1200-tallet og forsvandt først med storindustriens fremkomst.)

Blandt håndværkerne medførte den evindelige kamp mod købmændene en opdeling af håndværkerne i rige og fattige mestre. Således var byernes befolkning i 1300- og 1400-tallets England delt i tre grupper - det regerende handelsoligarki, en gruppe velstående håndværksmestre, som producerede for det lokale marked og måske var mellemhandlere for købmændene, og endelig en gruppe fattige håndværkere, som ofte var underlagt rige håndværksmestre eller købmænd, og som var forgældet til ågerkarle.

Et betydningsfuldt element i handelens udvidelse i 1300-tallet var Englands mere selvstændige rolle overfor udenlandske købmænd. Hidtil havde især italienske og hollandske købmænd haft monopol på handel med engelske varer. Det var hovedsageligt råvarer - og her først og fremmest uld, og handelen foregik fra engelske havnebyer.

I 1313 blev der oprettet en uldstabelplads (= handelsplads) i Brügge, hvilket kom engelske eksportkøbmænd til gode, idet det var dem, som skulle transportere ulden til Brügge og sælge den der. Således kom uldhandelen over på engelske hænder. Den engelske konge havde været drivkraften i oprettelsen af denne handelsplads. Han var ved at søge at løsrive sig fra sine gældsforpligtelser til udenlandske købmænd og allierede sig i stedet med nogle engelske købmænd, som lånte ham penge. Det blev således en lille eksklusiv gruppe af eksportkøbmænd, som fik monopolet på uldhandel i Brügge, og det skabte utilfredshed hos andre engelske købmænd. Der var i lang tid strid mellem konge og grupper af købmænd og uldproducenter. En overgang blev stabelpladsen i Brügge nedlagt, men dog genoprettet i 1359. Imidlertid blev hovedresultatet af denne strid, at engelske handelskapitalister begyndte at satse på engelsk produceret klæde til eksport. Monopolkøbmændene havde drevet priserne på uld i vejret på stabelpladserne for at kunne hjemtage store gevinster. Det betød, at det bedre kunne betale sig at producere klæde og sælge det end at eksportere råvaren. "De lave priser på hjemmemarkedet betød, at engelsk klæde ikke alene her, men også i udlandet kunne sælges meget billigere end udenlandsk klæde, der måtte betale en langt højere pris for råmaterialer; og klædeeksporten blev snart langt mere indbringende end eksporten af uld". (18)

I 1400-tallet dannede et stort antal rige købmænd fra forskellige byer i England et selvstændigt selskab "The Merchants Adventurers", som opnåede eneret på klædehandelen mellem England og Nederlandene. Hermed begyndte engelsk købmandskapital at slå sig fast som en ny magtfaktor i Europa, og England begyndte at ændre karakter fra råvareproducent til færdigvareproducent.

Handelens kraftige udvidelse - især efter de spanske og portugisiske "opdagelser" - medførte en vækst i det engelske handelsborgerskab, idet rige håndværksmestre i 1400- og 1500-tallet begyndte at infiltrere handelsborgerskabet, og i visse tilfælde lykkedes det dem at bryde handelsoligarkiets enerådende magt. Således opnåede visse håndværkslaug ret til engroshandel efter at have indgået kompromisser med handelsoligarkiet i nogle engelske byer. Fra midten af 1500-tallet ekspanderede den engelske købmandskapital kraftigt. Der blev oprettet et russisk handelsselskab, et afrikansk selskab, et selskab for "østlandene" (d.v.s. handel gennem Øresund), et spansk selskab og endelig forløberen til Det Ostindiske Kompagni - et orientalsk selskab.

Grundlaget for den udvidede engelske handel var en styrkelse af den engelske sømagt og produktionen af færdigvarer - ikke mindst klæde. I det følgende vil vi se på England i manufakturperiodenhvor store dele af produktionen kom under kapitalens kontrol, og i manufakturen fik vi forløberen for storindustrien. Vi vil senere i artiklen behandle den engelske sømagt i forbindelse med dannelsen af det engelske kolonisystem.

England i manufakturperioden

Den såkaldte manufakturperiode strækker sig fra midten af 1500-tallet til sidste trediedel af 1700-tallet.

Manufakturen var overgangsformen mellem håndværket og storindustrien. Den var forskellig fra håndværket, idet den baseredes på kooperation, arbejdsdeling og specialisering, og den var forskellig fra storindustrien, idet den endnu ikke anvendte maskiner, men havde den håndværksmæssige produktion som sit udgangspunkt.

Den manufakturmæssige produktion i England var underlagt kapitalen og blev således den første egentligt kapitalistiske produktionsproces. Manufakturen havde sin oprindelse i håndværket. Den opstod dels fra forskellige selvstændige håndværk, som den førte sammen, idet de stod for hver en delproces i produktionen af den færdige vare - f.eks. karetmanufakturen, som ansatte både karetmagere, sadelmagere, skræddere, klejnsmede o.s.v. - dels opstod den fra flere håndværkere, der udførte det samme eller næsten det samme arbejde i samme værksted - f.eks. nålemanufakturen. (19)

Manufakturperioden i England var ikke kendetegnet af manufakturproduktion i ren form, men snarere af en blanding af hjemmeindustri, håndværksmæssig, manufakturmæssig og storindustriel produktion på samme tid - måske endda med hjemmeindustrien som den mest omfangsrige i hele perioden. (20) Det bør derfor fremhæves, at selve manufakturen ikke var den mest fremherskende produktionsproces i manufakturperioden. Håndværk og hjemmeindustri havde størst vægt i begyndelsen af perioden og vedblev at være meget omfattende hele perioden igennem, selv da manufaktur og fabriksproduktion vandt frem. Manufakturen var den højest udviklede produktionsproces, som var mulig på basis af håndværket. Manufakturperiodens kendetegn var således først og fremmest at være overgangsformen fra håndværket til storindustrien.

I 1500-tallet var håndværket og hjemmeindustrien i stor udstrækning blevet underlagt købmændene - f.eks. inden for Englands vigtigste manufakturbranche - tekstilproduktionen. Det var købmænd, som opkøbte uld og "forlagde" det til forarbejdning hos håndværkere og de bønder, som var blevet ramt af godsejernes angreb på jorden og derfor var tvunget til håndværksmæssig hjemmeindustri for at klare sig.

Selve produktionsprocessen var splittet op i en række selvstændige processer som alle krævede specielle færdigheder, redskaber m.m. - og for f. eks. uldproduktionens vedkommende oprindeligt næsten alle var selvstændige håndværk. Når købmænd derfor "forlagde" uld til forarbejdning hos f.eks. spindere og vævere på landet, var de kun det første led i en lang række af producenter, som for det meste levede adskilt, og som hver for sig føjede lidt til det færdige produkt. Uldproduktionen krævede mindst ti selvstændige processer, hvoraf nogle var henlagt til hjemmeindustri på landet, nogle til småhåndværkere i byerne, mens endelig nogle var henlagt til værksteder (ofte på landet i forbindelse med vandmøller) direkte under en håndværksmesters kontrol.

Der var mange problemer ved dette system. Klædehandleren havde store kvaler med denne organisering af produktionen. Det var en besværlig og langsommelig proces, adskilte delproducenter, stort spild (bl.a. på grund af tyveri af råvarer), flaskehalse i produktionen, udisciplineret arbejdskraft (21) m.m. Men der var også fordele for klædehandleren ved systemet. Det krævede ikke så megen kapital til investering i bygninger, redskaber o.s.v., og det var vigtigt for datidens købmænd, der så profitten komme ud af handel og ikke produktion.

Men efterhånden som uldindustrien voksede, fik håndværksmestre, som havde brudt købmændenes monopol på handel og selv var begyndt at handle med færdigt klæde, større og større betydning. Der opstod konflikter mellem disse "håndværkerkøbmænd" og de egentlige købmænd.

Bl.a. forsøgte "håndværkerkøbmændene" at stoppe eksporten af halvfærdigt klæde, som eksportkøbmændene tjente fedt på. (Det halvfærdige klæde blev solgt i Nederlandene, hvor de

Hjemmeindustri. Håndvæveren ved sin væv. Fra begyndelsen af 1700-tallet.
Hjemmeindustri. Håndvæveren ved sin væv. Fra begyndelsen af 1700-tallet.

sidste processer - farvning og valkning - blev foretaget, hvorefter hollandske købmænd solgte det færdige klæde verden over). "Håndværkerkøbmændene", som selv organiserede klædeproduktionen, ville også have kontrol med de sidste led i fremstillingsprocessen. I modsætning til købmændene så de ikke klædet blive til i en lang række af isolerede processer afbrudt af køb og salg af råvarer og halvfabrikata. De så det som én proces, bestående af en række delprocesser, som blev udført af delarbejdere. De koncentrerede ofte i hvert fald en del af produktionen i værksteder direkte under deres kontrol og kunne derved nedsætte produktionstiden betydeligt. F.eks. kunne vævningen foregå i værksteder, hvor adskillige vævere sad side om side og vævede for deres mester, som nu var en regulær industriel kapitalist. Farvning og valkning foregik også i større værksteder eller "fabrikker".

Manufaktur af denne type voksede frem især i 1600-tallet, men der var stadig tale om relativt små enheder. En undtagelse var Jack i Newbury, en uldfabrikant, som havde 800 arbejdere ansat i sin "fabrik", der var organiseret som et kæmpemæssigt værksted. (22)

Sideløbende med denne udvikling fra håndværk til manufaktur i de nævnte produktionsgrene foregik i slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet en lige så vigtig udvikling i andre produktionsgrene. Der tales ofte om "den første industrielle revolution" i denne periode, som bestod i, at der blev udviklet storindustri i et beskedent omfang. Det var først og fremmest minedriften, som i denne periode blev revolutioneret, og her især kulbrydningen. Før 1500-tallet var træ det vigtigste brændsel i England og den vigtigste energikilde til drift af ovne o. lign. Kul blev kun brudt der, hvor det var lettest tilgængeligt, bl.a. var det bønder og munke fra klostrene, som stod for kulbrydningen. I løbet af 1500-tallet skete der imidlertid en ændring, idet efterspørgselen på kul steg. Dels var der mangel på træ, fordi skovene i England blev fældet, dels var der blevet taget nye metoder i brug indenfor visse produktionsgrene, som krævede mere brændselsenergi, og endvidere startedes der produktion af adskillige nye varer, som tidligere var blevet importeret fra kontinentet. Hvad det sidste angår, gjaldt det især papir- og krudt-fremstilling, kanonstøbning, sukkerraffinering, salpeterfabrikation m.m. Den kraftige udvidelse af eksisterende industrier som f.eks. skibsbygning og bryggerier skabte også øget efterspørgsel efter kul.

Ligesom nogle af de nye produktionsgrene blev indført i England fra bl.a. Tyskland og Frankrig, blev også nye udenlandske opfindelser inden for minedrift taget i anvendelse indenfor allerede eksisterende produktionsgrene - f. eks. i den engelske kulindustri. Det gjaldt først og fremmest forbedrede pumper, som muliggjorde dybbrydning af kul.

En forudsætning for at denne "første industrielle revolution" kunne finde sted var således disse nye udenlandske opfindelser. En anden forudsætning var tilstedeværelsen af kapitaler, som var store nok til at kunne sætte den industrielle produktion i gang. På dette tidlige tidspunkt blev de storindustrielle investeringer hovedsagelig foretaget af aristokratiske patentindehavere, der af kronen var blevet garanteret eneret for produktion inden for deres specielle område. Denne beskyttelse af deres investeringer fra statsmagtens side kom til at blive et af stridsspørgsmålene op til udbruddet af den engelske revolution i 1648.

Et af de vigtigste resultater af denne storindustrielle produktion i begyndelsen af 1600-tallet var uden tvivl den ændring i Englands militære stilling, som egen produktion af krudt, kanoner og andre våben samt forbedret skibsbyggeri muliggjorde. I 1540 var England afhængigt af import af kanoner fra kontinentet, mens det i 1640 producerede Europas bedste kanoner.

Efter samfundsmæssig målestok spillede denne første storindustri imidlertid en ringe rolle i 1600-tallets England. Det var stadig hjemmeindustrien og manufakturen, som var altdominerende. Indførelse af nye opfindelser eller forbedrede metoder i de områder, som traditionelt beherskedes af hjemmeindustri og manufaktur, førte ikke til nogen revolutionering af produktionen på dette tidspunkt. F.eks. betød indførelsen af vævestolen i slutningen af 1600-tallet en opblomstring af hjemmeindustrien i stedet for dens undergang. De hjemmearbejdende bønder på landet lejede simpelthen vævestole af smarte agenter, som på sin side tjente tykt ved at kræve høje afgifter af bønderne.

Manufaktur og hjemmeindustri eksisterede således side om side og supplerede hinanden. Det lykkedes faktisk ikke manufakturen at aflive hjemmeindustrien, der, trods manufakturens vækst og dens nedsættelse af den nødvendige arbejdstid til produktionen af adskillige varer, vedblev at være konkurrencedygtig. "Den egentlige manufakturperiode formår dog ikke at gennemføre en radikal omdannelse. Man vil huske, at den kun yderst stykkevis bemægtiger sig den nationale produktion og altid hviler på byernes håndværk og bi-industrien i hjemmene og på landet som bred baggrund. Tilintetgør den på visse punkter denne bi-industri i én form, i specielle erhvervsgrene, fremkalder den denne bi-industri på ny på andre, eftersom manufakturen til en vis grad har brug for denne bi-industri til at bearbejde råmaterialet". (23)

Manufakturperioden bidrog på væsentlige områder til dannelsen af forudsætningerne for storindustrien. For det første ændredes organiseringen af produktionen. Med et vist antal beskæftigede under samme tag bidrog manufakturen til at nedsætte produktionstiden for forskellige varer. Tidligere selvstændige håndværk blev bragt sammen og deres funktioner samordnet i en kontinuerlig proces. Arbejderne specialiseredes som delarbejdere, der udførte specialfunktioner, som skulle gentages i det uendelige. (24) Deres redskaber blev udviklet til at være specialredskaber, der blev forbedret og helt tilpasset delarbejderens specialfunktioner. (25) Endvidere skabtes der et hieraki inden for værkstedet, hvor et lag af ufaglærte arbejdere, som stod lavest i hierakiet, allerede i manufakturperioden begyndte at vokse, selv om det aldrig blev det dominerende. (26)

For det andet voksede der i manufakturperioden fra producenternes egen rækker en klasse frem at industrielle kapitalister, som mere og mere underlagde sig produktionen. De fjernede i højere og højere grad købmændenes kontrol over produktionen. Marx har beskrevet, hvordan overgangen fra den feudale produktionsmåde foregår på to måder: "Producenten bliver købmand og kapitalist, .... Eller også bemægtiger købmanden sig direkte produktionen..." (27) Af de to måder er den første "den virkelig revolutionerende vej", mens den anden i stedet for at bidrage til omvæltning af den gamle produktionsmåde "tværtimod konserverer og bibeholder den som sin forudsætning". I det foregående har vi set, hvordan begge tendenser har været til stede i England i manufakturperioden. Dels var der købmænd, som "forlagde" råvarer til forarbejdning hos håndværkere og i hjemmeindustrien, dels var der håndværksmestre, som fra en position som selvstændige eller købmændenes mellemmænd kæmpede sig op og brød købmændenes eneret på handel og selv handlede med deres varer.

