eller B&W halvandet år efter.
Der har fra forskellig side været rejst kritik af ”En fagforeningstale” [se Ungkommunisten nr 11, 1968 Onlineredaktionens note].
For en lille måneds tid siden var der i radioen et interview med Helmer Hansen, formand for DKP, Refshaleøen (B&W), og formand for marketenderiet samme sted, valgt af Repræsentantskabet (fællesklubben), altså to tillidsposter. Udsendelsen hed ”En aktuel profil af en arbejder”, interviewer var Hans Steffensen.
Da vi mener, at vore læsere vil have udbytte af at få præciseret en række uoverensstemmelser mellem ord og handling i DKP, lod vi udsendelsen optage på bånd, og de her gengivne uddrag af Helmer Hansens guldkorn er ordret nedskrevet efter denne optagelse. Til vore kritikere, der kalder os snæversynede og dogmatiske, vil vi stille spørgsmålet:
Mener I, at det er Helmer Hansens ”åbenhed” over for andre synspunkter, vi skulle lægge os efter? Er det ikke snarere Helmer Hansens og DKP’s borgerlige snæversyn og totale teoretiske forvirring, der er farlig – og ikke vores ”dogmatisme”?
Man får selv dømme:
HH: …Vi kan jo se, hvad der sker på arbejdspladserne i dag. Produktionen stiger, det vælter ud fra fabrikkerne med varer til en billig pris [1], men ikke billig nok, og heller ikke til en høj løn nok. Det er nogen af de ting, som vi tror at også må med, sådan at vore kammerater på arbejdspladserne virkelig forstår, hvad der slås for, hvis vi skal slås. Arbejdsmandsforbundets udtalelse fra i går af, hvor man siger, at de 250 tusind arbejdsmænd gør sig klar til kamp – hvilken kamp? Hvad skal vi slås for? Fortæl os det koldt og nøgtern! [2] Og så sidst, men ikke mindst: Hvis der skal være kamp, så skal den være hård, kort og effektiv. Ikke noget med at vi skal gå rundt i 4-5 eller 6 uger og bare bruge reserverne, som den enkelte familie har, eller måske ikke har, – og at ikke vi bare skal gå og sætte penge til ved at få strejkeunderstøttelse. En arbejdskamp, efter min formening, må føres ganske konsekvent over for industrien, så’n at de virkelig mærker den kamp, at ikke det bliver bare sådan noget blødsødent noget med dispensation, så – så’n at vi er lige ved at dø af det.[3]
SP: Har I selv prøvet en arbejdskamp?
HH: Ja, vi har jo, industriens arbejdere – og måske også særlig værftsindustrien – flere gange været udpeget til at være dem, der skulle føre kampen for fagbevægelsen, og vi har da været noget bitter over, at vi bare har gået og fået lov til at holde sommerferie til nedsat løn – altså strejkeunderstøttelse – fordi vi blev jo ikke informeret. Hvad skete der egentlig? Vi gik bare rundt og fik vores stempel, og så gik vi ellers og nød solskinnet. Vi mærkede ikke i denne by, at der var kamp, og vi blev ikke informeret om, hvad kampen drejede sig om, og hvis en arbejder skal slås, så er det vel en betingelse, at man fortæller ham, hvad han skal slås for. [4]
SP: Nu snakker De ud fra personlige erfaringer. Har De indtryk af, at Deres synspunkter deles med Deres kolleger på arbejdspladsen?
HH: Nåh ja, når mine kollegaer idag siger: ”Nu er skuespillet igang igen” så er det vel, ud fra bitre erfaringer, at man føler, at det er et skuespil [5]. Mænd, der går ud og ind af døre, hemmeligt, tys-tys, der må ikke siges noget, der må ikke fortælles noget – æh – så siger man: ”Jamen hør, det er jo mine forhold, der bliver forhandlet om, hvorfor bliver jeg ikke informeret om, hvad der sker?” Vi snakker om demokrati, vi kunne da godt ønske os, at vi, der er med i den kamp, også blev demokratisk orienteret. Jeg synes, det er nødvendigt, for ellers går det bare hen over hovedet på os. ”Det er bare noget, vi ordner for jer, venner.” Det går ikke: [6]… En lille bitter bemærkning: Vi følger jo med interesse, når man – højere lag – snakker om mavesårstillæg, om mavesårslønninger. Hvad med vore skifteholdsfolk? Er man egentlig i stand til at kunne bedømme, hvad det betyder for en arbejder, at han skal hver anden uge på skiftehold? Uanset om han skal på 2. hold, eller om han skal på 3. hold, om han skal vrage ud midt på natten, for at han skal komme på en arbejdsplads. Næh, det tror jeg ikke, man gør sig noget begreb om… [7]
SP:…Nu er De ikke selv blandt de lavtlønnede. Er De klar til at slippe noget af Deres arbejdstidsforkortelse, noget af Deres evt. højere løn, for at få de lavtlønnede højere op?
