INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Om Komintern og facisme

[Ungkommunisten, 2. årgang, maj-juni 1969, nr. 5, s. 15-23]

”Marx's lære får nu samme skæbne som så tit i historien er blevet det til del, der er skabt af revolutionære tænkere og førere i de undertrykte klassers frigørelseskamp. Så længe de store revolutionære var i live, havde de undertrykkende klasser kun stadige forfølgelser til overs for dem; deres lære blev mødt med den vildeste forbitrelse, det mest rasende had, den mest tøjlesløse løgne- og bagvaskelses-kampagne. Efter deres død forsøger man at gøre dem til harmløse helgenbilleder, så at sige kanonisere dem, indrømme deres navn et vist ry, for at ”trøste” de undertrykte klasser og tage dem ved næsen, idet man udhuler den revolutionære læres indhold, bryder dens revolutionære læres brod af og forfladiger den. Bourgeoisiet og opportunisterne indenfor arbejderbevægelsen finder nu hinanden i en sådan ”bearbejdelse” af marxismen. Man glemmer, tilsidesætter og forvansker lærens revolutionære side, dens revolutionære sjæl. Det, der er antageligt eller synes at være antageligt for bourgeoisiet, fremhæver og roser man. Alle social-chauvinister nu til dags er ”marxister” – lad være med at smile!”

Således indleder Lenin sit berømte skrift ”Staten og revolutionen”, Udv.V., B.VIII, forlaget Tiden 1948. Værket, der er et af marxismen-leninismens hovedværker, gør nøje rede for statens klassekarakter og nødvendigheden af en voldelig revolution. Vi vil derfor med det samme advare mod afsvækkelsen af den foreliggende oversættelse, (der ligger til grund for senere udgaver på dansk af samme værk), når den gør Lenin til lovsynger af ”revolution med magt”, hvor den engelske udgave har ordet ”violence”, hvad der ifølge Gyldendals røde ordbog betyder ”voldsomhed, vold, voldshandling”. Hvorledes kan en sådan afsvækkelse opstå? Vi ser lidt på 30'ernes historiske udvikling.

Den internationale finanskrise var i 1932 på sit højeste i Danmark. Den gennemsnitlige arbejdsløshed for året var 31,7%, det højeste ugetal var 190.000. I en radiotale d. 10.-11. op til folketingsvalget formulerede Aksel Larsen som formand for DKP dagskravene: 40 timers arbejdsuge, 7 timers arbejdsdag, forbud mod overarbejde og fri abort. (Man kan i denne forbindelse passende vurdere de ”skridt i retning mod socialismen” DKP kan opvise efter godt 36 års ”kamp”, de fem krigsårs kamp for det borgerlige demokratis genoprettelse indbefattet). Valget gav DKP 17.179 stemmer, og DKP fik, iøvrigt ret heldigt, sit parlamentariske gennembrud med to kandidater. Fra denne begivenhed fører der en rød tråd via Kominterns VII. verdenskongres i 1935 og den 20. partikongres i SUKP med ”Stalin-opgøret” (1956) til dannelsen i 1958 af SF og hele ”splittelsen” idag på ”venstrefløjen” i dansk politik.

D. 30. januar 1933 blev Hitler rigskansler i Tyskland, og d. 27.2. anstiftede de tyske fascister ”rigsdagsbranden”, og satte dermed punktum for det tyske, borgerlige demokratis beståen (”Weimar-republikken”). Den kapitalistisk-imperialistiske herskende klasse havde kastet den demokratiske maske og proklamerede sit åbne diktatur. Rigsdagsbranden blev brugt som påskud til forbud mod andre end nazistiske partidannelser, og terroraktioner mod ”jøder og marxister” satte ind. De tyske fascister, der var kommet til magten ved ”demokratiske” studehandler i de parlamentariske kulisser, ville udnytte rigsdagsbranden til et felttog mod Komintern og dens tyske sektion, KPD, men led et svidende politisk nederlag under Leipzig-processen, hvor bulgareren Georgi Dimitrov (”løven fra Leipzig”) i en blændende forsvarstale vendte anklagen for ildspåsættelsen mod anklagerne, de fascistiske magthavere.

