ved de første geværsalver på modstandsdagen
om det nu var på Merapis eller Bukit Barisans skråningerne
da hørte jeg for første gang at du kan synge
åh, mit barn
hvor jeg længes efter at omfavne dig
bare ikke disse fængselsceller
syng mit barn, hold dit hoved højt
syng om vores opvågnen, vi de fattige og ydmygede
og vær tro mod det røde hjerte som du førte med
sammen med den brølende revolutionens ild;
skønt vore ben er brækkede og vore kroppe fulde af sår
er ingen partihemmelighed forrådt
ikke den mindste klage lydt
en kugle må gennembore mit bryst
eller en bambussplint presses ind under mine negle
det gør intet, mit barn
det er livets skønhed som gør din sang til en symfoni
revolutionen kræver alt
og vi er rede til at ofre alt
og vi har vundet den mest uvurderlige lærdom
revolutionen kan ikke vindes uden at vi griber til våben
syng mit barn, hold dit hoved højt
behold dine tårer på bunden af dit hjerte
og syng til alle verdens hjørner
hvor folkene bringer revolutionen til modenhed
en dag når solen gløder
syng os en sang om geværsalver som brølende varsler
befrielsens dag.
Skrevet i slutningen, af 1965
(oversat fra ”Vad händer i Indonesien?”, Clarté)