Ofte når jeg har skullet forelægge min teori om “det ulige bytte” og den internationale udbytning, som er et resultat heraf, er jeg på både akademiske og på andre møder blevet stillet et bestemt spørgsmål i forskellige versioner. Oprigtige, militante venstreorienterede har rådvildt spurgt: Hvad nu hvis det er rigtigt, at proletariatet ikke længere eksisterer i vores industrialiserede lande? Hvad nu hvis alle eller næsten alle lønmodtagere, såvel arbejdere som funktionærer, er blevet til arbejderaristokrater, som pr. definition skaber mindre værdi end den værdi, deres lønninger gør det muligt for dem at tilegne sig, og at de derfor objektivt set er blevet allierede med den imperialisme, der giver dem denne ekstra værdi? Hvis dette er rigtigt, hvad skal der så blive af de revolutionære marxisters politiske praksis? Til hvem, til hvilken klasse, til hvilket lag i samfundet kan de så henvende sig?
Det spørgsmål har øjensynligt bekymret dem lige så meget, som det har bekymret mig. For det er ikke just let at fortælle dem, der har viet deres liv til en sag, og som allerede har ofret en del af livet på sagen, at de simpelthen har valgt den forkerte side.
MANIFEST – Kommunistisk Arbejdsgruppe svarer på dette spørgsmål i denne bog. Man må, siger de, helt enkelt tjene de klasser, som har interesse i at styrte imperialismen – uanset hvor de findes i verden. Dette er mere klart og præcist end noget svar, jeg selv har været i stand til at mumle til mine forskellige spørgere her og der.
Svaret er delt i tre.
Først hævdes det, at den moderne strukturalistiske idé om en historie uden aktører er uacceptabel. Den samfundsmæssige revolution skabes af levende mennesker. Det er ikke produktivkræfterne, der rejser sig mod de samfundsmæssige forhold. De objektive indre modsigelser kan kun erstatte en samfundsstruktur med en anden gennem mobilisering af de klasser, der har en interesse i denne forandring. Uden denne mobilisering er et alternativ til socialismen mulig: barbari og omfattende kaos.
Netop fordi det har været umuligt i dag at finde frem til disse klasser, har teorien om en revolution uden revolutionære kunnet spire frem i hovederne på nogle af de intellektuelle i vores industrialiserede lande. Det havde været tilstrækkeligt for dem at betragte verden som en helhed for at kunne få øje på eksistensen af disse klasser.
Dernæst minder svaret os om, at revolutionen i dag nødvendigvis er anti-imperialistisk. På den ene side vil en samfundsmæssig omvæltning i hvilket som helst af landene i centret [1], forudsat at dette overhovedet kunne finde sted, ikke føre til socialisme, men til socialimperialisme. På den anden side vil en antiimperialistisk sejr i den tredie verden, selv uden et direkte socialistisk indhold, indirekte bane vejen for socialisme alene gennem forarmelse og reproletarisering af centret.
Men den sikreste vej vil være de underudviklede landes brud både med det kapitalistiske system internt gennem indførelse af planøkonomi og eksternt med imperialismen ved at gøre det af med det ulige bytte. Det første er et indre anliggende, det andet vil indebære en international aftale mellem disse lande.
Endelig viser dette svar, at skønt konflikten er international betyder dette ikke nødvendigvis, at det er en konflikt mellem lande. Det er stadig en klassekamp.
Men klasser kan kun kæmpe, hvor de findes – ikke hvor de mangler. Som et resultat af nogle historiske forandringer, som Marx ikke kunne forudse, er klasser i dag ikke længere fordelt “geografisk” indenfor de enkelte lande efter den klassiske model. Proletariatet – som den sande varetager af den socialistiske revolution – er praktisk talt forsvundet i centrets overflodslande. Det eksisterer fortsat i periferien.
Når El Salvadors folk gør oprør, vender det sig derfor først og fremmest mod de lokale udbyttere. Den kendsgerning, at kampen mod de lokale udbyttere samtidig fører til kamp mod disses internationale allierede, ændrer ikke på nogen måde klassekampens klassiske skema. Det, der er ændret, er, at de allierede med El Salvadors kapitalister ikke længere udelukkende – og ikke engang overvejende – er USAs kapitalister, men også – og først og fremmest – er arbejderklassen i USA.
Selvfølgelig betyder dette ikke, at alle konflikter i verden afhænger af klassekampen. Der er store konflikter såsom palæstinensernes kamp imod zionistisk kolonialisering, de irske katolikkers kamp mod en anden slags “hvide” settlere, de sortes kamp mod apartheid i Sydafrika o.s.v. – som ikke har noget at gøre med klassekampen. [2] Men det betyder, at enhver klassekamp, hvori omformningen til socialisme er det endelig mål, i dag nødvendigvis sprænger det enkelte lands rammer og direkte bliver anti-imperialistisk.
På den anden side betyder dette heller ikke, at arbejderne og kapitalisterne i de imperialistiske lande har udjævnet alt, hvad der skilte dem. Men det, der skiller dem er ikke længere antagonistiske modsigelser, d.v.s. modsigelser, der kun kan løses ved at sprænge det eksisterende system. Det er modsigelser mellem partnere, der indenfor systemets rammer deler rovet. Dette er det egentlige indhold i reformismen. De er naturlige allierede i enhver henseende, hvor det drejer sig om konfrontation med de, der leverer rovet.