Men terroren fortsatte. Snart var Gestapo og KZ-lejrene oprettet, og selv det socialdemokratiske parti fjernet som politisk magtfaktor. Da Hitler kom til magten, havde KPD en medlemsskare på 300.000 og ved rigsdagsvalget 5 mill. vælgere, men 10 måneder efter var 60.000 partimedlemmer arresteret og 2000 dræbt. Blandt de arresterede var næsten alle ”underfunktionærer” (dvs distrikts- og underdistriktsledere).

Komintern (”Kommunistisk (eller ”III”) Internationale”) havde udråbt socialdemokratiet til hovedfjenden, og koncentrerede sig om at vinde ”politisk kapital” i arbejderklassen ved at ”føre” denne ud i enorme lønslag, først og fremmest rettet mod socialdemokratiet og kapitalen. Den internationale finanskrise var på sit højeste (alene i efteråret 1932 var der 500 strejker i Tyskland), men KPD forstod ikke, at selv om socialdemokratiet objektivt var fascismens fødselshjælper, så var dette parti først og fremmest borgerligt demokratisk, det vil sige, at det tilrettelagde sin politik for at beskytte det borgerlige demokrati, som det i Tyskland var nedfældet i Weimarforfatningen efter den 1. imperialistiske verdenskrig. Betegnende er følgende citat fra en af KPD i 1931 udgivet lærebog i ”proletarisk politik”: ”En særlig egenartet situation har i øjeblikket udviklet sig i Tyskland, hvor der ved siden af socialdemokratiet har udviklet sig et andet stort masseparti, Det Nationalsocialistiske Arbejderparti...” (J. Lenz: Proletarischer Politik, Berlin 1931).

Det er simpelthen alt, der står om nazismen. Den danske oversættelse af bogen, der udkom efter Hitlers magtovertagelse, gengiver sætningen uændret, idet der dog tilføjes: ”Den skærpelse af den økonomiske situation, der er fulgt med Hitler-fascismens magtovertagelse, vil over for Tysklands arbejdende masser hurtigt blotte systemets afmagt mod krisen... (Marxistisk-leninistisk Strategi og Taktik, II, s. 33, København 1933).

KPD's og Kominterns fejlvurdering af fascismens muligheder og styrke gav sig grellere udslag: ”Den nuværende ro efter fascismens sejr er kun en forbigående tilstand. Det revolutionære opsving i Tyskland vil uundgåeligt vokse frem på trods af den fascistiske terror. Massernes modstand mod fascismen vil uundgåeligt forstærkes. Oprettelsen af det åbne fascistiske diktatur, som tilintetgør alle massernes demokratiske illusioner og frigør masserne fra socialdemokratiets indflydelse, fremskynder udviklingen i Tyskland hen mod den proletariske revolution.” (Resolution vedtaget af EKKI (Eksekutivkomiteen for Komintern) d.1.4.33)

D. 10. oktober 1933 vedtog KPD's politiske bureau en udtalelse, hvori det bl.a. hed: ”Der begynder nu et opsving for den revolutionære massebevægelse i Tyskland.” Og så sent som i december 1933 udtalte Wilhelm Pieck (KPD) på EKKI's 13. plenarmøde, at denne vurdering holdt stik, og han fortsatte: ”Den tyske arbejderklasses revolutionære opstand – det er perspektivet i Tyskland. Det kommunistiske parti er den eneste kraft, under hvis ledelse den proletariske revolution kan virkeliggøres.” Udfra denne i bund og grund forkerte vurdering fortsatte man den åbne kamps taktik, hvad der kostede enorme ofre og vidnede om den højeste grad af mod, udholdenhed og offervilje, men ikke desto mindre førte til et hurtigt forbrug af kvalificerede kræfter. Således forblødte Kominterns hidtil stærkeste sektion udenfor Sovjetunionen.

