Psyk-krig

Kapitalismen i de nordiske lande har siden den 2. verdenskrig, om ikke allerede før, været præget af en stabilitet og vækst, der savner sit sidestykke nogetsteds i den øvrige imperialistiske verden. Socialdemokratierne var fra første færd præget af reformisme, og de “kommunistiske” partier, der senere dukkede op, var ikke væsentligt anderledes. Dette havde naturligvis den imperialistiske udplyndring af de koloniale områder som materiel basis.

Det er ikke det revolutionære parti, der skaber klassemodsætningerne og skærper dem, det er klassemodsætningerne og deres skærpelse, der skaber det revolutionære parti.

Men vi må forstå, at den reformistiske arbejderbevægelse, kapitalismen leverede betingelserne for her, har virket tilbage på, har været med til at administrere hele det borgerlige samfund gennem mange år. Dette samarbejde mellem reformister og kapital i statsadministrationen og alle andre steder har frembragt et samfund, hvor praktisk talt alle modsætninger er dækket af vældige dyner af provinsiel småborgerlighed. I de større imperialistiske lande er det endnu ikke lykkedes at skabe en sådan atmosfære. Der kan man dog stadig finde grupper i eller dele af det arbejdende folk, som ikke helt har undergivet sig systemet, i hvert fald ikke formelt.

Når vi starter med at sige disse ting i vort forsøg på at fortælle noget om begivenhederne omkring ”DE GRØNNE DJÆVLE” i Saga Bio, er det fordi vi mener, at denne viden bør danne baggrund for enhver analyse af også denne konkrete sag. Ellers vil det være umuligt at forstå, hvorfor f. eks. næsten alle de implicerede parters argumentation er gennemsyret af småborgerlig tankegang, lige fra vatnissen Knud Thestrups og BTs lederskribents til argumentationen fra de mest militante af ”the streetfighting-men”.

Vi må hele tiden huske, at der i dette land gennem mange, mange år har været en politisk atmosfære, hvor kun oppositionens jamren over den siddende regerings kassebedrøverier har afbrudt stilheden. Derfor kan politiske handlinger som Saga­ demonstrationerne vække en sådan opsigt, som tilfældet var. Både fordi demonstrationernes indhold generede magthaverne, og fordi formen gav lidt af den sensation, småborgerlige mennesker ynder at svælge i.

Vi vil ikke spilde tiden med referater af begivenhederne, som de fleste vel efterhånden har fået serveret i mere eller mindre smagfulde anretninger, men blot forsøge at trække nogen af de ting frem, som vi finder centrale, og som var årsagen til Den Antiimperialistiske Aktionskomite’s medvirken.

Oberst Kirby (John Wayne) inspicerer forsvarsanlægget omkring den fremskudte post, han besøger under sit ophold i Vietnam. Han bemærker, at meget kunne være udført bedre og mere solidt og får forklaret, at det skyldes mangel på arbejdskraft, og at arbejdskraft kun kan skaffes fra de omkringliggende landsbyer. Men desværre synes omegnens befolkning ikke at være særlig villig til at gå amerikanerne tilhånde, tværtimod forlyder det, at de i al troskyldighed og på grund af terror ligger under for Vietcongs forløjede propaganda. John Waynes solbrændte blå øjne knibes et øjeblik eftertænksomt sammen, så siger han over skulderen til sin sergent: ”Giv besked til Psykkrig om at kaste nogle flyveblade med gode råd ned over de pågældende landsbyer, så de kan komme over til os til sikkerheden”.

Denne bemærkning i filmen ”DE GRØNNE DJÆVLE” giver den amerikanske ”forklaring” på den uhyggelige sammenstuvning af den tapre vietnamesiske bondebefolkning, der blev ført igennem under navnet de strategiske landsbyer. Det var i virkeligheden koncentrationslejre, der blev opført i enormt antal, og som samtidig fungerede som befæstninger. John Waynes bemærkning indeholder imidlertid også forklaringen på hans egen film. Den er en del af psykkrigen, propagandaen. Den er en del af den amerikanske imperialismes krigsmaskine, den er dermed præcis ligeså modbydelig, i ligeså høj grad et våben, som napalmbomberne og maskingeværerne er det. Den står i samme forhold til de mere kontante våben, som Goebbels’ propaganda til den øvrige tyske krigsmaskine. Filmen var et flyveblad, det skulle ikke kastes ned over landsbyer i et undertrykt land, det var og er beregnet til baglandet, til det arbejdende folk i de imperialistiske lande. John Wayne har selv forklaret, at det var en opmuntring og en støtte til ”drengene” derude. Og en sådan film mister ikke sin karakter, når den køres i Danmark. I øjeblikket skal der ikke hverves soldater her til kampen mod de undertrykte folk. Men imperialismens interesse i, at det danske folk slutter op bag krigen og fortsat er at finde på den forkerte side i det verdensomspændende opgør, bliver ikke mindre af den grund. Derfor er det progressive menneskers pligt at sætte deres modstand ind, når ”DE GRØNNE DJÆVLE” køres i København. Derfor var vi med ved Saga. Dette var og er indholdet i aktionerne efter vor opfattelse.

