»Navnet Blekingegadebanden er pressens etikette på vores gruppe. Vi betragter os først og fremmest som deltagere i en politisk gruppe«, lyder det i indledningen til den 60 sider lange artikel, som de centrale medlemmer af gruppen offentliggør i næste nummer af tidsskriftet Social Kritik. Foto: Mark Knudsen/Monsun
»Navnet Blekingegadebanden er pressens etikette på vores gruppe. Vi betragter os først og fremmest som deltagere i en politisk gruppe«, lyder det i indledningen til den 60 sider lange artikel, som de centrale medlemmer af gruppen offentliggør i næste nummer af tidsskriftet Social Kritik. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Om artiklen

Torkil Lauesen og Jan Weimann interviewes af Niels Fastrup og Martin Lindblom/Monsun.

Oprindelig bragt i Modkraft.dk, 19. februar 2009. [Link til versionen på Internet Archive WayBack Machine]

Vi så den tredje verden som brændpunktet. Her var der åbenlys kamp i form af massebevægelser, eksempelvis PFLP, der tog våben i hånd for at gøre op med lokale magteliter og vestlig udbytning. Vi så det som vores hovedopgave at støtte de progressive befrielsesbevægelser, der var aktive i kampen mod de rige, imperialistiske lande. Vi ønskede brændende at være med til at give disse mennesker et værdigt liv. For os er det det, historien om vores gruppe dybest set handler om.

– Det er rigtigt, at vi har stjålet våben og røvet penge for at støtte PFLP i deres kamp, men når alt kommer til alt, drejer Blekingegade-sagen sig om politik og ikke terrorisme, udtaler Torkil Lauesen, et af Blekingegadegruppens nøglemedlemmer.

Sammen med Jan Weimann, der også var med i gruppen, har han sagt ja til at medvirke i et yderst sjældent interview med Modkraft.dk, som de giver i forbindelse med en tekst, de har skrevet til tidsskriftet Social Kritik.

I interviewet afviser de en række påstande om deres forbindelse til terror, der i de seneste år har været fremme i medierne.

Ifølge Torkil Lauesen og Jan Weimann har de hverken samarbejdet med Rote Armee Fraktion, »Sjakalen« Carlos, Wadi Haddads Special Forces eller lignende væbnede grupper. De har heller ikke været i træningslejre i Mellemøsten, men står ved at have samarbejdet med den palæstinensiske Popular Front for the Liberation of Palestine (PFLP).

De to tilhørte sammen med nu afdøde Niels Jørgensen den såkaldt hårde kerne i Blekingegadegruppen, der i 70’erne og 80’erne udførte flere røverier og indbrud i våbendepoter med henblik på at støtte en række anti-imperialistiske befrielsesbevægelser, først og fremmest PFLP. »Navnet Blekingegadebanden er pressens etikette på vores gruppe. Vi betragter os først og fremmest som deltagere i en politisk gruppe«, lyder det i indledningen til den 60 sider lange artikel, som de centrale medlemmer af gruppen offentliggør i næste nummer af tidsskriftet Social Kritik. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Gruppen blev anholdt i 1989 efter at have udført et spektakulært røveri mod postkontoret i Købmagergade i det indre København, hvor en betjent blev dræbt under røvernes flugt.

Vil gerne frem med egen version af sagen

I forbindelse med retssagen og under den efterfølgende fængsling gav gruppens medlemmer enkelte interviews, men siden løsladelsen har ingen af de tre kernemedlemmer udtalt sig direkte til pressen.

I har ikke givet interview i femten år. Hvorfor sker det nu?

– Det skyldes den massive omtale, som Blekingegade-sagen har fået de seneste år, især som en konsekvens af Peter Øvigs bøger om »Blekingegadebanden«. Bøgerne har fået status af historisk sandhed om vores gruppe, og det vil vi gerne rokke ved. Vi synes i hvert fald, at der er noget at tilføje og noget at trække fra, siger Torkil Lauesen og tilføjer:

– Øvigs bøger har meget karakter af »Station 2-bøger«. Han behandler først og fremmest sagen som en ren kriminalsag, og hans vigtigste kilder er politiet. Er der endelig noget politisk i bøgerne, så skriver han det ind i en terrorsammenhæng og ikke en sammenhæng, hvor det handler om opgør med imperialisme og kolonisering. Disse ord har måske en antikveret klang i dag, men var ikke desto mindre tidens mantra i 70’erne og 80’erne.