Udviklingen gik videre, men i den debat, der fulgte efter de tyske begivenheder, rettedes beskyldningerne i første omgang mod de socialdemokratiske lederes forræderi og modstand mod at opbygge en enhedsfront mod fascismen, dernæst rettedes en kritik af KPD's ”sekterisme”. Den politiske grundopfattelse, der havde ført til så tragiske konsekvenser, reviderede man ikke, og de beslutninger EKKI havde truffet, som øverste organ for Komintern mellem kongresserne, blev aldrig kritiseret. Tværtimod insisterede man på, at taktikken overfor socialdemokratiet havde været korrekt. Imidlertid lærte man af de tyske begivenheder, og efter Hitler-Tyskland i oktober 1933 havde forladt Folkeforbundet og det i løbet af foråret 1934 blev klart, at Sovjetunionen ville indtræde i dette, begyndte man at kunne se nye signaler i Kominterns politik. Det faktum, at udslagsgivende kredse af det engelske bourgeoisi var yderst velvilligt stemt overfor de tyske fascister, holdt sammen med voldsomme politiske uroligheder, hvorunder talrige fascistiske korps blomstrede frem, gav den franske sektion af Komintern vind i sejlene for enhedsfronts-politikken.

I slutningen af juni 1934 afholdt partiet en konference, hvor Maurice Thorez (Aksel Larsens politiske åndsfælle, af den ”generation” af parlamentarikere, der kom til at tegne politikken i Kominterns vesteuropæiske sektioner) fremsatte parolen ”Enhed fremfor alt”. Endelig d. 27. juli 1934 afsluttedes en samarbejdspagt mellem den franske sektion af Komintern og socialdemokratiet (man må i denne forbindelse erindre, at Komintern adskillige gange havde forsøgt at stable en enhedsfront med socialdemokratierne på benene, men at disse forsøg altid var blevet afvist), men prisen blev stor: Partiet afskrev den helt rigtige parole om, at socialdemokratiet var bourgeoisiets trovedstøtte i arbejderklassen, dvs at man indlod sig på politisk studehandel på et af marxismen-leninismens fundamentale punkter.

Efter således at have afskåret sig fra ideologisk kamp mod den værste form for opportunisme, socialdemokratismen, lod man sig endvidere forpligte til ”forsvar for de demokratiske friheder og gennemførelse af en demokratisk valgreform”, hvilket i politisk praksis betød, at man omsider havde givet efter for års antikommunisme for at få parlamentarismens blå stempel. Demokrati har jo som bekendt klassekarakter, og det borgerlige demokrati er blot bourgeoisiets maskerede diktatur – og samtidig den mest bekvemme form for kapitalen. At den herskende klasse har råd til at give masserne visse borgerlige rettigheder er jo i sig selv et tegn på fredelige tilstande klasserne imellem. At indlade sig på ”forsvar for de demokratiske friheder” betød at tilsløre den borgerlige stats klassekarakter, som den just så brutalt havde åbenbaret sig i Tyskland, og var en tilsidesættelse af Lenins klare ord i ”Teser for Kominterns fundamentale opgaver” om, at ”forberedelse af proletariatets diktatur ikke blot indebærer klarlæggelse (overfor arbejderne) af den borgerlige karakter af al reformisme, af alt forsvar for demokrati, sålænge den private ejendomsret til produktionsmidlerne eksisterer...”. Når man yderligere gav afkald på ideologisk kamp mod socialdemokratiet, var det så sandelig egnet til at få masserne ”under socialdemokratiets indflydelse” og få samme masser ”til at nære demokratiske illusioner”, for at bruge vendingerne fra EKKI-resolutionen fra 1.4.33. Men ikke nok med det.

I anledning af det radikale partis kongres i oktober 1934, fremsatte Thorez direkte forslag til kongressen om at være med i en folkefront. Forslaget blev afvist, men på en ny kongres i marts 1935 besluttedes det at slutte valgforbund med ”arbejderpartierne”, og ved kommunevalgene i maj bestod den nye koalition sin første prøve. Sin endelige bekræftelse fik folkefronten på Bastilledagen d. 14 juli, hvor man havde iværksat en kæmpedemonstration i Paris. Udover de tre store partier deltog et halvt hundrede andre organisationer i arrangementet, der kulminerede i en edsaflæggelse, hvor de deltagende partier svor på at ”ville forblive forenede i kampen for at forsvare demokratiet og afvæbne og opløse de fascistiske korps”.

