Forord af Gotfred Appel

Der går en lige linje fra Marx og Engels gennem Lenin til de artikler i “Kommunistisk ORIENTERING” fra 1967 og 1968, der senere er blevet udgivet i pjeceform under titlerne “Der kommer en dag ..” og “Klassekamp og revolutionær situation”. Marx og Engels beskrev sammenhængen mellem det engelske koloni- og industrimonopol i midten af det forrige århundrede og borgerliggørelsen af den engelske arbejderklasse. Lenin beskrev sammenhængen mellem kapitalismens overgang til imperialisme, dens rivende udvikling i Vesteuropa og USA og opportunismens sejr i den vesteuropæiske og nordamerikanske arbejderbevægelse. Vi påviste sammenhængen mellem den neokoloniale udbytning og den nye industrielle revolution og arbejderaristokratiets vækst til at omfatte praktisk taget hele arbejderklassen. (“Vi” vil i denne forbindelse sige Kommunistisk Arbejdskreds, KAK)

Lenin anvendte, som det fremgår af denne bog, flittigt citater netop fra Marx og Engels om den økonomiske baggrund for opportunismens, småborgerlighedens, selvtilfredshedens sejr i den vesteuropæiske arbejderbevægelse. Han bragte citaterne med det formål at forklare og underbygge sine egne observationer om sin egen tid. På ganske tilsvarende måde har vi i de nævnte artikler bragt citater såvel fra Marx og Engels som fra Lenin som forklaring på og underbygning af vore egne observationer om vor egen tid.

Netop ved at studere Lenins anvendelse af citaterne fra Marx og Engels kan man lære, hvordan man skal anvende de i denne bog anførte citater fra Lenins værker. For at forstå udviklingen fra Lenins tid til vor tid er det nødvendigt at forstå udviklingen fra Marx’ og Engels’ tid til Lenins tid.

Marx, Engels og Lenin gør det eneste, de som revolutionære socialister, som marxister, kan og skal gøre: De beskriver situationen på deres egen tid i de lande, de kender til. De beskriver den på en sådan måde, at de ser dens historie bagud, og således, at de i lyset af de almindelige love for samfundets udvikling påviser en mulig udviklingsvej fremad, og endelig således, at denne mulige udviklingsvej tjener dem som baggrund for anvisninger – paroler – vedrørende praktisk politisk virksomhed for at ændre den beskrevne situation. Er man revolutionær, studerer man sin verden med det ene formål at ændre den – og ens handlinger dikteres til enhver tid af ens vurdering af, i hvilken retning denne verden, uafhængigt af ens egen og andres vilje, rent faktisk er ved at ændre sig eller vil ændre sig.

I en række af de citater fra Marx og Engels, som Lenin anfører, ser vi, hvordan især Engels ustandseligt fremhæver, at når det engelske monopol på moderne industri og på kolonier bliver brudt, og når bestikkelsen af de engelske arbejdere ved hjælp af de superprofitter, der flyder til England som følge af dette monopol, dermed ophører, da – og først da – vil socialismen vende tilbage til England, hvorfra den forsvandt med chartismens hensygnen. Da – og først da – vil den engelske arbejderklasse afkaste den borgerlige indflydelse fra sine opportunistiske ledere og gå til revolutionær aktion for at styrte kapitalismen.

Lenin benytter disse udtalelser fra Engels’ side på den rette marxistiske vis. Han bruger dem ikke til hoverende at “påvise”, at Engels tog fejl, omend det er ubestrideligt, at den engelske arbejderklasse ikke blev revolutionær, da det engelske industri- og kolonimonopol langt om længe effektivt blev brudt. Han benytter dem heller ikke til dogmatisk at hævde, at når den store marxist Engels een gang har sagt, at sådan og sådan ser verden ud, så ser den sådan og sådan ud den dag i dag.

Lenin benytter Engels’ udtalelser til at vise, at den sammenhæng mellem monopol og opportunisme, som Engels påviste, stadig eksisterer, og at monopolets udbredelse fra kun at dække England til at dække en række vesteuropæiske lande og Nordamerika, har betydet, at opportunismen også har bredt sig til disse andre lande og forgiftet arbejderklassens politiske ledere og dele af arbejderklassen selv.

Lenin viderefører Engels’ tankegang, hans analyse, hans betragtningsmåde, hans principper og benytter dem på studiet af sin egen tid, af den nye virkelighed – der ikke havde formet sig, som Engels havde håbet og ventet. Lenin vidste fuldt så godt som Engels eller Marx, at ingen – end ikke den største af de største marxister – nøjagtigt kan forudsige den samfundsmæssige udvikling blot et halvt år frem i tiden, men at man uophørligt må følge begivenhedernes gang og uophørligt ændre sin tankegang og dermed sit handlesæt efter de skiftende begivenheder.

