Det globale perspektiv af Karen Helveg Petersen

Torkil Lauesen har en baggrund i Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), der splittedes i 1977. Han var derefter med i dannelsen af Manifest-Kommunistisk Arbejdsgruppe (M-KA), der gik videre med teserne om snylterstaten og imperialismen. Lauesen blev i 1991 idømt 10 års fængsel for sit virke i Blekingegadebanden. Han blev prøveløsladt inden fem år. I løbet af fængselstiden fik han sig færdiggjort som cand.scient.pol. Der er ingen tvivl om, at Thorkil Lauesen er vidende og belæst.

Lauesen står ved sine gamle overbevisninger om imperialismen, og hans nye bog giver en moderne version af den globale udbytning. Han arbejder i øvrigt nært sammen med Zak Cope, der har skrevet Divided World Divided Class (først udkommet i 2012).

Bogen falder i tre dele: imperialismens historie (heriblandt også imperialismeteoriernes), den globaliserede kapitalisme og politik i en delt verden. Derudover er der et appendiks om marxistisk værditeori.

Bogen er i det store og hele velskrevet og flydende og giver et nødvendigt internationalt perspektiv til den danske venstreorienterede selvopfattelse om en kamp, der udspiller sig inden for vores egne, evt. EU’s grænser. De fleste indrømmer naturligvis i samme åndedrag, at kampen ikke går særlig godt for arbejderklassen, hvis den overhovedet opfatter sig selv som klasse i modsætning til borgerskabet – undtagen måske i kulturel forstand. Lauesen derimod tager fat i arbejderaristokratiproblematikken, der i moderne tid er blevet til spørgsmålet om værdioverførsel fra den fattige industriproducerende del af verden til vedligeholdelsen af vores i stort omfang rentier-lignende eksistens. Dels gennem billige varer, dels gennem underbetaling af arbejdskraften i ikke mindst Syd-/Sydøstasien, dels gennem de enorme profitter, der hives ud, hvoraf en del kommer vestens stater til gode. Hvis Europa og USA osv. går i postindustriel retning, så er det i hvert fald ikke et globalt fænomen.

Første del gennemgår vigtige træk ved imperialismens udvikling, dvs. UK’s historie (når man tænker på, hvor forargede englændere nu er over indvandringen…). Hungersnød i områder af Indien blev tolereret, samtidig med at de var tvunget til at eksportere korn til UK. Det samme var sket i Irland under den store hungersnød i midten af det nittende århundrede, hvor den engelske arbejderklasse fik adgang til kolonialvarer og en bedre levestandard. Det lykkedes arbejderne at modsætte sig pres på lønningerne til gengæld for forbedret produktivitet gennem indførelsen af ny teknologi. Resultatet var skabelsen af et arbejderaristokrati, der så sine interesser knyttet sammen med kapitalens snarere end med de fattige producenter i andre lande.

Også Lenin og andre af de revolutionæres og teoretikeres positioner fremhæves i en god og levende fremstilling. I kapitlet om den anti-imperialistiske kamp under den kolde krig kommer forfatterens egne tidligere positioner og handlinger frem i lyset. Klart, at han prøver at udslette ethvert dårligt billede af sine gøremål. Men alt i alt interessant at læse om det yderste venstres insisteren på, at det drejede sig om anti-imperialistisk kamp og ikke fagforeningspolitik.
Delen slutter med en gennemgang af imperialismeteorier, kulminerende i Lauesens bejaen af Arghiri Emmanuels version af ‘det ulige bytte’ med vægt på lønundertrykkelse i Syd, hvor den ekstra merværdi så tilegnes i Nord. Lauesen diskuterer selv, om termen ‘ulige bytte’ er velvalgt, for bytte indebærer, at noget udveksles på et marked, og hvis det er ulige, må én uretmæssigt få lidt mere end en anden. Man kan også tro, at der sker en slags bytte gennem arbejderlønninger. Men i virkeligheden er der intet, der byttes, det er ren udbytning. Derfor synes jeg selv, at ‘værdioverførsel’ er mere dækkende.