HH: Nu skal vi bare passe på, at vi ikke bliver bragt derhen i vores diskussion – eller med Deres spørgsmål – at jeg skulle sige, at vi vil give slip på nogle af vore krav. Det vil vi ikke. Vi ved, at industrien idag gennem den teknologi, der er sket, igennem den automatisering, der er sket – at der tjenes styrtende med penge i industrien i dag [8]. Der er råd til at opfylde de krav, som fagbevægelsen stiller [9] Hvad jeg så bare beklager, at man fra fagbevægelsens side har droppet spørgsmålet om længere ferie, for det er måske endnu mere nødvendigt idag, at arbejdspladsernes folk også får – også får den hvile, der er nødvendig efter racet på arbejdspladserne, og når vi nu ta’r – snakker teknologi, lad mig så lige ha’ lov til at ta’ et par spørgsmål med frem, som også hører med og som også skal bruges som argument: Samfundet idag, de hjælper jo industrien [10], de hjælper industrien f. eks. med Risø. Det er da noget, samfundet her har betalt. Og hvad laver Risø? Ja, de eksperimenterer, de undersøger til gavn for industrien, for landbruget. Vores motorvejnet, vores planer om nye broer – nå ja, det er da altsammen til hjælp til industrien, for slet ikke at tale om uddannelsesproblemet. I dag er det jo ikke noget ualmindeligt at se, at man kræver realeksamen, for en arbejder idag, han ska’ udføre noget arbejde. Jamen, hvem har betalt den uddannelse, som industrien får fiks og færdig? Nå ja, man snakker om yderligere faguddannelse i undervisningsapparatet, det er da en hjælp til industrien [11]. Og alt det der, det rager industrien bare til sig og siger tak. Ja, det gør de sgu ikke engang, de rager det bare til sig. Men samfundet har ikke spor kontrol med dette – overhovedet![12]
SP: De mener, dette skulle ind i selve overenskomstforhandlingerne som sådan?
HH: Man er nødt til at bruge det som argumenter i hvert fald, at industrien idag vitterligt får al den hjælp fra samfundet [13]…
SP: Sættes tempoet op?
HH: Absolut – æh – selvfølgelig gør det det.
SP: Kan De mærke det ude hos Dem selv?
HH: Ja, den teknologiske udvikling har medført, at akkordsystemerne medførte, at problemerne løses ved, at tempoet det sættes op…[14]
….. Vi kender jo den Svend Heinike, og …(afbrydes)
SP: Ja, De gør ude fra B&W…(afbrydes)
HH: Ja, ude fra B&W, der kender vi ham, og lad mig sige et par bemærkninger om samme person. Han blev fjernet fra vores arbejdsplads. Jeg tror ikke på, at det var os som sådan, der fjernede ham, men måske en aktionærgruppe, der fjernede ham fra den formandsstol, men man har noget svært ved at tro på, at han sagde, at han gik, fordi der skulle skabes ro om vores arbejdsplads [15]. Jeg tror, han blev tvunget væk, og der var måske også opportunt, at han blev tvunget væk fra arbejdsgiverforeningens sæde – som formand, fordi den nej-linie, den tror jeg ikke er frugtbar og bærende [16]. Jeg tror ikke, samfundet som sådan – som man ved gud altid skriger så højt op om – kan være tjent med, at der sidder een mand og bare siger nej, uden at man tager hensyn til de der grupper, han repræsenterer [17]. Vi har jo set de her bøder, der blev udstedt fra arbejdsgiverforeningen overfor arbejdsgivere, der har været for forståelige. Vi har jo læst dem med interesse, at der fører man fa’neme en hård politik over for dem, der går ud af folden. Men måske bli’r – og forhåbentlig bli’r epinionen så stærk i arbejdsgiverforeningen, så Svend Heinike også forlader den stol. Jeg tror godt, vi kunne ønske det [l8].
