INDHOLD

Forlaget Manifest

Ud over egne udgivelser, trykkede Forlaget Manifest også tidsskrifter for bevægelser i den 3. verden. Det skete som led i det praktiske/materielle støttearbejde:

Isandlewana Revolutionary Effort

Black Conscious Movement - i Sydafrika. Det var en bevægelse, der havde sit udspring blandt studenter og unge i de fattige townships omkring Johannesburg. Støtten gik ud på at trykke deres blad Islandwana Revolutionary Effort, løbesedler og plakater. Materialet blev sendt til Botswana, hvorfra det blev smuglet ind i Sydafrika.

Liberation

Tidsskriftet Liberation, udgivet i Dar es Salam, Tanzania og redigeret af Karrim Essack, blev i en årrække trykt hos Forlaget Manifest.

Solidaritetsarbejde : Politik eller proteinkiks

[Fra IF : Blad for international solidaritet, nr. 4-5, 1984, s. 30-33]

Solidaritetsarbejde er i praksis mange forskellige ting. IF-bladet har inviteret repræsentanter for fire forskellige organisationer til en diskussion om solidaritetsarbejdet. Klaus fra U-landshjælp fra Folk til Folk (UFF), Niels fra Tøj til Afrika (TTA), Kirsten fra Mellemfolkeligt Samvirke (MS), og Kirsten fra Nicaraguakomiteen. Er det kroner og ører der tæller i solidaritetsarbejdet? Eller er penge og tøj uden værdi, hvis det ikke folges op med politisk oplysningsarbejde?

Vil I hver især give os en kort præsentation af jeres organisation?

Niels: Jeg tror, at de tre følgende synspunkter er mere eller mindre alment accepterede. At den kapitalistiske del af verden er et økonomisk system. At dette system har delt verden i en rig og en fattig del. At den rige imperialistiske del, USA, Vesttyskland, Danmark etc. blokerer udviklingen i den 3. verden. Mindre accepteret er nok følgende synspunkter: at vores rigdom modsvarer og bygger på en tilsvarende fattigdom og elendighed for den 3. verdens arbejdende befolkning. Den rigdom, jeg taler om, i vores del af verden omfatter ikke kun et snævert lag, men udstrækker sig til størstedelen af samfundets klasser og grupper. Som konsekvens heraf findes der ikke og kan der ikke findes klasser, som ønsker at omstyrte det nuværende system.

Vores konklusion er derfor: ønsker man at arbejde for revolution og socialisme, så er det en altoverskyggende opgave at give støtte til de socialistiske kræfter i den 3. verden. Det er disse kræfter, der er den vigtigste kraft til revolutionær forandring.

Den bedste politiske støtte vi kan give de socialistiske kræfter i den 3. verden, er konkret materiel støtte til deres kamp. Derfor har vi gennem TTA siden 1971 støttet MPLA, FRELIMO, ZANU, SWAPO, grupper i Sydafrika, PFLO (i Oman) og befrielsesbevægelser i El Salvador med penge og materiel.

Klaus: Vort motto i år er "bort med apartheid, kampen fortsætter, vi er på sejrens vej". Vi arbejder hovedsageligt i forhold til det sydlige Afrika. Vi uddanner afrikanere herhjemme, og vi sender solidaritetsarbejdere til det sydlige Afrika, som arbejder tæt sammen med befolkningen ude i landdistrikterne om at bygge skoler og klinikker, om at forbedre landbrug, sundhed og uddannelse.

Frivillige, bøger og konsulenter

Kirsten: MS er en af de ældste u-landsorganisationer i landet og blev oprettet i 1944. Som privat organisation er der tilsluttet både individuelle og kollektive medlemmer.

MS arbejder indenfor flere områder, hvoraf de to store programområder - frivilligprogrammet og oplysningsprogrammet overvejende er støttet med offentlige midler.

MS administrerer det danske u-landsfrivilligprogram og har for tiden ca. 350 udsendte i de 7 afrikanske samarbejdslande.

Gennem eget bogforlag udgives der årligt en del publikationer og forskelligt oplysningsmateriale.

