Følgende artikel var indlederens tale på det møde om Etiopien, der blev afholdt fornylig. Vi takker vore etiopiske kammerater og den gruppe, der arrangerede mødet, fordi vi må bringe artiklen i Ungkommunisten.
Etiopien bliver ofte nævnt som et land med en strålende tradition som en rig og veludviklet civilisation.
Der er meget i denne arv, vi er stolte af. Men bag det farvestrålende middelaldervæsen med konger og dronninger ligger den frygtelige sandhed, at vort folk lever i elendighed. Det etiopiske folk, der har bragt heroiske ofre for at sikre nationens uafhængighed, er blevet genstand for en hård undertrykkelse. Trods den usigelige elendighed, det etiopiske folk lever i, har det undertrykkende regime i Etiopien altid haft et godt ry i den såkaldte frie verden – herunder Danmark.
For at kunne forstå Etiopiens situation i dag er det nødvendigt at se landet i verdenssammenhæng. Under imperialismen er verden delt op i på den ene side højt industrialiserede lande – de såkaldte rige lande – og på den anden side de fattige lande, som udbyttes og undertrykkes af de rige lande. Etiopiens placering er blandt de fattige, udbyttede lande på de tre kontinenter Afrika, Asien og Latinamerika. Det er imperialist-landene med USA i spidsen, som udsuger Etiopien for naturrigdomme og forhindrer en selvstændig udvikling af landet. Produktionen er hovedsagelig lagt an på at tilfredsstille de imperialistiske landes behov. Kaffe udgør over halvdelen af den samlede eksport. I stedet for at producere til deres eget behov tvinges bønderne til at underkaste sig denne monokultur og til produktion af andre afgrøder, som imperialistlandene kan bruge.
Skønt landets økonomiske ressourcer anses for store, lever størstedelen af befolkningen under elendige forhold. Periodisk hungersnød er hyppig i landdistrikterne, mindst en provins rammes hvert år af hungersnød. 90 % af befolkningen er beskæftiget i landbruget. Moderne industri indtjener kun 2 % af nationalindkomsten.
For at kunne opretholde imperialismens økonomiske magtstilling i Etiopien er det nødvendigt at bevare den feudale struktur. Den kejserlige familie og den feudale adel ejer ca. 65 % af jorden, og statskirken besidder 20-30 % af den opdyrkede jord. Den etiopiske statslov påbyder en lejer af jord at afstå 75 % af afgrøden til ejeren. Bortset fra betalingen i penge eller naturalier skal lejeren også yde forskellige tjenesteydelser. Hertil kommer, at bonden skal betale indkomstskat, sundhedsskat, selvom der ikke er hospitaler til deres behov. undervisningsskat, selvom der ikke er skoler til deres børn, og andre former for kontant betaling for at opretholde det store bureaukrati og undertrykkelsesapparat.
Der er store forskelle mellem den fortidige feudalisme og den moderne feudalisme. Den fortidige feudalisme er relativt mildere end den moderne. I den fortidige feudalisme har der ikke været så stort luksusforbrug, som der er i dag, og samtidig har der ikke været imperialistisk indblanding. Under den moderne feudalisme er det etiopiske folk stærkere undertrykt, da der til feudalismens udbytning er føjet imperialismens udbytning. Økonomisk er Etiopien et “underud-viklet” land, der rangerer blandt de fattigste. Indkomsten pr. indbygger er ca. 50 dollar (svarer til ca. 350 kr) om året. Når der er taget hensyn til den feudale adels indtægter, er bøndernes indkomst langt under eksistensminimum.
Politisk er Etiopien et despoti. Magten ligger udelukkende hos den feudale adel, for tiden med Haile Selassie i spidsen. Politiske partier er forbudt. Der findes ingen ytringsfrihed. Den eneste lighed parlamentet (to kamre) har med en demokratisk institution er navnet. Medlemmer af overhuset udpeges personligt af kejseren, der kan omstøde enhver beslutning truffet i underhuset. Premierministeren og regeringen udnævnes af kejseren. Kirken går ind for det gamle hierarki. Dens egoisme, paternalisme, mangel på interesse for humanitære og sociale opgaver og det, at den kompromitterer sig med regeringen, gør, at den har et stort ansvar for de offentlige myndigheders træghed.
