28 min read

Om teksten:

Fra: Kommunistisk Orientering nr. 5, 27. juni 1975, s. 2-8.

Oversat (i uddrag) fra “LSM NEWS“, 2. årgang nr. 1, 1975 p. 34-43.


Er det muligt at være marxist og undgå dogmatisme? At deltage alvorligt i kampen for socialisme uden at blive selvretfærdig? At være politisk engageret uden at blive fanatisk? At fastholde en bestemt opfattelse af den samfundsmæssige virkelighed uden at blive arrogant? At være kritisk uden af blive hånlig og nedrakkende?

Vi mener, at svaret på disse spørgsmål er “ja” – men også, at denne bekræftelse kun kan realiseres gennem hård og langvarig kamp, både inden i os selv som enkeltpersoner og indenfor vore respektive organisationer. Den historiske tendens til af omdanne marxismen til et religiøst dogme, hvorfra uimodsigelige sandheder blot skal udledes, huskes og praktiseres, er næsten lige så gammel som marxismen selv. Marx rasede hele tiden imod dem, der “kun bruger den materialistiske historieopfattelse som et påskud til ikke at studere historien”. Marx lagde mærke til denne tendens hos de franske “marxister” i 70′-erne og plejede at sige: “Alt hvad jeg ved er, at jeg ikke er marxist”. [1]

Efter Marx’ død måtte Engels kæmpe mod en end nu stærkere tendens til at kanonisere marxismen. “Vor teori”, skrev han, “er en teori om udvikling, ikke et dogme, som skal læres udenad og mekanisk gentages. .. Vor historieopfattelse er fremfor alt en vejledning ved studiet og ikke en løftestang til konstruktioner a la hegelianisme. Hele historien må studeres påny, de forskellige samfundsformationers eksistensbetingelser må undersøges hver for sig.” [2] Om de engelske socialdemokrater og de tysk-amerikanske socialister i 1890’erne skrev han, at det var lykkedes dem “at omforme vor teori til en ortodoks sekts livløse dogme, det er snæversynet selvtilstrækkeligt og .. har en bundrådden tradition i international politik”. [3]

Lenin, Mao og andre har fortsat denne kamp for en videnskabelig og skabende marxisme. Men desværre, nu som før er tendensen til omvendelse og ortodoksi meget stærk. Trods de mange lærdomme, som kan drages af de sidste 100 års ideologiske kampe og revolutionære processer, er de nordamerikanere, der kalder sig marxister-leninister, næsten uden undtagelse stadigvæk bebyrdet med sekterismens og arrogancens blytunge politiske vægt. Efter så mange år med stivnet Moskva-orienteret dogmatisme og slaviskhed, efter mere end et tiår med Black Power, antikrigs- og modkulturpolitik, samt de rige erfaringer fra de kinesiske, cubanske, vietnamesiske og afrikanske revolutioner – for at nævne nogle få – er det mærkeligt, for ikke at sige tragisk, at det nordamerikanske venstre endnu engang virkeliggør tendenser til at køre fast i en let ændret ny udgave af den gamle, uinspirerede og fantasiløse ortodoksi. Ironisk nok er det nye, at Sovjetunionen og Stalin er blevet erstattet med Kina og Mao Tse-tung, ironisk på baggrund af Maos egne skabende afvigelser fra Kominterns ortodoksi, specielt hans opfattelse af bøndernes revolutionære rolle, og på baggrund af Kinas nylige brud med det sovjetiske ideologiske herredømme og opblomstringen af marxistiske tanker under kulturrevolutionen.

Hvad der er gammelt, fantasiløst og bundkedeligt er brugen af ufejlbarlige helte og autoriteter, der virker som sandhedskilder og “beviser” på en linies rigtighed. Sammen med dette hører genoplivelsen af et uhistorisk, udifferentieret “proletariat” og en rodfæstet tro på, at “arbejderklassen”, ledet af det “leninistiske” fortrops-parti (som adskillige grupper hævder at opbygge), snart vil rejse sig for at knuse borgerskabet og skabe et socialistisk Amerika og Canada. At læse disse håbefulde “fortroppers” litteratur er på mange måder det samme som at læse science fiction, skønt gentagelsen af slagord og fraser snarere sløver end opildner fantasien og intellektet. Men side op og side ned med “militante strejker”, “forværrede kriser”, “stigende arbejderklassebevidsthed”, “nyt kommunistisk parti opstår” og alle “revisionisters”, “kontrarevolutionæres” og ‘lakajers” forvisning til skærsilden drager langsomt læseren ind i en ny “social” verden, et Amerika eller Canada, hvor masserne er lige ved at sætte sig i total revolutionær bevægelse, hvor den socialistiske bevidsthed når feberagtige højder, hvor alt, hvad der behøves, er et “ægte” kommunistisk parti til at kanalisere massernes revolutionære energi og lede dem til sejr.

