Wildcat har i ak nr. 609 fra oktober 2015 præsenteret den tese at: den ”Streikenwellen der letzten jahre hat eine Weltarbeiterklasse Gestalt angenommen”. [*] Det synspunkt vil jeg gerne udfordre. Jeg mener Wildcat overser det imperialistiske aspekt i de globale produktionskæder, der karakteriserer den nuværende kapitalisme. Imperialismen har delt verden i lande, der overvejende producerer og lande der overvejende konsumerer. Imperialismen har historisk og aktuelt skabt vidt forskellige rammer og perspektiver for klassekampen i henholdsvis imperialistiske og udbyttede nationer. Imperialismen har delt den globale arbejderklasse.
Det nye proletariat
Der er sket store forandringer i den globale arbejderklasse de sidste årtier. Den neoliberale globalisering har skabt en vækst af proletariatet i ”Syd”. Mellem 1980 og 2011 voksede den globale arbejdsstyrke, indrulleret i kapitalismen, ifølge International Labour Organisation (ILO) fra 1,9 til 3,3 milliarder mennesker, en stigning på 73 %. Kina, Rusland og Østeuropas integration i den globale kapitalisme har betydet en udvidelse af historiske dimensioner.
Men ikke blot er over en milliard nye arbejder blevet indrulleret i den globale kapitalisme. Arbejdsfordelingen mellem ”Nord” og ”Syd” er radikalt forandret. Nedenstående graf viser forandringerne i fordeling af industriarbejdere mellem ”Nord” og ”Syd”. I 1980 var der nogenlunde lige mange industriarbejdere i højt- og lavtløns-lande. I 2010 befandt 541 millioner industriarbejdere, svarende til 79 % af den globale industriarbejderstyrke sig i ”Syd”. 40 % af verdens industriarbejdere findes i Kina alene. Der er 145 millioner industriarbejdere tilbage i de imperialistiske lande. Tyngdepunktet i verdens industriproduktion er flyttet fra ”Nord” til ”Syd”.
Den globale industrielle arbejdskraft [1]
I Vesten begyndte vi i 1980-erne at tale om det postindustrielle samfund. Men hvis ”vi” er hele menneskeheden, så lever vi bestemt ikke i en postindustriel verden, nærmere i et nyt stadie af global industrialisering. Der er ”nogen”, der fremstiller de skærme, computere, iPhones og iPads vi laver ”postindustrielt” arbejde med og der er ”nogen”, der fremstiller den stadig øgende mængde af særdeles materielle varer vi konsumerer. Industriel produktion er ikke ved at forsvinde. Arbejdet bliver bare i stigende grad udført i ”Syd”.
Industrialiseringen af ”Syd”
Industrialisering af “Syd” var løsningen på kapitalismens krise I 1970erne. En krise skabt dels af et pres fra arbejderbevægelsen i ”Nord” for højere løn og mere velfærdsstat, dels af de nationale befrielseskampe i Syd. Industrialisering af ”Syd” skal imidlertid ikke ses som en imødekommelse over for dette pres; tværtimod. Det var ikke et skridt mod en mere lige verden, men en uddybning af de imperialistiske relationer på globalt plan.
Denne nye politiske økonomi hviler på to fundamenter. For det første udviklingen af nye produktivkræfter inden for kommunikation, logistik og ledelse: computere, internet, mobiltelefoner, containertransport. Selve produktionen er blevet globaliseret i form af transnationale produktionskæder, hvor de enkelte delprocesser lokaliseres der hvor produktionsomkostninger, infrastruktur, skat, osv. er optimal for kapitalen. For det andet på udviklingen af neoliberal politik: fjernelse af nationale barrierer for den frie bevægelighed af kapital og varer, privatisering af offentlige ejendom og virksomhed, etablering af nye globale institutioner som Verdenshandelsorganisationen (WTO), G-møder og anden form af den globale politiske ledelse, og endelig nye militære strategier, som sigter mod at rulle nationale og socialistiske projekter, som modsætter sig denne dagsorden, tilbage.
