1. Marxisternes opfattelse af arbejderklassens intermationale solidaritet.
Den teori, at ulige bytte skyldes kapitalens organiske sammensætning, er – siden Otto Bauer nedskrev den – blevet almindeligt anerkendt blandt marxistiske økonomer (18). Det er dog vanskeligt at forstå, hvordan en marxistisk økonom kan drage den slutning, at forskelle i organisk sammensætning påvirker de internationale priser, uden samtidig at nå frem til, at disse priser bestemmes af forskelle i lønninger (19). Den nødvendige betingelse for at organisk sammensætning kan bestemme priserne er, at profitterne udlignes; og profitternes udligning danner – i samme sammenhæng – et tilstrækkeligt grundlag for, at lønniveauer kan have indflydelse på priserne. Er det mon sådan, at marxistisk tænkning, nået til dette punkt, viger tilbage for de frygtelige konsekvenser en sådan fremstilling har med hensyn til arbejderklassens internationale solidaritet?
Og dog er den revolutionære marxismes forhåbninger til denne solidaritet blevet forvandlet til en så grusom skuffelse de seneste år, at tidspunktet måske er kommet, hvor vi kan frigøre os fra dette tabu.
2. Er “arbejderaristokratiet” et biprodukt af imperialismen?
Marxismen var slet ikke blind for den mulighed, at klassekampen blev svækket på grund af en vis mængde reformer, som de fremskredne kapitalistiske lande var i stand til at give ved at øse af superprofitterne fra den internationale udbytning. Men den forbandt dette fænomen med den imperialistiske fase og begrænsede dens udbredelse til proletariatets øvre lag, så det fremstod som noget, der i sit væsen var forbigående. Dette var nogenlunde Lenins mening, og Bukharin kunne på Kominterns 6. kongres i 1928 sige: “… vi ser visse lande, som så at sige er “aristokratiske” lande, som (vi bruger her et udtryk, som nødvendigvis må gøres mere præcist) besidder et “arbejderaristokrati”, det vil sige et proletariat, hvis levestandard er højere end verdensproletariatets gennemsnit.” (20)
Nogle gange blev “arbejderaristokratiets” snævre grænser udvidet, men aldrig imperialismens og koloniprofitternes lige så midlertidige grænser. Således taler Bukharin i nogle afsnit af “Imperialismen og verdensøkonomien”, 1917 – stadig med henblik på de imperialistiske lande – om en relativ og midlertidig solidaritet i interesser mellem kapital og arbejde, samtidig med at der eksisterer en dybere og mere varig modsigelse imellem dem, eller om et midlertidigt interessefællesskab mellem kapital og arbejde på basis af en forhøjelse af lønningerne, som blev muliggjort af de koloniale superprofitter, altså uden at skelne mellem “arbejderaristokratiets” priviligerede lag og proletariatets øvrige lag. Nogle gange bruger han endog udtryk, som udelukker en sådan skelnen: “Regningen for denne kolonipolitik betales ikke af de kontinentale arbejdere, heller ikke af Englands arbejdere … de europæiske arbejdere er – set på kort sigt – vinderne (d.v.s. drager fordelene).” (21)
Når vi læser denne og andre lignende passager i marxistiske forfatteres værker, spørger vi os selv, om dette interessefællesskab mellem kapitalisterne og arbejderne i de imperialistiske lande, hvor midlertidig og forbigående det end kan være, har et objektivt grundlag eller blot skyldes en uhyrlig vildførelse af arbejderklassen. Det sidst anførte citat fra Bukharin lader formode, at objektive betingelser bestemmer denne situation. Så langt tilbage som i 1858, d.v.s. midt i frihandelsperioden gik Engels endnu videre: “Det engelske proletariat er faktisk ved at blive mere og mere borgerligt, således at denne den mest borgerlige af alle nationer tilsyneladende sigter mod til slut at have et borgerligt aristokrati og et borgerligt proletariat ved siden af bourgeoisiet. For en nation, der udbytter hele verden er dette naturligvis til en vis grad berettiget.” (22) Men dette var jo kun et af de snurrige udbrud, som Engels havde for vane, og som sådan skulle det ikke tillægges nogen betydning.