Her vil jeg fremføre et par meget enkle, men – tror jeg – vigtige punkter.

For det første, at proletariatet er opdelt i flere typer både i tid og rum, og at ikke alle sektorer, lag eller typer af proletariat er revolutionære.

For det andet, at det er nødvendigt at undersøge de virkelige betingelser – materielle, politiske, subjektive, kulturelle – for hver enkelt klasse, såvel som deres forhold til produktionsmidlerne og til andre klasser for at kunne forstå og beregne deres politiske optræden.

For det tredje betyder den af marxister accepterede tese, at vi lever i den proletariske revolutions og socialistiske opbygnings epoke, ikke nødvendigvis, at alle nuværende landes og nationers proletariat er revolutionært eller har revolutionært potentiel. Der kan med andre ord findes ikke-revolutionære – endog reaktionære – proletariater visse steder og til visse tider indenfor denne epoke.

For det f jerde , at det, skønt mange svar synes indlysende og at give sig selv i lyset af eksisterende data og de seneste begivenheder, er yderst vigtigt, at vi undgår livløse dogmer og udvikler en dybtgående analyse af klasser og klasseforhold i det nuværende imperialistiske samfund.

For det femte skal vi, mens vi opretholder et højt niveau af politisk praksis, betragte de formodninger og hypoteser, som ligger bag denne praksis, som forsøgsvise, som foranderlige i lyset af   vore erfaringer og nye kendsgerninger. Vi må kort sagt stræbe efter at blive og forblive “åbne” videnskabelige marxister, som hele tiden kæmper for at undgå tendensen eller fristelsen til at omdanne formodninger eller hypoteser om revolutionære klasser og processer til uimodsigelige “sandheder”, der har det formål at underbygge eksisterende praksis, bortfiltrere modstridende kendsgerninger og stemple alle med afvigende tanker som folk, der har forkastet den revolutionære sag og er blevet “revisionister”, “reaktionære” og/eller “kontrarevolutionære”.

Forskellige slags proletariat

Det er faktisk mærkeligt, at når Mao skriver om fattige, middel- og middelstore og rige bønder i Kina [4] og senere om behovet for at eliminere de middel-store og rige bønder som klasser, synes ingen på venstrefløjen at blive chokeret eller bekymret. Men når det drejer sig om forskellige slags proletariat og ikke om bønder, og om det mulige behov for at f jerne det velbjærgede og privilegerede proletariat, er det en ganske anden sag, og mange revolutionære føler sig stødt. Det fremherskende synspunkt går åbenbart ud på, at der findes eet “proletariat”, defineret primært, om ikke udelukkende ved den kendsgerning, at deres arbejde skaber merværdi, og et snævert lag af “arbejderaristokrater”, som samarbejder med bourgeoisiet fra deres magtpositioner inden for fagforeningsbureaukratiet. Disse proletarer bliver sjældent opdelt yderligere i typer, underklasser eller lag. De bliver snarere betragtet i almindelighed som en enkelt udbyttet og revolutionær klasse, der er blevet påduttet falsk bevidsthed og forkerte politiske opfattelser af deres købte arbejderledere og af revisionister fra en eller anden “såkaldt” marxistisk-leninistisk organisation.

Mao beskæftigede sig forøvrigt med forskellige former for proletariat såvel som med forskellige typer bønder. Han skrev om et “halv-proletariat”, “småhåndværkere”, “butikspersonale” og “gadesælgere” . Det egentlige proletariat var det “moderne industriproletariat”. Dertil kom en “ganske stor gruppe pjalteproletarer bestående af bønder, der er blevet frataget deres jord, og håndværkere, som ikke kan få arbejde” [5]. Denne analyse af det kinesiske proletariat hvilede på Marx’, Engels’ og Lenins foregående arbejder. Lad os nu kort se på nogle af disse.

I “Den arbejdende klasses stilling i England”, skrevet i midten af 1840’erne, undersøgte Engels “de forskellige sektioner af proletariatet” ud fra hver deres særegenheder. Han beskrev dybtgående arbejds- og livsbetingelserne hos 1) industriproletariatet, “som arbejder i fabrikker med at forarbejde råvarer”, 2) mineproletariatet, “et nyt proletariat” ved kul- og jernminerne, 3) landproletariatet og 4) det indvandrede irske proletariat, som var “befolkningens laveste klasse”. [6]

Fyrre år senere bemærkede Engels “en varig forbedring af levevilkårene … i to beskyttede afdelinger af arbejderklassen”. Den ene var “fabriksarbejderne”, den anden “de store fagforeninger … maskinarbejderne, tømrerne, snedkerne, bygningsarbejderne … De udgør et aristokrati inden for arbejderklassen, de har været i stand til at tiltvinge sig en forholdsvis komfortabel stilling, og denne stilling accepterer de som definitiv”. [7] Endelig i 1892 lagde Engels mærke til opkomsten af en “ny fagbevægelse”, “organiseringen af de store masser af ‘ufaglærte1 arbejdere.” Disse masser “så ned på arbejderaristokratiet” og havde en “umådelig fordel, at deres sind var jomfruelig jord, helt fri for de nedarvede, ‘respektable’ borgerlige fordomme, som lammede de bedrestillede ‘gamle’ fagforeningers handlekraft”. [8] (Engels’ understregning).