Oprindelig var handelen forudsætning for forvandlingen af håndværket, hjemmeindustrien og det feudale landbrug til kapitalistiske foretagender. "Den udvikler produktet til vare, dels ved at skaffe et marked for det, dels ved at den indfører nye vareækvivalenter og leverer nye rå- og hjælpestoffer til produktionen, og derved påbegynder produktionsgrene, som fra første færd er baseret på handel, både hvad angår produktion for markedet og verdensmarkedet, og hvad angår produktionsbetingelser, som stammer fra verdensmarkedet." (28)

Men i det øjeblik selve produktionen har nået en vis styrke, mister handelen sin selvstændige rolle. Købmændene bliver industrikapitalens tjenere. I manufakturperioden sås dette endnu kun som en tendens, idet det først var med storindustriens gennembrud, at industrikapitalen blev dominerende. I 1600-tallet var England stadig domineret af handelskapitalen, som imidlertid mistede mere og mere af sit greb om den hjemlige produktion, mens den koncentrerede sig om handelen på kolonierne, der i denne periode gav enorme gevinster. Således voksede de industrielle kapitalisters styrke i England selv, men med relativt små kapitaler, idet det stadig var manufakturen, som var deres baggrund. Samtidig skubbedes købmændene mere og mere ud på verdensmarkedet hvor de ved hjælp af plyndring, slavehandel, trekantshandel m.v. - beskyttet af handelsmonopoler og en stærk engelsk flåde - kunne samle enorme formuer.

Før vi fortsætter med en beskrivelse af den engelske sømagt og udviklingen af kolonisystemet i 1600-tallet og fremefter, vil vi imidlertid beskrive et vendepunkt i den engelske historie, som var en konsekvens af den foregående udvikling, og som skulle få afgørende betydning for kapitalismens succes i England - den engelske revolution.

Den engelske revolution

Beskrivelsen af den indre udvikling i England fra ca. 1400 til 1600, som er blevet bragt i det foregående, kunne måske give det indtryk, at det borgerligt dominerede handels- og manufaktur-samfund havde afløst det middelalderlige feudalsamfund i en fredelig og jævn udvikling.

Men selv om de kapitalistiske kræfter var vokset stærkt i denne periode, var magten stadig omkring år 1600 i hænderne på de feudale kræfter. Selv om handel og manufaktur var vokset stærkt i perioden op til 1600, betød det ikke dermed, at den feudale adel (højadelen) og kirken - hverken i dens katolske eller den statskirkelige form - havde mistet enhver magtposition, endsige havde mistet håbet om at genvinde det tabte land.

I Tudor-monarkernes periode (1485-1603) havde borgerskabet i byerne (købmændene) og på landet (den nye godsejerklasse) haft sammenfaldende interesser med enevælden vendt mod især den feudale højadel (som havde fået nyt blod fra bl.a. visse lag af lavadelen, som tilkøbte sig lord-titler) og den katolske kirke. Tudor-monarkerne beskyttede borgerskabet mod såvel indre som ydre (Spanien!) fjender, som de havde fælles med borgerskabet - og virkede derved som en progressiv kraft. Så længe de kapitalistiske kræfter var svage og spirende gav enevælden dem således den bedste beskyttelse og de bedste betingelser for at udvikle sig.

Men i takt med at de kapitalistiske kræfter blev stærkere og stærkere, voksede også de nye borgerlige klassers ønske om og behov for selv at lede staten, og enevælden begyndte at blive en hindring for fortsat udvikling.

I begyndelsen af 1600-tallet ændredes monarkiets stilling. Borgerskabet pressede på - gennem parlamentet, hvor det dominerede - for at indskrænke kongemagtens beføjelser. Kongen (fra 1603 var det stuarterne, som sad på den engelske trone) svarede igen ved at alliere sig mere og mere åbent med de feudale kræfter og gå imod parlamentets beslutninger. Kampen mellem de feudale og borgerlige kræfter tog således form af en kamp mellem parlament og monarki i første halvdel af 1600-tallet. Borgerskabets utilfredshed med kongemagten var voksende og kilderne til utilfredsheden mange.

Et vigtigt spørgsmål var kongemagtens metoder til at financiere det voksende statsapparat (hær og flåde) og det voksende bureaukrati (hoffet).

De gamle feudale afgifter var mindskede på grund af feudalsystemets nedgang. Men de nye klasser var ikke lette at beskatte for en konge, som ikke havde deres tillid. Det var i høj grad på grund af den engelske stats uduelighed, at England i 1614 mistede retten til klædehandelen på Holland og derefter led militært nederlag i den handelskrig, som England startede mod Holland. Det var også i høj grad statens ineffektivitet, som var skyld i, at købmænd ikke kunne sejle sikkert i selv engelske farvande. Mellem 1609 og 1616 opbragtes 416 engelske skibe af sørøvere alene i engelske farvande (29).

Oven i dette kom kongens beskatning af købmændene gennem toldafgifter og "skibspenge", som direkte skadede handelen, og som rejste købmændenes udelte harme.

Det industrielle borgerskab og håndværkerne var lige så utilfredse med kongemagten som købmændene var det. Det var Stuarternes politik at tildele (mod betaling) monopolrettigheder til forskellige af hoffets yndlinge inden for en række fremstillingsindustrier. Disse kongelige yndlinge kom sjældent fra industrikapitalisternes rækker, men var oftere folk fra aristokratiet, som indlod sig på industriel produktion (som f.eks. med størstedelen af minedriften og krigsindustrien) - eller det kunne være hoffet selv, som kontrollerede en industri- eller håndværksgren. I 1621 var der givet monopoler på fremstilling af mere end 700 forskellige varer (30).

Borgerskabet var ikke modstander af en stærk centralmagt eller beskatning eller monopolrettigheder som sådan. Det var imod, at det var kongen, som skulle bestemme udformningen af dem. Borgerskabet havde tværtimod brug for en stærk centralmagt (hær og flåde) og kunne derfor heller ikke undgå beskatning, og
det fremlagde selv - igennem parlamentet - et forslag om forskellige monopollove (som dog havde en hel anden karakter end de kongelige, idet de kun skulle omfatte fremstilling inden for områder, hvor der var blevet gjort nye opfindelser (31)).

Enevældens mål var ikke at fremme borgerskabets sag (eller for den sags skyld at bekæmpe den), men først og fremmest at tjene sin egen interesse. I Tudor-perioden skete dette ved at kongemagten forsøgte at skabe balance mellem de borgerlige og de feudale kræfter, måske endda med en løs alliance med borgerskabet mod de meget stærke feudale kræfter. Under Stuart'erne allierede kongen sig med de feudale kræfter for at stå imod de nu meget stærke borgerlige kræfter.

Og i samme grad som enevælden behøvede en alliance med det feudale aristokrati og det højere præsteskab - behøvede de kriseramte feudalkræfter kongemagtens støtte for ikke at bukke under.

Som udviklingen gik i begyndelsen af 1600-tallet blev det mere og mere klart, at der ville komme en kraftig konfrontation mellem de feudale og de kapitalistiske kræfter i England.

I 1629 opløste kongen (James I) parlamentet og regerede enerådigt i de næste 11 år. I 1639 nægtede købmændene at betale "skibspenge" og andre skatter, og i 1640 var kongen bankerot.

Situationen var helt tilspidset og kunne nu kun løses gennem et voldeligt opgør. I 1642 startede borgerkrigen mellem "royalister" - repræsenterende konge og feudaladel (højadel og en del af lavadelen (32)) den højere kirkestand og en klike rige købmænd - og "parlamentet" - repræsenterende borgerskabet (købmænd, manufakturkapitalister), godsejere (=størstedelen af lavadelen), middelbønderne (yeomanry), håndværkere og arbejdere.

Krigen varede indtil 1649, hvor "royalisterne" var endeligt besejrede. Lederen af "parlamentets" hær, Oliver Cromwell, udråbte republikken og arrangerede Karl I's halshuggelse. Monarkiet og overhuset blev afskaffet, parlamentet blev indkaldt, men opløstes igen, hvorefter Cromwell tog magten som militær enehersker.

I denne regering havde de borgerlige kræfter i sandhed fået magt, og den ene radikale lov fulgte efter den anden. I republikkens godt ti år (1649-60) blev følgende vigtige ting gennemført:

a) Generobringen af Irland og Skotland. Kolonisering af Irland.

b) Udarbejdelsen af en ny og mere agressiv handelspolitik. Bl.a. The Navigation Act fra 1651 (omtales senere i afsnittet om den engelske sømagt).

c) Opbyggelsen af en stærk flåde.

d) Afskaffelse af de sidste feudale forhold mellem jordejere og bønder (bl.a. tiende).

e) Voldelig udsmidning af feudalherrer fra deres borge.

f) Konfiskering af kirkens og kronens jord (for at betale den nye regerings store statsudgifter). (33)

Men republikken skulle alligevel ikke blive den form, som den borgerlige stat i England udviklede sig i. Dele af godsejeradelen, som havde været med til at styrte kongen, var bange for effekten af de love, som gav små- og middel-bønder flere rettigheder. Og de store handelskompagnier var ligeledes utilfredse med at måtte afgive deres monopolrettigheder, så handelen blev fri. Det var faktisk kun Det Ostindiske Kompagni, som efter en kort konfrontation med Cromwell (1657) fik lov til at beholde sit monopol på handelen på Asien udelt.

Efter Cromwells død 1658 gik regeringen mere og mere i opløsning. I 1660 kaldte et genindkaldt parlament Karl II tilbage fra eksil og lod ham overtage tronen. Det var begyndelsen på den såkaldte restaurationsperiode, som varede til 1688.

Selv om stuarterne var blevet genindsat, betød det ikke, at alt blev som før. Udviklingen havde vendt, og det var faktisk ikke mange af republikkens love, som blev ophævet.

Kongen regerede under restriktioner - havde bl.a. ikke ret til udskrivning af skatter uden parlamentets accept. Den kongelige kontrol med industri og handel ved hjælp af monopoler blev aldrig genindført. Selv om en stor del af kirkens og kronens jord

Halshugningen af Karl I (1649) efter samtidigt folkeligt træsnit.
Halshugningen af Karl I (1649) efter samtidigt folkeligt træsnit.

blev givet tilbage, skete det under nye vilkår, og kirken fik aldrig samme magt som tidligere, hvor den eneste forskel på katolicismen og den engelske statskirke var, at England i stedet for paven havde den engelske konge. Laugsvæsenet var brudt helt sammen under republikken og blev ikke genoprettet.

Kongen var imidlertid ikke klar over spillets nye regler og forsøgte at fortsætte i samme spor som før revolutionen. Hoffet blev genoprettet og var om muligt endnu mere dekadent end tidligere, og James II forsøgte endda at genindføre katolicismen.

Dette satte borgerskabet i bevægelse igen, og den sidste justering i statsformen blev foretaget i 1688, hvor stuarterne blev smidt på porten af parlamentet, og en ny konge blev udråbt - nu ikke mere med nogle af enevoldkongens beføjelser - men som en konstitutionel monark, der helt og holdent skulle rette sig efter parlamentets beslutninger.

Den borgerlige revolution i England var hermed fuldbyrdet. Det nye udgangspunkt var et kompromis mellem det fremvoksende borgerskab og godsejerne, som i det store og hele havde fælles interesser (34). I praksis blev det aristokratiet, som udøvede den politiske magt gennem parlamentet og embedsmandssystemet, idet borgerskabet blot krævede, at dets interesser i tilstrækkelig grad varetoges (35). Trods borgerkrig og revolution havde det engelske borgerskab ikke mistet sin respekt og underdanighed over for det "fine" aristokrati, som det gladeligt lod have alle de højeste regeringsembeder (36).

Ligesom borgerskabets første rejsning - reformationen i Tyskland - havde denne anden rejsning - revolutionen i England - i høj grad religiøs form. De republikanske grupper og partier, som førte an i revolutionen var stærkt præget af Calvins lære.

"Her (England) viste calvinismen sig som en ægte religiøs forklædning for det daværende borgerskabs interesser og nåede derfor heller ikke til fuld anerkendelse, da revolutionen i 1689 blev afsluttet med et kompromis mellem en del af adelen og borgerne. Den engelske statskirke blev genoprettet, men ikke i sin tidligere skikkelse som katolicisme med kongen som pave, men stærkt calviniseret." (37)

Denne ændring af kirkens stilling betød blandt mange andre ting en frigørelse af videnskaben, som nu ikke længere var bundet af snærende religiøse bånd.

Revolutionen havde affødt nye tankeretninger og eksperimenter, som teknologien kunne drage stor nytte af. Således blev en del af det ideologiske grundlag for 1700-tallets franske revolution lagt i England, samt, hvad der var endnu vigtigere i denne sammenhæng; med den videnskabelige forsknings forbedrede vækstbetingelser blev der dannet grundlag for en udvikling af teknologien bag den industrielle revolution i England.

Udviklingen i England efter revolutionen

De nye politiske rammer, som den engelske revolution havde skabt, for kapitalismens vækst medførte en rivende økonomisk udvikling fra slutningen af 1600-tallet og fremefter.

Landbruget

Noget af det første der skete, efter at Vilhelm III af Oranien var blevet indsat som den første konstitutionelle monark i England, var at statsgodserne blev anekteret af private godsejere eller solgt til spotpriser (38). Derefter startede en ny bølge af indhegning af fælledjord og uddrivelse af små- og middelbønder fra deres jord, og det i et omfang og med en styrke der langt overgik den tidligere "enclosure"-bevægelse i 1500-tallet. Til forskel fra den tidlige "enclosure"-bevægelse foregik den nu med statsmagtens billigelse. Parlamentet vedtog love til fremme af indhegning af fællederne og nedlæggelse af "urentable" småbrug. Strømmen af jordløse, forarmede bønder, som forlod landdistrikterne og søgte mod byerne tog således til. Forudsætningerne for dannelsen af en besiddelsesløs klasse, som ikke havde andet end sin arbejdskraft at sælge, blev kraftigt styrket.

Fordrivelsen af bønderne fra jorden blev fulgt af en kraftig produktivitetsstigning i landbruget. Produktiviteten på de små og mellemstore enheder havde altid været beskeden, mens de store godser nu i endnu højere grad kunne investere i nogle af teknologiens og naturvidenskabens nye landvindinger.

