Ungkommunisten 1969, nr. 1, s. 2-3.
Ungkommunisten 1969, nr. 1, s. 2-3.
3 min read

Om artiklen:

Fra: Ungkommunisten, 2. årgang, januar 1969, nr. 1, s. 2-3.


Vi er kommunister i et højt industrialiseret kapitalistisk land. Det er vor opgave at undersøge og fastslå, hvorledes udviklingen vil gå, at undersøge virkeligheden, undersøge hvilken epoke vi befinder os i nu, og derefter finde frem til de opgaver, som den givne epoke stiller. Virkeligheden forandrer sig, og opgaverne forandrer sig. Hvordan ser virkeligheden ud idag, og hvad er vor hovedopgave?

Modsætningerne mellem de imperialistiske lande med USA i spidsen og de udbyttede, afhængige lande i Asien, Afrika og Latinamerika skærpes i disse år i en sådan grad, at de kun vil kunne løses ved væbnet kamp.

På den ene side vil de undertrykte folk rejse sig og befri deres lande ved revolutionær krig. På den anden side vil imperialismen iværksætte væbnede aggressioner for at bevare sit herredømme.

Kampen vil blive hård og langvarig – imperialismen kæmper for sit liv. Uden råstof-resourcerne i den 3. verden og den fantastisk ulige handel mellem de industrielt højt udviklede og de industrielt lavt udviklede lande, vil kapitalismen i de enkelte lande køre fast i dybtgående nationale kriser og blive styrtet af sin egen arbejderklasse. Indtil nu har det derimod været muligt at udskyde det endelige sammenbrud. Forarmelsen, arbejdsløsheden, alle de mest afskyelige træk ved kapitalismen, har i en periode på grund af imperialismens verdensomspændende karakter kunnet henlægges til områder fjernt fra Nordamerika og Europa.

Det er denne kendsgerning, der er årsagen til at verdensrevolutionens sag i den sidste ende afhænger af den kamp, de afrikanske, de asiatiske, og de latinamerikanske folk fører mod imperialismen.

Det kinesiske folk har særlig klart vist de undertrykte nationer vejen til fremtiden. Gennem deres kampe vil folkene verden over forstå læren af den kinesiske revolution og nødvendigheden af selv at bruge marxismen-leninismen, Mao Tse-tungs tænkning.

For folk i Vesteuropa, der vil socialismen, er hovedopgaven idag at yde den bredest mulige støtte til den 3. verdens folk og derigennem forberede arbejderklassen på, at det er derude, imperialismen vil lide det afgørende nederlag, der muliggør revolutionen her.

Denne støtte må ledes af marxister-leninister for at være i overensstemmelse med verdensproletariatets interesser. Derfor har KUF oprettet Den anti-imperialistiske Aktionskomite, der på alle fronter vil støtte de folkelige anti-imperialistiske kampe i den 3. verden. Det vil blive et arbejde, der omfatter utallige opgaver.

Aktionskomiteen vil præge og lede de progressive bevægelser herhjemme, som imperialismen selv fremkalder ved sine handlinger.

Aktionskomiteen vil med alle midler bekæmpe den imperialistiske progadanda her, især de uhyre farlige nationalistiske og racistiske tendenser.

Demonstrationer, aktioner og oplysningsarbejde er de vigtigste opgaver. Aktionskomiteen vil skabe kontakt med de nationale befrielsesbevægelser og samarbejde med alle, der vil støtte de undertrykte folk.

* * *

Vi opfordrer alle, der er interesseret i på den ene eller anden måde at være med i dette arbejde, til at henvende sig til Den anti-imperialistiske Aktionskomite, KUF, Svanevej 18 o.g.II, København 2400 NV.