I et arresthus på Sjælland afventer Torkil Lauesen Højesterets endelige afgørelse af straffen i Blekingegadesagen. ”For mig er det forbi. Men mit politiske engagement har ikke ændret sig,” siger Torkil Lauesen til Det Fri Aktuelt. I sit første interview fortæller han om de motiver, der fik ham til at overskride grænsen fra legalt solidaritetsarbejde til kriminalitet – og om den fatale slutning: Drabet i Købmagergade
Blekingegade-gruppen blev sprængt af politiet – efter 15 års overvågning. Hvis ikke ville gruppen have opløst sig selv. Man var færdige.
”Det er højst sandsynligt, at den ulovlige virksomhed ville have stoppet af sig selv. Der var ikke den store lyst til at fortsætte efter det dramatiske forløb af Købmagergade-røveriet. Mig bekendt var der ingen fremadrettede planer.”
Det siger Torkil Lauesen til Det Fri Aktuelt.
I en celle i et arresthus på Sjælland afventer han Højesterets endelige dom i Blekingegadesagen.
Østre Landsret idømte ham lovens strengeste straf – 10 års fængsel – for sin, tilståede, medvirken i røveriet mod Købmagergades postkontor.
”Jeg er færdig med den slags. Jeg vil og kan naturligvis ikke fortsætte med illegalt arbejde, når jeg engang kommer ud. Af personlige og familiemæssige årsager. Jeg vil gerne se min datter vokse op. Men mit politiske engagement har ikke ændret sig, og legalt solidaritetsarbejde er ikke noget nyt for mig,” siger han.
Røveriet mod Købmagergades postkontor den 3. november 1988 skaffede 14 millioner kroner til befrielsesbevægelserne i den 3. verden. Først og fremmest PFLP, Folkefronten til Palæstinas Befrielse, der fik ni millioner – resten blev fordelt til endnu ukendte modtagerlande.
Men røveriet kostede den 22-årige politimand Jesper Egtved Hansen livet. Dermed var gruppens egne grænser overskredet.
Ud fra en politisk og moralsk vurdering havde mændene i Blekingegade accepteret, at de – for sagens skyld – ville overskride grænsen mellem normal politisk solidaritetsarbejde og kriminalitet.
I stedet satte de deres egne grænser.
Men de grænser blev overskredet den morgen i Købmagergade.
”Det var en ulykke. Et sammentræf af uheldige omstændigheder. Hvad mere kan jeg sige? Ja, vi havde accepteret at overskride lovens rammer for at skaffe penge til, hvad jeg anser for, et godt formål. Men det var vores eget krav, at det skulle ske med anvendelse af mindst mulig vold. Og det er ikke bare en dårlig undskyldning nu bagefter. Vi forsøgte at begrænse magtanvendelsen,« siger han.
Ikke planlagt at skyde mod nogen
Blandt Torkil Lauesens eksempler:
”De knipler, vi eventuelt ville bruge, var fremstillet af et bøjeligt kabel omviklet med stof, for at folk ikke skulle komme alvorligt til skade. Planen om et røveri mod en pengetransport i Niels Hemmingsensgade blev opgivet, fordi vi kunne se, at det ville blive for vildt. Og det indgik ikke i nogen plan at skyde mod nogen.”
Købmagergaderøveriet den 3. november 1988 blev afviklet efter planen. Indtil tragedien på hjørnet af Løvstræde og Købmagergade i det indre København.
Som sidste mand sprang Torkil Lauesen ind bag i flugtbilen – en Toyota Hiace. I den smalle passage uden for postgården var en politibil nået frem. Chaufføren, Carsten Nielsen, speedede varevognen op og kørte op over fortovet, uden om politibilen. Politiet affyrede første skud mod bagruden af flugtbilen.
Umiddelbart efter hjørnet til Købmagergade blev bremserne hugget i. Den fortsat uidentificerede passager på forsædet sprang ud – stadig ifølge planen – for, fra hjørnet, at affyre et skræmmeskud mod forfølgerne.
Først på dette tidspunkt opdagede manden med geværet politibil nr. 2. Parkeret foran skoforretningen på Købmagergade. Med den 22-årige politimand Jesper Egtved Hansen, der havde trukket sin tjenestepistol.
Så faldt røvernes eneste – men fatale skud.
Politiets korrigerede tekniske undersøgelser fastslog, at skuddet ikke blev affyret mod hovedet af betjenten. At der ikke blev taget sigte, men at skuddet blev affyret fra hoften.
De juridiske dommere afsluttede nævningesagen i Østre Landsret med at fastslå, at der ikke var noget grundlag for at dømme de tiltalte – heriblandt Torkil Lauesen – for drabet.
