Historien om Anyuan-arbejdernes kamp i 1920’erne.
Hvordan skal vi betragte arbejderbevægelsen? Skal vi dristigt vække arbejdermasserne til at rejse sig i kamp – eller skal vi kvæle deres begejstring og binde dem på hænder og fødder? Skal vi lede dem på kampens vej for at erobre den politiske magt – eller skal vi trykke dem ned på den værdiløse vej med ren økonomisk kamp? I den kinesiske arbejderbevægelses historie har disse livsvigtige spørgsmål altid bragt en skarp kamp frem til overfladen – en kamp mellem to linjer, formand Mao’s proletarisk revolutionære linje og Kinas Hrustjovs højreopportunistiske linje. [1] Dette ses meget klart i historien om arbejderbevægelsen i Anyuan-kulminerne.
Anyuan-kulminerne i Kiangsi provinsen i østkina er den kinesiske arbejderbevægelses hjem, den blev skabt af formand Mao selv i 1920’erne. I lang tid har Kinas Hrustjov lavet fusk med historien og betegnet sig selv som ”lederen af arbejderbevægelsen” i Anyu-an – selvom han dengang blev sendt derhen kun for at hjælpe til med at organisere arbejderne. Under den nuværende proletariske kulturrevolution afslørede og fordømte ældre Anyuan-arbejdere, som fremdrog mange kendsgerninger, Kinas Hrustjov, fordi han fremsatte en klar højreopportunistisk linje de 3 år (1922-25) han var i Anyuan. Kendsgerningerne afslørede ham ubamhjertigt som imperialisternes og bureaukrat-komprador bourgeoisiets trofaste slave. [2]
Hanyephing-kompagniet, hvorunder Anyuan-minerne hørte, var et bureaukrat-komprador kompagni grundlagt i 1898 og direkte kontrolleret først af tyske og senere af japanske imperialister. Det var en fæstning, hvorfra fremmede aggressorer plyndrede Kinas resourcer, et helvede, hvor 17.000 minearbejdere og jernbanearbejdere i Anyuan trællede mere end 14 timer om dagen, hvor de daglig blev hundset med og slået, hvor de levede af muggen ris og halvrådne grønsager og måtte bo i vakkelvorne skure, der lignede bure.
Ved siden af de grundlæggende egenskaber, som kendetegner proletariatet i almindelighed – dets forbindelse med den mest fremskredne økonomiform, dets udviklede sans for organisation og disciplin og dets mangel på private produktionsmidler – har det kinesiske proletariat mange andre fremragende egenskaber.
Hvad er det for nogen?
For det første er det kinesiske proletariat mere beslutsomt og konsekvent i den revolutionære kamp end nogen anden klasse, fordi den er udsat for undertrykkelse fra tre sider (imperialismen, bourgeoisiet og feudalismen), og det er en undertrykkelse så tung og så brutal, at den sjældent findes i andre lande. I det koloniale og halvkoloniale Kina mangler den økonomiske basis for en socialreformisme som i Europa, derfor er hele proletariatet, med undtagelse af nogle få skruebrækkere, en i højeste grad revolutionær klasse.
For det andet kom det kinesiske proletariat, lige fra det øjeblik det trådte ind på den revolutionære arena, under ledelse af sit eget revolutionære parti – Kinas Kommunistiske Parti – og blev den mest politisk bevidste klasse i det kinesiske samfund.
For det tredie er det med naturlige bånd knyttet til bondemasserne, fordi størstedelen af det kinesiske proletariat er udgået fra ruinerede bønder, og dette gør det lettere at danne et nært forbund med dem.
(Mao Tse-tung: Den kinesiske revolution og Kinas Kommunistiske Parti, 1939. Oversat fra engelsk. Selected Works, vol. II, s. 324-325.)
Hvor der er undertrykkelse, er der oprør.
