I Palæstinas kortvarige nyere historie har to datoer fremtrædende betydning: d. 1. januar 1965 og d. 21. marts 1968.
D. 1. januar 1965 markerer begyndelsen til det palæstinensiske folks nyere historie. Den dag udsendte Al-Fatah’s militære fløj dets første communique. Det lød: ”…Ud fra vor tro på vort folks ret til at kræve dets frarøvede fædreland tilbage … og idet vi stoler på støtte fra frie, ærlige mennesker i verden … har en afdeling af vore væbnede styrker fuldført dets beordrede opgave indenfor det besatte område …”.
Dette korte, usikre communique var en overraskelse for mange. Det var en overraskelse for zionisterne, der troede, at palæstinenserne var overvundet og havde fundet sig i deres skæbne. De var overraskede over at finde, at palæstinenserne – efter 17 års landflygtighed – havde besluttet sig til at genoprette deres land og var rede til ikke blot at kæmpe, men også til at ofre deres liv for denne sag.
Communiqueet var en overraskelse for nogle arabiske regeringer, som ikke regnede med – og ikke ønskede – at palæstinenserne ville gribe til våben. Disse arabiske regeringer foretrak en situation, hvor palæstinenserne var fuldstændig magtesløse, så de selv kunne repræsentere palæstinenserne på internationalt plan og benytte deres sag til egen politisk fordel. Visse arabiske regeringer modsatte sig endog den gryende befrielsesbevægelse, og det er ingen hemmelighed, at mange partisaner på de første stadier af befrielseskampen blev skudt ned af arabiske hære.
Communiqueet var en overraskelse for det fordrevne, lidende palæstinensiske folk, hvis brændende ønske om tilbagevenden til Palæstina hidtil kun havde ført dem til flygtningelejrene, hvor de fristede livet i sønderrevne, gamle telte.
Juni-krigen 1967. Denne hurtige zionistiske erobringskrig gjorde det klart for araberne i almindelighed og palæstinenserne i særdeleshed, at det eneste middel, de havde tilbage for at genoprette Palæstina, var væbnet, folkelig kamp. Moralsk og materiel støtte strømmede til den palæstinensiske befrielsesbevægelse, der blev i stand til at udvide sine aktiviteter og forstærke sine guerilla-aktioner mod militære israelske mål. Israelerne blev klare over, at juni-krigen ikke havde knust palæstinensernes modstandsvilje, og de besluttede at slå til. Målet var: Al-Fatah. Stedet: flygtningelandsbyen Al-Karamah. Datoen: d. 21. marts 1968.
Slaget ved Al-Karamah betegner et vendepunkt i det palæstinensiske folks befrielseskamp. For første gang stødte israelske styrker og Al-Fatah styrker sammen i et regulært slag, og Al-Fatah-styrkerne viste, at de var i stand til at modstå angrebet. Det kan måske ikke betegnes som en direkte militær sejr for Al-Fatah, idet byen Al-Karamah blev erobret og ødelagt, men de israelske styrker led uventet hårde tab og de måtte opgive deres plan om at besætte højene øst for byen. På et andet og langt vigtigere plan betød slaget afgjort et nederlag for Israel, hvis formål med angrebet var at knuse Al-Fatah. Alene tallene for tilgangen af medlemmer til Al-Fatah viser, hvor stor betydning dette slag havde for den palæstinensiske befrielsesbevægelse. Før juni-krigen havde Al-Fatah ikke mere end 2-300 mand. Under slaget ved Al-Karamah steg tallet til 2.000 og i de tre måneder efter slaget havde Al-Fatah en tilgang på 13.000!
Nedenfor følger historien om slaget ved Al-Karamah, oversat fra bladet ”Palestine”, udsendt af General Union of Palestine Students, Lebanon Branch.
Slaget
Onsdag d. 20. marts blev Al-Fatah klar over, at Israel ville gå til angreb indenfor de næste 48 timer, og at deres angreb hovedsageligt ville blive rettet mod byen Al-Karamah. Al-Fatah besluttede at beholde sine styrker i og omkring byen for at modstå angrebet.
Al-Fatah’s overkommando havde tre formål med beslutningen om at modstå angrebet: 1) At styrke det palæstinensiske folks moral. 2) At ødelægge zionisternes moral. 3) At tilføje den israelske her svære tab.
Al-Fatah’s plan
Al-Fatah’s mænd blev fordelt på strategiske steder: syd for Al-Karamah spærrede enhed 193 hovedvejen; til venstre for byen mellem banantræerne skjulte Abu Sharif’s enhed sig; til højre, også mellem banantræerne skjulte enhed 263 sig.
Ordren var kort og udtrykkelig: “Lad fjenden komme langt frem, mens I holder jer i dækning, koncentrer så ilden mod de pansrede køretøjer, mens I holder hans infanteri hen.”
Planen var, at enhed 193 først skulle åbne ild mod de kommende israelske kampvogne. Israelerne ville så dreje enten til højre eller til venstre for at undgå ilden og ville stå ansigt til ansigt med enten enhed 263 eller Abu Sharif’s enhed.
Nord for Al-Karamah blev Al-Facan-enheder af Den palæstinensiske hær (PLA*) fordelt på højene, så de havde overblik over hovedvejene. De ville angribe kommende israelske kampvogne med raketter og mortergranater. Hvis israelerne kørte til højre ville de komme ind i et minefelt, og til venstre ville de komme i nærkamp med andre Al-Fatah enheder.