MS driver et specialbibliotek i u-landslitteratur og en konsulenttjeneste arbejder på at gennemføre forskelligartede oplysningsaktiviteter i samarbejde med organisationer, foreninger og grupper af interesserede.

Som privatorganisation finansierer MS selv et støtte program for international Ungdomsudveksling og har et omfattende net af lokale grupper overalt i landet, hvor MS-medlemmer laver oplysningsaktiviteter i lokalområderne i Danmark.

Det landsdækkende medlemsarbejde er organiseret i 50 forskellige lokalgrupper og i 4 større MS - lokalforeninger. Arbejdet sker decentralt fra hovedorganisationen.

Lokalgrupperne deltager i festivals, kampagner, indsamlinger og laver aktioner. Gennem eget oplysningsforbund arrangeres der foredragsrækker og studiekredse. Det lokale arbejde arrangeres ofte i et samarbejde med andre interesseorganisationer.

Formålet for alle aktivitetsområderne er det samme, nemlig at fremme mellemfolkelig forståelse og solidaritet gennem samarbejde på tværs af landegrænserne og derigennem at skabe forståelse for den uretfærdige fordeling af verdens goder.

Kristine: Nicaragua-komiteen blev dannet efter revolutionen i Nicaragua i 1979. Arbejdet er i dag organiseret i lokalgrupper i Odense, Ålborg, Roskilde, Århus og København med ca. 300 medlemmer. Nicaragua-komiteens primære mål er at oplyse om, hvad der foregår i Nicaragua, og hvordan USA-imperialisterne forsøger at ødelægge revolutionen dernede. Vi satser ikke på at samle de store beløb ind - det er vi alt for få mennesker til. Det vigtigste for Nicaragua i øjeblikket er, at de kontrarevolutionære bliver smidt ud, og at USA ikke indleder en invasion. Solidaritetsarbejdet skal altså være med til at forhindre, at USA går ind i Nicaragua. Af konkrete aktiviteter har vi lavet byggebrigader (se artiklen herom andetsteds i bladet, red.), en sundhedskampagne, og vi har været involveret i Fredsvagten.

Hvordan rekrutterer I jeres medlemmer, og hvad laver de?

Kirsten: De u-landsfrivillige rekrutteres først og fremmest blandt de faggrupper, der er størst efterspørgsel efter. Det kan variere, men som regel er der altid brug for teknikere, håndværkere, jordbrugere og sundhedsfolk.

Det er specielt blandt ungdommen, der rekrutteres til arbejdslejrprogrammet.

Oplysningsmaterialet lanceres bredt ud til brugere i undervisningssektoren og individuelt.

Mange hjemvendte frivillige og arbejdslejrdeltagere indgår i lokalgruppearbejdet, og som medlemmer får vi også folk, der generelt har en særlig interesse for det MS står for.

Mange organisationer, foreninger og politiske partier er kollektive medlemmer.

Kristine: Vi rekrutterer ikke særlig bredt. Folk har valgt at de vil beskæftige sig med Nicaragua, og de er allerede sporet ind på en bestemt tankegang. De fleste vi rekrutterer er folk, der enten har været med byggebrigaden, høstbrigaden eller selv har været derovre. Det er vist et lille indspist foretagende. De fleste medlemmer er studenter og arbejdsløse, men også en del håndværkere.

Niels: Vi ønsker at have en organisation, der, når imperialismen krakelerer, kan gennemskue, hvilke grupper, der er i stand til at lave revolutionære forandringer. Derfor kan man sige, at de folk vi får ind, er folk med en lang erfaring i det praktiske solidaritetsarbejde. Det er folk som også sætter sig teoretisk ind i, hvordan imperialismen fungerer rundt omkring. Vi tror ikke på, at vi på nogen måde kan blive en organisation, der kan blive tilnærmelsesvis så stor som UFF eller MS for den sags skyld. Men jeg synes, at vi har gode erfaringer med, at de folk der kommer hos os, bliver ved i mange år. De fleste medlemmer har været med siden starten i 1972.

