Verdensrevolutionens håndværkere

For Blekingegade-gruppen var international solidaritet det centrale. [1] En solidaritet, som ”du kan holde i dine hænder”. Helt konkret penge. Masser af penge. Erhvervet ved røverier i metropolen i Nord og sendt videre til det tricontinentale syd. [2] Igennem i mange år. Respekt!

Mange har haft tanken om at tage penge fra de rige. Også revolutionære. I virkeligheden kan man mellem paladsagtige banker og enorm rigdom undre sig over at analyser af kapitalismens fylder hyldemeter efter hyldemeter i bogreolerne, mens de store penge stadig flyder fra bunden til toppen. Desuden kunne en indsats for at skaffe penge være mindre ydmygende end at sende endnu en ansøgning om tilskud. Og ville det ikke føles godt at lette et projekt i Latinamerika eller en gruppe i Sydøstasien fra den evige jagt efter midler? Var der ikke en mand i Catalonien, der tog et stort lån og gav pengene til politiske militante? Var der ikke en anarkist, der kanaliserede millioner til bevægelsen ved at mestre kunsten at forfalske checks?

Desværre er der blandt bivirkningerne af ”expropriation forte” repression og fængselsstraffe. En bæredygtig omfordeling kræver altså solidt håndværk, hvis man virkelig ønsker gyldne resultater. Folk, der deltager i sådanne aktiviteter, skal have svar på et par spørgsmål: Hvad vil du have ud af livet? Selvrealisering? Personlig lykke? Andres lykke? Hvem er disse andre? Hvor langt væk er de? Ender solidaritet med din familie? Dine venner? Dit land eller dit kontinent? Er din ambition et revolutionært engagement eller midlertidigt at deltage i en arbejdsgruppe? Vil du at blive gammel med din politiske praksis? De eksistentielle rammer, der kræves for illegal praksis er ikke altid behagelige: organisatorisk disciplin i stedet for personlig selvrealisering, kontinuitet i stedet for spontanitet, en borgerlig facade i stedet for subkulturelle oaser, faste overbevisninger i stedet for opstyltede diskussioner, hemmeligholdelse i stedet for åbenhed, uselviskhed i stedet for identitetspolitik, og så videre.

Den individuelle motivation – måske også forudsætning – for pengeanskaffelses-håndværket er håbet om, at du er i stand til at bidrage til en ny verden, for effektivt at skade de magtfulde, for at overvinde den kapitalistiske fremmedgørelse, for at skabe et meningsfuldt liv i stedet for at blive levet. Det lyder måske frygtelig eksistentialistisk, men socialt væsen og politisk bevidsthed – med andre ord, at tænke og handle – har i den menneskelige historie, aldrig været ensrettede gader. At adskille det dialektiske forhold mellem praktisk erfaring og analytisk refleksion fører til en blindgyde. Konsekvensen er enten akademisk passivitet eller spontan aktivisme, og ingen af dem giver et solidt grundlag for den organiserede solidaritet. Passivitet producerer ikke noget, der ”kan holdes i hænderne”, og spontan aktivisme kunne være smuk, men kampen for befrielse er lang og ikke altid spændende. Mange bevægelsers historie tyder på, at den enkelte politiske generation kun har styrke til at gøre oprør én gang, selv hvis denne styrke holder lang tid for nogle individer, sandsynligvis fordi de er socialt organiseret på en måde, der giver mulighed for udvidet kollektiv refleksion.

(International) Solidaritet skal, i abstrakt forstand, etablere et forhold mellem politiske emner, mennesker og organisationer. Den er ikke baseret på at projicere dine visioner for revolution på velgørenhedsobjekter. I et solidaritetsforhold fastholdes ingen i at tilbede ”ledere” med ærefrygt, og ingen tillader andre at træffe beslutninger for dem. Drøftelserne sker på lige vilkår, og folk bidrager efter nødvendighed og overbevisning uden at indgå studehandeler. Det er et forhold baseret på grundlæggende menneskelig interaktion, ikke på formaliteter. Solidaritet i denne forstand betyder, at du ikke skal søge efter en ny kamp hvert andet år, når du er blevet desillusioneret med den sidste; det betyder, at du ikke skal søge efter det næste bedste sted, ”hvor tingene sker”, eller efter nye ”helte”, så snart de forrige er væk, eller har vist sig korrupte.