Industrialisering af ”Syd” sker under helt andre forhold og i en helt anden ramme end industrialisering af ”Nord”. Her kunne industrialiseringen, fra midten af 1800-tallet og hundrede år frem, foregå i en gensidig forstærkende dynamik mellem voksende masseproduktion og et købedygtigt hjemmemarked. En dynamik, der blev igangsat og vedligeholdt med kolonialismens og imperialismens supplerende bidrag. Den igangværende industrialisering i ”Syd” er hovedsagelig baseret på eksport til ”Nord”, ikke på et hjemmemarked. Der er hverken de politiske eller økonomiske forudsætninger for at gennemløbe den proces, der skabte ”Nords” industrialisering. Proletariatet i ”Syd” har vanskeligt ved at hæve lønniveauet. Dels er de presset af en enorm reservearme af arbejdsløse, der ikke kan udvandre og ”settle” som det var muligt for den europæiske arbejder i 1800-tallet. Dels er der ingen kolonial periferi til at komme med et supplerende bidrag, der kan skabe et voksende hjemmemarked.
Lønniveauet for industriproduktion i ”Nord” flyttede ikke med, da industrien blev outsourcet. Kina, Sydafrika eller Brasiliens industrialisering vil ikke skabe en vesteuropæisk levestandard for befolkningen. Tværtimod er det lave lønniveau selve drivkræften i processen. Kapitalen kan opnå et lavere lønniveau på to måder: En udflytning af produktionen til lande med lav løn. Import af immigrantarbejdere fra lavtløns-lande. Først nævnte er langt den vigtigste form, fordi arbejdskraftens bevægelighed er stærkt reduceret af lovmæssige restriktioner bakket op af ”Fort Europas” og af USA’s militariserede grænser. De produktionsgrene, der har vanskeligt ved at flytte ud til den billige arbejdskraft, f.eks. visse landbrugs-, gartneriproduktioner, rengøring og andre serviceydelser, søger at erstatte den højt betalte arbejdskraft med de immigrantarbejdere, det trods alt er lykkes at komme ind de rige lande i ”Nord”. Fælles for dem alle er, at de får en lavere løn end den ”hjemlige” arbejderklasse.
Lønforskellen mellem ”Nord” og ”Syd” er i gennemsnit ca. 15 til 1. 1,2 milliarder arbejdere i ”Syd” tjener mindre en 2 dollars om dagen. Ud af dem har 535 millioner mindre en 1$ om dagen. [2] Selv de lavest lønnede i ”Nord” tjener mange gange mere end arbejderne i ”Syd”. I følge Verdensbanken sendte de 210.000 immigranter fra Bangladesh, der lever i England, i 2013 i gennemsnit 4058 $ hjem. [3] Til sammenligning tjente en arbejder i tekstilindustrien i Bangladesh 2013 1380 $. Det vil sige, at en immigrant i England årligt kunne sende et beløb hjem til familien, svarende til tre års løn i Bangladesh.
Imperialisme
De hundrede millioner af nye proletarer i ”Syd”, som er blevet en del af den globale kapitalisme har uddybet det imperialistiske aspekt. Det lave lønniveau skaber dels en højre profitrate til kapitalen i ”Nord” – superprofitter – dels billige varer til forbrugerne, som også først og fremmest befinder sig ”Nord” – ulige bytte. [4] Lad os tage et konkret eksempel på denne imperialisme. Apple er en såkaldt ”fabless” – fabriksløs virksomhed. Apple i USA udvikler software og design, salget er globalt – hovedsagelig i ”Nord” – men selve produktionen finder sted i Asien. Delkomponenterne fremstilles af firmaer som Toshiba, og Samsung. Alle delkomponenter fragtes til Shenzhen i Kina, hvor firmaet Foxconn har enorme samlefabrikker. I Foxconn’s fabrikker i Longhua i Shenzhen, hvor arbejderne samler iPhones, iPads og computere arbejder, sover og spiser 400.000 kinesiske arbejdere. Lønnen på fabrikken var i 2009 på minimumsniveauet for det tilladte i Shenzhen, nemlig 83 cent i timen.