Efter at Kinas Kommunistiske Parti var grundlagt i 1921, blev formand Mao udpeget til sekretær for Hunan-områdets parti-komité (som indbefattede Anyuan-distriktet i nabo-området Kiangsi), og han ledte personligt arbejderbevægelsen i Anyuan. Om efteråret samme år ankom formand Mao til fods til Anyuan. Han gik ned i minerne og besøgte arbejderne i deres skure for at vække deres proletariske bevidsthed. Deres lidelser, fortalte han dem, var absolut ikke ”skæbne” eller ”forudbestemt”, men et resultat af de fremmede imperialisters og hjemlige kapitalisters undertrykkelse og udbytning. Han hjalp dem til at forstå, at så længe arbejderne var organiserede, kunne de styrte udbytterne og bygge en ny verden, hvor det arbejdende folk var deres egne herrer.
Vække eller undertrykke masserne
Anyuan-arbejderne, som fulgte formand Mao’s lære og lederskab, organiserede sig hurtigt. I maj 1922 dannede de deres egen Anyuan Jernbane- og Minearbejdernes Klub. En afdeling af det kommunistiske parti blev dannet for at være kernen, der skulle lede de revolutionære kampe. I de følgende måneder gjorde arbejderbevægelsen fremskridt i andre dele af landet. I Anyuan skyldte kapitalisten allerede arbejderne flere måneders lønninger. I september prøvede han at lukke arbejdernes klub med den reaktionære regerings hjælp. De vrede arbejdere agiterede for at nedlægge arbejdet og strejke.
På dette for revolutionen afgøende tidspunkt kom formand Mao igen til Anyuan. På et partiafdelingsmøde støttede han fast arbejdernes krav. Han påpegede, at tiden var moden til en strejke og planlagde den i detaljer. Han bad arbejderne om at forene sig med massernes store flertal og danne en alliance med alle, der støttede deres kamp.
I denne fortræffelige situation ankom Kinas Hrustjov. Fra det øjeblik han satte foden i Anyuan, begyndte han at arbejde i modsætning til formand Mao’s beslutninger. Han bagvaskede arbejdernes klub for ”ikke at have nogen fast enhed”, en ”skrøbelig spire” i ”en ubehagelig knibe”, ude af stand til at organisere en strejke. En generalstrejke på det tidspunkt, råbte han, ville være ”en farlig risiko”.
Men som formand Mao siger: ”Opportunister som ønsker at dæmme op for flodbølgen findes næsten overalt, men flodbølgen lader sig ikke dæmme op.” I de tidlige morgentimer d. 14. september 1922 lod arbejderne sirenerne hyle højt og længe: Generalstrejke! Øjeblikkeligt myldrede tusinder af minearbejdere svingende med hakker og økser ud af minerne og skurene og råbte vredt: ”Vi var dyr før; vi vil være mennesker nu!”
Ude af stand til at standse strejken vendte Kinas Hrustjov omkring og tillagde sig en frelsers mine. ”Nu må I lytte til mig … Gå tilbage til jeres kvarter og lav ikke forstyrrelser … Kammerater arbejdere, opfør jer på en mere civiliseret måde end sædvanligt.” Han beordrede arbejdernes repræsentanter til at sørge for, at ”ordenen blev opretholdt”. Han prøvede i virkeligheden at holde arbejdernes kamp indenfor de snævre grænser, hvor de reaktionæres herredømme ikke kunne røres.
Men arbejdernes kamp var retfærdig. De knuste de bånd, den opportunistiske linje lagde om dem og fortsatte strejken uden at vende om, som formand Mao havde rådet dem. En reaktionær Kiangsi-krigsherres tropper kom til. Da de besatte de strejkendes hovedkvarter, angreb flere tusinde arbejdere stedet for at kæmpe ansigt til ansigt med tropperne. Den skræmte fjende flygtede ud af bagdørene.
Kinas Hrustjov, som altid havde erklæret, at han var ”arbejdernes repræsentant”, ”modig fra top til tå”, skrev i virkeligheden til kompagniets autoriteter lige fra strejkens begyndelse for at anmode om forhandlinger. Før han begav sig til samtalerne, fortalte han arbejderne, ”jeg nærer ingen fjendskab mod dem. Jeg går derhen for at mægle.” Dette var i virkeligheden en bekendelse om, at han ikke var arbejdernes repræsentant. Sig selv lig slog han en beskidt handel af med kapitalisterne og solgte arbejderne ved forhandlingsbordet. Den 16. september accepterede han kompagniets krav om at ”ordenen skulle opretholdes” og at de elektriske motorers kedelrum og mineskakternes ventilatorer skulle beskyttes. I samarbejde med en anden gammel opportunist, sløjfede han fire og ændrede fem af arbejdernes 17-punkts krav.
