Sigtet med de følgende artikler er at forsøge at aflive nogle af de myter og fordomme, der eksisterer omkring Sovjetunionens inden- og udenrigsøkonomi samt dets udenrigspolitik. Det er myter og fordomme, som har god grobund i vores del af verden, langt ind i rækkerne af erklærede socialister.
En stor del af den vestlige venstreorienterede kritik af Sovjetunionen og de øvrige planøkonomiske samfund er præget af idealisme, forstået på den måde, at man vurderer de planøkonomiske samfund ud fra nogle ideale forestillinger om, hvordan et socialistisk samfund, abstrakt set, burde udformes og handle. Man glemmer ofte de konkrete økonomiske og politiske forudsætninger, som disse samfund er skabt på og de forhold i verden, hvorunder de udvikler sig. Man vurderer udviklingen i USSR og dets udenrigspolitik i forhold til normer, forventninger og drømme, der desværre savner et reelt grundlag i forhold til, hvordan verden ser ud i dag. Resultatet er, at kritikken ofte dels har været præget af skuffede forventninger og dels af manglende viden om eller hensyntagen til de konkrete økonomiske, sociale, historiske, kulturelle og politiske forhold, der rent faktisk danner basis for udviklingen. Den forståelse og nuancerede vurdering, der kunne opnås med viden om de konkrete forhold, erstattes med forklaringer om ledelsens uduelighed, korruption, persondyrkelse, magtbegær og forræderi mod den sande socialisme, der kun eksisterer i kritikerens eget hoved og desværre ikke findes i den virkelige verden.
Når man ser tilbage på venstrefløjens “antirevisionistiske” kritik i Vesteuropa i 70erne, viser det sig, at dens grundlag var meget tyndt. Den havde først og fremmest sit udgangspunkt i den kinesiske revisionismekritik, og man kan komme i tvivl om, hvor meget antirevisionisme, der egentlig var i den vesteuropæiske venstrefløjs udgave af denne kritik af Sovjetunionen. Spørgsmålet er, om det ikke for en stor del blot var den gamle anti-sovjetisme, der stak hovedet frem i ny forklædning. Om det ikke var 50ernes koldkrigspropaganda, der gav bonus. Den vesteuropæiske udgave af maoismen gav mulighed for på én gang at være “socialist” og rabiat anti-sovjetisk. I de skandinaviske lande var det især i Norge, hvor der er særlig god grobund for anti-sovjetisme, at maoismen vandt fodfæste på venstrefløjen. Norge er vel det eneste land i den vestlige verden, der stadig har et prokinesisk venstreorienteret parti af betydning. Den kinesiske kritik af USSR var netop meget moralsk og savnede i høj grad et konkret økonomisk indhold. Kinas kommunistiske Parti fremkom aldrig med en økonomisk funderet revisionismekritik. I de senere år er det blevet tydeligere og tydeligere, at det økonomiske grundlag for den kinesiske revisionismekritik, nemlig teorien om “kapitalismens genrejsning i USSR” har spillet total fallit. Ikke engang kineserne selv tror på den mere. Kun deres mest trofaste og tungnemme eftersnakkere i den vestlige verden betragter stadig USSR som et kapitalistisk regime.
Emnet for den første artikel “Om planøkonomi og kapitalisme” er netop de principielle forskelle, der adskiller en planøkonomi som den sovjetiske fra en kapitalistisk styret økonomi. Artiklen viser desuden, ved at sammenligne konkrete planøkonomiske samfund med kapitalistisk styrede, at det ikke står så skralt til med den sovjetiske økonomiske udvikling, som den vestlige presse kunne foranledige én til at tro.
De vestlige økonomer og politikere taler ofte om det kapitalistiske systems overlegenhed og det plan-økonomiske systems ineffektivitet. De harcelerer meget ofte over køerne udenfor forretningerne og varernes manglende kvalitet i USSR og Østeuropa, og sammenligner det med de bugnende varehuse og overskudslagrene i det kapitalistiske system (herom senere i artiklen). Men dette viser i hvert fald det kapitalistiske systems ineffektivitet på et meget væsenligt punkt, nemlig i evnen til at fordele det producerede. Ved den ene pol i det kapitalistiske system, tårner problemerne sig med overproduktion op. Bønderne i EF slås internt, og med USA eksternt, for at få lov til at producere mere, medens overskudslagrene er ved at sprænges af korn, smør og kød. Og ligeså for de fleste industrivarers vedkommende. Ved den anden pol i det kapitalistiske system, i den 3. verden, er nøden og manglen på de mest basale varer katastrofal, men systemet evner ikke at forbinde disse to poler og fordele det producerede efter behov. Overflod er ikke altid ensbetydende med effektivitet og fornuft.
