INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Politiske huleboere

[Ungkommunisten, 2. årgang, marts 1969, nr. 3, s. 14-16]

”ET STRAFFET MINDRETAL HAR REJST OPRØRSFANEN”

En artikel under denne overskrift var at finde i Land og Folk søndag d. 16-2, den omhandlede militærnægternes aktioner i den senere tid.

Militærnægterne har rejst oprørsfanen for disse tre hovedkrav:

  1. Samme tjenestetid som de militære værn dvs maksimalt 14 måneder.
  2. Udstationering på sociale og kulturelle institutioner umiddelbart efter indkaldelsen i stedet for 5 måneders skovarbejde først.
  3. Anerkendelse af militærnægterforeningen som forhandlingsorgan og udvalgsberettiget organisation.

Hvilke sidestykker har vi til denne kamp? Vi har mange!

Fagforeningernes ”kamp” for demokrati på arbejdspladserne og for større andel i rovet fra de undertrykte og udbyttede lande i Asien, Afrika og Latinamerika.

Vi har ”kampen” for demokrati og medbestemmelse på kommuneskolerne, gymnasierne og de højere læreanstalter. Vi har ”kampen” for talsmænds indflydelse indenfor de militære værn.

Hvad bygger så disse ”kampe” på? Hvad bliver resultatet af dem?

Disse kampe bygger på enormt fastgroede og stærke illusioner om det samfund, vi lever i, nemlig det danske imperialistiske samfund. De bygger på reformistisk, opportunistisk, revisionistisk, kort sagt borgerlig tankegang. Illusioner om at man kan ændre det bestående samfund ved hjælp af reformer og evolution.

Men kan man ikke det? – vil mange sige – har vi da ikke fået mere medbestemmelse og dermed mere demokrati?

Jo, vi har fået udbygget det BORGERLIGE demokrati. Vi har fået samarbejdsudvalg snart overalt på skoler og arbejdspladser, men vi har ikke fået rokket en tøddel ved det samfundssystem, vi lever under. Er klasserne måske ophørt at eksistere? Er vi nået til det klasseløse, kommunistiske samfund gennem samarbejdsudvalgene? Nej: Vi har tværtimod fået flere og flere beviser for, at den reformistiske kamp der føres og er blevet ført gennem de sidste mange år kun har styrtet og konsolideret det kapitalistiske system. Og vi ved, at jo mere ”frit” kapitalismen kan stille sine borgere, jo større illusioner får disse borgere om samme samfund. Ofte høres dette argument: ”Vi har fået samarbejde og medbestemmelsesret, vi bliver hørt, og vi har en vis indflydelse på tingene”, hvilket netop viser forstærkede og udbyggede illusioner om samfundet.

Størstedelen af militærnægterne er i dag ikke længere pacifister som tidligere, og størsteparten af dem ønsker at få omdannet samfundet. De snakker endog om socialisme som afløseren, alligevel fører de en kamp for medbestemmelse og flere håndører til biler, dybfrysere og fritidshuse.

Men hvis vi ikke skal kæmpe for medbestemmelse, hvad skal vi så gøre for at fremme socialismens sag?

Vi skal blandt andet nedbryde alle illusioner om vort samfundssystem og ikke konsolidere det, som man gør ved at føre de føromtalte ”kampe”.

Vi skal også vise sammenhængen mellem den stigende velstand i Vesteuropa og Nordamerika og den stigende nød, undertrykkelse og udbytning af folkene i Asien, Afrika og Latinamerika.

De kampe, der i dag føres i den undertrykte del af verden er væbnet kamp for national befrielse. De undertrykte folk kæmper mod hære, der er i alliance med vor hjemlige hær. Imperialisternes hære vil også blive brugt mod revolutionære herhjemme, de vil blive sendt ud mod ”5. kolonne” herhjemme. Når der bliver brug for dem, vil de være på deres plads ved deres herres fod og lyde hans bud. Denne herre er det kapitalistiske system. Hvad bliver der så tilbage af vor medbestemmelsesret og vort samarbejde?

Forhåbentlig intet samarbejde med den kapitalistiske hær; kun på dem måde, at vi besvarer ilden fra deres geværer og kanoner med ild fra vore våben.

En af forudsætningerne for at vinde er, at vi er i stand til at besvare ilden, at vi kan betjene våben, og desuden kendskab til den kapitalistiske hær, både våbenmæssigt, moralsk standard, kampteknik osv.

Får vi denne viden ved at blive udstationeret i 14 måneder på sociale og kulturelle institutioner som politiske militærnægtere i stedet for at gå ind i militæret som almindelige værnepligtige? Svaret må naturligvis være nej.

Dette skal ikke forstås derhen, at enhver revolutionærs første pligt er at gå ned og købe en riffel og fare ud i Gribskov for at lære at skyde. Kampen føres for øjeblikket på det ideologiske plan; men vi må være klar over, at det vil den ikke blive ved med. Der kommer en dag, hvor Mao Tse-tungs tese om at ”politisk magt vokser ud af et geværløb” også vil blive til virkelighed for proletariatets hær selv i det lille demokratiske og medbestemmelsesfyldte Danmark.

”Krig er fortsættelsen af politik”. I denne betydning er krig politik, og selve krigen er en politisk handling; der har fra tidernes morgen aldrig været en krig, der ikke havde politisk karakter...

Men krig har sine egne specielle karakteristika, og i denne betydning kan den ikke ligestilles med politik i almindelighed. ”Krig er fortsættelsen af politik med andre ... midler”. Når politikken udvikler sig til et vist stade, udover hvilket den ikke kan gå videre med de sædvanlige midler, bryder krig ud for at feje hindringerne af vejen.... Når hindringen er fjernet, og vort politiske mål nået, standser krigen. Men hvis hindringen ikke fuldstændigt fejes bort, må krigen fortsætte, til målet er fuldt opnået .... Det kan derfor siges, at politik er krig uden blodsudgydelse, mens krig er politik med blodsudgydelse”

Mao Tse-tung.