I 1846-47 skrev Marx, at “samfundets” natur og spillerum hvilede på arbejdsdelingen , og “takket være anvendelse af maskiner og dampkraft kunne arbejdsdelingen antage et sådant omfang, at storindustrien, løsrevet fra den nationale jordbund, ene og alene er afhængig af verdensmarkedet, af den internationale vareudveksling, af den internationale arbejdsdeling.” [9] Takket være maskinen “kan spinderen bo i England, mens væveren samtidig bor i Ostindien”. [10] Disse arbejderklasser lever i forskellige lande inden for det samme samfund, er indbyrdes afhængige, men absolut ikke ligestillede, hævder Marx. I en diskussion om engelske bomuldsarbejderes midlertidige velstand under handelsopsving, skriver han: “Men måske tænker økonomerne også, når de taler om forbedring, på de millioner af arbejdere, der måtte gå til grunde i Ostindien for at sikre en og en halv million arbejdere i England i den samme industri 3 års blomstring ud af 10 år”. [11] Denne afvisning af en forenklet og falsk adskillelse af de engelske arbejdere fra deres “kolleger” i Indien og andre kolonier, blev i 1850 fulgt op af et angreb på folk i det Kommunistiske Forbund, der idealiserede og dyrkede proletariatet. “Mindretallet”, argumenterede Marx, “erstatter kritisk iagttagelse med dogmatisme, en materialistisk holdning med en idealistisk. Det betragter sine egne ønsker som revolutionens drivende kraft i stedet for de virkelige kendsgerninger. Mens vi fortæller arbejderne, at de må gennemgå 15, 20, måske endog 50 år med krig og borgerkrig, ikke kun for at ændre de eksisterende betingelser, men også for at opdrage sig selv til at kunne overtage den politiske magt, fortæller I dem tværtimod, at de må erobre den politiske magt med det samme eller opgive alt håb. Mens vi påpeger, hvor underudviklet det tyske proletariat stadig er, skamroser I den tyske håndværkers nationalisme og faglige fordomme på det groveste, og det er naturligvis mere populært. På samme måde som demokraterne gør verdens folk til noget helligt, gør I det med verdensproletariatet.” [12]

Da Marx beskæftigede sig med proletariatet i England i 50’erne og 60’erne, gjorde han opmærksom på konflikten mellem engelske arbejdere og irske fremmedarbejdere. “Den almindelige engelske arbejder”, skrev han i 1870, “hader den irske arbejder som en konkurrent, der sænker hans levestandard. I forhold til den irske arbejder føler han sig som medlem af den herskende nation og gør sig dermed til et redskab for sit lands aristokrater og kapitalister mod Irland, hvorved han styrker disses dominering over sig selv. Han nærer religiøse, sociale og nationale fordomme mod den irske arbejder. Hans holdning over for ham er stort set den samme som de “fattige hvides” holdning over for “niggerne” i de tidligere slavestater i USA. Ireren betaler ham tilbage med renter i hans egen mønt. Han ser i den engelske arbejder på een gang en medskyldig i og det stupide redskab for det engelske herredømme i Irland”. (Marx/Engels: Om kolonier …, s. 41-42.) (Marx’ udhævelser)

Både Marx og Engels var klare over den indvirkning, disse konflikter og lag inden for den arbejdende befolkning – både hjemme og inden for imperiet – havde på de engelske arbejderes bevidsthed og karakter taget som helhed, og særligt på den fagorganiserede del. Marx så antagonismen mellem engelske og irske arbejdere som “hemmeligheden bag den engelske arbejderklasses kraftesløshed, på trods af dens organisation”. [13] Og Engels bemærkede, at “de engelske borgeres såkaldte frihed hviler på undertrykkelsen af kolonierne, [14] og at “det engelske proletariat faktisk er ved at blive mere og mere borgerligt, således at denne den mest borgerlige af alle nationer tilsyneladende sigter mod til slut at have et borgerligt aristokrati og et borgerligt proletariat ved siden af bourgeoisiet. For en nation, der udbytter hele verden er dette naturligvis til en vis grad berettiget.” [15] Godt 24 år senere antydede Engels, at dette “mål” faktisk var nået, at den engelske arbejder om kolonipolitik mener “nøjagtig det samme som de mener om politik i almindelighed: Det samme som bourgeoisiet mener”, [16] og dette var et resultat af den kendsgerning, at “arbejderne gladeligt tager deres del af byttet fra Englands monopol på verdensmarkedet og kolonierne”. [17]