Den ortodokse gren af marxismen har snarere betragtet denne “objektive” basis som et fantasifoster. Revolutionære marxister hældte til den anskuelse, at det der virkelig skete, var en opportunistisk vildførelse af arbejderklassen baseret på den øgede beskæftigelse, som imperialistisk politik skabte i metropolerne, sammen med det, Bukharin kaldte “lommepengene, som de europæiske arbejdere fik fra den imperialistiske kolonipolitik” (23). Følgelig koncentrerede revolutionære marxister i en lang periode al deres skyts mod dem, der anstiftede og drog nytte af dette bedrag, nemlig de socialdemokratiske ledere, i et forgæves håb om at afsløre dem i deres tilhængeres øjne. Selv efter de bitre og gentagne nederlag, som denne taktik medførte, selv efter at 1. verdenskrig mod alle forventninger havde nedbrudt de in-ternationale arbejderorganisationers enhed, i stedet for at knytte dem tættere sammen, og havde åbnet op for en periode med kriser i den socialistiske bevægelse, og selv efter at de fire internationaler var forsvundet eller gået i forfald (2. Internationale forsatte sin formelle eksistens kun på bekostning af at opgive enhver internationalistisk aktion, og 3. Internationale blev oprettet blot for at blive nedlagt efter knap 2 årtier), så var det stadig nødvendigt med den første arbejderstats erfaringer og selvopholdelsesdrift, før det blev klart, at der kunne forventes meget ringe støtte fra arbejderklasserne i de kapitalistiske lande til forsvar for denne stat. I 1934 gik man så over til Folkefronts-politikken, der betød en radikal forandring i de industrialiserede landes kommunistpartiers strategi. Siden da har en proces med integration i nationen fundet sted. Det er i den nationale interesses navn og under påberåbelse af denne interesse, at de kommunistiske partier forsvarer deres udenrigspolitiske linie; når vi igår og idag ser på forholdet mellem USA og USSR, og ligeså idag og imorgen på forholdet mellem USSR og Kina, så viser sidstnævntes valg af linie – selvom det måske endnu ikke siges åbent, så er det allerede bekræftet i gerning – at modsigelsen mellem rige og fattige nationer sandsynligvis vil overskygge modsigelsen mellem klasserne. (24)
At forklare en historisk kendsgerning, som har eksisteret i næsten et århundrede, med ledernes korruption og massernes vildførelse, er – for at sige det mildt – næppe i overensstemmelse med den historiske materialismes metode. Politiske partier er ikke religiøse sekter, som sidder inde med den evige sandhed og af princip fornægter enhver interesse i nutiden og nutidens mennesker. Politiske partier er “opportunistiske” af natur, eftersom deres mål er at vinde masserne for sig og at tage magten på et bestemt historisk tidspunkt og under bestemte historiske betingelser. Et politisk parti, der er ivrig for at bevare sin identitet, må finde sig i lejlighedsvise tilbageslag, når det ikke vil bøje sig for midlertidige objektive betingelser. Men det kan ikke ignorere strukturelle objektive betingelser, som strækker sig over flere generationer, under påskud af at tjene en ophøjet sandhed. Da det selv er en objektiv betingelse, kan og må partiet som sådan “skabe” historie; det kan ikke øve vold mod historien. Når der er sket en dybtgående forandring i de objektive betingelser, må et klasse-parti – selvom det af træghed kan fortsætte uden kontakt med sin epokes realiteter – nødvendigvis nå til et punkt, hvor det enten må omforme sig selv eller forsvinde. Takket være denne tidsforskel mellem basis og overbygning er masserne ganske vist, når de objektive modsigelser skærpes, mere revolutionære end deres partier, men når modsigelserne svækkes, forbliver partierne i lang tid mere radikale end masserne. Det er netop hvad der er sket i tidsrummet fra slutningen af det 19. århundrede op til vor tid. Det er ikke ledernes konservatisme, der har dulmet massernes revolutionære glød, som den marxistisk-leninistiske lejr tror; det er den langsomme men gradvist voksende erkendelse hos masserne om, at de tilhører de priviligerede udbyttende nationer, som har tvunget deres partiers ledere til at revidere deres ideologi for ikke at miste tilhængere. (25)