Arbejdstiden i Shenzhen er 12 timer seks dage om ugen. [5] Ledelsen i Apple koncernen i Californien kalder FoxConns fabriksby for ”Modor”, en reference til helvede i Tolkiens historie ”Ringenes herre”. [6] En række tragiske selvmord i 2010 i FoxConns fabrikker viser, at denne metafor ikke er uden relevans. [7]
Den amerikanske politiske økonom, Donald Clelland har undersøgt hvilken betydning forskellige produktionsbetingelser og lønniveauer mellem Kina og USA har for overførslen af værdi fra ”Syd” til ”Nord” – et ulige bytte-forhold Clelland benævner ”dark value”, fordi det ikke er synligt i statistikker og regnskaber. Ifølge Clelland var prisen for en iPad i en forretning i USA i 2011 499 $. Apples produktionsomkostninger var i alt 275 $, Apples profit var således 224 $, det vil sige ca. 45 %. Ud af produktionsomkostningerne på 275 $, gik 150 $ til udvikling design og marketing i ”Nord”, mens 33 $ gik til produktionen hos Foxcom i Kina, som betalte ca. 8 $ i arbejdsløn for at samle en iPad. [8] Hvis en iPad skulle fremstilles i USA ville produktionsomkostningerne ikke være 33 $ men 178 $. Og hvis vi går et spadestik dybere ned i produktionskæden finder vi, at delkomponenterne hovedsagelig også er produceret i ”Syd” med en lønandel, der andrager ca. 39 $ pr. iPad. Hvis denne del af produktionen skulle foregå i USA ville lønnen være ca. 186 $. Der tilkommer hvad Apple sparer af miljøomkostning ved at henlægge produktionen til Kina. [9]
I konklusionen i sin analyse af iPad produktionen, skriver Clelland:
“Conservatively, I estimate that the total dark value added to the worth of an iPad is $472 per unit. So core production would nearly double the price. Without Asian dark value drains, sales would drop and Apple’s profit rate would be quite low.
Apple and other transnational capitalists provide to consumer’s value that is three times what they collect. This is the core of the Apple…. It gives away to all classes in the core the blood, sweat and tears of the Global South working class. Transfers of this sort are typical of historical capitalism. The core of the Apple is the core of the world-system. The core of the core is its exploitative relationship with the periphery.” [10]
De samme beregninger kan gøres for vores Adidas eller Nike sko, vores jeans og tøj osv. Zak Cope har i bogen ”Divided World Divided Class” beregnet størrelsen af overførslen af værdi fra udbyttede lande til imperialistiske lande i 2009 til ca. 6.500 milliarder dollars. [11]
En delt verden – en delt arbejderklasse
I runde tal disponerede den gennemsnitlige borger i Latinamerika i år 2000 over 1/13 af indkomsten af en gennemsnitlig borger i ”Nord”. For Asiens vedkommende var forholdet 1/24 og for Afrika 1/60. [12] Der eksistere i dag en kløft i den globale arbejderklasse mellem hvad, der kan betegnes som et globalt proletariat og det Lenin kaldte arbejderaristokrati, som vi i dag kan betegne som et ”forbruger-aristokrati”.
Traditionen tro, har den ortodokse marxisme argumenteret for en klar klassemæssig to-deling i kapitalismen: kapital og arbejderklasse. Negri og Hardts beskrivelse af den globale kapitalisme i deres bog ”Empire” er et moderne eksempel, på en sådan klar todeling mellem klodens sociale kræfter – Imperiet og multituden. En bevægelse, der tager udgangspunkt i denne opfattelse er for eksempel ”Occupy Wall Street” med sloganet ”We are the 99 %”. På den tid Marx forfattede Det Kommunistiske Manifest er det let forståeligt, hvordan man kunne foretage denne klare opdeling mellem et bourgeoisi, der besad kapital og et proletariat, der kun havde deres arbejdskraft at sælge, men siden er det blevet mere komplekst.
At betragte enhver, som ikke direkte ejer produktionsmidler og sælger sin arbejdskraft som proletar er ikke nok til at forstå den sociale handlen. En fodboldspiller i den engelske Premiere League havde f.eks. i 2006 en gennemsnitlig indkomst på 676.000 £ før diverse bonus. [13] Det er naturligvis et ekstremt eksempel, men ikke specielt. I moderne kapitalisme er den administrerende direktør, mellemledere, akademisk personale og så videre alle lønarbejdere. Som beskrevet konsumerer disse lønarbejder mere værdi end de skaber. Hvor langt ned i lønniveau dette fænomen strækker sig, er ikke et spørgsmål om principper men om beregning.