Israels plan
Den israelske hærkommando havde planlagt at krydse Jordan-floden tre steder nord og syd for Al-Karamah og at kaste faldskærmstropper ned over højene bag byen for at omringe den og tilintetgøre Al-Fatah-baser der. Yderligere planlagde overkommandoen at besætte det bjergrige terræn øst for Jordan-floden for at forhindre enhver fremtidig guerilla-operation ind på de besatte områder.
Kampen
Torsdag d. 21. marts kl 5:30 krydsede 8 israelske kampvogne floden nord for byen. Det israelske infanteri blev transporteret i halvbæltekøretøjer beskyttet af kampvogne.
Samtidig afsatte israelske helikoptere faldskærmstropper øst for Al-Karamah for at indkredse partisanerne i byen. De fleste af disse faldskærmstropper blev tilintetgjort. Og da de israelske tropper syd for byen kom indenfor en afstand af 100 meter fra enhed 193, åbnede denne ild. Den israelske styrke drejede hurtigt til siden efterladende 3 udbrændte kampvogne og nogle halvbæltekøretøjer. Soldaterne prøvede at gå i dækning blandt banantræerne, men faldt i Abu-Sharif-enhedens baghold. Uden at der blev givet ordre til det, begyndte soldaterne at trække sig tilbage til floden.
I mellemtiden havde israelske tropper nået Al-Karamah nordfra under heftig ild fra højene, hvor Al-Fatah-enheder og enheder af Den palæstinensiske Hær var gået i stilling. I det øjeblik den første kampvogn var nået ind i byen, sprang en frihedskæmper, Ribhi Mohammed, forsynet med et dynamithelte om livet og to håndgranater, op på den og sprængte både kampvognen og sig selv i luften. Eftersom gaderne var meget snævre, ødelagde de andre kampvogne husene ved siden af og kørte over ruinerne.
På det tidspunkt, ca. kl 10:00, kom der israelske forstærkninger både fra nord og syd. Styrken nordfra forlod hovedvejen, før den nåede byen for at indkredse byen højre om. Denne styrke løb ind i minefeltet, og de fleste af dens køretøjer blev ødelagt.
De israelske forstærkninger sydfra gik i stilling en kilometer fra byen og begyndte at bombardere Al-Karamah.
Da bombardementerne var ophørt, kastede israelske fly faldskærmstropper ned over de østlige høje, og jetfly begyndte at bombardere byen med napalm-bomber.
I mellemtiden havde jordansk artilleri sprængt broerne over floden og derved hindret Israel i at bringe flere forstærkninger til slagmarken.
Kampen rasede videre. Presset øgedes mod Abu Sharif’s enhed, og deres ammunition var ved at slippe op. Alle mænd i denne enhed blev dræbt, også Abu Sharif selv, der kæmpede, indtil han blev ramt flere gang, i hovedet.
Presset øgedes også mod enhed 193, som svarede igen med al sin styrke. Løjtnant Rauf kæmpede med et RBJ-gevær, men blev skudt i hovedet, da han løb efter ammunition. En anden frihedskæmper, Khaled, brugte et B10 gevær. Denne enhed forlod senere stedet gennem en hemmelig tunnel og gik op i bjergene. På vejen stødte de sammen med israelske faldskærmstropper. De dræbte nogle, men mistede selv en modig soldat, Abu Teir, der endnu ikke var fyldt 20 år.
Nord for byen entrede Abu Ummieh en forladt israelsk kampvogn og fyrede på de israelske faldskærmstropper. Han blev ved, indtil israelske jet-fly sprængte kampvognen og ham selv i luften.
Kl 12:30 begyndte israelske helikoptere at nedkaste løbesedler, der opfordrede indbyggerne i Al-Karamah til overgivelse.
K1 13:00 var slaget forbi, og alt var dyb stilhed i resterne af byen Al-Karamah. I raseri over deres nederlag begyndte de israelske soldater at dræbe byens civile uanset køn og alder. De satte ild til husene og plyndrede butikkerne. Senere fangede de bønderne og førte dem over til det besatte område vest for floden og anklagede dem for at være Al-Fatah mænd.
Modangrebet
Kl 15:30 samledes Al-Fatah-enheder på højene øst for byen. De forberedte hurtige overraskelsesangreb mod de israelske styrker for at tvinge dem til tilbagetog. Det jordanske artilleri var stadig indviklet i en hård kamp med fjendens kampvogne og jetfly.
Kl 16:00 foretog en Al-Fatah-enhed det første overraskelsesangreb med morterer og maskingeværer. Fjenden, der troede, at slaget var forbi, havde ikke ventet dette, hvad der gjorde opgaven lettere for Al-Fatah’s mænd. Kl 17:30 blev kampene genoptaget over hele fronten. Alle slags våben blev brugt.
Kl 18:30 begyndte fjenden at trække sig tilbage. De kørte væk over broer konstrueret af den israelske hær. Al-Fatah fortsatte kampen tæt ved disse broer indtil kl 20:30. Kl 21:00 havde israelerne fuldstændig forladt den østre bred.
De israelske tab blev anslået til at være 3-400 dræbte og 4-500 sårede, foruden at 11 kampvogne, 4 halvbæltekøretøjer, 7 transportvogne (3 tons) og 3 Land Rovers (jeeps) blev ladt tilbage på slagmarken. Israelerne var i stand til at tage 27 ødelagte kampvogne, 18 halvbæltekøretøjer og 24 Land Rovers med sig tilbage. Al-Fatah-styrkerne mistede 35 mand og havde mange sårede, og Den palæstinensiske Hær mistede 20 mand.