Det var på grundlag af disse erfaringer i Frankrig og under total tilsidesættelse af de blodige erfaringer fra fascisternes magtovertagelse i Tyskland at Dimitrov på den VII. verdenskongres i august 1935 sagde i sin beretning: ”Men hvordan ser virkeligheden ud i dag, f.eks. i Tyskland? Blandt masserne vokser utilfredsheden og skuffelsen over det fascistiske diktaturs politik, og antager endog form af lokale strejker og andre aktioner. Til trods for alle anstrengelser er det ikke lykkedes fascismen at erobre arbejderklassens hovedmasser for sig i politisk henseende. Den mister og vil i stadig større grad miste endog sine tidligere tilhængere (I, s. 131)... erfaringen lærer os, at den anskuelse, at det overhovedet er umuligt at optræde legalt eller halvlegalt i lande med fascistisk diktatur, er en skadelig og urigtig anskuelse. At holde fast ved et sådant standpunkt betyder at falde hen i passivitet og overtrovedet at give afkald på virkeligt massearbejde (I, s. 133) ... For at udnytte disse muligheder må kommunisterne i de fascistiske masseorganisationer erobre positioner, der kan opnås ved valg, for at få føling med masserne, og de må een gang for alle frigøre sig for den fordom, at et sådant arbejde ikke passer sig for en revolutionær arbejder og er uværdigt for ham (I, s.134)... Den enhedsfrontens massebevægelse, der opstår udenfor og indenfor de fascistiske organisationer. … vil blive den rambuk, der ødelægger det fascistiske diktaturs fæstning, som mange i dag synes er uindtagelig. (I, s. 135)”

Endnu 2½ år efter Hitlers magtovertagelse troede man altså fremdeles på den åbne kamps taktik. Det var Kominterns ledelse umuligt at forstå den simple kendsgerning, at hovedparten af Tysklands befolkning på dette tidspunkt faktisk havde affundet sig med Hitlerstyret, for ikke at tale om dem, der direkte sympatiserede med det. Videre i beretningen lyder det: ”Når man spørger os, om vi kommunister kun i kampen for dagskravene står på enhedsfrontens grund, eller om vi også er rede til at dele ansvaret, når det drejer sig om at danne en regering på enhedsfrontens grund, så siger vi i fuld bevidsthed om ansvaret: ja, vi tager i betragtning, at der kan indtræde en situation, hvor dannelsen af en regering af den proletariske enhedsfront eller den antifascistiske folkefront ikke blot er mulig, men også nødvendig i proletariatets interesse (I, s. 150) ...Vi foretrækker endogså at give afkald på betegnelsen ”arbejderregering” og taler om en enhedsfrontsregering, som efter sin politiske karakter er noget principielt andet, end alle socialdemokratiske regeringer, der plejer at kalde sig ”arbejderregeringer”. Medens den socialdemokratiske regering er et redskab for samarbejde med bourgeoisiet til gunst for opretholdelsen af det kapitalistiske system, er enhedsfrontsregeringen et organ for samarbejde mellem proletariatets revolutionære fortrop og andre antifascistiske partier i hele det arbejdende folks interesse, en kampregering mod fascisme og reaktion. Det er klart,at dette er to bundforskellige ting. (I, s. 153).”

