Anmeldelse:

Omtale af bog om imperialisme og arbejderaristokrati.

Zak Cope: Divided World Divided Class: Global Political Economy and the Stratification of Labour Under Capitalism (Kersplebedeb, 2012, 387s)

Frontpage of the 2 edition of Zac Copes bookI 2015 udkom bogen i en ny og udvidet udgave på 457 s. på samme forlag: Kersplebedeb.

 

Da jeg for et års tid siden satte mig for at gennemtænke snylterstatsteori i lyset at de store forandringer, der er sket i den globale økonomi og politik siden vi i 1983 skrev ”Imperialismen i dag” gik det op for mig – via endnu en forandring siden 1983 – internettet – at teorien ikke er en hendøende tese fra 1970erne, men i høj grad ”still is alive and kicking”

En række politiske organiseringer og teoretikere har udviklet og arbejder stadig med teorier om sammenhængen mellem imperialistiske udbytningsformer og de politiske og klassemæssige konsekvenser af dette. Det har været opmuntrende efter i 40 år at have beskæftiget sig med denne teori, at opdage, at man ikke er en uddøende race.

(En litteraturliste med disse nye bidrag er under udarbejdelse og vil blive lagt ud på snylterstaten.dk)

Et fremtrædende eksempel på en af disse ”nye” teoretikere er Zak Cope. Zak er nordirer bosiddende i Belfast. Det er måske ikke så underligt, at en bog om Imperialisme og arbejderaristokrati kommer fra den kant. Al den stund, at Marx i sine første tekster om arbejderaristokrati beskæftiger sig med forholdet mellem muligheden af en socialistisk revolution i England og den engelske undertrykkelse af Irland. Marx skriver i et brev til Meyer og Vogt, dateret London 9. april 1870:

”Hvert eneste industri- og handelscenter i England har nu en arbejderklasse, der er delt i to fjendtlige lejre, engelske proletarer og irske proletarer. Den almindelige engelske arbejder hader den irske arbejder som en konkurrent, der sænker hans levestandard. I forhold til den irske arbejder føler han sig som medlem af den herskende nation og gør sig dermed til redskab for sit land aristokrater og kapitalister mod Irland, hvorved han styrker disses dominering over ham selv. Han nærer religiøse, sociale og nationale fordomme mod den irske arbejder. Hans holdning over for ham er stort set den samme som de ”fattige hvides” holdning over for ”niggerne” i de tidligere slavestater i USA. Ireren betaler ham tilbage med renter i sin egen mønt. Han ser i den engelske arbejder på én gang en medskyldig i og det stupide redskab for det engelske herredømme i Irland...

Denne antagonisme er hemmeligheden bag den engelske arbejderklasses kraftesløshed, på trods af dens organisation. Det er den hemmelighed, ved hvis hjælp den kapitalistiske klasse opretholder sin magt …

At fremskynde den sociale revolution i England er derfor det vigtigste mål for den Internationale arbejderassociation. Det eneste middel til at fremskynde den er at gøre Irland selvstændigt. Derfor er det Internationales opgave overalt at sætte konflikten mellem England og Irland i forgrunden og overalt åbent at tage Irlands parti. Og det er den særlige opgave for Centralrådet i London. At vække en bevidsthed hos de engelske arbejdere om, at for dem er Irlands nationale frigørelse ikke et spørgsmål om abstrakt retfærdighed eller humanistiske følelser, men den første betingelse for deres egen sociale frigørelse.” [i]

Marx beretning om 1870ernes engelske imperialisme og arbejderklasses holdning er i miniature den nuværende globale situation – en delt verden og en delt arbejderklasse. Det er netop titlen og emnet for Zak Copes bog.

Zak Copes bog kan ses som en 2.0 udgave af ”Imperialismen i dag”, om end den er mere akademisk i sin form. Zak Cope henviser rent faktisk flere steder til ”Imperialismen i dag”, der i 1986 udkom på engelsk som: ”Unequal Exchange and the Prospects of Socialism[ii] og desuden refererer han også flere gange til H.W Edwards bog: ”Labor Aristocracy, Mass Base of Social Democracy”, en anden gammel bekendt fra KAK-tiden. Edwards bog udkom på forlaget Aurora , der var drevet af KAK sympatisører i Sverige. Zak fandt de to bøger i et antikvariat i London, hvor de af uransagelige veje var havnet 30 år efter deres udgivelse.