Dette betyder ikke, at modsigelserne er forsvundet i de udviklede kapitalistiske nationer. Hvadenten lønningerne er høje eller lave, hvadenten det samfundsmæssige produkt er stort eller småt, så er de to dele, nemlig arbejderklassens del og merværditagernes del, fortsat størrelser, som er omvendt proportionale, og derfor eksisterer modsigelsen stadig. Men når den nationale udbytning, som arbejderklassen lider under i sin egenskab af proletariat, hele tiden falder relativt sammenlignet med de fordele, den har ved at tilhøre en priviligeret nation, så kommer der et punkt, hvor en absolut forøgelse af den nationale indkomst får større betydning end den relative forøgelse af den ene parts andel på bekostning af nationens anden part. Fra og med dette punkt anfægtes princippet om national solidaritet ikke mere som princip, hvor voldsom og radikal kampen om fordelingen af kagen end bliver. Herefter eksisterer der en reel forenet front af arbejdere og kapitalister i de rige lande rettet mod de fattige nationer, samtidig med at der eksisterer en intern faglig kamp om delingen a£ byttet. Under disse betingelser bliver denne fagforeningskamp nødvendigvis mere og mere et slags mellemværende mellem partnere, og det er ingen tilfældighed, at militante faglige kampe i de rigeste lande som f. eks. USA – lignende tendenser er allerede synlige i de andre store kapitalistiske lande – degenererer først til tradeunionisme af den klassiske britiske type, så til overenskomster ved lov og medejerskab, og til slut til gangstervælde.
Arbejderne i de mest fremskredne kapitalistiske lande er idag de mest ivrige til at forsvare nationale interesser. Præsident Johnson behøvede kun at påpege de skadelige virkninger, som det ville have på krigen i Vietnam, for at standse enhver strejke £ra amerikanske havnearbejderes side. Han havde ikke samme held med visse borgerlige elementer, og endnu mindre held med deres sønner og døtre på universiteterne. I gamle dage gik havnearbejderne i strejke netop med det formål at standse imperealistiske interventioner. Idag afblæser de strejker, som de har påbegyndt af andre grunde, netop for ikke at skade sådanne interventioner på nogen måde. De vil endog hellere strejke end losse skibe, som sejler på Cuba, på trods af deres egen regerings påbud. (Præsident Kennedy plejede at kalde de samtaler, han havde med amerikanske fagforeningsledere, for “pres fra højre”).
Negrenes blodige kampe i USA idag viser – netop ved deres voldsomhed og deres form – at det snarere er en forsmået partners oprør end en dybtgående trussel mod USAs mægtige samfund og dets oversøiske eventyr. De stærkeste af de argumenter, som blev formuleret under denne krise, er i sidste ende et småligt afpresningsforsøg, nemlig at de amerikanske negre ikke kan kæmpe i Asien for principper, som de hvide nægter dem hjemme; det er altså underforstået, at hvis disse principper også gjaldt for dem, og hvis de en dag blev fuldt priviligerede borgere i deres land – hvilket ikke er materielt umuligt – så ville de ikke længere have nogen indvendinger mod at gå i krig mod det vietnamesiske folk.