SP: Sig mig, nu på B&W, hvor de havde den krise sidste år, hvordan tog man det på arbejderfløjen derude, troede man på det?
HH: Ja – troede og troede på den. Vi – vi kendte jo noget af forhistorien. Der var jo forhandlinger igennem Handelsministeriets kontaktudvalg til skibsværftsindustrien, og spørgsmålet, det var vel spørgsmålet om renten, der var den væsentligste, den afgørende [19]. Når man så kunne knalde vores arbejdsplads lidt samtidig, det var vel en særlig fryd for en Svend Heinike.
SP: Havde han – havde man i arbejdsgiverforeningen særlig interesse i at knalde B&W?
HH: Åh ja, vi har vel nok inde ved – æh – irriteret dem adskillige gange ved vores faglige politik ved den arbejdsplads, og måske var det derfor opportunt nu at benytte lejligheden, da man nu havde den, til at kunne sige os tak for sidst. Men altså rent menneskeligt, da betød det jo for mange af mine kolleger derude mavepine, det er klart. Når man har gået på en arbejdsplads, som adskellige af mine kammerater, der blev fyret derudefra, både i 15 og 20 år, og så pludselig får at vide, at der ikke er brug for dig mere – så siger den kollega: ”Det forstår jeg ikke”. Ydermere havde vi haft afstemning om aftalen, som jeg finder fuldstændig sindssyg. For man skal da ikke bilde os ind, at fordi vi reducerer tillidsmandskredsen fra 37 til 12, at så har man reddet Danmarks største værft. Nej – hæ,hæ – den går sgu ikke – hæ,hæ [20], men det der var så grimt bagefter, det var det, at nogen af de kollegaer, der havde stemt for aftalen, de kom bagefter, da de blev fyret: ”Jamen, hvorfor blev jeg fyret, jeg stemte jo for aftalen”. De følte sig bedraget, og det havde de vel også god grund til [21], og det har man vel også i dag lov til at sige: Nå, var det så skuespil? Var det, fordi der skulle renses ud? Var det, fordi man ville have reduceret tillidsmandsskaren? Var det, fordi man ville ødelægge det serviceapparat, som en tillidsmandsskare altid vil være over for sine kollegaer? Jeg tror det [22].
SP: … Jeg ved da, at De på Deres arbejdsplads har gående folk fra alle mulige uddannelser inden for industrien – plus alle de ikke-faglærte.
HH: Ja, vi har et specielt problem i dag på vores arbejdsplads. Vi har nogle kontorfolk, der passer nogen EDB-maskiner, nogen computere, når vi trykker kort ind osv.
SP: Er det tidligere arbejdere, der…(afbrydes)
HH: Det er arbejdere. De er organiserede i vores faglige klubber på nuværende tidspunkt [23].
SP: De kaldte dem kontorfolk?
HH: Ja, det kalder vi dem. De har mulighed for i dag at blive funktionærer under firmaet. Man prøver på at snakke om problemet, firmaet og vores tillidsmandsrepræsentanter imellem, men det der skiller os, ja, det er jo lønspørgsmålet [24], fordi at manden, han pludselig skal til og ha’ funktionærstatus, så skulle han altså gå ned i løn? Det kan da ikke være rigtigt?
SP: Går han ned i løn?
HH: Absolut, det indebærer de forslag, der ligger fra firmaet. Det vil vi ikke tillade. Arbejdsområdet er vort, og derfor må vi selvfølgelig sige – og det har vi sagt til vores organisationer, og vore organisationer forstår vore problemstillinger, vores problematik – at det er rigtigt, at det arbejdsområde, at det er vores. Det må i hvert fald ikke sælges til mindre end det, der gives på indeværende tidspunkt – uanset funktionærstatus, men det er en omgåelse [25].
SP: Sig mig, den funktionærstatus en mand kan få, fjerner det ham fra den kreds, han tidligere har tilhørt rent arbejdsmæssigt?
HH: Næh.