Den første "enclosure"-bølge i 1500-tallet havde bragt en del nye metoder, som øgede produktiviteten i landbrugsdriften. Men med 1700-tallets "enclosure"-bølge fulgte langt større og mere epokegørende ændringer. Nye former for vekselbrug (roer og kløver blev indført) sammen med forbedrede dræningsmetoder (kopieret fra Holland) medførte en øgning af det årligt opdyrkede areal på 50% (39).

I begyndelsen af 1700-tallet var der blevet introduceret nye så- og renseredskaber, og endvidere var fremavlen af forbedrede husdyrsracer ved at komme ind i videnskabelige baner. Samtidig medførte en aktiv folkelig oplysning, at hele landet blev bekendt med de nye opdagelser.

Alt dette betød en enorm produktivitetsstigning i landbruget, som gjorde det muligt for et stadigt faldende antal beskæftigede i landbruget, som bestod af større og større godser, at brødføde en stadigt stigende bybefolkning. Den del af den engelske arbejdsstyrke, som var beskæftiget ved landbrug faldt fra 4/5 i 1688, til 3/5 i 1750, 1/3 omkring 1800, 1/5 i 1850 og 1/10 i 1880 (40).

Forudsætningen for, at den industrielle revolution kunne finde sted, var på den ene side, at et stort antal bønder blev drevet fra deres jord for at kunne stille sig til rådighed som arbejdskraft i industrien, og på den anden side, at arbejdts produktivitet i landbruget øgedes i en sådan grad, at der stadig blev produceret fødevarer nok for de voksende masser i byerne (41). Ikke kun blev der produceret nok fødevarer for den engelske befolkning på dette tidspunkt, England var faktisk korneksportør i perioden 1720-1820.

Moderne landbrug i 1700-tallet. Billedet er fra et fransk leksikon og viser idealiseret engelsk landbrug. Der ses "moderne" redskaber. Der er gennemført arbejdsdeling. Jorden er udskiftet og middelalderborgen, feudalismens symbol ligger i ruiner.
Moderne landbrug i 1700-tallet. Billedet er fra et fransk leksikon og viser idealiseret engelsk landbrug. Der ses "moderne" redskaber. Der er gennemført arbejdsdeling. Jorden er udskiftet og middelalderborgen, feudalismens symbol ligger i ruiner.

 

Drivkraften i godsejernes aktive og lovbeskyttede fordrivelse af bønderne fra jorden i 1700- og 1800-tallet var altså ikke så meget "forvandling af pløjejord til græsgang for fårene" som i 1500-tallet, men i højere grad efterspørgselen efter "fødevarer til byerne".

Små- og mellembønder, som havde været den engelske revolutions kernetropper, og som hidtil havde været de mest talrige på landet, var 100 år efter revolutionen praktisk taget forsvundet. (42)

Handel og manufaktur

Handelen i perioden efter den engelske revolution fik et enormt opsving. Den styrkede engelske flåde gav England søherredømmet i Europa og resten af verden, hvilket gjorde det muligt for engelsk handelskapital at oprette et kolonisystem, som skulle blive en af den industrielle revolutions vigtigste forudsætninger - og baggrunden for Englands næsten hundredårige industrielle eneherredømme i verden. Men mere herom i de følgende afsnit om den engelske sømagt og det engelske kolonisystem.

For manufakturen og den fremvoksende klasse af industrielle kapitalister betød perioden efter den engelske revolution ligeledes stor fremgang. Manufakturens område udvidedes, og grundlaget blev lagt for "maskinalderen" med den manufakturmæssige produktion af maskiner. Det var manufakturen, som skulle "fremstille det maskineri, hvormed storindustrien ophævede den håndværksmæssige og manufakturmæssige drift inden for de produktionsområder, som den først erobrede" (43).

I begyndelsen af 1700-tallet havde forbedringer i jernudsmeltningen medført en øget anvendelse af jern i manufakturen - både som redskab og som råvare (44).

 "Doven hånd skaber fattigdom, flittig hånd skaber rig."
Engelsk klæde-manufaktur ca. 1747. Billedet er fra en moralsk tegneserie og er ledsaget af teksten: "Doven hånd skaber fattigdom, flittig hånd skaber rig."

 

Den ekspanderende handel havde en stimulerende virkning på manufakturproduktionen som helhed og skibsbygning i særdeleshed. Især betød den voksende slavehandel et stort opsving i skibsbyggeriet. I begyndelsen af 1700-tallet var Bristol og London slavehandelens hjembaser, men omkring midten af århundredet var Liverpool blevet den mest betydningsfulde og den blev hjemsted for en slaveskibsflåde på flere hundrede skibe, da slavehandelen var på sit højeste.

 

Staten satte med sine øgede investeringer i hær og flåde ligeledes gang i den manufakturmæssige og industrielle produktion af bl.a. kanoner og skibe. Således blev statsgælden - (det var karakteristisk for statsmagten i denne periode at klare sine udgifter ved låntagning i ind- og udland) - en direkte støtte til den industrielle kapitals vækst (45).

De industrielle kapitalister i denne periode rådede endnu ikke over kapital, der blot tilnærmelsesvis kunne sammenlignes med den, som de rige købmænd rådede over, men deres antal øgedes og ligeså deres styrke (46).

I mange tilfælde stødte det industrielle borgerskabs og handelsborgerskabs interesser sammen. Købmændene var interesserede i at handle stort set med alt og alle, blot det gav gevinst, og det gjorde det i stor udstrækning i denne handelskapitalens epoke, hvor vold, snyderi og tvang var de midler, købmændene benyttede for at få en udveksling af varer i stand.

Men manufakturproducenterne - de industrielle kapitalister - i England var interesseret i, at handelen fik et bestemt mønster, hvor egne manufakturvarer blev

Den internationale handel i 1700-tallet.
Den internationale handel i 1700-tallet.

begunstiget og andres belagt med restriktioner. Heraf fulgte 1700-tallets engelske toldlove, som var tydeligt protektionistiske, og som først og fremmest havde til formål at begunstige industrikapitalen og ikke købmandskapitalen (47).

Således blev det forbudt Irland at eksportere klæde til England, kun uld-eksport var tilladt. Der blev lagt told på bomuldsvarer fra Indien, hvorimod en import af råbomuld blev begunstiget. Det var dog ikke før efter den industrielle revolutions gennembrud, at bomuldindustrien fik nævneværdig betydning. De amerikanske kolonier måtte heller ikke eksportere andre produkter end de, som ikke kunne produceres i England selv. Allerede i 1699 forbød en lov således eksport af uldvarer fra Amerika til England.

De store opfindelser fra ca. 1760 og fremefter, som skulle blive den industrielle revolutions og storindustriens teknologiske forudsætninger, fandt således sted på et tidspunkt, hvor den industrielle kapital var i støt vækst, og hvor manufakturproduktionen efterhånden var ved at have udtømt de muligheder, som lå i udspecialiseringen af det middelalderlige håndværks produktionsmåde.

Den engelske sømagt

Før 1600 havde ingen europæiske lande udover Spanien og Portugal deltaget noget videre i rovet af de koloniale rigdomme. Kun indirekte havde hollandske købmænd og engelske eventyrere fået del i rigdommene fra spansk og portugisisk Amerika gennem handel og piratvirksomhed. Englands enevældige dronninger og konger støttede i høj grad den private foretagsomhed, som sørøverne Hawkins og Francis Drake var eksponenter for. Indtil 1565 handlede de i bedste forståelse med spanierne (Filip II), men derefter forværredes forholdet mellem England og Spanien, og den spanske krone blev meget restriktiv over for den engelske deltagelse i kolonihandelen (48).

I resten af 1500-tallet besøgte de protestantiske søkaptajner spansk Vestindien som pirater og fribyttere. Efter at Hawkins havde vist vejen, fulgte engelske, hollandske og franske handelsfolk trop. De ville ikke længere nøjes med små portioner amerikanske varer til høje priser fra grådige mellemmænd i Sevilla.

Denne sørøverkrig om de amerikanske skatte og de vestindiske afgrøder var forløberen for den virkelige sø- og handelskrig mellem Spanien/Portugal og de rivaliserende europæiske handelsmagter Frankrig, England og Holland. Denne langvarige kamp om magten på havene, som samtidig betød adgang til kolonierne (49), åbnedes med den spanske armadas nederlag overfor den engelske flåde.

Staten og handelskompagnierne

Dannelsen af handelskompagnier omkring 1600, både i England og Holland, var et bastant udtryk for en ny fase i de samfund, hvor handelskapitalen og manufakturen var højt udviklet.

1600- og 1700-tallet var merkantilismens og enevældens århundreder. De merkantilistiske ideer var politisk-økonomiske ideer, hvis samfundsmæssige grundlag var handelskapital og enevoldsstaten - og dermed nationalstaten. Udviklingen i de fleste europæiske samfund gik i retning af at forvandle de nationale områder til politiske, militære og økonomiske enheder. Dette gjaldt både de mest fremskredne lande, hvor handelskapitalen spillede en afgørende rolle, og i de lande, hvor enevoldsstaten hovedsagelig byggede på feudal magt som i Rusland og Spanien og til dels Frankrig.

Handelen såvel som krigsførelsen blev for staten et redskab til at skabe sig en magtposition overfor nabostaterne. Manufakturen skulle fremmes for at opnå teknisk overlegne stridskræfter og for - gennem eksport af industriprodukter - at øge landets rigdom.

Fra år 1600 foregik der en rivende udvikling i de nationale anstrengelser for at opnå dominans på verdenshavene. På den ene side udbyggedes handelsflåderne under de private kompagniers vækst, og på den anden side udbyggede statsmagterne deres søstridskræfter.

Kompagnierne var private foretagender, som fik delegeret rettigheder fra kronen til at udnytte kolonier. Kompagnierne havde i begyndelsen både det politiske, administrative og økonomiske styre af kolonierne. Denne form for kolonistyre blev senere urentabel for kompagnierne på grund af de store udgifter til militær og administration og svarede i det hele taget ikke til den gryende kapitalismes behov. Hen mod år 1800 blev de fleste kolonier styret af staten, hvorved den økonomiske og den politiske kolonisering blev adskilt. Kompagnierne var 1600-tallets mest magtfulde redskaber i kampen om kolonierne.

Sideløbende med udbygningen af store handelsflåder voksede de statslige søstridskræfter, særligt i lande med en stærk centraliseret stat, som det var tilfældet med Frankrig under Colbert og England under Cromwell.

De nye kolonimagter Holland, Frankrig og England

Efter det spanske og portugisiske handelsherredømme i 1500-tallet blev Holland 1600-tallets førende handelsnation og kolonimagt. Den hollandske handelsflåde var i 1650 større end Englands og Frankrigs tilsammen. Hollands kolonier var typiske handelskolonier, oprettet af de store hollandske handelskompagnier. Det var kun i Asien - de ostindiske øer - at Holland opbyggede et virkeligt kolonirige, efter at portugiserne var blevet fordrevet. I Amerika havde Holland handelsstationer i både syd og nord og på de vestindiske øer, men en egentlig kolonisering med bosættelse af hollændere blev aldrig til noget. Det vigtigste for den hollandske handelskapital var handelen og handelsherredømmet, som Holland bevarede i 1600-tallet, selv om både Frankrig og England i slutningen af århundredet begyndte at trænge sig på.

I modsætning til Holland havde Frankrig en stærk centralmagt, der aktivt tog del i kampen om kolonierne. Imidlertid stod franske købmænd relativt svagt, da handelskapitalen ikke var så udviklet i Frankrig som i Holland og England. Således var mange af de franske handelskompagnier mere eller mindre statsdrevne. Frankrig oprettede ligesom Holland handelskolonier bl.a. i Sydindien, men begyndte også en egentlig kolonisering med bosættelse af franskmænd i Nordamerika og i Vestindien. Imidlertid var antallet af "settlere" beskedent (i forhold til antallet af engelske "settlere" på samme tid), og "settlernes" hovedformål var øjensynligt snarere at drive handel (med indianerne) end selv at starte landbrug og småproduktion (50). (Med "settlere" menes folk, som deltager i koloniseringen ved direkte at bosætte sig i kolonien). I Vestindien oprettede Frankrig i lighed med England og Holland plantagekolonier. Handelen med de tropiske produkter gik imidlertid for en stor del på hollandske skibe, da hverken Frankrig, Spanien eller England i 1600-tallet havde tonnage nok til at klare transporten fra deres egne kolonier.

Europæiske landes kolonibesiddelser omkring 1763

Se kort i stor størrelse

 

Mens Holland havde den stærke handelskapital, men en svag centralmagt, og Frankrig havde en stærk centralmagt, men en svag handelskapital, så havde England både en stærk centralmagt og en stærk handelskapital, hvilket var årsagen til, at det blev England, som overtog handelsherredømmet og magten på verdenshavene efter Holland.

De engelske handelskompagnier anlagde ligesom de hollandske og franske handelskompagnier i Asien (Indien), Afrika og først og fremmest Amerika. England anlagde tre typer kolonier i Amerika - det var plantagekolonier på de vestindiske øer (sukker), det var plantagekolonien Virginia på det amerikanske fastland, og det var settlerkolonien New England. Motivet for oprettelsen af plantagekolonierne var åbenbart, idet handelskompagnierne kunne afsætte de kostbare tropiske produkter i Europa og tjene store formuer. Hvad settlerkolonien i New England angik, spillede fattigdommen og befolkningstrykket i England en væsentlig rolle. Det var i begyndelsen af 1600-tallet en udbredt og anerkendt teori, at England truedes af overbefolkning, og at problemet kunne løses ved at overskudsbefolkningen emigrerede til kolonierne. Fordrivelsen af bønderne fra deres jord og de politiske omvæltninger i England på dette tidspunkt forårsagede fattigdom, religiøs og politisk forfølgelse, hvilket igen fik englændere i stort tal til at bosætte sig i Amerika, hvor det de manglede så stærkt derhjemme fandtes i ubegrænset omfang - nemlig jord. Englænderne bosatte sig på de vestindiske øer og på fastlandet. Da sukker "boomet" startede på de vestindiske øer, og man begyndte at importere slaver i stort tal fra Afrika, rejste de fleste engelske settlere bort og bosatte sig især i de sydlige dele af Nordamerika.

I forholdet til Frankrig stod England stærkt som kolonimagt allerede fra starten, idet de privilegerede og privatdrevne engelske kompagnier var langt mere ivrige kolonisatorer end tilsvarende franske kompagnier, og det samme gjaldt settlerbevægelserne i England. Engelske settlere var langt talrigere end franske settlere i Nordamerika. Det betød, at den franske regering måtte påtage sig langt flere opgaver i koloniseringen, end den engelske regering måtte. Bl.a. kæmpede den franske hær i Amerika mod de engelske kolonier, hvis styrker hovedsageligt bestod af koloniernes egne indbyggere.