Usandsynligt at politiet nåede frem
Torkil Lauesen: ”Våbnet blev medtaget for om nødvendigt at kunne afgive et skræmmeskud. Men vi, der gennemførte Købmagergade-planen, mente, at den var uden risiko. Vi ville være væk på højst 120 sekunder. Rent faktisk tog det kun 90. For os var det helt usandsynligt, at nogen politibil kunne nå frem inden for den tidsramme. Vi havde ikke mødt nogen under den forudgående rekognoscering.”
En varm sommerdag i arresten. En smørstang, to ferskner og nøje afmålt tid.
Hvor skal man starte, og hvor skal man slutte samtalen med en af de absolutte hovedpersoner i Danmarkshistoriens mest omtalte kriminalsag.
Nagle ham til det altafgørende øjeblik. Skuddet. Som han knapt hørte, men som han bedre end nogen ved blev sandhedens øjeblik.
For ham selv er det vigtigste at punktere myterne.
Om sig selv som en slags 60’ernes sidste dinosaur, der pludselig stak hovedet frem – som et fortidigt revolutionært spøgelse.
Han mener tværtimod, at forholdet mellem verdens rige og fattige lande, som var udgangspunktet for gruppens politiske teorier, vil blive 90’ernes vigtigste politiske spændingsfelt.
Eller hans organisation, Kommunistisk Arbejdsgruppe – beskrevet som en hemmelig sekt – der under dække af idealistisk solidaritetsarbejde udførte systematisk kriminalitet.
Eksistens skyldes tilfældigheder
Torkil Lauesen var kriminel.
Men Kommunistisk Arbejdsgruppe var en traditionel politisk organisation, der havde solidaritetsarbejdet – tøjindsamling, loppemarkeder og informationsarbejde – og ikke kriminaliteten som fællesnævner.
Det var ikke en dækorganisation, der i sit allerhelligste havde en kriminel kerne. Ingen andre end dem, der var direkte involveret, vidste, hvad der foregik.
Familierne, kærester, venner. Ingen. Nogen måtte have mistanke, men ingen vidste noget.
Blekingegadegruppen – med dens ukendte medlemmer og dens fortsat ukendte historie – opstod ved en tilfældighed. Ikke som resultatet af en politisk strategi.
”Det er vigtigt at forstå, at vores fremkomst ikke grunder sig på en samfundsmæssig basis. Der er ikke nogle objektive årsager til vores eksistens. Som der er for for eksempel befrielsesbevægelserne i Den Tredje Verden, og som til dels er grundlaget for IRA i Nordirland og ETA i Baskerlandet.”
”Ligesom nogen kan forstå den radikalisering, der førte til De Røde Brigader i Italien. De omstændigheder er ikke tilstede i Danmark. Vores eksistens – Blekingegadegruppens eksistens -skyldes tilfældigheder. Den er resultatet af et sammenfald af personer og stærke meninger, der mødtes samme sted,« siger Torkil Lauesen.
Vi var ingen terrorgruppe
”Vores motivation lå ikke i den danske virkelighed, men i Den Tredje Verden. Vi lever i en tid, hvor de internationale sammenhænge spiller en stadig større rolle. Danmark handler med Den Tredje Verden og fører udenrigspolitik i forhold til den,” siger han.
”Men vores gruppe var ikke det, nogen kalder en terrororganisation. Vores aktiviteter sigtede ikke mod at ’underminere det danske retssamfund’, som for eksempel Jørgen Flindt Petersen skrev i sin leder i Det Fri Aktuelt efter dommen i landsretten. Denne sag – Købmagergade-røveriet – blev kun politisk, fordi vi blev taget. Før den tid blev røveriet opfattet som en kriminel handling uden politiske motiver,” siger han.
”Vi udsendte ikke noget politisk budskab, et communique, efter røveriet. Udbyttet blev ganske vist anvendt til et politisk formål i den 3. verden, men det var offentligheden ubekendt. Handlingen i sig selv blev ikke gjort politisk i forhold til det danske samfund,”siger han.
Torkil Lauesen vedstod på førstedagen af retssagen mod Blekingegade-gruppen sin rolle i røveriet i Købmagergade. Han fortalte om blufnummeret, hvor gruppen forklædt som politifolk skaffede sig adgang til politigården. Og hvordan han som sidste mand kastede sig ind bag i flugtbilen, der sekunder efter blev ramt af salven fra den første politipatrulje på stedet.
Og han vedstod sin rolle i planlægningen af ”Operation Good Ceasar”. Planerne om at bortføre den svenske milliardærsøn Jørn Rausing.
Det var en klam plan
Det var Torkil Lauesen, der natten før det planlagte overfaldstidspunkt den 7. januar 1985 holdt Rausing-lejligheden under observation. Fra et træ i parken overfor.