SP: Det gør den ikke?
HH: Nej. [26]
SP: Solidariteten, findes den hos den danske arbejder?
HH: Ja, men …
SP: Men?
HH: Der er et men. Det er spørgsmålet, der hænger sammen med: hvad skal jeg være solidarisk om …. Ja, hvad var det, vi gjorde? [27] Vi solidariserede os med de der radiotelegrafister og styrmænd, der var ude i en strejke, fordi regeringen ville gribe ind. Og så sagde vi: ”Det kan ikke være rigtigt, det kan ikke være statsmagten, der her griber ind i en lovlig konflikt” [28]. Og derfor opfordrede vi til den der demonstration. Vores arbejdsplads, nåh ja – følte at det problem – at det var nødvendigt at være solidarisk om. At vi så er blevet både skudt og hængt bagefter på grund af den demonstration, det må vi ta’ med [29]. Det koster altid noget at demonstrere. Det koster altid noget at gå i kamp. Det koster altid noget at være solidarisk. [30]
HH: …. Jeg tror, at det er generelt for alle arbejdspladser, at hvis man forstår, at der er nogen, der er ude at slås, så er man solidarisk, fordi det er fagfæller. Det er mennesker, der har de samme levebetingelser, som vi har, og som prøver på at forbedre dem… [31]
SP: Nu skal vi til at slutte, der er alt for mange ting at snakke om. En ting, som vi slet ikke har været inde på, det er medbestemmelsesretten på arbejdspladsen?
HH: Ja, det er rigtigt. Det hænger vel sammen med det, som jeg sagde: Der er råd til at gi’ os, fordi produktionsmængden den stiger. Så er der også råd til at opfylde det rimelige krav, som vi har stillet under den nye overenskomst. Vi har ikke den bestemmelsesret. Vi har ingen medbestemmelseret. Vi har en rød betænkning, som vi prøver at bokse for i fagbevægelsen [32], men som vi idag nok må indrømme, at det hænger også sammen med økonomisk demokrati, og der møder vi jo hele tiden modstand fra arbejdsgivernes side. De vil ikke lukke op. De vil ikke gi’ os den medbestemmelsesret [33]. – Joh, vi kan få lov til at være med til at bestemme, hvor det pissoir skal ligge, eller det vaskerum skal være placeret – og måske kan vi også ud fra vores erfaringsmængde få lov til at fortælle dem lidt om produktionsapparatet og dets udnyttelse [34a]. Men når det kommer derhen, at vi vil være med til at bestemme, ja, så er der en stor væg, som vi ikke kan komme igennem.
SP: Hvordan skulle det rent praktisk kunne lade sig gøre?
HH: Nåh ja – vi har jo samarbejdsudvalg i dag, og vi har på min arbejdsplads noget, som vi kalder FU-møde, hvor man diskuterer nogle problemer, men det er kun produktionen, tilrettelæggelse, udnyttelse af arbejdstidens effektivitet osv [34b] – som man vel nok skal diskutere, men får vi nogen bestemmelsesret om, hvad for arbejder, der skal være på den arbejdsplads, i den maskinpark? – Nej, det har vi faktisk ikke [35] Vi har rådgivende, men ingen medbestemmelsesret, og vi har heller ingen indflydelse på, om hvor mange arbejdere der skal være på en arbejdsplads. Det ville måske også være rigtigt [36] – og måske netop kolleger, vores forretningsudvalg, har sagt: At overarbejde i dag, nåh ja – det hjælper industrien til at have en produktionsreserve, hvis der kommer til arbejdskamp. – Nåh ja – det er måske forståeligt, at det er – at industrien prøver på at ruste sig, og så kan vi også bare håbe på, at vi ruster os [37]. Men tilbage til demokratiet på arbejdspladsen: Det er ikke bare spørgsmålet om rød betænkning, det er også spørgsmålet om økonomisk demokrati, hvor vi får virkelig indflydelse på, hvad der skal bruges af penge på vores arbejdsplads, hvordan de skal bruges, tilrettelægning osv – lønninger og hvad derunder hører. Men der et stykke vej dertil, fordi på nuværende tidspunkt møder vi kun et kort og hårdt nej, hver gang vi stikker næsen frem. Det skal de nok ordne. [38]