Rivaliseringen om kolonierne

De første konfrontationer mellem kolonimagterne kom til at stå mellem de gamle - Spanien og Portugal - og de nye kolonimagter, Holland, Frankrig og England.

Det hollandske, vestindiske kompagni, dannet i 1621, tilstræbte at få handelsmonopol på Vestindien, men forsøgte også at gøre Spanien og Portugal rangen stridig i Sydamerika. Dette medførte en lang og blodig krig om handelen på spansk og portugisisk Amerika. Hollænderne besatte områder i Sydamerika - Ny Holland 1625-30 - og Nederlandsk Brasilien 1630-54, som Portugal tilbageerobrede, hvorefter handelsrettighederne på Brasiliens havne blev givet til englænderne. Et af de blivende resultater af hollændernes anstrengelser var, at Spanien tabte kontrollen med skibsfarten på det Caribiske Hav. De engelske kompagnier var ivrige efter at opnå handelsmonopol på de engelske kolonier. Hertil var midlerne en stærk handels- og krigsflåde. Først efter, at den engelske revolution havde sejret i 1649, gjorde den engelske stat under Cromwells ledelse for alvor noget ved opbygningen af en stærk sømagt. The Navigation Act i 1651 (51) begrænsede fremmede skibes ret til handel på de engelske kolonier, og at der blev stillet magt bagved loven, viste søkrigen mellem Holland og England 1652-54. The Navigation Act blev udvidet i 1660. Den foreskrev bl.a., at ingen varer måtte importeres eller eksporteres fra nogen engelsk koloni med andet end engelske skibe. Nogle koloniale produkter måtte kun sejles til England eller til en anden engelsk koloni. Under Navigation Act blomstrede den engelske handelsflåde, men den kunne kun gøre det, fordi den militære flåde samtidig blev kraftigt udbygget for at forsvare handelsskibene i Caribien og i Nordatlanten mod pirater fra Holland, Frankrig og Algier.

Sømagten var nøglen til den engelske imperiepolitik. Behovet for militær beskyttelse hjalp i høj grad den engelske regering til at få kolonierne til at acceptere de handelslove, som den vedtog. Både The Staple Act, 1663, (52) og The Plantations Duties Act, 1673, (53) havde til formål at sikre al kolonialhandel på engelske købmænds hænder og at give kronen indtægter i form af afgifter samt at gøre det lettere for den engelske marine at kontrollere skibsruterne.

Den aggressive politik, som England førte fra og med Cromwell, førte i første omgang især til konfrontation med den store handelsmagt - Holland. Efter at Spanien havde lidt et endeligt nederlag i trediveårskrigen (den westfalske fred i 1648) overfor franske og hollandske styrker, var magtforholdene i Europa ændret. Spanien spillede ikke mere den store rolle som imperiemagt, og modsætningerne mellem Frankrig, Holland og England blev nu tydeligere. Krigene mellem Holland og England 1664-67 og mellem Holland og Frankrig 1672-78 er udtryk for denne voksende rivaliseren mellem de tre lande om magten på havene. Holland havde nået sit højdepunkt som handelsstormagt og var bl.a. ved at blive fortrængt af englænderne i Indien. Frankrig havde ved siden af sine ambitioner til vands stormagtsambitioner på det europæiske fastland. Frankrigs appetit på dets nabolande mod nord (Holland), øst (Pfalz) og mod syd (Spanien) bragte England og Holland sammen (de sluttede særfred 1674), og i to krige mod Frankrig blev de franske stormagtsdrømme knust (54). Ved freden i Utrecht, 1713, var England den eneste sikre vinder. Englands koloniale gevinster bestod i indrømmelser fra Spanien i form af slavehandelsrettigheder på spansk Amerika og herredømmet over Gibraltar. Desuden fik England fra Frankrig nogle områder i Nordamerika (Nova Scotia, hele Newfoundland og kysterne i Hudson Bay). Holland fik ingen gevinst af fredsslutningen. "Selv om Holland var på den vindende side i krigen, var det stort set taber ved freden. Holland hverken fik eller tabte vigtige territorier, det er sandt, og i Østen fortsatte hollænderne deres arbejde på at sikre sig handelsherredømmet ved hjælp af territoriel dominans. Men den lange og desperate kamp mod Frankrig oversteg Hollands styrke, og dets sø- og handelsmagt mindskedes i forhold til dets naboers. Ved at koncentrere sig om udviklingen af handelsflåden havde hollænderne altid været tilbøjelige til at glemme ren krigsskibsbyggeri undtagen i tider med åbenlys fare. Efter den sidste fredsslutning med England i 1674 led den hollandske marine svært p.g.a. den forsømmelse, for egeskibe forfalder meget hurtigt, hvis ikke råddent tømmer straks bliver udskiftet, og den store, men højt specialiserede hollandske handelsflåde var ikke meget bevendt til kaperkrig. Takket være Colberts effektivitet og administrative dygtighed var Frankrigs krigsflåde på samme tid vokset i størrelse og effektivitet, og franske kaperkaptajner ventede på en guldalder. I serien af krige fra 1688 til 1713 følte englænderne det mere og mere påtrængende at holde franskmændene i skak på havet. Da den franske flåde mod århundredets slutning mødte en periode med forsømmelse og forfald, var det mest til fordel for England. Holland kom ud af krigen svært svækket økonomisk og politisk, og overalt undtagen i Ostindien gled det koloniale og handelsmæssige initiativ over til England. Franskmændenes og hollændernes tab var Englands gevinst. Efter indtagelsen af Gibraltar og sejren over den franske Toulon-flåde ved Malaga i 1704 var den engelske marine herre på havet, og på trods af franske kapere øgedes engelsk skibstransport årligt gennem hele krigen." (55)

I rivaliseringen om sømagten var Holland altså blevet kraftigt svækket i slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet. Den hollandske købmandskapitals altoverskyggende politiske dominans og (som konsekvens heraf) fraværet af en stærk centralstat, betød at Holland aldrig blev i stand til at stable en stærk krigsflåde på benene. Købmandskapitalen blev selv en hindring for Hollands fortsatte magtstilling på havene ved dens uvilje mod at anvende midler til statsanliggender.

Hvad Frankrig angår, så fortsatte den engelsk-franske rivaliseren om kolonierne til langt ind i 1700-tallet. "Den store kolonikrig" fra 1755-63 mellem England og Frankrig var en sø- og handelskrig, som England gik sejrrigt ud af på grund af overlegenhed til søs. Herefter måtte Frankrig overgive sine kolonibesiddelser i Nordamerika og Forindien til England. Den franske flåde var eftertrykkeligt slået, og ingen anden europæisk magt var nu England rangen stridig som hersker på havene og i kolonierne.

Kolonisystemet

Amerika

Der er flere årsager til, at koloniseringen af Nordamerika og Sydamerika foregik vidt forskelligt. For det første var Nordamerikas kolonisatorer anderledes end dem, der koloniserede Sydamerika ca. 100 år tidligere. Spanierne og portugiserne kom fra en feudalpræget økonomi, de ankom iklædt brynjer og gik i gang med at udplyndre de rige samfund, som de stødte på. Herefter bosatte en del af dem sig og opbyggede godser, hvor arbejdskraften hovedsagelig var slaver importeret fra Afrika.

I Nordamerika og til dels også på de vestindiske øer var det franske og især engelske settlere, som slog sig ned. Mange af dem gik igang med at dyrke jorden på småbrug som dem, de havde forladt i Europa. I de sydlige dele af Nordamerika og på de vestindiske øer blev disse småsettlere imidlertid fortrængt, da de første plantageafgrøder blev indført. I de nordligere dele af Nordamerika var der imidlertid jord til alle (undtagen indianerne!), og fra begyndelsen af 1600-tallet startede en bosættelse af europæere på det amerikanske fastland af et omfang, som verden ikke har oplevet siden.

De nordamerikanske kolonisatorer var af tre typer. Der var købmanden og plantageejeren, der i modsætning til de spanske og portugisiske erobrere af Sydamerika ikke var ude på plyndring, men på handel og investeringer i produktion af handelsvarer. Købmændene opkøbte pelsværk og produkter fra de eksportrettede landbrug (i begyndelsen især tobak). Plantageejerne startede storproduktion af de varer, som var så kraftigt efterspurgte i Europa, men måtte hurtigt indse det håbløse i at holde en stor arbejdsstyrke af lønarbejdere i et land, hvor der var masser af jord til fri afbenyttelse. Skotske tugthusfanger og fattige håndværkere og bønder, som ikke selv kunne betale rejseomkostningerne, men stavnsbandt sig til plantagearbejde indtil rejsen var blevet betalt, var heller ikke stabil arbejdskraft, idet de forsvandt fra plantagen så snart lejlighed bød sig for at finde egen jord. Det var først med slavehandelens indførelse til det nordamerikanske kontinent, at plantageejerne virkelig fik vind i sejlene.

Mens både købmænd og plantageejere var tæt knyttet til handelskapitalen - og her den engelske handelskapital - var det store antal af Nordamerikas nye beboere af en helt anden støbning.

Disse var udvandrere - især fra England - og deres motiv var også økonomisk, men på en helt anden led, og som regel med religiøse og politiske overtoner. De drog ikke til Nordamerika for at hive profitter hjem til Europa. De var oftest fattige folk, som knap kunne spare sammen til rejsen. De var resultater af 1600-tallets økonomiske og politiske omvæltninger. Borgerkrig og internationale konflikter i Europa havde revet tusinder af mennesker ud af deres gamle levemåde. Det var oftest mennesker, som var udsat for forfølgelse p.g.a. deres politiske eller religiøse overbevisning - hugenotter, puritanere, calvinister, katolikker, royalister, antiroyalister. Det var også fæstebønder eller småbønder, som var blevet drevet fra deres jord under de store "enclosure"-bevægelser.

De ville til Amerika for at få jord. Men det var også folk, som kendte til kapitalisme (i dens skikkelse af handelskapitalisme). Ofte havde de kæmpet for liberale ideer og for religiøs frihed, hvilet de var fast besluttet på at bevare i det nye land. Heri kan man finde en del af det ideologiske grundlag for den senere amerikanske revolution.

Nordamerika ca. 1750
Nordamerika ca. 1750

 

 

Disse settlere havde således fra starten af hverken økonomisk, politisk eller religiøst noget særlig stærkt tilhørsforhold til "moderlandet", og fra handelskapitalens synspunkt var de ikke til megen nytte, fordi de ikke producerede nogle råvarer, som kunne afsættes i Europa (de producerede netop de samme ting, som blev produceret i Europa), og de aftog heller ikke europæiske varer i nævneværdigt omfang, fordi de producerede deres egne livsfornødenheder. Hvad den industrielle kapital i England angik, så fandt den ikke kun denne settlerkoloni unyttig, men ligefrem farlig, fordi den kunne blive en konkurrent. Derfor skabte de engelske protektionistiske love i begyndelsen af 1700-tallet en øget modsigelse mellem koloni og kolonimagt.

Økonomien i Nordamerika var altså i denne tidlige periode præget af to ting: Overflod af frugtbar jord og mangel på arbejdskraft. De to ting hang sammen. Som følge af, at jorden var billig var arbejdskraften dyr.

Landbrug var hovedbeskæftigelsen. I de nordlige kolonier dyrkede man hvede til eget brug, men også ret hurtigt til eksport via engelske købmænd til de vestindiske besiddelser. Desforuden dyrkedes en lang række andre afgrøder, som udelukkende var til eget forbrug af mad, tøj og redskaber.

De sydlige koloniers landbrug var mere eksportrettet. I Virginia og Maryland dyrkedes tobak. Tobakken måtte kun eksporteres til England, der pålagde sit eget forbrug skat (til stor forbitrelse for tobaksdyrkerne), mens tobak, der var blevet forarbejdet i England, blev reeksporteret til resten af Europa uden at være pålagt denne skat. I Sydcarolinas fugtige sumpe dyrkedes ris, som ligeledes kun måtte eksporteres til England. England videreeksporterede derpå ris til især Tyskland og Italien og udkonkurrerede dermed Ægypten, hvad denne vare angik. Fra Sydcarolina eksporteredes også det vigtige klædefarvestof - indigo. Tobakken, risen og indigo'en blev dyrket ved plantagedrift, mens der i nord faktisk kun var småbrug. Forbruget af - og mangelen på - arbejdskraft var som sagt tydeligst i sydens plantager, i produktionen af disse varer. Her blev slaveriet løsningen på problemet, sådan som det var blevet det på de vestindiske øer og i Brasilien.

Industri og manufaktur havde ingen udbredelse, hverken i de eksportrettede plantagekolonier eller i smålandbrugssettlerkolonierne.

"Ekspropriationen af hjem og jord hos befolkningens store flertal udgør grundlaget for den kapitalistiske produktionsmåde. En fri kolonis væsen består derimod i, at den altovervejende del af jorden endnu er folkeeje, og at enhver kolonist derfor kan forvandle en del deraf til sin privatejendom og til sit individuelle produktionsmiddel uden derved at forhindre kolonister, som kommer senere end ham i at foretage samme operation. Dette er hemmeligheden både ved koloniernes blomstring og ved deres kræftskade - deres modstand mod at kapitalen slår sig ned. Da adskillelsen af arbejderen fra arbejdsbetingelserne og deres rod, jorden, endnu ikke eksisterer i kolonierne eller kun sporadisk eller med begrænset spillerum, eksisterer heller ikke landbrugets løsgørelse fra industrien, og heller ikke ødelæggelsen af hjemmeindustrien på landet, og hvor skal så det indre marked for industrien komme fra?" (56)

De amerikanske kolonier, som havde betydning for de nye kolonimagter i Europa kunne opdeles på følgende måde: De vestindiske øer med plantagedrift af sukker og udbredt slaveri, de sydlige kolonier på fastlandet, som ligeledes var plantagekolonier og som ligeledes anvendte slaver som arbejdskraft, og de nordlige kolonier på fastlandet, som bestod af småbrugere, der var indvandret fra Europa. I det følgende vil hvert område blive beskrevet separat.

De vestindiske øer

Som nævnt tidligere blev de vestindiske øer i første omgang beboet af småsettlere, som imidlertid i løbet af 1640'erne blev presset ud af velhavende kolonister, som investerede i sukkerplantager. Dette bragte samtidig de afrikanske slaver til øerne som billig arbejdskraft. I perioden 1600-1700 blev der importeret ca. 450.000 slaver til de vestindiske sukkerkolonier, og i tidsrummet 1700-81 mere end 2 millioner (57).