Børnene er kraften

Klaus: Vi har fire hovedlinier. Der er butikkerne, spejderne, aktionerne og agitationen. De fire linier har i løbet af året en aktionsplan. Dvs. i begyndelsen af året har vi sammen med de aktive udarbejdet en bestemt plan. Den følger man så, uanset om man bor i Ålborg eller København. Vi har besluttet hvor mange penge, der skal ind hvor meget konkret u-landshjælp, der skal laves. Vi har sat kroner og ører på. Så mange solidaritetsarbejdere, så meget loppemarked, så meget tøj, så vi har noget at styre efter.

Det er vigtigt i forhold til de mennesker, vi arbejder sammen med i den 3. verden, at vi kan sige til dem, hvad de kan forvente fra os. Der skal komme resultater ud af arbejdet, og det er også det, de fleste melder sig til. Det der er kendetegnende ved UFF er, at der altid er noget, man kan være med til. Man behøver ikke at vente i tre måneder.

Selvfølgelig har vi ligesom alle andre besvær med at rekruttere. Men fordi der altid sker en masse, er der en meget større flade at rekruttere ud fra.

I hver by, hvor der er UFFere, er der en lokal komite bestående af dem, der gerne vil være med til at styre indenfor den linie. Der er en genbrugs-butik. Vi har ca. 30 - 35 butikker og 300 damer til at passe dem. Overskuddet er på ca. 3,5 mill. om året.

Spejderne er den største gruppe aktivister. De er organiseret i patruljer ligesom i den almindelige spejderbevægelse. Børnene er kraften, i det vi laver. De går virkeligt ind for sagen. De har lige overstået verdens største loppemarked med et overskud på tre mill. kroner. Her i foråret havde spejderne også en stor aktion, hvor de lavede proteinkiks til folkene i Mozambique. Der skulle skaffes materialer, laves aftaler med bagermestre så kiksene kunne bages på bagerierne om aftenen og natten. Der blev bagt 1,5 mill. kiks!

Agitationslinien er den nyeste og derfor den linie, vi har mindst erfaring med. Arbejdet går ud på at agitere for solidaritetsarbejdet og UFFs arbejde. Det er f.eks. dem, der står for oplysningen på loppemarkederne.

Oplysning eller indsamling

Hvordan prioriterer I oplysningseffekten i forhold til det materielle udbytte af solidaritetsarbejdet?

Klaus: Vi satser meget kraftigt både på oplysning og det mere kontante udbytte. Du kan ikke komme til loppe-marked, uden at der er masser af oplysning alle steder.

Kristine: Hvad slags oplysning? Min erfaring ved jeres oplysning er, at det ikke går særligt i dybden. De damer I har til at arbejde i butikkerne ved sikkert heller ikke, hvorfor Mugabe nu vil have et et-partisystem i Zimbabwe. Mener du ikke, det er problematisk?

Klaus: Det opfatter jeg som en helt teoretisk betragtning. Det handler jo om, at de folk i Zimbabwe skal have en skole, noget at spise og noget sundhed. Om de så diskuterer et- eller to-eller tre-partisystemer, det kan man så have forskellige meninger om. Der er sikkert også folk indenfor UFF, der har forskellige meninger om det. Det er ikke afgørende. Det afgørende er, at de har taget stilling til, at de vil være med til at bekæmpe apartheid.

På loppemarkederne her i sommer har der været 60.000 mennesker. Der er ca. 200.000, der har givet ting til det, og det er da ud fra en stillingtagen til, at de får en seddel ind af døren, hvor det højt og tydeligt står: vi er med til at bekæmpe apartheid eller give ting til folk i det sydlige Afrika.

Niels: Vi er ikke i modstrid med UFF her. Vi synes det er godt med store resultater, men vi arbejder bare på en anden måde. Vi har den erfaring, at en håndfuld mennesker også kan opnå store resultater. Fra 1972-75 sendte vi f.eks. for 6,4 mill. kr. tøj af sted. Hvad angår materiel støtte er vi meget på linje med UFF, men vi satser nok på nogle andre ting ud over det. Vi mener bestemt, at man skal tage stilling til, hvad der foregår i Zimbabwe!

