Myten om støvlerne blev oprindelig spredt af Israel efter Sinai-felttoget i 1956. I følge den israelske propagandamaskine – og utallige gange efterplapret af den godtroende vestlige presse, der som et evangelium trykker alt, hvad der kommer fra israelske kilder – tog de arabiske soldater i Sinai-ørkenen deres støvler af “for at kunne flygte hurtigere” … “de smed deres støvler væk for lettere at kunne løbe gennem ørkenen” (Henriques, “100 timer til Suez”, s. 89).
Historien blev mødt af et lettroende publikum over hele den vestlige verden og stod i virkeligheden fuldstændig uimodsagt i over 10 år. Kun få mennesker kendte betingelserne i Sinai-ørkenen eller sandets temperatur, osv. og naturligvis ville ingen “retsindig, fact-søgende” vesterlænding lade sig overbevise af, hvad en eller to ægyptiske officerer havde at sige.
Denne gang ser sagen helt anderledes ud. Skønt de samme ting blev gentaget igen og igen og de samme fotos blev offentliggjort, med næsten de samme billedtekster, har israelerne og deres venner denne gang skudt over målet. De er blevet for berusede af deres sejr til at bryde sig om, hvilke kendsgerninger, der skulle offentliggøres, og hvilke, der skulle undertrykkes. Vi er glade for at kunne sige, at vi for at gendrive denne uhyrlige løgn næsten udelukkende har benyttet os af israelske og zionistiske kilder og fotografier.
Her er hvad der virkelig skete:
1) Israelerne tvang deres krigsfanger til at tage deres støvler af som vist på ovenstående foto.
Skønt vi ikke har fotografisk materiale, der viser, at det også var tilfældet i 1956, har tilbagevendte krigsfangers beretninger fra dengang vundet større tiltro.
2) Efter at have berøvet fangerne deres støvler, lod israelerne dem slippe fri i ørkenen. Ifølge det brasilianske tidsskrift “Manchete” (1. juli 1967, s. 14): “Israel forsøgte ikke at forøge dets antal af fanger. Det afvæbnede mange af dem og drev dem væk.”
3) Enhver, som nogensinde har været ved en strand i et varmt land, må kunne forestille sig konsekvenserne af denne handling: det er næsten umuligt at gå mere end et par meter på sand, der er over 40 grader varmt, resten bliver ren tortur.
4) Det er ganske klart, at ægyptiske krigsfanger ikke af sig selv ville have kastet deres eneste beskyttelse væk (og foretrukket at gå på sand og sten, hvis temperatur på den tid af året i Sinai-ørkenen er et sted mellem 60 og 70 grader varmt.
5) Det er også ganske klart, at hvis de havde kunnet bruge deres støvler, ville de, der overlevede, ikke have brugt deres undertrøje til bandage om fødderne.
Disse billeder viser tydeligt, at ingen ved sine sansers fulde brug ville kaste sine støvler væk for at blive skoldet med vilje, og derefter vikle fødderne ind i bandage. De viser også tydeligt, hvilken tortur Israels krigsfanger blev udsat for.
6) Israelerne indrømmer selv, at betingelserne i Sinai var meget hårde. “Mellem kl 9 og kl 4 om eftermiddagen var heden næsten ikke til at holde ud, ofte var der tæt ved eller endog over 40 grader varmt i skyggen; det metal på tanks og geværer, der vendte mod solen, blev varmt nok til at fremkalde vabler på ubeskyttet hud” (”Jerusalem Post Magazine”, juni 1967, s. 5)
Mens deres fanger forsætligt blev overladt til døden som følge af tørst, sult og forbrændinger, beklagede deres udenrigsminister Abba Eban sig i FN over, at “USSR foretager obskøne sammenligninger mellem de israelske tropper og nazisterne”.