Om lønarbejdere kapitaliserer den lønandel, der ligger ud over subsistens-lønnen eller de bruger den til forbrug er et personligt valg. De kan købe forbrugsgoder, købe aktier i banken eller blive iværksætter og starte egen virksomhed. Hvad der forener denne del af arbejderklassen er, at den i kraft af sit lønniveau har mulighed for at akkumulere penge eller har adgang til kredit, der sætter dem i stand til at få adgang til produktionsmidler. Mange har desuden en pensionsordning, hvor deres indbetalinger går til investeringer i aktier, og således forbinder dem til kapitalens profitter. Det at være lønmodtager er altså i sig selv ikke tilstrækkelig til at bestemme klassepositionen.
I 1848, hvor det Kommunistiske Manifest blev forfattet, havde parolen: ”Arbejdere i alle lande foren eder” en vis realisme. Men når vi konfronterer parolen med den historiske udvikling og verdens økonomiske kompleksitet i dag, er sagen knap så klar. Den klassiske marxistiske forståelse af ”Weltarbeiterklasse” som en stor ”lykkelig” udbyttet familie krakelerer.
Problemet med den simple opdeling i bourgeoisiet og en global arbejderklasse er, at den maskerer for de forskelle, der er på arbejdernes kår og umiddelbare interesser forskellige steder på kloden. Det er først, når vi får afdækket disse forskelle og hvad de betyder for social handlen, at vi kan udvikle strategier, der kan løse de problemer imperialismen har skabt for arbejderklassens enhed.
En snylterstats karakter
Der er en verden til forskel på de politiske kampe i ”Syd” og ”Nord”, selv om de er del af samme system. Det økonomiske grundlag er forskelligt, kampens former er forskellige, ligesom de har vidt forskellige perspektiver. Klassekampen i ”Syd” sprænger kapitalismens rammer. Strategien for proletariatet i ”Syd” drejer sig ikke om, at indhente os og kopiere vores livsstil. Det er ikke muligt af økonomiske årsager, fordi vores livsstil bygger på udbytning af ”Syd”. Den globale kapitalisme kan simpelt hen ikke generere et afkast, som tillader at verdens befolkning kan leve på et niveau svarende til for eksempel det tyske og samtidig give en profitrate der sikre den forsatte akkumulation.
Velfærdstaterne i ”Nord” er kapitalistiske, ingen tvivl om det. Men det er en særlig form for kapitalistisk stat, det Lenin kaldte ”snylterstater”. Styreformen er parlamentarisk demokrati med almen stemmeret. Statsmagten bekender sig til et velfærdssystem, med et udbygget offentligt sundheds- og uddannelsessystem. Der er ganske vist forskelle i omfanget af velfærd mellem forskellige stater i ”Nord” og velfærdssystemet er kommet under pres af neoliberale politikker de senere år. Men selv liberale partier bekender sig stadig til velfærd for befolkningen – ellers blev de ikke valgt. Det kan næppe betegnes bourgeoisiets enevældige magt. Men hvem har så statsmagten i snylterstaten? Hvordan foregår klassekamp?
I snylterstaten er statsministeren imidlertid ikke blot kapitalens repræsentant, ej heller arbejderaristokratiets – men slet og ret den aktuelle produktionsmådes repræsentant. Magten tilfalder den regering, der er bedst eget til at tjene og bevare og udvikle den eksisterende produktionsmåde. Ligesom den enevældige stat i 1700-tallet repræsenterede en magtdeling mellem den feudale adel og det frembrydende borgerskab, repræsenterer den liberale parlamentariske stat i ”Nord” en magtdeling mellem kapitalen og arbejderklassen.
Velfærdsstaten er et resultat af den europæiske arbejderklasses historiske kamp for bedre levevilkår inden for det imperialistisk verdenssystem. Et tidligt eksempel er rigskansler Otto von Bismarcks sociallovgivning i Tyskland i 1880’erne. Politikken søgte at dæmme op for tidens sociale uro. Socialforsikringen var en pligt for arbejdsgivere og arbejderne og favnede størstedelen af befolkningen. Denne model er siden blevet videreført i samtlige af de efterfølgende tyske regeringer.