Marxister af i dag må behandle Lenins beskrivelser af sin tid på samme måde for dermed at føre linjen fra Marx, Engels og Lenin videre.

Lenin måtte i begyndelsen af indeværende århundrede konstatere, at Engels’ forhåbninger om, at de øvrige fremskredne kapitalistiske landes nedbrydning af Englands monopol på moderne industri og på kolonier ville føre til revolutionerende økonomiske forhold for de engelske arbejdere, var blevet gjort til skamme af udviklingen. Samtidig var Lenins tid imidlertid en sådan, at han kunne fastholde Engels’ beskrivelse af forskellen mellem arbejderklassens øvre lag – de faglærte arbejdere i de snævre fagforbund f.eks. – og de lavere lag af, hvad de begge kaldte egentlige proletarer.

(Ganske vist talte Engels også om, at alle lag af engelske arbejdere til tider fik del i superprofitterne, og ganske vist taler også Lenin om de vesteuropæiske arbejderes stræben efter sammen med bourgeoisiet at bygge et paradis på ryggen af menneskehedens flertal i de undertrykte lande. For både Engels og Lenin var dette imidlertid yderst kortvarige fænomener.)

Da Lenin betragtede Vesteuropa efter den første verdenskrig kunne han derfor kun tilslutte sig Engels’ opfattelse af den rette revolutionære politik. (Lenin benytter udtrykket “marxistisk taktik”, men desværre er ordet “taktik” næppe anvendeligt i dag. For Lenin betød det en dagspolitik, kortvarige paroler, handling på kort sigt, der tjente det fjernereliggende, “strategiske” hovedmål. For alt for mange mennesker er ordet “taktik” i dag snarere ensbetydende med småluskerier, intriger, snedige manøvrer og fortielser af hensyn til personlig eller partimæssig vinding.) Denne rette revolutionære politik måtte være at gå uden om de øvre lag, uden om de bestukne agenter for borgerskabet i arbejderbevægelsen og ned til det store flertal, det store af krigen forarmede flertal af arbejdere, der endnu var egentlige proletarer. Han erkendte naturligvis, at opportunisterne (på hans tid socialdemokraterne i II Internationale, i dagens Danmark foruden Socialdemokratiet også SF og DKP) har vundet sejr i den vesteuropæiske arbejderbevægelse. De havde på hans tid (som de stadig har det) ledelsen af arbejderbevægelsen, såvel den faglige som den politiske, og Lenin vidste, at “medmindre arbejderbevægelsen gør sig fri af dem, vil den forblive en borgerlig arbejderbevægelse”. Ud fra sine erfaringer mente han imidlertid, og måtte han mene, at det var muligt for det revolutionære parti at fravriste opportunisterne ledelsen over proletariatets forarmede flertal.

I dag må marxister, med udgangspunkt i Lenins beskrivelser, hans anskuelsesmåde og metode konstatere, at hans forhåbninger med hensyn til disse lavere lag af arbejderklassen, dette forarmede flertal af egentlige proletarer er blevet gjort til skamme af samfundsudviklingen selv.

Den økonomiske udvikling i verden – især i de seneste 2 årtier – har medført, at det i Vesteuropas fremskredne lande og i Nordamerika ikke længere kun er en mindre del af arbejderklassen, der får del i superprofitterne fra den gamle kapitalistiske verdens monopol på moderne industri, på know-how og på kapital. Det gælder arbejderklassen som helhed.

Engels så, at hele arbejderklassen af og til, som et forbigående fænomen fik del i det koloniale rov. Lenin så, at tendensen til bestikkelse og deraf følgende borgerliggørelse blev forstærket i århundredets første år; men han så også, at denne tendens blev brudt under og efter den første verdenskrig. Marxister må i dag konstatere, at dette brud var forbigående, at tingene ikke udviklede sig, som Lenin havde håbet, at tendensen påny forstærkedes. Bestikkelsen og borgerliggørelsen blev forstærket så kraftigt, at end ikke det nye, forbigående brud under og efter den anden verdenskrig gav så meget som antydning af mulighed for socialistisk revolution.

Naturligvis havde Lenin ret, da han med Marx og Engels mente, at den rette revolutionære politik over for arbejderne måtte være at gå uden om det bestukne lag med den småborgerlige levevis og tale direkte til det forarmede flertal af egentlige proletarer. Han havde ret, fordi der, da han udtalte det, faktisk eksisterede et sådant forarmet flertal, sådanne proletarer.

Denne politik har imidlertid ingen gyldighed i de fremskredne kapitalistisk-imperialistiske lande i dag.

