Børn i Balata Flygtningelejr i Nablus, Vestbredden, Palæstinensiske Territorier, 8. august 2011. Foto: Almonroth. (CC BY-SA 3.0).
Børn i Balata Flygtningelejr i Nablus, Vestbredden, Palæstinensiske Territorier, 8. august 2011. Foto: Almonroth. (CC BY-SA 3.0). Kilde: Wikimedia Commons.
19 min read

Om artiklen

Interview med Jan Weimann af Ole Damkjær.

Oprindelig bragt i Information, tillæget off side, 17/8 1991. Lagt online med tilladelse af Dagbladet Information.

”Jeg stammer fra et hjem, som var politisk”, begynder Jan Weimann.

Den 43-årige edb-ekspert har haft masser af tid til at genkalde sig sin politiske opvækst. Siden den 13. april 1989 har Jan Weimann stort set været overladt til sit eget selskab som anholdt og isolationsfængslet i den store røverisag. Den 2. maj i år blev han kendt skyldig og idømt ti år bag tremmer.

Her sidst i juli sidder han i et arresthus i Nordsjælland, hvor han venter på Højesterets behandling i november af hans anke af strafudmålingen.

Jan Weimann kigger ned i de fyldige notater, hvormed han har forberedt sig og fortsætter med samme rolige, sikre stemmeføring og samme uudgrundelige ansigtstræk, som kendetegnede Blekingegadegruppens alderspræsident under afhøringerne i Østre Landsret:

”Begge mine forældre var medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti. Det betød ikke, at jeg blev indoktrineret. De var faktisk meget lidt missionske i deres indstilling til politik”, siger han, mens han fisker termokande, krus, sukker og pulverfløde op af den gennemsigtige plastpose, der sammen hans udtrådte, skifergrå Eccoform trofast fulgte ham under sagens knap 60 retsmøder.

Jan Weimann er et ordensmenneske. Interviewet har været længe undervejs. Først skulle det overvejes og diskuteres med familie, venner og ikke mindst med de andre fra gruppen via en længere brevveksling.

Han er kendt som lidt af et skakgeni og en entusiastisk fuglekigger.

”Jeg var vist meget almindelig. Spillede fodbold og var også meget aktiv basketball-spiller”, siger han selv.

Det var i 1950’erne i et villakvarter i Gladsaxe, hvor Jan Weimann voksede op som nummer tre i en børneflok på fire. Faderen brandmand, moderen hjemmegående.

Svineriet i Vietnam

”Politisk udvikling”, står der i emneoversigten. Jan Weimann fortsætter – stadig systematisk og velovervejet.

”Mit politiske engagement startede på Gladsaxe Gymnasium, hvor der var et meget aktivt politisk miljø omkring Vietnam. Det var gennem det, der skete i Vietnam, at jeg blev politiseret. Det var ikke et eller andet højtpolitisk ideal, der engagerede mig, men nogle helt konkrete begivenheder, hvor man ser vold, ødelæggelse og tager stilling i konflikten. Man kan sige, at det var et moralsk engagement, der startede”.

Det var i slutningen af 60’erne, og Jan Weimann ”bliver mere og mere engageret i Vietnamkrigen”.

”Det førte til, at nogen af os fik forbindelse til KAK, Kommunistisk Arbejdskreds, som dengang var en af pionererne i Vietnambevægelsen. KAK var en lille organisation, der bestod af DKP-udbrydere med Gottfred Appel som leder. KAK fulgte den kinesiske linie og forherligede kulturrevolutionen”, lyder Jan Weimanns leksikonagtige beskivelse af den lille revolutionære gruppering på den yderste venstrefløj.

Hos Gottfred Appel fandt den unge Weimann svaret på det spørgsmål, som han dengang som nu anser for det væsentligste af alle og formulerer således:

”Hvorfor er der så store uligheder inden for det kapitalistiske system? Hvorfor lever nogle lande i overflod, mens de såkaldte tredje verdens lande lever i dyb fattigdom?”

Gottfred Appels snylterstatsteori besvarede spørgsmålet.

”Teorien gik ud på, at de imperialistiske lande via investeringer i tredje verdens lande hentede superprofitter hjem, der også blev fordelt til for eksempel den danske arbejderklasse, der dermed blev passificeret som tilfredse lønslaver. Det var en spæd begyndelse, men ikke en korrekt marxistisk model for, hvordan det kapitalistiske system fungerer økonomisk”, siger Jan Weimann i dag.