Den kapitalistiske velfærdsstat udviklede sig som en ny måde for staten at styre befolkningen på. Statsborgeren får ydelser fra staten, som ikke-statsborgere er udelukket fra. Der er en gensidig følelse af fælles interesser mellem staten og statsborgeren, som udgør de nationale interesser. Arbejderklassen i de rigeste lande i verden er blevet forvandlet fra en ”farlig klasse” til loyale borgere i deres nationalstater.
Klassekamp i snylterstaten
Men denne fælles nationale identitet, betyder ikke at klassekampen er ophørt. Såvel arbejderklassen som kapitalen har deres politiske repræsentanter i partier, medier, institutioner og så videre, som kæmper om statsmagten. Der er arbejdskampe mellem kapital og arbejdere for højere løn og bedre arbejdsforhold. Men det er en klassekamp, med et begrænset perspektiv. Så længe arbejderklassen i de imperialistiske lande deltager i – og ser deres fordel i udbytningen af ”Syd”, vil de ikke kunne føre en anti-kapitalistisk klassekamp. Og så længe bourgeoisiet kan få tilstrækkelig profit gennem udbytningen af ”Syd”, vil den ikke tvinge arbejderklassen i ”Nord” til at føre en sådan radikal klassekamp.
Forsvaret af velfærdstaten er en interessekamp fra arbejderklassens side i forhold til kapitalen. Men det er ikke en kamp, der føres parallelt med eller supplerer de kampe der føres i ”Syd”. I den udstrækning, at arbejderklassen i imperialismens centerlande begrænser sin modstand til at forsvare sine privilegier, vil resultatet i bedste fald blive en tættere tilknytning til kapitalens neoliberale partier, i værste fald blive base for højreorienterede nationale racistiske strømninger.
Med dette sætter jeg ikke spørgsmålstegn ved de begrænsede muligheder for livsudfoldelse for dele af befolkningen og lommer af fattigdom, der findes også i vor del af verden. Eksempelvis den ulighed og undertrykkelse den sorte befolkning i USA er udsat for, eller migrantarbejderne i Europa. Men disse kampe har deres begrænsninger, i lyset af den imperialistiske ”snylterstat”. Dels er der tale om minoriteter af befolkningen, men lige så vigtig, må man spørge sig selv hvem, der i sidste instans skal betale for løsningen af deres problemer. De strategier, der forfølges af store dele af venstrefløjen i ”Nord”, i forhold til disse velfærdsproblemer, ser kun problemet i en national kontekst, i stedet for at løfte blikket og se det globale perspektiv. Den europæiske befolknings politiske holdninger er de seneste årtier rykket til højre og udmønter sig i tre politiske hovedstrømninger for arbejdsmarkedet:
1: Det neoliberale Socialdemokrati
Det neoliberale socialdemokrati er på mange punkter er svært at skelne fra regulære neoliberale partier. Et væsentlig element i strategien er uddannelse af arbejdskraften. Det kan være velfærdsteknologi, miljøteknologi, bioteknologi osv. Det drejer sig om at finde en rolle i den internationale arbejdsdeling, der sikrer en privilegeret position. Desuden at skabe de bedst mulige rammer via infrastruktur, beskatning og lovgivning for de transnationale selskabers investeringer. Problemet er blot, at det er en strategi, der følges af mange nationer over hele kloden. Den fører blot til et neoliberalt rotteræs mellem forskellige nationer og forskellige dele af arbejderklassen mod bunden.
2: Det højre-nationale arbejderparti
Er den hurtigst voksende politiske kraft i Europa. Disse partiers politik går ud på at skabe et nationalt boldværk mod globalisering. Der er næppe noget tydeligere symptom på krisen i venstrefløjen, end omfanget af utilfredse mennesker, som vender sig mod nationalstaten for at søge beskyttelse mod den globale kapitalisme. Eksemplerne er mange: Le Pen´s Front Nationale i Frankrig, Tea Party bevægelsen i USA, Flemish Block i Belgien, Liga Nord i Italien, Dansk Folkeparti i Danmark.
I fraværet af det klassiske socialdemokrati og en stadig svagere fagbevægelse som politisk organisatorisk kraft, søger arbejderklassen mod højre-nationale politikker i deres forsøg på at bevare en privilegeret position i den globale arbejdsdeling. Via lovgivning, og opbygning af nationale barriere, skal arbejdspladser forsvares mod udflytning til udlandet, ligesom indvandring skal standses. Deres argumentation er: Vi har selv skabt vores velfærd og rigdomme og nu kommer alle de fattige fra ”Syd” og vil nasse på, hvad vi har skabt selv.