Den 17. september brød arbejderne gennem vagtkæden og besatte kedelrummet. De sendte kapitalisterne en advarsel: Godkend vore krav, eller vi sprænger kedelrummet i luften og oversvømmer minerne! De forskrækkede kapitalister godkendte hastigt en del af kravene; fem-dages strejken sluttede med sejr. Formand Mao’s revolutionære linje for dristigt at vække masserne, vove at kæmpe og vove at vinde var korrekt.
Klassekamp eller kapitulation
Formand Mao lærer os: ”Målet for enhver revolutionær kamp i verden er erobringen og konsolideringen af den politiske magt.” Efter den sejrrige strejke fortalte formand Mao igen Anyuan-arbejderne: Vort mål er at styrte de reaktionære og oprette det arbejdende folks egen politiske magt.
Angående dette nøgleprincip havde Kinas Hrustjov konsekvent modsat sig formand Mao’s revolutionære linje og fremsat en højreopportunistisk linje. I ”Kritik af klubbens fortid og planerne for dens fremtid”, en giftig pjece, som han offentliggjorde i 1923, skrev han: ”Angående erobringen af den politiske magt, … betragtet under Kinas nuværende betingelser kan et sådant umodent proletariat selvfølgelig ikke realisere det umiddelbart.” Som formand for arbejdernes klub udarbejdede han dens love i punkter som disse:
”Klubbens formål er at fostre venskabelige bånd, give gensidig hjælp og arbejde for fælles lykke” og ”jernbanens og minebureauernes formænd er berettiget til at være klubbens specielle medlemmer.” Med ord der ingen forbindelse havde med klasser og klassekamp, skabte han således muligheder for at klassefjender af alle slags kunne snige sig ind i klubben, politisk og organisatorisk var det en ren og skær forsoning med og kapitulation overfor bourgeoisi-klassen.
I juni 1923 iværksatte Anyuan-arbejderne en udbredt kamp for højere lønninger. De plagede kapitalister sendte bud efter Kinas Hrustjov, så han kunne komme og ”mægle”. Efter to ugers ”samtaler” godkendte han en 7-punkts overenskomst, der forrådte arbejdernes interesser. Den lovede at ”klubben vil gøre alt, hvad den kan for at sørge for at mineproduktionen fortsættes” og var indforstået med, at arbejderne ”ikke går i strejke og hindrer arbejdet af nogen unødig grund.” Er dette ikke en sand skruebrækkers fremtoning?
I juli samme år fyrede mineautoriteterne nogle broarbejdere uden gyldig grund. Fast forenede bekæmpede arbejderne afskedigelsen. Arrigt stemplede Kinas Hrustjov de oprørske arbejdere som ”dårlige elementer” og ekskluderede 140 af dem fra klubben. Under hans kontrol blev arbejdernes klub et redskab, der hjalp kapitalisterne med at udøve bourgeoisiets diktatur over arbejderne.
Marx sagde: ”Kapitalen kommer til verden med blod og smuds drivende ud af alle porer fra top til tå”. Dette gælder ikke mindre imperialismens, feudalismens og bureaukrat-kapitalismens udbytning og undertrykkelse af Anyuan-arbejderne, end deres udbytning og undertrykkelse af alle koloniale og halvkoloniale folk. Og dog forsvarede Kinas Hrustjov åbent en sådan udbytning og undertrykkelse i sin ”Frels og beskyt Hanyehping-kompagniet”, skrevet i 1924, hvori der står: ”Hanyephing-kompagniets fortsatte beståen angår i virkeligheden mere end en million menneskers levebrød. Dets fortsatte beståen vil sikre disse en million menneskers levebrød, så de ikke bliver vagabonder eller banditter.”