***

Blekingegade-gruppen var et barn af de sene 1960’ere. Dens medlemmer var marxister-leninister, dog af en særlig slags. Den vedholdenhed, hvormed de støttede ”nationale befrielsesbevægelser” og flygtningelejre i næsten tyve år adskilte deres praksis fra den form for solidaritet, der susede hen over hele kloden: Vietnam, Palæstina, Sydafrika, Zimbabwe, Chile, Portugal, Spanien, Nicaragua … Gruppens medlemmer var naturligvis langt mere beslutsomme end de, der udgav sig for proletarer i 1970’erne, for snart at trække sig tilbage til den ”alternative middelklasse”.

Så vidt vi ved, har ingen anden marxistisk-leninistisk gruppe opretholdt en hemmelig infrastruktur for ulovlige handlinger og tilegnelse af penge så længe. Og ingen anden har formuleret den såkaldte ”snylterstatsteori”, som i alt væsentligt bragte to teser sammen: for det første den (”maoistiske”) udtrykt i Che Guevaras tale ved Tricontinental konferencen, med ”den tredje verden” som motor for verdensrevolutionen og ”landsbyer omkranser byer”. Dette synspunkt blev særligt populært efter afkoloniseringen og USA’s nederlag i Vietnam. Den anden tese gjorde gældende, at arbejderklassen i metropolen var blevet ”bestukket” og pacificeret af det imperialistiske bourgeoisi, der gav arbejderne i metropolet en del af superprofitten fra udbytningen af menneskelige og naturlige resurser i tricont. Dette “arbejderaristokrati” (Lenin) havde allerede i den første verdenskrig stillet sig på “deres” nationers side, og det ville de også vælge i en global sammenhæng: “borgfred” i et sociale partnerskab frem for solidaritet med deres klasse kammerater i den tredje verden.

Blekingegade-gruppens strategi har ud af disse to teser udviklet en strategi: Ethvert forsøg, fra et revolutionær mindretal, på at mobilisere ”masserne” i metropolen blev anset for udsigtsløst, så længe superprofitterne flyder ind fra trikont. Derfor var det nødvendig at strømmen blev stoppet, hvilket krævede en styrkelse af de revolutionære bevægelser i tricont, der kunne gøre dem i stand til at vinde. Dette er grunden til at Blekingegade-gruppen vendte opmærksomheden mod sådanne bevægelser i begyndelsen af 1970’erne, især i Mellemøsten og i det sydlige Afrika, og forsyne dem med penge og materiel i årevis. (Det faktum, at det palæstinensiske PFLP blev gruppens vigtigste partner var sandsynligvis på grund af PFLPs tilstedeværelse i Vesteuropa og deres aggressive socialistiske og internationalistiske orientering.)

Blekingegade-gruppen reflekterede altid over de politisk-økonomiske betingelser for deres anti-imperialistiske pengeoverførsler, og havde til tider en helt anden tilgang, der var atypisk for marxistisk-leninistiske grupper. For eksempel mente de, at forholdet mellem metropolen og tricont blev defineret af ”ulige bytte”, og de talte for ”afkobling” af de afkoloniserede lande fra det globale marked. Underligt nok, var der mindre refleksion over afgørende spørgsmål om revolutionær strategi, eller i det mindste ser det sådan ud i bakspejlet. For eksempel var en af de konklusioner, som en gruppe medlemmer, der lavede fabriksarbejde i Frankfurt i 1974, drog, at arbejdere i Vesteuropa ikke var interesseret i venstreorienterede foldere; dette blev taget som endnu en grund til at prioritere støtte til befrielsesbevægelser. Fint. Hvis nu Blekingegade-gruppen havde bragt venstreorienterede foldere til Beirut eller Sydafrika i stedet for penge, ville nogen der, så have været interesseret i dem? Eller for at sige det den anden vej rundt: Hvordan ville gruppen være modtaget i Tyskland, hvis de havde givet penge til migrantarbejdere, der kæmpede mod både tyske faglærte arbejdere og kapitalister?

Med hensyn til ”snylterstatsteorien” er dette, hvad vi kan oplyse i dag: éen bestemmende faktor – den økonomiske interesse – kan ikke i tilstrækkelig grad forklare den relative fred i metropolen. Er (den mandlige) arbejderklasse ikke også ”bestukket” af den patriarkalske udnyttelse af kvinder? Er ”hvide” arbejdere ikke ”bestukket” af det racistiske udnyttelse af migrant arbejdere? Er dominansteknikker, såsom ”kulturel hegemoni” (Gramsci), ikke for forskelligartede til at blive bestemt af økonomien alene? Er fremmedgørelse (den psykologiske situation) ikke relateret til arbejderklassens materielle virkelighed? Kan folk selv, i betragtning af al den frygt og bedrag, de står overfor, så let sætte navn på deres ”objektive interesser”? Ville de virkelig ofre fred, sundhed og lykke for bil nr. to? For at gøre tingene endnu mere komplicerede, så gælder de fleste af disse spørgsmål også for forholdene i tricont; den gamle konflikt mellem ”metropol” versus ”den tredje verden” var altid kun en delvis sandhed.

