Perspektiverne for socialisme i Danmark

To citater fra Mao Tse-tung

Under titlen “Perspektiverne for vor kamp” bragte “Kommunistisk ORIENTERING” i nr. 3,4 og 5 1966 en artikel om de grundlæggende problemer i forbindelse med den socialistiske revolution i Danmark. Artiklen gengives i det følgende i let omredigeret form.

Hvordan ser verden ud i dag?

Som påpeget af Kinas kommunistiske Partis centralkomite i dens “Forslag ved­rørende generallinje for den internationale kommunistiske bevægelse” af 14. juni 1963 findes der i verden af i dag fire hovedmodsigelser, nemlig:

1. Modsigelsen mellem den socialistiske lejr og dem imperialistiske lejr.
2. Modsigelsen mellem proletariatet og bourgeoisiet i de kapitalistiske lande.
3. Modsigelsen mellem de undertrykte nationer og imperialismen.
4. Modsigelsen blandt imperialistiske lande og blandt monopolkapitalisti­ske grupper.

KKP påpeger videre i sin analyse af verdenssituationen, at alle disse fire ho­vedmodsigelser brydes i de uhyre områder i Asien, Afrika og Latinamerika – i alle de lande i disse tre verdensdele, der endnu kæmper for deres  selvstæn­dighed, nationalt, politisk, økonomisk. KKP påpeger, at det er uundgåeligt, at disse modsigelser vil give stødet til folkelige revolutioner, der alene kan løse dem.

Vi må støtte deres kamp

Allerede Lenin sagde, at al tale om proletariatets kampide gamle kapitali­stiske lande ville være SIMPELT BEDRAG, hvis denne kamp ikke på det nøje­ste blev forbundet med de undertrykte folks kamp mod imperialismen. I dag kan vi sige:

DISSE UNDERTRYKTE NATIONERS OG FOLKS KAMP OG I HVERT FALD DELVISE SEJR ER EN FORUDSÆTNING FOR ARBEJDERKLASSENS SEJR I DEN SOCIALISTISKE REVOLUTION I DE GAMLE KAPITALISTISKE LANDE.

Vi i den vestlige kapitalistiske verden lever i kapitalismens højborg. Vi lever der, hvor klassefjenden er stærkest og har sine bedste positioner, og hvor han i reformister og moderne revisionister har sine bedste agenter i selve arbejderklassen.

Arbejderklassen har derfor ingen muligheder for at styrte kapitalistklassen og gennemføre den socialistiske revolution, før denne kapitalistklasses fundamenter er blevet undergravet af folkenes kamp og delvise sejre i Asien, Afri­ka og Latinamerika.

Vi har heller ingen muligheder for at styrte kapitalistklassen og gennemfø­re den socialistiske revolution, før reformismen og revisionismen har afsløret sig grundigt, og før udslaggivende dele af arbejderklassen gennem egen kamp har fået øjnene op for deres bedrag.

Ønsker vi socialisme i den vestlige kapitalistiske verden, og herunder i Danmark, er det derfor i dag vor fornemste pligt at støtte de undertrykte nati­oner og folk i deres kamp netop mod denne vestlige kapitalisme – den fælles fjende.

Denne kamp forudsætter samtidig, som vi kan se det af Hækkerups følgag­tighed over for USA, SFs følgagtighed over for socialdemokraterne og DKPs følagtighed over for USAs medskyldige, Sovjetunionen, en kamp mod reformismen og revisionismen, der forgifter arbejderklassens sind.

USA er hovedfjenden

Hvem er det, der først og fremmest undertrykker og udbytter folkene og nati­onerne i Asien, Afrika og Latinamerika ?

Det er naturligvis den samlede kapitalisme-imperialisme i vor vestlige ver­den, men det er først og fremmest den amerikanske storkapital – den amerikan­ske imperialisme.

USA-imperialismen har efter den anden verdenskrig overtaget Hitlers, Mus­solinis og den japanske kejsers samlede drømme om verdensherredømme og har siden da aktivt arbejdet for dette mål – Økonomisk, politisk og militært.

USA-imperialismen er den gamle og den nye kolonialismes hovedbolværk i verden, folkenes argeste fjende verden over.

ØNSKER VI SOCIALISME I DANMARK, MÅ VI DERFOR FORUDEN AT BEKÆMPE VOR EGEN STORKAPITAL FØRST OG FREMMEST BE­KÆMPE OG AFSLØRE DEN AMERIKANSKE IMPERIALISME.