Sundhedsforholdene er dårlige. Spædbørnsdødeligheden er blandt de højeste i verden: mellem 15 og 20 % af børnene dør inden de fylder to år. Til varetagelsen af sundhedstilstanden i landet er der en hospitalsseng for hver 3.500 indbyggere og en læge for hver 100. 000. 80 % af disse findes i hovedstaden Addis Abeba, hvor de tager sig af overklassen.
På undervisningsområdet er situationen: 95-98 % af befolkningen kan hverken læse eller skrive. Kun 3 % af børnene i “skolealderen” går rent faktisk i skole. Nye økonomiske midler (f. eks, undervisningsskat) tages i anvendelse for yderligere at begrænse udbredelsen af uddannelse. Der er næppe noget land, hvor undervisningen i den grad er et monopol for den øverste top i samfundet. Der tilbydes hvert år den etiopiske stat mellem 5000 og 7000 stipendiater fra udlandet, men kun højst 200 bliver sendt ud.
For godt seks år siden (i 1964) kom fra befolkningen selv en analfabet kampagne. Befolkningens behov for undervisning var så stort, at kampagnen bredte sig over hele landet i løbet af to år. Men det feudale regime vidste, at hvis befolkningen åbnede øjnene, kunne det ikke eksistere. Derfor forbød regimet analfabet-kampagnen og satte alle ledere af denne kampagne under arrest. To af dem er blevet dømt til døden.
Selvom 95-98 % af befolkningen er analfabeter, betyder det ikke, at de mangler politisk bevidsthed. Deres viden om udbytning og undertrykkelse stammer ikke fra marxist-leninistiske værker eller bøger, men fra de erfaringer, som de daglig mærker på deres krop.
Der er politisk frihedskamp i 8 provinser ud af 14. Den vigtigste kamp, der begyndte i 1958, foregår i Eritrea. Kejseren har bevidst forsøgt at udnytte Eritreas vanskelige situation som grænsezonen mellem kristne og muhammedanske interesseområder, idet han forsøger at fremstille ELF (Eritreas Befrielsesfront) som en rent muhammedansk organisation og som en brik i muslimernes kamp for at erobre det kristne Etiopien. Dette er ikke rigtigt. ELF er primært en nationalistisk organisation, som rekrutterer sine tilhængere fra begge religionernes grupper. ELF har en velorganiseret guerillahær på 2000 mand, der opererer fra nabolandet Sudan, hvor den har sine hovedbaser. ELF har i dag befriet 1/3 af Eritrea; det befriede område skal dog ikke forstås som andet end “no man’s”-land, idet regeringen har tvangsevakueret befolkningen fra dette område. ELF bliver støttet af Cuba, Kina og de arabiske lande. Foruden at støtte ELF med våben har Syrien oprettet en ELF-radiostation i Damascus.
En anden vigtig politisk frihedskamp foregår i Bale-provinsen. Den begyndte i 1960 og har nu over 1000 guerilla-soldater. Regeringen forsøger ligesom i Eritreas tilfælde at fremstille Bale-krigen som Somali-regeringens provokation, idet Etiopien og Somali ofte har grænsestridigheder. Men regeringens propaganda har ikke virket, tværtimod har den fået de andre provinser til at følge med i kampen mod regeringen. Til forskel fra ELF, som kæmper for en national løsrivelse fra Etiopien, kæmper folkene i Bale-provinsen for en befrielse af hele Etiopien.
Den studerende ungdom lader sin utilfredshed overfor kirken og statsmagten komme til udtryk ved voldsomme og gentagne demonstrationer. På universitetet i Addis Abeba har de sidste 6 måneder af undervisningsåret 1968-69 været så urolige, at 40 % af studenterne er blevet bortvist. De tilbageblivende 60 % er i protest blevet væk fra undervisningen. En beskrivende detalje fra studenterurolighederne: Taxi-chaufførerne kørte gratis for studenterne, hvilket beviser en stor sympati fra befolkningens side. Politiet nægtede at slå på deres sønner, så der måtte rekvireres polititropper fra provinserne.