Den socialistiske verdensrevolution, som Blekingegadegruppens medlemmer var overbeviste om nødvendigheden af – som også mange venstreorienterede er i dag, selv hvis de ikke længere tør sige det – er kun en imaginært og idealiseret vendepunkt, ikke noget konkret pejlemærke. Et næsten messiansk projekt kan aldrig give retning for – muligvis illegal – dagligdags politisk handlen. Selvom det globale marked bestemmer vores hverdag på mange måder, kan konkrete beslutninger ikke udledes fra abstrakte love; modstridende betingelser og folks mangefacetterede behov i deres specifikke miljøer må forstås og anerkendes. Ingen kan undslippe det komplekse globale net af imperialisme / kolonialisme, nationalisme, kapitalisme, patriarkat og racisme; der er ingen enkle og evige sandheder, ligesom der heller ikke er én vigtigste modsigelse.

***

Kapitalisme og det globale marked har udviklet sig enormt siden 1980’erne. Klassekampen fra oven, for ikke ligefrem at kalde det ”refeudalisering”, og modreaktionen mod alle former for oprør, der ikke kan markedsføres af Google eller Apple, har tydeligvis initiativet. Metropolets arbejderklasse er fortsat tavst; eller det holdes tavst ved hjælp af hegemoni og undertrykkelse, især på steder, hvor ”bestikkelse” på traditionelt Fordistisk måde ophørte efter Sovjetunionens sammenbrud. Vi kan se nogle gnister på usikre kanter, men der er ingen steppebrand. Superprofitter fortsætter med at flyde fra gamle og nye kilder, militære kapaciteter bliver mere og mere asymmetriske, og ”landsbyerne” er fulde af modsigelser. Nogle af dem, såsom Kina, er blevet ”byer”, mens krisen truer med at forvandle nogle af ”byerne” i Europas periferi til ”landsbyer”. ”Nationale befrielsesbevægelser”, såsom den nicaraguanske FSLN, PFLP, eller den Sydafrikas ANC har mistet deres emancipatoriske potentiale under pres fra magtbalancen og på grund af deres egne fejltagelser. Cuba og guerillagrupper som den colombianske FARC og ELN eksisterer stadig – ikke uden fejl og ikke på sejrens vej, men de er her. Og alene det må tælle som en succes, set i lyset af alle de bevægelser, der er blevet udslettet eller korrumperet i de sidste 30-40 år. Der har været anti-diktatoriske pyrrhussejre, såsom afslutningen af apartheidstyret og det ”arabiske forår”; der har været en emancipatorisk udvikling i lande som Venezuela og Bolivia; Der har der været nye strejke bølger og nye former for organisering i Indien, Kina og Bangladesh. For anti-racistiske grupper, er et samarbejde med transnationale indvandrere og flygtninge blevet almindeligt. Besøg i Lacandons jungle er meget nemmere i dag end rejser til afrikanske flygtningelejre var i 1970’erne. De tilbagevendende internationale møder mellem sociale bevægelser synes at være langt mindre hierarkisk end tidligere ”cadre kontakter med udenlandske kammerater”. Der bliver med Blockupy-aktionsdage og mobiliseringer mod G8-topmøder fra Seattle til Genova til Heiligendamm lavet transnationale kampagner, der ikke var mulige for tredive år siden.

Så langt, så godt? Er ovenstående spørgsmål, spørgsmål om det individuelle engagement og definitioner på solidaritet, nu besvaret? Forsøger vi stadig at omstyrte ”alle [globale] forhold, hvor mennesket er blevet fornedret, gjort til slaver, forladt og foragtede”? Må vi leve eller ”bliver vi levede?” Er revolutionær omvæltning i metropolen en forudsætning for global retfærdighed? Hvordan kunne en moderne revolutionær strategi se ud i en globaliseret verden? Er begrebet (verdens) revolution forældet? Måske har folk simpelthen fortrængt vigtigheden af disse spørgsmål, efter at de har så ofte, stille og skammeligt, er blevet fjernet fra dagsordenen for en venstrefløj, der står overfor vanskelige magtforhold og overvældende repression? Men fortrængning er ingen erstatning for en politisk diskussion, især da metropolets venstrefløj alligevel konfronteres med disse spørgsmål, da de uundgåeligt er til stede i andre lande og historiske situationer.

