INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Til alle kommunister! Til alle der vil socialisme!

Udsendt af Kommunistisk Arbejdskreds, Kbh., 1964. 6 s. Indeholder "KAK’s formål", artiklen "Til alle kommunister i Danmark", som er en skarp kritik af Sovjetunionen og DKP, samt "12 punkter for en kommunistisk politik i Danmark."

KOMMUNISTISK ARBEJDSKREDS' formål er:

  • at arbejde for kapitalismens afskaffelse i Danmark gennem en revolutionær omformning af samfundet under arbejderklassens ledelse, gennem skabelsen af proletariatets diktatur og socialismens opbyg­ning. Dette må ske gennem en mobilisering af arbejderklassen og skabelsen af arbejderklassens enhed og forbund med andre udbyttede i stadig kamp mod reformistisk og borgerlig ideologi.
  • at arbejde for verdensfredens bevarelse gennem utrættelig afslø­ring af og kamp mod monopolerne og imperialismen, først og frem­mest den amerikanske imperialisme. Dette må ske i forbund med brede kredse af det danske folk.
  • at arbejde for genskabelsen af et kommunistisk parti, som gen­nem anvendelsen af marxismen-leninismens almengyldige sandheder på den konkrete danske virkelighed placerer sig som arbejderklassens fortrop. Partiet må opbygges efter den demokratiske centralismes principper, og det må bestandigt arbejde for at højne sit ideologiske niveau i stadig kamp mod revisionisme og dogmatisme.
  • at arbejde i ubrydelig solidaritet – på den proletariske interna­tionalismes grundlag – med alle kommunistiske partier og alle marxi­ster-leninister, som fast og ubønhørligt bekæmper den moderne revi­sionisme og nydogmatismen, som afviser storparti-chauvinisme i forholdet partierne imellem, og som uden på noget tidspunkt at svigte principperne arbejder på at samle alverdens udbyttede og under­trykte i en bred enhedskamp mod imperialismen for national befrielse og for socialisme og kommunisme.

Kommunistisk Arbejdskreds konstituerede sig på et møde den 25. juni 1964 i København som en åben orga­nisation. Mødet valgte en bestyrelse for arbejdskredsen og vedtog den formålsudtalelse og den henvendelse til alle kommunister, der bringes på disse sider.

Bestyrelsen har følgende sammensætning:

Gotfred Appel, Jørgen Baun, Anna Jørgensen, Erling Mikkelsen, Poul E. Pedersen, Benito Scocozza, Kai Svendsen.  

Kommunistisk Arbejdskreds og ORIENTERINGS adresse er fortsat:
c/o Scocozza, Studsgårdsgade 10, 1., København Ø. Telf. 29 43 57 – giro 1279 25.

 

Til alle kommunister i Danmark!

Den hidtil alvorligste splittelse truer den internationale kommuni­stiske bevægelse fra den moderne revisionismes side!

Netop i en situation, hvor skabelsen af den socialistiske lejr, de store sejre for kolonifolkenes befrielsesbevægelse og folkenes vok­sende enhed mod imperialisme og reaktion har skabt de gunstigste betingelser for nye store sejre i arbejderklassens og den brede befolk­nings kamp mod undertrykkelse og krig, for fred og socialisme – netop i denne situation er den moderne revisionisme opstået og har vokset sig stærk i den kommunistiske bevægelse i en række lande, herunder også i Sovjetunionens kommunistiske Parti.

Netop i denne gunstige situation forsøger de moderne revisionister at lamme folkenes tillid til egne kræfter og lamme deres tro på fremtiden. Netop i denne gunstige situation forsøger Sovjetunionens ledere under påskud af »fredelig sameksistens« at få folkene til at erstatte den anti-imperialistiske kamp, der alene kan sikre verdensfreden, med et samarbejde med den amerikanske imperialisme. Sovjetunio­nens kommunistiske Partis ledere forsøger under påskud af »fredelig overgang« til socialismen at få folkene til at erstatte den revolutio­nære klassekamp, der alene kan føre til socialismen, med et parlamen­tarisk samarbejde med selv reformistiske kredse og partier om at »ændre samfundets struktur« inden for rammerne af kapitalismens »demokratiske traditioner«.