Lenin opholdt sig længe ved de ovenfor citerede tanker fra Marx og Engels, og i 1916 modstillede han de “virkelige betingelser i undertrykkernationer og i undertrykte nationer”. Han mente, at økonomisk var forskellen den, at “dele af arbejderklassen i undertrykkernationerne modtager smuler fra superprofitterne, som disse nationers bourgeoisi opnår gennem ekstra udbytning af arbejderne i de undertrykte nationer”, og at “til en vis grad er arbejderne i de undertrykkende nationer delagtige i deres eget bourgeoisies udplyndring af arbejderne (og befolkningens masser) i de undertrykte nationer.” “Politisk”, mente Lenin, “er forskellen den, sammenlignet med arbejderne i de undertrykte nationer, at de har en privilegeret stilling på mange af det politiske livs områder”, og ideologisk er “forskellen den, at de bliver oplært, i skolen og i livet, til at ringeagte og foragte arbejderne i de undertrykte nationer.” “Altså”, skrev Lenin, “over hele linien er der forskelle i den objektive virkelighed … I det virkelige liv består Internationalen af arbejdere, der er adskilt i undertrykkende og undertrykte nationer”. [18]

Lenin ofrede også megen tid på at analysere disse “forskelles” konsekvenser på arbejderne og arbejderbevægelserne inden for de imperialistiske undertrykkernationer og bemærkede gentagne gange den farlige vækst af “grupper eller dele af arbejderklassen, som objektivt er blevet bestukket af bourgeoisiet (med højere lønninger, ærefulde stillinger o.s.v.), og som hjælper deres bourgeoisi med at plyndre og undertrykke små og svage nationer og kæmper om delingen af det kapitalistiske bytte.” [19] Derfor støttede Lenin Engels’ opfattelse, at arbejderne i de imperialistiske nationer var opdelt i “et privilegeret mindretal”, i fagforeningerne, og “de lavere masser, det virkelige flertal”. Han udtalte også advarende, at ingen kunne beregne, hvor stor en del af arbejderne, som til sidst ville tilslutte sig opportunisterne og socialchauvinisterne i fagforeningsbevægelsen og de småborgerlige politiske partier. [20]

Det er selvfølgeligt i dag klart, at i løbet af de sidste 50 år er Lenins “privilegerede mindretal” blevet til et superprivilegeret “flertal”, og at de “virkelige masser” nu, med få undtagelser, findes i neokolonierne i et langt tættere integreret og raffineret imperialistisk system.

Det foregående viser, at både for marxismens grundlæggere og største videreudviklere må udtrykket “proletariat” – hvis det skal have nogen videnskabelig og politisk værdi – ses historisk i hele sin konkrete forskellighed, forandring og indre konflikt. At gå ud fra det alment korrekte standpunkt, at vi lever i den proletariske revolutions epoke, og derfra drage den slutning, at ethvert særegent proletariat er revolutionært, uden at tage hensyn til dets virkelige livsbetingelser og forhold til andre klasser (indbefattet andre proletariske klasser), er både umarxistisk og ufrugtbart.

Det vil her være nyttigt at antyde og kort opridse nogle af de typer proletariat, som kapitalismen har skabt siden sin sejr over feudalismen i slutningen af det 16. århundrede.

1. Det tidlige proletariat

England forsyner os med modellen på denne type proletariat, som var den herskende tidlige form for lønarbejdere over hele Europa fra det 15. til sidst i det 18. århundrede. Dette proletariat opstod med opløsningen af det feudale stavnsbånd og nedbrydningen af håndværks-laugene, men det største antal opstod på grund af den voldelige ekspropriation af bøndernes jord. Disse proletarer fra manufakturperioden beholdt en stor del af deres bondementalitet. Mange dyrkede fortsat jorden ved siden af, levede i små landlige byer og arbejdede med håndværk og hjemmeindustri. Marx kalder disse arbejdere for “det frie og lovløse proletariat” [21] på grund af den “blodige lovgivning imod vagabondering” som gjorde, at alle, der ikke kunne finde arbejde blev behandlet som kriminelle og straffet hårdt. Fagforeninger var forbudt, og de materielle betingelser var værre end de livegnes. Oprør mod bourgeoisiet tog mest form af forbrydelser og ødelæggelse af maskiner.