For at give det, som gruppen betragter som en mere sandfærdig version af deres historie, har Torkil Lauesen, Niels Jørgensen og Jan Weimann i længere tid arbejdet på en tekst med titlen »Det handler om politik«, der udgives i næste nummer af tidsskriftet Social Kritik, som udkommer den 25. februar.

Da teksten i grove træk var færdig før Niels Jørgensens død i sensommeren 2008, står alle tre medlemmer som forfattere til det 60 sider lange dokument, som de håber, kan være med til at give et mere nuanceret billede af deres aktiviteter og ikke mindst sætte dem ind i den politiske kontekst, som de mener, er altafgørende for forståelsen af deres legale såvel som illegale virke i perioden fra slutningen af 60’erne og frem til anholdelsen i april 1989.

I teksten giver de tre en udførlig præsentation af den politiske analyse, den såkaldte snylterstatsteori og senere teorien om »det ulige bytte«, som forklaring på deres illegale praksis. De redegør også for gruppens historiske udvikling, ligesom de gennemgår en række af de kriminelle forhold, der knytter sig til deres tidligere aktiviteter.

Peter Øvig: Blekingegadegruppen var celle i terrornetværk

En af hovedpointerne i Peter Øvig Knudsens bøger er, at sandheden om Blekingegade-gruppen ikke kom frem under retssagen i 1990-91.

Gruppen blev ganske vist dømt for en række røverier og indbrud i militære våbendepoter, men det, som ifølge den Cavling-prisbelønnede forfatter var sagens egentlige kerne, blev aldrig belyst.

Blekingegade-folkene var nemlig ikke bare politisk motiverede kriminelle. Ifølge Øvig udgjorde den illegale gruppe i virkeligheden en celle i et internationalt terrornetværk omfattende RAF, de Røde Brigader og Carlos »Sjakalen«, der blev ledet fra Mellemøsten af PFLP.

Peter Øvig antyder, at når Torkil Lauesen, Jan Weimann, Niels Jørgensen og de øvrige tiltalte i sagen ikke blev anklaget og dømt efter terrorparagraffen, skyldtes det, at højtstående personer i justitsministeriet frygtede gengældelsesaktioner fra PFLP. Af frygt for den palæstinensiske kamporganisation valgte man at skrive terrorproblematikken ud af anklageskriftet og i stedet fokusere på de mere »ordinære« kriminelle forhold.Ifølge Torkil Lauesen og Jan Weimann har Peter Øvigs bøger om »Blekingegadebanden« fået status af »historisk sandhed om vores gruppe«. En sandhed, som de gerne vil rokke ved.

Et væsentligt led i Peter Øvigs argumentation for den danske gruppes internationale terrorforbindelser er nogle møder i Bagdad i Irak mellem den militante palæstinenserleder Wadi Haddad og ledende medlemmer af Kommunistisk Arbejderkreds (KAK), den politiske organisation, hvor de senere medlemmer af Blekingegadegruppen trådte deres barnesko i 1970’erne.

Møderne fandt angiveligt sted i starten af 1977, og når forfatteren fremhæver dem, skyldes det formentlig, at Wadi Haddad udgjorde den taktiske hjerne bag nogle af 1970’ernes mest omtalte terroraktioner, bl.a. kidnapningen af OPEC’s olieministre i Wien i 1975 og kapringen af et Lufthansa-fly i efteråret 1977 i samarbejde med RAF.

Ifølge Peter Øvig deltog tre KAK’ere i møderne: Gotfred Appel, Ulla Hauton og den unge Holger Jensen, der indtil sin død i 1980 fungerede som KAK’s operationelle hovedmand.

Hvad Peter Øvig ikke ved, er, at et fjerde medlem af KAK deltog på møderne i Bagdad i Irak, nemlig Jan Weimann.

