INDHOLD

Forlaget Manifest

Ud over egne udgivelser, trykkede Forlaget Manifest også tidsskrifter for bevægelser i den 3. verden. Det skete som led i det praktiske/materielle støttearbejde:

Isandlewana Revolutionary Effort

Black Conscious Movement - i Sydafrika. Det var en bevægelse, der havde sit udspring blandt studenter og unge i de fattige townships omkring Johannesburg. Støtten gik ud på at trykke deres blad Islandwana Revolutionary Effort, løbesedler og plakater. Materialet blev sendt til Botswana, hvorfra det blev smuglet ind i Sydafrika.

Liberation

Tidsskriftet Liberation, udgivet i Dar es Salam, Tanzania og redigeret af Karrim Essack, blev i en årrække trykt hos Forlaget Manifest.

Kommunistisk Arbejdsgruppe dannet

Erklæring om dannelsen af Kommunistisk Arbejdsgruppe, samt en kort redegørelse for splittelsen i KAK og Futuragruppen

Den 4. maj blev Kommunistisk Arbejdskreds (KAK) ledelse afsat af de øvrige medlemmer efter en mere end et halvt år lang periode med interne problemer, som ledelsen hovedsagelig selv havde skabt og siden havde vist sig ude af stand til at løse. Kort tid efter forlod nogle fra den afsatte ledelse - deriblandt Gotfred Appel - organisationen. Det skabte imidlertid et navneproblem, idet Gotfred Appel anmeldte navnet Kommunistisk Arbejdskreds til Handelsministeriets Foreningsregister, mens vi klart opfattede os selv som KAK. Da vi ikke ville indlade os på en uværdig strid om et navn, kaldte vi os i stedet "det ny KAK" eller "Futuragruppen" (i relation til forlaget Futura) - men uden at vi derved ville give afkald på, at det var os, der videreførte organisationen med den politiske linje, KAK havde stået for. De organisatoriske uoverensstemmelser mellem KAK og Futuragruppen løstes ikke, og eksisterer også fortfarende mellem KAK og os. Vi mener det er nødvendigt og muligt at opbygge en revolutionær organisation i snylterlandet Danmark, hvorimod KAK mener ”at opbygningen af en egentlig organisation i et snylterland af Danmarks art på nuværende tidspunkt er en objektiv umulighed.”

I Futuragruppen viste det sig snart, at der var stor uenighed om, hvordan arbejdet med at kritisere fejlene i fortiden og at lægge linjen for det fremtidige arbejde skulle gribes an. Der blev holdt et utal af møder, og der var uenighed på næsten alle punkter. Det var imidlertid fremherskende hos flertallet af Futuragruppens medlemmer, at uenigheden ikke var dybtgående, og derfor var enhedsbestræbelserne stærke i en lang periode. Og dette til trods for, at der ret hurtigt dukkede synspunkter op, som direkte angreb snylterstatsteorien og dens grundlag. Vi - medlemmer af Kommunistisk Arbejdsgruppe - spillede i lang tid - først som enkeltpersoner, derefter som en fraktion - rollen som fortalere for enhed, næsten for enhver pris. Det var et princip, som viste sig at koste dyrt, og som vi i dag kan se, højst sandsynligt var forkert. Prisen for enhedsbestræbelserne var en række skriv og udtalelser i Futuragruppens eller "det ny KAKs" navn, hvor der praktisk taget blev gjort vold på vore grundlæggende opfattelser om, hvordan virkeligheden ser ud, og om hvad opgaverne for revolutionære i et imperialistisk snylterland er. Fordi uoverensstenmelserne blev større og større - og mere og mere klart politiske, forblev Futuragruppens handlinger kompromisfyldte, valne og intetsigende. Uenigheden lammede os. Vi kunne faktisk ikke foretage os noget udadtil - og det i en situation, hvor vi til tider dagligt blev konfronteret med problemer, som vi skulle tage stilling til og løse, bl. a. i den antiimperialistiske organisation Tøj til Afrika. Det stod os klart, at situationen var mere end uholdbar. For hver dag der gik, forværredes vore muligheder for at genoprette tilliden hos TTA-afdelingerne, sympatisørerne og andre til os, som en organisation, der ville og kunne lede det antiimperialistiske arbejde. Vi så en splittelse af Futuragruppen som mere og mere uundgåelig. Hos visse medlemmer var der direkte uenighed med snylter-statsteorien, hos andre usikkerhed omkring det at fortsætte KAKs politiske linje, og igen hos andre manglende forståelse for nødvendigheden af hurtigt at komme igang med det antiimperialistiske arbejde igen under andre organisatoriske former, end de som Futuragruppen havde.