Det er også i KAK, at Jan Weimann får sympati for Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP).

”KAK var klar over, at Vietnambevægelsen ville dø ud i samme takt, som krigen blev afsluttet. Så allerede fra starten af 70’erne begyndte man at udse sig en anden konflikt, som kunne holde folks interesse og harme i kog. Og man fokuserede på Palæstinakonflikten og specielt på PFLPs kamp. Man prøvede at medbringe slogans, der rakte ud over Vietnam, for eksempel bannere med teksten ”Palæstina – Vietnam -Samme Kamp”.

Samtidig opretter KAK klunserafdelingen Tøj Til Afrika, TTA, i erkendelse af, ”at solidaritetserklæringer ikke er nok,” som Jan Weimann udtrykker det.

”Det blev der grinet meget af på venstrefløjen. Det kunne man ikke. Venstrefløjen var for fin til at rode i snavset tøj”.

I 1978 bryder Jan Weimann og andre af dem, der godt ti år senere bliver kendt som storrøverne med Gottfred Appel og danner KA-Manifest (Kommunistisk Arbejdskreds-Manifest). Bruddet ofrer Jan Weimann ikke mange ord. ”Generationskløft” dækker omtrent.

KA-Manifest fortsætter TTA og udvikler en anden teori end snylterstatsteorien – ”teorien om det ulige bytte”.

”Snylterstatsteorien strider jo mod markedskræfterne på to punkter. Superprofitter eksisterer kun kortvarigt og undtagelsesvist i det kapitalistiske system med fri handel og frie investeringer. Kapital fra lavprofit-områder vil suges hen til steder med høj profit, og på den måde vil der opstå en tilnærmelsesvis ensartet profitrate.”

”For det andet talte snylterstatsteorien også om ’bestikkelse’ af arbejderne. Men det er absurd at forestille sig en frivillig fordeling af profitterne fra kapitalejernes side. Enhver forbedring af arbejderklassens vilkår i Danmark er sket gennem faglig kamp. ’Teorien om det ulige bytte’ forklarer, hvorledes vores rigdom anskaffes og udbygges gennem den daglige handel med billige råvarer og industriprodukter fra den tredje verden”, lyder Jan Weimanns udredning af det politiske verdensbillede i KA-Manifest.

Opgør med lederrollen

Efter gymnasiet begynder Jan Weimann at læse datalogi på Københavns Universitet, men opgiver efter et par år. Studiet fænger ikke.

Han rejser på en tre måneders ”studietur” til Tanzania og Kenya ”for at se og føle den tredje verden på egen krop og for at interviewe befrielsesbevægelser i området”.

Efter militærtjenesten bliver Jan Weimann ansat i Kommunedata i en gruppe, der lavede edb-opgaver for bibliotekerne. Da han blev anholdt, arbejdede han på Regnecentralen.

Jan Weimann afleverer sit curriculum vitae med små sidespring, hvor han i det samme beherskede toneleje tager afstand fra de historier, som han mener, at pressen – delvist på baggrund af fejlagtige oplysninger fra politiet – har opfundet om hans person.

Jan Weimann har således ikke været politisk soldat eller bevidst valgt at gå i trøjen for at få kendsskab til våben. Siger han. Han har heller aldrig været spejder eller dykker.

På Regnecentralen arbejdede han ej heller som ”servicetekniker” på politiets edb-systemer. – ”Det er jeg simpelthen ikke uddannet til.”

Men først og fremmest har han hverken været leder for KA-Manifest eller ”den illegale afdeling”.

”Der har selvfølgelig været nogle, der tog flere initiativer end andre, men der var ikke egentlige roller. Den historie stammer fra politiet, som jo har afhørt gud og hver mand fra vores bekendtskabskreds. Pludselig er det blevet ubehageligt at kende os, og enkelte har forsøgt at minimere deres egne roller for at virke samarbejdsvillige,” lyder Jan Weimanns forklaring.

Ikke Røde Kors-medarbejder

Lyden af den første mandag formiddag efter industriferien på torvet udenfor trænger svagt ind gennem besøgsværelsets hermetisk lukkede og tilgitrede vindue og bryder stilheden, mens Jan Weimann tager tilløb.

Så tager han hul på ”mål og midler” ved at understrege, at han ikke vil ind på, hvornår ”man” begynder at diskutere andre midler end propaganda og tøjindsamlinger i den politiske kamp.

”Det blev ikke slået klart fast under retssagen, og det vil jeg ikke kommentere.”