Vi kan ikke afsløre den amerikanske imperialisme i den danske arbejderklasses øjne uden samtidig at afsløre den socialdemokratiske partiledelse, der tje­ner USAs interesser i Danmark, og uden at afsløre SFs og DKPs ledelse, der med deres snak om “afrustning” og “fredelig sameksistens” med USA gør deres bedste for at så illusioner netop om den amerikanske imperialisme.

Vietnam er brændpunktet

Hvor ligger centret for den amerikanske imperialismes kamp for verdensherredømmet, mod folkene i hele verden? Det ligger i dag i Asien og Stillehavs­området – først og fremmest i Sydøstasien.

VIETNAM BLIVER DERMED I DAG BRÆNDPUNKTET I ALVERDENS FOLKS SAMLEDE KAMP MOD DEN AMERIKANSKE IMPERIALISME.

Det vietnamesiske folks væbnede kamp er i dag det vigtigste bidrag til at un­dergrave den amerikanske imperialismes og dermed den samlede vestlige kapi­tal ismes fundamenter.

Støtte til det vietnamesiske folks væbnede kamp bliver dermed i dag uund­gåeligt alle folkenes, også den vestlige kapitalistiske verdens arbejderklasses vigtigste kampområde – også for socialismen i deres egne lande.

Ingen revolutionær situation

Lad os uddybe spørgsmålet om arbejderklassens muligheder for at gennemføre den socialistiske revolution i vor del af verden lidt mere.

Først må vi understrege, at der i vore lande ingen revolutionær situation eksisterer i dag, og at den socialistiske revolution ikke står på dagsordenen.

Hvad er en revolutionær situation? Den er for længst defineret som en situ­ation, hvor den herskende klasse ikke længere, kan regere på den gamle må­de, og hvor den undertrykte og udbyttede klasse ikke længere vil lade sig regere.

Det betyder ikke, at en virkelig revolutionær situation, hvor begge de om­talte faktorer er til stede, af sig selv fører til en socialistisk revolution.

Udfaldet af den revolutionære situation afhænger af en lang række objektive og subjektive ting – med det sidste tænker vi især på arbejderklassens po­litiske indstilling og viden og på den revolutionære ledelses, det kommunisti­ske partis dygtighed.

I det udviklede kapitalistiske Europa og Nordamerika er den herskende klasse endnu i stand til at regere videre på den gamle måde, og vil man være ærlig, må man erkende, at arbejderklassen i ingen af disse lande viser mindste tegn på ikke længere at ville lade sig regere.

(Arbejderklassen viser tegn på at væne utilfreds med de rådende forhold, den går i aktion for bedre afsætningsvilkår for sin arbejdskraft, den kræver større sociale goder – men det foregår altsammen inden for det nuværende kapitalistiske samfunds rammer, og det er ikke det samme som at kæmpe for kapitalismens afskaffelse og arbejderklassens erobring af statsmagten.)

I dag i Danmark er altså ingen af de to nødvendige faktorer i en revolu­tionær situation til stede.

De undertrykte landes befrielse først

Når den ikke findes, skyldes det først og fremmest, en økonomisk udvikling af en bestemt art og denne økonomiske udviklings indvirkning på arbejderne.

Den revolutionære situation opstår kun i forbindelse med en national krise af økonomisk og politisk art. En sådan national krise, en krise der er så dybt­gående og langvarig, at den skaber en revolutionær situation, er ikke tænke­lig i den vestlige “gamle” kapitalistiske verden, før denne kapitalisme har mistet i hvert fald betydelige dele af sine udbytningsmuligheder i de tidligere og nuværende kolonier.

En revolutionær situation er ikke tænkelig i vor del af verden, før Asiens, Afrikas og Latinamerikas folk har vundet fuld eller i hvert fald betydelig øko­nomisk og politisk selvstændighed og har kastet ikke blot fremmede tropper, men også fremmed kapital ud.

Derfor kan vore landes arbejderklasse ikke føre kampen for sin frigørelse – for at erobre statsmagten og opbygge socialismen – til ende, hvis den ikke i dag støtter de undertrykte og udbyttede nationer i Asien, Afrika og Latiname­rika i deres politiske og økonomiske frigørelseskamp og dermed bidrager til at undergrave den vestlige kapitalismes fundament og bidrager til at skabe den nationale krise i denne kapitalismes hjemlande.