Selve handelen med slaver havde frem til 1530 været et portugisisk monopol, og i de følgende år var portugiserne stadig dominerende. Men fra 1621 kom hollænderne ind i billedet som dominerende slavehandelsnation. Den store efterspørgsel på slaver til sukkerplantagerne på især Barbados og Jamaica, som var engelske kolonier, bragte imidlertid England ind i billedet som slavehandelsnation fra ca. 1650.

Sukkerplantagerne var næsten umættelige i deres behov for slaver. Dødeligheden i plantagerne var høj, og slaverne kunne ikke reproducere sig selv. De franske og engelske vestindiske øer havde frem til 1774 modtaget næsten 3 millioner afrikanere som slaver, men disse havde kun efterladt en befolkning på 700.000. Slavebefolkningen kunne kun opretholdes ved øget import. Det var simpelthen billigere at købe nye slaver, fremfor at give slaverne forhold, hvorunder det var muligt for dem at reproducere sig selv. Arbejdskraften blev røvet i Afrika, og reproduktionen af arbejdskraften skete således i de afrikanske samfund. Plantageejerne betalte så at sige kun transportomkostningerne.

Sukker spillede en stor rolle i 1700-tallets økonomi. "Profitten fra sukkerplantagerne i vore vestindiske kolonier er generelt set meget større end nogen anden afgrøde, som er kendt i såvel Europa som i Amerika." (58)

Sukker fik en stilling svarende til olien i vort århundrede. Fra 1660 og fremefter i 1700-tallet var det den vigtigste kolonivare. Sukker udgjorde 20% af hele Englands import i 1774, mere end nogen anden enkelt vare. Sukker havde i middelalderen været en sjælden luksusvare. Men der var et stort behov til stede, og med de større mængder og lavere priser bredte sukkerforbruget sig ud over hele det europæiske samfund. I 1750 havde selv fattigbønder eller arbejdere råd til at komme sukker i teen. Sukkeret hjalp med til udbredelsen af andre af 1700-tallets nye varer, bl. a. te og kaffe, og det blev også benyttet til f.eks. syltning af frugter, samt ikke mindst romfremstilling. I 1590 var forsyningerne til Europa på ca. 3000 tons årligt, i 1776 passeredes de 200.000 tons (59).

Der blev også produceret andre afgrøder på de vestindiske øer. Kaffen blev indført i 1727. I løbet af få år blev de arabiske lande udkonkurreret af den vestindiske kaffe på det europæiske marked.

De vestindiske øer blev centrum i den trekantshandel, som udviklede sig i slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet mellem Europa, Afrika og Amerika. Den indebar, at fabrikerede varer så som uldtæpper og klæde, jern og jernredskaber, kar, potter, våben og rom fragtedes fra Europa til i første omgang Vestafrika. Her byttedes en del af varerne med slaver, som så blev fragtet til de vestindiske øer, hvor de solgtes sammen med en del af varerne fra Europa. Til gengæld fyldtes skibene op med allehånde råvarer og tropiske produkter. Det var sukker og kaffe i første omgang, men også kakao, indigo m.m. Hvis trekanten blev lagt via det amerikanske kontinent var der yderligere tobak og ris fra de sydlige kolonier og fisk og pelsværk fra de nordlige kolonier at tage med hjem til Europa.

Trekantshandelen måtte naturligvis overholde de eksisterende love om handelsrettigheder - i den udstrækning kolonilandet var stærk nok til at holde dem i hævd. Således betød den engelske Navigation Act, at kun engelske skibe måtte besejle de engelske kolonier, mens andre love forhindrede kolonierne i at starte samhandel. England stod med sine kolonibesiddelser både i Vestindien og på fastlandet og med slavestationer i Vestafrika meget stærkt i 1700-tallets trekantshandel. Og trekantshandelen fik stor betydning for den engelske økonomiske udvikling. Den stimulerede i høj grad skibsbygning og gav beskæftigelse til sømænd i tusindvis. Små fiskerlejer blev forvandlet til byer, og nye industrier til forarbejdning af de koloniale råvarer voksede frem. Ikke mindst betød efterspørgselen efter engelske varer i kolonierne en opblomstring af manufakturen. (60)

De britiske sukkerrørs styrke var, at de frem til 1780erne kun havde få konkurrenter. Sukkeret fra øerne dominerede det europæiske og til en vis grad det mellemøstlige marked. I perioden efter den amerikanske revolution ændrede dette sig. Frankrig havde fået en blomstrende sukker-produktion i gang i kolonien Saint Domingui, der var større end nogen af de britiske vestindiske øer, her var jorden langt mere frugtbar og mindre udpint. Frankrig kunne derfor underbyde britterne på det europæiske marked, og erobrede efterhånden en stor markedsandel. USA, der i 1776 havde revet sig løs fra England, opbyggede en produktion af ahornsukker (Maple-sugar), der sammen med det billigere franske sukker totalt udelukkede engelsk sukker. En tredie konkurrent for de britiske Vestindiske øer kom fra en anden kant af selve det britiske kolonirige - Indien. Her havde der allerede i nogen tid været en sukkerproduktion med udnyttelse af fri arbejdskraft, Da East India Company i 1790 gik ind i produktionen, blev den stærkt udvidet. Det viste sig, at det indiske sukker blev produceret til en lavere pris, end den Vestindiske (Caribiske) slaveøkonomi kunne formå. Den hårde konkurrence medførte det ene krak efter det andet i den britisk-vestindiske sukkerproduktion. Set fra et engelsk synspunkt var interessen for Øerne stærkt dalende. De aftog færre og færre engelske varer, og de producerede dyrere sukker end konkurrenterne. Det merkantilistiske monopolforhold, der var mellem moderland og koloni (kolonien må kun eksportere til England - kolonien må kun importere fra England), var vendt fra fordel til ulempe. Kolonierne ville under alle omstændigheder købe engelsk forarbejdede varer, fordi de var de billigste og bedste. Og hvorfor skulle England købe de Vestindiske koloniers sukker, når det var dyrere end konkurrenternes? De Vestindiske kolonier, der havde været perlen i det engelske kolonirige, var ved at blive en belastning for det.

I 1700-tallet - handelskapitalens århundrede - havde alle vigtige økonomiske interesser stået bag den merkantile, monopolistiske kolonialisme. Denne politik havde bragt rigdom og udvikling til Europa, specielt England. Men i og med den gjorde dette, lagde den grunden til den industrielle kapitalisme, der for at udvikle sig måtte bryde handelskapitalens herredømme, dvs. ændre det koloniale system. Dette var årsagen til De britisk-vestindiske øers økonomiske tilbagegang. Den engelske regering ophævede loven om vestindisk monopol på det hjemlige sukkermarked. Det endelige spark fik øerne i 1807 ved englændernes ophævelse af handelen med slaver indenfor det engelske imperium, og deres stræben efter et internationalt forbud. For englænderne selv havde slavehandelen mistet sin betydning, Nordamerika havde løsrevet sig, de Vestindiske øers økonomiske betydning var for nedadgående; et forbud kunne kun svække konkurrenterne.

Mere om slaveriets ophævelse i næste afsnit.

 

De sydlige plantagekolonier

Bosættelsen på det amerikanske fastland startede i begyndelsen af 1600-tallet. Efter at skibet Mayflower i 1620 på Massachusetts kyst havde landsat de første emigranter bestående af engelske puritanere (= en retning indenfor protestantismen, som især kæmpede for ophævelse af ceremonier, både indenfor katolicismen og statskirken), som havde forladt England for at værne om deres tro, fulgte snart den ene skibsladning emigranter efter den anden. Disse settlere spredte sig mod nord og mod syd. I 1649 - samtidig med den engelske revolution - var der dannet 6 kolonier, og i 1660'erne blev yderligere 6 dannet. Den 13. koloni blev først dannet i 1732.

De sydlige kolonier blev som tidligere beskrevet snart omdannet til plantagekolonier, hvor der dyrkedes tobak, ris, indigo og senere bomuld. I 1700-tallet blev disse koloniers betydning stadig større, især efter at der blev taget slaver i anvendelse som arbejdskraft, men de stod indtil allersidst i århundredet i skyggen af de vestindiske øer, hvad angik økonomisk betydning for England. Antallet af slaver som i tidsrummet 1700-81 blev indført til disse kolonier var så "beskedent" som 256.000. Men plantagekolonierne på fastlandet, hvor plantagerne endnu var relativt små, bevarede - i modsætning til de vestindiske øer - deres slavebefolkning i live, så den kunne reproducere sig og endda forøges.

Økonomisk var de sydlige plantagekolonier tæt forbundet til den engelske købmandskapital, men de var ikke - som de vestindiske øer - politisk styrede af de engelske handelsselskaber. Der var politisk et klart ønske om i hvert fald at blive behandlet med respekt fra Englands side.

De nordlige kolonier og konflikten med Frankrig

De nordlige kolonier tegnede et helt anderledes billede end både de sydlige plantagekolonier og de vestindiske øer. Det skyldtes flere forskellige ting. Vigtigst var den specielle opbygning, som de nordlige kolonier fik som småbruger-samfund af settlere, og endvidere, at der omkring de nordlige kolonier fandt en stærk rivalisering sted mellem England og de andre nye kolonimagter især Frankrig.

Holland havde fået nogle handelsstationer ved kysten, bl.a. havde de købt Manhattan af indianerne for 60 gylden. Men nogen trussel for England og Frankrig blev hollænderne aldrig. I 1660'erne fik englænderne smidt Holland ud og ændrede det hollandske støttepunkt New Amsterdam til New York. Anderledes stod det til med de franske kolonier i Nordamerika.

Franske settlere havde slået sig ned i Canada, hvor de drev handel og jagt. De havde grundlagt Quebec i 1608 og havde bosat sig langs St. Lawrancefloden helt op til de store søer, og herfra var de draget mod syd ad Missisippifloden helt ned til dens udmunding, hvor franske kolonister havde grundlagt New Orleans.

Den franske kolonisering havde en anden baggrund end den engelske. I Frankrig havde der været stridigheder mellem feudaladel og borgerskabet - ligesom i England i form af kamp mellem katolicisme og protestantisme. I Frankrig sejrede imidlertid katolikkerne, selv om det var hugenotternes (en protestantisk sekt) leder Henrik IV, som blev konge. Men for at vinde fred gik han over til katolicismen ("Paris er vel en messe værd"). Kardinal Richelieu, som efterfulgte Henrik IV som Frankrigs egentlige regent, grundlagde den franske enevælde, der blev bygget på en stærk centralmagt på basis af et samfund, hvor de relativt stærke feudale kræfter kæmpede mod et endnu svagt og uudviklet borgerskab. Den franske kolonipolitik blev derfor i høj grad styret af staten.

De franske kolonier i Nordamerika strakte sig over et uhyre område, men var samtidig sparsomt befolket af kolonister. Der krævedes således franske tropper til beskyttelse af kolonibesiddelserne. Økonomisk set havde de ikke den store betydning. Hovednæringsvejen var jagt, pels- og tømmerhandel samt fiskeri i St. Lawrencebugten. Men med de engelske settleres stærkt voksende antal i de nordlige kolonier og deres drift ind i landet voksede modsigelsen mellem de franske og de engelske interesser.

De franske kolonibesiddelser lå som en ring omkring de engelske og spærrede for engelsk ekspansion mod vest og nord, samt til dels mod syd (den franske koloni Louisiana). Samtidig var England og Frankrig flere gange tørnet sammen i krige i Europa i sidste del af 1600-tallet, så det var kun naturligt, at konflikten i Nordamerika skulle blive en del af en verdensomspændende konflikt mellem de to kolonimagter. (I Indien og på de vestindiske øer - Guadeloupe, Martinique og Santo Domingo - stødte de engelske og franske koloniinteresser ligeledes sammen).

Det senere så mægtige Hudson Bay Company fik i 1670 af den engelske konge monopol på handel i Hudson Bay-området. De første par år gav selskabet mellem 50% og 100% i dividende. Men franske købmænd satte sig på handelen længere oppe af St. Lawrance-floden, hvilket førte til øget spænding mellem de to landes kolonier.

I slutningen af 1680'erne begyndte skærmydslerne i form af franske pelsjægeres overfald på engelske kolonister. Der var omkring år 1700 ca. 15.000 franske kolonister i Nordamerika mod 360.000 engelske. Ved freden i Utrecht 1713 havde englænderne fået størstedelen af New Foundland samt Nova Scotia og kunne således kontrollere St. Lawrance-flodens udløb. For at beskytte de franske interesser byggede Frankrig forter på strategiske steder langs floden. Modsigelsen mellem de to landes koloniinteresser voksede, da engelske kolonister fra Virginia dannede et selskab, der udfordrende blev kaldt Ohio-selskabet, idet de ville annektere Ohio, som Frankrig gjorde krav på.

Kolonikrigen mellem Frankrig og England brød ud i 1752 og varede 7 år. I begyndelsen havde de engelske kolonister svært ved at klare sig mod de regulære franske tropper. Men i 1757 vendte krigslykken, da England satte sin sømagt ind, spærrede den franske flåde og sendte store mængder skibe og soldater til Nordamerika. Det endelige nederlag led franskmændene ved slaget ved Quebec i 1759. Ved fredsslutningen måtte Frankrig afstå Canada og Louisiana øst for Missisippi-floden, og Spanien, der havde støttet franskmændene, måtte afstå deres eneste koloni i Nordamerika - Florida - til England. England beherskede nu Nordamerika fra Hudson Bay i nord til Florida i syd, og ekspansionen vestover var sikret til Missisippi. Frankrigs stilling i Nordamerika var samtidig svækket så meget, at det aldrig mere blev nogen trussel for englænderne.

Konflikten mellem England og de nordamerikanske kolonier

I krigen mod Frankrig stod alle de 13 engelske kolonier sammen med moderlandet England. Og de betragtede sejren lige så meget som en sejr for dem som for England. Men dermed være ikke sagt, at der herskede lutter idyl mellem England og dets nordamerikanske kolonier. På det økonomiske område var der ved at udvikle sig stærke modsigelser mellem koloni og moderland.

Den engelske merkantilisme, forsøgte at opretholde monopol på al handel til og fra de nordamerikanske kolonier. Dette medførte konflikt, idet nordstaterne producerede mange af de samme varer som moderlandet. Med fisk og landbrugs-produkter var New England i stand til at underbyde England på det caribiske marked, hvilket medførte, at englænderne mistede i millionvis af £ i tabt handel og søfart. Til gengæld for deres varer modtog nordamerikanerne sukker, rom, tobak og andre af øernes varer, også uden om englænderne. Englænderne forsøgte af al magt at hindre denne trafik med forbud og toldlove; men dette forvandlede blot handelen til smugleri. Og engelske forsøg på at effektuere lovgivningen og hindre smugleriet lagde en del af grunden til den amerikanske revolution.