Man kunne ligesåvel sige: Det er klart at blande gødning og møg og møg og gødning sammen er to bundforskellige ting. Den er måske lidt svær at gennemskue, men ”de to bundforskellige ting” er kun principielt forskellige for så vidt, at det ”kommunistiske” parti formår at holde sin ideologi ren. Socialdemokraterne solgte ud af principperne før første verdenskrig, for endeligt at begå deres historiske forræderi mod proletariatet ved at stemme for hver sit nationale bourgeoisis krigsbevillinger. Kommunister kan godt ”samarbejde” med borgerlige (eller ”antifascistiske”) partier, men noget ”principielt andet” end socialdemokraternes samarbejde kan det kun og udelukkende være, såfremt der ikke gives køb for de marxistisk-leninistiske principper – men det gjorde Komintern: ”For 15 år siden opfordrede Lenin os til at koncentrere hele vor opmærksomhed om det, ”at finde ud af formerne for overgangen eller tilnærmelsen til den proletariske revolution”. Muligvis vil enhedsfrontsregeringen i en række lande vise sig at være een af de vigtigste overgangsformer (I, s. 154)... men vi siger åbent til masserne: Denne regering kan ikke bringe nogen endelig redning (I, s. 155)”.

Se, således var Dimitrovs ord i beretningen. Men i slutordet til kongressen tog han det endelige skridt: ”Men vi frygter ikke disse vanskeligheder, thi vi legemliggør millioner af arbejderes vilje, vi tjener bedst proletariatets interesser med vor kamp for enhedsfronten; thi den proletariske enhedsfront er den sikre vej til omstyrtning af fascismen og det kapitalistiske system, til afværgelse af imperialistiske krige (I, s. 208).”

Ved således at have gjort enhedsfronten til ”den sikre vej til omstyrtning af fascismen og det kapitalistiske system” uden et ord om det kommunistiske partis ledende rolle gav man køb. Det er en gammel marxistisk-leninistisk erfaring, at uden et kommunistisk parti og uden dettes ledende rolle kan ingen proletarisk revolution føres igennem til sejr.

Borte er alle Marx', Engels' og Lenins ord om ”at sønderslå det gamle statsmaskineri er en forudsætning for opbyggelse af proletariatets diktatur”, ord, der var gentaget igen og igen til alle mulige afskygninger af opportunister, ord, det havde kostet strømme af blod at få bevist rigtigheden af. Men disse – Dimitrovs – ord skulle komme til at koste endnu strømme af blod. De byggede grundlaget for den ”rene” revisionistiske tese om ”fredelig overgang til socialismen”.

Vi understreger, at Kominterns politik indtil da ikke havde været korrekt udfra et marxistisk-leninistisk synspunkt, men opgivelsen af ”Staten og revolutionen” markerede det definitive brud med den kommunistiske ideologi. Her skal blot lige nævnes, at Dimitrovs taler (3 stk) på verdenskongressen i sig selv var en manifestation af den europæiske chauvinisme, der var kendetegnende for hele Kominterns politik: I nævnte værk (I) fylder de 117 sider, deraf 1½ om opbygningen af enhedsfronten i USA – og to, siger og skriver to sider om den anti-imperialistiske, koloniale kamp. Det må have været en ejendommelig og pinlig oplevelse for den kinesiske delegation. Al kritik af ”den taktiske nyorientering”, som Dimitrov betegnede enheds- og folkefrontspolitikken, blev affærdiget som ”venstre”-afvigelser. At der imidlertid ikke var tale om en ”taktisk nyorientering”, viste de følgende års politik. Det var en strategisk ”ny”-orientering – strategien for ”den fredelige overgang”.

I april 1935 afholdt DKP sin 14. kongres. Man besluttede her at afstå fra at opstille til landstingsvalget, ”og partiet opfordrer samtidig såvel socialdemokratiet som det radikale venstre og retsforbundet til sammen med os at gennemføre en samlet demokratisk og frisindet enhed i kampen mod de reaktionære partier.” (II, s. 103). I april- og majnummeret af TIDEN skrev Aksel Larsen to artikler om betydningen af partiets 14. kongres, der havde været fulgt med interesse af den samlede borgerlige presse. Der stod heri b1.a.: ”ikke uberettiget tager man beslutningen om landstingsvalget som en art koncentreret udtryk for hele kongressens politiske linie. Man udleder imidlertid deraf, at partiet nu skulle være blevet et hyggeligt ”parlamentarisk” eller ”reformpolitisk”, kort sagt et opportunistisk parti, der vel nok adskiller sig fra socialdemokratiet, men at der ikke mere er nogen væsensforskel, kun en gradsforskel mellem partierne. (Bedre kan det faktisk ikke siges. Red.). Man drager den slutning, at kommunisterne øjensynligt er ved at afsværge revolutionen og indrette sig på et ”fredeligt” arbejde for deres mål. For så vidt disse slutninger ikke er fabrikeret af sær1ig kloge politiske spekulanter, som ved at pådutte vort parti en grundopfattelse, det ikke har, vil søge at sprede mismod blandt partiets tilhængere, så er de vidne om en utrolig politisk lavpandethed. (II, s. 106)”.