Den anden artikel omhandler USSRs udenrigsøkonomi. Det er en udbredt opfattelse, at Sovjetunionen optræder imperialistisk, dels overfor de andre lande i COMECON, dels overfor lande i den 3. verden. Begrebet imperialisme er efterhånden blevet udhulet. Vi vil imidlertid gerne holde fast ved, at imperialisme først og fremmest er et økonomisk forhold. Dvs. ét lands udbytning af andre landes befolkning og ressourcer. Artiklen påpeger, at der er intet, som tyder på, at USSR generelt i dag optræder imperialistisk, hverken overfor de øvrige lande i COMECON eller overfor den 3. verdens lande. Der er heller intet, der tyder på, at det er nødvendigt for USSR at optræde imperialistisk for at udvikle sin økonomi.
Den tredie artikel omhandler den militære side af samme myte – at USSR er en aggressiv supermagt på linie med USA. Nok opruster USSR i takt med – eller rettere et par skridt bag – USA, men årsagen til de to supermagters oprustning er vidt forskellig. USA og NATO opruster først og fremmest for at forsvare “sine interesser” i den 3. verden, medens Sovjet opruster for at kunne holde USA stangen.
USSRs intervention i Afghanistan sammenlignes ofte med USAs rolle i Vietnam. Begge supermagter greb ind for at støtte et vaklende regime og blev derved involveret i en langvarig guerillakrig. Dette er imidlertid en meget overfladisk og ren formalistisk sammenligning. De involverede parters politiske anskuelser i de to konflikter er væsensforskellige. Det afghanske regime er progressivt. Det står for en gennemgribende jordreform, som skal gøre en ende på de feudale tilstande, der har hersket på landet. Det ønsker at frigøre de afghanske kvinder fra den undertrykkelse, som den fundamentalistiske islamiske religion udøver. Det afghanske regime ønsker en gennemgribende demokratisering og udbyggelse af sundheds- og undervisningssektoren. Det sydvietnamesiske regime, som USA støttede, var som bekendt kapitalistisk, yderst reaktionært og proimperialistisk. Den vietnamesiske guerilla var på den anden side progressiv og socialistisk orienteret, medens den afghanske er reaktionær. Kernen i den afghanske opposition er det fundamentalistiske islamiske præsteskab, bestående af ca. 250.000 mullaer. De ser, helt korrekt, det nye styre som en trussel mod deres hidtidige magt og indflydelse over befolkningen. Disse præster støttes naturligvis af dybt religiøse mennesker på alle niveauer i samfundet. Et andet vigtigt element i oppositionen er de lokale herremænd og stammeledere. De ser også helt rigtigt jordreformen og opbygningen af et moderne statsapparat som en trussel mod deres magt og udbytning af befolkningen. Et tredie element i oppositionen er banditter og smuglere i grænseregionen mod Pakistan. De producerer, handler og smugler varer som hash og opium ud af Afghanistan, ligesom de smugler varer ind i landet. Før 1978-revolutionen antages det, at denne “uofficielle handel”, som beskæftiger titusindvis af mennesker, var større end den officielle handel. Det er klart, at også de grupper ser en stærkere statsmagt som en trussel. Et sidste element i oppositionen mod styret er naturligvis ågerkarle, sortbørsfolk og privatkapitalister, der ser deres forretning truet af styrets socialistiske reformer. Det er meget vanskeligt at påvise fremskridtsvenlige elementer i den afghanske guerilla. Guerillaens internationale alliancer giver også et fingerpeg om, hvilke internationale og regionale perspektiver konflikten i Afghanistan har. Den afghanske modstandsbevægelses støtter er USA, Saudi Arabien (der finansierer kampen), Iran, Pakistan (fungerer som bagland) og endelig slutter Kina sig til det gode selskab i vanlig anti-sovjetisme.