De eftertænksomme pauser begynder nu at give genlyd af en hjerne, der arbejder på højtryk for at finde de rigtige ord, der nu ikke længere falder, som var de læst op af et manuskript.

”Man kan sige, at for mig og de andre, som jeg politisk har samarbejdet med, har der hele tiden været et ønske om at kombinere propaganda og aktivering af folks moral og politiske indstilling med konkret støtte til de bevægelser, der forsøger at ændre udbytningen af den tredje verden,” siger han så til båndoptageren, der dog ikke stiller sig tilfreds og fortsætter med at blinke.

”Vi har følt det væsentlig, at man tager et aktivt ansvar i stedet for at se passivt til og dermed også være medansvarlig for udviklingen«, fortsætter han.

”Det er jo ikke sådan, at vi kun har støttet militære befrielsesbevægelser. Men der er nu engang forskel på at støtte en politisk gruppe, der forsøger at lave om på samfundet, der forsøger at styrte nogle undertrykkere, og så støtte mennesker, der på grund af en fejlslagen høst eller andet er kommet i en katastrofesituation. Jeg har aldrig betragtet mig selv som et alternativ til Røde Kors…”

Den humanitære organisation får lov til at hænge lidt i den lumre fængselsluft, før Jan Weimann forsøger at forklare om overgangen fra tøjindsamlinger til illegale midler i den politiske kamp.

Fra tøj til røverier

”Det er svært at sige. Men vi har haft en vilje til at støtte mere, end vi kunne med legale midler. Der opstod så aktiviteter, der rakte ud over lovens rammer. Selvfølgelig efter lange diskussioner, fordi det var et drastisk skridt at tage.”

”På det tidspunkt, hvor jeg tog beslutningen personligt, har jeg følt, at det jeg kunne yde i støtte til befrielsesbevægelser har været bedre end den skade, jeg kunne volde ved at lave illegalt arbejde.”

Fortryder du?

Jan Weimann giver sig god tid, inden han svarer.

”…Jeg har ikke rigtig…. Jeg har haft store omkostninger ved det. Specielt har min familie, børn og venner haft store omkostninger. Så store omkostninger, at jeg, når jeg sidder her i dag, havde ønsket at gøre anderledes. Men….men på det tidspunkt, hvor man tager en beslutning, der…hvis jeg havde, det er klart, at når man tager den beslutning, så regner man ikke med at sidde her. Man regner med at kunne slippe godt fra det. Så den del af overvejelserne – den skade man kan gøre, specielt på andre, som jo ikke har taget den beslutning,…en ting er jo mig. Jeg har trods alt taget den beslutning, der kunne medføre, at jeg røg i fængsel, men det har min familie ikke gjort. Altså hvis jeg havde regnet med den situation, så havde jeg selvfølgelig ikke gjort det….«

Anser du det dermed i dag ikke for en farbar vej?

”….Sådan har det jo aldrig været for os. Det har jo aldrig været noget vi ville inspirere andre til. Vi har ønsket at inspirere andre med vores politiske holdning og gennem vores praktiske arbejde i TTA og Cafe Liberation. Men ikke det illegale arbejde. Vi har aldrig stillet os selv det spørgsmål, om det er en politisk farbar vej. Vi har stået i en konkret situation, hvor vi har taget konkret stilling og tænkt, at det hopper vi ud i”.

Uden at tage stilling til om det var en farbar vej?

”…Man kan sige, at på det tidspunkt, hvor vi tog skridtet, har der jo i det ligget, at… for det første hele vores politiske billede, men der har jo også ligget det, at vi personligt har været i tredje verdens lande. Vi har set de forhold, set flygtningelejre omkring Palæstina, i Angola…nogle har været i Filippinerne og så videre… Man kan sige, at vi udover bare at have et læseengagement, også har haft et personligt forhold til nogle organisationer og nogle mennesker, til nogle skæbner”.

Fortrængning

Hvad tænker du i dag?

”….Man kan være bagklog og spørge, om det så var fornuftigt…?”

”Men det spørgsmål kan man jo aldrig rigtig stille sig. Jeg kunne gøre mig nogle forhåbninger om konsekvenserne. Om de så var realistiske eller ej, kan man diskutere…..”

”Men i dag kan jeg sidde og kigge på konsekvenserne, og så kan jeg spørge, om jeg så ville have gjort det? Og der vil jeg nok sige, at …Nogen har for eksempel hylet op om, at det har skadet den anti-imperialistiske kamp herhjemme. Men den slags konsekvenser kan ikke give mig anger. For der har ikke været meget at skade. Den anti-imperialistiske kamp har kørt på meget lavt blus siden Vietnam-bevægelsen….”