Jan Weimann bekræfter overfor Modkraft.dk, at møderne fandt sted, og at KAK’erne og palæstinenserlederen, der på daværende tidspunkt havde forladt PFLP og dannet sin egen organisation ved navn »Special Forces«, i løse, overordnede termer diskuterede et muligt samarbejde, herunder et operationelt samarbejde. Han afviser imidlertid Peter Øvigs påstand om, at Holger Jensen sagde ja til at indlede et samarbejde med Wadi Haddad.

– Wadi Haddad startede mødet meget direkte: »Hvordan kan vi samarbejde?« Vi skulle fremlægge vores aktionsformer, og så ville han fremlægge sine, og så kunne vi se, hvordan vi kunne hjælpe hinanden. Så tog Gotfred ordet og sagde »hov, hov, vent lidt, hvis man skal samarbejde, så må man samarbejde ud fra en eller anden politisk platform, så hvad er jeres, og hvad er vores?«

– Så kom Wadi Haddad med en politisk analyse, og vi fortalte om vores snylterstatsteori. Så gik vi hver til sit for at mødes dagen efter, fortæller Jan Weimann, der erindrer, at møderne fandt sted i en villa under store sikkerhedsforanstaltninger.

– Wadi Haddad ville have, at vi kunne indgå i hans aktioner. Han nævnte intet konkret, men idéen var, at vi skulle være en del af hans operationsnetværk. Hvis han havde brug for en europæer, så skulle han kunne bede os om det, og hvis vi havde brug for noget, våben, forfalskede pas, så skulle vi bare bede om det. Men det sagde vi nej til, og alle bakkede op om den beslutning.

– Vi var ikke enige i hans politiske analyse. Hans strategi med elitære, militære operationer var et stort skridt væk fra at mobilisere den brede palæstinensiske befolkning, som George Habash’ PFLP stod for. Vi valgte derfor at fortsætte samarbejdet med PFLP, der havde den folkelige forankring, forklarer Jan Weimann.

Peter Øvig skriver, at det er sandsynligt, at Holger Jensen i månederne efter møderne deltog i forberedelserne til nogle af Wadi Haddads terroraktioner. Hvordan kan I være sikre på, at Holger Jensen ikke brød partilinjen og i det skjulte og på egen hånd samarbejdede med Wadi Haddad?

– Det er meget svært at forestille sig. Disciplinen var ekstremt hård i KAK. Gotfred Appel og især Ulla Hauton styrede Holger Jensen og alle os andre unge med fast hånd. På det tidspunkt kunne vi ikke tage en time fri, uden at de vidste, hvor vi var og hvad vi lavede. Det er utænkeligt, at Holger Jensen skulle have fartet rundt i Europa og deltaget i aktioner på egen hånd, siger Torkil Lauesen.

Men Peter Øvig refererer jo fra politiets afhøring af Gotfred Appel, hvor han fortæller om Holger Jensen.

– Ja, Gotfred Appel var en snu ræv. Han var jo – med rette – frygteligt bange for at blive anklaget for planlægning af kriminelle aktiviteter, så han forsøgte at redde sin røv. Han var jo godt klar over, at hvis han bare nægtede ethvert kendskab til noget som helst, og der så på et tidspunkt er en af de sigtede, der siger noget om ting, der er sket i hans »regeringstid«, så kunne han havne på anklagebænken. I den situation valgte han at forklare, at Holger sagde ja til samarbejdet med Haddad og derfor måtte sættes på plads af Gotfred, siger Jan Weimann.

I samme manøvre tilbageholdt Gotfred Appel oplysningen om, at Jan Weimann deltog i mødet med Haddad i Bagdad, lyder Weimanns forklaring.

– Det er underligt, at Øvig ikke ser Appels motiver, ikke mindst fordi Øvig har kendskab til, at der også i KAK-perioden foregik røverier. Men han er så forhippet på et samarbejde med Haddad, for så kan der skrives 100 sider om det. Vi skal hægtes op på terror, konkluderer Torkil Lauesen.

Mødte ikke RAF i træningslejre

I bliver også hægtet sammen med Rote Armee Fraktion. Bl.a. skriver Peter Øvig, at I sandsynligvis har været i PFLP-træningslejre i Mellemøsten sammen med RAF-folk.