Men den moderne revisionismes stræben efter at kvæle marxismen-leninismens revolutionære indhold fører uundgåeligt til en forstær­kelse og uddybning af kampen netop for den proletariske ideologis renhed. Parti efter parti verden over, herunder i den socialistiske lejr, og marxister-leninister i hele verden har taget handsken op, og den åbne ideologiske og politiske polemik, der så egenmægtigt blev startet af Hrustjov på Sovjetunionens kommunistiske Partis 22. kongres, er ved at vende sig til en fornyet styrkelse netop af marxis­men-leninismen.

Med deres trussel om en »flertals«-konference for kommunistiske partier har Hrustjov og de, der følger ham, nu sat kursen mod en åben splittelse af den kommunistiske bevægelse og af den socialistiske lejr. De er dermed ved at tage det sidste skridt ud på et skråplan, der er fyldt med farer for socialismens landvindinger og for hele menneskeheden, men som på den anden side med sikkerhed vil føre til revisionisternes egen endelige fallit.

Danmarks kommunistiske Partis ledere har placeret partiet på den moderne revisionismes platform og har tilsagt Hrustjov fuld støtte i hans splittelsesbestræbelser.

Når denne revisionistiske udglidning er lykkedes for partiledelsen uden kompakt modstand fra medlemmernes side, skyldes det ikke mindst illusionen om, at DKP tog opgøret netop med revisionismen i partikampen mod Aksel Larsen og hans folk i 1958. Dette opgør blev imidlertid aldrig ført igennem. Væsentlige sider af partiets revisionistiske politik før »opgøret« – f. eks. selvudslettelse i »enheds«-politiken, angsten for klart og åbent at placere sig i spidsen for den faglige kamp, den manglende vilje og evne til klart og ærligt at redegøre for kommunisternes revolutionære perspektiv og angsten for ærligt og uden omsvøb at forklare arbejderklassen indholdet i proletariatets diktatur – forblev uændret, og på trods af smukke ord om samtidig kamp mod dogmatismen indtog partiledelsen fortsat en usmidig og verdensfjern holdning til den internationale og den danske udvikling. Den erstattede et livsnært arbejde for arbejder­klassens sag med tomme floskler. Den erstattede arbejdet på at rejse arbejderklassen med deputationer til socialdemokratiske ministre. Den har hele tiden »vurderet« forholdene i Danmark, som om det var partiledelsen, der bestemte, hvordan virkeligheden skulle se ud, i stedet for at lade virkeligheden afgøre, hvilken politik partiet burde føre på sit principielle grundlag.    

Denne politik har sat sine triste spor i partiet. Ikke blot har partiledelsens og LAND OG FOLKS forsøg på at tie den internationale debat ihjel og deres senere fordrejelser og løgne haft en lammende virkning på enhver ideologisk, politisk aktivitet og udvikling i partiet. Selve den revisionistiske politik har taget initiativet, gejsten og kamplysten fra medlemmerne. Partiet er i uhyggelig grad afpolitiseret, det er organisatorisk dødt, arbejdsmæssigt stivnet og er i færd med at degenerere til en perspektivløs forening, hvis formål alene er at holde sig selv i live.

Denne udvikling i den kommunistiske bevægelse må vendes! De moderne revisionisters splittelsesvirksomhed, både internationalt og i de enkelte partier, må standses. De moderne revisionisters politiske og ideologiske indflydelse på de mange, der ønsker et socialistisk Danmark, må bekæmpes og endegyldigt fjernes – gennem en sej og utrættelig indsats for gradvis genrejsning af den revolutionære arbejderbevægelse på marxismen-leninismens grund.

KOMMUNISTISK ARBEJDSKREDS har med sine »12 punkter for en kommunistisk politik i Danmark« givet et oplæg til en fornyet politisk aktivitet og afklaring blandt danske kommunister. Denne debat og denne politiske afklaring må og skal komme, og den må og skal føres igennem.

Uden en sådan afklaring kan et kommunistisk parti ikke genskabes i vort land, og uden et sådant parti er al tale om socialisme i Danmark formålsløs.
Der er lang vej til målet! Vi må begynde nu!