Oskar Langes “folke-imperialisme” er idag blevet en levende realitet i de store imperialistiske lande. For kun 30 år siden blev betegnelsen “social-patriot” opfattet som en alvorlig fornærmelse a£ enhver militant arbejder. Hvem tager anstød af det idag? “Folkelige bevægelser”, skriver Myrdal, “som for 50 år siden var gennemsyret af internationalisme er nu blevet snæversynet nationalistiske”. Og om England tilføjer forfatteren: “Labour-partiets økonomer har for det meste udarbejdet deres praktiske studier ud fra mere snævre nationale forudsætninger end deres kolleger til højre”. (26) Samme forfatter fortsætter: “For menneskeheden som helhed eksisterer der ikke et psykologisk fundament ….. af gensidig menneskelig solidaritet”. (27)
I de fremskredne kapitalistiske lande som helhed er arbejderklassens holdning til den tredie verden i højere og højere grad blevet magen til det forhold, den engelske arbejderklasse havde til resten af verden gennem hele det 19. århundrede: Kampe for højere løn og kortere arbejdstid, sommetider meget voldsomt og meget effektivt, indenfor nationen; en forenet national front mod den omgivende verden, hvor arbejderklassen sommetider er i forreste række. Netop dette udtrykte Joseph Chamberlain i sin ligning: “Demokrati betyder imperialisme plus sociale reformer”. Socialisten, marxisten og darwinisten Karl Pearson veg ikke tilbage for i 1894 at skrive: “Ingen alvorlig socialist ville, så vidt jeg ved, gå imod en opdyrkning af Uganda på bekostning af dets nuværende indbyggere, hvis Lancashire sultede”. (28)
Marx og Engels havde ingen illusioner om de engelske arbejderes følelser på den tid, da de alene udgjorde hele verdens arbejderaristokrati. Om de underbetalte irske arbejdere skrev de: “Hvert eneste industri- og handelscenter i England har nu en arbejderklasse, der er delt i to fjendtlige lejre, engelske proletarer og irske proletarer. Den almindelige engelske arbejder hader den irske arbejder som en konkurrent, der sænker hans levestandard …. Han nærer religiøse, sociale og nationale fordomme mod den irske arbejder. Hans holdning over for ham er stort set den samme som de “fattige hvides” holdning over for “niggerne” i de tidligere slavestater i USA.” (29)
Som vi ser tøvede Marx og Engels ikke med at tale om “den almindelige engelske arbejders” dybeste følelser og skød ikke skylden over på deres lederes opportunisme og forræderi. Idag tyder alt på, at der er mere socialisme og internationalisme i hovederne på Labour-partiets intellektuelle, og måske endnu mere i visse borgerlige liberales hoveder, end der er i den engelske arbejderklasses følelser og reaktioner. Ved hver af de seneste engelske valg (1951, 1955, 1959 – engelske oversætters anmærkning) behøvede de konservative blot hævde, at Labourpartiet planlagde iværksættelse af nye nationaliseringer, og partiets chancer blev alvorligt ødelagt. Naturligvis hastede Labour-folkene hver gang med at give et kraftigt dementi af en så forfærdelig “bagvaskelse”. En anden trussel, som den engelske arbejderklasse ville have været endnu mere følsom overfor, ville være mangel på solidaritet med engelske imperie-interesser. Men på dette punkt har Labourpartiet for længe siden givet sådanne garantier, at ingen ville tage en sådan anklage alvorligt.
I Frankrig henvendte Cartierismen, en ekstrem nationalegoistisk bevægelse, sig hverken til kapitalisterne eller den intellektuelle elite, men til den “lille mand” på gaden, hvis sprog den talte.
Til gengæld har den tredie verdens repræsentanter ikke ladet sig narre. Når de i deres analyser bruger den historiske materialismes metode – nogle gange mere korrekt end visse vestlige marxister – er de kommet frem til konklusioner, der er yderst realistiske og illusionsberøvende. “I modsætning til hvad jeg i lang tid mente”, skrev Ferhat Abbas, “så gjorde det ingen forskel med hensyn til det algierske problems fundamentale kendsgerninger, at der eksisterede et revolutionært proletariat og liberale i Frankrig”. (30) Klassen er ikke noget der går forud for nationen; dette er bekræftet af den kendsgerning, at vestens arbejderklasse for egen vinding tilegner sig en del af profitterne fra handelen med u-landene. Dette er i det væsentlige Mamadou Dia’s synspunkt (31). Selv striden mellem de to blokke, den ene anført af USA og den anden af USSR, beskrives af Abdoulaye Ly som en strid mellem rige lande, og Sekou Touré erklærer, at han ikke kan se nogen forskel på Øst og Vest, men kun på rige og fattige nationer.
