(Uddrag)
Skrevet april-maj 1920, første gang
offentliggjort som pjece juni 1920.
(…)
VI. Bør revolutionære arbejde i reaktionære fagforeninger?
(…)
Endvidere. I lande, der er mere fremskredne end Rusland, viste der sig visse reaktionære træk, og de måtte vise sig, i fagforeningerne i langt større grad end i vort land. Vore mensjeviker fandt støtte i fagforeningerne (og til en vis grad har de det stadig i nogle få fagforeninger), på grund af disses faglige snævertsynethed, faglige selviskhed og opportunisme. Vesteuropas mensjeviker har sat sig langt grundigere fast i fagforeningerne; dér har et fagegoistisk, snævert, egenkærligt, forstokket, vindesygt, spidsborgerligt, imperialistisk sindet og af imperialisterne underkøbt, af imperialisterne demoraliseret “arbejderaristokrati” [48] udviklet sig til en langt stærkere sektion end i vort land. Dette er ubestrideligt. Kampen mod folk som Gompers, og mod folk som Jouhaux, Henderson, Merrheim, Legien & Co. i Vesteuropa er langt vanskeligere end kampen mod vore mensjeviker, som repræsenterer ganske den samme sociale og politiske type. Denne kamp må føres skånselsløst, og den må ubetinget udkæmpes – som vi udkæmpede den – til det øjeblik, hvor alle opportunismens og social-chauvinismens uforbederlige ledere med skam er blevet drevet ud af fagforeningerne. Den politiske magt kan ikke erobres (og man skal ikke forsøge at erobre den) før kampen har nået et bestemt stade. Dette “bestemte stade” vil være forskelligt i forskellige lande og under forskellige betingelser; det kan kun vurderes korrekt af alvorlige, erfarne og kyndige politiske ledere for proletariatet i hvert enkelt land. (…)
[48] Se side 26 i Gotfred Appel: Der kommer en dag…, Futura 1971.
LCW bd. 31, s. 51-52.
LUV bd. 11, s. 158.
Online i fuldtekst. Se Marxisme Online