Det er nødvendigt at fremhæve, at denne støtte – i arbejderklassens og hele den arbejdende befolknings langfristede interesse – må ydes til de po­litiske, økonomiske og væbnede kampe mod vor verdensdels egen herskende klasse. Den må ydes uden hensyn til ofre og afsavn for vor arbejderklasse selv – også selv om sejren i disse kampe og den deraf følgende nationale krise hos os formentlig vil betyde, at også arbejderklassens egne kortfriste­de økonomiske interesser trædes for nær.

Kamp mod reformisme og revisionisme

At forberede arbejderklassen på den nationale krise og at få den til ikke blot at acceptere krisens nødvendighed for fremtiden, men til aktivt at medvirke til dens udbrud – det kræver en ideologisk og politisk kamp i arbejderklassen selv.

Det kræver kamp mod alle former for borgerlig opfattelse af det kapitalistiske samfund, det kræver kamp mod reformisme og revisionisme.    

Reformisme og revisionisme i arbejderbevægelsen opstår ikke af ingenting. De har deres jordbund i arbejderklassens økonomiske stilling i de udviklede kapitalistiske lande.

Arbejderaristokratiet

Reformisme og revisionisme – antimarxistisk politik og tankegang – i arbejderbevægelsen har først og fremmest deres jordbund i det såkaldte arbejderaristo­krati.

Arbejderaristokratiet defineres som en del af arbejderklassen, som kapitali­sterne “køber” ved at give dem højere Iøn og større goder. Arbejderaristokra­tiet bliver derved modtageligt for illusionerne om det kapitalistiske samfunds karakter og opgiver den revolutionære klasseindstilling og den revolutionære kamp.

Pengene til at “købe” denne del af arbejderklassen for kom og kommer sta­dig fra de enorme superprofitter fra udplyndringen af de koloniale og halvkolo­niale lande – tidligere gennem direkte koloniherredømme, i dag hovedsageligt gennem den mere tilslørede, men mindst lige så udbytterige nykolonialis­me.

I kapitalisternes interesse

Det er derfor ingen tilfældighed, men en direkte følge af den økonomiske ud­vikling, at reformisme og revisionisme først og fremmest kan trives i vor del af verden (og i den “nye” kapitalistiske verden i Japan, Australien o.s.v.) men aldrig har vundet ordentligt fodfæste i de udnyttede nationer i Asien, Afrika og Latinamerika.

Det betyder ikke, at vor verdens arbejdere ikke har måttet kæmpe for den højere løn og de bedre leveforhold, men det betyder, at kapitalistklassen tak­ket være superprofitterne har haft råd til at lade sig aftvinge den højere løn.

Det betyder tilmed, at den direkte har haft interesse i at give arbejder­klassen de bedre leveforhold, fordi har givet reformismen og revisionismen en ønsket grobund og dermed sikret kapitalisterne mod revolution.

Det betyder også, at vor verdens arbejderklasse i forhold til de tre konti­nenters udbyttede nationer og folk er løbet for langt frem – indirekte og uden klassens skyld på disse nationers og folks bekostning.

Politisk bevisthed

Eet bestemt spørgsmål rejser sig da uvægerligt:

Hvor stor en del af den danske arbejderklasse indtager den antydede dobbeltstilling og er på een og samme gang en udbyttet klasse (gennem skabelse af merværdi i den kapitalistiske industri) og en “købt” klasse – “købt” til ikke at true kapitalismens fortsatte eksistens?

I hvor høj grad bygger den levestandard, som den danske arbejderklasse har tilkæmpet sig, når alt kommer til alt på bestikkelse fra kapitalisternes side – bestikkelse med penge, der stammer fra den hensynsløse udbytning af de undertrykte nationer og folk, arbejderklassens egne forbundsfæller i kampen mod kapitalismen?

Dette afføder endnu et spørgsmål:

Hvordan vil en sådan arbejderklasse reagere, når dens lands kapitalister på grund af de undertrykte nationers og folks frigørelseskamp ikke længere får råd til at “købe” og bestikke den?

Virkeligheden og historien vil ubønhørligt stille den udviklede kapitalisti­verdens arbejderklasse over for kravet om ved egen indsats at medvirke til, at dens “egen” kapitalisme ikke får råd til at “købe” den.