2.  Det klassiske proletariat

England er igen modellen, og denne type proletariat bliver dominerende i Europa og Nordamerika fra slutningen af det 18. århundrede til omkring 1871 – året med både Pariserkommunen og fagforeningernes anerkendelse ved lov i England. Dette er industri- og mine-proletariatet, der opstod med opfindelsen af moderne maskiner, spindemaskinen og dampmaskinen (1764), spindlen (1767), og fremskridt inden for kommunikation og transport – f. eks. Macadamiserede veje, kanaler, dampskibe (1807) og jernbaner (1830). Proletariatet er levende beskrevet både af Marx og Engels [22] – det led under absolut mangel på føde, klæder, bolig og uddannelse, levede helt fra hånden til munden af yderst lave lønninger, blev systematisk umenneskeliggjort, var udenfor de borgerlige værdiers, ideologis og illusioners rammer, og “var hele tiden udsat for at miste arbejde og føde, det vil sige til at dø af sult, og mange gik til grunde på den måde”. [23] Kvinde- og børnearbejde var vidt udbredt og skabte alvorlig belastning og nedbrydning af familieforhold. Dødeligheden hos fabriksarbejdere, daglejere og den tjenende klasse i almindelighed var meget høj, særligt blandt børn. Den gennemsnitlige levetid for disse proletarer var ca. 15 år. I kulminerne begyndte børn at arbejde i så tidlig en alder som fire eller fem år.

Dette klassiske proletariat, så vel som det landlige proletariat, som vi skal beskæftige os med senere, er med hensyn til mange af dets væsentlige træk og livsbetingelser blevet genskabt i de imperialistiske magters kolonier og neokolonier i løbet af det 20. århundredes kapitalistiske udvikling. Det er netop her national undertrykkelse og ydmygelse sammen med superudbytningen – som den er analyseret af Lenin og samtidige marxister – har skabt proletariater med højt revolutionært potentiel.

3.  Landproletariatet

De begivenheder, der skabte Europas tidlige og klassiske proletariat, skabte også det “frie” og forarmede landproletariat. Smidt ud af deres små gårde og af de store godser ved hjælp af indhegningslovene og andre undertrykkende love var disse bønder tvunget til at sælge deres arbejdskraft til de store gårdejere eller godsejere. Med den fremadskridende mekanisering af landbruget voksede den landlige arbejderbefolkning og lønningerne blev tvunget ned til et minimum. Daglejerarbejde blev den dominerende form i England omkring 1830, og de traditionelle bånd mellem husbond og hans fæstede blev sønderbrudt for altid. Landarbejderne kendte ikke til fagforeninger. Den almindelige form for oprør mod borgerlige gårdejere og de elendige livsbetingelser var brandstiftelse. Som antydet ovenfor er lignende proletariater blevet skabt i kolonier og neo-kolonier sidst i det 19. og i det 20. århundrede, hvor europæisk bosætning og overtagelse af jord til plantager og store farme har skabt en undertrykt og superudbyttet klasse af landarbejdere.

4. Mindretalsproletariatet

Denne type proletariat indbefatter indvandrede nationale og/eller etniske mindretalsgrupper af arbejdere, som for størstedelen er blevet tvunget ind på undertrykkernationernes arbejdsmarked på grund af de hjemlige industriers og traditionelle landbrugs ødelæggelse i deres hjemlande, eller ved frigivelse fra tidligere tjenesteforhold, som tilfældet er med slavebefolkningen i USA. Det irske proletariat i England er modellen på denne type, ligeså de sorte og mexicanske proletarer i USA. Disse “indre koloni”-proletarer får lave lønninger, har en ringe faglig uddannelse, bliver af ikke-minoritets-arbejdere betragtet som laverestående både med hensyn til race og kultur, og som virkelige eller potentielle konkurrenter til ledige jobs. De bliver som regel “sidst hyret, først fyret”, er dårligt repræsenteret i og af fagforeningerne – hvorfra de ofte bliver holdt ude, og bor sædvanligvis i afgrænsede slumområder eller ghettoer, hvor de materielle betingelser rækker fra det dårlige til det værre. Med hensyn til føde, klæder, husly, sundhed og uddannelse er deres levestandard betydeligt lavere end de arbejderes, der udgør flertallet. Som “indre koloniserede” folk, der både er udsat for økonomisk superudbytning og nedværdigelse gennem racistisk diskriminering og national shauvinisme, er disse proletarer mere modtagelige for revolutionær ideologi og praksis end ikke-mindretals-arbejderne, de gør ofte oprør mod racistisk undertrykkelse med ildspåsættelse, gadeoptøjer og plyndringer.

