EZLN: Marcos og McDonald's. Den
EZLN: Marcos og McDonald's. Den "uddelegerede Zero" med hest og pibe passerer en McDonalds i Playa del Carmen, Mexico. Frokost-spisende beboere fik et ekstra show. Foto: taget 16 januar 2006 af vcarera. (CC BY-NC-SA 2.0). Kilde:Flickr.com.

Om artiklen

Oprindelig bragt i Gaia, nr 61 vinter 2008, s. 8-14. Første del af denne serie publiceret i Internationalt Forums blad Gaia, og kan downloades som pdf: Gaia nr. 61, vinter 2008, s. 8-14. 2. del er senere blevet publiceret i Gaia nr. 62, forår 2009, s. 16-21, og 3. del publiceredes i Gaia nr. 63, sommer 2009, s. 22-29.

Tredje del af artiklen kommer med nogle bud på hvordan befrielseskamp med et socialistisk perspektiv kan føres i en stadig mere globaliseret verden.

I del 1 blev problemet ridset op. Fra slutningen af 1960’erne og frem gennem resten af århundrede oplevede den nationale befrielseskamp i Den 3. Verden først en optur og så en gevaldig nedtur. Hvorfor kom der aldrig ordentlige sociale forhold ud af alle de kampe og revolutioner med socialisme på dagsordenen? Svaret indeholder både økonomiske og politiske forklaringer.

I del 2 tages der hul på udformningen af nye strategier. Hvordan kan den globale økonomi styres, således at der sker en udligning af rige og fattige lande? I denne 3. del diskuteres de politiske strategier.

Fra national befrielseskamp til globalisering fra neden

Imperialismen spillede en vigtig rolle i opbygningen af ideen om nationen og ikke mindst “det nationale folk” i det 18. og 19. århundrede. Den koloniale racisme skabte forestillingen om de europæiske civiliserede folk i modsætning til de vilde indfødte i Afrika, Latinamerika og Asien. Begreberne: national, folk og race var tæt forbundne. Et problem vi stadig trækkes med. Den europæiske arbejderbevægelse blev i anden halvdel af attenhundredetallet omklamret af nationale bevægelser og den oprindelige internationalisme i kommunismen fordampede. Det lykkedes i høj grad for imperialismen at splitte verdensproletariatet i en række stridende nationale fraktioner. Rosa Luxemburg opfordrede de europæiske arbejdere til ikke at gå i krig med hinanden i 1914, men i stedet føre klassekamp. Det var forgæves.

De progressive træk ved nationalismen er i dag højst tvivlsomme. Det nationale har historisk virket som en progressiv faktor i og med, at det har været et boldværk mod dominans fra andre magtfulde nationer eller ydre økonomiske, politiske eller ideologiske kræfter. Retten til selvbestemmelse for en nation er i realiteten en ret til frihed fra dominans fra stærkere nationer. I de antikoloniale og antiimperialistiske kampe blev nationalismen i form af nationale befrielsesfronter netop det våben, som besejrede koloniale og imperialistiske magter. Set i bakspejlet var de fleste antiimperialistiske bevægelser nok mere nationale end de var socialistiske. Socialister og kommunister formåede at stille sig i spidsen af den nationale kamp, men det betød ikke nødvendigvis, at der blev etableret socialisme i de nye stater.

Antiimperialistiske politikker søger at beskytte nationen med regler og love, som skal hindre fremmed økonomisk og politisk indflydelse. Det nationale er progressivt som forsvarslinje mod mere kraftfulde ydre fjender. Men de selv samme funktioner, som skal beskytte nationen mod ydre fjender vendes ofte indad og bliver til undertrykkelse af interne meningsforskelle i den nationale identitets, sikkerheds og enheds navn. Beskyttelse og undertrykkelse kan være svær at skelne. Enten bliver nationalismen til en undertrykkende kraft i et samfund, der søger at isolere sig fra den omgivne fjendtlige verden som i Nord Korea eller de revolutionære tvinges af et neoliberalt globalt marked til at blive “realister”, som ANC i Sydafrika.