Anden del handler om den neoliberale globalisering og mere om det ulige bytte. Lauesen gør sig til talsmand for, at brugen af ordet globalisering dækker den nuværende globale kapitalisme, dvs. verdens gensidige afhængighed, hvor det Globale Syd har afløst ekskolonierne, som de udbyttede, men nu i et mere og mere industrielt perspektiv. De billige varer kommer kapitalen og vestlige forbrugere til gode. Forudsætningen er de multinationale virksomheder, der også har overtaget olieproduktion og marked. De fattige lande blev tvunget til at åbne op. Her fremhæver Lauesen, at modstykket i vesten har været afindustrialisering og vækst af uproduktivt arbejde samt finanskapital som motor. Ligeledes påpeger han statsborgerskabet og begrænsningen i international fri bevægelighed for arbejdskraften som en afgørende faktor for lave lønninger og overudbytning i det Globale Syd. Lønforskelle mellem syd og nord har intet at gøre med produktivitetsforskelle, men snarere med magt og undertrykkelse. Det ulige bytte skyldes ganske enkelt, at prisdannelsen på de globale varer omfordeler merværdi og værdi til de rige mellemmænd og produktionens dominerende kræfter. Af en iPads pris i vores del af verden går mindre end 2 % til arbejdslønninger, 58 % til Apple og 21 % til den umiddelbare udbytter Foxconn. Resten går til råmaterialer osv. Det er rigtigt, at af de 58 % går en del til mellemmænd og reklamer osv., men også det kommer de rige lande til gode. (Lauesen bringer tal for det samme, hvor procenten til Apple er lavere, men for nylig har jeg ad anden kilde fået ovennævnte tal).

I et kapitel i denne del redegør Lauesen for, hvorfor han mener, vesten huser et arbejderaristokrati, hvis lønninger er højere, end hvad der går til arbejdskraftens reproduktion, dvs. laget består ikke kun af fagforeningsbosser. Han mener klart, at dette arbejderaristokrati i praksis er en del af middelklassen, som har interesser i det bestående. Dvs. på nuværende tidspunkt har mange arbejdere tabt levestandard pga. arbejdsløshed, dårlige pensionsforhold osv. Måske er her en form for forklaring på afstemningen i UK om Brexit, fordi denne del af arbejderklassen, der i sin tid havde de gode job, nu er villige til at acceptere højreorienterede synspunkter. Ikke at forglemme, at den vestlige befolknings overvejende ligegyldighed over for eller uvidenhed om vilkårene for fattige arbejdere i Syd har at gøre med lang tids kolonial-racistisk propaganda.

Sidste del handler om praksis. Der er mange overvejelser, det er værd at gøre sig, og som kan læses i deres egen ret.

I appendikset forklarer Lauesen elementerne af Marx’ vare-kapitalteori og transformationsproblematikken, som han udbreder globalt. I stedet for to kapitaler opstiller han to lande med forskelligt forhold mellem fast kapitalapparat og arbejdsløn og endog merværdirate, hvor selvfølgelig landet med den højeste merværdi må afgive den, således at profitraten bliver den samme. Men det er i mine øjne en falsk analogi, for der er ikke typisk to kapitaler, der udlignes, der er slet og ret udsugning den ene vej og typisk inden for en værdikæde. Jeg mener i øvrigt heller ikke, at der er én verdensprofitrate. For at forstå relationerne har man brug for grundrente/monopolteori (som Samir Amin gør), men Lauesens forsøg er bravt nok.

Bogen er velargumenteret og nem at læse uden at være simplistisk. Det er i sig selv en præstation. Der er også godt lærestof præsenteret på en begribelig facon. Ankerne er få. En af dem er, at Lauesen ikke har en særlig udviklet forståelse af finansernes rolle som formidler af udbytningen. Man kan ikke forlange alt.