Det er ikke et spørgsmål om politisk umodenhed hos masserne eller om ledernes forræderi. Det er et spørgsmål om det modsatte: massernes bevidsthed om deres sande interesser. Ingen klasse i de imperialistiske lande har interesse i at styrte imperialismen.
Den grundlæggende proces forbliver den samme: “ophobning af rigdom på den ene pol er på samme tid ophobning af nød på den modsatte pol”. Men i stedet for at finde sted “internt” i dag, finder denne proces sted “internationalt”. Den uløselige modsigelse er flyttet fra det nationale til det internationale plan. Hvorimod klasserne indenfor det imperialistiske center forenes hen over deres modsætninger.
Kan vi så konkludere, at imperialismen er langt fra at være et “stadie af kapitalismen”, men derimod en forudsætning for kapitalismen – i overensstemmelse med en teori (af Serge Latouche), der er i omløb for tiden? Skal vi gå så langt som til at hævde, at afskaffelsen af imperialismen i sig selv og automatisk fører til kapitalismens sammenbrud, fordi de nødvendige forudsætninger for kapitalismens eksistens hermed forsvinder?
Bestemt ikke. Jeg vil endda hævde, at denne teori ikke giver nogen mening, når man ser på de kapitalistiske lande, der udplyndres af imperialismen, men som ikke selv er imperialistiske. Skal vi så gå med til, at imperialisme er forudsætningen og anledningen til kapitalisme i både de lande, der nyder godt af imperialismen, og i de lande, der er dens ofre – altså i begge retninger? Mere konventionelt taler Bill Warren kun om imperialismens “pionerindsats” i de dominerede og udbyttede lande, hvor det er et spørgsmål om at accelerere spredningen af de kapitalistiske forhold, der allerede eksisterer i imperialismens centre. Men i begge tilfælde, hvordan kan vi så forklare den kendsgerning, at kapitalismen har udviklet sig meget mindre i Latinamerika og Indien end i Spanien og Grækenland? Ingen af disse lande har praktiseret imperialisme, og de sidste to har bestemt været mindre udsat for denne end de første.
Disse teorier får kun mening, hvis man begrænser definitionen af kapitalisme til specialtilfældet: overudviklet kapitalisme. [3] I dette tilfælde, så er det naturligvis let at forstå, at uden imperialisme i resten af verden, ville kapitalismen aldrig have været i stand til at sikre overflod for masserne i centerlandene. At hindre disse lande i at tilegne sig imperialismens frugter vil ikke automatisk som helhed vælte de kapitalistiske forhold i disse lande. Men hindringen heraf vil gøre en ende på denne afvigende, atypiske, ikke-antagonistiske kapitalisme, som forbrugersamfundet udgør. Og som et resultat heraf atter sætte den normale klassekamps proces på skinnerne og dermed nedbryde de kapitalistiske forhold.
Dette synes at være forfatternes stillingtagen – her dog opsummeret i grove træk og ufuldstændigt udlagt. Men de har ikke stillet sig tilfredse med kun at fremstille en formel. De har ud fra denne udledt retningslinier for politisk handling og er selv personligt inddraget heri. De udfører i praksis den “geografiske afkolonialisering”, som de taler om. De har overskredet frontlinierne og har sat sig for at tjene sydens [4] organiserede revolutionære bevægelser. Denne bogs opbygning afspejler udviklingen af deres praksis, som jeg selv har kunnet bevidne gennem de personlige kontakter, jeg har haft med forfatterne. Først kende verden – så forandre den. Men kende verden, som den er i dag, og ikke som den var på Marx’ tid – og alligevel bruge den marxistiske metode.
Det er ikke let for mig at bedømme bogens første del, der er afset til teoretiske overvejelser. Den falder sammen med mine egne ideer i en sådan grad, at jeg afstår af frygt for at være partisk. Men jeg beundrer bogens anden del, som er afset til forfatternes praksis. Ikke kun – og ikke især – på grund af de anstrengelser, som det kræver, og de opgaver og vanskeligheder jeg kan forestille mig, at denne slags foretagsomhed indeholder. Nej, især for det store moralske mod, man skal have, hvis man ikke blot er tilfreds med at opgive sine egne illusioner, men prøver at bekæmpe andres illusioner ved at angribe den udbredte ønsketænkning, der er så almindelig og “respektabel” hos den nulevende generation af unge venstreorienterede idealister i vores industrialiserede lande.
Noter:
[1] “Centret” bruges hos mange forfattere (bl.a. Samir Amin) som betegnelse for de rige imperialistiske lande, der suger rigdomme til sig fra “periferien” – de udbyttede lande i den tredie verden. (M-KAs note)
[2] På dette punkt er M-KA uenig med A.E. De tre nævnte konflikter er både af klassemæssig og national karakter.
[3] “Overudviklet” kapitalisme må ikke forveksles med Lenins begreb “overmoden” kapitalisme. Dette omhandler modsigelsernes udvikling udover det punkt, hvor de kan eksistere indenfor systemets rammer. Overudviklet kapitalisme omhandler udviklingen af produktivkræfterne lokalt og udover, hvad kapitalismen som et verdenssystem kan opnå og har opnået på verdensplan. (A.E.s note)
[4] “Syden” er endnu en betegnelse for de udbyttede lande i den tredie verden – i modsætning til “norden”, nemlig de imperialistiske lande, der hovedsageligt ligger nord for ækvator. (M-KAs note)