Den 3. september dannede vi Kommunistisk Arbejdsgruppe (KA) efter diskussioner indbyrdes og ud fra en vurdering af mulighederne i Futuragruppen sammenholdt med de opgaver, vi stod overfor. Som revolutionære i et imperialistisk snylterland står vi overfor opgaverne, at videreføre den antiimperialistiske praksis og at videreudvikle teorien. Vort antiimperialistiske arbejde har faktisk en vis betydning, og det ville være fuldstændig ansvarsløst af os at blive ved med at sidde uaktive hen. Vi dannede Kommunistisk Arbejdsgruppe efter næsten et års ødelæggende indre strid i KAK og senere på en anden led i Futuragruppen. Vi ville igang med at videreføre det arbejde, som i så lang tid havde ligget stille eller i bedste fald haltede videre på bedste beskub.

Når vi siger, at vi står på snylterstatsteoriens grundlag, så vil det nok være formålstjenligt at summere op her, hvad vi mener med dette.

Tilbage fra kapitalismens fremkomst - helt op til det stade, den befinder sig på i dag som højtudviklet, snyltende imperialisme - kan vi se nogle særlige kendetegn ved kapitalismen i forholdet mellem kolonier og afhængige lande på den ene side og de højtindustrialiserede, imperialistiske lande på den anden side. Kapitalismen voksede frem af det feudale Europas skød på basis af den såkaldte "oprindelige akkumulation", bl.a. kendetegnet ved kolonialt rov og slavehandel. Karl Marx skriver i Kapitalen (1. Bog 4, s. 1045): "Opdagelsen af guld- og sølvlandene i Amerika, udryddelsen, trældommen og begravelsen af den indfødte befolkning i bjergværkerne, den begyndende erobring og udplyndring af Ostindien, Afrikas forvandling til et indelukke for handelsjagt på sorthudede, kendetegner den kapitalistiske produktionsæras morgenrøde". Således opdelte kapitalismen allerede fra starten verden i udbyttende og udbyttede områder. Senere, da England var blevet den største og mest dominerende kapitalistiske nation, kan vi se, hvordan England gennem sit industrimonopol og kolonivælde systematiserede denne opdeling a£ verden i udbyttede og udbyttende. Her fremtræder tydeligt kapitalismens tveæggethed i forbindelse med forholdende "hjemme" og "ude". Den kapitalistiske akkumulations almene lov siger: "Akkumulation af rigdom på den ene pol er således på samme tid akkumulation af elendighed, arbejdskval, slaveri, uvidenhed, brutalisering og moralsk nedværdigelse på modpolen, d.v.s. hos den klasse, der producerer sit eget produkt som kapital." (Kapitalen 1. Bog, 4, s. 908). Mens denne lov fremstod i sin håndgribelige tydelighed i kapitalismens første år både i hjemlandene og i disses forhold til de koloniale områder, skete der det med Englands industrimonopol, at mens elendigheden hobede sig op i kolonier og afhængige lande i usete dimensioner, så svækkedes polariseringen i England selv. Den engelske arbejderklasse tog, som Engels siger det, "gladeligt deres del af byttet fra Englands monopol på verdensmarkedet og kolonierne", hvilket resulterede i mangel på socialistisk perspektiv i den engelske arbejderklasses kamp.