Også på et andet punkt kom England i modstrid med sin koloni. Det var i jordspørgsmålet. De nye store områder, som var vundet fra franskmændene, skulle til at udnyttes. Allerede i krigens sidste faser var plantageejerne i syd, købmænd og større farmere i nord begyndt at tage jord i besiddelse i spekulationsøjemed. De samme hensigter havde engelske kapitalister. Der blev lavet en lov, som gav imperiet al magt over de nye jordtilliggender, hvilket dog ikke forhindrede spekulation. Blot var det engelske kapitalister - købmænd, officerer og jordejere, som høstede frugterne.

Krigen med Frankrig havde betydet økonomisk blomstring for New England. Der var blevet overført store summer fra England til Amerika som betaling for soldater og deres forsyninger, som kolonierne havde leveret. Endvidere havde amerikanske købmænd tjent formuer på smugleri, og havde endda handlet illegalt med franskmænd og spaniere under krigen. I modsætning hertil var England blevet forgældet ved den kostbare krig. For at klare de engelske statsfinanser gennemførte det engelske parlament efter nogle stridigheder i 1767 nogle love om toldafgifter og inddirekte skatter på en række varer (tobak, indigo, træ, kakao, vin, glas, te, mønje, papir m.m.). Der blev oprettet et tolddepartement i Boston for at effektuere disse love.

Dette var én i en række love, som havde stillet beboerne i de nordamerikanske kolonier dårligere og dårligere i forhold til England, og der bredte sig en stadigt større harme mod Englands politiske herredømme over de nordamerikanske kolonier. Sydens rige plantageejere og New Englands købmænd stod udelte i deres modvilje mod at lade sig kue af de engelske restriktive handelslove. Og småbrugerne var efterhånden trætte af de engelske skatter og direktiver, som underkendte deres frihed, og som havde til formål at suge så meget som muligt hjem til moderlandet og holde kolonien fast i imperiet.

Konflikten mellem moderland og koloni skærpedes, og englænderne sendte tropper til Nordamerika for at holde de oprørske kræfter nede. Det første blodige sammenstød var den såkaldte "Boston-massakre".

Befolkningen i kolonierne startede nu en boykotbevægelse for at modvirke de engelske importlove. I 1770 blev de alle ophævet med undtagelse af teafgiften. Da engelske skibe fra East India Company senere på året kom for at losse te i Boston, bad amerikanerne dem om at sejle bort igen, da de ikke ville købe te med afgifter på. Det kom til det berømte "Boston Tea Party" og konflikten mellem England og kolonierne gik ind i en skærpet fase. England lukkede havnen og indførte regeringsstyre i Ohio, hvilket blev opfattet - af amerikanerne - som et varsel om lignende tilstande i andre kolonier. I 1774 trådte repræsentanter fra alle kolonierne sammen i Philadelfia til den første kongres og vedtog en resolution om afbrydelse af handelsforbindelserne med England. Dette var det første skridt mod uafhængighed. I 1776 kom uafhængighedserklæringen, som markerede indledningen til 7 års krig med England.

Selve krigen blev ført af en koalition mellem de amerikanske kolonister, Frankrig og Spanien (der håbede på at kunne genvinde Florida) mod en engelsk hær, forstærket med tyske lejetropper. Det var især Frankrigs deltagelse på amerikanernes side, som bevirkede, at kolonisterne fik overtaget. I 1783 blev der sluttet fred i Paris. England måtte anerkende Amerikas forenede Stater som en selvstændig nation. Missisippi-floden blev dens vestgrænse. Spanien fik Florida og England beholdt Canada.

Det gamle kolonisystem var baseret på den ide, at monopol på det koloniale marked var en forudsætning for at britiske varer kunne sælges dér, og uden ens egne koloniers monopol på hjemmemarkedet ville fremmede magters kolonivarer trænge frem her. Den amerikanske uafhængighed gjorde disse merkantilistiske monopolprincipper til skamme. Efter engelsk boykot fra 1776 til 1783 blev der erklæret fri handel mellem England og De Forenede Stater, hvilket medførte en handel mellem de to lande, der langt overgik den koloniale periodes.

Afrika og Asien

Afrika blev ikke koloniseret i denne periode, men bevarede karakter af "arbejdskraft-leverandør" til de amerikanske kolonier under jagten på og handelen med slaver. De handelsstationer, som europæerne anlagde i 1600- og 1700-tallet skulle være udskibningshavne for slaver - samt i nogen omfang handelsknudepunkter, hvor europæiske købmænd udvekslede varer med lokale købmænd. Guld og elfenben spillede en overgang en mindre rolle som handelsobjekt, men hovedvaren var og blev - mennesker.

Vi har i forrige afsnit - "Kapitalismens opståen - Handelskapitalen" (61) beskrevet nogle af de konsekvenser, som slavehandelen havde for de afrikanske samfund. Den konsekvente ødelæggelse af de afrikanske små- og storsamfund fortsatte med forøget styrke i hele 1700-tallet og fortsatte i hele slavehandelsperioden.

En anden type "koloni" i Afrika begyndte også at få betydning; nemlig strategisk beliggende provianteringshavne, som de europæiske skibe kunne benytte sig af på deres færd fra Europa til Asien, og omvendt. Således var den hollandske Kap-koloni blevet af stor betydning som provianteringsplads for især hollandske, men også engelske skibe. Det var dog først fra 1800 og fremefter, at Kap-kolonien - nu overtaget af englænderne - skulle få virkelig storpolitisk betydning.

Afrika var således i 1600- og 1700-tallet en plyndrings- eller handelskilde, hvad menneskelig arbejdskraft angik - og dermed et led i den givtige trekantshandel. Samtidig forsynede Afrika de europæiske skibe med strategiske støttepunkter i trafikken på Asien. En egentlig kolonisering med bosættelse og produktion var der kun tale om ved Afrikas sydspids og det afrikanske kontinent indbød endnu ikke til direkte erobring af land fra de europæiske landes side.

Anderledes forholdt det sig med Asien. Holland opbyggede et kolonirige på De Ostindiske Øer, og England begyndte at fatte interesse for det mægtige indiske rige. I begyndelsen af 1600-tallet oprettede East India Company en handelskoloni i Surat i det nordvestlige Indien. Surat tjente som depot for varer fra Nordindien - bomuld, muslin, salpeter og indigo. Handelen foregik efter overenskomst med og under beskyttelse af mogul-kejserdømmet. I det sydøstlige Indien mødte englænderne konkurrence fra hollandske købmænd, som havde handelskolonier langs Coromandel-kysten. Både englændere og hollændere indgik alliancer med lokale fyrster i denne del af landet for at få lov til at handle. I 1639 grundlagde East India Company en handelskoloni i Madras, som blev en så stor succes, at den blev gjort til selskabets hovedkvarter i 1658. I 1664 blev Surat indtaget af hindu-oprørere, som gjorde oprør mod de despotiske moguler. Det viste sig, at mogul-kejserdømmet ikke var særlig stærkt mere og var i tydelig opløsning, så herefter besluttede englænderne at de ville forsvare sig selv. I 1662 blev øen Bombay givet til Karl II fra Portugal som medgift. Han videregav den til East India Company. I 1690 blev Calcutta grundlagt - ligeledes af det engelske handelskompagni. Med disse tre havnebyer - Madras, Bombay og Calcutta - som nøglepunkter stod englænderne nu stærkt i Indien ved 1700-tallets start.

På dette tidspunkt var mogul-kejserdømmets epoke som hersker over størstedelen af Indien ved at være forbi. Indien bestod af en lang række mere eller mindre selvstændige konge- eller fyrste-dømmer, som enten var selvrådende eller - som i tilfældet under mogul-herredømmet - var underlagt en stærk centralmagt. Landsbyer, som var selvforsynende med landbrugs- og håndværksprodukter, var Indiens økonomiske basis, og kongerne levede af tributter fra landsbyerne, som stort set frivilligt gav en del af deres overskud for at få en central organisering af f.eks. kunstvandingssystemet og for at opnå beskyttelse mod ydre fjender. Dertil fandtes store byer, som var handelscentre. Indien havde allerede i adskillige hundrede år, før de europæiske købmænd kom til Indien, i stor målestok handlet med det meste af Asien og Østafrika. Manufaktur var udviklet, især inden for produktion af bomuldsklæde og andre tekstilprodukter. Det var således ikke et tilbagestående samfund, som først portugiserne og dernæst de andre europæiske søhandelsmagter mødte, da de i 1500-tallet og 1600-tallet begyndte at handle med Indien.

Det engelske handelsselskab fulgte det samme mønster som de andre europæiske handelsselskaber, idet det oprettede handelsstationer ved kysten og oprettede havnebyer som ovenfor nævnt.

Herfra foregik handelen med indlandet. Karakteren af handelen var modsat af, hvad den senere skulle blive. Det var indiske færdigvarer - bomuldstøj, silke m.m. - som købmændene var interesserede i, og som de betalte med guld og sølv, idet der faktisk ikke var ret mange af de i Europa producerede varer, som kunne sælges - selv med tvang - i Indien. Resultatet af denne første periode med europæisk handel i Indien betød altså dels en ophobning af guld og sølv i Indien, dels en stimulering af indisk manufaktur og håndværk (62).

 En af Det Indiske Kompagnis handelsstationer. Billede fra sidste halvdel af 1700-tallet.
Masulipatam nær Madras: En af Det Indiske Kompagnis handelsstationer. Billede fra sidste halvdel af 1700-tallet.

 

East India Company tjente godt på de indiske varer. I perioden 1657-91 var det gennemsnitlige årsudbytte på ca. 25% med et toppunkt i 1683. Denne succes gav blod på tanden hos andre engelske købmænd, som søgte at få del i handelen på Indien. I 1698 opnåede en gruppe købmænd at få handelsrettigheder på Indien - som New East India Company - på betingelse af et lån til regeringen på 2 millioner £. Efter nogle års stridigheder forenedes de to kompagnier i 1708-09, hvorefter fulgte en periode med stormende fremskridt for dette magtfulde, væbnede monopol.

I 1715 åbnede et nyt kapitel ved at starte regelmæssig tehandel med Kina. På dette tidspunkt var hollænderne blevet skubbet bort fra deres stillinger på den indiske sydkyst. Herefter fulgte en rivalisering mellem England og Frankrig i samme område, idet franskmændene havde fået nogle stærke handelsstationer syd for Madras. Trods franskmændenes evne til at alliere sig med indiske fyrster mod englænderne kunne de dog intet stille op mod dem. Englands styrke var de førsteklasses baser i Bombay, Madras og Calcutta og søherredømmet, som betød, at de kunne afskære søvejen for franskmændene. I tidsrummet 1746-61 blev der på indisk jord ført en regulær kolonikrig mellem England og Frankrig som et led i den verdensomspændende konflikt mellem de to kolonilande. Englænderne sejrede som sagt, og efter freden i Paris 1783, blev de franske holdepunkter i Indien svækket så meget, at de faktisk aldrig fik nogen betydning sidenhen.

Kolonier i Indien i 1700-tallet
Kolonier i Indien i 1700-tallet

 

Samtidig med, at England førte krig med Frankrig, ændredes den engelske indstilling til Indien som koloni. Det var ikke længere tilfredsstillende kun at drive handel med inderne, England ville have kontrol med produktionen.

Denne ændring skal ses i lyset af den engelske klædemanufakturs stilling. De indiske varer konkurrerede på det europæiske marked med engelske tekstilvarer og blev af de engelske manufakturproducenter betragtet som en trussel, De protektionistiske toldlove, som blev indført i begyndelsen af 1700-tallet var et svar på denne trussel. Der blev ligeledes gjort forsøg på at tvinge indiske bønder til at dyrke råvarer til eksport - f.eks. råsilke - i stedet for færdig silke, men det var svært for handelskompagniet, som ikke havde politisk magt i Indien til at gennemføre det. Derfor måtte landet erobres.

Fra midten af 1700-tallet gik det engelske selskab så igang med at erobre indlandet. Med en glubskhed, som kan sidestilles med spaniernes fremfærd i Sydamerika ca 250 år tidligere, gik kompagniet i krig mod nawab'en af Bengal, som havde magten i den højt udviklede og rigeste stat i Indien (63). Slaget ved Plessey i 1757, hvor englænderne besejrede nawab'ens hær, betegnede vendepunktet i Englands forhold til Indien. Herefter faldt kort tid efter Bihar og Orissa, hvorved det engelske handelsselskab fik kontrollen over hele det nordøstlige Indien.

Som sagt var Bengalen meget rigt (64) - det havde bl.a. nydt godt af den blomstrende handel med englænderne, men efter den engelske sejr blev landet systematisk udplyndret. Den bengalske statskasse blev tømt - en del gik i lommerne på selskabets egne folk, mens store værdier i form af guld blev sejlet til England. I løbet af forbløffende få år lykkedes det englænderne at ødelægge Bengalen totalt og gennem uhyggelig brandbeskatning bringe befolkningen på udslettelsens rand. I 1770 oplevede Bengal en hungersnød, hvor 1/3 af befolkningen døde. Alligevel kunne East India Company melde om rekordindtægter det år, selv om skatterne altså skulle betales af 1/3 færre personer end de foregående år (65).

Handelsselskabets status blev iøvrigt ændret i 1773, hvor det stilledes under parlamentets kontrol, som blev udøvet af et koloniråd, der fik sæde i Calcutta. Dette var det første skridt på vejen i adskillelsen af på den ene side den politiske og militære kontrol af kolonien, som blev et statsanliggende - og på den anden side den rent økonomiske kontrol, som blev privat.

Mens Bengalens nederlag således blev begyndelsen til Indiens nedgang og underkuelse under engelsk kolonialisme, så blev det for England selv indledningen til en ny periode med kolossale fremskridt. De enorme værdier, som handelskompagniet bragte hjem fra rovet af Bengalen, var simpelthen med til at finansiere den industrielle revolution i England.

Amerikaneren Brooke Adams har beskrevet det således:

"Indførelsen af indiske skatter forøgede ikke kun nationens energi ved det betragtlige tillæg til nationens kontante kapital, men tilføjede meget til dens fleksibilitet og fart i dens bevægelse.

Snart efter Plassey begyndte rovet fra Bengalen at ankomme til London, og effekten var med det samme mærkbar. For alle autoriteter er enige om, at den "industrielle revolution" begyndte med år 1770...

Slaget ved Plassey blev udkæmpet i 1757, og højst sandsynligt kan intet nogensinde sidestilles med den fart i ændringerne, som dermed fulgte. I 1760 dukkede "the flying shuttle" op, og kul begyndte at erstatte træ som brændsel ved udsmeltning. I 1764 opfandt Hargeaves "the spinning jenny", i 1785 tog Cartwright patent på "the power loom" og i 1768 udviklede Watt dampmaskinen...

Hargreaves's spinning jenny (konstrueret 1764-67).
Hargreaves's spinning jenny (konstrueret 1764-67).