 

12 punkter
for en kommunistisk politik i Danmark

  1.  I den verdensomspændende kamp for freden bør kommunisterne uophørligt påpege, at imperialismen, og i første række den amerikanske imperialisme, er den hovedansvarlige for krigsfaren. Kampen mod imperialismen kan ikke føres ved hjælp af tomme paroler om en fire-årigt total international afrustning eller gennem en underordning af klassekampene og de nationale kampe under den fredelige sameksistens' principper, eftersom disse princippers gyldighed begrænser sig til forholdet mellem lande med forskelligt samfundssystem. Vi afviser i denne forbindelse den farlige snak om gensidig tillid mellem socialismens folk og imperialisterne, og vi afviser Sovjetunionens selvovervurderende tro på, at blot de sovjetiske og amerikanske toppolitikere kommer til enighed, da er truslen mod verdensfreden fjernet. En sådan enighed er utænkelig og uønskelig, idet borgfred med klassefjenden er ensbetydende med forræderi mod den internationale arbejderklasse og mod alle undertrykte folk. Kampen mod imperialismen bør baseres på massernes mangesidige initiativer og aktioner, ligefra den direkte kamp mod atomtruslen til folkenes bestræbelser på nationalt og klassemæssigt at splitte imperialisterne.
  2. Kampen for et forbud mod atomvåben, herunder forbud mod alle prøvesprængninger – også de underjordiske – skal styrkes og udvides, idet man samtidig klart fremholder, at kernevåben ingensinde kan blive et trusselsmiddel i en socialistisk magts politik, og at ingen socialistisk magt nogen sinde og under noget forhold kan være den første til at anvende kernevåben. I denne forbindelse afviser vi Sovjetunionens hovedløse kernevåbenpolitik, der er en tro kopi af den amerikanske kerneafpresningspolitik og et resultat af denne. Vi afviser således Sovjetunionens eventyrpolitiske anbringelse af raketter på Cuba, samtidig med at vi afviser ethvert forsøg på, at isolere kampen for freden til et spørgsmål om at ordne verdensproblemerne gennem aftaler stormagterne imellem. Kampen for bevarelsen af et atomfrit Norden, forbundet med bestræbelserne for at rive Danmark løs fra NATO med dansk neutralitet for øje, bør yderligere udvikles, idet kommunisterne klart fastholder, at en gennemførelse af dette krav ikke automatisk udelukker krigsbandlinger på dansk område, at stormagtsgarantier, afgivet af imperialistiske stormagter, er værdiløse og let kan skabe illusioner om, at man kan stole på imperialisterne, og at kommunisterne derfor må fremholde, at dansk neutralitet kun er realistisk, hvis neutraliteten tilkæmpes og opretholdes gennem folkets aktive og stadige kamp mod amerikanske imperialisme og dens danske forbundsfæller.
  3. Kommunisterne må nøgternt erkende, at imperialismens svage led i vor tid findes i den afrikansk-asiatisk-latinamerikanske verden, hvor hovedmodsigelserne i verden af i dag grellest kommer for dagen. Enhver udfoldelse af den anti-imperialistiske, nationale befrielseskamp styrker fredens og socialismens sag ved at splitte imperialisterne og trænge dem tilbage. Vi afviser på det skarpeste ethvert forsøg på at underordne denne kompromisløse kamp under en misforstået fortolkning af den fredelige sameksistens' principper gennem den megen snak om, at »en lille gnist« fra en lokal anti-imperialistisk krig kan sætte verdensfreden på spil.
  4. I deres brede fredspolitiske virke og i deres øvrige arbejde på at samle de bredeste kredse i kampen mod monopolkapitalismen bør kommunisterne samarbejde på et klart grundlag, uden forfængelig mistro mod bevægelser, man ikke selv starter, men med kritisk årvågenhed, uden opportunistiske fortielser af samarbejdspartnernes fejl, ud fra et utvetydigt klassegrundlag og uden et øjeblik at tilsløre egne principper eller miste deres selvstændige ansigt.
  5. Kommunisterne bør klart afvise ethvert forsøg på at reducere vor forsvarspolitik til en gold, isoleret dansk afrustningspolitik, idet kommunisterne på, den ene side klart påpeger forsvarets rolle som kernen i det borgerlige statsapparat og derfor støtter enhver stræben efter nedrustning, mens kommunisterne på den anden side samtidig som perspektiv fremholder, at et socialistisk Danmark i en rum tid må opretholde et demokratisk forsvar til værn om de opnåede resultater mod ydre og indre fjender.
