Niels var politisk aktiv fra sin tidligste ungdom. 15 år gammel blev han i 1969 medlem af Den Anti-imperialistiske Aktionskomite under Kommunistisk Arbejdskreds.
Udgangspunktet for hans politiske engagement var modstanden mod den imperialistiske udbytning og politiske undertrykkelse af folk i Den tredje Verden og solidariteten med de revolutionære bevægelser, der udsprang heraf.
Det var i begyndelsen af 1970’erne især solidaritetsarbejdet med Vietnam, der engagerede Niels, men han var også en af de første aktivister i det gryende støttearbejde med det palæstinensiske folk. “Palæstina – Vietnam samme kamp” pyntede han murene med i København.
Niels deltog i de store Vietnam-demonstrationer og protesterne mod Verdensbanken i 1970.
Niels lærte sig at offset-trykke, så om aftenen trykte han politiske blade, plakater og løbesedler. Han blev hurtig “professionel” aktivist. Det var også i denne periode, at Niels knyttede et varmt venskab til Holger Jensen, som var en central figur i det antiimperialistiske miljø op gennem 1970’erne.
Niels arbejdede på dette tidspunkt som bryggeriarbejder på Tuborg og fik hurtigt tilnavnet “Niels Aktiv” på grund af hans stadige opfordringer til sine arbejdskammerater om at blive aktive i det politiske arbejde.
Hans videre politiske skoling fik han i Kommunistiske Arbejdskreds (KAK). Det var grundige studier af Marx og Lenin. “Kapitalen” blev læst fra ende til anden. Det var studier af lande og politiske bevægelser.
Men i KAK nøjedes man ikke kun med en teoretisk indfaldsvinkel til verden. Folk blev sendt ud i verden for ved selvsyn at erfare, hvordan situationen var og kontakte politiske bevægelser. Ud fra disse månedslange studieophold blev der skrevet rapporter, der blev diskuteret blandt medlemmerne i KAK. Niels besøgte bl.a. Indien, lande i Mellemøsten og Marokko.
I disse studier blev Niels bekræftet i, at det var i Den tredje verden, det revolutionære potentiale lå. Det var hér, de værdier blev skabt, som kapitalismen behøvede for at forblive et dynamisk system. Det var hér, der var objektive årsager – udbytning og politisk undertrykkelse – til at ønske forandring. Det var hér, de revolutionære kræfter fandtes.
Arbejderklassen i Vesteuropa ønskede nok højere løn og mere velfærd, men nærede ikke noget ønske om grundlæggende forandringer. Der lå ikke nogen moralsk kritik i denne analyse, det er simpel konstatering af virkeligheden.
I Den tredje verden derimod var der befrielseskampe fra Sydøstasien til Sydamerika. Vietnam viste, at det kunne lade sig gøre at stå op imod selv USA. Hvis man i midten af 1970’erne satte røde knappenåle på verdenskortet i de lande, hvor der var befrielsesbevægelser, der kæmpede eller var kommet til magten, så det lovende ud.
Niels lagde derfor vægt på det materielle støttearbejde til denne kamp. Han var med i »Tøj til Afrika«, der ydede materiel støtte til befrielsesbevægelserne i Mozambique, Angola og Zimbabwe op gennem 1970’erne.
Efter at disse bevægelser opnåede statsmagten, viste det sig langt sværere at opbygge socialisme og stoppe den imperialistiske udbytning, end de selv og vi havde forestillet os – men ønsket og viljen var der.
I løbet af 1977-78 var der i KAK skabt grobund for personlige og politiske magtkampe. KAK var oprindeligt en organisation med to ledere og en række unge relativt uskolede medlemmer.
I slutningen af 70’erne var Niels og vi andre unge mere modne og med vores egne meninger. Disse magtkampe fik form af et kønspolitisk opgør, men bag det lå der andre politiske kampe. Splittelsen var også et opgør med leninismen politisk og organisatorisk.