– Det med træningslejrene er jo noget, der hører hjemme i begyndelsen af 70’erne. Den viden vi havde brug for om observationsteknikker og konspirativt arbejde, kunne PFLP ikke hjælpe os med. Personligt har jeg aldrig været i træningslejr sammen med hverken PFLP’ere eller andre europæere. Når jeg har besøgt Libanon, har jeg sammen med en kammerat gået et afsides sted hen og fyret et par magasiner af, men jeg har aldrig været i træningslejr, siger Torkil Lauesen.Guerillasoldater fra PFLP på patrulje i bjergene øst for Jordanfloden i 1969. Medlemmerne af Blekingegade-gruppen besluttede tidligt at yde støtte til den palæstinensiske befrielsesorganisation. Foto: Thomas R. Koeniges

Torkil Lauesen og Jan Weimann forklarer, at når KAK sendte folk ned til PFLP, var skydetræning en biting. Politiske diskussioner stod højt på dagsordenen, men hvad enten det handlede om det ene eller andet, mødte KAK-folkene aldrig andre end de få PFLP-folk, der fungerede som værter og instruktører.

– Af sikkerhedshensyn var vi hysteriske med ikke at møde andre europæere. Når vi lavede kriminelle ting, så forsøgte vi at styre sikkerheden. Samarbejdede vi med andre, blev det svært at styre sikkerheden. Bare det at sætte sig og diskutere med en anden gruppe, der besøgte PFLP, ville jo medføre, at de kendte vores eksistens, og det ønskede vi ikke. Det måtte ikke være kendt noget som helst sted, at der fandtes en underjordisk, dansk politisk gruppe, siger Jan Weimann.

Jan Weimann forklarer, hvordan det foregik, når de besøgte PFLP i Beirut.

– Man satte sig ind i en taxa i lufthavnen og bad om at blive kørt til f.eks. det Amerikanske Universitet. Når man så var i nærheden, stod man af og gik hen til en bygning, hvor PFLP havde deres kontor for »Foreign Affairs.« Der stod så en bevæbnet vagt og undersøgte dig for våben.

– Når man kom op på kontoret, satte man sig til at vente og prøvede at ligne én, der ikke var dér. I venteværelset kunne der godt sidde andre europæere, men dem talte vi ikke med, slet ikke! Vi kunne jo ikke vide, hvem de var, beretter Jan Weimann.

Senere mødtes Blekingegade-folkene med deres kontakter i PFLP på andre, mere sikre måder i bl.a. Syrien, Østberlin og Sofia i Bulgarien.

Det var imidlertid ikke primært sikkerhedsmæssige overvejelser, der blokerede for et samarbejde med RAF. Ifølge Jan Weimann og Torkil Lauesen var de politiske og strategiske forskelle på den tyske og den danske gruppe afgrundsdybe.

– Allerede i 1975 publicerer vi en artikel, hvor vi kritiserer RAF. De ville skabe en front i Vesteuropa, det troede vi slet ikke på. Når vi ikke, i modsætning til RAF, udsendte politiske udtalelser, hvor vi redegjorde for vores kriminelle praksis, så skyldtes det jo netop, at vi ikke troede på væbnet kamp endsige revolution i Europa.

– Vores illegale aktiviteter handlede om at indsamle penge til PFLP og andre grupper til brug for deres befrielseskamp i den tredje verden, ikke om at slå til mod eller lægge pres på den danske stat. Man lægger ikke pres på nogen ved at røve en pengetransport i Købmagergade, det er kriminalitet, ikke terror. Det blev ikke engang opfattet som politisk, før vi blev anholdt i 1989, siger Torkil Lauesen.

Men selvom I havde forskellige politiske strategier og mål, kunne I vel godt have et operationelt samarbejde med RAF?

– Ja, men så skal man stille spørgsmålet: Da vi havde brug for pistoler, hvorfor henvendte vi os så ikke til RAF, men til PFLP for at få dem og tog helt til Rom for at hente dem, svarer Jan Weimann med henvisning til det forhold, at gruppen havde meget svært ved at skaffe sig pistoler, der kunne bruges i forbindelse med røverierne.

En plan om at stjæle dem fra svenske politistationer blev opgivet og det endte med, at man via PFLP’s mellemkomst fik nogle stjålne politipistoler fra Italien.