Nå, så lavpandede var ”man” åbenbart ikke. De to nævnte artikler er ihærdige forsøg fra den allerede da drevne parlamentarikers side på at påvise, at DKP aldeles ikke havde afsværget ”revolutionen”, men han kryber på det mest elegante uden om spørgsmålet om den ”revolutions” karakter, om den skulle være voldelig eller ikke-voldelig – og det er idag som dengang en aldeles tåbelig problemstilling, en revolution er i sig selv en voldshandling, hvor en klasse omstyrter en anden.

Så forsigtig var man i 1935. Francos reaktionære statskup i Spanien, hvor de spanske reaktionære væltede et omend barberet borgerligt demokrati over ende med aktiv støtte fra Hitler og Mussolini og yderst velvillig ”neutralitet” fra det samlede vesteuropæiske bourgeoisi, fik ikke Komintern til at se klarere på den borgerlige stat, men tilgangen til de internationale brigader, der med våben i hånd bekæmpede fascisterne, viser noget om den offervilje og solidaritetsfølelse, der i hine tider var at finde i den europæiske arbejderklasse.

I foråret 1938 var situationen i Europa den, at folkefrontens etablering i Frankrig havde standset det indre stormløb af fascistiske horder, at den spanske (borgerlige) republik, der var etaberet som folkefrontsregering, på tredje år kæmpede for sin eksistens, og det engelske bourgeoisi med Chamberlain som stråmand flirtede kraftigt med fascisterne. Alle europæiske stater havde tiltrådt ”ikke-interventionspolitikken” i spørgsmålet om den spanske borgerkrig, en politik, der åbent blev overtrådt af de fascistiske regeringer i Tyskland og Italien, hvor fascisterne havde haft magten siden 1922. Sovjetunionen støttede folkefrontsregeringen i en vis udstrækning. Det borgerlige demokrati i Østrig var under pres fra såvel ydre som indre fjender blevet knust, og også her åbenbarede kapitalismen sit hæslige, usminkede ansigt. Det var klart for enhver, ikke mindst for Sovjetunionen og Komintern, at de europæiske imperialister pønsede på krig – og at denne krig skulle rettes mod og udløses mod Sovjetunionen.

Hvad gjorde DKP i denne situation? Op til grundlovsdag 1938 afholdtes en landsparti-konference i Odense, og Aksel Larsen aflagde på centralkomiteens vegne beretning og trak linierne op for partiets politik. Og hvilke linier!

”For tre år siden pegede vi kommunister – bl.a. gennem manifestet fra den Kommunistiske Internationales VII. Verdenskongres – på fascismens voksende aggressivitet og fremtrængen, særlig i Mellemeuropa. Vi betegnede fascismen som den mest truende fare, ikke blot for arbejderbevægelsen, men for kulturen og hele menneskeheden – ikke blot for de demokratiske landes fred, men for selve demokratiets beståen! ...at fascismen ikke viger tilbage for nogen som helst forbrydelse for at nå sit mål: at skrue udviklingen baglæns, at etablere monopolkapitalismens direkte brutale diktatur, at tilintetgøre demokratiet og at lægge den arbejdende befolkning i slavelænker (II, s 150)... Det må stå klart for enhver, at som Hitler har en Franco i Spanien, som han havde en Seyss-Inquart i Østrig, og som han har en Henlein i Tje-koslovakiet, således har den tyske fascisme sine agenter blandt det danske folk (II, s. 153)... Vort parti er et demokratisk parti... vi tilstræber et socialistisk demokrati... vi tilstræber ikke at nå dette mål ved forfatningsstridige midler, ved voldsanvendelse, ved mindretaltskup eller lignende. Vort arbejde går ud på at vinde og forene det overvældende folkeflertal, hele det arbejdende folk til politisk kamp for dette mål, som det er i det store folkeflertals, i menneskehedens og kulturens interesse bliver nået. (II, s. 156)... Vi ønsker ikke magtpolitik eller at deltage i koalitioner, men vi mener, at ligesom de fascistiske stater og fremfor alt Tyskland tydeligt har erklæret og demonstreret, at de ønsker krigen, tilstræber krigen, bekender sig til krigen, til vold, blodsudgydelser og anneksioner, således har de demokratiske magter kun eet ønske, nemlig at bevare freden, og udfra bevidstheden om, at fascist-magterne ikke ved overtalelser eller indrømmelser kan foranlediges til at lade de enkelte demokratiske lande være i fred, bør disse søge samarbejde om fredens bevarelse (II, s. 160).”