Engels påviste her en sammenhæng mellem kapitalistisk monopol og opportunisme i arbejderklassen, som har vist sig at være alment gyldig. Det engelske industrimonopol blev brudt, idet det blev udvidet til også at omfatte en række andre vesteuropæiske lande og Nordamerika. Opportunismen i arbejderklassen forsvandt ikke dermed, men blev udvidet til også at omfatte arbejderklassen i de lande i Vesteuropa og Nordamerika, som nu delte monopolet. Specielt Lenin har i sin analyse af kapitalismens næste fase - imperialismen - beskrevet dette forhold detaljeret. "Høje monopolprofitter til kapitalisterne i en af industriens talrige brancher, i et af de mange lande, o.s.v., gør det muligt for dem at bestikke visse lag af arbejderne, og for en tid et forholdsvist stort mindretal af dem, og få dem over på bourgeosiets side i en bestemt industri eller et bestemt land imod alle andre. Skærpelsen af modsigelsen mellem de imperialistiske nationer om opdelingen af verden forstærker denne tendens. Der opstår således en sammenhæng mellem imperialisme og opportunisme, som først og tydeligst dukkede op i Storbritanien, takket være den kendsgerning, at visse træk ved den imperialistiske udvikling kom til syne der meget tidligere end i andre lande". (Lenin: "Imperialismen, som kapitalismens højeste stadium, Lenin-citater, s. 50). Lenin så en håndfuld rige lande, som havde udviklet deres monopol i uhyre målestok, "ride på ryggen" af hundreder af millioner af mennesker i andre lande og derved opnå gigantiske superprofitter. Han så, hvordan en del af arbejderklassen i disse rige lande - "arbejderaristokratiet" - blev bestukket af de imperialistiske superprofitter. Han så samtidig den del af arbejderklassen, som ikke var bestukket, som et virkeligt proletariat, der kunne ledes af det revolutionære parti for at fravriste opportunisterne ledelsen over proletariatets forarmede flertal.

Sådan var virkeligheden på Lenins tid, men hans forhåbninger med hensyn til disse lavere lag af arbejderklassen blev af selve den historiske udvikling gjort til skamme. Det gik anderledes, end Lenin forudsagde. Det forarmede flertal af proletarer i de imperialistiske lande forsvandt simpelthen ved at det blev opslugt af arbejderaristokratiet. Imperialismen har siden Lenins tid befæstet sin styrke, udviklet og udvidet sig i enorme dimensioner. Hverken den første eller den anden verdenskrig rokkede ved imperialismens grundlag, men gjorde den snarere stærkere og gav den nye former, hvorunder den kunne udvikle sig yderligere.

I dag har vi et imperialistisk system, som dominerer verden og som har opdelt den - nu efter kolonisystemets afskaffelse - i en række højtindustrialiserede lande med finans- og industrimonopol samt monopol på teknisk "know how" - og en række mindre udviklede nationalt selvstændige lande, som er underlagt og udbyttet af de imperialistiske lande i en storstilet international arbejdsdeling. Akkumulationen af kapital foregår nu som aldrig før, men elendigheden er blevet eksporteret til u-lan-dene. I de imperialistiske moderlande er der nu ikke kun tale om en del af arbejderklassen, som nyder godt af imperialismens snylten - nu er det klassen som helhed, idet den som helhed har opnået en levestandard, der rangerer himmelhøjt over den, de forarmede masser i u-landene har. Og uligheden er voksende - rigdommen monopoliseres mere og mere i de imperialistiske lande, mens u-landene har monopol på fattigdom, sult og elendighed.