 

Men selv om disse maskiner gjorde det muligt for de accelererende bevægelser i tiden at finde sted, så var de ikke selv årsag til accelerationen. I sig selv er opfindelser passive... ventende på, at en tilstrækkelig oplagret kraft er blevet akkumuleret for at sætte dem igang. Dette lager må altid tage form af penge, og penge som ikke er puget sammen og gemt væk, men som er i bevægelse. Før de indiske skatte ankom og kreditten blev udvidet som følge heraf, var ingen kraft tilstrækkelig stor til dette formål til stede... Ingen investering har - måske i hele verdens historie - nogensinde givet så megen gevinst som plyndringen af Indien, for i næsten halvtreds år stod Storbrittanien uden nogen konkurrent." (66)

Resume

Dette afsnit har omhandlet kapitalismens fremvækst i England - eller rettere sagt de indre og ydre forudsætninger for, at den kapitalistiske produktionsmåde for alvor kunne slå igennem i England som det første land i verden.

Først blev de indre forudsætninger - dvs. udviklingen i England selv - beskrevet.

Den gamle produktionsmåde - feudalismen - blev tidligt opløst i England.

Allerede fra midten af 1300-tallet svækkedes de feudale produktionsforhold, og i 1700-tallet havde opløsningen af feudalismen nået et meget fremskredent stade. Det kapitalistiske landbrug havde afløst det feudale landbrug, og småbønderne var blevet fordrevet fra deres jord. Landbrugsproduktionen var blevet centraliseret, og nye, mere produktive metoder i landbrugsdriften var blevet taget i anvendelse. Det kapitalistiske landbrug leverede fødevarer til den voksende bybefolkning og råvarer til den voksende manufaktur.

Manufakturen var på sin side opstået ved forvandling af den håndværksmæssige produktion - ikke blot i byerne, men også på landet - til en produktion, som var opsplittet i delprocesser, der hver især blev udført af specialiserede arbejdere under en central ledelse. Denne centrale ledelse blev mere og mere overtaget af egentlige industrielle kapitalister, som var vokset ud af producenternes egne rækker. De startede med små værksteder og små kapitaler, men voksede snart i både antal og styrke.

Det var udbredelsen af handelen, som lå til grund for disse samfundsmæssige forandringer. Flere og flere produkter blev fremstillet som varer - altså med afsætning på markedet for øje.

Med opløsningen af den gamle statsform. I perioden fra ca. 1400 til op til 1700-tallet, som dette afsnit dækker, udvikledes den centrale, nationale statsmagt - først i enevældens form og efter revolutionen i en borgerlig, parlamentarisk form.

Enevoldsstaten eksisterede, sålænge den kunne medvirke til at opløse de feudale skranker for udviklingen, og sålænge samtidig de borgerlige kræfter ikke var stærke nok til at kunne anfægte kongemagtens overhøjhed. Fra det punkt af, hvor de borgerlige kræfter blev stærkere end de feudale, måtte enevoldsstaten imidlertid alliere sig med de feudale for at forsvare sin eksistens. Og dermed blev enevoldsstaten en reaktionær kraft. De borgerlige kræfter vandt efter borgerkrig og revolution i opgøret med enevælde og feudalisme og indførte efter revolutionen den borgerligt parlamentariske stat.

Denne parlamentariske form af statsmagten blev fremtvunget af økonomiske ændringer i samfundet og de dermed ændrede klasseforhold. Der var vokset et stærkt og rigt handelsborgerskab frem, en klasse af kapitalistiske jordejere, et endnu svagt, men voksende industriborgerskab og et proletariat, samtidig med at feudaladelen var i stærk tilbagegang og bondestanden praktisk taget var blevet udslettet.

Udviklingen af en borgerlig stat på dette tidlige tidspunkt - i den merkantilistiske periode - gav England et stort forspring i kapløbet med de andre europæiske handelsnationer.

I beskrivelsen af de ydre forudsætninger for Englands fremvækst som kapitalistisk land behandledes netop det engelske handelsherredømme, som gav sig udslag i grundlæggelsen af et verdensomspændende kolonialt imperium og Englands fremkomst som centrum for verdenshandelen.

Det var den stærke centrale statsmagt - først i enevældens form, senere i endnu mere udstrakt grad i dens borgerlige form - som gjorde det muligt for engelsk handelskapital at overtage handelsherredømmet i verden efter hollænderne. Den overlegne, engelske sømagt fjernede konkurrenterne til de engelske købmænd og de engelske handelsselskaber og skabte forudsætningerne for oprettelsen af et engelsk kolonirige.

Ved hjælp af "settlere" - som hovedsagelig var eksproprierede engelske bønder og håndværkere - ved hjælp af handelskompagnier og først og fremmest ved hjælp af flåden og militær magt, etablerede England sig som den førende kolonimagt med solidt fodfæste i de økonomisk og strategisk vigtigste områder i verden. Vestindiske sukkerkolonier direkte under handelsselskabernes kontrol, plantage- og settlerkolonier på Nordamerikas fastland, slavestationer i Vestafrika og røveri- og handelsbastioner i Indien var krumtappene i det engelske koloniale imperium på dette tidspunkt.

Handelskapitalen bidrog sammen med den engelske sømagt til at gøre England til centrum for den oversøiske handel. Den koncentrerede store rigdomme i England, stimulerede manufakturen, skabte nye industrier og nye livsvaner hjemme i England med bl.a. te, tobak og sukker som almindelige nydelsesmidler.

England fortsatte, hvor Holland slap, med udbredelsen af et europæisk domineret økonomisk system. Ved at bringe nye områder ind i dette system bidrog England således til at knytte verden sammen. Men det var en sammenstykning, hvori der allerede lå en klar tendens til nogle landes dominans over andre. Kolonierne blev oprettet for at tjene moderlandenes behov. Uvilje mod at spille rollen som udbyttet koloni bragte settlerne i Nordamerika til løsrivelse fra moderlandet, hvilket dog ikke i første omgang ændrede hverken Englands økonomiske afhængighed af Amerika eller Amerikas afhængighed af England.

Afrika blev plyndret for mennesker, og Indien blev plyndret for guld; men det som betegner det egentlige vendepunkt i hele sammenknytnings- og opdelingsprocessen var denne proces' mere og mere udtalte kapitalistiske karakter.

Vi beskrev, hvordan de engelske manufakturkapitalister gennem deres statsmagt pressede handelskompagnierne til ikke at importere færdigvarer, som kunne konkurrere med engelske manufakturprodukter. Det drejede sig i første omgang om klæde fra Indien, der solgtes til Europa for priser, som ingen andre producenter kunne konkurrere med.

East India Company havde i begyndelsen været med til at sælge indisk klæde i Europa, hvilket det tjente fedt på. Men i sidste halvdel af 1700-tallet gennemtvang den engelske stat en udelukkelse af indisk klæde fra det europæiske marked, og i stedet åbnedes det for den tids enorme marked for engelske tekstilvarer.

Udplyndringen af Indien og brandbeskatningen af dets befolkning var kun de første metoder, som England anvendte for at afskaffe en overlegen konkurrent for de engelske tekstilproducenter, og begivenhederne i slutningen af 1700-tallet skulle kun blive en forvarsel om, hvad verden endnu havde i vente.

Kapitalismen havde fået fodfæste i England, et industrielt borgerskab var vokset frem, landbruget var blevet kapitalistisk og havde forsynet byerne
med skarer af forarmede bønder, som var parat til at træde ind i proletariatets rækker. En stærk, borgerlig stat havde skabt et verdensomspændende kolonisystem, hvor fra engelsk handelskapital kunne suge værdier hjem i enormt omfang, Disse kolonier var indenfor et kapitalistisk verdenssystem ved at blive specialiseret til råvareproducenter, som i stedet for at konkurrere med engelske varer forsynede engelsk industri med råvarer, og samtidig et marked for færdigvarer. Kort sagt den kapitalistiske produktionsmåde pressede på for at komme til fuld udfoldelse overalt, og brikkerne var nu lagt tilrette på en sådan måde, at det kunne lade sig gøre»Alle forudsætninger for kapitalismens gennembrud var til stede og alt var parat til at en af historiens voldsomste og mest epokegørende begivenheder kunne finde sted - storindustriens fremkomst.

Englands overklasse på knæ for en "nabob" som de engelske købmænd eller kompagni-embedsmænd der havde skabt sig formuer i Indien, kaldtes. Dronningen kysser hans fod og kongen, George III roder i pengekisten, mens repræsentanter for kirke og stat alle prø
Englands overklasse på knæ for en "nabob" som de engelske købmænd eller kompagni-embedsmænd der havde skabt sig formuer i Indien, kaldtes. Dronningen kysser hans fod og kongen, George III roder i pengekisten, mens repræsentanter for kirke og stat alle prø

 

Noter

(1) Marx: "Kapitalen" 1. Bog 4, Kap. 24, s. 999.

(2) "Fysikeren iagtager naturprocesser, enten dér, hvor de fremtræder i deres mest prægnante form, er mindst forplumrede af forstyrrende indflydelser, eller han foretager, -hvor det er muligt, eksperimenter under betingelser, som sikrer processens rene forløb. Det som jeg i dette værk skal udforske, er den kapitalistiske produktionsmåde og de dertil svarende produktions- og udvekslingsrelationer. Dens klassiske hjemsted har hidtil været England. Dette er grunden til, at England tjener som hovedillustration til min teoretiske fremstilling."

(Marx: "Kapitalen", 1. Bog 1, "Forord tilførste oplag, 1867", side 94).

(3) Dudley Dillard: "Vasteuropas och Forenta Staternas ekonomiska historia", Kap. 8 s. 115.

(4) Dudley Dillard: op. cit. side 61.

(5) Godsejeren leverede en del af landbrugskapitalen, halvforpagteren en anden del, og totalproduktet deltes mellem dem. Denne mellemform havde kun kort eksistenstid i England, men var i lang tid fremherskende i Frankrig. (Marx: op. cit. side 1036) .

(6) Rosekrigen begyndte to år efter hundredeårs-krigens afslutning (1455). Det var er. feudal strid mellem forskellige grupper inden for adelen om retten til kronen. I en periode på tredive år udslettede medlemmerne af den gamle højadel praktisk taget hinanden.

(7) Marx: op. cit. side 1004.

(8) Den første konge af huset Tudor var Henrik VII, der kom til magten i 1485. De næste i rækken var Henrik VIII, Edward VI, Marie den Blodige og Elizabeth I, som afsluttede tudorenes regerings-periode 1603. Herefter regerede stuarterne (Jacob I og Karl I) indtil den engelske revolution 1649.

(9) Opløsningen af de feudale ridderhære fandt sted 1470 til 1520.

"En mængde proletarer, frie som fugle, uden ret og ejendom, blev kastet ud på arbejdsmarkedet ved afskaffelsen af de følger af krigsmænd, der som Sir James Steuart rigtigt bemærker: allevegne fyldte hus og borg til ingen nytte." (Marx: op. cit. side 1004).

(10) Se fodnote 193a i Marx: op. cit. side 1006-1007.

(11) Marx: op. cit. side 1007-1008.

(12) Et eksempel på denne lovgivning var Henrik VIIIs statut fra 1530:

"Gamle og arbejdsudygtige tiggere får lov at betle. Derimod en omgang pisk og indespærring til arbejdsføre vagabonder. De skal bindes bag en kærre og slås med svøber, indtil blodet strømmer fra deres krop, derpå aflægge ed på, at de vil vende tilbage til deres fødested eller hvor de har opholdt sig i de sidste tre år og "gå i gang med at arbejde"".

Eller Jacob Is lov om brændemærkning af landstrygere: "... De uforbedrelige og farlige landstrygere skal brændemærkes med et R på den venstre skulder
og sættes i tvangsarbejde, og hvis de på ny gribes i tiggeri, henrettes uden nåde." (Marx: op. cit. side 1025 og 1028).

(13) Marx: op. cit. side 1025.

(14) Marx: op. cit. Kap. 24.

Marx beskriver her bl.a., hvordan disse forpagtere uden nævneværdige udgifter kunne øge deres kvæghold på de beslaglagte fælleder og samtidig få gødning til jordens dyrkning.

(15) Marx: op. cit. Kap. 24 side 1039.

(16) Se Dudley Dillards beskrivelse af "Forlags-systemet", op. cit. Kap. 7 side 102-109.

(17) Marx: op. cit. side 1037-43.

(18) Maurice Dobb: "Kapitalismens udvikling" side 151.

(19) Se Marx: "Kapitalen" 1. Bog 2, Kap. 12 "Arbejdsdeling og manufaktur".

(20) Se Maurice Dobb: op. cit. Kap 4 "Industrikapitalens opkomst".

(21) Arbejdere, som arbejdede med hjemmeindustri havde ikke lønarbejderens disciplin. Ofte arbejdede de kun, til de fik deres betaling, hvorefter de koncentrerede sig om deres landbrug, indtil de kom i økonomiske vanskeligheder igen. I nogle tilfælde påtog de sig også mere arbejde for forskellige købmænd, end de kunne overkomme, så varerne ikke blev færdige til tiden. Se bl.a. om disse forhold i Dudley Dillard: "Våsteuropas och Forenta Staternas ekonomiska historia" Kap 7 side 102-107.

(22) Maurice Dobb: "Kapitalismens udvikling" side 188 og Dudley Dillard: "Våsteuropas och Forenta Staternas ekonomiska historia" side 106.

(23) Marx: "Kapitalen" 1. Bog 4, Kap. 24 s. 1042,

(24) "Manufakturperiodens specifikke maskine er og bliver den totalarbejder, der er dannet ved kombination af mange delarbejdere". (Marx: "Kapitalen" 1. Bog 2, Kap. 12 s. 505).

(25) "Manufakturperioden forenkler, forbedrer og mangfoldiggør arbejdsredskaberne ved at tilpasse dem til delarbejderens særfunktioner. Den skaber dermed tillige en af de materielle betingelser for maskinerne, der er en kombination af simple instrumenter". (Marx: op. cit. Kap. 12 side 505).

(26) "Ved siden af den hierarkiske trindeling står den simple adskillelse af arbejderne i kvalificerede og ukvalificerede. For de sidstnævnte falder læreomkostningerne helt bort, for de førstnævnte daler de i sammenligning med håndværkeren som følge af forenklet funktion."

(27) Marx: "Kapitalen" 3. Bog 2, Kap. 20 s. 436.

(28) Marx: op. cit. Kap. 20 side 438.

(29) Jens Engberg: "Årsagerne til den engelske borgerkrig 1642-49" side 30.

(30) Jens Engberg: op. cit. side 32.

(31) "Patent of Monopoly Law" omtales af Dudley Dillard: "Vasteuropas och Forenta Staternas ekonomiska historia" side 111.

(32) Som det ses, stod lavadelen splittet med dens mere feudalt baserede elementer på royalisternes side, mens størstedelen af lavadelen, som var mere kapitalistisk end feudalistisk orienteret, støttede parlamentet.