Disse partier optager ofte gamle socialdemokratiske positioner på arbejdsmarkedsspørgsmål, ældre- og sundhedsområdet. Deres velfærdspolitik, kombineret med deres anti-immigrationspolitik, racisme og militarisme er en ubehagelig form for ”folke-imperialisme”. Arbejderklassens støtte til disse partier er ikke et spørgsmål om falsk bevidsthed eller politisk naivitet, men et nationalegoistisk forsøg på interessevaretagelse.
3: Det nationale venstrefløjsparti
En tredje strategi er sådan set den gamle socialdemokratiske position fra 1960erne, men nu overtaget af venstrefløjen. Et nationalt forsvar af velfærdsstaten på et reformistisk parlamentarisk grundlag, uden nogen konkret politik eller et videre perspektiv. Venstrefløjen i ”Nord” har – så vidt jeg kan se – ikke tænkt den tanke, at udvikle en strategi, der spiller sammen med den økonomiske frigørelse i ”Syd”. Når krisen virkelig begynder at kradse, bliver det uhyre væsentlig at have udviklet et sådant globalt økonomisk og politisk perspektiv, som alternativ til de politikker, der vil trække arbejderklassen til højre og i konflikt med de progressive bevægelser i ”Syd”.
En minoritet – men en vigtig minoritet
Denne situation betyder ikke, at jeg foreslår, at vi i ”Nord”, blot skal læne os tilbage, fordi vi intet kan gøre eller fordi vi skal vente på revolutionen i ”Syd”. Men vores strategiske opgave er ikke at løse kapitalismens krise i Europa, for at vende tilbage til velfærdskapitalismen. Vores opgave er at se løsninger på den anden siden af kapitalismen, i samarbejde med arbejderklassen i ”Syd”.
En sådan radikal politik med et globalt perspektiv vil for nuværende få svært ved at finde bred opbakning i ”Nord”. Den vil i brede kredse blive anset som ”klasse- og landsforræderi”. Anti-imperialister har været, og vil forsat i det nærmeste årti være en minoritet i vores del af verden. Men der vil altid være muligheder for modstand. Man skal blot holde sig for øje, at det ikke drejer sig om at mobilisere majoriteten i ”Nord”. Det drejer sig om at føre en politik, der i en global sammenhæng giver mening i et længere perspektiv.
Vi vil være en minoritet, men ikke en uvæsentlig minoritet. Anti-imperialismen i USA spillede en vigtig rolle under Vietnamkrigen. Kritikken af krigsindsats og uviljen mod at lade sig indkalde til militærtjeneste i Vietnam, svækkede regeringens krigsindsats. Støtten til anti-apartheid bevægelserne i Sydafrika fra ”Nord” svækkede regimet i Sydafrika, den vedholdende støtte til den palæstinensiske kamp har haft en effekt på synet på Israel.
De nærmeste årti vil blive præget af politiske og militære konflikter og økonomisk ustabilitet. I denne situation vil det være det være vigtigt med en antiimperialistisk bevægelse ”in the belly of the beast”. Kan vi blot samle 5-10 % af befolkningen i ”Nord”, som identificerer sig med et radikalt global perspektiv, vil det skabe langt bedre mulighed for at bevægelserne i ”Syd” kan bryde det svage led i imperialismens kæde. Hvad betyder denne strategi mere konkret for arbejdet i ”Nord”?
Støt bevægelser i Syd
Vi må begynde at spørge os selv, hvordan skal vi indrette vores politik og økonomi, når der ikke længere vil være et ”ulige bytte” og ”Syd”s økonomiske frigørelse for alvor begynder at få konsekvenser for os? Vi i ”Nord” vil utvivlsom blive materielt fattige uden imperialismen, men det betyder ikke at vores liv nødvendigvis bliver fattigere, hvis samfundet organiseres på en anden måde og efter andre normer end forbrug og vækst.