Alt dette kan se besynderligt ud, hvis man er vant til at betragte bourgeoisiet som dem, der driver “nationen” fremad og alene drager fordel af det. Det er fuldstændig rigtigt, at de var dens drivkraft, men siden midten af det nittende århundrede er bourgeoisiet i de industrialiserede lande ikke længere dem, der drager de største fordele. Hvis vi anerkender profitternes udligning, må det være ligegyldigt (i det mindste på det økonomiske plan) for en kapitalist, om han er amerikaner eller inder. Hvis vi ikke anerkender profitternes udligning, ville han være bedre stillet som inder end som amerikaner (32). Men det er aldeles ikke ligegyldigt for en havnearbejder, om han er amerikaner eller inder.
Lad os forestille os, at et større nederlag bringer USA ned på et underudviklet lands niveau. Ser vi bort fra de materielle tab under og som et resultat af selve begivenheden, så vil den amerikanske kapitalist ikke befinde sig i en dårligere situation. De liberale erhverv og de højtuddannede faglærte arbejdere vil allerhøjst opleve en ubetydelig nedgang i deres indkomster. (På trods af den uhyre forskel i det almindelige lønniveau tjener en ingeniør, en direktør eller en sagfører i Ægypten eller i Indien næsten lige så meget som sin kollega i et af de rigeste lande). Men arbejdsmændene og de almindelige faglærte arbejdere vil blive styrtet i afgrunden. Efter en sådan katastrofe er det endda meget svært at forestille sig, hvordan en amerikansk arbejder, som idag tjener 3 dollar i timen, kan overleve med en løn på få cents om dagen. Og dette er ingen tilfældig eller fantastisk spekulation. Noget lignende er allerede hændt i Algier. Da truslen om uafhængighed var ved at blive til virkelighed, omstillede finanskapitalisterne sig som helhed til tanken om et algiersk Algier. Forudsat Algier ikke gik socialismens vej, havde kapitalisterne ingen privilegier at risikere. Deres eneste privilegium var selve deres kapital, og så længe den nationale uafhængighed ikke truede kapitalen, havde de ingen grund til at modarbejde uafhængigheden, lige så lidt grund havde det virkelige arbejderaristokrati, som tjente deres penge på deres fag, og ikke på deres nationalitet eller race. Individuelt tog disse mennesker forskellige beslutninger afhængig af den ideologiske overbygning, men som klasse afstod de fra at modarbejde det algierske folk. Det var det europæiske proletariat i Bab-el-Qued (tidligere det algierske kommunistpartis højborg) som mobiliseredes til forsvar for et fransk Algier og som forsynede OAS med snigmordere. For dem var det et spørgsmål om liv eller død. Deres privilegier var deres egenskab af europæere og hvide. Algier som et fransk område garanterede dem europæiske, eller franske, lønninger i et underudviklet land. På få dage tjente de det samme som en algierer tjente på en måned. Uden dette privilegium var de materielt, objektivt, ude af stand til at leve. ”La valise ou le cercueil” – kufferten (til flugten til Frankrig) eller kisten – var en udtalelse som udelukkende havde at gøre med deres problem.
Noter
18) Således skrev L. Lavallée, da han beskrev visse modsigelser mellem de socialistiske landes nationale interesser indbyrdes og den fælles interesse, som denne gruppe som helhed havde, angående den internationale arbejdsdeling: “Kun en struktur … med lignende tendenser … sætter os i stand til … at komme nærmere en løsning af det berømte problem med lige bytte” (Economie et politique, jan. 1963, s. 60). Sammenhængen viser, at det Lavallée mener med “en struktur med lignende tendenser” er en sådan variation og fordeling af brancher, som vil sikre, at de forskellige berørte lande både som gruppe og i gennemsnit har tilnærmelsesvis den samme organiske sammensætning af kapitalen.
19) Dette påvirker ikke Charles Bettelheims argumentation. Ikke blot accepterer han de to typer af ulige bytte, men han er ydermere enig i, at “en oprindelig forskel i den organiske sammensætning af kapitalen i forskellige lande sandsynligvis ikke i sig selv behøver at medføre en forværring af det ulige bytte, hvis vi antager, at kapitalen har fri bevægelighed landene imellem og der ikke er systematisk ulighed i lønniveau”. Han tilføjer: “Hvis dette var tilfældet, ville vi have ret i den betragtning, at den form for ulige bytte, der stammer fra forskelle i udbytningsgraden, fortjener at blive vurderet som noget særligt vigtigt”. (Bettelheim: “Exchange International” s. 7).