5. Fagforeningsproletariatet

Denne type proletariat blev dominerende i Europa og Nordamerika fra den sidste fjerdedel af det 19. århundrede indtil den 2. verdenskrig. Efter Pariserkommunens nederlag og London-Internationalens ophævelse i 1871 blev et stigende antal industri- og minearbejdere medlemmer af fagforeninger og fagforbund, som var nationalistiske og ledet af arbejderaristokrater og bureaukrater. Efterhånden som fagforeningerne voksede i antal og styrke, fik forhøjet medlemmernes lønninger og vundet andre fordele for dem, forbedredes de materielle betingelser betydeligt for de organiserede arbejdere i modsætning til tidligere perioder. Opportunisme, klassesamarbejde og national chauvinisme tog til i styrke – særligt under inter-imperialistiske brydninger og krige – blandt fagforeningsbureaukrater og et stadigt bredere lag af privilegerede arbejdere. Sammen med almindelig økonomisk fremgang dannede dette grundlaget for udvikling og udbredelse af småborgerlige værdinormer, illusioner og ideer om national overlegenhed blandt de almindelige fagforeningsmedlemmer. Engels beskriver udmærket dette fænomen i England i 1890’erne [24], ligesom Lenin mere dybtgående gør det med hensyn til den imperialistiske epokes 2 første årtier i Europa. [25] Det var imperialismen og super-udbytningen af de undertrykte koloniers og halvkoloniers folk og naturresourcer, som gjorde det muligt for de europæiske og amerikanske “stormagter”s bourgeoisi at imødekomme de stigende krav fra de organiserede arbejdere “hjemme” og på den måde bestikke et stadigt større lag af arbejderbefolkningen. Skønt politiske krav og socialistisk ideologi blev mere udbredt under depressionsperioder – særlig den store depression i 30’erne – blev fagbevægelsens mål mere og mere reformistiske, når man ser på perioden som helhed. Kampgejsten blev snarere brugt til at få en større del af kagen end til en grundlæggende ændring af produktionsforholdene. Og efterhånden som fagbevægelsens ideologi blev mere borgerlig og reformistisk, blev fagforenings-proletariatets revolutionære potentiel reduceret til et lavt og medgørligt niveau.

6. Borgerligt proletariat

Denne type proletariat opstod efter den 2. verdenskrig med konsolideringen af imperialistisk kontrol over kolonier og neokolonier og oprettelsen af “velfærdsstater i Europa og Nordamerika. Med hjemtagningen af store rigdomme fra de imperialistiske “landdistrikter” og stigende koncentration af kapital og produktivitet i OECD-landene og Nordamerika [26] steg dette moderne metropol-proletariats absolutte levestandard betydeligt sideløbende med de store fagforenings-bureaukratiers styrke og konservatisme. Lovgivning om arbejdsløshed og sygesikring så vel som mindstelønninger ved hjælp af forskellige velfærdsforanstaltninger har faktisk fjernet truslen om sult og død for de arbejdsløse og uarbejdsdygtige. Forbedrede materielle betingelser og massemediernes stigende indflydelse har skabt et proletariat med en absolut borgerlig mentalitet og absolut borgerlige værdinormer. Og som “borgerliggjort” proletariat er denne moderne metropol-arbejderklasse hverken revolutionær eller i besiddelse af revolutionært potentiel. Den forsøger at bevare og udvide sine økonomiske fordele inden for det internationale kapitalistiske system, også hvor dette betyder periodisk væbnet forsvar af “den frie verden”, som tilfældet var med amerikanske arbejdere i Vietnam. Racisme, nationalt hovmod og chauvinisme er stærkt dominerende, og der er kun få tegn – om overhovedet nogen – på eksistensen af et internationalt proletariat og international solidaritet. Dette borgerlige proletariat kræver og får den reformistiske ledelse, det har brug for, til fremme af sine ikke-revolutionære interesser – og de marxistiske partier, som for at indsmigre sig og vinde tilhængere forsøger at lede det, bliver herunder omdannet til ikke-revolutionære, revisionistiske organisationer, halehæng til et udbredt reaktionært proletariat.

7. Den tredje verdens proletariat

Denne type proletariat er vokset betydeligt siden 2. verdenskrig på grund af de nye gigantiske multinationale (europæiske, japanske og særligt amerikanske) selskabers efterspørgsel efter billig arbejdskraft. De er ringe betalte proletarer fra den undertrykte “Tredje verdens” nationer, som hovedsageligt arbejder i arbejdsintensive fabrikker og miner. I 1959 var der 46,6 millioner sådanne arbejdere i den Tredje verdens industrier med en årlig produktion pr. person på 592 US dollars – sammenlignet med 3.760 dollars og 7.180 dollars for henholdsvis OECD-landene og USA. Med hensyn til mange væsentlige træk ligner det Europas klassiske proletariat fra det 18. og 19. århundrede. Høj arbejdsløshed, sædvanligvis 25% af arbejdsstyrken, skaber store “reservearmeer” og trykker lønningerne ned til eller under det nødvendige minimum, der kræves for at opretholde livet på det tilvante niveau og ar reproducere klassen. Fagforeningerne er få og svage, der er ingen sikkerhed på arbejdspladsen eller arbejdsløshedsforsikring. Sundheds- og andre velfærdsforanstaltninger mangler, arbejdsløshed betyder som regel sult og sommetider døden. De materielle betingelser for dette underprivilegerede proletariat er derfor meget dårlige med hensyn til føde, husly, klæder, sundhed og uddannelse. Analfabetismen er udbredt og livslængden varierer fra 35 til 45 år. Mange arbejdere lever i slum omkring de større byer. Foruden den økonomiske superudbytning – de arbejder for så lidt som 1 US dollar om dagen – er disse proletarer i den Tredje verden genstand for forskellige former for national og/eller racemæssig diskrimination, nedværdigelse og ydmygelse. Modtageligheden for revolutionær ideologi og praksis er relativ stor, særlig hvor økonomisk udbytning kombineres med direkte og synlig fremmed imperialistisk kontrol.