”Selv Rausing-planen ville, hvis den var blevet gennemført, have fremstået som en ren kriminel aktion. Uden noget politisk formål. Planen blev alene udarbejdet for at skaffe penge. Ofret blev udvalgt i sin egenskab af at være et formuende menneske, og ikke fordi han var en ’fæl’ kapitalist,” siger Lauesen.
Men konsekvenserne for Jørn Rausing?
”Udgangspunktet var givet. Han skulle ikke lide overlast. Den klamme plan skulle gennemføres for at skaffe et astronomisk beløb. Vi havde sikret os, at der ikke ville ske ham noget. Vi havde forhørt os om bedøvelsesmidlerne hos en læge, der ikke vidste, hvad de skulle bruges til. Vi havde afprøvet stofferne på os selv. Vi var overbeviste om, at der ikke var nogen risiko. Jeg ved godt, at der nu er en anden lægelig vurdering af den sag, men vi mente os sikre. Vi havde planlagt hans ophold i cellen. Indkøbt walkman, bøger, kassettebånd, bip-bip-spil og så videre for at lette livet for ham i cellen. Han skulle løslades, når aktionen var overstået og pengene udbetalt. Der var ikke noget direkte politisk mål med bortførelsen. Og det var ikke som bortførelserne af Aldo Moro i Italien eller Hans Martin Schleyer, arbejdsgiverformanden i Vesttyskland. Der var ingen planer om at slå nogen ihjel.”
Men I opgav planen?
”Ja! Alle havde det dårligt med den. Det var en rigtig dom. Det var frivillig tilbagetræden. Da det kom til stykket, ville ingen gennemføre den. Det var en klam plan. Men den var opstået ud af det morads, der var i Mellemøsten i starten af 80’erne. Tusinder af palæstinensere var slået ihjel. Husk massakren i flygtningelejrene Sabra og Chatila. De havde ingen penge. De havde ingenting.”
Og så bad de jer om hjælp?
”Nej. Vi blev ikke styret af nogen. Heller ikke af PFLP. Det var os, der fik ideen, tog initiativet.”
Det er et kardinalpunkt for Torkil Lauesen at få brudt sammenkædningen af Blekingegadegruppen med traditionel europæisk terrorisme. Som praktiseret af for eksempel Baader-Meinhof-gruppen Rote Armee Fraktion i Tyskland.
”Jeg mener, at den form for aktioner er meningsløse. Jeg tror kun på revolutionær forandring, der er baseret på en bred folkelig opbakning, som den findes i Den Tredje Verden. Hvis vi havde ønsket at lave aktioner, som for eksempel Rote Arme Fraktions i Tyskland, kunne vi have gjort det. Vi havde de fysiske midler. Men vi ville ikke,” siger han.
Ingen styrede os
En afstandtagen til traditionel terrorisme er for Torkil Lauesen det væsentligste bidrag til historien om Blekingegadegruppen.
Han kender det uafviselige svar.
At det er underordnet, om en mand dør, fordi han bliver offer for politisk motiveret terrorisme. Eller fordi han bliver offer for politisk solidaritetsarbejde.
Dér starter, og dér slutter ringen.
Det ved Torkil Lauesen.
Men som han ser det, blev politimanden hverken offer for terrorisme eller politisk solidaritetsarbejde.
For ham var Jesper Egtved Hansens død ”uagtsomt manddrab”. Det, der ikke måtte ske, skete. Og det har ingen mening i hver anden sætning, at afkræve ham bod og retfærdiggørelse for den 22-årige betjents død.
Han vil ikke retfærdiggøre. Men forklare.
”Vi følte os ikke som en avantgarde, der gik forrest i kampen. Vi ville ikke være en ny ’trend’ i det politiske miljø i Danmark. Vi havde ingen udadvendt propaganda, der skulle få andre med i illegalt arbejde. Vi stod for en konkret praksis med et konkret formål. At skaffe nogle penge. Men vores vej så vi bestemt ikke som en generel politisk strategi for Danmark.”
Hvordan kunne I overskride grænsen fra legal politisk aktivitet til kriminalitet?
”Jamen, vi har rejst meget. Set verden, som man siger.
Personligt var jeg bl.a. i det daværende Rhodesia og så resultaterne af Ian Smith-regimets krigsførelse. Andre var i Gaza, Libanon, Jordan og Indien. Al den krig og elendighed gjorde indtryk. Ikke mindst Israels invasion i Libanon i 1982. Vi blev langsomt radikaliserede i forholdet til, hvad man kunne gøre.”
Men hvorfor jer? Hvorfor i Danmark?
