INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Det vesttyske valg

[Ungkommunisten, 2. årgang, oktober 1969, nr. 8, s. 13-15.]

I Bonn sidder nu en partimæssigt anderledes sammensat vesttysk regering, og den vestlige presse inclusive vor egen borgerlige dagspresse har haft forrygende travlt med at lede efter tegn på den socialdemokratisk-fridemokratiske regerings ”ny arbejdsstil”. Man vil så gerne kunne finde noget, der ikke før er set på de kanter, noget der helst skulle kunne give anledning til mange og lange gisninger om, at der fra nu af skal føres ”en ganske anden officiel vesttysk politik”.

Rent faktisk er der efter det vesttyske valg i slutningen af september sket det, at De Kristelige Demokrater (CDU) med den tidligere kansler Kurt Georg Kiesinger blev lukket ude fra forhandlingerne om dannelse af en ny vesttysk regering. Det tidligere koalitionsparti SPD (socialdemokratiet) formåede at danne en flertalsregering, en ny koalition sammen med FDP (De Fri Demokrater, der partipolitisk på mange punkter svarer til det danske radikale venstre). Med andre ord: den vesttyske imperialismes sikre støtte og formidler igennem årtier, SPD, har formelt løst sig fra storkapitalens parti CDU/CSU og indgået parlamentarisk forbund med et andet af storkapitalens partier, FDP. Hvad kan man vente sig af det med hensyn til "fornyelsen af den officielle vesttyske politik.? – ikke meget.

Indenrigspolitisk må man spørge, om der vil blive ændret i de love, der under den sidste koalition var et led i den klart fascistiske udviklingsproces i Vesttyskland. Det gælder f. eks. nødretslovene og den reaktionære stramning af uddannelsespolitikken, der kom i og med den ny reform for de højere læreanstalter (kort omtalt i sidste nummer af Ungkommunisten) – Der er intet i valgerklæringerne eller de udtalelser, der siden er fremkommet, som tyder på, at SPD-FDP skulle ønske at modvirke endsige forsøge at ophæve disse love – De to ny borgerlige regeringspartier er da også ligeså interesserede i den ordensstat [1], som den forrige regering styrede henimod, og for hvilken der er så rige traditioner i storkapitalens Tyskland. Derimod vil man sikkert få en række socialreformer at se på initiativ af SPD.

Interessen samler sig imidlertid i første række om udenrigspolitikken. Op til valget fremkom der, måske som led i valgtaktikken, udtalelser i retning af, at der skulle have ligget dybe uoverensstemmelser mellem CDU (Kiesinger) og SPD (Brandt) med hensyn til den udenrigspolitiske linje. – Uoverensstemmelserne har i hvert fald ikke været større, end at de har kunnet skjules til det tidspunkt, hvor både CDU og SPD var interesserede i overfor vælgerne at vise, at der da sandelig var forskel på de to partier i taktiske spørgsmål. En ting som den førte politik ikke viser.

Den proklamerede ”ny østpolitik”, Brandt som udenrigsminister kom til at stå i rampelyset for, indeholder ikke noget ”nyt”. Den er en bedre maskeret konsekvent fortsættelse af den vesttyske imperialismes bestræbelser for at udvide sit virkeområde med hensyn til den østeuropæiske blok, økonomisk og politisk. Fra østeuropæisk side har man vedholdende fremført, at denne politik var dømt til at mislykkes. Som et eksempel herpå pegede man på de fem warszawapagtstaters indgriben i Tjekkoslovakiet.

Den ”ny østpolitik” har som kerne en påvirkning af den østeuropæiske økonomi i retning af vestlig ”liberalisering”, udvidet handelssamkvem med Østeuropa og ideologisk virksomhed gennem de utallige kanaler, der står åbne herfor. Altså siger de østeuropæiske revisionistiske partier i dag: det var det, der var ved at ske i Tjekkoslovakiet – men se, vi fik sat en stopper for det i tide og vil aldrig tillade noget sådant – Samtidig er det en uafviselig kendsgerning, at den vestlige økonomi og ideologi foretager store landvindinger snart sagt fra dag til dag i alle østeuropæiske lande. - Den ”ny østpolitik” lykkes såmænd særdeles godt, og dens kerne er, at det foregår stilfærdigt, bag murene.

Der er ikke skygge af tvivl om, at den nuværende vesttyske regering vil fortsætte denne politik, fordi den er et fast led i det fodfæste, som de revisionistiske østeuropæiske partier giver den vestlige økonomi og ideologi. - Ethvert håb i retning af, at det vesttyske socialdemokrati, der i dag er den mest smidige repræsentant for den vesttyske imperialisme, pludselige skulle fornægte sit væsen og give sig til at føre en politik til gene for den vesttyske imperialismes interesser, bygger på sand og på manglende erkendelse af 50 års socialdemokratisk politik til styrkelse af imperialismen. – En tilnærmelse mellem de to tysklande vil i første omgang ske på det vestlige systems grundlag.

I DDR har man siden regeringsdannelsen i Vesttyskland været mærkværdig tavs, hvilket kun kan udlægges som en på illusioner grundet afventen med hensyn til et nyt udspil i tysklandsspørgsmålet. Det har i den forbindelse vakt opmærksomhed, at den ny regering i Bonn har ændret navnet på ”ministeriet for fællestyske anliggender” til ”ministeriet for indretyske forbindelser”. Striden mellem de reaktionære CDU/CSU-kredse og det lige så reaktionære, men lidt mere ”moderne” SPD i dette spørgsmål er centreret omkring valget af metode i en politik, som partierne er fuldstændig fælles om. – DDRs afventen og Walter Ulbrichts og Wladyslaw Gomulkas maskerede forhandlingstilbud til vestmagterne ved festlighederne i anledning af DDRs 20-årsdag den 7. oktober viser, at der vil ske ændringer i de indre-tyske forbindelser, ændringer som den revisionistiske politik østfra har åbnet for.

Ved valget sidst i september blev det nynazistiske NPD ikke hentet ind i den nysammensatte forbundsdag i Bonn. Men NPD er kun ét udtryk for den tiltagende fascistiske udvikling i Vesttyskland. At NPD ikke blev repræsenteret i parlamentet, standser ikke denne udvikling, der har et fast tag i det tyske småborgerskab og de mellemste lag i landbefolkningen. Tværtimod kan valgets resultat i dette spørgsmål gennem de vakte illusioner om NPDs "ufarlighed" give særdeles frugtbar grobund for fascismens videre fremvoksen. – De parlamentariske partier, som alle modsatte sig tanken om et forbud mod NPD, havde alle efter valget særdeles travlt med som den første kommentar at bedyre, at de var glade for, at det stygge NPD ikke var kommet ind. Denne hykleriske tale kan ikke skjule, at den fascistiske udvikling fremelskes af CDU/CSU, af SPD og af FDP. Enhver tale i modsat retning søger blot at tilhylle kendsgerningerne.

Til sidst skal"kort nævnes, at det vesttyske kommunistiske parti, DKP, ikke blev repræsenteret – selvom man gennem valgforbundet ADF (Aktion for Demokratisk Fremskridt) havde gjort sit bedste for at fortælle, at det så sandelig ikke er noget revolutionært parti. Valget viser blot, at DKP ikke har nogen som helst styrke eller indflydelse. Det er totalt ufarlige. Ikke engang de liberalt-borgerlige kræfter i Vesttyskland har noget tag i bredere masser.

[1] De herskendes juridiske og militære sikring mod evt. anslag fra indre eller ydre fjender, parlamentarisk bakket op gennem borgerskabets og dets partiers almene krav om ”ro og orden”.