Det er klart, at virkeligheden formulerer en række opgaver for os som revolutionære i et imperialistisk snylterland, som i deres særegne udformning er helt forskellige fra de opgaver, virkeligheden stillede revolutionære på Marx, Engels og Lenins tid, men som i det grundlæggende er de samme - nemlig at arbejde på at ændre den verden, vi lever i ud fra en konkret analyse af den konkrete virkelighed. De kommunistiske partier og grupper i Vesteuropa og Nordamerika har i årtier stillet sig den opgave at lede arbejderklassen i disse lande i dens kamp for højere løn, bedre levevilkår o.s.v. uden at tage hensyn til den særlige stilling, som arbejderklassen står i i disse lande. De er derfor - ligemeget hvad de har kaldt sig, om de hylder Sovjetunionen, Kina eller Albanien eller andet - endt i opportunismens favntag. Det er klart, at vi ikke vil være med til at lede arbejderklassens kamp for højere løn, sålænge den kamp leder den bort fra socialismen, og det mener vi den gør, sålænge kampen føres i et imperialistisk snylterland af en bestukket og gennemborgerlig arbejderklasse. Vi vil ikke være med til at forsvare denne arbejderklasses privilegerede position ved at prøve at lave planer, som skal sikre det kapitalistiske system mod kriser, arbejdsløshed og vanskeligheder. Vi vil derimod byde sådanne kriser velkomne, fortælle arbejderklassen, at der kommer en dag hvor den må give afkald på sin materielle velstand, og forsøge at forhindre arbejderklassen i at lade sig rive med i et racistisk, national-chauvinistisk had mod farvede arbejdere og mod antiimperialistiske bevægelser i andre lande. En forudsætning for, at være revolutionær i Danmark i dag er, at man støtter antiimperialistisk kamp - d.v.s. massebevægelsers kamp mod imperialismen i områder uden for de imperialistiske snylterlande. Endvidere må man hele tiden stræbe efter at forbedre denne støtte og finde nye veje og måder at foretage denne støtte på. Derfor er det nødvendigt at studere verden til stadighed. Vi må vide af hvilke veje, verden udvikler sig, hvilke modsigelser der er de afgørende, så vores indsats kan sættes ind, hvor den gavner mest muligt i kampen mod imperialismen - for socialisme og kommunisme. Ligeledes må vi ved studium tilegne os viden om de almene love for historiens udvikling og tilegne os den dialektiske metode til løsning af de opgaver, som vi bliver stillet over for.

Hvad angår vore umiddelbare opgaver og pligter i denne del af verden, ser vi det som vor opgave at samle så mange kræfter som muligt på snylterstatsteoriens grundlag og at påvirke de antiimperialistiske kræfter i det hele taget med det ene formål at yde den mest effektive indsats i kampen mod imperialismen - både på kort og på langt sigt.

Vi fører Tøj til Afrika videre som en anti-imperialistisk tøjindsamling under vor politiske ledelse. Med politisk ledelse mener vi først og fremmest, at vi har ansvaret for at det indsamlede tøj kommer derhen, hvor der er hårdt brug for det, og hvor det har den stærkeste effekt i kampen mod imperialismen. Tøj til Afrika består af en række afdelinger, som hver især forestår informations- og indsamlingsarbejdet i det lokale område. Enhver som anerkender TTA's grundlag og ønsker at yde en god og stabil indsats, kan blive medlem. Vi kan bruge mange flere folk i de eksisterende afdelinger, ligesom vi arbejder for at nye lokalgrupper bliver dannet. Arbejdet består blandt andet i uddeling af indsamlingsløbesedler, indsamling af tøj, samt sortering og presning af tøjballer. Også information og propaganda er vigtige arbejdsområder. Finansiering af forsendelserne foregår ved indsamlinger, loppemarkeder, tøjbutikker o.lign. Samarbejdet med de andre organisationer i Danmark og i de andre imperialistiske lande, som støtter befrielsesbevægelserne - især for øjeblikket ZANU - materielt, vil vi naturligvis fortsætte og udvide med det formål at yde størst mulig støtte.