Ingen national nostalgi

Der er stadig mennesker, der vender sig mod nationalstaten for at søge beskyttelse mod den globale kapitalisme. Strategien går ud på at forsvare og gengive staten sine styringsmuligheder i forhold til markedskræfterne, og således skabe et bolværk mod den globale kapitalisme. Men den stærke nationalstat, som strategi mod kapitalens globalisering, er mere et tegn på manglende nytænkning end fornuft, og samtidig er det en farlig strategi. Racisme og nationalegoisme ligger i dens kølvand.

Nationen er tilsyneladende stadig den vigtigste ramme modstanden kan forestille sig for organisering og forandring. Til trods for sin relativt korte historiske levetid, er nationalstaten en så fast del af vores bevidsthed, at vi ikke kan forestille os en verden uden den. Det til trods for, at nationalstaten forvandles til et stadig mere ubrugeligt redskab til radikal forandring omkring ørerne på os.

Hvad kan vi bruge den historiske erfaring med de nationale revolutioner til i dag, hvor nationalstatens selvbestemmelse er under forsat nedbrydning og hvor det som Negri og Hart kalder ”Imperiet” er under opbygning?

For det første bliver den gamle måde at tænke revolution på mere og mere vanskelig. Troen på ”Bingo-revolutionen” som da Castro og Che kørte ind i Havanna og alt ville blive anderledes, synes mere og mere umulig. En socialistisk revolution kan i dag vanskeligt tænkes i en national ramme.

Hvis vi tænker efter, ville etableringen af f.eks. en socialistisk orienteret palæstinensisk nationalstat i 1970’erne eller begyndelsen af 80’erne være et meget vanskeligt projekt. Ikke fordi palæstinenserne ikke støttede ideen dengang, men fordi det ville have været en politisk trussel mod den herskende orden i Mellemøsten, en sådan revolution ville øjeblikkelig blive knust. Af Israel, af USA eller af reaktionære arabiske regimer. En befrielse af Palæstina måtte, som PFLP allerede dengang indså ses i sammenhæng med grundlæggende forandringer i hele den arabiske verden. De revolutionære bevægelser i El Salvador og Nicaragua er Latinamerikanske eksempler på den nationale revolutions trange kår i USA’s baggård.

For det andet har konfliktmønstret i verden en tendens til at skifte fra nationale til globale konflikter. Da Bush erklærede ”Krigen mod terror” understregede han, at den ville udspille sig verden over og fortsætte på ubestemt tid. Den globale krig mod terror har udviklet sig til en krig uden tidslige og geografiske grænser. Den føres fra Afghanistan til Ishøj. Det er en krig, der ikke kan afgøres ved at vinde et slag, den kæmpes hver dag i en uforudsigelig lang fremtid. I en sådan permanent krigstilstand neddrosles demokratiets rettigheder. Terror-love, overvågning og hemmeligt politi bliver nødvendig, tortur er blevet en tålelig metode osv. Konflikten i Colombia eller Palæstina griber ind i vores hverdag. Vi må ikke støtte eller ytre sympati med oprørsbevægelser. Når vi derfor i dag overvejer strategien for grundlæggende samfundsforandringer konfronteres vi med både vanskeligheder og nye muligheder. I dag er det ikke nok at tænke oprør som et klasseopgør i det nationale rum. Oprør er stadig en kamp mellem de undertrykte og de herskende i et samfund, men dette samfund tenderer både på det økonomiske og politiske plan mod det globale rum. Hvordan skal et sådant oprør mod imperiet udvikles? Hvorledes forbindes modstandens mangfoldige politiske kampe til et ”oprør mod imperiet”. ” En anden verden er mulig” hedder parolen – men hvordan?

Globalisering fra neden er vejen frem

Vi må frigøre os fra den nationalisme vi blev prakket på som ramme for frigørelse i forrige århundrede. Den har længe været en problematisk partner til socialismen. Den globale solidaritet må ikke kun være et ædelt offer fra en national arbejderklasse til en anden, men den centrale strategi. Det gælder ikke mindst som nævnt i del 2 af artiklen for fagbevægelsen.

Vi må forvandle os fra statsborgere til verdensborgere. Denne proces er undervejs. Finanskrisen, den såkaldte krig mod terror og klimaforandringerne tydeliggør de globale sammenhænge. Universelle menneskerettigheder har fået voksende moralsk, politisk og juridisk opbakning.