– Vi har ikke mødt eller haft samarbejde med RAF, De Røde Brigader eller Carlos, sådan som det har været antydet i flere medier. Vi har mødt en, der kendte dem, nemlig Wadi Haddad – men ham havde vi intet samarbejde med, siger Torkil Lauesen.

Plan om våbensmugling var tåbelig

Men så er der de håndgranater, som nogle RAF-folk medbringer i forbindelse med en aktion mod en amerikansk flådebase i Spanien i 1988. Ifølge Jyllands-Posten stammede de fra et indbrud i et svensk våbendepot ved Flen, som I udførte i 1982.

– Det er jo ikke sikkert, at de der granater stammer fra os. Der var tale om granater af samme type, som dem vi havde stjålet. Men vi kan da ikke udelukke, at de stammer fra det indbrud, vi udførte.

– PFLP bad om våben, og vi påtog os at hjælpe dem uden at have nogen plan for, hvordan vi skulle få dem smuglet videre til de besatte områder, hvor palæstinenserne havde brug for dem. Det viste sig at være meget vanskeligt. Vi havde bl.a. en plan om at smugle panserværnsraketter skjult i surfbrætter, men ingen af os havde lyst til at rejse ind i Israel med brætterne liggende på taget af bilen, forklarer Jan Weimann og fortsætter:

– Det var tåbeligt, det var jo en lidelse for os, hver gang vi skulle skifte dæklejlighed. De våbenkasser vejede jo som ind i helvede, men vi kunne jo heller ikke lide bare at droppe dem et eller andet sted.

– I desperation lavede vi så en plan med PFLP om nogle depoter rundt omkring i Europa, hvorfra de så måske selv kunne stå for indsmuglingen. Vi lavede et depot i Frankrig, der blev opdaget via en PFLP-informant. Men PFLP eller andre kan have været inde og grave i det og givet våben videre til andre, det kan vi jo ikke vide.

– På den måde kan man angribe os for ikke at have sikret, at de våben kun blev brugt i Palæstina. Da det gik op for os, at vi ikke kunne få tingene ind i de besatte områder, lavede vi den her nødplan, og det var jo en nødløsning, hvor vi ikke havde kontrol med, hvad der kom til at ske med de våben, erkender Jan Weimann.

Kæmpede for et værdigt liv

Men selvom I ikke samarbejdede med Wadi Haddad, RAF eller andre grupper, så støttede I jo beviseligt PFLP, herunder med store pengebeløb, der har sat dem i stand til at operere og udføre deres aktioner. Hvis PFLP er en terrororganisation, gør det jer så ikke til terrorstøtter?

– Vi mente – og mener fortsat – at det er legitimt at føre væbnet kamp mod en besættelsesmagt. Dertil kommer, at Israel ikke er – og heller ikke dengang var – en retsstat. Kig på de udenoms-juridiske henrettelser, som Israel udfører i dag. Jeg synes, at det er langt ude, at man kan sætte PFLP på en terrorliste, som EU og USA har gjort efter 11. september 2001, svarer Torkil Lauesen og fortsætter:

– PFLP lavede de der flybortførelser i starten af 70’erne, i øvrigt uden at dræbe nogen. Så har de skudt den israelske turistminister for nogle år siden som reaktion på mordet på en af deres ledere. Dertil kommer et par selvmordsangreb i nyere tid, hvoraf nogle var rettet mod militære mål, og hvor de civile tab under alle omstændigheder har været beskedne. Hovedparten af PFLP’s aktivitet er af civil karakter, dvs. handler om politisk mobilisering og sociale projekter.

– Vi så den tredje verden som brændpunktet. Her var der åbenlys kamp i form af massebevægelser, eksempelvis PFLP, der tog våben i hånd for at gøre op med lokale magteliter og vestlig udbytning. Vi så det som vores hovedopgave at støtte de progressive befrielsesbevægelser, der var aktive i kampen mod de rige, imperialistiske lande.

– Vi ønskede brændende at være med til at give disse mennesker et værdigt liv. For os er det det, historien om vores gruppe dybest set handler om, siger Torkil Lauesen.