20) At have en levestandard, som er højere end “verdensproletariatets gennemsnit” er i dag ikke tilstrækkeligt til at tilhøre de rige landes “arbejderaristokrati”. Det er tilstrækkeligt at være den tarveligste gadefejer i de rige lande.
21) Nicolai Bukharin: Imperialism and World Economy (London 1930) s. 164-65.
22) Brev til Marx, 7. oktober 1858. Marx on Britain, Moskva 1953, s. 491-92. Mine under-stregninger, A.E.
23) Bukharin: Imperialism and World Economy, s. 167.
24) Den eneste “internationalisme” som de rige landes kommunistpartier har tilbage er en vis loyalitet overfor Sovjetunionen. Også denne loyalitet er på retur, idet den for nogle af disse partier ikke længere er betingelsesløs.
I hvert fald tør ingen af de eksisterende kommunistpartier åbent erklære, at den støtte, de giver Sovjetunionen (eller Kina) er betingelsesløs, d.v.s. uafhængig a£ nationale interesser. Alene dette faktum viser, hvilken forandring der er sket siden begyndelsen af århundredet, hvor de revolutionære partier åbent og uden forbehold i deres programmer skrev, at i tilfælde af ydre konflikt var det hvert partis pligt at udnytte den herskende klasses vanskeligheder ved at prøve at styrte den.
25) Det er svært at afstå fra at citere Eduard Bernstein: “Det slogan, at proletariatet ikke har noget fædreland, ophører med at have gyldighed i samme grad som arbejderen ophører med at være proletarisk og bliver borgerlig”. (Revolutionary Socialism, London 1909).
26) Gunnar Myrdal: An International Economy} London 1956, s. 36-37.
27) Gunnar Myrdal: Economic Theory and Underdeveloped Regions, London 1963, s. 63.
28) Citeret af B. Semmel: Imperialism and Social Reform, London 1960, s. 42.
29) Marx og Engels: On Colonialism, Moskva 1960, s. 301: Marx to S. Meyer and A. Vogt, 9. april 1870.
Det er betegnende, at i England, hvor arbejderklassen var mest udviklet, bedst organiseret og mest militant på den indre front, var 1. Internationales indflydelse ubetydelig, hvilket afsløres klart af de latterlige små bidrag, som den var i stand til at indsamle:
| 1864-65 | 23 £ | |
| 1866 | 19 £ | 13 s. |
| 1867 | 5 £ | 17 s. |
| 1868 | 14 £ | 4 s. |
| 1869 | 30 £ | 12 s. |
| 1870 | 28 £ | 1 s. |
(Tallene er offentliggjort af Howwell og citeret af Thomas Brassey i “Foreign Work and English Wages Considered with Reference to the Depression of Trade”, London 1879, s. 253)
30) Ferhat Abbas: “La nuit coloniale”, Présence africaines, 4th quarter, 1962, s. 198. (Henvisningen til “Carteirisme” i foregående afsnit drejer sig om en serie artikler i Paris-Match af Raymond Cartier, som krævede at den franske regering standsede al hjælp til franske ex-kolonier med den begrundelse, at deres befolkninger og regeringer var dovne og korrupte. – Den engelske oversætters anmærkning).
31) Mamadou Dia: Nationas africaines et solidarité mondiale, Paris 1963, s. 7.
32) Jeg taler naturligvis her om kapitalisme som system eller om kapitalisme rent abstrakt. Situationen er ikke den samme, og problemet opstår slet ikke, for et bestemt selskab, trust eller anden økonomisk magt, der er etableret i en given nation og som lever og udvikler sig inden for denne ramme. Vi har med andre ord her at gøre med den “rene” kapitalist, som kun er interesseret i den afkastning, hans kapital giver.
(Manifest, nr. 1, 15. oktober 1978, s. 21-24)