Betegnelserne højadel og lavadel er levn fra den feudale sociale struktur og har derfor ikke i sig selv noget klart økonomisk og klassemæssigt indhold, når de overlever i en ny samfundsorden. I denne tekst anvendes hovedsagelig betegnelserne feudalherrer eller herremænd om feudale jordejere, mens kapitalistiske jordejere benævnes godsejere. De egentlige kapitalistiske driftsherrer, der imidlertid ikke ejer jord, er de kapitalistiske forpagtere.

Når der i teksten tales om aristokratiet, menes der adelen, som altså klassemæssigt var sammensat af elementer, som enten kunne være af feudal eller kapitalistisk karakter.

(33) "...Borgerskabet i byerne satte den (den engelske revolution) igang og de middelstore bønder (yeomanry) i landdistrikterne udkæmpede den. Det er mærkeligt nok: i alle de tre store borgerlige revolutioner leverede bønderne den hær, som skulle kæmpe, og bønderne var netop den klasse, der, efter at sejren var vundet, var mest sikker på at blive ruineret af denne sejrs økonomiske følger." (Engels: "Socialismens udvikling fra utopi til videnskab" - Forord til den engelske udgave. Forlaget TIDENs udgave side 18).

(34) Cristopher Hill: "Engelska Revolutionen 1640" - fra "Ide och klass - texter kring den kommersielle revolutionens England i urval av Ronny Ambjornsson" side 80-81.

(35) "I modsætning til de franske feudale jordejere i 1789, stod denne store klasse af storgodsejere ikke i noget antagonistisk forhold til borgerskabet - men var tværtimod helt på linie med dets eksistensforhold. Denne jordejerklasse, som havde allieret sig med borgerskabet, var allerede kommet frem under Henrik VIII. I virkeligheden var deres godser ikke feudal, men borgerlig ejendom. På den ene side forsynede godserne det industrielle borgerskab med de folk, som det havde brug for til at drive sine manufakturer - og på den anden side var de i stand til at udvikle landbruget i samordning med forholdene indenfor industri og handel. Derfor deres fælles interesser med borgerskabet; derfor deres alliance med det. " (Oversat fra Marx: "A Review of Gizot's book" fra Marx/Engels "On Britain" side 93-94).

(36) "De politiske embeder og indtægtskilder beholdt de store adelsfamilier på betingelse af, at de i tilstrækkelig grad varetog det finansielle, fabrikerende og handelsdrivende bourgeoisis interesser. Og disse økonomiske interesser var allerede dengang mægtige nok; de bestemte i sidste instans nationens almindelige politik. Detailler kunne man skændes om, men det aristokratiske fåmandsvælde vidste kun alt for godt, hvor uløseligt dets egen økonomiske trivsel var kædet sammen med det industrielle og komercielle bourgeoisi. " (Engels: "Socialismens udvikling fra utopi til videnskab" - Forord til den engelske udgave, Forlaget TIDENs udgave side 20).

(37) "Og faktisk var de daværende engelske bourgeois'er gennemsnitlig ganske udannede opkomlinge, der - enten de ville det eller ej - var nødt til at overlade aristokratiet alle de højere regeringsstillinger, hvor der krævedes andre egenskaber end øboens indskrænkethed og opblæsthed pebret med forretningssnedighed. Selv i dag viser de endeløse avisdebatter om "middle class education", at det engelske bourgeoisie stadigvæk ikke anser sig for godt nok til den bedste opdragelse og ser sig om efter noget mere beskedent". (Engels: "Socialismens udvikling fra utopi til videnskab" - Forord til den engelske udgave. Forlaget TIDENS udgave s. 26-27)

(38) "Dette så fraudolent (svigagtigt) tilegnede statsgods samt kirkerovet udgør, for så vidt det ikke var bortkommet under den republikanske revolution, grundlaget for det engelske oligarkis fyrstelige domæner i dag". (Marx: "Kapitalen" 1. bog 4, Kap. 24 s. 1010).

(39) Dudley Dillard: "Västeuropas och Forenta Staternas ekonomiska historia" s. 126-127.

(40) Dudley Dillard, op. cit. s. 200.

(41) "Den industrielle revolutions problem er derfor optagelsen, mobiliseringen og brugen af det landbrugsmæssige overskud på den ene side, og forflyttelsen af en del af den aktive befolkning fra denne sektor til industrien på den anden side. De to operationer er ikke mulige, hvis ikke landbrugsarbejdets produktivitet forøges tilstrækkeligt over en bestemt tærskel, som tillader dannelsen af et overskud, som kan hjælpe med til at financiere den anden sektor, på den ene side - og gøre det muligt at producere samme kvantum varer med mindre arbejdskraft på den anden side. Med andre ord, de, som forbliver i landbruget, skal være i stand til at føde dem, som har forladt jorden". (Arghiri Emmanuel: "Unequal Exchange revisited", IDS Discussion paper no. 77. 1975, s. 80).

I denne forbindelse er det interessant at sammenligne de borgerlige revolutioner i England og Frankrig. I Frankrig stod feudaladelen langt stærkere end i England, og borgerskabet - købmandsklassen - var tilsvarende svagere. Kongen indgik en alliance med småbønderne for at holde feudaladelen stangen. Derved hæmmedes fordrivelsen af bønderne fra jorden. Den førkapitalistiske småbonde blev i det hele taget en bremse for udviklingen af kapitalismen i Frankrig. Det revolutionære borgerskab kunne ikke kæmpe på to fronter på samme tid. Enten nåede det til et kompromis med feudalherrerne - og så eksproprierede de bønderne i fællesskab - og feudalherrerne selv blev kapitalister, (som det skete i England) - eller også allierede borgerskabet sig med småbønderne og afskaffede de feudale rettigheder, (som det skete i Frankrig). Men selv om det måske gik mere blodigt for sig i Frankrig var det her ikke nær så økonomisk gennemgribende en revolution som den engelske.

(42) "Endnu i de sidste årtier af det 17. århundrede var the yeomanry, en uafhængig bondestand, talrigere end forpagternes klasse. De havde udgjort Cromwells hovedstyrke og stod, selv ifølge Macaulay, i fordelagtig modsætning til de fordrukne landjunkere og deres tjenere - landsbypræsterne - der måtte føre nådigherrens "yndlingstjenestepige" til alters. Endnu var selv lønarbejderne på landet medejere i fællederne m. v. Ca. 17 50 var the yeomanry forsvundet og i de sidste decennier af det 18. århundrede også de sidste spor af landbrugernes jordfællesskab". (Mar, op. cit., Kap. 24 s. 1010).

(43) Marx: "Kapitalen" 1. bog 3, s. 558-559.

(44) "I løbet af 1700-tallet var der altså blevet gjort to store fremskridt inden for jernfremstillingsteknologien. Råjern og støbejern blev relativt billigt, som følge af at stenkul anvendtes som brændsel i stedet for træ ved udsmeltningen af jernmalm. Og smedejern blev relativt billigt som følge af, at valseværket og "puddlingsprocessen" (= en proces, hvorved støbejern omdannes til smedejern) blev taget i anvendelse. Det billige jern var en sejr for den industrielle revolution i dens tidlige fase og teknologisk set grundlaget for dens senere fase". (Dudley Dillard: "Västeuropas och Forenta Staternas ekonomiska historia" s. 206).

(45) "Den offentlige gæld bliver en af de mest energisk virkende løftestænger for den oprindelige akkumulation. Som ved berøring med en ønskekvist udruster den de uproduktive penge med avlekraft og forvandler dem på denne måde til kapital, uden at det var nødvendigt for dem at skulle udsætte sig for de ulemper og farer, der er uadskilleligt forbundet med at anbringe dem industrielt eller endog i åger". (Marx: "Kapitalen" 1. bog 4, Kap. 24, s. 1050).

(46) "Men mens der var visse kompenserende fordele for industrien, som opstod af de oversøisk handlende kompagniers aktivitet, så var det ikke derfra, initiativet til industriinvestering skulle komme. Foretagsomhed i denne retning lå, som vi har set, ikke hos det højere bourgeoisi, der var beskæftiget ved eksportmarkedet, men hos det mere ydmyge, provinsielle middelbourgeoisi, der i det store og hele var mindre privilegeret og mindre velhavende, men som havde en bredere basis." (Maurice Dobb: "Kapitalismens udvikling" s. 259).

(47) "Betoningen af fordelene ved en udstrakt eksport opstod først ved fremkomsten af en mægtig manufakturfabrikation, som havde interesser, der var forskellige fra handelens; eftersom det var til fordel for producenten, at markedet for hans produkter var så stort som muligt, ligesom det også var til hans fordel, at importen af konkurrerende varer blev begrænset. Rigtignok var han stadig interesseret i billige råmaterialer og billige subsistensmidler for arbejderne: et forhold vi har set de merkantilistiske doktriner tog hensyn til ved at begrænse forsvaret for eksport til manufakturprodukter, og ved at indskrænke fordømmelse af import til ikke-råmaterialer og til færdigvarer, som var beregnet til luksusforbrug" . (Maurice Dobb, op. cit. s. 278-279).

(48) Det var på denne tid, at Nederlandene begyndte at gøre oprør mod det spanske herredømme. England støttede hollænderne, og den engelske dronning blev lyst i band. (Det var Elizabeth I, som havde genindført den engelske statskirke efter den korte katolske genindførelse under Marie den Blodige). Se iøvrigt foregående artikel "Kapitalismens oprindelse - Handelskapitalen", MANIFEST nr. 4.

(49) Det er ikke helt rigtigt, at vejen til kolonierne kun gik over havet. I samme periode, som denne beskrivelse dækker, ekspanderede det russiske enevoldsregime kraftigt ved at underlægge sig store dele af Asien (og Europa) uden at sømagt overhovedet spillede en rolle. De russiske besiddelser i Asien blev dele af et storrussisk rige som kolonier.

(50) De franske settlere havde i modsætning til de engelske stort set et godt forhold til indianerne bl.a. fordi de ikke var ude på at drive indianerne væk fra jorden, men blot at handle med dem. Således allierede franskmændene sig med indianerstammer i kampen mod England i Nordamerika.

(51) Uddrag fra The Navigation Act (1660): Tobak, sukker, bomuld, indigo, ingefær og træ til farvefremstilling produceret i kolonierne skulle kun sejles til England eller til en anden engelsk koloni. Med undtagelse af tobak var dette vestindiske produkter, og der gjaldt for dem alle, at de ikke kunne produceres i England.

Den koloniale sektion af Navigation Act foreskriver, at ingen varer skal importeres til eller eksporteres fra nogen engelsk koloni med andet end engelske skibe.

(52) The Staple Act (1663) behandler koloniimport, og bestemmer, at alle varer, engelske eller fremmede, bestemt for kolonierne, skal afskibes fra Engelsk havn. En undtagelse fra denne regel var salt til det nordamerikanske havfiskeri plus vin fra Madeira og Azorene. The Staple Act havde til formål at gavne kronen ved at øge mængden af toldpenge, at gavne de engelske eksportører ved at beskytte deres koloniale marked og frem for alt at gavne flåden ved at binde kolonihandel til skibsruter, der gik ud fra England, og som lettere kunne kontrolleres og beskyttes.

(53) The Plantations Duties Act (1673) lagde en vægtmæssig eksportafgift på alle monopoliserede varer, som blev sejlet fra en koloni til en anden. Før denne lov kunne varer, som angiveligt var bestemt for andre kolonier blive bragt til fremmede havne og solgt billigere end varer, som måtte fortoldes i England. Ved at lægge afgift på i udskibningshavnen håbede man at stoppe sådanne sprækker i The Navigation Act.

(54) I 1688 gjorde Frankrig krav på Pfalz, hvilket gjorde det klart for England, at Frankrig kunne blive en farlig rival. Der dannedes en koalition vendt mod Frankrig bestående af Østrig, Spanien, Holland og England, og de førte krig mod Frankrig til 1697.

I 1701 udbrød den "spanske arvefølgekrig", hvor Frankrig forsøgte at underlægge sig Spanien og derved komme i besiddelse af de spanske kolonier. Her allierede England sig med Holland og Østrig og formåede at besejre franskmændene. Krigen sluttede 1713 med freden i Utrecht.

(55) J. H. Parry: "Europa and a wider world".

(56) Marx: "Kapitalen" 1. Bog 4, Kap. 25 s. 1067.

(57) Tabel over import af slaver

  før 1600 1600-99 1701-81
Britisk Nordamerika - - 256.000
Spansk Amerika 75.000 293.000 393.000
Brasilien 50.000 560.000 1.285.000
Britisk Vestindien - 261.000 961.000
Fransk Vestindien - 157.000 990.000
Holl./dansk Vestindien - 44.000 401.000

(58) Adam Smith, 1776.

(59) Eric Williams: "From Colombus to Castro -The History of the Caribian 1492-1969" side 251.

(60) I 1729 aftog de vestindiske øer 25% af Englands jerneksport, i 1753 var der 120 sukkerrafinaderier i England. I 1780 leverede de vestindiske øer 75% af de 6½  millioner pund rå-bomuld, som England importerede (senere blev det de store, sydlige plantagestater på kontinentet, som blev bomuldsproducenter).

(62) "Engelske og andre udenlandske købmænd, som kom til Indien for at handle, kom ikke for at sælge udenlandske varer her, men for at købe de fine og udsøgte ting, som blev lavet i Indien og sælge dem med stor fortjeneste i Europa... Før Det Ostindiske Kompagni fik herredømmet i Indien drev det en meget indbringende handel med indisk bomuldstøj, uldtøj, silke og broderier. Særlig havde Indien nået et højt kvalitetsniveau med tekstiler - forarbejdede varer af bomuld, silke og uld... I begyndelsen opmuntrede Det Ostindiske Kompagni det indiske håndværk, fordi det lavede penge på det. Salget af indiske varer i udlandet bragte guld og sølv til landet. Men fabrikanterne i England kunne ikke lide denne konkurrence, og derfor overtalte de tidligt i det attende århundrede deres regering til at lægge told på indiske varer, som kom til England..." (Nehru: "Verdens historie" - 3, side 40 og 41).

(63) Fra dette tidspunkt blev det engelske sprog "beriget" med et nyt ord, som blev overtaget fra Hindi. Det var "loot", som betyder plyndrings-gods.

(64) Den legendariske chef for Det Ostindiske Kompagni - Clive - har beskrevet den bengalske by Murshidabad i 1757 således:

"Den er lige så stor, lige så tætbefolket og lige så rig som London, bare med den forskel, at i Murshidabad findes der folk, som ejer meget mere end nogen i London." (Nehru: "Verdens historie" - 3, side 41).

(65) Nehru: "Verdens historie" - 2, side 112.

(66) Citeret i Nehru "The Discovery of India" side 315.