Boykot har ingen effekt

Kristine: Er der ikke en modsætning i det der med at sende kiks, ting og sager derned, sammenholdt med at lave en målrettet aktion for at få stoppet danske kulkøb fra Sydafrika? Det ville været et milliardtab for den sydafrikanske regering, hvis det kunne standses.

Niels: Det er ren og skær ønskedrøm. Der har været Sydafrikakampagner og kampagner mod sydafrikansk frugt de sidste ti år, og samhandelen er 15-doblet i den samme periode. Hvis jeg troede på, at en kampagne mod kulkøb ville virke, ville jeg være den første til at stille op, men jeg gider ikke deltage i noget, som ikke har nogen effekt.

Klaus: Det kan se banalt ud, men det er vigtigt for Mozambique at få tøj og proteinkiks. Det styrker deres kampmoral kolossalt af få hjælp udefra og det er meget vigtigere, end hvis vi stiller os op nede foran Elsam.

Kristine: Noget det irriterer mig ved UFF, er at man idylliserer hvad der foregår i Afrika, og hvad vil det sige at lave en revolution. Man burde give folk nogle ordentlige forklaringer på, hvad der foregår i de lande man støtter og indrømme, at der er en masse problemer forbundet med selve det at lave en revolution.

MS har stor respekt for UFF

Kirsten: MS har stor respekt for arbejdet i UFF. MS gruppernes frustration er mange gange, at de arbejder for teoretisk.

På den anden side arbejder vi for at højne bevidsthedsniveauet, for jo flere der erkender hvorfor udviklingen går i den retning den gør, jo flere kan medvirke til en fornuftig u-lands-politik.

Men, vi er begyndt at gå konkret til værks også. F.eks. har vi flere grupper i gang med at renovere gammelt håndværktøj og vi har medvirket ved flere kulturelle arrangementer, senest som arrangør af ANC-kulturgruppen AMANDLAs turne i Danmark.

Niels: Hvis jeg må sige noget til det her, så synes jeg, at MS er lidt af en halv organisation. Jeg kan ikke se, at informationsarbejdet har så megen virkning, hvis man ikke samtidigt sætter det ind i en konkret sammenhæng. Politik er jo en kombination af propaganda og teori og så en praktisk handlen.

Kirsten: Det synes jeg ikke du har ret i. Ved handling forstår du - jo flere penge og mere støtte til de revolutionære bevægelser, jo bedre. I MS ser vi det lige så tit som vores mål, at vi kommer i samarbejde med andre organisationer her i Danmark om f.eks. at gå ind og påvirke Folketingets u-landsdebat. Der kan man opnå resultater, det er bare en anden form for handling.

Hvem får støtte?

Ud fra hvilke kriterier har I valgt de projekter I støtter?

Klaus: Selvfølgelig må man se på, hvor man kaster sin støtte hen. Vi siger meget klart, at det er folk og folkelige bevægelser, vi støtter. Der skal være nogle folkelige kræfter, der er i gang med at ændre ved deres tilværelse.

F.eks. er det vigtigt, at vi arbejder i forhold til alle frontliniestaterne, uanset om det er Botswana eller Zambia. Så kan man have nogle forskellige meninger om de lande, men det er vigtigt, at samarbejdet mod Sydafrika bliver styrket. Og så er det ikke vores opgave at udelukke det ene land fra det andet.

Niels: Vi støtter altid bevægelser med et socialistisk perspektiv, fordi det gavner befolkningen og skader imperialismen.

Kirsten: MS lægger vægt på at støtte regeringer, der bestræber sig på, at udviklingen skal medføre støtte social udjævning og på at kunne yde bistand direkte til de fattigste. I de lande, hvor regeringerne ikke lever op til det krav, er det vigtigt for MS at kunne arbejde med bistanden direkte til de underprivilegerede. Når vi starter nye projekter, undersøger vi, hvilke konsekvenser projektet har for de forskellige befolkningsgrupper. Vi satser meget på, at placeringen af danskere ikke stjæler beskæftigelse fra lokalbefolkningen, eller forringer svage gruppers forhold som f.eks. kvinderne, der tilhører den fattigste og mest underpriviligerede del af befolkningen.