  6. Kommunistisk politik bør baseres på en nøgtern klasseanalyse af det danske samfund. Vort formål kan ikke være skabelsen af et uigennemførligt »fornyet demokrati«, som svæver et sted mellem socialisme og kapitalisme. Vort formål må være at arbejde for at desorganisere monopolkapitalen og skabe basis for den endelige erobring af statsmagten og dermed monopolkapitalens fjernelse.
  7. Kommunisterne bør ikke ensidigt lægge vægt på mulighederne for en fredelig overgang til socialismen. De bør i stedet klart fremhæve begge muligheder, den fredelige som ikke-fredelige, hvis kommunisterne vil undgå at skabe illusioner om, at borgerskabet er villig til uden sværdslag at forlade skuepladsen.
  8. Kommunisterne må i deres politik klart skelne mellem kortsigtede, dagsaktuelle paroler, mere langsigtede paroler, som kan realiseres endnu mens kapitalismen eksisterer, men som forudsætter en kraftig skærpelse af klassekampen og arbejderklassens enhed og forbund med andre dele af det arbejdende folk – og endelig revolutionære paroler, som tilsigter proletariatets erobring af statsmagten, skabelsen af proletariatets diktatur i forbund med alle undertrykte samfundslag og skabelsen af grundlaget for opbygningen af socialismen i Danmark. Denne tredelte kamp, som må være en uadskillelig enhed med lige vægt på alle opgaver, må baseres på en nøgtern erkendelse af, om tidens strømninger er mere eller mindre gunstige for kommunistisk politik, hvorfor vi bør afvise enhver virkelighedsfjern snak om »venstreudvikling« og lignende, der blot skal bortforklare vore nederlag og fjendernes forbigående sejre.
  9. Kommunisternes kamp for arbejderklassens enhed må baseres på et nøgternt grundlag. Vi afviser enhver tale om, at socialdemokratiet er et arbejderparti, blot fordi dets medlemmer og vælgere i stor udstrækning er arbejdere. Socialdemokratiets politiske indhold er borgerligt social-liberalt. Kun et virkeligt venstreskred kan skabe basis for en sand enhed i arbejderklassen og dermed for likvideringen af socialdemokratiets borgerlige politik. Samtidig afviser vi DKPs forsøg på at adoptere SFs revisionisme. Kommunisterne bør over for SF forstærke den socialistiske agitation på et utvetydigt marxistisk grundlag. I kampen for arbejderklassens enhed afviser vi samtidig enhver tale om, at de tre »arbejderpartier« kan udrette undere i tilfælde af flertal i Folketinget, idet vi i stedet fremhæver, at et flertal i et borgerligt parlament af de tre »arbejderpartier« ikke har nogen som helst betydning, med mindre der sker et virkeligt opbrud i arbejderklassen uden for Folketinget.
  10. Vi ønsker, at kommunisterne i deres agitation og propa­ganda forbander reklamementaliteten og klart argumenterer for deres standpunkter, ikke fortier og bortforklarer fejl i kommunisternes politik og arbejde, ikke skjuler deres hensigter af opportunistiske grunde og undlader at latterliggøre sig med superoptimistiske sejrs­paroler, som ingen bund har i virkeligheden.
  11. Vi ønsker, at danske kommunister i deres vurderinger af vor bevægelses historie tager udgangspunktet i den sande virkelighed, klart afviser andre partiers anvendelse af det magiske ord »person­dyrkelse« som forklaringer på hele perioder i socialismens historie, klart afviser andre partiers forsøg på ensidigt at udradere ligeberet­tigelsen mellem partier, som det er tilfældet i forholdet til Albaniens Arbejdets Parti, klart afviser den moderne revisionisme i alle dens former og endelig klart afviser ethvert dogmatisk forsøg på at klare vigtige inter-kommunistiske stridsspørgsmål ved kritikløs eftersnak­ken af den ene parts standpunkter.
  12. Vi ønsker, at kommunisterne i den internationale kommu­nistiske debat grundigt skal drøfte de forskellige synspunkter i overensstemmelse med DKPs beslutninger på 19. kongres, hvor det siges, at »udfra vort principielle ideologiske grundlag tager vort parti selv­stændig stilling til udviklingen og begivenhederne i andre lande og i disses arbejderbevægelser«.