For at udfordre den globale kapitalisme er det nødvendigt at udvikle et alternativ, der er ligeså globalt i dets form og udbredelse. Globaliseringen fra oven må blive mødt af en globalisering fra neden. Hvis ikke vi kommer ud over nationen som ramme for vores liv, og i stedet udvikler det globale perspektiv for modstand og forandring, med vægt på klasse, køn og antiracisme, så bliver vores modstand mod den globale kapitalisme og dens institutioner, vanskelig at skelne fra den nationale højrefløjs, fra Le Pen til Pia Kjærsgård. Vi befinder os i en situation, hvor lige del mangel på nytænkning og angst for at slippe de gamle strategier, hindre os i at udvikle nye visioner, praksisser, strategier og organisationsformer. Vi må vove springet.

En ny vision

Vi har brug for en vision om ”en anden verden”. Størstedelen af verdens befolkning lever i fattigdom. Afslutningen på ”Den Kolde Krig” betød ikke fred, men begyndelsen til en ny global Hundredeårskrig: ”Krigen mod Terror”. Vores levevis er i færd med at nedbryde den globale økologiske balance.

Vi har som kommunister brug for en ny vision fordi den gamle model ikke fungerede og ikke længere har tiltrækningskraft. Siden Det Kommunistiske Manifest blev skrevet i 1848 har millioner villet kæmpe og dø for ideen om kommunisme op gennem det tyvende århundrede. Vi har haft mere end hundrede år og talrige revolutioner og magtovertagelser uden at kunne realisere visionen i en tiltrækkende udgave.

Den ”reelt eksisterende” socialismes sammenbrud i 1989 og den globaliserede kapitalismes enegang løste ikke klodens problemer. Verdens goder er stadig ulige fordelt og verden er præget af social uro og voldelige konflikter. Men uroen og konflikterne mangler ofte et perspektiv af frihed, lighed og fællesskab. Modstanden er præget af blindt raseri, og hvis der er en vision virker den mørk og præget af fundamentalisme. Den palæstinensiske modstandskamp er et eksempel på dette skifte. I 1970’erne var visionen en panarabisk socialistisk stat fra Irak til Marokko, i dag er visionen for en væsentlig del af modstanden et muslimsk, fundamentalistisk Palæstina. Der var et klart socialistisk perspektiv i at støtte befrielseskampen mod USA i Vietnam i 70’erne. Det er vanskelige for socialister at finde nogle organisationer at alliere sig med i Irak eller Afghanistan. Det socialistiske perspektiv i dagens antiimperialisme kan være svært at få øje på.

Visionen om en ”anden verden” må på en gang tage afsæt fra – og være i opposition til – verden af i dag. Ligesom den socialistiske bevægelse tog afsæt i – og var en kritik – af den tidlige kapitalisme. Arbejderklassen, fabrikken, den moderne samfund, individ og stat var en del af kapitalismen, men samtidig forudsætning og springbræt for forsøgene på at etablere kommunistiske samfund. På samme måde er vor tids kapitalisme med dens informations-, kommunikations- og vidensteknologi, globalisering og neoliberalismen en forudsætning for og sprængbræt til at formulere en radikal anden verdensorden. Den ny teknologi giver nye muligheder for organiseringen af samfundet. Globalisering kan blive udgangspunkt for et opgør med opdelingen af verden i rige og fattige lande og for en demokratisering af verden, i stedet for de evindelige nationale konflikter. Neoliberalismens vægt på individets frihed kan danne udgangspunkt for nye former for fællesskab, som bygger på respekt for forskellighed og autonomi. Det handler om at vende de eksisterende logikker og sandheder på hovedet, at dreje perspektivet og tage neoliberalismen på ordet med dens løfte om frihed og menneskers selvforvaltning. Det paradoksale ved den nye globale kapitalisme med dens enorme produktionspotentiale er, at den fjerner rimeligheden ved social nød og ulighed samtidig med, at den fortsat skaber den.

Økonomiske visioner

Jeg har nævnt global ”Keynesianisme”, i del 2, som en mulig strategi for mere global lighed. Det er et problem for venstrefløjen, at vi ikke har realistiske og tiltrækkende bud på hvordan vi vil organisere samfundet. Nationaliseringer og statsforvaltning a la Sovjetunionen var ikke den store succes. Vi mangler konkrete og troværdige alternativer til den neoliberale globalisering.