Kristine: Det vigtigste var samarbejdet med landsbyens beboere og med CDS'en (den lokale sandinistiske forsvarskomité, red). Skolebyggeriet krævede, at CDS'en lavede en organisationsstruktur, bl.a. i forhold til det frivillige arbejde, og det er noget af det jeg tror, de vil kunne bruge senere. Desuden var det en god oplevelse, at der kom nogen helt fra den anden side af kloden for at bo og arbejde i landsbyen.

Skolebyggeri

Fortæl lidt mere om jeres skolebyggerier og de problemer I støder på undervejs.

Klaus: F.eks. har vi allerede i flere år bygget skoler i Zimbabwe. Da vi startede projektet, vidste vi ikke, hvordan man skulle gøre det, og derfor er der selvfølgelig opstået forskellige fejl rundt omkring. Så vidt jeg ved, er der aldrig nogen huse, der er blevet revet ned og bygget op igen. Der er da sikkert lavet forskellige småreparationer, men taget i betragtning at man er nødt til at lære, før man kan, så er det småting. Det der foregår nu, er virkelig højt kvalificeret arbejde. I Zimbabwe f.eks. er vi nu i stand til at bygge en klinik på et halvt år, fra vi starter og til sundhedsministeriet overtager den færdige klinik.

Kirsten: Der er jo utroligt mange bistandsarbejdere i Afrika, men de arbejder ikke alle på samme måde som UFF. Jeres måde at organisere arbejdet på er nok helt speciel. Hvad siger lokalbefolkningen til jer?

Hvad er en meter?

Klaus: Det er meget forskelligt. Vi kom til Zimbabwe lige efter befrielsen og skulle langt fanden i vold ud på landet for at bygge den første skole. De lokale kom valfartende fra nær og fjern for at kigge. Var det nu bare nogle andre hvide, der var kommet for at tage deres land igen. Da så danskerne begyndte at arbejde med hænderne, og der efterhånden kom bygninger op at stå - de havde jo aldrig før set en europæer med en spade i hånden - så begyndte folk at ændre opfattelse af, hvad der foregik. Nu lyder det meget fint, men det var fyldt med kæmpemæssige problemer. Men det er spændende, for man opdager noget, man aldrig har opdaget før, nemlig hvilke enorme vanskeligheder, der er med at udvikle sedan et land. De mest sædvanlige ting for os, er helt nye for dem. Hvad er f.eks. en meter? At måle en meter? 80% af dem der kom for at hjælpe, anede ikke hvad en meter var!

Kirsten: Da vi begyndte med skolebyggeriet, havde vi en masse forestillinger om, at videregive håndværksmæssig kunnen, så landsbyerne selv kunne bygge skoler el. lign. bagefter. Dernæst skulle byggeriet give folk en fornemmelse af, at revolutionen faktisk indebar forbedringer for dem. Den almindelige opfattelse blandt landsbyens beboere har vist mest været, at skolen blev bygget fordi nogle skideflinke danskere kom og byggede dem.

Det vigtigste er nok at lære folk nogle helt simple processer, som at bruge en tommestok, og så det at arbejde sammen og få en struktur for det frivillige arbejde.

Praktisk solidaritet

For at sætte sagen på spidsen, er det så ikke en temmelig dyr måde at lære folk at bruge en tommestok på?

Kristine: Jo, selvfølgelig. Men dels kommer vi med penge fra DANIDA i ryggen, og dels vurderer FSLN at det er vigtigt, at der kommer folk til Nicaragua, som kan styrke solidaritetsarbejdet når de kommer hjem.

Klaus: Jeg vil svare det samme. Det er jo ikke bare det med tommestokken. Det er netop spørgsmålet om hele den praktiske solidaritet. Det har stor betydning, at folk i det sydlige Afrika oplever, at der faktisk er nogle folk oppe i Skandinavien, der tænker på dem og kommer derned og arbejder sammen med dem.

Er det noget man også diskuterer i MS?