Alle de diskussionsemner, der samtidig dukkede op, er formsspørgsmål, som kun kan betragtes og vurderes i forbindelse med indholdet. Vi kender udmærket forholdet mellem form og indhold. Men vi kender også det småborgerlige karaktertræk, der fandt så store udfoldelsesmuligheder ved denne lejlighed. Ytringsfrihed, censur, vold, ikke-vold, disse begreber, som er uden mening i abstrakt forstand, blev med et poleret op, så de skinnede, og folk ganske glemte, hvad der dog kunne være indeni.

Det eneste krav, der skal stilles til anti-imperialistiske aktioners form, er, at den skal tjene indholdet, de undertryktes folks kamp mod imperialismen, vor kamp for socialisme.

Det drejer sig ikke om at overholde eller overtræde borgerlige spilleregler, kun hensynet til hver enkelt situations muligheder afgør valget af aktionsformen.

Demonstrationerne ved Saga var ikke, som så mange andre tidligere, præget af svaghed og reformisme. Man appellerede ikke til magthaverne, støttede sig ikke på borgerlige autoriteter og lod sig ikke bremse af nogen kasketklædt gruppe.

Ikke desto mindre kom mange svagheder for dagens lys, organisatorisk og politisk. Men i modsætning til tidligere gjorde svaghederne indtryk. Man indså nødvendigheden af at organisere sig, at have en form for diciplin, så man kunne forsvare sig og opnå en ny styrke.

For os at se skete der en ændring i demonstranternes hele holdning i og med, at de indså nødvendigheden af en organisering. For det et jo ikke en organisering på det gamle plan, der nu skal laves. Det er ikke den form for organisering, som f. eks. Vietnam-bevægelsen hidtil har været præget af, hvor størstedelen af demonstrationsdeltagerne blot går som passive mennesker, der hverken er med i det politiske eller organisatoriske forarbejde.

Denne gang er det organisering af de aktive, det drejer sig om, hvor man bearbejder sine erfaringer og hæver sit eget politiske niveau, hele tiden med det for øje at forbedre den fremtidige praksis.

Saga-demonstrationen har, i modsætning til mange endeløse diskussionsmøder, skabt klarhed over mangt og meget, derfor må de tages alvorligt og vi må lade erfaringerne fra den indgå i vor bevidsthed.

En lang række organisationer og personer afslørede sig selv så grundigt, at det nu skulle være muligt at rydde en god portion illusioner af vejen: Forhåbentligt er det blevet klart, at det ikke er nok at have gode forbindelser til de borgerlige blades redaktionskontorer. Visse blades (f. eks. Ekstrabladets) positive interesse for venstreorienterede aktiviteter er som blæst væk, i samme sekund det revolutionære perspektiv kommer ind i billedet, og det ikke længere er ufarligt sensations-mageri uden dækning i virkeligheden. Pressens reaktioner har ikke været væsentligt forskellig fra det vrøvl, en lang række “progressive” autoriteter fandt anledning til at vælte af sig. Og i denne forbindelse vil vi også gøre opmærksom på den holdning ”Det ny Samfund” og lignende indtog. Omsider blev det åbenbart, at disse menneskers ”revolution” hører hjemme i det borgerlige samfunds sandkasse og ikke nogen andre steder.

En mere alvorlig kritik skal rettes mod de aktivister, der udtalte sig på demonstrationens vegne, herunder Aktionskomiteen af 7. maj, hvor vi også selv var repræsenteret. Hele deres argumentation var vrangvendt og forkert, de lod sig lede ind i diskussionerne om formen og var ude af stand til at placere tingene i deres rette sammenhæng.

Efter deres udsagn kunne man næsten forledes til at tro, at det var en revolution, man oplevede, og ikke en forsvindende lille minoritet, der prøvede at bekæmpe imperialistisk propaganda.

Vi beklager, at Kommunistisk Ungdoms Forbund ikke spillede den rolle i 7. maj-komiteen,som KUF burde have spillet. Vi ønsker ikke at være med til at udvikle den opfattelse, at politiet spiller nogen speciel rolle i statsapparatet, og at kampen skal rettes netop imod det. Vi mener ikke, at slagsmålet ved Saga Bio forklares ved Maos ord:

”Historien viser, at alle reaktionære kræfter på tærsklen til udslettelse fører en sidste desparat kamp mod de revolutionære kræfter…”

Men vi vil mene, at man ved denne lejlighed så spirerne til det, der vil blive fremtidens anti-imperialistiske bevægelse. Det vil nu blive vanskeligere for reformister og revisionister at lede folk den gale vej. En del mennesker har opdaget, at de selv kan og ikke behøver formynderskab.

Det videre arbejde vil vise, i hvilken grad erfaringerne er blevet forstået. Under alle omstændigheder er arbejde med anti-imperialistisk sigte den eneste vej fremad.

Alle de spørgsmål der er kommet frem, er positive i den forstand, at de er resultatet af aktivitet, at de er fremkommet på grund af kamp.