KAK var oprindelig en maoistisk inspireret organisation – og som sådan den første i Danmark – dannet i 1964 af tidligere DKP’ere efter splittelsen i den Kommunistiske verdensbevægelse mellem Sovjetunionen og Kina i begyndelsen af 60’erne.
Mens resten af venstrefløjen i 60’erne forgæves forsøgte at få arbejderklassen til at kæmpe for revolutionen, blev det tidligt klart for KAK, at det var umuligt under de givne forhold. Gennem studier af Marx, Engels og Lenin udviklede KAK en teori om at arbejderklassen i den rige vestlige verden, udover at være udbyttet af sit eget borgerskab, også fik del i borgerskabet udbytning af den fattige del af verden. Derfor havde arbejderklassen ingen interesse i at tage magten fra borgerskabet, og derfor var en støtte til arbejderklassens økonomiske kamp meningsløs i et revolutionært perspektiv. I stedet skulle kampene i den 3.verden være en løftestang for revolutionen. Dvs. at man som revolutionær i den rige verden skulle støtte de anti-koloniale kampe og revolutionære befrielsesbevægelser i den 3. verden og denne kamp ville med tiden fjerne grundlaget for den ”bestikkelse” der fandt sted af arbejderklassen i ”snylterstater”, som Danmark.
I 1969 bryder Kina’s Kommunistiske Parti med KAK, der havde givet udtryk for uenighed med kinesernes analyse af situationen i Vesteuropa, som gik ud på, at
“En hidtil uset gigantisk, revolutionær massebevægelse er brudt ud i Japan, Vesteuropa og Nordamerika, kapitalismens ’hjerte’-områder.”
Næsten ingen maoistiske eller andre organisationer i Vesteuropa tog debatten op med kineserne.
Derefter mindskedes det maoistiske præg på organisationen og i begyndelsen at 70’erne – efter de voldsomme Verdensbank-demonstrationer i september 1970, der førte til en pause i de udadvendte aktiviteter.
Kræfterne blev nu sat ind på at udvikle en praksis i forhold til teorien. Med inspiration fra den amerikanske organisation Liberation Support Movement, startede de i 1972-73 et materielt støttearbejde til befrielsesbevægelserne i den 3. verden – i modsætning til det meste af venstrefløjen, der først og fremmest gjorde det i støtteerklæringer og informationsarbejde.
KAK oprettede Tøj til Afrika TTA, som skulle indsamle brugt tøj, der skulle sendes til de flygtningelejre, som befrielsesbevægelserne i det sydlige Afrika havde ansvaret for. Senere blev der også lavet loppemarkeder og der kom flere afdelinger rundt om i landet. Til forskel fra andre humanitære hjælpeorganisationer, var den materielle støtte knyttet til bevægelser, der var i direkte kamp mod imperialismen, og som ønskede at skabe forandring uden for imperialisternes kontrol.
Bevægelserne var erklærede socialistiske, og for mange af dem lykkedes det at frigøre sig fra det koloniale åg, men det lykkedes ikke at skabe bæredygtige socialistiske samfund. Med sammenbruddet i Sovjetunionen, tog markedskræfter og globalisering over og den ekstreme udbytning og fattigdom fortsætter.
Op gennem 70’erne går teoriudviklingen mere eller mindre i stå, og KAK formår heller ikke at udvikle sin praksis tøjindsamling og loppemarkeder. Den stive leninistiske organisationstruktur er blevet en hæmsko. Ingen åben debat medlemmerne imellem og ingen demokratisk kontrol med ledelsen. Bl.a. forsøger flere medlemmer og sympatisører at introducere ledelsen for en græsk/fransk professor Arghiri Emmanuel, der havde skrevet bogen ”Unequel Exchange” (Det ulige bytte), der mindede meget om KAK’s snylterstatsteori, men som var økonomisk-teroretisk funderet. Gotfred Appel afviste, da han ikke mente, at det kunne bidrage med noget.
I 1978 sætter en kønsdiskriminerings-kampagne, sat i gang af en del af ledelsen (Ulla Houton), tingene på spidsen og medlemmerne ekskluderer Gotfred Appel og Ulla Houton, for derefter at splittes. En del fortsætter som Manifest – Kommunistisk Arbejdsgruppe MKA, andre fortsætter i forskellige solidaritetsorganisationer, enkelte melder sig ind i andre venstrefløjspartier, og andre ophører helt med politisk arbejde.
Det lykkes for MKA at fortsætte teoriudviklingen og (udover de kriminelle aktiviteter) at udvikle solidaritetsarbejdet i TTA i samarbejde med andre solidaritetsorganisationer, hvoraf nogle arbejdede på samme teoretiske grundlag. MKA synes også, at have udviklet en mere demokratisk struktur.
Artiklen revideret en smule i forbindelse med redesign af sitet i august 2013. Oprindelig skrevet i 2007.
Poul Mikael Allarp
Læs mere om historien i Tidslinje 1963-1991 : Fra KAK til Manifest-KA