Ved sidste valg undlod 83 % af befolkningen at stemme, hvilket beviser, at den politiske bevidsthed er stor. Befolkningen ved, at parlamentet blot er regimets redskab og kun er demokratisk af navn.
Etiopiske studenter har en organisation: The World Wide Ethiopien Student Union, som arbejder både inden og uden for Etiopien. Den har følgende opgaver: 1) Hjemme at hæve den politiske bevidsthed. 2) Ude at ødelægge regeringens prestige og oplyse om de virkelige forhold i Etiopien. 3) Både hjemme og ude at udvikle studenternes revolutionære ideologi.
Etiopiens beliggenhed mellem Middelhavslandene og det øvrige Afrika gør, at USA ønsker at bevare Etiopien som imperialistisk base. Derfor er det ikke noget under, at en amerikansk avis (Illinois State Registrer 12-2-64) kunne fastslå følgende: Et af de vigtigste opgør mellem Øst og Vest er under opsejling i Etiopien. Udfaldet heraf vil måske være afgørende for, om USA mister Afrika. Amerika må stå bag dem, der har støttet det hidtil – i dette tilfælde Haile Selassie.
Når regeringstropperne ikke kan klare at kontrollere hele landet på grund af voksende uro, er det ikke usandsynligt, at USA og Israel i fællesskab sætter tropper ind for at opretholde landets nuværende styre. 1) På samme måde som britterne i 1941 hjalp kejseren med at slå de væbnede bondeoprør ned. På samme måde som USA bekæmper folkene i Vietnam, Laos og Thailand for at bevare sine imperialistiske interesser.
Kampen i Etiopien er et led i den verdensomspændende kamp mod imperialismen. Vi kæmper ikke kun mod det bestående feudale regime, men også mod imperialismen, som opretholder det feudale regime. Som bekendt fører USA krig i Sydøstasien, og samtidig Israel og USA i Vest-asien. Hvis de bliver tvunget til også at forsvare deres interesser i Etiopien, bliver deres styrke spredt, og imperialismens nederlag fremskyndes.
Kampen mod imperialismen føres først og fremmest i de undertrykte lande, men det er også nødvendigt at bekæmpe den indefra. For at bekæmpe den indefra, er det først og fremmest nødvendigt at forstå, hvad imperialismen er. Det er jeres opgave at studere imperialismen og bekæmpe de forestillinger, som magthaverne har givet af verdens sammenhæng. Det er nødvendigt at forstå, at industrilandenes rigdom ikke skyldes deres befolknings dygtighed, flid og overlegenhed på alle områder, og det er nødvendigt at forstå, at andres fattigdom ikke skyldes primitivitet, dovenskab, befolkningstilvækst, klima, deres religionsindstilling o.s.v.
Tværtimod, der er en sammenhæng mellem industrilandenes rigdom og de undertrykte landes fattigdom. Det er denne sammenhæng, det er nødvendigt at forstå. De rige landes herskende klasse, bourgeoisiet, er hele verdens bourgeoisie, idet denne klasse foruden at beherske produktionsmidlerne i den industrialiserede verden også behersker den fattige verdens produktionsmidler. På grund af denne klassestruktur bidrager udbytningen af de fattige lande til ophobning af kapital i de rige lande. De fattige lande er således forhindret i at udvikle deres eget produktionsapparat, hvortil selvstændig kapital er nødvendig.
Der er altså to aspekter ved den imperialistiske undertrykkelse: en udplyndring af de fattige landes værdier og en blokering af disse landes udvikling, hvilket er en garanti for de imperialistiske landes fortsatte verdensherredømme.
Imperialismen vil lide nederlag, men den giver sig ikke frivilligt. Vi må bekæmpe den både indefra og udefra. Vi må stå solidarisk i denne kamp.
Solidaritet betyder ikke at øge den såkaldte u-landshjælp, men solidaritet betyder støtte til de folk, som bekæmper imperialismen over hele verden.
Leve vor solidaritet!
De undertrykte og sultende vil sejre!
*) Allerede i dag har USA en militærbase i Eritrea og Israel har militære rådgivere indenfor den etiopiske hær.