Det bliver et spørgsmål om politisk bevidsthed og derfor bliver det et spørgsmål om kamp mod reformisme og revisionisme, mod socialdemokratiets, SFs, VS’s og DKPs skadelige politiske og ideologiske indflydelse.

Hovedansvaret ligger hos lederne

Vi mener, at en meget stor del af den danske arbejderklasse i dag må karakte­riseres som et arbejderaristokrati, og at der derfor er jordbund for udbredelse af reformisme og revisionisme og anden form for borgerlig, antimarxistisk tan­kegang i arbejderklassen.

Vi understreger ordet jordbund, fordi arbejderklassen, selv når den be­stikkes af kapitalistklassen i et snyltersamfund som vort, og selv når den med hensyn til materiel levestandard er løbet for langt i forhold til menneskehedens flertal ikke automatisk bliver reformistisk indstillet. Sagt på en anden måde:

Arbejderklassens økonomiske stilling som arbejderaristokrati har i årti­er gjort den og gør den endnu i dag modtagelig for hele den politiske tankegang og indstilling til verden, der prædikes og lægges frem for den af borger­skabet selv og af socialdemokratiet, SF og DKP.

Men hovedansvaret for den borgerlige tankegangs udbredelse i arbejder­klassen (de tre nævnte politiske partiers tankegang er borgerlig, dvs. den er ikke marxistisk, det er ikke den proletariske ideologi) ligger hos de poli­tiske ledere, der svigter klassekampen, svigter den revolutionære socialismes ide og sætter ind for at præge arbejderklassens opfattelse af sig selv, af samfundet, af verden, af historien, af fortid, nutid og fremtid på en sådan måde, at arbejderklassen føres bort fra socialismen, fyldes med vrangforestillinger både om kapitalismen og om socialismen og mister troen på sin egen fremtid.

De folk, der har ledet, eller som leder arbejderklassens økonomiske og fag­lige kamp (og som klassen selv giver en betydelig del af æren for de på disse områder vundne resultater) har samtidig med at lede denne kamp, der økonomisk har været rettet imod de enkelte kapitalister, politisk arbejdet netop for kapitalismens, for klassefjendens interesser i arbejderklassen.

Hvorfor forstås socialismen ikke?

Det er disse folk – lederne og de mere aktive medlemmer – i de tre såkaldte arbejderpartier, der har ansvaret for udbredelsen af borgerlig tankegang i den danske arbejderklasse. Det er dem, der har hovedansvaret for den alvorlige mangel på forståelse af det kapitalistiske samfunds natur som udbyttersamfund, hvor de få har magten, af det socialistiske samfunds natur som et samfund, hvor de mange, med arbejderklassen i spidsen, har magten.

Rent konkret: Hvorfor er mange arbejdere i dagens Danmark af den faste o­verbevisning, at vort samfund er “friere” end socialismens samfund? Hvorfor opfatter de socialismen som “diktatur” i en betydning, der leder tanken hen på Hitler? For det gør de jo.

Er det kun fordi selve ordene, selve begreberne er udvandede og tilsløre­de? Naturligvis ikke. Den spontane reaktion også i dansk arbejderklasse på den russiske revolution i 1917 var god nok, men så satte de socialdemokrati­ske trommehvirvler ind, og det var først erfaringerne fra den anden verdenskrig, der atter skabte grundlag for en bedre forståelse af socialismen.

DKP formåede ikke at fastholde og udvikle den gryende forståelse, og med Hrustjov og den 20. kongres i Sovjetunionens kommunistiske Parti gik DKP ind i det antisocialistiske kor. Angrebene på Stalin var i virkeligheden angreb på den periode i Sovjetunionens liv, hvor socialismen blev opbygget. Al senere “liberalisering” “større frihed”, mere demokrati” i Sovjetunionen udskriges fra Moskva og af DKP som fuldkommengørelse af socialismen, men er i virke­ligheden udtryk for nedbrydning af socialismen.

Når Kina belært af egne og af andres erfaringer fastholder socialismen og tager sine forholdsregler mod folk af Hrustjov-typen og mod borgerskabets for­søg på tilbagevenden, hyler alle tre “arbejderpartier” i kort – og DKP giver ikke socialdemokratiet meget efter i dettes mest antisovjetiske periode.

Derfor har arbejderklassen – meget store dele af den i hvert fald – en alde­les fordrejet opfattelse af socialismen.

Hvorfor har klassen mistet selvtilliden ?

