Vi har sagt det før og gentager det her, udtrykket ”den tredje verden” er – både ifølge dets oprindelse og dets sædvanlige brug – en fejlagtig og vildledende vending.
Det kom til verden og blev almindeligt udbredt i 50’erne som betegnelse for de nyligt selvstændige stater, der søgte en tredje vej – ikke den kapitalistiske (den havde de dårlige erfaringer med) – og ikke den socialistiske (de nye lag, der overtog administrationen efter koloniherredømmet var opdraget efter ”vestlige frihedsidealer”). Udtrykket gav forestillinger om en ”neutral” faktor i den kolde krigs og atomoprustningens tidsalder, en faktor, som kunne virke stabiliserende på balancen mellem øst og vest. Den var selvfølgelig ikke så betydningsfuld, men man måtte dog tage hensyn til den, f.eks. under afstemningerne i verdens ”parlament”, F.N.
I imperialismens epoke findes ingen ”tredje vej”, det er klart. Historien viser intet eksempel på, at noget land er sluppet uden om den verdensomspændende konflikt mellem den kapitalistiske og den socialistiske vej. Og alle lande i ”den tredje verden” har måttet sande, at formel uafhængighed ikke er ensbetydende med økonomisk uafhængighed.
Man kan indvende, at udtrykket ”den tredje verden” har mange fordele. Det er kort, praktisk, almindeligt kendt, og alle ved jo godt, hvilken slags lande, der henvises til. Men et politisk udtryk skal være klart og koncist, ikke udflydende og vildledende som ”den tredje verden”. Blandt mange venstreorienterede lurer stadig den forestilling, at der ikke er nogen væsentlig sammenhæng mellem på den ene side ”den tredje verden”: den ikke-socialistiske del af Asien, Afrika og Latinamerika (- de imperialistiske lande Japan og Israel) – og på den anden side Nordamerika og Vesteuropa. Denne forestilling gør det vanskeligt for dem at få et realistisk syn på dagens Danmark og gør det umuligt at udarbejde korrekte politiske retningslinier til forberedelse af den socialistiske revolution. Den marxistiske term ”de undertrykte folk og nationer” henviser til samme slags lande som ”den tredje verden”, men er korrekt, fordi det forudsætter denne sammenhæng, Udtrykket ”undertrykte nationer” viser naturligt, at der er en modpol, nemlig undertrykkende nationer.
USA har en årlig gennemsnitlig nationalindkomst på 2700$ pr. indbygger og kontrollerer (selvom det er med besvær) den halve klodes politik, en position, som givet ikke kan ligestilles med Marokkos, der har en nationalindkomst på 170$ pr. indbygger. Hvordan kan man placere store magter og små, tilbagestående lande, dominerende økonomier og dem, der domineres under samme kategori? Hvad har disse så forskellige lande tilfælles? De har det tilfælles, at de gensidigt betinger hinanden, ikke kan undvære hinanden; uden modsigelsen mellem de undertrykte lande og de undertrykkende lande ville imperialismen ikke eksistere. Det er netop denne hovedmodsigelse, der gør imperialismen til det, den er.
På den anden side, skønt Marokko og Nordvietnam har mange fælles træk, som adskiller dem fra USA, er der en afgørende forskel: det første hører økonomisk og politisk til den imperialistiske verden, det andet til den socialistiske; der findes ikke nogen tredje vej.