”Andre har sagt, at det for alvor har givet PET alibi for ligesom at få ressourcer og rigtig udspionere venstrebevægelsen. Men det tror jeg ikke, at man behøver at give PET et alibi til, for det har PET jo gjort med os i en lang årrække….”

”Men man kunne også se på en anden ting… Altså hvis jeg skal se på de rent familiemæssige omkostninger, når jeg tænker på dem, ville jeg ikke have gjort det. Det ville kunne have holdt mig tilbage…Altså mig selv, jeg kan squ godt leve med at sidde her. Det er jo ikke….altså det er jo….det er noget, man kan leve med. Men jeg har jo også bragt andre i en situation, som de ikke har valgt, og det…det er absolut ikke noget jeg kan anbefale…”

Hvad med konsekvenserne for ofrene?

”…..Det er jo…….Det ved jeg ikke. Det er meget svært. Jeg kan sige, som blandt andet Torkil har forklaret i retten, at man har gjort, hvad man kunne for i alle situationer at minimalisere volden. Jeg ved ikke…Jeg lider måske nok af lidt fortrængning på det område, fordi det er jo det nemmeste at leve med…. At fortrænge det væk, fordi….jeg har jo ikke ønsket at bringe andre i ulykke, hverken på den ene eller den anden måde. De personer er jo uskyldige, de kan ikke være andet, de er jo tilfældige personer, som ikke er involverede på nogen måde…….Det er jo klart, at der er ingen af os, der havde valgt at gennemføre noget, hvor man vidste, at der blev skudt, og ….Men det er sket…”

”Hvis vi ser bort fra de familiemæssige omkostninger, og der ikke var en…nu skelner jeg ikke mellem det, jeg har deltaget i og ikke deltaget i, nu tager vi det samlet, ikke…altså at der ikke var en person, der er død og måske også nogle psykiske lidelser fra et overfald…Hvis jeg gør det op, og ser bort fra det, så var det omkostningerne værd. Jeg har været rede til at betale nogle år af mit liv….”

”Alle – det er jo også sagt i retten – har jo netop forklaret, at man ønskede at minimalisere det tidspunkt, man var på stedet, for at undgå konfrontation. Men der har man altså forregnet sig….Ser man på det bagefter, er det jo klart, at der jo ikke er nogen, der ønskede, at det røveri var foregået….”

”Men hvordan jeg har tænkt på det undervejs, der vil jeg nok sige…jeg tror nok, jeg har fortrængt det, fordi altså…man ønsker ikke at skade nogen personer, der ikke har noget med noget at gøre. Og ….så lever man bedst med at prøve at få det lidt på afstand. Jeg tror ikke, jeg kan forklare det bedre.”

Det forbandede dilemma

Kronologien i emnelisten er forlængst sprængt, og igen høres kun båndoptageren, der snurrer. Jan Weimann tænker, men siger så, at han ikke har nogen patentløsning på det han kalder anti-imperialistens forbandede dilemma.

”Min samvittighed kan i dag ikke råde folk til at slå ind på den samme vej som os, det kan jeg ikke…men jeg synes samtidig, man står i et dilemma. Har man et stærkt politisk engagement og ønsker at støtte en udvikling, så er ens muligheder forbandede svære. Det dilemma har jo været medvirkende til, at vi har taget skridtet, ikke….”

”Man kan stå i det samme dilemma i dag på grund af den objektive virkelighed, vi lever i. At de imperialistiske lande ikke skyr nogle midler for at undertrykke og udbytte folk i andre lande…Men jeg vil ikke anbefale andre at følge den rute, og det har heller ikke været meningen… – Men jeg mener stadigvæk, at man skal kombinere politisk propaganda med praktisk solidaritetsarbejde. Så kan man forsøge at løse dilemmaet med nogle andre midler”.

Midler inden for lovens rammer?

”….Altså, jeg kan måske ikke sige inden for lovens rammer, fordi…men i hvert fald på en anden måde, end vi har gjort……..Jeg ved ikke, jeg synes…Nu er det jo ikke sådan, at når jeg kommer ud, så har jeg jo ikke tænkt mig at fortsætte illegalt arbejde på nogen måde, men hvis jeg startede politisk i dag, så ville jeg klart føle det samme dilemma… Jeg synes international ret trædes under fode hver dag, …..nogle lande har

ikke ret til at intervenere andre, fordi det er imod USA’s interesser. F.eks. må Irak ikke intervenere Kuwait, det vil USA ikke have. Men Israel må godt besætte områder fra fire forskellige lande, som det grænser op til. USA må intervenere i Vietnam, Grenada, Panama og så videre….”