Muligheden for at få arbejderne til at tro på det antisocialistiske vrøvl skabes af den økonomiske og politiske udvikling i det kapitalistiske Danmark, men hovedansvaret for den faktisk manglende forståelse – som sagt både af kapita­lismen og af socialismen – ligger ligefuldt hos de folk, der udnytter disse mu­ligheder ved at holde borgerskabets prædikener for arbejdere.

Oprindeligt havde arbejderne næppe troet på historierne om det “ufrie”, om “diktaturet” o.s.v. i de socialistiske lande, hvis det alene var borgerska­bet, kapitalisterne, der fortalte dem. Når selv de værste historier om det so­cialistiske Kina går i ellers ordentlige og fornuftige folk, eller sagt lige ud: Når så mange arbejdere tror på, hvad BT fortæller om socialismen og om fol­kenes frigørelseskamp, skyldes det i virkeligheden socialdemokraterne, SF og DKP.

Borgerskabet kan ikke nær så let få arbejderne til at sluge vrøvlet om vort “demokratiske” samfund eller om “hjernevask” og “tvang” under socialismen som arbejdernes “egne” politiske ledere og partier.

Borgerskabet kan ikke selv få arbejderne til at glemme klassens mission som herskende klasse i det næste samfund – socialismen – det kan kun arbejderklas­sens “egne” politiske ledere. Kun de kan få klassen til at glemme den socia­listiske revolution og til at frygte proletariatets diktatur – fordi kun de kan få arbejderne til at glemme, at vi i dag lever under bourgeoisiets diktatur.

Det er kun arbejdernes “egne” folk, der kan få klassen til at miste tilliden til sig selv og til de klassebrødre i andre lande, der har taget magten og nu er i færd med at bygge socialismen, eller som endnu kæmper for at erobre den.

Hvorfor kan borgerskabet, kapitalistklassen ikke det? Fordi arbejderklassen i sin daglige tilværelse umiddelbart oplever og føler kapitalistklassen – dem der ejer produktionsmidlerne – som sin modpart, som sin klassefjende.

Fordi arbejderklassen på trods af al bestikkelse med smuler fra superprofit­terne også er en udbyttet klasse – fordi den stadig er arbejderklassen, “stor­industriens alleregentligste produkt”, fremtidens klasse.

Fordi bestikkelsen er midlertidig, udbytningen er konstant.

Stadig modtagelig for marxismen

Derfor er arbejderklassen – trods al højkonjunktur og trods alle forbigående illusioner og fordomme – modtagelig for socialismens ide, for arbejderklassens egen ideologi: Marxismen-leninismen, Mao Tse-tungs tænkning.

Derfor vil det også være muligt gradvis at bibringe udslaggivende dele af arbejderklassen den politisk-ideologiske forståelse af internationalismens for­pligtelser over for f.eks. det vietnamesiske folk, og derfor vil det også være muligt gradvis at bibringe arbejderklassen forståelsen af den socialistiske revolutions nødvendighed og at gengive den tilliden til sig selv som klasse – som den klasse der skal være kapitalismens banemand, og som skal omforme samfundet efter sin egen verdensanskuelse.

Derfor vil det også være muligt i takt med den Økonomiske og politiske ud­vikling – i Asien, Afrika og Latinamerika og i vor gamle snyltende kapitalistiske verden – at gøre arbejderklassen beredt til i fuld politisk bevidsthed at yde sit bidrag til de undertrykte nationers og folks frigørelse for vor verdens kapitalisme.

Arbejderklassen vil i sidste ende forstå, at den til gengæld for de ofre og de mulige, midlertidige afsavn, en sådan støtte kan betyde, gennem sin egen revolutionære kamp vil vinde alt – selve magten i sit eget samfund. Den hovedopgave, som selve den objektive virkelighed i dag stiller den dan­ske arbejderklasse overfor, er kampen mod den amerikanske imperialisme og den aktive støtte til det vietnamesiske folk og til alle de undertrykte nationer og folk i deres antiimperialistiske kamp.

Revolutionære kommunisters hovedopgave i Danmark i dag er at rejse arbej­derklassen til denne kamp og til denne støtte.

Det er en politisk-ideologisk kamp, en kamp for udbredelsen af marxismen-leninismen, Mao Tse-tungs tænkning i den danske arbejderklasse.

Det bliver en hård kamp, en langvarig kamp med mange op- og nedgange, sejre og tilbageslag. Men det er en kamp med de lyseste perspektiver.

oo0oo