Folkekrig betragtes i dag overalt som det mest magtfulde våben, der står til de undertrykte folks rådighed i deres masse-kamp mod de udbyttende imperialister og deres stedlige lakajer.
For at gennemføre folkekrig resultatrigt og føre kampen igennem til dens logiske slutning er det blevet bydende nødvendigt at bestemme revolutionens drivkræfter, så vi kan forene os med sande venner for beslutsomt at bekæmpe vore virkelige fjender.
For at bestemme disse drivkræfter og luge de vaklende elementer i vor kamp ud, må vi simpelt og klart nedfælde, hvad der er vor befrielsesbevægelses øjeblikkelige mål. Vort minimumprogram må derfor genspejle de brede afrikanske massers krav. Tre revolutionære principper kommer frem som basis for mobiliseringen af alle patriotiske kræfter for national frelse.
De er:
- afskaffelsen af al racediskrimination og den fuldstændige tilintetgørelse af den hvide slavestat. Oprettelse af et ikke-racistisk socialistisk demokrati.
- den øjeblikkelige og ubetingede gennemførelse af offentlig ejendomsret til minerne, storindustrien, bankerne og jorden.
- fjernelsen af alle imperialistiske interesser fra Azania og gennemførelsen af positive forbindelser med den verdensomfattende anti-imperialistiske bevægelse.
De tre revolutionære principper repræsenterer forhåbninger, som klart lænker spørgsmålet om national undertrykkelse sammen med klasseudbytning, og derved giver hele det undertrykte Azania en platform, som de kan mobiliseres omkring. Grundlaget for denne brede alliance af alle patriotiske kræfter er de ejendomsløse og slavebundne arbejdere, bønder og jordløse landarbejdere, som er de vigtigste sociale kræfter, der kan bevirke radikale forandringer i vort land. Allieret med denne revolutionære basis er de radikaliserede intellektuelle, studenter, lærere, akademikere, høvdinge der er imod regeringen, og småhandlende.
Vor befrielsesbevægelse har i de årtier, den har eksisteret, været stærkt påvirket af socialistisk tænkning, og dette har hjulpet den til at forstå undertrykkelsens natur i Azania. Som følge deraf kan denne generation skelne mellem myten om racisme og den imperialistiske udplyndrings virkelighed. Forudbestemt som vi er til at knuse fascisterne i vort land, erklærer vi ikke desto mindre overfor imperialismens skakbrikker, de hvide arbejdere, at ”vi skal til at udkæmpe et titanisk slag mod de ubamhjertige kapitalister, godsejere og imperialister – selve de klasser, der udbytter jer og som ved at bestikke jer med krummerne der falder fra deres bord, bruger jeres blod og bringer jeres børn i fare for at beskytte deres stjålne rigdom. Vor revolution vil befri jer fra jeres frygt og jeres rolle som snylternes blodbesudlede strissere. Men det er vor pligt at give denne advarsel:
”Hvis det mislykkes for jer at rense jer for jeres uhyggelige racistiske hovmod, som er sprøjtet ind i hele jeres organisme af imperialismen og dens lokale agenter; hvis I insisterer på med pisk og gevær i hånd at forsvare det rådne og hendøende system med hvid dominering og superudbytning, reserverer vi, den afrikanske nations kæmpende styrker, retten til med magt at forjage jer fra dette land”.
Vi er overbevist om vor endelige sejr ved hjælp af folkekrig. Vi siger: grundlæg kampen fast blandt masserne! Vi tror på langvarig væbnet kamp som den eneste vej til at udslette alle spor af hvidt overherredømme og imperialisme! I sådan en kamp findes der ingen beskidte kompromisser mod folkets bedste interesser.
Det er derfor nødvendigt at slå kategorisk fast, at PAC ikke tror på en seks-dages-mirakel-guerilla-krig på ukendt område og blandt politisk uforberedte befolkningsgrupper. Vi har en dyb åndelig og politisk samhørighed med alle undertrykte afrikanere i det sydlige Afrika, som nu lider under det hvide overherredømmes, portugisiske fascisters, kolonialisters og de sorte imperialistiske lakajers jernhæl. Vor almindelige strategi er beregnet på at engagere imperialismens ”uhellige alliance” på alle fronter, præcis fordi vi må sprede fjendens styrker, så de er ude af stand til at koncentrere al deres styrke på bestemte fronter.
En slavebundet nation kan befries, hvis den overbeviser sig om, at friheden kan vindes. Kampen for friheden er ikke nogen brodereklub; den er bitter, hård og bugtet. Den væbnede kamp kan kun få en god start, hvis den er vel forberedt og dens mål er i overensstemmelse med de undertrykte massers ønsker og forhåbninger. De revolutionære kræfter må forberede folket politisk før de går i gang med væbnede kampe. Revolutionære arbejdere må udføre deres pligter med dødsens alvor, på en moden måde komme frem til beslutninger, være på vagt mod eventyrpolitik og være strenge hvad angår sikkerhed.
Lad hundreder af kæmpende grupper blomstre over Azanias vidtstrakte land på de tre revolutionære princippers grund. I løbet af den kommende konfrontation vil de forene sig til Azanias Nationale Befrielseshær. Fremtiden er vor og vi agter at tage den!