Niels var meget inspireret af den græske økonom Aghiri Emmanuels teori om »Det ulige bytte«. Han besøgte flere gange Emmanuel i Paris. Kort fortalt går teorien ud på, at de lave lønninger i de fattige lande fører til lave priser på deres varer. Når de handler med de rige lande bliver de drænet for i hundredvis af milliarder dollars.
Teorien om det ulige bytte indgik som en del af det teoretiske grundlag for Kommunistisk Arbejdsgruppe (KA), som Niels var med til at danne på ruinerne af KAK i 1978.
Det, der senere er blevet kendt som Blekingegadegruppen, var en del af KA. Men der var mange andre aktiviteter i KA, som Niels deltog i. KA havde forlaget Manifest, som udgav bøger og tidsskrifter. Niels var med til at trykke blade og løbesedler for en Sydafrikansk gruppe i Soweto. Niels var initiativtager til Cafe Liberation, hvor aktivister arbejdede gratis og overskuddet gik til bevægelser i Den tredje verden. Her var han indkøber og kok. Niels var også med til at starte “Komiteen for Vestsahara”.
I april 1989 blev Niels arresteret i forbindelse med Blekingegadesagen og dømt til 10 års fængsel for blandt andet røveriet i Købmagergade.
Når Niels og vi brugte vold i en dansk sammenhæng var det naturligvis dybt problematisk. Men vi så ikke kun vores praksis i en dansk sammenhæng, men i en global kontekst.
Vi handlede i en verden, der var opdelt i rige og fattige lande, en verden hvor der ikke er noget globalt demokrati, men som regeres af den stærkes ret. Med vores politiske briller var der en vis retfærdighed i at flytte værdier fra de rige lande til de fattige landes befrielsesbevægelser.
Det kan naturligvis problematiseres at handle udemokratisk i et demokratisk land, for at fremme demokrati og retfærdighed i en udemokratisk verden. Dette dilemma, mellem nationalt demokrati og en udemokratisk verden, er ikke blevet mindre i en stadig mere globaliseret verden.
I en dansk sammenhæng var vores praksis kriminel. Vi nærede ingen forhåbning eller ønske om at retfærdiggøre den i en dansk politisk sammenhæng.
Niels så sig da heller ikke som politisk fange, da Blekingegadegruppen blev afsløret. Det var kriminalitet. Men det var en kriminalitet som var begrundet i globale politiske forhold. Niels – vi – befandt os i et dilemma, tog en beslutning og følgerne.
Under sit fængselsophold var Niels aktiv i fangepolitik og hjalp mange af sine medfanger med deres problemer. Samtidig med tog han en Hf-eksamen og begyndte et psykologistudie med Københavns Universitet.
Gennem de sidste måneder har Niels og vi haft mange samtaler om vores fælles fortid.
Det er vores indtryk, at Niels syntes, han har haft et godt liv. Måske ikke noget let liv – eller fejlfrit liv. Men et liv han ikke fortrød.
Han følte, han var på den rigtige siden i kampen mellem undertrykkelse og udbytning på den ene side – og retfærdighed og befrielse på den anden. Det var det vigtige for ham.
Niels var anti-imperialist, aktivist – at handle var vigtigt, men ikke uden analyse og omtanke. Der var en tilfredsstillelse for Niels ved at finde ud af, hvordan verden hang sammen – ikke mindst for at kunne handle ud fra denne viden, blive et lille tandhjul i den maskine, der kæmpede for retfærdighed og en bedre verden.
Niels var en god kammerat og ven – han var til at stole på. Vi kommer til at savne ham meget.
Jan Weimann og Torkil Lauesen har ligesom Niels Jørgensen været medlemmer af og aktive i først Kommunistisk Arbejdskreds, KAK, og siden Kommunistisk Arbejdsgruppe, KA, herunder i den såkaldte Blekingegruppe.