Vi må hæve blikket og tage udgangspunkt i det globale perspektiv. Vi skal støtte det nye proletariat i ”Syd”s anti-kapitalistiske kamp i alle dens forskellige former: arbejdskampe, sociale bevægelser, politiske partier, befrielsesbevægelser og progressive stater, som modsætter sig den globale neoliberalisme. Det kan være direkte materiel støtte. Det kan være politisk støtte. Vi skal især holde øje med hvad der sker i Kina, Indien, Mellemøsten, Sydafrika, Mexico, og Brasilien, som har den største økonomiske tyngde og politiske strategiske betydning. En antikapitalistisk revolutionær udvikling i disse lande, vil være langt mere betydningsfuld end de nationale revolutioner for 40 år siden. Disse lande tilhører ikke længere periferien af den globale økonomi. Den enorme værdi, der i dag skabes i ”Syd” og konsumeres i ”Nord”, vil give kommende revolutionære bevægelser langt større betydning og et mere solidt fodfæste i kampen end i 1970erne.
Bekæmp imperialistisk politik
De nærmeste årtier vil blive præget af militære konflikter. NATO vil sandsynligvis være en aktiv partner i disse konfrontationer. Vi skal bekæmpe imperialistiske militære interventioner I “Syd” og dermed give disse lande mulighed for at udøve deres suverænitet. På den ene side vil det være upopulært hos den nationalistiske del af arbejderklassen og ikke mindst hos statsmagten. På den anden sige kan anti-krigsaktiviteter ofte samle brede lag af befolkning.
Bekæmp højreorienteret populisme og fascisme
Højrepopulisme er blevet en væsentlig politisk kraft i ”Nord” og har potentiale til at udvikle sig til en bred folkelig fascisme i en krisesituation. Når en befolkningsgruppe står i fare for at miste deres privilegerede position, vil dele af den dreje mod højre. Det har vi set i hele Europa på det seneste. Denne tendens må bekæmpes med opbygningen af en antifascistisk bevægelse.
Ingen er illegale
Vi må kræve menneskers ret til at bevæge sig globalt – og at ingen er illegale. Det gælder både flygtninge fra naturkatastrofer, fattigdom og politisk undertrykkelse. De anses i dag ofte som en trussel eller en økonomisk belastning, som må udelukkes. ”Nord”s grænser bliver mere og mere et system af militariseret statsvold, byggende på racisme, national og kulturel diskrimination. Vi skal bekæmpe racisme og diskrimination ikke mindst fordi det nationale og racistiske aspekt er blevet og vil blive brugt til splitte den globale arbejderklasse.
Det drejer sig ikke blot om at forbedre mulighederne for indvandring og forholdene for flygtninge. Det drejer sig også om en erkendelse af at tilstrømningen mod ”Nord” er relateret til kolonialismens, imperialismens og neoliberalismens destruktion af det økonomiske livsgrundlag i Syd. I den antiracistiske kamp og solidariteten med flygtninge og indvandrede er det lykkedes at opbygges en bevægelse i ”Nord”, og den må styrkes.
Klodens klima og økologi
Hvad angår spørgsmålet om klimaforandringer, forurening og etableringen af økologisk bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre er der ligeledes muligheder for alliancer og fælles kamp mellem ”Syd” og ”Nord”. Konsekvenserne af to århundreders kapitalisme rammer globalt.
Fra national befrielse til antikapitalisme
Hvordan verden vil udvikle sig de kommende årtier er det umuligt at sige noget præcist om. Ikke mindst fordi vi befinder os i en strukturel krise, hvor resultatet afhænger af kampene i den kaotiske periode, der ligger foran os. Den strukturelle krise indebærer, at der vil ske en radikal forandring af verdenssystemet, men ”historien” er ikke på nogens side. Det kan blive en mere lige og demokratiske verden, men det kan også blive et nyt system præget af hierarki, ulighed og polarisering.
Hvis vi skal opnå en mere lige og demokratiske verden på den anden side af kapitalismens krise, er det afgørende med en fælles front mellem ”Syds” og ”Nords” arbejderklasse. De højrenationale og reformistiske forsøg på at sikre velfærdsstaten via en styrkelse af de nationale grænser – herunder begrænsninger i arbejdskraftens bevægelighed – er ikke kun reaktionær, den vil også være forgæves. Hvis den nordamerikanske og europæiske arbejderklasse ikke ønsker at konkurrere med arbejderne i Mexico eller Kina – i et neoliberalt rotteræs mod bunden, så må de forene sig i en kamp mod det racebaserede og kulturelle hierarki af nationer og den enorme kløft i levevilkår, som den globale kapitalisme skaber.