En undertype af dette proletariat kan kaldes den “Tredje verdens landarbejdere”. Disse landarbejdere – hovedsageligt beskæftiget på udenlandsk-ejede plantager med industriafgrøder eller store farme – stammer almindeligvis fra de eksproprierede og jordløse bønder. Deres materielle livsbetingelser er på mange måder endog værre end deres kollegers i byerne og minerne. Lønningerne er som regel lavere end hvad der kræves for at opretholde livet på det tilvante niveau, skønt fordringerne er overordentligt lave. Sygdomme, analfabetisme og et kort liv er reglen. Disse landarbejdere er endnu mere end deres kolleger i fabrikkerne og minerne modtagelige for revolutionær ideologi og har et højt revolutionært potentiel.

Denne opdeling er naturligvis forsøgsvis og ukomplet. Den kunne godt have indeholdt betragtninger over forskellige “pjalteproletariater” – klassisk, moderne industriel og Tredje verdens – så vel som adskillige tillægstyper og/eller undertyper til både de undertrykkende og undertrykte nationers proletariater inden for det nuværende imperialistiske samfund.   Det ville også have været vigtigt med betragtninger over Sovjetblokkens og Kinas proletariater, som er opstået i løbet af revolutionære kampe og socialistisk opbygning.

Det jeg har skrevet om, på en – indrømmer jeg – kortfattet og utilstrækkelig måde, skal opfattes som beregnet til eftertanke, ikke som noget afsluttet, som et grundlag for fremtidige diskussioner og forhåbentlig en spore til mere dybtgående analyser af både proletariatet og andre klasser inden for det internationale kapitalistiske system såvel som deres indbyrdes historiske og sociale forhold og deres sammenhæng med forskellige former for produktion og udveksling.

Jeg håber også, at dette rids over proletariatets typer vil vise, at selvom de er et “proletariat” i kraft af, at bourgeoisiet tilegner sig merværdi af deres ubetalte arbejde, fremviser de vigtige forskelle – f.eks. i lønninger og realindkomster, materielle livsbetingelser, organiseringsgrad, ideologi, værdinormer og klassementalitet o.s.v. – som påvirker og fortsætter med at påvirke deres modtagelighed for revolutionær (eller reformistisk) ideologi og praksis. Og ligesom det er vigtigt for folk med proletarisk ideologi at analysere det materielle og subjektive grundlag for revolutionært potentiel hos forskellige slags bønder, gælder dette også for forskellige slags proletarer. Vi bør ikke længere narre os selv med den metafysiske formodning, at alle proletariater, simpelthen fordi det er et proletariat, er revolutionære eller har revolutionært potentiel. Og dette må ikke forveksles med det historiske potentiel for fremkomsten under ændrede materielle betingelser og forhold af et ægte revolutionært proletariat, som vil erstatte det, som nu, på grund af dets virkelige betingelser, er uden revolutionært potentiel.

Nogle få punkter og tendenser skal tilføjes, inden jeg slutter. For det første er konkurrencen og konflikten mellem proletariater inden for industrinationerne (f.eks. mellem engelske og irske proletarer i den “klassiske periode”) blevet udvidet og forstærket mellem dagens proletariater i både undertrykte og undertrykkende nationer. National og/eller racemæssig overherredømme og ydmygelse forhindrer fortsat international proletarisk solidaritet. Og det ser ud til, at en sådan solidaritet kun kan opstå efter løsningen af det nationale spørgsmål, d.v.s. med opløsningen af herskerforhold mellem nationale grupper omfattende både indre koloniserede folk som negrene og indianerne i Nordamerika, og “ydre” koloniserede folk. Gensidig respekt for alle nationers ret til selvbestemmelse er, som påpeget af Lenin, det eneste grundlag for ægte proletarisk international solidaritet i kampen mod både imperialistisk og social-imperialistisk dominans.

