FN har for nylig udsendt en bemærkelsesværdig pjece. ”Overflodens krise” hedder den, og den er skrevet af en svensk levnedsmiddelekspert, G. Borgstrøm, der i mange år har koncentreret sin forskning omkring ernæringssituationen i verden, specielt med henblik på forekomsten og fordelingen af æggehvidestoffer. Borgstrøm har gennem sit arbejde fundet ud af, at der fra den vestlige civiliserede verdens side foregår en så kollosal udbytning af de såkaldte u-lande med hensyn til proteinstoffer, at han konkluderer: ”En trediedel af verdens folk, rigmandsbørnene, spiser de to trediedele af verdens mad.”
Borgstrøm politiserer ikke. Han er en borgerlig ærlig videnskabsmand, som har fundet ud af nogle ting, og som er blevet vred og forfærdet: ”Vi må gøre noget, det her kan ikke blive ved med at gå; hvis vi ikke opretter handelsaftaler på lige basis med den udbyttede verdens lande, så er det måske andre, der gør noget. Det er jo simpelthen røveri, der foregår, hvorfor gør FN ikke noget?”
Mange af pjecens eksempler er, selv for folk der i forvejen har erkendt, at en udbytning finder sted, så groteske, at de nærmest virker absurde. Intet under, at reaktionen har skreget op og beskyldt Borgstrøm for humbugmager og erklæret, at den slags skriveri burde FN virkelig holde sig for god til at lægge navn til.
”Således”, skriver pjecens forfatter, ”byggede Englands oliepresserier, under trykket af selvstændighedsdiskussionerne, fabrikker i Nigeria. Dette forandrede imidlertid ikke meget i handelsmønsteret. Nu som før presser man Nigerias jordnødder, men olie og presserester sælges til England. De engelske malkekøer trives flot, men mange nigerianere lider af æggehvidemangel. De tilbydes den tørrede mælk, som England producerer med dette foder. Tørmælken, som i reglen er berøvet sit fedt, tilbydes til priser, som Nigeria til englændernes store forbavselse ikke har råd til at betale. Det bliver en luksusvare eller medicinsk nødhjælp. Nigerias fattige har ikke råd til at købe sine jordnødder tilbage i denne forædlede form.” (Vor understregning).
Og om Danmark, dette pletfri land, som ifølge Hartling ”ingen kan mistænke for ikke at have helt reelle humanistiske bevæggrunde” for hjælpe-aktioner her og der, om dette Danmark skriver Borgstrøm, at ”det i dag importerer sojabønner og oliefrøkager i en mængde så urimelig, at man nærmest må tale om et tilfælde af overmættelse eller stopfodring …. Det danske ‘produktionsmirakel’ var en umulighed uden flere hundrede tusind hektar i USA, Afrika og Latinamerika”. (Vor understregning).
Det imperialistiske Vesten kan ikke, som Borgstrøm så velmenende foreslår, gøre noget for at standse røveriet. Hvis det var tilfældet ville det ikke længere være imperialistisk. Vores system bygger på, lever af dette røveri. Først når røveriets ofre har rejst sig og på afgørende måde har bekæmpet sine udpinere, først når vores system som følge deraf vil ligge på dødslejet og Vestens proletariat, tvunget dertil af nødvendighed, nådesløst giver det dødsstødet, først da vil røveri og udbytning definitivt blive afskaffet.
Den kendsgerning, at det imperialistiske Vesten stjæler fra og udpiner ”u-landene” er ved at gå op for flere og flere mennesker. Men reaktionerne er yderst forskellige. Dygtige borgerlige politikere som f.eks. Per Hækkerup anerkender denne kendsgerning og lægger sin politik til rette efter den. Man slagter jo ikke den ko, man malker: Andre borgerligt tænkende mennesker, som oprigtigt troede på fraserne om vores pæne demokratiske samfund og u-landshjælp-hykleriet, spærrer forfærdet øjnene op og siger: ”Jamen, det kan vi da ikke, vi må gøre noget”. Atter andre, som f.eks. de svenske ”marxister” i Kommunistiska Förbundet benægter denne udbytnings betydning for vores levestandard og arbejderklassens borgerliggørelse.
Anskaf denne pjece. Den er et studium værd. Den lægger nogle kendsgerninger om verden i dag på bordet, og marxister bør, som Mao Tse-tung har påpeget, ”GÅ UD FRA OBJEKTIVE KENDSGERNINGER, IKKE FRA ABSTRAKTE DEFINITIONER”.
(”Overflodens krise” af G. Borgstrøm. Fås ved henvendelse til Dansk Samråd for Forenede Nationer, Nørrebrogade 88, 2200 København N.)