***

Blekingegade-gruppen var ingen byguerilla. Dens revolutionære subjekt var placeret i tricont, ikke i lokalområdet eller fabrikken. Gruppen angreb ikke staten, den udstedte ingen kommunikéer, og den kamuflerede sine røverier som kriminelle handlinger. Den skulle aldrig begrunde sin politiske praksis overfor venstrefløjen eller den brede offentlighed. Den søgte ikke, og behøvede ikke en bred basis. At henvende sig til offentligheden havde kun betydet fare; det havde ingen propagandistisk værdi. Gruppens medlemmer gik aldrig helt under jorden, og længe var der ingen fanger i fængsel. Alt dette adskilte Blekingegade-gruppen fra byguerillaer, der var aktive aktive i Vesttyskland og Italien. Blekingegade-gruppen undgik bevidst med Rote Armee Fraktion, Anden Juni-Bevægelsen og De Røde Brigader, for ikke at blive et mål for ”anti-terroristisk” repression. Der kan drages paralleller til de Revolutionære Celler i Tyskland. Medlemmer af de Revolutionære Celler levede også relativt sikre liv over jorden, gennemførte en aktion hvert eller hvert andet år. Vi kan kun gisne, om Blekingegade-gruppen ville have endt på en lignende måde, med aktiviteter der stille og roligt ophørte. Ligeledes kan vi kun gisne om gruppen ville have vendt sig til en anden politisk praksis i 1990’erne, efter den skarpe politiske højredrejning i Danmark og indsættelse af danske tropper i Irak og Afghanistan.

I denne bog, nævner medlemmer af Blekingegade-gruppen Wollweber-organisationen, en antifascistisk sabotage-gruppe, som uden om den officielle KP-politik, smuglede våben til Spanien i slutningen af 1930’erne og bombede skibe bestilt af Spaniens republikanske regering fra danske værfter, da det så ud til at de i stedet ville falde i hænderne på Franco. Den logistiske ramme for Wollweber-organisationen (den sovjetiske efterretningstjeneste) er historisk forældet, men referencen til en militant minoritet engageret i international anti-fascistisk sabotage giver os en idé om den politiske bane, Blekingegade-gruppens medlemmer anser sig selv for at være en del af.

Blandt andet har erfaringerne fra fascismen lært os, at i det mindste nogle af ”masserne” kan vindes for kontrarevolutionære, imperialistiske, anti-semitiske og racistiske mål. En imperialistisk krig i tricont for at sikre superprofitter eller vigtige råstoffer vil måske også finde støtte i fremtiden. Ingen venstrefløj kan undlade at forsøge, at opbygge en vis slagkraft til sådanne situationer. Sagt i traditionel jargon må venstrefløjen ”organisere sit strategiske forsvar”. Det (revolutionære) venstre vil trods alt fortsat være en minoritet i metropolen i en overskuelig fremtid.

På en måde har Blekingegade-gruppen forsøgt at vende denne nødvendighed til en dyd. Men for ethvert mindretal, der forsøger at sabotere metropolens maskineri, rejser der sig også vigtige spørgsmål: Hvad er der på spil? (Mod)magt? Hegemoni? Hvis ikke, hvad ellers? Hvor høj er den pris? Hvem vinder i dag, i morgen, i et år fra nu? Hvem organiserer hvem? Hvordan kan en social opdeling mellem kadrer og avantgarde og ”resten” undgås? Hvordan kan langvarig social isolation forebygges?

De logistiske muligheder for vores aktiviteter kan ikke adskilles fra den sociale støtte, de nyder. Historien om Blekingegade-gruppen er endnu et eksempel, der bekræfter følgende: når repressionen rammer på grund af fejl i praksis eller på grund af en ændret statsræson [3], kan et lille uheld forvandles til en politisk katastrofe, nemlig tabet af evnen til at handling. Men dem, der ikke insisterer på at benægte det, ved at der aldrig kan være en afslutning på den globale udbytning uden svækkelse af den imperialistiske metropol og ”sabotage” af de økonomiske, finansielle og militære ressourcer. Ingen kan undslippe den udfordring, som den globale nødvendighed giver os, på trods af de begrænsede muligheder, vi har.

Klaus Viehmann
Berlin, August 2013

Dansk oversættelse Poul Mikael Allarp

Noter