 

Hvad er et arbejderaristokrati?

Zak bog på næsten 400 sider omfatter både imperialismen historien, dens politiske økonomi og de klassemæssige konsekvenser – og der bliver der gået til stålet.

Ifølge Zak Cope er arbejderaristokratiet den del af den globale arbejderklasse, hvis privilegerede position er skabt på grundlag af imperialismens opdeling af verden i center og periferi. Arbejderaristokratiets lønniveau overstiger den pr. capita gennemsnitlige værdi skabt af den globale arbejderklasse – som et hele. Arbejderaristokratiets klasseinteresser hænger sammen med kapitalistklassens på den måde: at hvis kapitalen ikke længere kan akkumulere superprofitter fra lavs-løns-landene – så kommer arbejderaristokratiets høje lønniveau under pres.

Desuden har arbejderaristokratiet fordel af ”det ulige bytte” skabt af det lave lønniveau i Den tredje Verden. Tøj, sko, elektronik, møbler, kaffe, frugt produceres af mennesker med en løn på en brøkdel, af den løn som forbrugerne af disse varer modtager.

Zak Cope anser hele den legale arbejderklasse i Vesteuropa, Nordamerika, Australien og New Zealand som en del af arbejderaristokratiet.

Politisk har arbejderaristokratiet skabt politiske stabilitet i de imperialistiske lande. Den revolutionære bevægelse døde ud i Europa i 1920erne – den socialdemokratiske tendens sejrede, det betød sikkerhed for kapitalen langsigtede investeringer. Desuden var arbejderaristokratiet loyale soldater i de imperialistiske krige. Bogen indeholder en historisk beskrivelse af arbejderaristokratiets udvikling i både England, USA og Tyskland.

 

Imperialismens størrelse

For mig er en af bogens væsentligste bidrag beregningerne af de økonomiske overførsler til de imperialistiske lande fra Den tredje Verden. Via hele tre forskellige beregningsmetoder estimerer han størrelsen. Vi beregnede i ”Imperialismen i dag” størrelsen af ”det ulige bytte” i slutningen af 1970erne til omkrig 300 milliarder dollars pr. år. Zak Cope når frem til, at det ulige bytte i 2009 beløb sig til 3.900 milliarder dollars. Hertil kommer hjemtagning af superprofitter på investeringer i Den tredje Verden på 2.600 milliarder dollars. I alt ca. 6.500 milliarder dollars. Hans beregningsmetoder er mere avancerede end vores var, og hans statistiske grundlag er langt mere omfattende og sikkert end vores var i begyndelse af 1980erne.

Årsagen til denne voldsomme stigning i imperialismens betydning er inddragelse af hundrede af millioner nye proletarer i Den tredje Verden i det globale kapitalistiske system. Den vigtigste – og oversete – forandring den neoliberale globalisering har skabt, er nemlig væksten af proletariatet i ”Syd”. Mellem 1980 og 2007 voksede den globale arbejdsstyrke ifølge International Labour Organisation (ILO) fra 1,9 til 3,1 milliarder mennesker, en stigning på 63 %. Men ikke blot er over en milliard nye arbejder blevet indrulleret i den globale kapitalisme. Den globale arbejdsfordeling mellem ”Nord” og ”Syd” er også radikalt forandret. I 1980 var der nogenlunde lige mange industriarbejdere i højt- og lavt-løns-lande. I 2010 befinder mere end 84 % af verdens industriarbejdere svarende til 600 millioner i lavt-løns-lande, mens der er ca. 150 millioner industriarbejdere tilbage i de imperialistiske lande. 40 % af verdens industriarbejdere findes i Kina alene. Industriproletariatet i ”Syd” er ikke kun vokset i antal. De er blevet langt mere integreret i den globale økonomi via globale produktionskæder, og har dermed fået langt større økonomisk vægt og social betydning. Tyngdepunktet i verdensproduktion har flyttet sig. 1970ernes terminologi for politisk økonomi blev Den tredje Verden betegnet som periferi til det imperialistiske center. Det er ikke længere en ikke særlig dækkende betegnelse. Rollefordelingen er nærmere at ”Syd" er blevet "produktionsstater" og ”Nord” ”forbrugerstater”. Snylterstaten er stadig et relevant begreb.