Den afghanske revolution har haft meget svære betingelser. At rive et samfund fri af middelalderens mørke og opbygge en moderne stat er en vanskelig proces. Den afghanske revolution er ikke blot antikapitalistisk, men først og fremmest et forsøg på at omforme Afghanistan fra et halvfeudalt samfund, hvor lokale herskere med alle midler søger at holde udviklingen til en moderne stat tilbage. Interne konflikter i den afghanske revolution har ikke gjort sagen lettere. Det er rigtigt, at den afghanske revolution må bære en stor del af ansvaret for, at den indenlandske situation er løbet så meget af sporet (godt hjulpet på vej af udenlandske reaktionære kræfter), at det blev nødvendigt at tilkalde sovjetiske tropper for at redde revolutionen. Det er helt sikkert, at de afghanske revolutionære ledere har begået fejl og har været klodsede i omformningen af det afghanske samfund. Oppositionen har derved fået en folkelig opbakning især på landet, som dens reaktionære politik ikke fortjener. Men at disse forhold skulle føre til, at man skal bekæmpe det progressive styre og støtte en dybt reaktionær opposition, er der ikke meget logik i. Det konkret eksisterende alternativ til Kommunisterne, er ikke mere demokratisk, mere progressivt for slet ikke at tale om socialistisk. Det konkret eksisterende alternativ er en fundamentalistisk islamisk republik a la Iran eller et dybt reaktionært regime som det saudiarabiske. Hvad det ville betyde for demokratiske rettigheder, fremskridt og socialisme, ved enhver, der følger med i udviklingen i Iran og Saudi Arabien.
I mange konflikter rundt omkring i verden er der ikke tale om sort/hvidt. Ej heller er en socialistisk revolution altid et enigt folks opgør med en diktator som i Nicaragua – eller en befrielseskamp mod kolonialisme som i Angola. En socialistisk omformning kan også resultere i en blodig borgerkrig, hvor befolkningen står splittet. Konflikten i Afghanistan er en sådan konflikt. Den afghanske revolution har ikke været i stand til at mobilisere store dele af befolkningen på landet til at bakke op om de progressive reformer. Den sovjetiske indgriben til fordel for Kommunisternes styre har givet den reaktionære opposition et skær af befrielsesbevægelse. Det nytter imidlertid ikke blot at tage afstand fra revolutionen i Afghanistan og Sovjets intervention og stille et ikke-eksisterende ideal op som alternativ, man må vælge side i den konkrete kamp – og her kan der ikke være tvivl om – for socialister – at det nye styre betyder større fremskridt og mere frihed for afghanistans mænd og kvinder end de islamiske mørkemænd, smuglere og banditter kan tilbyde.
Tilbage står spørgsmålet om årsagerne til Sovjetunionens indgriben i Afghanistan i december 1979, den første og hidtil eneste situation, hvor sovjetiske tropper har været i direkte kamp i den 3. verden siden 1945. En ting er sikkert, det var ikke af økonomiske og dermed imperialistiske årsager. Afghanistan er et af de mest underudviklede områder på kloden uden nogen større Økonomisk betydning. Der er meget lidt, set fra et økonomisk synspunkt, der kan interessere USSR i Afghanistan. Der er opkastet mange tanker om, at USSRs intervention i Afghanistan skulle være det første skridt mod Den arabiske Golf, for at sikre sig magt over olien. Men dels er USSR, i modsætning til USA, olieeksportør, og militært set er vejen til Golfen gennem Afghanistan og videre gennem Iran tåbelig. USSRs intervention har dog nok noget med Afganistans beliggenhed at gøre, men ud fra en strategisk defensiv synsvinkel. Afghanistan grænser op til USSR. Det ville være meget ubehageligt for Sovjet af få endnu et provestligt styre ved sin sydgrænse (det har allerede NATO-medlemmet Tyrkiet) eller få et uroligt og ustabilt område som Iran. USSR har altid været meget opmærksom på ændringer i sine nabolande ud fra en defensiv synsvinkel. Endelig skal man nok ikke overse, at Sovjet ved sin intervention i Afghanistan gerne ville vise USA og deres allierede, at man er villig til at bakke en allieret op i en krisesituation.
Til sidst er der spørgsmålet om det betimelige i USSRs intervention i Afghanistan, ud fra en mere principiel synsvinkel. Det er en gammel diskussion i den socialistiske bevægelse, som dukker frem her, nemlig om forholdet mellem den nationale selvbestemmelsesret og den internationale klassekamp. Skal socialister/socialistiske stater blande sig i andre landes interne forhold – eller er det kun en sag for landets egne klasser?
