EU’s krise er for mig lige så overraskende som Sovjetunionens opløsning og Østeuropas integration i EU.
Årsagen til den nuværende krise i EU skal findes i de sidste 30 års neoliberale globalisering, der paradokssalt nok også var baggrund for det daværende Fællesmarkedets udbygning til en mere og mere politisk europæiske union.
Koncentrationen af kapitalen i stadig større firmaer med transnationale ambitioner om global ekspansion, krævede dels en svækkelse af nationalstatens evne til at regulere kapitalbevægelser, dels en styrkelse at en overstatslig politisk og militær magt til at styre de globale modsætninger denne proces skaber. Kapitalens projekt var at forvandle nationalstaten fra at være et bolværk mod den internationale økonomi, til at være et transportbånd for de transnationale markedskræfter – etableringen af ”konkurrencestater”, der skulle kappes om at tilbyde kapitalen de bedste betingelser for akkumulation.
Det var denne udvikling, der i midten af 1970erne løste kapitalismens daværende krise og skabte grundlaget for at neoliberalismen de næste årtier buldrede der ud af, efter at have løsgjort sig fra nationalstatens snærende bånd. Men neoliberalismens ”guldalder” varede ikke ved. Den skabte nye økonomiske og politiske modsætninger i verden, der nåede en foreløbig kulmination med i finanskrisen i 2007, men som langt fra er ovre.
De politiske og sociale tømmermænd fra den neoliberale fest ramte snart EU. Store dele af befolkningen ser nu globaliseringens konsekvenser som en trussel mod den nationalstatslige velfærdsstat, som var bygget op af socialdemokratiske politikere i tiden efter Anden Verdenskrig, netop via en stærk nationalstatslig styring gennem keynesianske økonomiske reguleringspolitikker. Outsourcing af industrielle arbejdspladser til ”Syd” skabte arbejdsløshed og pres på lønniveauet. Immigrationspresset på EU-grænser, som konsekvens af den globale ulighed og de krige og sociale problemer det skaber, betød ligeledes pres på lønninger og velfærdssystemet.
Arbejderklassens svar på disse udfordringer fra kapitalens side har ikke været en klassemæssig international solidaritet mod den globale neoliberalisme. I en lang historisk proces er klassebevidstheden trængt i baggrunden og blevet erstattet af bevidstheden om at være statsborger i en privilegeret nation og tilhører den ”europæiske civilisation”. Svaret på krisen blev, at søge at reetablere nationalstatens bolværk – ikke mod kapitalens globalisering – men mod de sociale og politiske konsekvenser af de globaliserede markedskræfter. ”Vi skal passe godt på Danmark”
Umiddelbart kan det synes at være en ufarbar vej og en ”taberstrategi”. Er den teknologiske udvikling og har kapitalbevægelsernes globalisering ikke nået til et punkt, hvor det er umuligt at genopbygge det nationale bolværk omkring økonomi og politik? Og vil en sådan politik ikke blot uddybe den økonomiske krise?
Ikke desto mindre er det, hvad stadig større dele af befolkningen i EU vil, og det instrument, der gør denne nye nationalisme mulig, er det parlamentariske demokrati. Trods kapitalens lobbyorganisationer og medier vokser en primært højreorienteret nationalisme sig stærkere og stærkere overalt i Europa.
Man kan se Englands David Cameron og Løkke Rasmussens forsøg på at begrænse EU´s indflydelse, og særligt forsøget på at begrænse velfærdsydelser til deres egne kerne statsborgere, som en del af klassekampen i ”snylterstaten”. En stærk og stadig mere overstatslig Europæisk Union er et ønske for de store transnationale selskaber. Det ser store dele af den europæiske arbejderklasse imidlertid som en trussel mod deres velfærdsprivilegier. De vil ikke dele deres velfærdsydelser, med EU-borgere fra de mere ”fattige” EU lande, og slet ikke, de flygtningestrømme som EU økonomiske og militære politik medfører. Kapitalen kan ikke bare ignorere befolkningens krav, på grund af det parlamentariske demokrati. Cameron og Løkke Rasmussen repræsenterer således den snylterstat, der skal søge at finde et kompromis, der tilfredsstiller den befolkning som udgør flertallet, men samtidig tilfredsstiller den transnationale kapital.
Det er nu særdeles muligt at denne højrenationale populisme vil nedbryde den globale kapitals EU projekt. Er det så en sejr for venstrefløjen? Nej! Drivkræften i denne proces er højrepopulistisk nationalisme. EU modstanden er ikke en modstand mod kapitalisme, men et forsvar af nationale privilegier i en ulige verden. Den europæiske venstrefløj skal passe umådeligt på, ikke at blive trukket med ind i denne nationalegoistiske proces. Et samarbejde med den nationale højrefløj om mere sociale dagsordner er uhyre farlig. Dels fordi det bygger på en særdeles u-solidarisk internationalisme, for ikke at sige et imperialistisk grundlag, og dels fordi det vil virke legitimerende for denne højrefløjs racisme.
Hvis denne udvikling fortsætter, er perspektivet et Europa bestående af ”nationalsocialistiske” højrepopulistiske regeringer, der i et internationalt klasseperspektiv vil være særdeles reaktionære. Det vil måske ikke være en nationalsocialisme som i 30erne, i og med den sandsynligvis vil bygge på en form for parlamentarisme, om end statsmagten vil værende langt mere kontrollerende og repressiv. Men i en international sammenhæng vil den være lige så imperialistisk og racistisk som tredivernes fascisme. En sådan folkelig baseret imperialisme vil skærpe de globale modsætninger mellem Nord og Syd med deraf følgende politiske og sociale konflikter.
Valget er ikke mellem den neoliberale kapitals EU og et højre nationalt Europa. Men et helt andet Europa. Krisen i EU er en del af en kapitalisme i en strukturel krise af dyb karakter. De objektive betingelser for radikal forandring af systemet er til stede. De næste årtier bliver afgørende for, om vi vil bevæge os i retning af en mere lige og demokratisk verden eller mod en ny bølge af nationale, religiøse og kulturelle stridigheder, der ikke kun vil betyde krig og nød, men også at de klima- og miljømæssige problemer vil antage katastrofale former. Den gode nyhed er, at handling kan bestemme udfaldet. Opgaven er at mobilisere og organisere de kræfter, der skal skabe forandringen og udvikle strategier og taktikker, der kan bringe os i den rigtige retning. Det er derfor det er så vigtigt, at venstrefløjen i disse år hæver blikket og får øje på det globale perspektiv. At den ser hvordan klassekampen udfolder sig på globalt plan, og prioriterer den internationale solidaritet med klassefæller i ”Syd” i stedet for ”at passe godt på Danmark”. At den udvikler strategier for radikal forandring i et tidsperspektiv ud over næste parlamentariske samling. Radikale forandringer fordi man ikke kan reformere et system, der vil bryde sammen inden for de nærmeste årtier.