 

Fagbevægelsens problem

Ifølge Zak Cope er der blandt venstreorienterede en negligering af størrelsen af udbytningen af Den tredje Verdens proletariat og ikke mindst en benægtelse af dennes konsekvenser for den globale klassestruktur. Solidariteten er blevet ofret til fordel for snævre nationale interesser for de rigeste lande. Den rige verdens fagbevægelse har plejet den rige verdens arbejderklasses interesser og nedtonet det globale perspektiv og den internationale solidaritet.

Den sydafrikanske fagbevægelse COSATU kritiserede i en udtalelse fra 2010 de rige landes medlemmer i den internationale fagbevægelse ICFTU – for deres medvirken til undertrykkelsen i Den tredje Verden:[iii]

”Det står nu helt klart, at opbygningen af den globale politiske økonomi er således at alle strukturer og institutioner i ”Nord” tjener og styrker den herskende klasses dagsorden. I den forbindelse, ser selv fagbevægelsen det som deres vigtigste og fremmeste opgave at beskytte det kapitalistiske system – med undtagelse at de værste excesser. De forhåner alle forsøg, der sætter spørgsmålstegn ved systemets legitimitet og udfordre det. Det er helt bevidst, at imperialismen har designet det således, at fagbevægelsen må se deres fremtid bundet op på det kapitalistiske systems forsatte bestående og succes. Det er derfor, de med ildhu forsvarer sig mod alt, hvad der synes at true kerneelementerne i systemet. De forsvarer det globale marked og handelssystem, som forårsager vores underudvikling, de forsvarer deres herskende klasses interesser i Mellemøsten, de forsvarer deres kontrol med den internationale fagbevægelse, alt dette opretholder det dominerende system, og beskytter det mod dets ofre, som ønsker at se det fjernet. Det er grundlaget for de ideologiske og politiske valg som vores kammerater i ”Nord” forfølger i deres faglige kamp.”

Det har været tabu for venstrefløjen at kritisere fagbevægelsen for deres ”sociale partnerskab med kapitalen”. Ved at sætte de radikalt forskellige lønniveauer på globalt plan i centrum for sin analyse, er det Zak Copes sigte at flytte fokus for en socialistisk praksis fra ”Nord” til ”Syd”. Det er proletariatet her, der har interessen i, og nu også den betydning for det kapitalistiske system, der gør dem i stand til at kunne forandre verden.

 

Hvad skal der gøres?

Men hvordan skal dette nye potentiale udmønte sig i konkrete praksisser? Til dette svære spørgsmål savnes en mere grundig diskussion, for ikke at tale om svar. Er det den nationale befrielseskamp, der skal have et ”come back”? Kan den internationale fagbevægelse forandres og komme til at spille en ny progressiv rolle? Hvilken betydning har de nye globale antikapitalistiske bevægelser? Er vejen frem en de-linking – en afkobling fra den globale kapitalisme – eller er der andre muligheder for at forandre den globale økonomi? Det er spørgsmål af denne type jeg savner svar på.

Men under alle omstændigheder så tjener Zaks bog som et solidt grundlag for en diskussion af disse problemstillinger. Det er nødvendigt at erkende tingenes tilstand for at kunne forandre verden.

Zak Cope bog er anmeldt og diskuteret flere steder på nettet:

Bogen er udgivet af det canadiske forlag Kersplebedeb i december 2012. Den kan købes via nettet, f.eks. direkte fra forlaget:

-----

Noter

[i] Marx og Engels: Om kolonier industrimonopol og arbejderbevægelse. Side 41-42. Forlaget Futura 1972. (Online på engelsk: Marx and Engels: On Colonies, Industrial Monopoly and Working Class Movement. Futura 1972, pp. 35-37. Den danske udgave kommer snart online, Redaktionens note)

[ii] Den ligger nu online på snylterstaten.dk i den engelske sektion. (Den danske udgave: "Imperialismen i dag - det ulige bytte og mulighederne for socialisme i en delt verden" ligger online i uddrag (Forord af Arghiri Emmanuel, samt Kap. VI Hvad kan kommunister i de imperialistiske lande gøre?) Resten af bogen kommer snart online. Redaktionens note)

[iii] Bongani Masuku 2010. “ITUC World Congress and ILO. Conference Outcomes: Spaces for real change or illusions of a dream permanently deferred?". Her oversat fra Z. Cope: Divided World Divided Class side 306.