Selv om vi ikke kan og skal planlægge fremtiden i detaljer, men må udvikle vores politik hen ad vejen, så skal vi kunne fremlægge konkrete forslag og krav, der viser fremad mod et troværdigt alternativ, hvis vi skal kunne mobilisere folk til forandring. Vi må vise, at vi vil og kan styre en ”anden verden”. Det er i en sådan sammenhæng jeg ser kravet om global Keynesianisme som et skridt på vejen. Ligesom den nationale Keynesianisme løste op for 1930’ernes økonomiske krise og skabte større lighed inden for nationalstatens rammer, kan en global Keynesianisme løse op for den globale finanskrise og skabe større lighed – nu på verdensplan.

Politiske visioner

Socialisme drejer sig om at opfylde menneske-lige behov – og hvem er nærmere til at definere disse end folk selv? Det er afgørende at udvikle institutioner og procedure, gennem hvilke folk kan tage del i de beslutninger der vedrører deres liv. Mange mennesker siger i dag, at politik ikke interesserer dem – men de ønsker alle mere indflydelse over deres liv. De opfatter simpelt hen ikke deres hverdagsliv som politisk, eller de tror ikke på muligheden for indflydelse. Det drejer sig om at give mennesker direkte indflydelse på deres arbejdssituation, deres forbrug, deres boligsituation – deres hverdagsliv. En direkte demokratisk repolitisering af hverdagen ved siden af det repræsentative demokrati. Politik er ikke kun for professionelle politikere. En sådan direkte deltagelse klargør vores gensidige afhængighed – at vi er individer i et fællesskab. Det muliggør at modstridende interesser kan mødes, men der alligevel kan opstilles fælles mål.

Men det lokale kan blive reaktionært, hvis det lukker sig om sig selv. Det lokale må forbinde sig med det regionale og globale. For at styre den økonomiske udvikling må en række beslutninger træffes mere centralt. Det overordnede forhold mellem forbrug og investeringer, den regionale fordeling af investeringer osv. Sådanne beslutninger må tages af organer udgået fra en demokratisk valgt repræsentativ forsamling på forskellige niveauer. En sådan myndighed kan være global, omfatte flere gamle nationalstater, være regional eller lokal alt efter karakteren og omfanget, af det, der skal besluttes. På global plan er brug for en demokratisering af De Forenede Nationer. Hvorfor skal de lande, der vandt Anden Verdenskrig have magten i Sikkerhedsrådet? FN kan f.eks. demokratiseres ved etableringen af en Folkeforsamling, hvor hvert menneske har en stemme. Det vil ikke mindst give Den tredje Verden den demokratiske tyngde den har krav på.

Lighed med respekt for forskellighed

I den ”reelt eksisterende socialisme” praktiserede man i høj grad lighed som enshed. En global solidaritet må basere sig på respekt for forskellighed, mere end på solidaritet baseret på enshed. En solidaritet, hvor jeg anerkender, at du er anderledes og kan gøre en forskel, hvis du anerkender min forskellighed og at jeg kan gøre en forskel. En verden med plads til mange verdner. Det betyder ikke en accept af økonomisk ulighed, klasseforskelle, kønsdiskriminering eller racisme, men at målet ikke er at vi alle skal være ens.

Et væsentlig forhold ved ”en anden verden” er at den er antifundamental. Forstået på den måde, at der ikke er én ”sandhed”. Her tænker jeg ikke blot på religion, men også på alle mulige politiske, sociale og samfundsmæssige forhold. Ingen har monopol på sandheden, hverken kirken eller partiet. Én ”sandhed” gør os ikke frie. Frihed er at overtage kontrollen med produktionen af sandheder.

Frihed

Den kommunistiske vision er drømmen om frihed, lighed og fællesskab. Men “friheden” er ikke blot noget, der træder frem i fraværet af magten. Tag for eksempel befrielsesbevægelserne. Deres kamp for befrielse fra kolonialisme og imperialisme var ikke i sig selv tilstrækkeligt til at etablere en styreform, der kunne skabe et ”frit” samfund. Befrielse – som en kamp mod en form for magtudøvelse, skaber ikke nødvendigvis frihed. Man må skelne mellem begrebet ”frihed”, som det bruges i en kamp og modstand mod magt, og ”frihed”, som den udøves som livsform i samfundet.