Kirsten: MS yder bistand ved at udsende frivillige med faglig uddannelse, som ønsker at arbejde på grundlag af solidaritet med de underpriviligerede i u-landene. Vi synes selv, at frivilligprogrammet er en vigtig del af dansk u-landsbistand, fordi programmet i højere grad end andre bistandsformer har mulighed for at yde støtte til de svageste grupper i samarbejdslandene. MS lægger vægt på at frivillige forstår, at der ikke kun er tale om en kortvarig placering men et varigt engagement, der efter hjemkomsten omfatter oplysnings- og solidaritetsarbejde - og ikke blot i den 3. verden, men også med underpriviligerede grupper i industrilandene, herunder DK, hvor de samme undertrykkende mekanismer fungerer overfor svage grupper. I MS vurderer vi oplysningseffekten af frivilligarbejdet meget højt.

Alfabetisering for regering eller befolkning

Klaus, hvilke forudsætninger kræves af folk, der deltager i f. eks. jeres alfabetiseringskampagner?

Klaus: Vi kræver generelt, at deltagerne skal melde sig til et års uddannelse. Hvis man skal alfabetisere, er hovedvagten lagt på sprog og landets historie og politik. Man skal også lære noget håndværk og landbrug og noget om sundhedsforhold, så man kan lidt af hvert.

Kirsten: Når I lærer dem at læse, tænker I så også på, hvad de skal læse og hvad de skal bruge det til?

Klaus: De læser og lærer noget om deres egen hverdag, om noget de umiddelbart kan bruge, som f.eks. hvad der kan forbedre deres landbrug og sundhedsforhold.

Kirsten: I mange lokalområder er der ikke en bog i miles omkreds. Man har eksempler på folk, der efter nogle års skolegang glemmer det, de har lært, fordi de ikke har haft brug for at kunne læse og skrive. Er det rigtigt at prioritere en alfabetiseringskampagne, før de er sat ting i gang, som alfabetiseringen kan bruges til?

Klaus: De steder vi alfabetiserer, er vi blevet opfordret til det af regeringen, fordi de selv prioriterer det meget højt.

Kirsten: Er der altid sammenhang mellem det regeringen vedtager og så det befolkningen rent faktisk gør?

Mange lande i den 3. verden repræsenterer så store lokalområder, med tilstedeværelse af flere etniske grupper, at befolkningerne ikke nødvendigvis identificerer sig med, hvad regeringen beslutter, men først og fremmest følger årelange traditioner.

Det betyder, for mig at se, at det er vigtigt at organisationerne tager stilling til, hvad det er for en udvikling vi sætter i gang!

I MS kræver vi, at man kan lokal-sprog, selvfølgelig ikke 100 procent, men det prioriteres højt. Når mål-gruppen er de fyrre procent fattigste, lykkes arbejdet bedst, når vi kan snakke med folk.

Effekt: vi er på sejrens vej

Hvilken effekt mener I selv jeres arbejde har?

Niels*: Vi sender ikke penge direkte. Vi bruger pengene til at udsende solidaritetsarbejdere og til selve projekterne. Vores erfaring er - så mange penge, så mange tons tøj, så mange folk, så mange proteinkiks, så meget af ditten og datten - det er det der tæller. Det er det vi forstår ved "bort med apartheid, kampen fortsætter, vi er på sejrens vej."

Kirsten: Der er lige lavet en rapport om effekten af 31 frivilligprojekter i Botswana og Kenya. Det har vist sig, at 60% af projekterne kørte meget godt efter at de frivillige har forladt dem. 20% kørte rimeligt godt og det anser vi for at være en stor del. Men effekten måles vel også på, hvordan oplysningsarbejdet kører herhjemme. Og der tror jeg, at sammenhængen mellem den direkte effekt og informationsarbejdet kunne udnyttes meget bedre.

Kristine: Vi har da fået bygget otte skoler, og vi har sendt penge til produktionskollektiver og fagbevægelse. Jeg mener også, at Nicaragua-komiteen har en ret stor andel i, at DANIDA ikke har lukket totalt af for gavebistand og statslan og at MS har startet diskussionen om måske at sende frivillige til Nicaragua.

* Denne udtalelse er fejlagtigt tilskrevet Niels Jørgensen - men indholdet tyder på at det er sagt af Klaus fra UFF (Redaktionen af Snylterstaten.dk).