Afkoloniseringsprocessen, de nye former for ulige handel mellem de rige og de fattige lande, den mange gange forøgede kapitaleksport (også den der går på kryds og tværs mellem de imperialistiske lande selv), opbygningen af vestligt ejede industrier i de tidligere koloniale og afhængige lande, hele den nye tekniske revolution, “forbrugersamfundets” fremkomst – kort sagt hele den rivende kapitalistiske udvikling i årene siden den anden verdenskrig, og især fra midten af 1950’erne, har skabt en helt ny situation. Anvender man Marx’, Engels’ og Lenins principper, anskuelsesmåde og metode på denne nye virkelighed, kan man kun nå til eet resultat:

Der findes i de fremskredne industrialiserede, imperialistiske lande i dag intet forarmet flertal af arbejdere, som revolutionære kan tale til uden om det bestukne mindretal. De er alle bestukne. Der findes i disse lande i dag ingen egentlige proletarer.

Det er selve den moderne kapitalismes udvikling, der har ført til dette resultat. Det er netop denne dybe og uløselige sammenhæng mellem imperialismen – kapitalismens udviklingstrin i det 20. århundrede – og opportunismen, den manglende revolutionære offervilje og gejst i arbejderklassen, som vi kan og skal lære af Marx, Engels og Lenin som en første forudsætning for enhver meningsfuld revolutionær, politisk virksomhed i vor del af verden i dag.

Lenin advarede udtrykkeligt mod de folk i arbejderbevægelsen, der forkastede hans påvisning af den omsiggribende opportunismes økonomiske rødder i selve den kapitalistiske udvikling, og som gjorde det ud fra den betragtning, at “sagen ville mere håbløs”, hvis det forholdt sig sådan, at den fremskredne kapitalisme førte til opportunismens forstærkelse, og hvis netop de bedst betalte arbejdere hældede mod opportunismen.

Marxister må aldrig forsøge at tilsløre virkeligheden, og virkeligheden bekræfter til fulde Lenins påvisning. Netop den fremskredne kapitalisme-imperialisme i de vestlige lande har ført til, at arbejderklassen i stigende grad er blevet smittet endog af imperialistisk erobrings- og udbytningslyst.

Et af særkenderne for den fremskredne kapitalisme er monopolet. Det var, som nævnt, Englands monopol, der gjorde de engelske arbejdere til verdens dengang bedst betalte og dermed gjorde dem modtagelige for bestikkelsens ideologiske følger. Det var de imperialistiske landes samlede monopol på industri og kolonier, der fik disse landes arbejdere til at følge de socialdemokratiske ledere og gå sammen med hver sit lands bourgeoisi i den imperialistiske røverkrig. Det er den fremskredne kapitalistiske verdens samlede monopol på moderne teknik, på know-how og på kapital, der i de seneste årtier har gjort arbejderklassen i disse lande til eet stort arbejderaristokrati.

Denne uafviselige kendsgerning gør ikke “sagen håbløs”. Den gør det, som allerede Lenin rigtigt understregede det, imidlertid betydeligt vanskeligere for Vesteuropas arbejderklasse end for den russiske i 1917 at gennemføre den socialistiske revolution. Også dette er en kendsgerning, som man ikke må lukke øjnene for.

“Medmindre dette fænomens økonomiske rødder forstås og dets politiske og samfundsmæssige betydning vurderes rigtigt, kan der ikke tages eet skridt frem mod løsningen af den kommunistiske bevægelses og den kommende sociale revolutions problemer.”

Disse Lenins ord har deres fulde gyldighed også i dag.

Men er det således en nødvendig forudsætning for revolutionært, socialistisk arbejde i de fremskredne kapitalistiske lande – hvorunder vi naturligvis især tænker på Vesteuropa, som vi er en del af – at sygdommen i arbejderklassen og denne sygdoms økonomiske rødder erkendes, så er naturligvis dermed på ingen måde sagt, hvori dette arbejde da i dag må bestå.

Noget ved vi om dette arbejde, men endnu ikke alt.

Vi ved naturligvis først og fremmest en del om, hvad revolutionære i dag ikke skal gøre, nemlig simpelthen alt det, som de socialdemokratiske, de socialistiske og de “kommunistiske” partier af alle afskygninger gør.

Vi ved, at revolutionære ikke deltager i administrationen af det imperialistiske samfund, at de ikke anråber kapitalisterne om endnu engang at forbedre de arbejdendes kår. Vi ved, at de tværtimod må sætte ind for at forberede arbejderne på, at revolutionen vil kræve ofre, og at de må være villige til at yde disse ofre.

Vi ved, at revolutionære ikke deltager i udarbejdelsen af i planer, der skal sikre det kapitalistiske system mod kriser og vanskeligheder. Vi ved, at de tværtimod må forsøge at forberede arbejderne på, at de bør hilse sådanne kriser velkommen og om muligt bidrage til deres komme.