Tag for eksempel forandringerne i den gamle Østblok. Den neoliberale ”frihed” er ikke noget, de får blot ved at befri sig fra de gamle styreformer. Liberal frihed er noget der skal læres. Etableringen af ”det frie marked” kræver bogholdere og revisorer, managementkonsulenter og marketingeksperter, advokater og administratorer, som skal fremtvinge de betingelser, hvorunder ”loven om udbud og efterspørgsel” kan sætte sig igennem. De måder at beregne og styre på, som vil få individerne til at handle og tænke som konkurrerende og profitmaksimerende individer, skal indpodes. Man skal forvandle arbejdere til ”motiverede ansatte”, som frivilligt stræber efter at yde det bedste for firmaet. Man skal lære forbrugere at vælge ”frit” mellem udbuddet af produkter – hvis de ellers har penge. De ”ufrie” mennesker fra Østblokken, kan ikke blot befries, de skal lære sig at blive frie i en omformningsproces, der kræver disciplinering og undervisning i nye værdier og normer fra universitetsniveau til TV-kanalernes reklamer, serier og underholdningsprogrammer.

Det samme gælder Iraks befolkning. Det er langt fra nok at befri dem fra Saddam Husseins diktatur. De skal nu lære at leve som ”frie” mennesker, hvilket betyder, at de skal overtage de vestlige normer for demokrati og frihed.

Modstanden mod neoliberalismens frihedsbegreb handler om at omdefinere dens normer og værdier for rigtig og forkert. Hvis vi har valgfrihed, så har vi vel også ret til at fravælge neoliberalismen. Ret til at udvide og forandre vurderingen af, hvad der er falsk og sandt. Skabe styreformer, produktionsformer og livsformer, som muliggør en anden form for ”frihed”. Frihed er vel ikke normalisering?

Men denne kommunistiske form for frihed har dermed også sine værdier og normer. Den er ikke bare fravær af magt. Den har også værdier og kræver selvdisciplin og ansvarlighed. Hvis ”virkelig frihed” findes, så må det være en praksis, der muliggør en stadig forandring af ”spillereglerne” – af normer og værdier.

Ligesom det må være en praksis der søger en udligning af ulige magtforhold. En frihed til at være, handle og udtrykke sig anderledes og dermed også til at forandre omverdenen og sig selv.

Hvordan kommer vi der hen?

Globaliseringen betyder, at vi må tænke ”revolution” anderledes. Dels er en mere eller mindre simultan global overtagelse af magtens institutioner, a la stormen på Vinterpaladset i 1917 umulig. Dels har vi har haft en alt for statscentreret analyse af magten. En tro på, at kernepunktet var erobring af statsmagten, og med den kunne vi forandre samfundet. Erfaringerne fra snesevis af erobringer af statsmagten har vist, at så let er det ikke. 75 års statsmagt i Sovjet skabte ikke en radikalt andet samfund. Den måde mennesker arbejdede på i fabrikken lignede til forveksling arbejdet i en kapitalistisk fabrik. Byens liv, skolen, familien, i Sovjet adskilte sig ikke radikalt fra disse institutioner i de kapitalistiske lande. Che drømte også om at skabe ”det socialistiske menneske” efter erobringen af statsmagten i Cuba – er det lykkedes? Og er det statens opgave?

Jeg tror ikke statsmagten magter ret meget i den henseende. Statsmagt er væsentlig, men den er bedre til at undertrykke og kontrollere med, end at skabe fornyelse og frihed med. Statsmagten er et ret stumpt instrument, når det drejer sig om at forandre menneskers normer og værdier.

Man kan sige, det er nødvendigt at kontrollere statsmagten, da statsmagten ellers kan undertrykke de kræfter, der vil revolutionere samfundet. Men selve den revolutionære kraft er langt mere kompleks og decentral end statsmagt. Magten er også det, at kunne definere, hvad der er godt og ondt, sandt og falsk. Magt er indlejret i normer vaner, holdninger. Denne kamp om menneskers værdier foregår overalt og på mange niveauer og åbner derfor mange og nye felter for kamp og mange nye modstandsformer. DDR’s statsmagt smuldrede, da ingen troede på dets værdisæt. Tænk på hvilken magt islams værdier og normer spiller i konflikterne i Mellemøsten og Asien.