”Den internationale lov, der eksisterer, er magtens lov og ikke noget som helst andet. Det er jo ikke FN, der har besluttet, at Nicaraguas regime skulle bekæmpes med contrastyrker. Det er USA….Jeg har lidt svært ved at gøre noget, der hedder lov i vores del af verden, til noget helligt.. Det har jeg nok.”

En gennemsyret internationalist

Men hvor går grænsen?

”Jeg kan ikke sætte grænsen. Primært skal man arbejde inden for lovens rammer, men enhver kan komme i et dilemma, hvor man føler, at man er nødt til at bryde loven. Det vil jeg ikke fordømme…. Jeg kan ikke vise vejen. Men over de love, som mennesket har skabt i et samfund, vil der for den enkelte altid ligge nogle moralske love..”

”Vold er en nødløsning. Men jeg kan ikke stille regler op for hvordan, andre skal udføre anti-imperialistisk arbejde…Det er for eksempel også ulovligt at huse en udvist flygtning. Jeg kalder det en menneskepligt. Derfor kan jeg ikke sige, at loven er hellig, men det betyder ikke, at jeg anbefaler andre at følge vores vej.”

Hvad med demokratiet?

”Jeg kan godt se, at man kan stille det op på den måde, at vi lever her i smørhullet Danmark, og vi har et dejligt demokrati og et retssystem, som da trods alt prøver at fungere også i en sag som vores. Og vi har mange goder på den måde, men min holdning er international. Jeg kan ikke se på Danmark isoleret. Jeg er så gennemsyret internationalist….”

”Når jeg tænker på det fine, rare retssystem, vi har herhjemme, de høje lønninger, det gode sociale velfærd og så videre, så ligger omkostningerne for mig i børneprostitutionen i Thailand, i massedøden i Afrika på grund af sult, i bønder der forjages fra deres jord i Mellemamerika og så videre. Det er en del af det system, vi lever i. Vi lever i et kapitalistisk system. Det har en forside og en bagside. Jeg kan ikke kun se på forsiden. For mig er verden en enhed. Der er årsag og der er virkning i den verden. Og goderne i vores del af verden hænger sammen med ulykkerne i den tredjeverden…”

”Tag ned og snak med folk i flygtningelejrene i Libanon eller de forjagede bønder i El Salvador og stil dem over for den problemstilling. De vil ikke kunne forstå den. Demokrati-snakken for dem er irrelevant. Om det er et militærdiktatur eller et demokrati, der holder dem fast i et økonomisk jerngreb er jo underordnet for dem….”

”Jeg kan godt forstå…altså hvis jeg havde levet med en kolonihave og dyrket gulerødder og stemt til kommunalvalget og til Folketinget og så nogen, der angreb de demokratiske rettigheder, som jeg i den situation ville respektere…så forstår jeg godt harmen. Men jeg ser ikke på det på den måde…..”

”Men det skal ikke opfattes som et angreb på demokratiet som sådan. Jeg synes på mange måder, hvis man kigger isoleret på Danmark, at mange af de demokratiske. værdier…den sociale velfærd…det kan jeg absolut tilslutte mig. Meget mere end den sovjetiske måde at bygge staten op på. Men jeg kan ikke kigge på det på den måde. For mig hviler Danmarks velstand historisk og fortsat i dag på udbytningen af den tredje verden. Det vil sige, at når jeg kigger på vores velstand, må jeg også se på konsekvenserne i den tredje verden….”

”USA var et demokrati, da det intervenerede i Sydvietnam, da det sønderbombede Nordvietnam. Frankrig var et demokrati, da landet førte den blodige borgerkrig i Algeriet. Jeg kan ikke respektere eller på nogen måde acceptere svineri, bare fordi det foretages af et demokrati.. Men det betyder ikke, at jeg er antidemokratisk…”

Det banker på døren, og arrestforvareren stikker hovedet ind. Det tredje bånd er endnu ikke løbet ud, men den afsatte tid er gået.

Jan Weimann pakker sine notater sammen og lægger dem til side. Ude på gangen venter den næste besøgende. Det er en ranglet dreng i konfirmationsalderen med to store softice, der er ved at smelte bort i sommervarmen.