Vi ved imidlertid også – det står os helt klart – at kun en ny økonomisk udvikling, der enten bryder den fremskredne kapitalistiske verdens monopol, eller som får selve denne verden til at gå i hårdknude, kan skabe en samfundsmæssig situation, i hvilken arbejderklassen vil lytte og forstå det.

Før spørgsmålet om, hvilke opgaver revolutionære har i de imperialistiske lande lige nu, kan besvares, må en lang række andre spørgsmål besvares. Opgaven består i dag altså først og fremmest i at stille og besvare disse andre spørgsmål.

Lenin stillede Vesteuropas revolutionære den opgave “at være i stand til at søge, finde og korrekt fastlægge den særlige vej eller den særlige vending i begivenhederne, der vil føre masserne til den virkelige, afgørende og endelige revolutionære kamp”.

Denne opgave blev aldrig løst, og siden Lenins dage er den yderligere i uhyre grad blevet vanskeliggjort netop derved, at “masserne” i Lenins forstand for tiden ikke eksisterer. Opgaven for revolutionære i 1973 består derfor nok så meget i at finde den vej, den vending i begivenhederne, der atter vil skabe disse masser, dette egentlige proletariat i den vestlige verden.

Sagt i den bredeste almindelighed ved vi, at kapitalismen en dag vil udvikle sig til sin død. Vi må imidlertid skaffe os en langt mere præcis formodning – måske viden – om, ad hvilke veje dette vil ske.

Engels regnede med, at den omstændighed, at England var ved at miste sit industri- og kolonimonopol gjorde, at revolutionen allerede var i anmarch der. Der skete, som vi har set, imidlertid blot det, at de andre fremskredne lande efterhånden delte monopolet med England.

Vil revolutionens samfundsmæssige forudsætninger først indtræffe, når dette samlede, imperialistiske monopol er blevet brudt? Når, med andre ord, de tidligere koloniale og afhængige lande, der endnu er industrielt uudviklede og kapitalfattige, ad endnu ukendte veje har skaffet sig egen industri og egen kapital i en sådan udstrækning, at de for alvor kan konkurrere med de gamle kapitalistiske lande?

Vil kapitalismen og den for den særegne udvikling af industri udbrede sig til hele Jorden, før den har udtømt sine muligheder og gennem sin egen udvikling geråder i en krise, der simpelthen nødvendiggør den socialistiske revolution som den eneste mulighed for menneskelig overleven?

Allerede i dag er der tegn på, at en indbygget selvstændighedstendens gør sig gældende i de nye stater i Asien, Afrika og Latinamerika rettet mod vor del af verden, som de endnu er afhængige af og delvis føder på. Kan denne selvstændighedstendens og dens økonomiske følger for os skabe en revolutionær situation her, før udviklingen er gået så langt som netop antydet? Vil den revolutionære situation blive hidført blot af de økonomiske følger af en evt. udvidet råvareboykot, eller vil den først indtræffe under eller efter et – særdeles muligt – krigerisk ragnarok startet af de gamle kapitalistiske lande for at standse en sådan boykot?

Det kan vare længe endnu, før den – på langt sigt uundgåelige og altid ønskværdige – revolutionære situation opstår; men det kan også gå hurtigt. De revolutionære må nøje følge udviklingen og være forberedt, hvad der end sker.

Verden har ændret sig siden Lenins tid, og den del af hans definition på imperialismen, der omhandler kolonibesiddelse, er knap gyldig i dag. Dermed er også hovedbaggrunden for de to verdenskrige i dette århundrede – kampen om den territoriale nyopdeling af Jorden – ophørt at eksistere. Dermed være på ingen måde sagt, at muligheden af nye imperialistiske verdensopgør – altså nye storkrige mellem imperialistiske lande indbyrdes – nu kan udelukkes. Det betyder blot, at de imperialistiske magters kapløb om råvarekilder, afsætningsmarkeder og kapitaleksport antager andre former end hidtil og afføder andre konstellationer af imperialistiske lande end før. Hvilken rolle vil de såkaldt multinationale selskaber spille i denne forbindelse?

Een ting er givet: For at kunne føre revolutionær politik i den fremskredne kapitalistiske verden i dag må vi i endnu højere grad end nogensinde besidde grundig viden om alle klasser i alle udslaggivende lande, om de vigtigste økonomiske udviklingstendenser ikke blot herhjemme, ikke blot i den imperialistiske verden, i Sovjetunionen eller i Kina, men i alle verdensdele.

Denne forudsætning for revolutionær handlen opfylder hverken vi eller – så vidt vi ved – andre i Vesteuropa i dag; men det kommer!

November 1973

Gotfred Appel