Som situationen ser ud lige nu, ligger en sådan forening af kræfterne ikke lige om hjørnet. På den anden side er det vanskeligt at forestille sig, at den herskende ulighed kan fortsætte. Koncentrationen af hundrede af millioner af nye proletarer i ”Syd” under ringe arbejdsforhold og løn vil medføre en reaktion. Ikke mindst fordi globale informations- og kommunikationsformer gør denne ulighed og uretfærdighed ekstrem synlig.
Disse nye millioner af arbejdere er ikke magtesløse. De er blevet uundværlige. Kina, Indien og Brasilien er ikke perifere lande, de udgør knastakslen i den globale økonomi – og de har en fælles interesse i at ændre en verden, hvor andre nyder frugterne af deres arbejde. Den arbejderklasse i Kina, Indien, Indonesien, Sydafrika, Brasilien og Mexico, der gav kapitalismen ny luft og en tro på, at modstandens historie var forbi, ruster sig et nyt opgør – et oprør der kan blive en overlevelseskamp for kapitalismen.
De næste årtier bliver afgørende for om vi vil bevæge os i den retning eller mod en ny bølge af nationale, religiøs og kulturelle stridigheder, der ikke kun vil betyde krig og nød, men også at de klimatiske og miljømæssige problemer vil antage katastrofale former.
Den gode nyhed er, at handling kan bestemme udfaldet. Kapitalismen økonomiske og politiske krise sætter radikal forandring på dagsordenen og gør den mulig. Opgaven er at mobilisere og organisere de kræfter, der skal skabe forandringen og udvikle strategier og taktikker. I denne situation er det vigtigt at have det globale perspektiv.
Noter
[*] ”I strejkebølgerne i de seneste år har en verdensarbejderklasse taget form.” (Redaktionens note)
[1] John Smith (2015): Marx´s Capital and the global Crisis. Paper presented to the conference Imperialism Old and New in Delhi 9-10.2 2015. s. 5.
[2] Report of the Director General: Changing Patterns in the World of Work. ILO Geneva 2006. , s. 8 og s. 29.
[3] John Smith (2015): Marx´s Capital and the Global Crisis. Paper presented to the conference Imperialism Old and New in Delhi 9-10.2 2015. s. 6.
[4] Se også: Torkil Lauesen and Zak Cope: Imperialism and the Transformation of Values into Prices. (Monthly Review, Vol 67. No 3 July/August 2015.)
[6] Nicole Aschoff (2015): The Smartphone Society. (Jacobin. Issue 17, 2015, s. 2.)
[7] Lei Guo, Shih-Hsien Hsu, Avery Holton and Sun Ho Jeong (2012): A case study of the Foxconn suicides: An International perspective to framing the sweatshop issue. (The International Communication Gazette no. 74, 2012, p. 484–503. Sage Publication).
(Betalingstidsskrift) – Kan læses her (kræver login)
[8] Data from Clellands analysis of data in Kenneth Kraemer, Greg Linden, and Jason Dedrick. 2011. Capturing Value in Global Networks. July 2011. Personal Computing Industry Center, University of California, Irvine,
[9] Donald A. Clelland, The Core of the Apple: Dark Value and Degrees of Monopoly in the Commodity Chains. (American Sociological Association, vol. 20, no. 1, p. 88.) (Betalingstidsskrift) – Kan også findes her.
[10] Donald A Clelland, op cit. s. 105. Se note 9.
[11] Zak Cope: Divided World Divided Class. Global Political Economy and the Stratification of Labour Under Capitalism. 1. edition, Kersplebedeb, 2012, 387 s., s. 155-220. Fås også en nyere udgave: 2. edition, Kersplebedeb, 2015, 457 s., s. 213-79.
Se også Torkil Lauesens anmeldelse af 1. udgaven her på snylterstaten.dk
[12] Anthony Payne: Global Politics of Unequal Development. Palgrave Macmillan, 2005, 320 s.
[13] Nick Harris. The Average Salary of a Premiership Footballer in 2006.(The Independent, 11.4. 2006) Artiklen kan findes her.
oo0oo
