“U-landshjælp”, en iøvrigt diskriminerende og løgnagtig betegnelse, er en af de former, de rige lande anvender for at kontrollere de fattige lande. “U-landshjælpen” består først og fremmest af lån og “gaver”, som forrentes, og som ofte er bundet til køb af varer i långiverlandet. Endvidere består den i udsendelse af eksperter og frivillige.*)
Lad os imidlertid se lidt på de danske u-landsfrivilliges funktion i “u-landshjælpen” og i hele den nykoloniale struktur.
De frivillige udsendes fra Danmark via Mellemfolkeligt Samvirke (MS). Det er en privat organisation, der i forbindelse med “hjælp” til u-landene gerne fremstilles i offentligheden som et humanistisk foretagende i modsætning til det kyniske erhvervsliv. I virkeligheden financieres MS af staten og samarbejder med imperialistiske foretagender som FN og Verdensbanken. MS’s folkeoplysende virksomhed og formidling skal ses i denne sammenhæng.
Af de krav, MS stiller til u-landsfrivillige, kan nævnes, at de bl.a. skal have en faglig uddannelse og besidde egenskaber som tolerance, selvstændighed og samarbejdsevne. Disse egenskaber siger selvfølgelig intet i sig selv, hvis man ikke også kender den sammenhæng, hvori de skal fungere.
Kun én ud af hver fire ansøgere bliver i virkeligheden sendt ud, resten findes fra starten ukvalificeret eller må vente til senere. Denne udvælgelse sker ud fra grunde som manglende erfaringer hos ansøgeren eller mangel på et passende u-landsprojekt, hvor vedkommende kan ansættes. De frivillige er altså knyttet til de i forvejen etablerede projekter, d.v.s. i de lande, hvor den rige verden har sine økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser.
De frivillige dækker især følgende faglige områder: undervisning, tekniske fag (spec. teknikumingeniører, laboratorieteknikere, mejeriteknikere), administration (bankassistenter og bibliotekarer), syge- og barnepleje, landbrug, håndværk (mekanikere og maskinarbejdere), social forsorg (socialrådgivere og fritidspædagoger). Heraf udsender MS flest af gruppen tekniske fag, derefter følger undervisning, administration, landbrug, håndværk, syge- og barnepleje, og endelig udsendes det mindste antal under socialforsorg. Stigningen inden for tekniske fag har især gjort sig gældende siden 1966.
Man kan opdele disse kategorier af frivillige i to grupper. 1) Der er de frivillige, hvis arbejde direkte indebærer en økonomisk fordel for det land, der yder bistand, hvor resultatet af deres arbejde f.eks. bliver eksport-ordrer til de rige landes fabrikker. 2) Der er de frivillige, hvis arbejde har en mere indoktrinerende betydning eller i hvert fald indebærer en mere indirekte fordel for de rige lande – en fordel, der dog på langt sigt ikke er af mindre gavn. I forbindelse med opbygningen af et nationalt imperialistisk-sindet borgerskab, som kan gå de rige landes ærinde, er denne gruppes arbejdsindsats ret så betydningsfuld.
Til den første gruppe hører naturligvis teknikere, landbrugskonsulenter og mekanikere. De er uddannede i et land, hvis industri bygger på importerede råstoffer fra de fattige lande, en typisk forædlings-industri, som p.g.a. den ulige handel (billig råvareimport, dyr eksport af egne produkter) kan betjene sig af en moderne teknik og en høj produktivitet. I deres daglige arbejde er de vant til at anvende maskiner og redskaber, som svarer til deres hjemlands imperialistiske produktionsform. Når de kommer ud som u-landsfrivillige, er det de samme maskiner og redskaber, som anvendes i et land med en helt anden produktionsform. De har til opgave at demonstrere disse maskiner, kemikalier eller hvad det nu kan være, og kommer automatisk til at fungere som afsættere af sådanne varer. De bliver omvandrende reklamer for alt, hvad der er dansk, og er i realiteten med til at opretholde den produktionsform, der både på kort og langt sigt gavner imperialismen. Det kan i denne forbindelse nævnes, at Danmark eksporterer en del mejeri- og 1andbrugsmaskiner til Thailand, Pakistan, Irak, Tanzania og Kenya. Ser vi på de danske landbrugs- og mejeriprojekter, findes de faktisk i Thailand, Pakistan, Irak, Tanzania og Kenya. Vi har også en forholdsvis stor eksport af medicinalvarer til veterinær brug i Kenya, hvor vi har et kødteknologisk undersøgelsesprojekt i gang.