Når vi tænker kampen om magten, må vi derfor være åbne overfor mange muligheder og former for handling.

Der er lyspunkter

Når jeg ser tilbage har det ikke blot været en lang nedtur for befrielseskampen. Der blev gjort op med kolonialismen i Afrika og Asien. Der blev sat en stopper for apartheid i det sydlige Afrika.

En række diktatorer i Mellem- og Sydamerika blev væltet. Palæstinensernes skæbne blev sat på dagsordenen. Det blev ikke til ret meget socialisme, slet ikke i en form vi havde håbet på. På den måde var ”den reelt eksisterende socialismes” opløsning ikke negativ. Det rummer en mulighed for at definere socialisme på ny.

Der er lyspunkter i kampen. I 1995 indledte Zapatisterne deres oprør i Chaipas i Mexico. De så deres kamp for den oprindelige befolkning i Chiapas, som en glassplint i et kalejdoskop, hvis glasfragmenter består af mange forskellige former for liv, projekter og visioner. Men ligesom alle glassplinterne i kalejdoskopet er underkastet rørets drejninger, er mennesker overalt på jorden underkastet den globale kapitals logik. Denne fælles skæbne samler mangfoldigheden af mennesker i en fælles modstand – i et fælles mønster, som i kalejdoskopets mønster af glassplinter.

Zapatisterne formåede at skabe et globalt netværk af alliancer gennem brug af nye kommunikations midler og former. En del af netværket er modstanden mod ”globalisering fra oven” som kom til udtryk ved demonstrationerne mod WTO, der begyndte i Seattle 1996.

Et andet konkret resultat af denne proces er de globale og regionale møder mellem mod-standere af neoliberalismen – kaldet ”Social Forum”, hvor kamperfaringer og nye visioner siden er blevet udvekslet.

Men også andre steder i Latinamerika har venstrefløjen gjort fremskridt. I Brasilien kom fagforeningslederen De Silva til magten. I Chile og Argentina vandt venstreorienterede partier regeringsmagten. I Bolivia og Ecuador blev de oprindelige folks krav sat på dagsordenen af stærke politiske partier. I Venezuela blev Hugo Chávez præsident. Det der i begyndelsen lignede en caudillo-politik a la Peron i Argentina, er gået videre og åbnet op for en folkelig mobilisering.

I Colombia kæmper en gammel befrielses-bevægelse, FARC, stadig. Det skal blive interessant at se om FARC formår at udvikle en befrielsesstrategi, der matcher de udfordringer en globaliseret verden stiller.

Opsummering

Den globale ulighed mellem rige og fattige lande, som konsekvens af århundreders udbytning, kan kun løses via globale løsninger.

De nationale socialistiske revolutioner i Den 3. verden har ikke afgørende kunnet hæve levestandarten. Nationalismen er blevet et problem for socialismen.

Der er brug for en global keynesianisme omfattende: handel, investeringer, pengepolitik og arbejdskraft på linje med den nationale keynesianisme, der hjalp europæiske lande ud af 30’ernes krise. I kølvandet på finanskrisen burde der være gode betingelse for at rejse kravet om global keynesianisme i stedet for WTO, IMF og Verdensbankens neoliberale politik. Men dette skift kommer ikke af selv men kun via et pres fra en globalisering fra neden.

Der er stadig brug for en vision om en radikalt anderledes verdensorden. Den reelt eksisterende socialisme, som den så ud i Sovjet og Østeuropa og som den har udviklet sig til i Kina, har mistet sin tiltrækningskraft. Visionen må tage udgangspunkt i en globaliseret verden og dermed en multikulturel verden. Det betyder et lighedsbegreb med respekt for forskellighed.

Nationalismen er blevet et problem for socialismen. I forhold til befrielsen fra kolonialisme og imperialisme spillede nationalismen en progressiv rolle i den tredje verden, men blev samtidig kilde til konflikter.

Visionen om en anden verden må konkretiseres og eksemplificeres for den kan vinde tilslutning og ikke forblive en drøm. Vi må kunne vise de første skridt mod de langsigtede mål.

Om forfatteren / About the Writer

+ posts

Aktivist og forfatter, Medlem at Internationalt Forum.