Den 3. verden er brændpunkt
Mellemøsten, Mellemamerika og det sydlige Afrika er i dag brændpunkter i kampen imod imperialisme for socialisme. Siden 2. verdenskrig har den 3. verdens kamp mod udbytning og undertrykkelse været en af de drivende kræfter i den politiske udvikling.
Kommunisternes sejr i Kina, kampen imod hollandsk kolonialisme i Asien, Koreakrigen, Vietnamkrigen og de øvrige konflikter i Sydøstasien, Algiers befrielseskamp, kampen imod portugisisk kolonialisme i Angola, Mocambique og Guinea Bissau, befrielsen af Zimbabwe fra settlerregimet, de talrige krige og konflikter omkring settlerstaten Israel, befrielseskampen i Namibia, befrielsen af Cuba og Nicaragua, befrielseskampen i El Salvador og Guatamala – er eksempler på en lang række af begivenheder, der bestandig har sat massernes kamp i den 3. verden i focus.
Nøden i den 3. verden og velfærden i de imperialistiske lande er to sider af samme sag
Det er ikke nogen tilfældighed, at den 3. verden er centrum for kampen imod imperialisme. Udbytningen af dens befolkning udgør nemlig fundamentet for den nuværende imperialistiske verdensorden. Plyndring, rov og udbytning af naturlige og menneskelige resourcer i Asien, Afrika og Latinamerika gennem århundreder har ført til ophobning af rigdom og udvikling i de imperialistiske lande, og modsvarende elendighed og underudvikling i de udbyttede lande. Lønniveauet i den 3. verden udgør i gennemsnit 1/15 af lønniveauet i Vesteuropa. Konsekvensen er et liv i nød og fattigdom for den 3. verdens befolkning. En nød og en fattigdom, der ikke findes tilsvarende i Vesteuropa. Disse forhold har ført til et krav om forandring fra de udbyttede massers side. Et krav, som de imperialistiske lande og deres lokale allierede med al magt har søgt at undertrykke. Dette er hovedårsagen til den konstante uro i den 3. verden.
På den anden side har udbytning og undertrykkelse af masserne i Asien, Afrika og Latinamerika været en forudsætning for kapitalismens rivende udvikling i Vesteuropa, Nordamerika, Japan og Australien. Den har været en vigtig forudsætning for den økonomiske fremgang og sociale sikkerhed, som stort set hele arbejderklassen i de imperialistiske lande har tilkæmpet sig.
Arbejderklassen i de imperialistiske lande har fordel af de lave lønninger i den 3. verden
Udviklingen af velfærdsstaterne i de imperialistiske lande har medført, at modsigelsen mellem arbejderklassen og bourgeoisiet i disse lande er blevet svækket – ja, arbejderklassen i disse lande har i dag en direkte interesse i opretholdelsen af den nuværende verdensorden. Ikke kun bourgeoisiet, men også arbejderklassen, har fordel af de lave lønninger i den 3. verden og de deraf følgende lave priser på disse landes produkter. Billige råvarer fra den 3. verden til industri og landbrug i de imperialistiske lande fører til billigere færdigvarer. Hvis lønnen i de udbyttede lande skulle være som i Vesteuropa, ville varer som f.eks. kobber, tin, kaffe, the og cacao blive flere hundrede procent dyrere. Og samtidig betyder de relativt høje lønninger i de imperialistiske lande, at varerne herfra bliver ubetalelige for den 3. verdens masser.
International solidaritet ?
Imperialismen har betydet, at arbejderklassen i de imperialistiske lande og proletariatet i de udbyttede lande ikke længere har samme interesser, og konkret har de imperialistiske landes arbejderklasser ikke støttet befrielsesbevægelserne i den 3. verden. Ydede den engelske arbejderklasse nogen nævneværdig støtte til de antiimperialistiske og antikoloniale bevægelser i det engelske kolonirige? – Nej , de bakkede op om imperiet til det sidste. Støttede den franske arbejderklasse Vietnams eller Algiers befolkning i deres kamp for frihed? – Nej, tværtimod. Har den amerikanske arbejderbevægelse ikke bakket op om USAs imperialistiske og antisocialistiske politik verden over? Er den danske arbejderklasse ikke stort set pro-Israelsk? Venstrefløjen svarer som regel undvigende på sådanne spørgsmål: “Arbejderne er forledt af socialdemokratiske forræddere”. “De er indoktrineret af TV og radio – de ved ikke bedre”. At forklare årtiers opportunisme med socialdemokratiets forrædderi er at sige farvel til den historiske materialisme. Arbejderklassen har de ledere, den ønsker, og de fører en politik, som er udtryk for klassens vilje og mål. At påstå, at borgerliggørelse er et resultat af indoktrinering og mediernes propaganda er en lige så dårlig undskyldning. Man burde spørge sig selv, hvorfor den 3. verdens proletariat, der er udsat for en mindst lige så borgerlig propaganda, ikke er lige så borgerliggjort – og hvorfor den imperialistiske arbejderklasse i den grad er modtagelig overfor denne borgerlige og anti-socialistiske propaganda.
Uden sejr i den 3. verden – ingen socialisme her!