Til den anden gruppe, der ikke direkte skal fremme afsætning af industrivarer, men mere skal afsætte industrilandenes ideologi, hører naturligvis lærere og bibliotekarer m.m. Sygeplejere kan også tages med i denne gruppe. I øjeblikket har Danmark bl.a. et universitetscenter og ungdomsklubber i gang i Indien og samarbejder med Norge om udbygningen af 4 gymnasier i Tanzania (hvor IDA – en underafdeling af Verdensbanken iøvrigt vederlagsfrit har overtaget størstedelen af administrationen!) Endvidere financierer Danmark et lærerseminarium, hvortil hører udsendelsen af 14 eksperter. Man kan så spørge, om det ikke er en god ting, at befolkningen i et fattigt land lærer noget, at der findes universiteter o.s.v? Det er det naturligvis, men spørgsmålet er, HVAD man lærer og HVILKE funktioner et sådant universitet har i hele den ny-koloniale struktur. Nu siger MS ganske vist, at de frivillige er pålagt en streng neutralitet (hvad det så end vil sige), men en frivillig eller ekspert vil altid i sin undervisning afspejle det imperialistiske samfund, han kommer fra, lige meget hvor “objektiv” han ønsker at være.
Flere danske frivillige er iøvrigt ansat i institutioner, der ikke er under dansk ledelse, bl.a. ved skolevæsenet i Zambia, hvor englændere sidder på lederstillingerne og bestemmer, hvad og hvordan der skal undervises. Læreanstalterne vil ofte være anbragt i byerne. Her har de imperialistiske interesser brug for et nationalt borgerskab og små-borgerskab, som loyalt kan tjene deres sag. Og det er netop dette borgerskab, som opbygges gennem vore “skænkede” universiteter og gymnasier, hjulpet videre af vores såkaldte tekniske bistand.
Hospitalerne er enten anbragt i byerne, så det nationale borgerskab kan plejes.eller i nærheden af plantager, fabrikker og miner, så arbejderne kan holde sig raske af hensyn til produktionen og dermed de rige landes profit. Sygeplejerskernes arbejde må ses i denne sammenhæng.
Ser man på den måde, hvorpå de frivillige lever og arbejder, kan man her se symptomerne på, at de fungerer som imperialismens hånd1angere.
De har enten lederstillinger eller også i det mindste stillinger, der rangerer over de indfødtes, og som er nært forbundet med samarbejdet med ledelsen (derfor netop udvælgelseskriteriet “evne til at samarbejde”). De frivillige, der f.eks. er udsendt til Afrika, får 900 kr. skattefrit om måneden. Hertil kommer fri bolig, fri ud- og hjemrejse, forsikring mod sygdom, tre ugers ferie pr. år, gratis tohjulet køretøj samt 9000 dyr-tidsregulerede skattefrie kroner ved hjemkomst efter to års tjeneste. Det er ganske vist mindre end de andre af staten udsendte eksperter, men i sammenligning med den lokale befolknings indtjeningsmuligheder er det nok til mindst at bringe dem på linje med det nationale småborgerskab (komfortabel middelklasselevevis) – eller derover. De bor ofte i de “fines” kvarterer, de holder houseboys og gartner, de går til parties med overklassen. Tidligere engelske og franske kolonistklubber fyldes nu også med skandinaviske eksperter og frivillige – her går man på jagt, fiskeri o.s.v. De lever nøjagtigt, som det forventes, at hvide kolonialister skal leve.
Men alt dette er kun symptomer på de frivilliges funktion som imperialismens forlængede arm, idet en nedsættelse af deres løn intet ville ændre ved situationen som helhed.
Mange u-landsfrivillige nærer sikkert et oprigtigt ønske om at hjælpe de fattige folk i verden – og lægger megen energi og flid i deres arbejde. De fattige lande har imidlertid IKKE brug for en effektivisering af udbytningen via u-landshjælp, u-landsfrivillige o.s.v., som kun binder dem endnu fastere til imperialismen. For at de fattige lande kan udvikle sig, må de frigøre sig fra den verden, som udnytter dem og holder deres udvikling tilbage. Hvis man virkelig ønsker at hjælpe de fattige lande, skal man ikke lade sig udsende som frivillig, og dermed i realiteten være med til at modarbejde de fattige landes kamp for frigørelsen, men i stedet arbejde for at afsløre den imperialistiske sammenhæng, som vor bistandspolitik er en del af.
*) Det er stadig under overvejelse, hvorvidt danske værnepligtige skal kunne aftjene deres værnepligt som u-landsarbejdere.