”Er det så mærkeligt? Er det mærkeligt, hvis en middelklassefyr i Caracas i Venezuela bryder ud og bliver revolutionær. Der er ikke noget mærkeligt i, at nogen bryder rammerne om deres velbehagelige liv og bliver revolutionære. Nelson Mandela var advokat. George Habash (PFLP’s leder, red.) var læge. Uden at ville sammenligne mig med dem, så er de også eksempler på enkeltindivider fra middelklassen, som bliver revolutionære uden selv at lide nød. Vi ville tage et direkte, et aktivt medansvar, ikke blot se passivt på verdens skæve gang.”
En helt almindelig dreng
Torkil Lauesen er fra et godt middelklassehjem i Korsør. Der blev ikke diskuteret politik. Han voksede op sammen med den almindelige velstandsstigning, der gav familien køleskab, tv, bil og parcelhus.
Han kom på kostskole i Holbæk, mens Vietnamkrigen rasede og blev langsomt tiltrukket af det politiske miljø omkring Gotfred Appels strengt hierakiske styrede, Kommunistisk Arbejdskreds, KAK.
Der mødte han en af Blekingegade-sagens skygger, den nu afdøde Jens Holger Jensen. Han blev dræbt ved en bilulykke i Århus i 1980.
”Han gjorde et fantastisk indtryk på mig. Holger arbejdede på B&W. Han tjente mange penge, det gjorde man dengang på B&W. Men han boede i et par lusede værelser i Nansensgade. Resten af sine penge gav han til Giro 1616, Vietnamindsamlingen. Det engagement var jeg betaget af.”
Jens Holger Jensen er blevet en af venstrefløjens sagnfigurer. Sammen med Gotfred Appel var han drivkraften i KAK og ungdomsorganisationen KUF, de to organisationer der mest militant og radikalt førte an i Vietnambevægelsen. Frem til kulminationen i slaget om Verdensbanken i 1970.
Søgelyset blev flyttet fra Vietnam til Mellemøsten. Efter årelang tavshed satte en række dramatiske terroraktioner pludselig den palæstinensiske sag på verdenssamfundets dagsorden.
For mig er det forbi
Blekingegadegruppens hovedpersoner knyttede tætte bånd til Folkefronten for Palæstinas Befrielse, PFLP, der foruden den væbnede kamp mod den israelske besættelsesmagt udførte et omfattende socialt arbejde for de palæstinensiske flygtninge. På flugt siden 1948. ”Danmark var medunderskriver af FN’s delingsplan for Palæstina, der gav jord til oprettelse af staten Israel og til palæstinenserne. Men Israel har efterhånden taget det hele. Og Danmark har indtil for nylig helt taget lovbryderens parti i denne konflikt. Vi holdt derimod med ofrene,” siger Torkil Lauesen.
Men ikke med de demokratiske spilleregler?
”Vi ville tage et aktivt medansvar. Det er rigtigt, at der har været et parlamentarisk flertal bag støtten til Israel, men det legitimerer ikke i mine øjne landets vedholdende overtrædelser af international lov og massive brud på menneskerettighederne. Det er disse overtrædelser, vi aktivt forholdt os til.”
Hvad er dit råd til politisk motiverede i vores samfund?
”De skal støtte befrielsesbevægelserne i den 3. verden.”
På jeres måde?
”Ja på vores måde. Vi sendte langt over 100 tons tøj afsted. Vi sendte telte og medicin. Og vi sendte gennem årene over en million kroner i ’legale’ midler.”
Men I blev netop kriminelle, fordi I ikke fik nok i kassen?
”Ja, men jeg tror, at betingelserne for denne type arbejde vil ændre sig i de kommende år. Nord-Syd-konflikten vil træde frem som den dominerende i verden, nu hvor Øst-Vest-konflikten er overstået. Den vil også blive langt mere nærværende i det danske samfund end tidligere. Skal EF blive de riges ’Fort Europa’, der skal forsvare sig mod de fattige horder mod syd og øst? Skal danske soldater via Nato, Vestunionen eller en EF-hær til at deltage i ekspeditionskorps rundt i Den Tredje Verden? Skal den nye økonomiske supermagt EF slås dels mod USA og Japan for at få den størst mulige del af det globale marked, dels mod Den Tredje Verden, som ikke længere vil finde sig i at være leverandør af billig arbejdskraft og råvarer, samt losseplads for det svineri vi ikke selv vil have liggende? Nord-Syd-konflikten trænger sig på. Det bliver sværere og sværere at hygge sig i smug.”
Altså ikke på Blekingegadegruppens måde?
”Nej. For mig er det forbi. De personlige omkostninger er for store. Og en mand døde.”
Mener Torkil Lauesen. Manden fra Blekingegade.