For revolutionære i Vesteuropa har disse forhold afgørende betydning. De objektive modsigelser, der i dag eksisterer mellem de imperialistiske landes arbejderklasse og proletariatet i den 3. verden, kan ikke viskes bort med fraser om proletarisk internationalisme. Den internationale solidaritet må tværtimod bygge på en klar erkendelse af denne modsigelse.
Befrielsesbevægelsernes sejr og den tredie verdens økonomiske frigørelse fra den imperialistiske verdensorden vil betyde en alvorlig svækkelse af imperialismen. Uden udbytningen af den 3. verden kan velfærdskapitalismen ikke fungere. Imperialismen vil komme i en dybtgående økonomisk og politisk krise – en krise langt værre end den nuværende. En krise, der vil tvinge bourgeoisiet til atter at vende sig mod arbejderklassen i de imperialistiske lande, i dets søgen efter profit. Dette vil medføre en skærpelse af modsigelsen mellem bourgeoisi og arbejderklasse, som vil muliggøre, at kampen for socialisme kan komme på dagsordenen i Vesteuropa og USA.
Hvad kan kommunister i de imperialistiske lande gøre?
Konsekvensen af vores politiske opfattelse er, at vores praksis skal gavne befrielsesbevægelsernes kamp direkte. Dette kan gøres på mange måder med hensyntagen til hvilke muligheder, der er i det land, man lever i, og hvor mange kræfter (personer), der deltager i dette arbejde.
MANIFEST – KOMMUNISTISK ARBEJDSGRUPPE (M-KA) ser bl.a. tøjindsamling og loppemarkeder som en god mulighed for at støtte materielt. Derfor har vi en praksis, der hedder “TØJ TIL AFRIKA” (TTA).
På grund af danskernes meget store forbrug har vi rige muligheder for at indsamle gode loppemarkedseffekter og brugt tøj. Disse ting kan vi enten sende til befrielsesbevægelserne eller sælge på store loppemarkeder, hvor overskuddet betingelsesløst går til befrielsesbevægelserne.
Loppemarkederne foregår i samarbejde med U-landsklunserne i København.
I Odense har TTA en brugttøjsbutik.
I 1983 fordeles støtten mellem:
SWAP0, som kæmper mod Sydafrika for Namibias befrielse, PFLO, som bekæmper det reaktionære regime i Oman, JRNG, som kæmper mod militærdiktaturet i Guatamala, FMLN/FDR, som kæmper mod militærdiktaturet i El Salvador.
Vi har tidligere støttet FRELIMO i Mozambique, MPLA i Angola, ZANU i Zimbabwe og IRE (en Black Consciousness Movement-gruppe) fra Sydafrika.
Foruden arbejdet i TTA deltager M-KA i nogle af de antiimperialistiske aktiviteter, der i øvrigt foregår i Danmark. Vi deltager f.eks. i El Salvadorkampagnen og Vestsaharakomiteen.
Vi ser El Salvadorkampagnen, Vestsaharakomiteen o.s.v. som positive aktiviteter, hvor et udmærket oplysnings- og støttearbejde foregår, og vi er med i dele af disse aktiviteter netop på grund af arbejdets antiimperialistiske karakter.
El Salvadorkampagnen
El Salvadorkampagnen er opdelt i en række lokalgrupper, der hver især med forskellige midler bidrager til støttearbejdet for befrielsesbevægelsen FMLN/FDR.
FMLN/FDR kæmper imod det reaktionære regime i El Salvador, der udelukkende holdes i live af USAs militære, politiske og økonomiske støtte. Befrielseskampen i El Salvador er en vigtig del af den antiimperialistiske bevægelse, der i disse år breder sig over hele Latinamerika. I El Salvadorkampagnen har man mulighed for at bidrage til støttearbejdet gennem forskellige aktiviteter: pengeindsamling og propaganda.
Vestsaharakomiteen
Vestsaharakomiteen udfører oplysningsarbejde til fordel for befrielsesbevægelsen POLISARIO, der kæmper for et frit Vestsahara. Marokkos besættelse og militære aggression i Vestsahara har drevet størstedelen af befolkningen i eksil i Algier.
POLISARIOs kamp er nærmest glemt i Danmark – medierne forbigår den i tavshed og venstrefløjen arbejder kun yderst sporadisk med emnet. Befrielseskampen er imidlertid vigtig. Ikke bare fordi den skaber forudsætningerne for en demokratisk udvikling af Vestsahara, men også i høj grad fordi POLSIARIOs kamp er en del af hele den arabiske verdens kamp imod imperialisme, zionisme og arabisk reaktion.
Forlaget Manifest
M-KA driver forlaget Manifest, der dels trykker plakater og løbesedler i forbindelse med det praktiske solidaritetsarbejde og dels formidler informationsmaterialer, der forklarer imperialismens funktion og den kamp, der foregår imod den. Disse informationsmaterialer er enten resultat af vore egne studier af imperialismen, de socialistiske lande, befrielsesbevægelserne o.s.v., eller vi udgiver, hvad andre har skrevet. Forlaget Manifest har endvidere udført trykkeopgaver foren Black Consciousness Movement-gruppe fra Sydafrika.
Ønsker du at vide mere om M-KAs politik og praksis, så kontakt:
Manifest-Kommunistisk Arbejdsgruppe,
vibevej 7,
2400 København NV.