For det andet er det lykkedes fagforeningerne, som er vokset i antal og styrke, både at vinde større økonomiske fordele og sikkerhed for flere generationer af metropol-arbejdere og at “afpolitisere” dem. Fra i 1848 at være en klasse, der “kun havde sine lænker at miste”, er de blevet omdannet til et borgerligt proletariat med interesse i fortsættelsen af den moderne imperialistiske arbejdsdeling og systemet med ulige bytte. Fra at være en klasse uden borgerlige illusioner eller værdinormer er de blevet et proletariat, der har optaget praktisk taget alle slags småborgerlige drømme, holdninger og idealer. Det har visselig været en lang vej med mere end eet kvalitativt spring – fra Chartisterne og arbejderforbundene i begyndelsen af det 19. århundrede i England til vore dages AFLCIO i USA. Imperialismen med dens kontrol og superudbytning af den Tredje verdens folk og naturrigdomme har gjort det muligt for borgerskabet i Europa og Nordamerika og Japan at udnytte fagbevægelsen nationalt og internationalt gennem organer som ICFTU og ILO som et middel til at integrere deres hjemlige arbejderklasser i det internationale kapitalistiske system og sikre sig deres samarbejde imod den undertrykte Tredje verdens proletariat og bondeklasse.

Arghiri Emmanuel har fomylig udtrykt dette meget klart:
“… det er ikke længere et spørgsmål om abstrakt begrebsretorik – merværdi, kapital, profit o.s.v. – men om materielt forbrug. De fremskredne landes store masser, lønarbejderne selv, er involveret. De rige landes befolkninger kan forbruge alle de ting, de er så stærkt knyttet til, kun fordi andre forbruger meget lidt eller slet intet af disse ting. Det er dette, der forhindrer solidariteten mellem de to landegruppers arbejderklasser . . . Den eneste løsning ligger i en global forandring af livsmønstret og forbrugsmønstret og selve indholdet i begrebet velfærd.  Eftersom denne løsning omfatter menneskeheden som helhed, er klassemodsigelserne inden for de fremskredne lande, som stadig uden tvivl består, ikke desto mindre historisk set blevet sekundære. Den vigtigste modsigelse, forandringens drivende kraft, er derfor at finde inden for de internationale økonomiske relationers sfære. Imperialismen er absolut ikke uforgængelig. Men den sygner heller ikke hen . . . den venter på at blive angrebet og ødelagt udefra. Det, der ligger ‘udenfor’ imperialismen, er ikke – er ikke længere – de imperialistiske hjemlandes arbejderklasser, men den verden, der ligger uden for deres grænser.” [27]

Det er uundgåeligt, at den proces, som Emmanuel hentyder til ovenfor, vil indebære både de europæiske og nordamerikanske velfærdsstaters opløsning og hermed nedbrydningen af den materielle basis for et borgerligt proletariats fortsatte eksistens. Skønt det uden tvivl vil blive en lang og kroget vej med mange bugtninger, er det sikkert, at på et vist stade i kampen mod international kapitalisme og overherredømme vil nye, revolutionære og internationalistiske proletariater opstå i de lande, der nu er det imperialistiske systems undertrykkernationer.

Don Barnett.

Mand med knyttet hånd.

Noter

  1. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd.2, s. 487.[]
  2. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd.2, s. 487.[]
  3. Marx/Engels: Selected Correspondence, s. 474.[]
  4. Mao Tse-tung: Selected Works, bd. 1, s. 23-26.[]
  5. Sm.st. s.  16-19.[]
  6. Engels: The Condition of the Working Class in England, London 1969, s. 54.[]
  7. Marx/Engels: Om kolonier, industrimonopol og arbejderbevægelse, Futura 1972, s. 54.[]
  8. Engels: Nævnte værk, s. 34-35.[]
  9. Karl Marx: Skrifter i udvalg, Rhodos 1974, s. 214.[]
  10. Karl Marx: Skrifter i udvalg, Rhodos 1974, s. 214.[]
  11. Marx/Engels: Om kolonier . . ., s. 9.[]
  12. Franz Mehring: Karl Marx. Ann Arbor Paperbacks 1962, s. 206.[]
  13. Marx/Engels: Om kolonier …, s. 41-42.[]
  14. Marx/Engels: On Colonialism, s. 319.[]
  15. Marx/Engels: Om kolonier . . ., s. 27.[]
  16. Sm.st., s. 48.[]
  17. Sm.st., s. 48.[]
  18. Lenin: Om imperialisme og opportunisme, Futura 1973, s. 51-52.[]
  19. Lenin: Against Revisionism, s. 356.[]
  20. Sm.st. s. 345.[]
  21. Marx: Capital, vol.  1, Moskva 1961, s. 733.[]
  22. Se Engels: The Condition of the Working Class in England og Marx: Kapitalen, bd. 1.[]
  23. Engels: The Condition . .., s. 106.[]
  24. Se Marx/Engels: Om kolonier . . .[]
  25. Se Lenin: Om imperialisme og opportunisme.[]
  26. Arghiri Emmanuel: Current Myths of Development, New Left Review 1974, s. 66-67.[]
  27. Sm.st., s. 79.[]

Om forfatteren / About the Writer

DB
Don Barnett
+ posts