Princippet om ikke-indblanding i andre landes forhold har især 3. verdens landene søgt at holde i hævd overfor de imperialistiske lande i årtier – dog uden større succes. I de senere år har dette princip udviklet sig til at blive et ufravigeligt dogme på venstrefløjen. Det er blevet hævet over alt andet, også den internationale klassekamp. Princippet om “ikke indblanding i andre landes forhold” er i sig selv, set isoleret, godt nok, men det svæver ikke frit i luften. Set i relation til hvad der foregår i den virkelige verden, er det ofte en illusion. Det ville være fint, hvis et sådant princip kunne hindre imperialisterne i at blande sig i andre landes forhold. Men vi lever i en verden, med en international økonomi og derfor også international klassekamp – og den karakter, som denne klassekamp har, gør princippet om “ikke-indblanding i andre landes forhold” til en utopi. Der er ikke noget moralsk princip, der kan afholde imperialisterne fra at gøre, hvad deres økonomiske system tvinger dem til, nemlig at udbytte andre landes folk, og med denne udbytning følger undertrykkelse. Klassefjenden har aldrig tøvet med at blande sig i andre landes forhold. USA blander sig overalt i den 3. verden. Sydafrika invaderer med jævne mellemrum sine naboer. Israel gør det samme. Klassekampen har en international karakter. Socialister må derfor være internationalister, både som enkeltpersoner, partier og som stater. Socialisters svar på imperialismen er international solidaritet. Sovjets og enkeltpersoners støtte til socialisterne i den spanske borgerkrig er et sådant eksempel, Kinas støtte til Nord Korea, Cubas til MPLA i Angola, palæstinensernes støtte til venstrefløjen i Libanon og Sovjets støtte til den afghanske revolution er andre eksempler. Det ville være naivt og selvmorderisk for de kræfter, der er aktivt indblandet i kampen mod imperialismen at hæve princippet om “ikke-indblanding i andre landes forhold” højt over klassekampens realiteter. Disse spørgsmål må løses ud fra de konkret eksisterende betingelser. I en skærpet situation kan man ikke give kontrarevolutionen demokratiske rettigheder, og man skal ikke afskære sig fra at modtage hjælp udefra. Venstrefløjen i Europa har i alt for lang tid fejret og hyldet det glorværdige og ærefulde nederlag – á la Alleendes i Chile og kritiseret de realpolitiske og kompromisfyldte sejre. Hvis USSR havde grænset op til Chile eller hvis det havde været muligt for Cuba skulle de så ikke have “hjulpet socialisterne i Chile, da Alleende blev styrtet? Skal man lade kammeraterne i andre lande sejle deres egen sø, mens man holder princippet “om ikke-indblanding i andre Lande” højt? Skal internationalt sammenhold være forbeholdt imperialisterne? Det er spørgsmål, der ikke kan afgøres med principper, men kun ud fra en konkret undersøgelse og vurdering.
Sigtet med denne bog er at medvirke til en nyvurdering af Sovjetunionens rolle internationalt. Oven på den kinesiske sovjetkritiks fallit og i den nuværende situation med intensiv koldkrigspropaganda er det vigtigt, at venstrefløjen i deres vurdering af USSR holder hovedet koldt. Det vil først og fremmest sige, at man vurderer USSRs gerninger på baggrund af konkrete facts og på baggrund af Sovjets faktiske manøvremuligheder i verden. Det betyder ikke, at man skal forholde sig ukritisk overfor USSR.
Når vi fastslår, at USSR ikke er kapitalistisk eller imperialistisk, betyder det ikke, at vi mener, at USSR har indrettet deres planøkonomi og samfund ideelt. Nar vi nægter at ligestille USA og USSRs globale rolle, betyder det ikke at vi mener, at USSRs verdensbillede og udenrigspolitik er den rigtige. Vi stiller os på mange punkter kritisk overfor den sovjetiske udenrigspolitik. Vi mener, de lægger alt for lidt vægt på den rolle, den 3. verden spiller i kampen mod imperialismen og overvurderer deres egen rolle. Vi er uenige med dem i deres opfattelse af situationen i Vesteuropa (Vi vil fremlægge disse kritikpunkter i en senere bog). Det, vi vil slå til lyd for med disse artikler, er en mere realistisk vurdering af USSR i stedet for den moralske kritik, der er alt for udbredt blandt venstrefløjen i Vesteuropa.
