Følgende stod at læse i “Workers Broadsheet” 4. årg., nr 4, side 1:
“Hvor mange i England – eller i Frankrig – troede for et år siden, at det franske folk – 10 millioner eller mere – ville besætte deres fabrikker, jernbanestationer, post- og telegrafkontorer, radio og TV, skoler og universiteter, i flere uger, nedkæmpe polititropper i gadekampe og undlade at oprette arbejdermagt – at opbygge et socialistisk klasseløst samfund – bare fordi de manglede et revolutionært parti, der havde arbejdernes tillid og var forberedt på og i stand til at erobre statsmagten?”
Skønt ”Workers Broadsheet” lyder henrevet, fremviser den kun ét blandt mange ”hvis bare”, som er dukket op lige siden begivenhederne i Frankrig døde hen.
”Hvis bare Frankrigs kommunistiske Parti ikke havde været så revisionistisk!”
”Hvis bare de eksisterende marxistisk-leninistiske partier havde været større” eller ”forenede”!
Ja: ”Hvis bare manden ikke havde haft kræft” ville han have været noget så sund!
HVORFOR var Frankrigs ”kommunistiske” masseparti IKKE-revolutionært?
HVORFOR var de eksisterende selvbestaltede M-L-partier splittede, små eller uvirksomme?
HVORFOR var der i Frankrig i maj ikke noget ”revolutionært parti, som havde arbejdernes tillid og var i stand til at erobre statsmagten”?
Var alle disse uheldige omstændigheder rene tilfældigheder?
I 1916 skrev Lenin:
”Kapitaleksporten, et af imperialismens væsentligste økonomiske grundlag,…. påtrykker hele det land, som lever af at udbytte nogle oversøiske landes og koloniers arbejde, snylterens stempel.”
(”Imperialismen som kapitalismens højeste stadium”
kap VIII: kapitalismens snylten og rådnen.
Udv. v. bd. 6, s. 165. Vor understregning.)
”Hele det land”, skrev Lenin, – IKKE ”undtagen arbejderne”!
I samme bog betegnede Lenin denne snylten som en ”meget vigtig side” ved imperialismen og skrev, at den var indeholdt i kapitaleksporten. En sådan eksport var beregnet på at super-udbytte den billige arbejdskraft ”i flere oversøiske lande og kolonier”. Med den deraf følgende tilstrømning af superprofitter gjorde imperialisterne to ting: blev forbandet rige selv, – og begyndte at bestikke et lag af deres ”egen” (”hjemlige”) arbejderklasse (som Lenin benævnte ”arbejderaristokrater”) til at blive gode, fredsommelige fyre, der levede af ”deres part” af ”imperiets frugter”.
Tricket virkede. I dag gør det vestlige arbejdere i stand til at overse det faktum, at de er udbyttede – selvom denne udbytning i intensitet ikke kan sammenlignes med udbytningen af de koloniale arbejdere.
Super-udbytningsprocessen, der udføres af de imperialistiske (eller udviklede) lande, har taget mange metoder i brug siden Lenins dage. Som et tidligere nummer har påpeget, er hovedmetoden i dag den ”ulige handel”: alle de imperialistiske lande betaler langt under den virkelige værdi for alle kolonialt fremstillede produkter.
I 1916 var de bestukne arbejdere i det, Lenin kaldte ”åger”staterne, et mindretal. Men imperialismen har udviklet sig. Ligeledes alle dens kendetegn, indbefattet dens snylten.
Hvis vi forbinder disse kendsgerninger med
(a) de økonomiske krav, arbejderne i de besatte franske fabrikker stillede, og
(b) med hoveddeltagernes ”sammensætning”, hvori industriarbejderne var et mindretal (se New Statesman, 19. juli, artikel af Mervyn Jones), behøver man ikke være nogen Einstein for at regne ud, at de krav, franske arbejdere stillede i maj, var sådanne, der kunne blive opfyldt uden en proletarisk revolution.
”Bagtaler” vi det franske ”proletariat”? Eller sagde Lenin ikke, at INGEN arbejder klasse ville lave revolution, så længe den kunne tiltvinge sig fordele af status quo?
Sålænge der ikke findes nogen stor folkekrig, særlig i imperialismens ”baglande” – det nuværende brændpunkt for enhver VIRKELIG revolution – så længe vil billige koloniale råstoffer betyde superudbytning af arbejdskraft gennem ”ulige bytte” eller på anden måde – og lige så længe vil den herskende klasse ”hjemme” være i stand til at opsamle midler til at forøge ”sit” arbejderaristokrati – d.v.s. sin “livsforsikring”.
Med andre ord, under de nuværende omstændigheder kan de imperialistiske landes ”marxistiske” partier – virkelige eller selvbestaltede – kun være små, splittede eller uvirksomme; ”kommunistiske” massepartier går den vej, fordi de er dødeligt revisionistiske.
Sådan vil det være, så længe den imperialistiske snylten ikke trues af en tilstrækkelig bred folkekrig.
De franske begivenheders kendsgerninger var LANGT fra noget ”tilfælde”. De indeholder ”uhyrets natur” og vore dages centrale problem!