Det samme år forelagde han kapitalisterne ”Forslag til forbedring af Pingsiang-kulminerne”, som indbefattede Anyuan-minerne, rådede dem til at få mere ud af de allerede udpinte minearbejdere ved at anspore dem med bonusordninger. På den anden side anmodede han indtrængende arbejderne om at opelske ”et offentligt sindelag til beskyttelse af industrien”, til at adlyde formændenes ”korrekte ledelse” og ”strengt rette sig efter disciplinen”. For at sørge for at det blev gjort, tog han selv klubfunktionærer med sig ”for at foretage inspektionsture på dag- og natholdene”. Arbejderne modsatte sig straks dette forræderi.
Engang opførte han sig som en formand og gik hen til en mineindgang for at få arbejderne fra at gå tidligt hjem. Minearbejderne blev vrede. Senere beskrev han denne hændelse: ”Jeg fortalte arbejderne, at de ikke skulle gå for vidt. De ville slå mig, sagde at jeg var blevet købt af kapitalisterne. Jeg var så forbitret, at jeg græd af vrede.” Hvilket bedre bevis kan der findes på, at han er en ynkelig skruebrækker!
Politisk kamp eller økonomisk kamp
Som formand for arbejdernes klub sparede Kinas Hrustjov sig ingen anstrengelser for at gøre den til et forsøgssted for kontrarevolutionær økonomisme, d.v.s. brugen af penge, bonus, velfærdsgoder etc. til at lokke arbejderne bort fra den politiske kamp. Han ødede arbejdernes penge på en imponerende klubbygning, skoler, biblioteker, forbrugs-kooperativer, teatergrupper og endog fodbold- og basketballhold. Anyuan-arbejdernes klub blev en velfærdsorganisation af ren økonomisk natur.
Formand Mao siger: ”Der bør udfoldes opdragelse blandt kammerater i fagforeningerne og blandt arbejdermasserne for at sætte dem i stand til at forstå, at de ikke kun bør se arbejderklassens umiddelbare og delvise interesser, mens de glemmer dens brede, langsigtede interesser.”
Men Kinas Hrustjov prøvede at få arbejderne til at tro, at de kunne befri sig fra udbytning og vinde frigørelse og lykke med fredelige midler, ved at stræbe efter velfærdsgoder, uden at føre revolutionære kampe for at erobre den politiske magt. Dette var intet andet end revisionisternes falske teori om ”fredelig overgang”.
Selv da Kinas Hrustjov prøvede at male et billede med fred, skærpede kapitalisterne deres sværd. I september 1925 sendte komprador-kapitalisterne Hunan- og Kiangsi-krigsherrernes tropper ind og lukkede med et overraskelsesangreb arbejdernes klub. Klubben, som havde al sin opmærksomhed koncentreret om økonomisme, blev taget fuldstændig uforberedt. Mange revolutionære kadrer og arbejdere blev arresteret eller skudt. Næsten 6.000 blev vist bort fra minerne og under bevogtning drevet ud af Anyuan. I løbet af nogle få dage var de velfærdsgoder, som Kinas Hrustjov administrerede, formindsket til nul. Denne tragiske ”september-begivenhed” var et uundgåeligt resultat af den kontrarevolutionære linje, som Kinas Hrustjov havde kørt frem med i modsætning til formand Mao’s proletarisk revolutionære linje.
Denne lærdom i blod viste Anyuan-arbejderne mere klart end før, at formand Mao, den store lærer, havde været klog og korrekt. Den 7. august 1927 holdt Kinas Kommunistiske Parti et møde, hvor beslutningen blev truffet om at iværksætte Efterårs-høst oprøret. Formand Mao kom endnu engang til Anyuan-arbejderne for at mobilisere dem. Arbejderne reagerede ivrigt og blev i sidste ende en af hovedkræfterne i oprøret. De fulgte formand Mao op i Chingkang-bjergene og hjalp til med at bygge Kinas første revolutionære base, med at tage de første skridt på vejen til at erobre den politiske magt gennem væbnet kamp, den vej som ledte den kinesiske revolution til endelig sejr.
[1] Kinas Hrustjov er identisk med Liu Shao-chi.
[2] Komprador-bourgeoisiet er en klasse, som står i imperialisternes direkte tjeneste.