Altså: Stående overfor en international mur af reaktionær vold mente Kominterns danske sektion ikke at kunne benytte sig af ”forfatningsstridige midler, af voldsanvendelse” for at nå menneskehedens højeste mål. DKP's vurdering af de tyske og italienske imperialister var rigtig nok, men hvem var ”de demokratiske magter, der kun har eet ønske, at bevare freden”? Da vel ikke de engelske og franske imperialister, der ikke havde bestilt andet op gennem trediverne end at forsøge at få vendt den uundgåelige krig mod Sovjetunionen?

Den totale ideologiske forvirring i Aksel Larsens tale (der blev trykt og uddelt i masseoplag) fremgår med al beklagelig tydelighed: ”Demokratiske lande”, ”tilintetgøre demokratiet”, ”vort parti et et demokratisk parti” og så videre. Det er jo lutter jammerlig leflen for det borgerlige parlament, det er jo som en lang bøn til bourgeoisiet om indlemmelse i dets undertrykkelsesmaskine, den borgerlige stat. Det er ikke yderligere kommentarer værd, så vi vil i stedet springe 7 år længere frem i tiden, for at se, hvad Kominterns VII. verdenskongres havde ført til 10 år efter sin afholdelse. Imellem lå det største menneskeslagteri i verdenshistorien, foranstaltet af imperialismen, den døende, rådnende kapitalisme.

Den 2. imperialistiske verdenskrig var slut, DKP havde været i enhedsfrontsforhandlinger med socialdemokratiet, der gik ind på disse for at tækkes den offentlige mening. DKP's kamp mod de tyske imperialister havde skaffet partiet mange venner. Efter to måneders tovtrækkeri brød forhandlingerne sammen, socialdemokratiet var kun interesseret i enhedsfront undet dets ledelse. Den 14. august 1945 holdt Aksel Larsen en tale i Bellahøjparken, hvor han bl. a. sagde:

”Som det er sket i visse socialdemokratiske taler og artikler, således synes også socialdemokratiets forhandlingsudvalg at ville stille en mærkelig betingelse, nemlig at vi er tilhængere af demokratiet. Vi forstår ikke helt den tankegang, det ligger bag et sådant ønske. Ord er godt, men ord gør det ikke alene. Det er dog bedst, om man i handling har dokumenteret, at man er demokratisk indstillet, og enhver som kendte det mindste til vor politik såvel før som under krigen – ikke vor politik, sådan som vore modstandere falskeligt fremstillede den, men vor politik, sådan som vi selv gav udtryk for den, og som den var – ved, at vore papirer er i orden i så henseende. (II, s. 287)”

Vi erkender, at Kominterns vesteuropæiske sektioner kæmpede en brav kamp, men vi erkender også, at den blev udkæmpet for det borgerlige demokrati og ikke for socialismen.

Kilder:

I: Georgi Dimitrovs Liv og Kamp for Folkefronten, Mondes Forlag 1938 (datidens DKP-forlag).

II: Taler og artikler gennem tyve år, Aksel Larsen, forlaget TIDEN 1953 (nutidens DKP-forlag).